X - Brøndby Cykel Motion

6
Nostalgi……… (fortsættelse fra bogen om DBC 1881-1941)
Underligt var det, at den lille, spinkle, magre, unge Pige, der med sine
Pince-nez lignede en forlæst Studine eller en engelsk Guvernante, skulde
bo saa megen moralsk Styrke, at hun skulde blive den første kvindelige
Cyclist, der vovede i Storbyen København at vise sig paa Cykle i stramtsiddende
Knæbenklæder. Der blev piftet godt af hende i Begyndelsen, og frem
for at udfordre Borgerskabet foretrak hun diplomatisk at iføre sig en let
Kjole, medens hun kørte inde i Byen. Den hang frit ned, men naar hun saa
naaede uden for Byen, smed hun kjolen – og saa var det i 3 Mils Fart. Hun
trænede energisk og satte sig som Maal at slaa de Rekorder, Mændene
satte. Paa 12 Timer kørte hun 33½ Mil og slog dermed Ingeman-Petersens
Rekord med 2½ Mil, til Trods for at hun kørte i Storm og Regn og paa
opblødte Veje. Hun kørte sine første Rekorder paa massive Ringe, de
senere paa pneumatiske Ringe. Som medlem af D.B.C. gjorde hun denne
Forening kendt over hele Jorden, og hendes billede figurerede som
Forsidestof i Dag- og Sportsblade overalt i Europa og Amerika. Da Frk.
Johanne Jørgensen trak sig tilbage fra det aktive liv, blev hun straks
Medlem af D.B.C´s Landevejskomité, og hun var den dominerende ogsaa her.
Den danske kvindelige Cykelrytter Nr. 2, der skulde blive
verdens-berømt , var Frk. Susanne Lindberg, Datter af
Frimenighedspræsten Niels Lindberg i Kerteminde. Fra
Barnsben var Susanne Lindberg vant til at gaa lange
Fodture. Sammen med Broderen, den senere Nationalbankdirektør
Jack Chr. Lindberg, gik hun med Lethed op til 10
danske Mil paa en Dag. Hun havde lige lært at køre paa
Cykle, da hun som Pinsetur kørte fra København til Aarhus.
Ved Faderens Død flyttede Moderen og hun til København, hvor hun kom til at gaa paa
Akademiet for at blive uddannet til Maler. Hun var lille og tilsyneladende spinkel, men der var
kræfter i den spæde Muskulatur, som man ikke skulde tro hos en Spirrevip paa 45 Kilo. Hun
sagde ikke meget, men var en fortræffelig Iagttager, der til at begynde med ganske stille og
ubemærket sneg sig ind i de mandlige Væddeløbskøreres Baghjul for at prøve , om hun
skulde have Kræfter nok til selv at køre. Sin første start fik hun i DBC’s ”Stjerneløb” i 1895,
efter at hun gennem Foraarsmaanederne havde henledt sine mandlige Kammeraters
Opmærksomhed paa sig ved en gennemført Træning. Det var dog ikke ventet, at hun skulde
blive Nr. 5 af de 25 Deltagere. Senere samme Aar deltog hun i ”Sjællandsløbet”, hvor hun
holdt Spidsen i løbets første halvdel, men blev tvunget til at udgaa grundet paa et Fald, der
ødelagde hendes Baghjul. I det første ”Esbjergløb”, der afholdtes af D.B.C i Juli 1895, satte
Regn og Blæst de 34 Deltagere paa saa haard en Prøve, at kun seks Mand fuldførte. Frk.
Susanne Lindberg var naaet til Esbjerg som Nr. 7, men havde haft det Uheld at komme lidt
bagud over Fyn, og saa opgav hun lige inden Nyborg. Det skete i Forbindelse med en lille
Pudsighed. Den trætte, udasede og af Snavs ukendelig kvindelig cyklist i den maskuline
Paaklædning søgte ind til en Gaard for at faa noget at drikke. Bondekonen fikserede hende
først skarpt. Man var jo ikke vant til at se den Art Fremtoninger, og saa spurgte hun med
nysgerrigt Venlighed: ”Haar du vaaren Soldat?” Det benægtede Frk. Lindberg og lettede paa
Huen, saa hendes Haarknude i Nakken kom til syne. Den brave Bondekone gik helt fra
snøvsen og slog Hænderne sammen i det maabende Udbrud: ”Ja, tænkte a det itte nok, at du
it´ var et Karlfolk!”
Fortsætter næste nr. ---->