Læs bogen online - Hvad skal jeg med Jesus

WILHEM BUSH

HVAD SKAL JEG 

MED JESUS? 

Wilhelm Busch

Originaltitel: Jesus unser Schicksal 

Copyright ©: Schrif tenmissions-Verlag 

© for dansk udgave: Dansk Luthersk Forlag, Hillerød 

Omslag og Lay-Out: www.RonaldGabrielsen.com 

Tryk: Scandinavian Books

Indhold: 

1. Gud ja, men hvad skal jeg med Jesus? 

2. Hvorfor lever jeg? 

3. Det gælder livet! 

4. Hvad skal jeg gøre for at blive kristen? 

5. Hvorfor tillader Gud det onde? 

6. At leve livet - når man ikke kan tro 

7. At leve livet - med skyld og forsømmelser 

8. Kan man være helt sikker i religiøse spørgsmål? 

9. Hvad får man ud af et liv med Gud?

Forord: 

”Hvad skal jeg 

med Jesus?” 

Bogen du nu sidder med i hånden har haft stor betydning 

for mange mennesker i mange lande. Det drejer sig både 

om folk med stort kendskab til kristendommens indhold 

og andre, for hvem dette budskab har været fremmed. 

Det er en bog, der har sat og stadig sætter spor. Dette er 

baggrunden for den nye udgivelse af bogen. Jeg håber, du 

vil læse bogen, lade dig udfordre af indholdet og efterprøve 

dens budskab med Bibelens indhold. 

Bogens forfatter, Wilhelm Busch, var tysk soldat under 

første verdenskrig og ungdomspræst i Essen under anden 

verdenskrig. Mens han var ungdomspræst holdt han en 

lang række foredrag, der blev kendt i store dele af Europa. 

Det sidste foredrag, kapitel 9 i denne bog, holdt han den 

19. juni 1966 i Sassnitz, og på tilbagerejsen dagen efter 

døde han. 

Ni af hans foredrag er siden blevet samlet til denne bog 

under titlen ”Hvad skal jeg med Jesus?” Otte af dem har

tidligere været udgivet under titlen ”Gud ja! men Jesus?” 

Bogen er med forskellige titler og på flere sprog blevet 

solgt i mere end 1,5 millioner eksemplarer i Europa. 

Vil du vide mere om udgivelsen og se hvor du kan 

få flere eksemplarer af bogen, kan du gå ind på 

www.hvadskaljegmedjesus.dk 

Har du spørgsmål eller kommentarer til indholdet, 

er du velkommen til skrive på kontakt.soren@gmail.com 

Venlig hilsen 

Søren Eriksen

Kapitel 1: 

Gud ja, men hvad skal 

jeg med Jesus? 

Ser I, sådan en gammel præst som mig, der hele livet har 

arbejdet i storbyen, hører i tidens løb igen og igen de samme 

slagord. Et lyder: »Hvordan kan Gud tillade alt det onde?« 

Et andet er: »Kain og Abel var brødre. Kain slog Abel ihjel. 

Hvor fik Kain sin kone fra?« 

Og et af de mest brugte er dette: »Præst, du taler altid 

om Jesus. Det er jo fanatisk. Det er da lige meget, hvilken 

religion man har. Det vigtigste er, at man tror på noget 

højere, noget usynligt.« 

Ja, det er indlysende, ikke? Det samme har min store 

landsmand Goethe sagt: »Følelsen er alt; navnet er klang 

og røg«. Om vi siger Allah, Buddha, Skæbnen eller »højere 

væsen« er helt ligegyldigt. Det vigtige er, at vi har en tro. 

Og det er fanatisk at ville præcisere. Jeg ser stadig den 

gamle dame foran mig, som erklærede: »Å, hr. præst, du 

med din evindelige Jesus-snak. Har Jesus ikke selv sagt:

»I min faders hus er der mange boliger«? Så er der 

jo plads til alle!« Kære venner, det er en stor løgn! 

Jeg var engang i lufthavnen Tempelhof er Feld i Berlin. 

Før vi kunne gå om bord i flyet, måtte vi endnu engang 

gennem paskontrollen. Foran mig står en stor herre - jeg ser 

ham stadig for mig, stor som et to-etages hus og med et stort 

rejsetæppe under armen - og rækker toldbetjenten sit pas. 

Men tolderen siger: »Hov, stop! Dit pas er jo udløbet!« 

Manden svarer: »Vær nu ikke så smålig. Hovedsagen er 

vel, at jeg har et pas!« »Nej«, siger betjenten fast og 

bestemt, »hovedsagen er, at du har et gyldigt pas!« 

Præcis sådan er det med troen. Det kommer ikke an på, 

om jeg har en eller anden tro. Det har alle. For nylig sagde 

en til mig: »Jeg tror, at 1 kg oksekød giver en god suppe.« 

Det er også en tro - selvom den er temmelig tynd. 

Det kommer ikke an på, om du har en eller anden tro, 

men på, om du har den rigtige tro. En tro, som du kan 

leve med, også når alting bliver mørkt omkring dig, en 

tro, der holder også i store prøvelser, en tro, som du kan 

dø på. Døden er den store prøve på rigtigheden af vores tro. 

Der findes kun én rigtig tro, som man virkelig kan leve og 

dø med. Det er troen på Herren Jesus Kristus, Guds Søn. 

0

Jesus har selv sagt: »I min faders hus er der mange 

boliger.« Men der er kun én dør til Guds boliger: »Jeg er 

døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst.« 

Jesus er døren! Jeg ved, at det vil mennesker ikke høre. 

Man kan diskutere i timevis om Gud. Den ene forestiller 

sig Gud på én måde og den anden på en anden måde. 

Men Jesus er ikke noget diskussionsemne. Og jeg siger 

dig: Kun troen på Jesus, Guds Søn, er en frelsende tro, 

som man kan leve og dø på! 

Hvor latterlig denne tro forekommer mennesker, viser en 

lille oplevelse. Jeg gik for år tilbage gennem byen Essen. 

To mænd står på fortovet, tydeligvis minearbejdere. Da 

jeg går forbi hilser den ene: »Goddag, hr. pastor!«. Jeg går 

hen til ham: »Kender vi hinanden?« Da ler han og forklarer 

den anden: »Det er pastor Busch! En virkelig fin fyr!« 

»Tak«, sagde jeg. Og så fortsatte han: »Men han er 

desværre lidt tosset!« Jeg blev gal: »Hvad er jeg? Hvorfor 

er jeg lidt skør?« Og så fortsatte han: »Jo, pastoren er en 

virkelig fin fyr! Men; han taler altid om Jesus!« »Mand«, 

råbte jeg glad: »Det er ikke skørt. Om hundrede år er du 

i evigheden. Da afhænger alt af, om du har lært Jesus 

at kende. Det er dit forhold til ham, der afgør, om du er 

i Himmelen eller i Helvede. Sig mig: Kender du Jesus?« 

»Dér ser du,« sagde han og vendte sig leende til den 

anden: »Nu begynder han igen!«.

Jeg vil også nu begynde på det igen! Der er et ord i Bibelen, 

som jeg må tage frem. Det lyder sådan: »Den, der har 

Sønnen, har livet.« Du har måske engang lært noget om 

Jesus i skolen - men du har ham ikke. »Den som har Guds 

Søn« - hører du: ‘har’! - »han har livet« - her og i evigheden! 

»Den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet.« 

Det siger Guds ord! Du kender måske ordsproget: Den 

som har, han har. Præcis sådan siger dette bibelvers det. 

Jeg er nødt til at sige det ligeud - for din egen skyld - at 

du må tage imod Jesus og give ham dit liv. 

Og nu vil jeg fortælle dig, hvorfor troen på Jesus er den 

eneste rigtige. Eller lad mig hellere udtrykke mig helt 

personligt: Jeg skal nu sige dig, hvorfor jeg behøver 

Jesus og tror på ham. 

{1} Jesus er Guds åbenbaring 

Når nogen siger til mig: »Jeg tror på Gud! Men hvad 

skal jeg med Jesus?«, så svarer jeg? »Det er da et dumt 

spørgsmål! Gud er en skjult Gud. Uden Jesus ved vi slet 

intet om Gud!« 

Mennesker kan selvfølgelig lave sig en gud, f. eks. den 

»kære vorherre«, der ikke lader en ærlig mand i stikken, 

når han bare ikke drikker mere en fem øl om dagen. 

Men det er ikke Gud! Allah, Buddha - de er projektioner 

af vores ønsker. Men Gud? Uden Jesus ved vi intet om Gud.

Men Jesus er Guds åbenbaring. I Jesus er Gud kommet 

til os. 

Jeg vil gøre det tydeligt for dig med et billede: Prøv at 

forestille dig en tyk væg af tåge. Skjult bag tågen er Gud. 

Men mennesket kan ikke leve uden Gud. Derfor begynder 

de at søge ham. De forsøger at trænge ind gennem tågen. 

Det er religionernes stræben. Alle religionerne er menneskers 

søgen efter Gud. Og alle har de ét tilfælles: De er 

faret vild i tågen og har ikke fundet Gud. 

Gud er en skjult Gud. Det forstod den mand - Esajas hed 

han - der skreg fra sit inderste: Herre, vi kan ikke komme 

til dig. Ak, om du splittede tågemuren og kom til os! Og 

tænk, Gud har hørt dette skrig! Han har splittet tågen og 

er kommet til os - i Jesus. Da englene på Betlehems mark 

i kor råbte: »I dag er der født jer en frelser - ære være Gud 

i det højeste og på Jorden!« - da var Gud kommet til os. 

Og nu siger Jesus: »Den, der har set mig, har set Faderen«. 

Uden Jesus vidste jeg intet om Gud. Det eneste sted, 

jeg kan få vished om Gud, er hos ham. Hvordan kan man 

så sige: »Jeg klarer mig uden Jesus«? 

Jeg kan kun gennemgå det kort her og må lade meget 

ligge. Jeg kunne sige så meget om Jesus. Men nu 

kommer jeg til det vigtigste punkt i svaret på »Hvorfor 

Jesus?«:

{2} Jesus er Guds frelsende kærlighed 

Dette skal jeg forklare dig. For et stykke tid siden havde 

jeg en samtale med en journalist, der interviewede mig 

og spurgte: »Hvorfor holder du egentlig disse foredrag?« 

Jeg svarede: »Dem holder jeg, fordi jeg er bange for, at 

folk skal komme i Helvede.« Da lo han og fortsatte: »Det 

findes da ikke!« 

Men jeg sagde: »Bare vent. Om hundrede år ved 

du, om du har ret eller om Guds ord har ret. Sig mig,« 

spurgte jeg ham, »har du nogensinde frygtet for Gud?« 

»Nej,« svarede han, »den kærlige Gud er man da ikke 

bange for!« Da forklarede jeg ham: »Nu er du useriøs! 

Selv den, som kun har en dunkel anelse om Gud, må 

begribe, at der ikke findes noget skrækkeligere end ham, 

den hellige og sande Gud, dommeren over vores synder. 

Tror du, han tier om dine synder? Du taler om ‘den 

kærlige Gud’? Det siger Bibelen ikke. Bibelen siger 

meget oftere: »Det er frygteligt at falde i den levende 

Guds hænder.« 

Har du nogensinde frygtet Gud? Hvis ikke, så er du overhovedet 

ikke begyndt at se den hellige Guds virkelighed 

og dit syndige liv endnu. Men når du begynder at frygte Gud, 

så bliver dit spørgsmål: »Hvordan kan jeg bestå for Gud?« 

Jeg tror, det er vor tids største dumhed, at man ikke 

mere frygter Guds vrede. Ja, det er et tegn på forfærdelig

afstumpethed, når et folk ikke mere tager den levende 

Gud og hans vrede over synden alvorligt. 

Professor Karl Heim fortalte engang, hvordan han på en 

Kina-rejse også kom til Peking. Da blev han ført op på 

et bjerg, hvor der helt øverst stod et alter, »Himmelens 

alter«. Det blev forklaret ham, at på »forsoningsnatten« 

er dette bjerg fyldt med hundrede tusinder af mennesker, 

der alle bærer lygter. Og da gik kejseren frem - dengang 

var det stadig kejseren, der regerede Kina - og bringer 

forsoningsofferet for sit folk. Da professor Heim fortalte 

os det, fortsatte han: »Disse folk vidste noget om Guds 

vrede og så, at mennesket behøver forsoning.« 

Og den civiliserede mellemeuropæer mener, han kan 

tale om »den kærlige Gud«, der er lykkelig for at se, at 

menneskene betaler deres kirkeskat! Kære, lad os igen 

begynde at frygte Gud! Vi har jo alle syndet. Har du ikke? 

Naturligvis! 

Når vi igen lærer at frygte Gud, vil vi spørge: »Hvor er 

frelsen fra Guds vrede? Hvor er redningen?« Og så må 

det gå op for os, at Jesus er Guds frelsende kærlighed. 

»Gud vil, at alle mennesker skal frelses.« Men han kan 

ikke være uretfærdig. Han kan ikke tie om synden. 

Og derfor har han givet sin Søn til frelse.

Kom med mig til Jerusalem. Der er en høj uden for byen. 

Her ser vi tusindvis af mennesker. Tre kors rager op over 

menneskemængden. Manden på det venstre kors er ligesom 

os, en synder. Ham til højre også. Men i midten! Se på 

ham, manden med tornekronen, den levende Guds Søn. 

Hvorfor hænger han der? Dette kors er Guds alter. Og 

Jesus er Guds lam, som bærer verdens synd og forsoner 

verden med Gud. 

Ser du: Så længe du endnu ikke har fundet Jesus, står 

du under Guds vrede, også selvom du ikke mærker det, 

eller du fornægter det. Og kun den, som er kommet til 

Jesus, har del i Guds fred: »Han blev straffet, for at vi 

kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt«. 

Lad mig bruge et temmelig dumt eksempel: I første 

verdenskrig var jeg i artilleriet. Dér havde vi kanoner 

med beskyttelsesskærme. Engang stod vi uden infanteri 

foran os. Og samtidig kom et angreb med panservogne. 

Som hagl slog infanteriskud mod vores beskyttelsesskærm. 

Men de var så stærke, at vi var sikre der. 

Jeg tænkte: »Hvis jeg nu stikker hånden ud foran beskyttelsesskærmen, 

så bliver den gennemskudt, så er jeg 

fortabt, jeg må forbløde. Men bag beskyttelsesskærmen 

er jeg i sikkerhed.«

Og ser du: Det er, hvad Jesus er blevet for mig. Jeg ved: 

Uden Jesus går jeg fortabt i Guds dom. Uden Jesus har 

jeg ingen fred i hjertet, uanset hvad jeg gør. Uden Jesus 

kan jeg ikke dø uden dødsangst. Uden Jesus går jeg til 

evig fordømmelse. Der findes en evig fordømmelse, bare 

vent. Men når jeg står under Jesu kors, er jeg beskyttet 

som bagved beskyttelsesskærmen. Så må jeg vide Han 

er min forsoner! Han er min frelser! Jesus er Guds 

frelsende kærlighed! 

Hør: »Gud vil, at alle mennesker skal frelses«. 

Derfor har han givet sin Søn til frelse også for dig! 

Lad dig ikke få ro, før du har denne fred fra Gud, 

før du er frelst. 

{3} Jesus er den eneste, der har løst 

vort livs største problem 

Ved du, hvad vores livs største problem er? De ældre tænker 

naturligt nok på deres galdesten eller deres hofte eller det, 

som giver problemer lige nu. Hvilke enorme problemer! 

Mellem unge er det »pigen« eller »fyren«. Alle har sine 

problemer. Men tro mig: Det største problem i vores liv 

er vores skyld over for Gud!

Jeg har været ungdomspræst i årtier. Altid søgte jeg nye 

billeder, som skulle gøre dette klart for de unge. Et af disse 

billeder skal jeg bruge her. Jeg sagde: 

»Forestil dig, at vi fra naturens hånd har en jernring 

om halsen. Og hver gang jeg synder, bliver der sat et 

kædeled på. Jeg tænker en beskidt tanke - et led; jeg er 

fræk over for min mor - et led; jeg taler vredt til et andet 

menneske - et led. En dag uden bøn, som om Gud ikke 

eksisterede - et led; uærlighed, løgn - et led.« 

Gennemtænk engang, hvor lang den kæde er, som 

slæber efter os. Ser du skyldkæden? Så virkelig er vores 

skyld over for Gud - også selv om man ikke ser denne 

lænke. Den er meget lang, og vi slæber den med os rundt. 

Jeg spørger ofte mig selv, hvorfor mennesker ikke er 

rigtig glade og lykkelige. De har det jo godt. Men er de 

lykkelige? De kan ikke blive lykkelige. De kan ikke - fordi 

de bærer rundt på deres skyld-kæde. Og den kan ingen 

præst, ingen biskop og ingen engel tage væk. Og Gud kan 

heller ikke tage den fra dem, for han er retfærdig og »Hvad 

et menneske sår, skal det også høste.« 

Men nu kommer Jesus! Han er den eneste, som kan klare 

vores livs største problem: Han er død for min skyld. Han 

har betalt den, da han døde. Derfor kan han tage min 

skyldkæde af mig. Han er den eneste, der kan!

Jeg må sige dig af erfaring: Det er en befrielse at vide: jeg 

har tilgivelse for mine synder. Det er den største befrielse 

i livet - og i døden. I gamle, dø med tilgivelse for jeres 

synder! Eller gå ind i evigheden og tag hele din skyld med 

dig. Forfærdeligt! 

Jeg kender mennesker, der hele livet har sagt: »Jeg er 

god nok, jeg gør meget godt.« Og så dør de og slipper den 

sidste hånd - og opdager: Mit livs skib sejler i evighedens 

mørke storm - mod Gud. 

De kunne intet tage med sig: Ingen luksus, ingen bankkonto, 

ingen opsparing - kun skylden. Sådan kommer man 

til Gud. Forfærdeligt! Men sådan er menneskets død. 

Og hvis du siger: »Sådan dør jo alle!« - så har du ret. 

Men det er ikke din eneste mulighed. Jesus giver tilgivelse 

for synden. Det er den største befrielse, som findes. 

Jeg var en ung mand på 18 år, da jeg erfarede, hvad 

tilgivelse for synden er: Kæden faldt af! 

Jeg ønsker for dig, at du også må erfare dette. Gå til Jesus! 

I dag. Han venter på dig. Og sig til ham: »Herre, mit liv er 

helt spoleret og fuldt af skyld. Det har jeg altid fortiet og 

talt godt om mig selv. Nu lægger jeg det hen til dig. Nu vil 

jeg tro, at dit blod sletter min skyld.« Det er virkelig en 

herlig sag: tilgivelsen for synd!

Der levede engang en mand i England, som hed Bunyan. 

Bunyan blev fængslet for sin tros skyld. Sådan har det 

været til alle tider. Næst efter Guds ord er fængsler det 

mest stabile, som er i menneskeheden. 

I fængslet skrev Bunyan en vidunderlig bog, som stadig 

er aktuel. Han skildrede en kristens liv som en ganske farlig, 

eventyrlig vandring. 

Den begynder sådan: »Der boede en mand i byen Verden. 

Pludselig blev han urolig og sagde noget lignende dette: 

‘Det er ikke rigtigt, som det skal være. Jeg er fredløs. Jeg 

er ulykkelig. Jeg må ud herfra.’ Han taler med sin kone. 

Hun siger til ham: ‘Du er ude af dig selv. Du har brug for 

hvile og rekreation.’ Men det hjalp ham slet ikke. Uroligheden 

blev ved. Og en dag mærker han: ‘Det hjælper ikke, 

jeg må ud af denne by!’ Og så flygter han. 

Da han går af sted mærker han, at han har en byrde på 

skuldrene. Han vil tage den af, men den vil ikke give slip 

på ham. Jo længere han går, desto tungere bliver byrden. 

Før havde han aldrig lagt mærke til byrden. Den var en 

selvfølgelighed. Men som han fjerner sig fra byen Verden, 

bliver byrden hele tiden større. Til sidst kommer han 

simpelthen ikke videre. 

Han går møjsommeligt på en sti i bjergene. Han kan 

ikke gå med byrden mere. Da kommer han til et sving, og 

foran ham træder et kors frem. Næsten bevidstløs synker 

han ned foran korset, holder sig fast til det og ser opad. 

0

I samme øjeblik oplever ham, hvordan byrden løsner sig 

og ruller ned i afgrunden.« 

Dette er et vidunderligt billede på det, som et menneske 

kan opleve ved Jesu kors: 

Da løfted’ jeg mit blik 

Og så det Guds lam. 

Hvordan han blødte der for mig 

og døde på korsets træ. 

Da må jeg skamfuldt se: 

To store ting findes her: 

hans kærligheds store under 

og min enorme synd. 

Tilgivelse for synden er, at den hellige har betalt for mig. 

Min skyldkæde bliver taget af. Jeg bliver fri for min byrde. 

Dette kan kun Jesus give os: tilgivelse for synden! 

Hvad skal jeg med Jesus? Jeg må sige endnu noget om, 

hvorfor jeg tror på Jesus: 

{4} Jesus er den gode hyrde 

Du har nok erfaret, hvor uendelig ensom man kan være, 

og hvor tomt livet er. Du mærker pludselig: »Jeg mangler 

noget! Men hvad?« Jeg vil fortælle dig det: Du mangler 

den levende frelser!

Jeg har tidligere fortalt, at Jesus døde på korset for at 

betale vores skyld. Læg mærke til denne sætning: »Han 

blev straffet, for at vi kunne få fred.« Og så lagde man 

ham i en grav, en klippehule. En stor sten blev rullet hen 

foran indgangen. Og for at man skulle være helt sikker, 

forseglede den romerske landshøvding indgangen og 

satte romerske soldater til at bevogte indgangen. 

Jeg forestiller mig dem som store mænd, der havde 

kæmpet i alle lande på jorden: I Gallien - det nuværende 

Frankrig, i Germanien - altså i Tyskland, i Asien og i Afrika. 

Det var erfarne mænd. 

De står altså i morgentågen på den tredje dag med 

skjoldet på armen, med kastespyd i den højre hånd og 

med hjelm på hovedet. En romersk soldat holder vagt. 

Ham kan man stole på. 

Pludselig bliver det højlys dag omkring dem. Bibelen 

siger: »For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte 

hen og væltede stenen fra og satte sig på den.« Og Jesus 

kom ud af graven! Det er så voldsomt, at soldaterne bliver 

magtesløse og besvimer. 

Et par timer senere møder Jesus en fattig kvinde. 

Bibelen fortæller, at hun havde været besat af syv ånder, 

som Jesus havde drevet ud. Kvinden græder. Da kommer 

Jesus til hende. Og kvinden falder ikke om og besvimer. 

Tværtimod. Hun glæder sig, da hun genkender den

opstandne Herre Jesus og siger: »Mester!« Hun er 

trøstet, fordi hun ved: »Jesus, den gode hyrde, lever og 

er hos mig!« 

Og ser du, også derfor behøver jeg Jesus: Jeg behøver en, 

hvis hånd jeg kan holde fast i. Livet har sendt mig ned 

i nogle meget mørke huller. Jeg har været i nazistisk 

fangenskab for min tros skyld. Der var timer, hvor jeg 

tænkte: »Nu er der kun et skridt til, før det ondskabens 

rige begynder, som man aldrig mere vender tilbage fra.« 

Men så kom Jesus! Og alt blev godt. Det kan jeg garantere 

dig! 

I fangenskabet oplevede jeg en aften, hvordan det er, når 

Helvede er løs. En gennemgående transport havde været 

der og indsat nogle mennesker, som skulle sendes til KZlejre. 

Mennesker, som slet intet håb havde mere, nogle 

kriminelle, andre uskyldige mennesker, jøder. 

Disse mennesker blev grebet af dyb fortvivlelse en lørdag 

aften. Alle skreg. Du kan ikke forestille dig, hvordan det 

var. Et helt hus med bare celler, fulde af fortvivlelse, hvor 

alle skriger og slår mod vægge og døre. Vagterne blev 

nervøse og slog med revolverne i bordet, løb omkring og 

slog omkring sig.

Og jeg sidder i min celle og tænker: »Sådan bliver Helvede«. 

Det er umuligt at beskrive. I denne situation faldt det 

mig ind: »Jesus! Han er her jo!« Så sagde jeg stille - helt 

stille - i min celle: »Jesus! Jesus! Jesus!« Og på 3 minutter 

blev der stille. Forstår du: Jeg bad til ham. Det var der 

ingen mennesker, der hørte, kun ham - og 

dæmonerne måtte vige! 

Da sang jeg - hvilket ellers var strengt forbudt - højt 

og tydeligt: 

Jesus min ven, 

mit hjertes glæde. 

Alle fangerne hørte det. Fangevogterne sagde ikke et 

ord til, at jeg sang højt: 

Lad uvejret rase, 

verden om mig skælve, 

Jesus er mig nær. 

Da forstod jeg noget af, hvad det betyder at have en 

levende frelser. 

Engang skal vi alle - det vil jeg nu tale om - igennem en 

meget stor nød, dødens nød. En sagde engang til mig: »I 

præster gør altid mennesker bange for at dø!« Men jeg 

svarede: »Det behøver vi ikke gøre mennesker bange for. 

Det er vi alle bange for!«

Der, i døden, må vi holde den gode hyrdes hånd! Nogle 

siger til mig - og det er rigtigt: »Mennesker i dag har 

mindre angst for at dø end for at leve. Livet er skrækkeligt, 

værre end døden!« Men også det findes: En frelser, som 

man kan have i livet! 

Jeg må endnu en gang fortælle dig en historie, som jeg ofte 

har fortalt. Den er utrolig, men sand. Jeg havde i Essen 

lært en direktør fra erhvervslivet at kende. En veloplagt 

herre af typen: »Hr. præst, det er godt, at du lærer børnene 

at gøre det gode. Her har du hundrede kroner til dit arbejde.« 

Og jeg sagde: »Ja, og dig selv?« »Nej, nej, hr. præst, forstår 

du, jeg har nu min egen verdens-anskuelse ...« Du ser: 

En god mand, men så langt fra Gud, som månen fra Sirius. 

En dag skulle jeg have en vielse. Det er ofte lidt trøstesløst 

i en stor tom kirke. Der var brudeparret og måske 10 

andre mennesker. De sidder der, en smule fortabte i den 

enorme kirke. Og min veloplagte ven fra erhvervslivet var 

bryllupsvidne! Den stakkels mand var ked af det. En meget 

elegant frakke og med hatten i hånden. Og han vidste ikke 

engang, hvordan man opfører sig i en kirke. Man kunne 

se på ham, at han spurgte sig selv: »Skal jeg nu knæle ned, 

eller skal jeg gøre korsets tegn? Hvad er rigtigst?« 

Vel, jeg hjalp ham lidt, tog hatten fra ham og lagde den 

på bænken. Der blev sunget en sang. Det havde han ingen 

anelse om, men det blev der i hvert fald.

Kan du forestille dig denne herre? En mand, der passer så 

godt i verden. Og så sker der noget ganske mærkværdigt: 

Bruden var medhjælper ved børnegudstjenesterne. Og nu 

sang ca. 30 små piger fra galleriet ved vielsen. Med deres 

søde stemmer sang de en ganske enkel børnesang: 

»Tænk, at jeg er Jesu lam, o, hvor er jeg glad for ham. 

Sikkert gennem alle farer, han mig leder og bevarer ...« 

Jeg tænkte: »Hvad sker der dog med ham? Bliver han 

syg?« Han synker sammen, holder hænderne foran 

ansigtet og ryster. Jeg siger til mig selv: »Han er syg, jeg 

må have fat i en læge.« Men så ser jeg: Manden græder, 

hæmningsløst. »Sikkert gennem alle farer, han mig leder 

og bevarer, han mig elsker, han mig kender, og han kalder 

mig ved navn. Ledet af hans stav jeg går, ud og ind og 

hvile får ...« 

Og der sidder manden, direktøren fra erhvervslivet og 

græder! På en gang forstod jeg, hvad der var sket i den 

kolde kirke. Det gik op for manden: Disse børn har noget, 

som jeg ikke har: en god hyrde. Men jeg er en ensom, 

fortabt mand. 

Du, min læser, kan ikke komme længere i livet end dertil, 

hvor du kan sige som disse børn: »Jeg glæder mig over, at 

jeg hører til Jesu Kristi flok, og at jeg har en god hyrde.« 

Længere kan man ikke komme! Sørg for, at også du kan 

sige dette.

Hvorfor jeg tror på Jesus Kristus? Fordi han er den gode 

hyrde, den bedste ven og min levende frelser. 

Hvorfor Jesus? Jeg må sige endnu en sidste ting: 

{5} Jesus er Livets Konge 

Engang for år tilbage holdt jeg ferie i Bøhmerwald. Efter 

at de unge var rejst af sted fra lejr, skulle jeg vente en dag, 

før jeg blev hentet i bil. Jeg boede om aftenen i et gammelt 

jagtslot, som havde tilhørt en eller anden konge. Nu boede 

der kun en skovfoged. Huset var forfaldent. Der var intet 

elektrisk lys. Men der var et stort værelse med en åben 

kamin, hvor der brændte ild. 

Der blev stillet en petroleumslampe ind til mig og ønsket 

godnat. Udenfor hylede stormen, regnen piskede i granerne, 

der omgav huset. Det var et sted til at opleve en rigtig 

røverhistorie. Og jeg havde undtagelsesvis slet intet at 

læse med mig. 

Da finder jeg på kaminhylden en lille brochure. Og den 

læste jeg under petroleumslampen. Noget så skrækkeligt 

har jeg aldrig nogen sinde læst. En læge fik i dette skrift 

hele sin vrede mod døden ud på en raffineret måde. Side 

op og side ned hed det: »Å, du død, du fjende af menneskeheden! 

Nu har jeg en hel uge kæmpet for et menneskeliv 

og troet, jeg havde fået manden over bjerget, og så rejser 

du dig grinende over sengekanten og slår til - og alt var

forgæves. Jeg kan helbrede mennesker, men jeg ved dog, 

at det er forgæves. Du kommer med din knoglehånd. O, din 

bedrager, du død, du fjende.« 

Side op og side ned, bare had mod døden. Og så kom det 

skrækkeligste: »Du død, du punktum, du udråbstegn!« 

Og ordret fortsatte han: »Åh, fordømt, hvis du var udråbstegn! 

Men når jeg ser på dig, så forvandler du dig til et 

spørgsmålstegn. Og jeg spørger mig selv: Er døden en 

afslutning, eller er den ikke en afslutning. Hvad kommer 

efter? Død, du hemmelige spørgsmålstegn!« 

Og det var det! Slut! Men jeg kan fortælle dig, at alt er 

ikke slut med døden. Jesus, som ved alt om dette, har 

sagt: »Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og 

bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, 

der går ind ad den.« 

Derfor glæder jeg mig over, at jeg har en frelser, der 

allerede her giver mig livet, som er Livet, og som fører 

til livet. Det vil jeg så gerne fortælle dig. 

Under første verdenskrig var jeg en uge ved Verdun, 

hvor der dengang rasede et stort slag. Mellem linjerne 

lå lig ved lig. Jeg glemmer aldrig denne sødlige lugt af 

lig. Og hver gang, når jeg ser et mindesmærke for »de 

døde for fædrelandet«, husker jeg denne lugt fra Verdun, 

liglugten. Og når jeg tænker: »Om hundrede år er ingen

af os her mere«, så plager dødens rædselsfulde ånde mig 

igen. Mærker du den ikke? 

Men i denne dødsverden er der én, der er stået op af 

døde! Og, tænk dig, han siger: Jeg lever og I skal også 

leve! Tro på mig! Kom her til mig! Omvend dig til mig! 

Bliv min ejendom! Jeg fører dig til livet! - Er det ikke vidunderligt? 

Hvordan kan man overhovedet leve i denne 

døds-verden uden denne frelser, han som lever og leder til 

det evige liv? 

Jeg har i disse dage læst et gammelt brev, som professor 

Karl Heim har udgivet. Det er et brev fra en kristen soldat, 

der faldt i anden verdenskrig i Rusland. I brevet står der 

sådan: 

»Det er grufuldt at være her! Når russerne skyder med deres 

Stalinorgler, går der panik i os alle. Og kulden! Og sneen! 

Grufuldt! Men jeg er slet ikke bange. Hvis jeg skulle falde, ville 

det være vidunderligt: Så er jeg med et skridt i herligheden. 

Så viger stormen - og jeg ser min Herre ansigt til ansigt, og 

hans glans omgiver mig. Jeg har intet imod at falde her.« 

Og kort efter faldt han. Da jeg læste det, måtte jeg tænke: 

Hvad er det dog der gør, at en ung mand ingen angst har for 

døden? Det er, at han kender Jesus! Ja, Jesus er livets konge. 

Og han giver sine et sikkert håb om det evige liv. 

Hvorfor Jesus? Fordi alt afhænger af, at du lærer ham 

at kende.

Kapitel 2: 

Hvorfor lever jeg? 

En dag ringede en oprørt leder fra erhvervslivet til mig: 

»Hr. præst, kom!« Jeg styrtede af sted. Han modtog mig 

med ordene: »Min søn har skudt sig!« Jeg kendte den 

unge mand. Han var studerende. Han havde alt, hvad 

hjertet kunne begære. Han var sund, smuk, ung og rig. 

Han havde længe haft sin egen bil. Han havde aldrig 

været i kontakt med dårligt miljø. 

Og denne unge mand skød sig med en kugle gennem 

munden! I et brev, som han havde efterladt sig, stod kun: 

»Jeg kan ikke se, hvad meningen skulle være med at leve 

videre. Derfor gør jeg det forbi. Mit liv er meningsløst.« 

Rystende! 

Spørgsmålet om meningen med vores liv er utrolig vigtigt! 

Og det er særlig vigtigt, fordi vi kun har ét eneste liv! Har 

du nogensinde tænkt igennem, hvad det betyder, at vi kun 

har ét liv? 

Da jeg gik i skole, var jeg ikke særlig god til matematik. 

Og min lærer havde slet ingen forståelse for mine løsninger. 

Når jeg havde løst en matematikopgave gav han mig nogle

gange - helt uden respekt for mine evner, til at finde 

alternative løsninger - mit hæfte tilbage fuldstændig 

overtegnet med rødt blæk. Det så forfærdeligt ud. 

Når nu sådan et hæfte var rigtig overtegnet, smed jeg 

det ofte væk, også selvom det slet ikke var fuldt, og købte 

mig et nyt og rent. Så kunne jeg begynde helt forfra. 

Hvis man bare kunne gøre sådan med livet! Tro mig, 

millioner af mennesker ønsker i det øjeblik de dør: Gid 

jeg kunne begynde helt forfra. Så ville jeg gøre det hele 

anderledes. 

Man kan købe sig et nyt skolehæfte og begynde forfra 

i det. Men man kan ikke købe sig et nyt liv. Vi har kun ét 

eneste liv! Hvor forfærdeligt er det ikke, hvis vi forspilder 

livet eller lever det forkert! Er det forspildt, så er det i al 

evighed forspildt. Derfor er det, jeg har at sige, dødsens 

alvorligt. 

I morges gik en bonde forbi mit hotel med sine dyr. 

»De køer må være lykkelige,« tænkte jeg, »de behøver 

ikke bekymre sig om, hvorfor de er i verden. De skal bare 

give mælk og til sidst ende som oksekød.« 

Dyr behøver ikke tænke over meningen med livet. 

Det er forskellen på mennesker og dyr. Derfor er det 

forfærdeligt, at mange mennesker både lever og dør uden 

nogen sinde at have spurgt: Hvorfor lever jeg egentlig? 

De adskiller sig ikke fra dyrene. Grænsen mellem mennesker

og dyr er meget skarp. Det, der gør et menneske til 

menneske er, at han spørger: Hvorfor er jeg her? 

Hvorfor er jeg menneske? Hvorfor lever jeg? 

{1} De overfladiske og hurtige svar 

Der er forfærdelig mange overfladiske og hurtige svar 

på spørgsmålet: »Hvorfor lever jeg?«. For år tilbage fik 

jeg alle disse overfladiske og hurtige svar serveret på én 

gang. Det var i 1936, altså midt i Hitlertiden. 

Nogle studerende fra Miinster havde bedt mig komme 

og tale over emnet: »Hvad er meningen med mit liv?« De 

sagde ligeud, at de i virkeligheden slet ikke ville høre en 

tale, men gerne diskutere emnet med mig. »Godt«, sagde 

jeg, »så begynd I bare! Hvad er meningen med mit liv? 

Hvorfor lever jeg?« 

Da diskussionen - som sagt - fandt sted i Hitlertiden, 

stillede én sig naturligvis hurtigt op og forklarede: 

»Jeg er her for mit folk. Det er som med bladet og træet. 

Bladet betyder intet, træet er alt. Jeg lever for mit folk!« 

Til det svarede jeg: »Smukt! Og hvorfor lever træet så? 

Hvorfor eksisterer folket?« Pause! Det vidste han ikke. 

Ser du, det egentlige spørgsmål blev ikke besvaret med 

det. Det blev bare sendt tilbage igen. Så sagde jeg til dem: 

»Kære venner, I må ikke give sådanne svar, som kun 

sender spørgsmålet tilbage igen uden at svare på det.« 

»Vel, hvad er så meningen med livet? Hvorfor lever jeg?«

spurgte jeg på ny. Så forklarede en anden: »Jeg er i verden 

for at gøre min pligt!« Jeg svarede »Det er jo præcis pointen! 

Men hvad er så din pligt? Jeg regner det for min pligt at 

tale Guds ord til jer. Andre regner det for deres pligt at 

fornægte Gud. Hvad er så »pligt«? 

En højtplaceret tjenestemand sagde engang til mig: 

»Hr. præst, mellem os sagt, jeg skriver hver dag mange 

akt-stykker, men hvis de en dag alle sammen brændte, 

ville verden gå videre uden at ænse det. Jeg er ked af, at 

mit arbejde i virkeligheden er så ligegyldigt.« 

Hvad er din »pligt«? Tusinder af SS-folk i Det tredje 

Rige dræbte hundrede tusinder af mennesker. Og når 

man stillede dem for en domstol, sagde de: »Vi gjorde 

vores pligt! Det var befalet os!« Tror du, det kan være et 

menneskes pligt at dræbe et andet menneske? Det kan 

jeg ikke tro. Jeg sagde altså til studenten: »Det er jo præcis 

pointen! Men hvad er så din pligt? Hvem kan sige mig det? 

Nu sidder vi igen fast!« 

Nu blev de unge herrer straks mere eftertænksomme. 

Så rejste én sig og fortalte stolt: »Jeg stammer fra en gammel 

adelsslægt. Mine forfædre kan jeg følge 16 generationer 

tilbage. Det er et langt stamtræ. Er det ikke livsindhold og 

livsopgave at føre denne slægt videre?« Jeg kunne kun svare: 

»Unge mand, hvis man ikke ved, hvorfor de 16 generationer 

før én har levet, så er der heller ikke nogen grund til at 

tilføje den 17. generation!«

Du forstår, der er mange overfladiske og hurtige svar. 

Her i Tyskland ser man ofte dødsannoncer i avisen med 

et skrækkeligt ordsprog: »Arbejdet var dit liv, aldrig tænkte 

du på dig selv, at kæmpe for dine kære, var din højeste 

pligt.« Kender du det ordsprog? Jeg bliver oprørt, hver 

gang jeg læser den slags. Det er en dødsannonce for en 

hest! Ikke sandt? En hest skal bare arbejde. Men jeg tror 

ikke, mennesket kun er i verden for at slide og slæbe. 

Det ville være elendigt. Så måtte vi hellere begå selvmord 

som 10-årige, hvis meningen med vort liv bare var: 

»Arbejdet var dit liv ...« Det er jo alvorligt! Men nej, 

heller ikke det er meningen med vort liv. 

En anden af studenterne forklarede mig dengang: »Ser du, 

jeg vil være læge. Og hvis jeg kan redde menneskeliv, er det 

så ikke et smukt livsindhold?« Jeg svarede: »Vel, men hvis 

du ikke ved, hvorfor mennesket lever, så giver det dog 

ingen mening at redde menneskelivet. Så giv hellere 

mennesket en sprøjte, så det kan dø.« Misforstå mig nu ikke: 

Sig nu ikke, at jeg har sagt, man skal give folk en dødssprøjte. 

Jeg mener bare, at det er endnu ikke det endelige svar på 

vores spørgsmål om meningen med livet. 

Den dag rystede det mig at opdage - det var jo intelligente 

studerende - hvordan selv de veluddannede lever deres liv 

uden egentlig at vide, hvorfor de overhovedet er i verden.

Lad mig lige i en parentes bemærke: Du irriterer dig måske 

lidt over den måde, jeg taler på. Jeg kunne naturligvis også 

bruge indviklede sætninger med mange fremmedord, 

men så ville du helt sikkert være faldet i søvn, inden der 

var gået en halv time. Men det er ikke meningen, og derfor 

bruger jeg hellere de samme ord, som man gør, når man 

mødes på gaden. Jeg håber det er i orden. 

Når man sådan har gennemgået det hele - jeg har kun antydet 

lidt - så kommer det svar, som jeg også dengang fik 

fra studenterne i Miinster; »Livet har overhovedet ingen 

dyb mening. Det er en tilfældighed, at jeg blev født. Der er 

ingen mening bag det. Og derfor er det bedste, vi kan gøre, 

at nyde livet så godt vi kan.« 

Det er måske den dybeste krise, et menneske kan komme 

ud i, når det pludselig går op for én: »Mit liv er meningsløst. 

Hvis mine forældre ikke var blevet gift, var jeg aldrig blevet 

født. Det er helt tilfældigt, at jeg er til. I grunden er mit 

liv helt meningsløst.« 

Og den, som har et svært liv, er i disse minutter meget 

nær ved selvmordet. »Hvorfor skulle jeg føre livet videre? 

Når alt er tilfældighed og meningsløshed, så vil jeg hellere 

gøre det forbi!« Ved du, at antallet af selvmord er større 

end antallet af trafikdræbte? Vidste du, at omkring 50 procent 

af selvmordene er unge mennesker under 30 år? Det er en 

rystende afspejling af vor tid: Vi ser ingen mening med livet!

Jeg har ofte talt med mennesker, der klager: »Livet er så 

meningsløst. Jeg skubber det væk - enten i fornøjelser og 

nydelse eller i et selvmord.« Så har jeg svaret: »Men hvis 

det nu alligevel har en mening? Hvis det nu alligevel har 

en mening og du har levet, som om det ingen mening 

havde? Hvordan vil det så gå dig til sidst?« 

Der er et ord i Bibelen, som kan gå en gennem marv og ben. 

Det lyder sådan: »... det er menneskenes lod at dø én gang 

og derefter dømmes ...« 

Ser du, dette ord fra Bibelen må man kende for at kunne 

spørge helt alvorligt: Hvorfor lever jeg. Vi kan jo ikke dø 

og gå ind for Guds dom, hvis vi har forspildt vores liv! 

Er spørgsmålet nu tydeligt? Så går jeg et skridt videre: 

{2} Hvem kan give svaret? 

Hvem i hele den vide verden kan give mig svaret på 

spørgsmålet: »Hvorfor lever jeg?« - Ja, hvem? Kirken? 

Nej! Præsten? Nej! Han er selv i samme båd. Professorerne? 

Filosofferne? Heller ikke de kan give os et svar 

på spørgsmålet »Hvorfor lever jeg?« Kun én eneste kan 

fortælle os, hvorfor vi lever, nemlig han, som gav os livet, 

og som har skabt os: Gud! 

Lad mig bruge et ganske simpelt eksempel: En dag 

kommer jeg ind i en lejlighed. Der sidder en dreng og 

leger med ledninger og pærer. Jeg spørger ham: »Hvad er

det for en helvedes-maskine, du bygger? Hvad skal det 

være for noget?« Han forklarer mig det, selvom jeg må 

indrømme, at jeg ikke forstår det. Men jeg tænker ved 

mig selv: »Det kommer ingen andre ved, hvad det skal 

blive til - kun han, der laver det, kan sige, hvad det skal 

blive til og hvorfor.« 

Sådan er det også i vort liv: Kun den, der har skabt os, 

kan sige, hvad han har skabt os til. Det vil sige: På spørgsmålet 

om, hvorfor jeg lever, kan jeg kun få svar gennem 

åbenbaring. Gud må sige det til mig! Hvis jeg ikke allerede 

havde læst Bibelen, måtte jeg læse den igennem for at 

finde svar på spørgsmålet. Jeg ville ikke kunne holde ud, 

ikke at vide, hvorfor jeg er i denne forbandede verden. 

Er udtrykket »forbandede verden« for stærkt? Vel, det 

er et udtryk fra Bibelen. Hvis du havde haft et halvt år 

sammen med en storby-præst, ville du vide, hvad jeg mener: 

Denne verden er under en skrækkelig forbandelse. Og jeg 

kan ikke holde ud at leve i den uden at få svar gennem 

Guds åbenbaring. 

Gud besvarer i Bibelen vores spørgsmål om meningen med 

livet. Det er en af grundene til, at Bibelen er så vanvittig 

vigtig. Jeg kender mennesker, der stolte siger: »Bibelen? 

Den læser vi da ikke!« Så kan jeg kun svare: »Jeg kan 

garantere for, at I aldrig alvorligt har gennemtænkt 

spørgsmålet: Hvorfor lever jeg?«. Men dumhed er en

udbredt sygdom - og hvis den gjorde ondt, var verden 

fyldt med skrig! Jeg vil give jer Bibelens svar i én sætning: 

Gud har skabt os, for at vi skal være hans børn! 

Som en far gerne vil spejle sig i sin søn, sådan skabte Gud 

mennesket »i sit billede«. Gud ønsker, at vi skal blive hans 

børn, som taler med ham, og som han kan tale med, som 

elsker ham, og som elskes af ham. 

Beder du? Hvor er det bittert for en far, når hans barn 

i årevis ikke taler med ham. Og et menneske, der ikke beder, 

taler ikke med sin himmelske far! 

Ser du: Gud ønsker, at vi skal være hans børn, som taler 

med ham, som han elsker og som elsker ham. Derfor er 

vi i verden! Forstå mig nu ret: Jeg taler ikke om kirken, 

om dogmer, om religion og om alt muligt andet, men jeg 

taler om den levende Gud. Og han har skabt dig, for at du 

skal være hans barn. Er du det? 

Nu må jeg gå et skridt videre: Vi skal være Guds børn. 

Men fra naturens hånd er vi ikke Guds børn. I begyndelsen 

af Bibelen hedder det: »Gud skabte mennesket i sit billede«. 

Derefter beretter Bibelen om en meget stor katastrofe. 

Mennesket blev skabt i fuldstændig frihed - og så vendte 

mennesket sig væk fra Gud! Det tog af den frugt, der 

hedder: »Jeg vil selv bestemme! Jeg kan leve uden Gud!« 

Forstår du: Adam tvivlede aldrig på, at Gud eksisterede 

- men han gjorde sig fri fra ham: »Jeg vil selv styre mit liv!«

Jeg må fortælle en historie til det her. For nylig spurgte 

en mand mig på gaden: »Pastor Busch, du taler hele tiden 

om Gud. Men jeg kan ikke se ham. Sig mig engang: 

Hvordan kan jeg finde Gud?« Da svarede jeg ham: »Hør 

nu godt efter. Forestil dig, at der fandtes en tidsmaskine, 

som kunne bringe os årtusinder frem og tilbage i tiden. 

Med denne tidsmaskine rejser jeg til begyndelsen af 

menneskehedens historie. En aften går jeg en tur i paradisets 

have. Du kender vel historien om syndefaldet? 

Vel, så møder jeg Adam, det første menneske, bag en 

busk. ‘God aften, Adam,’ jeg hilser på ham, ‘God aften, 

pastor Busch!’ svarer han. ‘Undrer du dig over at se mig?’ 

spørger jeg og forklarer ham: ‘Ved en forskydning i verdensteaterets 

kulisser, er jeg nu kommet her i paradisets have.’ 

‘Ja,’ siger han, ‘hvad er det du tænker på?’ Så svarer jeg 

Adam: ‘Ser du, jeg tænker lige nu på et spørgsmål, som 

en mand har stillet, nemlig spørgsmålet: Hvordan kan 

jeg finde Gud?’ Adam morer sig højlydt og siger: ‘Det er 

da ikke det, at finde Gud, der er problemet! Han er der jo! 

Men vær hellere ærlig, pastor Busch, det handler meget 

mere om, hvordan vi kan blive fri for ham! Det er problemet: 

At man ikke kan blive fri for ham!’ Har han ret, den kære 

Adam? Ja, Gud er der! Og man kan finde ham! Men man 

kan ikke blive fri for ham! Når jeg ser på de sidste 300 års 

tænkning, hvad har den så handlet om? At blive fri for Gud! 

0

Men vi er ikke blevet fri. Min ven, du ved inderst inde, 

at Gud eksisterer - men du tilhører ham ikke. Du gør som 

de fleste mennesker: lægger spørgsmålet om Gud på is. 

Man fornægter ikke Gud - men man tilhører ham heller 

ikke. Man er ikke Guds fjende - men man er heller ikke 

Guds ven. Og på den måde lader man sit livs store problem 

ligge uløst. 

En schweizisk læge har i en bog påstået: Når et menneske 

ikke får besvaret de store livsspørgsmål, får det et sjæleligt 

sår, et trauma. Og han fortsætter: »Vi i Vesten har et sygt 

forhold til Gud. Vi fornægter ham ikke - men vi tilhører 

ham heller ikke, ja vi ønsker ham ikke. Derfor har vi et 

sygt forhold til Gud.« - Det kan jeg kun give ham ret i. 

Når jeg overalt hører: »Det moderne menneske interesserer 

sig ikke for Gud!« - så kan jeg kun svare: »Så står det slemt 

til med det moderne menneske! Vel, jeg er selv et af dem, 

og jeg interesserer mig for Gud. Og jeg regner mig ikke 

for nogen oldsag! Men når det moderne menneske overhovedet 

ikke interesserer sig for sin frelse, så er det forfærdeligt.« 

Jeg vil igen bruge et banalt eksempel: 

Forestil dig en kokkeelev. En dag siger mester: »Han 

interesserer sig overhovedet ikke for madlavning!« Jeg 

spørger: »Hvad interesserer han sig så for?« Så svarer mester: 

»For musik og piger.« »Nå,« siger jeg, »så må I tage hensyn 

til drengens interesser og fra nu af kun tale med ham om

musik og piger.« »Næ, nej!« svarer mesteren, »hvis han 

ikke interesserer sig for madlavning, så er det en forkert 

plads, han har fået!« 

Forstår du: Vores »plads« er at være Guds børn. Og når 

det moderne menneske ikke interesserer sig for det, går 

det fejl af hele sin opgave som menneske. Så har det slet 

ingen mening at tale med ham om alle mulige og umulige 

ting, som måske interesserer ham. Jeg vil aldrig holde op 

med at sige: Du begynder først rigtigt at være menneske, 

når du bliver et barn af den levende Gud! 

{3} Guds svar på spørgsmålet over alle spørgsmål 

Vi er fra naturens hånd ikke Guds børn - men vi er på jorden 

for at være Guds børn. Derfor må der ske noget i vores liv. 

Og formålet med dette kapitel er at være med til, at det sker. 

Jeg skriver ikke for at underholde jer, men for at hjælpe dem, 

der åbner deres hjerter, med at gøre deres liv meningsfyldt. 

Vi er altså ikke Guds børn, vi elsker ikke Gud, vi overtræder 

hans bud, vi bekymrer os ikke om ham. Vi beder ikke 

- allerhøjst hvis vi er i fare, trækker vi lidt i nødbremsen 

med en bøn. 

Derfor er spørgsmålet over alle spørgsmål: Hvordan 

bliver jeg den levende Guds barn? Nu ville jeg helst dele 

papir og blyant ud til jer og bede jer om at skrive, hvordan

I tror, man bliver et Guds barn. Den ene ville sige: »Ved at 

være et godt menneske«, en anden ville sige: »At jeg tror 

på Vorherre!« Men det er alt sammen for lidt. Spørgsmålet 

over alle spørgsmål er stadig: »Hvordan bliver jeg et barn 

af den levende Gud?« 

Svaret på spørgsmålet over alle andre spørgsmål kan 

jeg også kun få gennem åbenbaring. Hvordan Gud tager 

mig til sig som sit barn, det må han selv fortælle mig. 

Det kan heller ikke en præst udtænke. 

Og Bibelen giver et helt klart svar. Det lyder: Kun gennem 

Jesus! Når jeg skal til at tale om Jesus, begynder mit hjerte 

at slå hurtigere og min puls stiger, for så er jeg ved mit livs 

tema. Når jeg skal blive et Guds barn, så kan det kun ske 

gennem Jesus! 

Der er et ord i Bibelen, som ordret oversat lyder sådan: 

”Jesus kom fra Guds verden ind i denne verden”. Vi får i 

dag ofte at vide, at Bibelen har et gammelt og forældet 

verdensbillede: Oppe er himmelen og hernede er jorden. 

Det er noget vrøvl. Sådan et verdensbillede har Bibelen 

slet ikke. Den siger derimod om Gud: »Bagfra og forfra 

indeslutter du mig.« Det er noget helt andet. Selvom du 

ville flygte under jorden, var Gud der. Bibelen har det, 

som vi moderne mennesker kunne kalde et »verdensbillede 

med flere dimensioner«.

Vi lever i en tredimensionel verden: længde, højde og 

bredde. Men der findes flere dimensioner. Han er helt 

nær, en håndsbredde fra os. Han går med dig! Han har 

set dig på din gudløse vej. Men vi kan ikke bryde igennem 

væggen til den anden dimension. Kun Gud kan bryde 

igennem den. Og Gud har brudt igennem muren og er 

kommet til os i Jesus! 

I Det nye Testamente hedder det videre om Jesus: »Han 

kom til sit eget,« - verden tilhørte ham! - »og hans egne 

tog ikke imod ham.« Det er evangeliets historie helt til 

vore dage: Jesus kommer - og mennesker lukker døren 

for ham. »Han kom til sit eget og hans egne tog ikke mod 

ham.« Egentlig burde der nu være punktum. Egentlig 

burde Guds budskab til menneskene være slut med det. 

Men mærkværdigvis fortsætter verset alligevel: »Alle dem, 

der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.« 

Man bliver altså et Guds barn ved at tage imod Jesus. 

Har du åbnet dit livs dør for Jesus? »Alle dem, der tog 

imod ham, gav han magt til at blive Guds børn.« 

Jeg var ung officer i første verdenskrig - langt fra Gud, da 

jeg opdagede dette og tog imod Jesus. Hele mit liv blev 

kasseret. Men jeg har ikke fortrudt et øjeblik. For Jesu 

skyld har jeg måttet gå meget svært igennem. For Jesu

skyld har jeg været i fangenskab. Jeg har lidt megen nød 

for Jesu skyld. Men hvis jeg havde haft 100 liv endnu, 

ville jeg fra det første minut, jeg kunne tænke, holde mig 

til dette ord: »Alle dem, der tog imod ham, gav han magt 

til at blive Guds børn.« Mit liv blev meningsfuldt, da jeg 

blev et Guds barn. Det er fuldstændig lige meget, hvad 

jeg er, om jeg er præst eller gadefejer, generaldirektør 

eller maskinarbejder, husmor eller lærer - mit liv bliver 

meningsfuldt i det øjeblik, jeg bliver et Guds barn. Altså: 

du må tage imod Jesus. Så har du fundet meningen med 

dit liv. Og først da. 

Det er meget interessant at studere personerne i Det 

nye Testamente med henblik på dette. Her ser vi f. eks. 

en kvinde, hvis liv var forfærdelig meningsløst: Maria 

Magdalene. Bibelen antyder det kun: »Maria Magdalene, 

som han havde drevet syv dæmoner ud af.« 

Jeg kender mange mennesker, der er besat af 12 ånder. 

Det bliver et forfærdeligt liv: styret af drifterne, bundet. 

Og de lider under meningsløsheden. Men så kommer Jesus 

ind i deres liv, frelseren, Guds Søn — og driver ånderne 

ud. Det kan han, og det gør han! Fra dette øjeblik tilhørte 

kvinden Herren Jesus. Hendes liv var ikke mere meningsløst. 

Og så oplever hun, at Jesus bliver hængt på korset og dør. 

Angsten kommer over hende: »Nu begynder det gamle 

meningsløse liv igen.«

Om morgenen den tredje dag efter korsfæstelsen af Jesus, 

ligger hun i haven ved Jesu grav og græder. Da hun kom 

til graven, var den tom, og klippestykket foran indgangen 

var rullet væk. Liget var der ikke engang mere. Derfor 

græder hun. Jeg kan godt forstå denne kvinde. Hvis jeg 

i dag skulle miste Jesus, ville det betyde, at jeg styrtede 

i en afgrund af tilværelsens meningsløshed. Jeg forstår 

hende: »Frelseren er væk. Nu er mit liv igen blevet meningsløst.« 

Men så hører hun pludselig en stemme bag sig: 

»Maria!« Hun vender sig — og ser ham, Jesus, den opstandne. 

Jeg ser det for mig, hvordan glædestårerne og 

lykken og den overvundne fortvivlelse strømmer over 

ansigtet: »»Rabbuni!« - det betyder Mester.« 

Gennem denne kvinde bliver det så tydeligt for mig, at man 

ikke behøver nogen store filosoffer til at svare på spørgsmålet 

om meningen med livet. De mest jævne mennesker 

ved det: »Mit liv er meningsløst. Hvorfor lever jeg egentligt?« 

I det øjeblik denne Maria Magdalene tog imod Jesus, blev 

spørgsmålet om mening med livet løst for hende, hun blev 

et barn af den levende Gud, og hendes liv blev stillet ind 

i lyset af en dyb og stor mening. 

Og derfor beder jeg dig: Tag imod Jesus! Han venter på dig. 

Du kan tale med ham derhjemme. Han er dig meget nær. 

Det er stort, når nogen for første gang beder til Jesus:

»Herre Jesus! Mit liv er meningsløst. Kom du til mig, 

som du kom til Maria Magdalene!« Når vi tager imod 

Jesus, gennemgår hele vort liv en revolution: Han giver 

mig del i sin død, det gamle menneske dør. Jeg må stå op 

med ham til et helt nyt liv som Guds barn. Han giver mig 

sin Ånd, så jeg fra da af tænker anderledes og får en anden 

smag. Men det vil du selv opleve. Tag nu først imod Jesus! 

Men jeg bliver nødt til at sige til dig på forhånd, at når man 

tager imod Jesus, får man en ny eksistens. At være et Guds 

barn betyder ikke kun en forandring i tankerne, men en 

helt ny eksistens. 

I Westfals levede i forrige århundrede en skomager, der 

hed Rahlenbeck. Man kaldte ham for »pietist-præsten«, 

fordi han med stor alvor efterfulgte Jesus. Han var en stærk 

og velsignet mand. En dag besøgte en ung præst ham. 

Rahlenbeck sagde til ham: »Hr. præst, dit teologistudium 

er ingen garanti for, at du er et Guds barn. Du må modtage 

din frelser!« Da svarede præsten: »Jo, frelseren kender 

jeg da. Jeg har endda et billede af ham på mit kontor.« 

Derefter fortsatte den gamle Rahlenbeck: »Ja, på væggen 

er frelseren ganske stille og fredelig. Men når du lukker 

ham ind i hjertet og i livet, så bliver der uro!« 

Jeg ønsker for dig, at du må opleve denne herlige uro, hvor 

det gamle dør, og man som Guds barn kan prise sin Fader

i Himmelen, fordi man ved, hvorfor man er i verden, og 

at man kan ære sin Fader i Himmelen gennem arbejde, 

ord og tanker. 

Det, jeg fortæller dig om, er ikke en religiøs hobby, eller en 

præsts ideer, men det gælder livet og døden. Det evige liv 

eller den evige død afhænger af, om du bliver et Guds barn. 

Jesus siger: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører 

nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde 

måltid med ham og han med mig.« Sådan siger Herren 

Jesus også til dig: »Se, jeg står for døren til dit liv. Luk op. 

Jeg vil give dit liv mening!« 

Der kom engang en gammel minearbejder til mig og sagde: 

»Jeg må tale med dig, præst!« Han var 70 år gammel og 

fortalte mig: »Da jeg var 17 år, kom jeg en gang til et kristent 

møde. Og jeg mærkede, at Jesus bankede på hos mig. Men 

jeg sagde til mig selv: »Hvis jeg virkelig gør det og tager imod 

ham, vil alle mine kammerater gøre nar af mig. Det er umuligt. 

Derfor løb jeg væk.« Og han fortsatte: »Nu er mit liv snart 

forbi. Jeg er blevet gammel. Nu ved jeg, at mit liv var forkert, 

fordi jeg ikke i tide åbnede døren for Jesus!« 

Min ven: Vi har kun ét eneste liv, og derfor er spørgsmålet: 

»Hvorfor lever vi?« livsvigtigt. Gud har givet et klart svar 

i Jesus, den korsfæstede og opstandne. Luk dit liv op for 

ham - og du vil aldrig fortryde det!

Kapitel 3: 

Det gælder livet! 

Når jeg kommer susende af sted på motorvejen, tænker 

jeg ofte: »Giv agt! Livsfare!« 

Du forstår: I dag dør de færreste mennesker ikke mere 

gamle og livstrætte i deres seng. I dag forulykker man. 

Eller man får et hjertestop. Før blev mennesker 90 år 

gamle og lagde sig så hen for at dø. Sådan sker det ikke 

mere. I dag eksploderer et fly over oceanet: 80 dødsofre. 

En bus styrter ud over en skrænt: 60 mennesker døde. 

En eksplosion i en fabrik: mange døde. I minerne i Ruhrdistriktet 

omkom der igen og igen mennesker. Og med 

20 års mellemrum kommer en stor krig. Der døde i første 

og anden verdenskrig millioner af mennesker. Vi er bestemt 

omgivet af farer. 

Når jeg tænker over det på den måde, må jeg sige: 

»Vi har faktisk ikke en chance for at dø stille og roligt 

i sengen.« Forestil dig, at du forulykker i aften klokken 

22. Det er da en mulighed, ikke sandt? Hvor er du så 

klokken 23? Hvad bliver der så af dig? Har du nogen 

sinde tænkt på det?

{1} Situationens alvor 

Jeg vil fortælle dig en god historie, som jeg desværre ikke 

selv har oplevet, men som jeg har hørt fra min bedstefar. 

Og han kunne virkelig fortælle. 

Der kom engang en ung mand til sin gamle onkel og sagde: 

»Onkel, nu må du ønske mig til lykke! Jeg er blevet student!« 

»Hvor dejligt!« erklærede onklen, »her har du 1000 kroner, 

køb noget godt til dig selv for dem. Og sig mig så: Hvad skal 

du så nu?« »Nu vil jeg studere,« svarede den unge, »jeg vil 

være jurist.« »Godt,« sagde onklen, »og hvad så?« »Så vil 

jeg være sekretær i byretten i en periode.« »Godt,« sagde 

onklen, »og så?« »Så vil jeg være bisidder ved landsretten.« 

»Godt,« sagde onklen, »og så?« »Ja, onkel, så vil jeg se mig 

omkring blandt landets piger, gifte mig og stifte familie.« 

»Godt,« sagde onklen endnu engang: »og så?« »Ja, så bliver 

jeg forhåbentlig engang en stor mand, højesteretsdommer 

eller offentlig anklager.« »Godt,« sagde onklen, »og så?« 

»Ja, onkel,« den unge begyndte at blive nervøs, »så bliver 

jeg også gammel og pensioneret.« »Godt, og hvad så?« 

»Så trækker jeg mig tilbage i skønne omgivelser, bygger 

mig et lille hus og dyrker jordbær.« »Godt,« sagde onklen, 

»og så?« Nu blev den unge ærgerlig: »Ja, så dør man jo.« 

»Ja,« sagde onklen, »og så?« Den unge ler ikke mere. Han 

rystes af tanken om døden: »Så dør jeg — og hvad mere?« 

»Hvad mere?« spurgte onklen. »Onkel,« svarede han, 

»det har jeg ikke tænkt over endnu.« 

0

»Men ...,« sagde onklen, »hvordan hænger det sammen, 

at du har taget studentereksamen og alligevel er så dum, 

at du kun har tænkt herfra til døden? Skulle et menneske, 

som Gud har givet forstand, ikke tænke en lille smule 

længere? Hvad derefter?« 

Da fortsatte den unge hurtigt: »Onkel, hvad der kommer 

efter døden, er der jo ingen, der ved!« »Det passer ikke, 

min dreng,« sagde onklen, »der findes én, som ved besked 

med det, som kommer efter døden. Det er Jesus. Og han 

har sagt: »Bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der 

er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, 

og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er 

få, som finder den!« Efter døden kommer Guds dom. 

Og man kan enten gå fortabt eller blive frelst. 

Jeg må ruske i dig og sige til dig: Det er ikke nok, at man 

lægger planer for sit liv frem til graven. Man må også spørge: 

Hvad kommer efter døden? 

Som ungdomspræst har jeg ofte gjort det klart for de unge 

på denne måde: Hvis jeg vil have repareret et ur, går jeg ikke 

til automekanikeren. Mekanikeren er et godt menneske, 

men han forstår sig ikke på ure. Med mit ur går jeg til 

urmageren! 

Men hvis min bil har fået en bule, så går jeg ikke til 

urmageren, men til mekanikeren. Og når jeg vil købe

ød, går jeg ikke til slagteren eller fiskehandleren. De er alle 

sammen dygtige mennesker, men at bage brød, det forstår 

de sig ikke på. Når jeg vil købe brød, går jeg til bageren. 

Og når mine vandrør frostsprænges, går jeg til vvs-manden. 

Det vil sige: Jeg går altid til fagmanden! Men når vi vil 

vide, hvad der kommer efter døden, så spørger vi i øst og 

vest eller stiller os tilfreds med vore egne uklare tanker. 

Skulle vi ikke med dette vigtige spørgsmål om, hvad der 

kommer efter døden, først og fremmest gå til fagmanden? 

Og hvem er fagmand? Der er kun én fagmand. Og det er 

Guds Søn, som kom fra den anden verden og selv har været 

i dødsriget. Han er død på korset og kommet tilbage. 

Han ved besked. 

Og han siger: Du kan komme i Helvede, men du kan 

også komme i Himmelen! Og selvom 25 professorer i dag 

kunne bevise, at med døden er alt slut, så siger jeg: »Al 

respekt for jeres fine titler, men I er ikke fagfolk på dette 

område. I har nemlig ikke været dernede. Men jeg kender 

en, som var dernede: Jesus. Og han siger noget andet.« 

Det er en fare for mennesker i dag, at man lever, som om alt 

var slut med døden, eller som om man selvfølgelig kommer 

i Himmelen, når man er døbt og konfirmeret. I Helvede bliver 

der en vrimmel af mennesker, som er døbt og konfirmeret! 

Forstår du: Du befinder dig i akut, alvorlig livsfare. Vi skal 

alle - om kortere eller længere tid - stå for Guds domstol.

Jeg vil åbent sige, hvordan det er gået til, at jeg i dag står 

her, hvor jeg står. Som ung mand havde jeg aldrig forestillet 

mig, at jeg engang skulle stå på en prædikestol. 

Jeg var ung officer i første verdenskrig. Vi havde meget 

store tab i vores regiment. Jeg var en officer som de fleste, 

ikke bedre og ikke dårligere. Men hvis én havde sagt til mig: 

»Du skal engang prædike i kirken«, så ville jeg have leet 

højt. Jeg må fortælle jer det som et vidnesbyrd: Jeg var 

langt væk fra Gud. 

Min far spurgte mig engang: »Tror du ikke på Gud?« 

Jeg svarede: »Jeg er ikke så dum, at jeg fornægter, at der 

er en Gud. Til ateismen hører en god portion dumhed, 

det er tydeligt. Men,« sagde jeg, »jeg har ikke mødt Gud, 

derfor interesserer han mig ikke.« 

Det var kort tid efter denne samtale, at jeg sad i en landevejsgrøft 

ved Verdun sammen med en kammerat, en ung 

løjtnant. Vi var på fremmarch i Frankrig og ventede på 

befaling om at rykke frem. 

Vi fortalte, som alle tidligere soldater ved, sjofle vittigheder. 

Så fortalte jeg en vittighed - men kammeraten lo ikke. 

»Kutscher,« sagde jeg, for sådan hed han, »hvorfor ler du 

ikke?« Da væltede han omkuld, og jeg så: Han var død! 

En lille splint fra en granat havde ramt ham direkte i hjertet. 

Jeg står med mine 18 år ved siden af liget af min kammerat 

og er først helt uberørt: »Hvor er du uhøflig, min kære,

at tage af sted, før jeg har fortalt min vittighed færdig!« 

Men i samme øjeblik gik det op for mig: »Hvor er han nu?« 

Jeg kan stadig se mig selv stå i denne grøftekant, når 

det slår ned i mig som et lyn: »Han står nu foran den hellige 

Gud!« Og derefter; »Hvis vi havde siddet modsat, havde 

den ramt mig, og så havde jeg nu stået foran Gud!« Ikke 

foran en eller anden »vorherre«, men foran den Gud, der 

har givet sin vilje til kende, som har givet budene, som jeg 

har overtrådt. Som vi alle sammen har overtrådt! 

Der er mennesker, hvis synder skriger mod Himmelen, 

som alligevel siger: »Jeg er god nok og gør ingen fortræd.« 

Fornægt dog ikke sådan! I det øjeblik vidste jeg: »Jeg har 

overtrådt alle Guds bud! Og hvis jeg nu bliver skudt, så 

står jeg foran Gud!« Det stod klart for mig: »Så kommer 

jeg i Helvede!« 

Vores rekrutter kom løbende med hestene: »Nu går det 

fremad.« Jeg steg på hesten. Og der lå min døde ven. Og 

for første gang i mange år foldede jeg mine hænder og bad: 

»Kære Gud, lad mig ikke falde, før jeg ved, at jeg ikke 

kommer i Helvede!« 

Senere gik jeg til en feltpræst og spurgte: »Hør præst, 

hvad skal jeg gøre for at undgå at komme i Helvede?« 

Han svarede: »Hr. løjtnant, først må vi sejre, sejre, sejre.« 

»Du ved det ikke engang selv!« afbrød jeg ham.

Er det ikke rystende, at tusinder af unge mænd gik i døden 

og ingen kunne fortælle dem, hvordan man bliver frelst? 

Og det i et kristent folk! 

Jeg ville helt sikkert være gået ud af mit gode skin af 

fortvivlelse, hvis jeg ikke en dag var kommet i nærheden 

af et Ny Testamente. 

Jeg ser stadig for mig miljøet i det franske bondehus bag 

fronten, hvor jeg befandt mig. »Et testamente! Der står nok, 

hvordan man undgår at gå fortabt!« tænkte jeg. Jeg bladrede 

det hurtigt igennem, for jeg følte mig ikke helt vel tilpas. 

Mit øje blev hængende ved en enkelt sætning: »Jesus 

Kristus er kommet til verden for at frelse syndere.« 

Det var, som om lynet slog ned. »Synder« det var jeg, det 

var jeg ikke i tvivl om. - Jeg håber, at du også engang kommer 

til den konklusion, at du må give Gud og mennesker ret: 

»Jeg er en synder!« Opgiv din falske selvretfærdighed! 

I dette øjeblik behøvede jeg ingen præst. Jeg var en synder, 

det var klart. Og frelses ville jeg. Jeg vidste ikke præcist, 

hvad det var. Jeg forstod bare, at blive frelst betød at komme 

ud af den tilstand, som jeg var i og finde fred med Gud. 

»Jesus Kristus er kommet til verden, for at frelse 

syndere.« Hvis Jesus kunne gøre det, så måtte jeg finde 

Jesus! Det tog et par uger. Jeg ledte efter nogen, som 

kunne vise mig Jesus. Men ingen kunne vise mig Jesus. 

Og så gjorde jeg noget, som jeg kan anbefale alle:

Jeg lukkede mig inde i et gammelt fransk bondehus 

- vi var stadig på fremmarch. Huset var halvt ødelagt 

og tomt, men et værelse var endnu helt. I døren sad en 

nøgle. Jeg gik ind, låste døren, faldt på mine knæ og sagde: 

»Herre Jesus! I Bibelen står der, at du er kommet fra Gud 

for at frelse syndere. Jeg er en synder. Jeg kan ikke love 

dig noget for fremtiden, for jeg har en dårlig karakter. 

Men jeg vil ikke i Helvede, hvis jeg bliver skudt i krigen, 

og derfor, Herre Jesus, overgiver jeg mig til dig fra hovedet 

til fødderne. Gør med mig, hvad du vil!« Der lød ingen 

knald, ingen store bevægelser, men da jeg gik ud derfra, 

havde jeg fundet min herre, en Herre, som jeg tilhørte. 

Fra den dag gik det mere og mere op for mig, hvilken 

uhørt fare menneskene er i. Man lever uden tilgivelse for 

synderne! Ved du, om dine synder er tilgivet? Hvordan vil 

du bestå i Guds dom? Mennesket lever uden fred med Gud. 

Uden at omvende sig. Man har nogle kristelige manerer og 

skikke, men indeni er hjertet fattigt, fredløst og uomvendt. 

Hører du: Gud vil ikke, at vi skal komme i Helvede. Gud 

ønsker det ikke! »Gud vil, at alle mennesker skal frelses og 

komme til erkendelse af sandheden.« Og derfor sendte han 

sin Søn. Men vi må også komme til Jesus. Vi må også tilhøre 

ham. Sådan som mennesker i dag omgås kristendommen 

og Gud og frelsen i Jesus, kan det ikke gå godt. Det ryster 

mig. Vi befinder os i stor livsfare, for vi går mod Guds dom!

Jeg havde i min ungdomskreds engang en dejlig ung fyr. 

Han kom først regelmæssigt til vore bibeltimer. Det var 

i Hitlertiden. Pludselig skulle han gennemgå nationalsocialistiske 

skolingskurser - og så forsvandt han helt ud. 

Jeg så ham ikke mere. 

Men en dag løb jeg ind i ham. »Goddag, Giinter,« sagde 

jeg. »Heil Hitler!« svarede han. »Giinter! Hvordan går det 

dig? Jeg har ikke set dig længe?« spurgte jeg ham. Så rettede 

han sig op og erklærede: »Mit valgsprog er: Jeg gør ret og 

frygter ingen. Og skulle der være noget i mit liv, som ikke 

er rigtigt, og skulle der være en Gud, så vil jeg som en ærlig 

mand svare for det hos Gud. Men jeg behøver ingen syndebuk 

i Jesus, som dør for mig.« I ånden ser jeg millioner af 

mænd bag ham, der tænker ligeså: »Jeg gør det rette, og jeg 

kan svare for mit liv over for Gud.« 

Kære ven, vi kan ikke kræve nogen ret over for Gud. Og 

jeg ved, at netop ved at kræve ret over for Gud kommer 

vi i endnu større livsfare! Du kan være helt sikker på, at 

vi alle kommer for Guds domstol! Og jeg må advare dig. 

Jeg får kuldegysninger, når jeg tænker på, hvordan mennesker 

går Guds domstol i møde! 

Vi ved i grunden alle sammen, at vores selvretfærdighed 

- »Jeg gør ret og frygter ingen« - ikke holder ret længe.

Guds dom kommer! Og da vil hele vores egen retfærdighed 

forgå som dug for solen! 

Nu ved jeg godt, at dette budskab er upopulært i dag. 

Når jeg taler om dette: »Uden omvendelse til Jesus kommer 

du i Helvede«, så får jeg leende til svar: »Helvede! Det er 

et middelalderligt begreb. Det findes da ikke!« Når jeg hører 

det, kommer jeg altid til at tænke på en historie, som jeg 

må fortælle jer. 

Det var under krigen. Jeg skulle ud på besøg. Mens jeg var 

undervejs kom et luftangreb. Jeg for ned i den nærmeste 

bunker og ventede til skyderiet var forbi. Så gik jeg videre 

og kom til den bebyggelse, hvor jeg skulle på besøg. 

Bebyggelsen stod endnu! Men jeg fandt vel 20 huse i bebyggelsen 

helt forladte. Jeg tænkte: Du drømmer! Husene 

står her - men alle mennesker er forsvundet!« 

Jeg mødte en vagt og spurgte ham: »Hvorfor er alle 

mennesker forsvundet?« Han sagde ikke noget, tog mig 

bare ved armen og førte mig ind i et af husene i bebyggelsen 

og ledte mig hen til vinduet. Og der så jeg det: Husene stod 

i en ring om en stor græsplæne - og midt på græsplænen lå 

en enorm bombe, så stor som kedlen i et damplokomotiv. 

Jeg sagde: »En forbier!« »Nej,« sagde vagten, »det er ingen 

forbier! Det er en bombe med tidsindstilling!« Det var en 

særlig bombe. Den eksploderede ikke ved nedslaget, men

måske 5 eller 20 timer senere. Når alle folk er kommet 

tilbage fra bunkerne, sprænger bomben. 

»Alle er flygtet,« fortsatte han. »Hører du ikke, hvordan 

den tikker?« Jo, sandelig kunne man høre tidsindstillingen 

tikke. Og hvert minut kunne bomben eksplodere. »Kom,« 

sagde vagten, »her er ikke særlig hyggeligt!« Vi gik et stykke 

tilbage og stillede os under noget for at have lidt beskyttelse, 

hvis bomben eksploderede. I det øjeblik så jeg et komisk 

billede. En sværm af spurve kom flyvende - og landede stille 

og trygt på bomben. En sad endda på tænderen. Jeg råbte: 

»Væk! Det er farligt!« 

Men det var som om spurvene råbte tilbage: »Ha, ha, 

vi er oplyste. Hvem tror mere på bomber! Totalt ufarlige!« 

Så dumt spotter mennesker nu til dags. Gud har allerede 

talt meget alvorligt med os gennem sit ord og gennem 

historien, også med vores folk. Og Guds Søn er kommet, 

har ladet sig korsfæste og er opstået fra døden. Så kan 

dog alle forstå, at Gud eksisterer, og at han er en hellig 

Gud! Men hvis én kommer og siger: »I er i livsfare! I må 

søge frelse!«, så ler folk og siger: »Ha, ha, det er der da 

ingen, der tror på mere!« 

Bibelen kan også være meget hånlig. Hele ateismen og 

gudsfornægtelsen behandler den kun en gang og kun i én 

sætning. Da siger den: »Tåberne siger ved sig selv: »Gud

er ikke til!« Sådan taler Bibelen om ateismen. Og så er det 

sagt, og mere har Bibelen ikke at sige om den. 

{2} Livet reddes 

Gud har allerede én gang sendt en skrækkelig dom over 

menneskeheden. Dengang blev kun én mand og hans 

familie reddet. Manden hed Noa. Ham havde Gud forklaret, 

hvordan han skulle bygge en ark, inden dommen 

kom. Kender du historien om syndfloden? Hvis du ikke 

kender den, skal du bare indrømme det. - Før dommen 

kom, befalede Gud Noa: »Gå ind i arken, du og dit hus!« 

Noa gik ind og Gud lukkede bag ham. 

Ser du: Verden går mod Guds dom. Og der er en ark: nåden, 

som bliver tilbudt os i Jesus. Han kom fra Guds verden 

ind i vores elendige verden. Han døde for os på korset! 

— Hører du: Selvom du ikke forstår meget af det, så må 

du dog begribe, at når Gud lader sin Søn dø en grufuld 

død på korset, må det også være en forløsning, der kan 

frelse selv den største synder! — Han opstår fra de døde. 

Han råber til os gennem den hellige Ånd: Jesus er arken! 

Derfor, som Gud dengang sagde til Noa: »Gå ind i arken, 

du og dit hus!«, sådan beder han dig nu gennem mig: Gå 

ind i Jesu Kristi nåde! Tag skridtet ind i Guds fred! Bryd 

med alt, som holder dig tilbage! Sig til din frelser: 

0

»Her kommer en meget stor synder.« Læg al din skyld under 

hans kors! Tro, at hans død gælder for dig! Sig til ham: 

»Herre, jeg giver dig hele mit liv.« Det er at gå ind i arken. 

»Giv agt! Livsfare!« Hvor mange af os går ikke totalt 

uomvendte og ubeskyttede frem mod Guds dom! Den store 

nåde er her. Og tro er at tage et skridt fra Guds dom ind 

i Jesu nåde. Dette skridt er ikke barnemad. Men det betyder 

frelse fra livsfaren! 

Den kendte missionsleder Albert Hoffmann, pionermissionær 

på Ny Guinea, fortalte mig engang en historie, 

som jeg aldrig har glemt. Jeg havde sagt til ham: »Broder 

Hoffmann, jeg må kæmpe sådan for min kristentro. Det er 

ikke let, heller ikke for en præst, at høre Jesus til i en verden, 

som tjener Djævelen og fornægter Helvede.« 

»Så vil jeg fortælle dig noget«, begyndte han, »vi havde 

på Ny Guinea den skik, at indbyggerne, når de ville være 

kristne, fik undervisning, for at de skulle lære Jesus rigtigt 

at kende. En søndag blev de så døbt. Det var altid en stor 

fest. Også mange hedninger kom. Men det afgørende skete 

altid aftenen i forvejen. Et stort bål blev tændt. Dåbskandidaterne 

trådte hen til det. I armene havde de alle 

deres redskaber fra afgudsdyrkelsen: Renselsesting, gudebilleder, 

amuletter. De trådte hen til ilden - og smed disse 

tegn på deres gamle liv i de blussende flammer.

Engang betragtede jeg en ung kone. Hun trådte også hen 

til bålet med hånden fuld af gudebilleder og amuletter. 

Men i det øjeblik, hvor hun skal smide tingene, kan hun 

ikke. Hun tænkte nok: ‘Det her har mine forfædre levet 

med. Hele min historie er forbundet med dette. Det kan 

jeg jo ikke skille mig af med.’ Hun går tilbage. Men så falder 

det hende ind: ‘Men så kan jeg ikke tilhøre Jesus.’ Dermed 

går hun igen tre skridt frem, men kan igen ikke skille sig 

af med sine ting og går endnu en gang tilbage. Så gik jeg 

hen til hende,« fortalte missionsleder Hoffmann videre, 

»og sagde: ‘Det er for svært for dig. Overvej det hellere 

endnu en gang. Du kan jo melde dig til næste dåbshold igen.’ 

Hun overvejede det et øjeblik, tog så hurtigt tre skridt frem, 

smed tingene i ilden og faldt besvimet sammen.« 

Og jeg glemmer ikke, hvordan missionsleder Hoffman, 

strålede som en sejrherre, da han sagde til mig: »Jeg tror, 

at kun den, som selv har oplevet en omvendelse, forstår 

denne kones kamp.« 

Min ven, der er kun et skridt ind i arken! Ud af livsfaren 

- ind i Jesu arme. Men dette skridt er ikke let. Det betyder 

et brud med hele fortiden. Men mindre gør det ikke! 

Har jeg talt tydeligt? Det ryster mig stadig at se, hvor mange 

mennesker, der trods alle advarsler går mod den evige fordømmelse. 

Gud ønsker det ikke. Gud vil, at du skal frelses.

Derfor har han sendt sin Søn. Derfor har han betalt for 

din skyld. Nu behøver du kun at erkende din skyld og i 

tro tage imod Jesu betaling. 

Da jeg i Nazitiden engang blev anholdt af Gestapo, måtte 

jeg vente i et rum, hvor der stod høje arkivskabe. I skabene 

lå sagsmapper i stakkevis. Og ud fra hver journal hang en 

lille tunge. På denne tunge stod navne: »Meier, Karl« eller 

»Schulze, Friedrich«. Eftersom jeg måtte vente længe, 

takkede jeg Gud for, at jeg ikke behøvede at tilbringe mit 

liv mellem sådanne sagsmapper. Af kedsomhed begyndte 

jeg at læse navnene. »Meier, Karl«, »Schulze, Friedrich«. 

Pludselig læste jeg: »Busch, Wilhelm«! Der var en journal 

om mig! Med et slag var sagsmapperne ikke mere kedelige, 

det kan du nok forstå. Dér var mine sagsforløb. Jeg ville 

skrækkelig gerne have taget dem ud og set, hvad soldaterne 

havde skrevet om mig. Men det turde jeg ikke. Alligevel 

stod jeg dirrende foran den: »Min journal!« 

Og ser du: Sådan er det sket for mig med Jesu kors. Der var 

tider i mit liv, hvor jeg ikke kunne forestille mig noget mere 

kedeligt end kristendommen, og hvor ethvert maleri var 

mere interessant for mig. Indtil den dag, da jeg for første 

gang rigtigt så Jesu kors: »Her handler det om mine sagsmapper! 

Han er død for min skyld, og for at jeg skulle kunne 

frelses!« Siden dengang har Jesu kors været det mest

interessante for mig. Se på den mand med tornekronen! 

Han er den store livredder. Der på korset frelste han dit 

og mit liv. Det angår dig, også selvom du ikke ved det! 

{3} Fra døden til livet 

»Giv agt! Livsfare!« Jeg vil vise dig endnu en side af disse 

ord. Da de gik igennem mit hoved: »Giv agt! Livsfare! Stop! 

Menneske, omvend dig! Søg din frelser!« tænkte jeg også: 

»Det er egentlig kun den, der lever, som kan være i livsfare.« 

Hvis en bus styrter ud over en skrænt, men alle som sidder 

indeni er døde, så er de ikke i livsfare. Forstår du, hvad 

jeg mener? 

Og nu må jeg sige det på denne måde: Du befinder dig 

i fare for, at du aldrig kommer til Livet, at du går død 

igennem verden og til sidst bliver forkastet som død! 

Udtrykker jeg mig tydeligt nok? Den livsfare, som jeg ser 

for dig er, at du skal gå glip af Livet. 

Bibelen siger helt tydeligt: »Den, der har Sønnen, har 

livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet.« 

For nylig mødte jeg en lærer i fremmedsprog fra Berlin. 

»Undskyld mig,« sagde jeg til hende, »en præst må godt 

være uhøflig engang imellem. Mit spørgsmål er: Hvor 

gammel er du?« 

Hun svarede uden nølen: »8 år!« - »Et øjeblik!« jeg studsede 

lidt, »8 år? Du er lærer i tre fremmedsprog - og 8 år gammel?«

Da lo hun og forklarede: »For 8 år siden fandt jeg Jesus. 

Da begyndte livet. Før var jeg død.« 

Jeg blev forbavset: »Det er sjovt sagt!« Og så sagde hun 

til mig: »Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har 

Guds søn, har ikke livet.« Og hun fortsatte: »Ser du, før 

havde jeg ingen frelser, intet rigtigt liv. Dengang tjente 

jeg bare penge og morede mig, men liv var det ikke!« 

Er det ikke en dristig påstand? Den, der ikke beslutter 

sig til at overgive sig til Jesus, har overhovedet intet liv. 

Ja, uden Jesus har vi slet ingen anelse om livet. Kun den, 

som har Guds Søn, har livet. 

Der kom for år tilbage en ung mand til mig. Jeg spurgte: 

»Hvad vil du?« »Det ved jeg heller ikke!« svarede han, 

»Det eneste jeg ved er, at det ikke er noget liv, jeg fører!« 

Overrasket forhører jeg mig: »Hvordan mener du? Du har 

en god stilling som finmekaniker og tjener mange penge?« 

»Det er ikke et liv! Mandag finmekaniker, tirsdag finmekaniker, 

onsdag finmekaniker, torsdag finmekaniker, 

fredag finmekaniker, lørdag fodbold og søndag biograf og 

piger, mandag finmekaniker, tirsdag finmekaniker, onsdag 

finmekaniker, torsdag finmekaniker, fredag finmekaniker, 

lørdag fodbold og søndag biograf og piger. Det er jo intet liv!« 

»Unge mand,« sagde jeg, »det har du ret i. Du er allerede 

nået langt, når du har forstået, at det ikke er noget liv.

Jeg vil sige dig, hvad Livet er: I mit liv skete der et vældigt 

omsving. Jesus fandt mig. Han, som er død for mig og er 

opstået igen. Han blev min frelser. Da det gik op for mig, 

gav jeg ham mit liv. Og tænk dig: siden da har jeg haft livet!« 

Den unge fandt det også. For nyligt mødte jeg ham igen 

i Freiburg. »Nå,« spurgte jeg ham, »hvordan er det? Er det 

nu et liv?« Han svarede strålende: »Ja, nu er det et liv!« 

Han er nu meget levende. Han har fundet livet i Jesus. 

Forstår du? Du er i livsfare for så vidt, at livet kan passere 

forbi dig, uden at du får del i det. Du hører ganske vist 

om kristendommen, men har dog ikke fundet din frelser. 

Jeg har en ven, som er sælger. For nylig var han på besøg 

hos en fabrikant. Denne fabrikant havde en flot villa i en 

vidunderlig have. Der var omkring 100 gæster. Midt i festlighederne 

møder min ven værten og siger til ham: »Hvor 

har du det godt! Du er som en konge, sådan et hus! Og en 

stor fabrik! En god kone og henrivende børn!« Fabrikanten 

svarede: »Ja, du har ret, det går mig godt.« Pludselig blev 

han meget alvorlig og sagde: »Men spørg mig ikke, hvordan 

det er herinde.« Han pegede på sit hjerte. 

Når jeg går på gaden, tænker jeg ofte: Hvis alle mennesker 

var ærlige, så blev de stående og sagde: »Spørg mig ikke,

hvordan det ser ud herinde, her i mit hjerte.« Der er ingen 

fred. Tankerne anklager dem. Skylden plager dem. 

Og ser du: Der er kun én, som kan helbrede os. Tænk bare: 

Gud ser vores elendighed. Vi kan ikke komme herfra til Gud. 

Men på grund af sin store kærlighed kom Gud til os i Jesus. 

Det er det fantastiske budskab, jeg skal forkynde: »Så højt 

elskede Gud verden ... « 

Jeg har ikke elsket verden; jeg har været med til at skære 

den igennem på kryds og tværs med jernbaneskinner og 

fyldt den med skidt, ondskab og dumhed. Men denne verden 

elskede Gud. Her må min forstand stå af. 

»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne 

søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men 

have evigt liv.« Sig mig: Hvad mere skal Gud gøre for dig, 

end det, at han lod sin Søn dø, for at du skulle have livet?! 

Jeg vil slutte med en god historie: Efter en prædiken kom 

en ung mand til den store engelske vækkelsesprædikant 

Charles Haddon Spurgeon og sagde: »Hr. prædikant, du 

har ret, jeg vil også finde manden på Golgata og blive et 

Guds barn. Jeg vil omvende mig en dag.« »En dag?« spurgte 

Spurgeon. »Ja, senere.« »Senere? Hvorfor ikke i dag?« 

Så forklarede den unge en smule forlegen: »Jeg vil gerne 

i Himmelen, og derfor må jeg omvende mig til Jesus, 

men først vil jeg lige have lidt mere ud af livet.«

Da lo Spurgeon højt og sagde: »Unge mand, du er ikke 

særlig krævende. At ville have »lidt mere ud af livet«, det 

er for lidt til mig. Jeg vil ikke have »lidt« ud af livet, men 

selve Livet. Og i min Bibel står (han slog op i Bibelen og 

fandt stedet): »Jesus siger: Jeg er kommet, for at de skal 

have liv og have i overflod.« 

Når sådan et kapitel er slut, har jeg en følelse af, at jeg ikke 

har fået tingene sagt helt rigtigt. Derfor vil jeg gerne lige 

fortsætte lidt endnu. 

Gud lod Jesus dø på korset for os fortabte og fordømte 

syndere, for at vi her - her og nu - skal have Livet. Når jeg 

vågner i morgen, så kan jeg synge af glæde over, at jeg er 

blevet Guds barn, fordi jeg i ham har Livet. Hører du: Jesus 

er kommet, for at vi her skal have Livet og i evighed skal 

blive reddet fra Guds dom - og have det evige liv. 

Så går man glad sin vej. 

Lad mig bruge et lille billede: Det var en novemberaften. 

Det skiftevis regnede og sneede. Vinden blæste og det var 

koldt. På vejen går to mænd. Den ene har ingen frakke, 

men har jakkens krave slået op. Han er ligeglad med, 

hvor gennemblødt han bliver og hvor han går hen, for han 

har intet hjem. Sådan går de fleste mennesker gennem

verden. De har intet mål. Hvor bærer det hen for dem? 

Det er trøstesløst ikke at have noget mål! 

Den ateistiske filosof Nietzche sagde engang i et digt: 

»Kragerne trækker mod byen, snart bliver det snevejr. 

Stakkels den, som ikke har noget hjem!« Har du heller 

ikke noget evigt hjem? 

Og så kommer den anden mand gående på landevejen. 

Han oplever den samme storm, det samme snavs, den 

samme regn og den samme sne. Men han fløjter en sang 

og går med raske skridt. Hvorfor? Han ser i det fjerne lyset 

fra sit hjem! Dér hører han hjemme. Dér er der varmt. 

Vejret og vejen gør ham ikke noget. 

Sådan går de mennesker gennem verden, som tilhører 

Jesus, og som i ham har livet både for tiden og evigheden. 

Jeg beder dig: Gud sagde til Noa: »Gå ind i arken!« Gå også 

du ind i det stille! Dér er Jesus! Du kan tale med ham. 

Og åben dit hjerte for ham! 

En spurgte mig engang: »Holder du ingen samtalemøder?« 

Jeg svarede: »Hvorfor skulle jeg det? Mennesker skal ikke 

tale med mig. De skal tale direkte med Jesus!« Det må du 

også gøre.

Kapitel 4: 

Hvad skal jeg gøre for at 

blive kristen? 

Jeg får en mængde breve med alle mulige spørgsmål. I et 

brev stod der for nylig: »Er det egentlig din egen mening, 

du forkynder, eller er det kirkens lære?« Til det kunne jeg 

kun svare: »Det er Bibelens lære!« Det fik mig til at tænke, 

at hvis det er pastor Buschs mening, du læser, så bliver 

du snydt. Det får du ikke meget ud af. Du må høre Jesu 

stemme! Jesus kaldte sig »den gode hyrde«, og det er denne 

gode hyrdes stemme, du skal høre. Jeg kan i al min svaghed 

kun gøre mit til, at du hører Jesu stemme. 

Og når vi nu skal behandle temaet: »Hvad skal vi da gøre?«, 

så er det særligt vigtigt, at vi hører, hvad Herren Jesus 

selv siger. 

{1} Forkast din forslidte vantro! 

Som mangeårig præst i storbyen har jeg hørt så mange indvendinger 

mod det bibelske budskab og mødt så megen let 

gennemskuelig vantro, at det første jeg vil sige til dig - og nu 

gælder det din sjæls frelse - er: Forkast din forslidte vantro!

I mellemkrigstiden havde jeg, foruden arbejdet som 

ungdomspræst, i en periode også præstetjenesten på et 

stort sygehus. En dag stod jeg foran døren til en sygestue 

i den mere private afdeling og skulle lige til at banke på. 

En ung sygeplejerske kommer ned ad gangen og siger 

lidt forpustet: »Undskyld, men gå ikke ind i på den stue, 

præst.« »Men hvorfor dog ikke?« spurgte jeg. »Denne mand 

har meget energisk bedt sig fri for ethvert besøg af præsten! 

Han ønsker absolut ikke, at du kommer ind til ham! Han 

vil smide dig ud!« Hun pegede på navneskiltet på døren, 

og jeg læste navnet på en velkendt forretningsmand, 

som jeg genkendte fra hans reklamer. 

»Kære sygeplejerske« sagde jeg, »jeg har efterhånden 

fået nerver som ståltråd!« - og bankede på. »Kom ind!« 

råbte en kraftig herrestemme. Jeg gik ind i værelset. 

I sengen lå en gammel mand med gråt hår. »Goddag,« 

sagde jeg, »jeg er pastor Busch!« »Åh,« svarede han, »jeg 

har hørt meget om dig, kom bare nærmere!« Jeg glædede 

mig over den gode velkomst. Men så fortsatte han: 

»Men lad mig i fred med din kristendom!« »Hvilken skam!« 

sagde jeg med et smil, »det var ellers præcis, hvad jeg ville 

tale med dig om!« »Udelukket!« afslog han, »det kan der 

ikke være tale om. Jeg er fuldstændig færdig med kristendommen! 

Forstår du: Som dreng blev jeg tvunget til at 

terpe salmevers. Og når jeg ikke kunne dem, fik jeg prygl.

Som voksen sammensatte jeg min egen livsanskuelse, 

med Darwin, Häckel og Nietzsche som de bærende søjler.« 

Jeg så rødt! Da jeg desværre ret let bliver oprørt, gik jeg 

løs på ham: »Hør nu her, gamle mand! Når en pubertetsdreng 

fortæller mig, at han fx har gjort Nietzsche til sin 

store profet, så smiler jeg og tænker: »Ja, ja, det er et 

overgangs-fænomen. Du finder snart ud af, at de moderne 

filosoffer ikke engang selv tror på deres gamle profeter 

mere.« Men når jeg møder en gammel mand som dig, der 

står ved grænsen til evigheden og siger sådan noget til mig, 

så er det forfærdeligt! Du er dødssyg. Vil du, når du står foran 

Gud, træde frem med din livsanskuelse? Jeg beder dig!!« 

Forskrækket ser han på mig. Tonen er tydeligvis ny for 

ham. Da falder det mig ind, at sådan taler man ikke på et 

sygehus, her skal man gå på listefødder. Og i det samme 

får jeg stor medlidenhed med denne stakkels mand. 

Jeg skifter om på stedet og fortæller ham - på trods af hans 

tidligere afvisning - om Jesus, som også vil være hans 

gode hyrde. 

Han sukker stille: »Ja, det ville være godt! Men hvad 

skal jeg så gøre med hele min livsanskuelse? Skal jeg kaste 

alt det over bord, som jeg har troet på et helt liv?« 

»Ja, lige præcis!« råber jeg glad. »Kære mand, smid alt 

det over bord, som du ikke kan bruge, når du står ansigt 

til ansigt med evigheden. Smid det væk, hellere i dag end 

i morgen! På din let gennemskuelige vantro kan man

hverken leve eller dø salig. Og kast dig så i Guds Søns åbne 

arme, han, som døde for dig og købte dig fri. Denne frelser 

vil også være din frelser!« 

Så kom sygeplejersken. Hun undrede sig over at finde 

os i fortrolig samtale. Så vinkede hun mig ud. Jeg forstod, 

det var tid til at gå. Jeg trykkede den gamle mand fast i 

hånden og forlod stille værelset. Jeg ved ikke, om han tog 

imod det. Om natten døde han. 

Da gik det op for mig i al sin gru, hvordan selv uddannede 

mennesker livet igennem påberåber sig Darwin, Häckel 

og Nietzsche - og med den forslidte vantro holder sig væk 

fra deres evige frelse. Derfor vil jeg som det allerførste sige: 

Smid alle dine let gennemskuelige og forslidte argumenter, 

som du begrunder din vantro med, over bord! Væk med 

dem! De er ikke en krone værd. I Bibelen står: »For der er 

én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket 

Kristus Jesus.« 

En dag sad jeg over for en mand, der var stor som et trefløjet 

garderobeskab. Jeg kalder ham altid for Rundhals 

for mig selv, fordi han havde en trøje med rund hals på 

- men han hed selvfølgelig noget helt andet. Hans kone 

døde under bombardementerne. To sønner var faldet 

i krigen. En stakkels mand! Og så besøgte jeg ham.

Jeg havde knap nået at sætte mig ned, så begyndte han: 

»Præst, hold dig langt væk fra mig med din kristendom! 

Jeg har været alt for meget igennem, jeg kan ikke tro mere. 

Jeg har oplevet for meget. Folk kan sige, hvad de vil, jeg 

tror ikke mere!« Så måtte jeg le og sagde: »Det kan jeg ikke 

forestille mig! Sig mig, hr. Rundhals, kører du aldrig med 

tog?« »Jo.« Jeg sagde: »Så går du forhåbentlig hver gang 

frem til lokomotivføreren og kræver, at han skal vise dig 

sit kørekort?« »Nej, nej!« mente han, »man må vel kunne 

stole på, at jernbanens lokomotivførere ...« »Hvordan kan 

det være?« spurgte jeg, »stiger du på toget uden først at 

forsikre dig om, at manden i førerhuset nu også kan køre?! 

Du overlader dit liv til fyren uden at have nogen garanti?! 

Hør nu, det kalder jeg tro, hr. Rundhals, at betro nogen sit 

liv. Fra nu af kan du ikke mere sige: »Jeg tror ikke på nogen,« 

men du må sige: ‘Jeg tror ikke på nogen — undtagen på 

jernbanens lokomotivførere.’ »Ja ...« 

Jeg spurgte videre: »Hr. Rundhals, går du nogen sinde 

på apoteket?« »Ja,« fortalte han, »jeg har altid hovedpine, 

og jeg henter min medicin mod migrænen på apoteket.« 

»Men, hr. Rundhals,« sagde jeg, »apotekere sælger også gift. 

Så du lader vel din medicin undersøge nøje, før du tager 

den?« »Nej, præst,« svarede han, »sådan en autoriseret 

apoteker forstår sig jo på det, han bedrager mig da ikke!« 

»Nå??« jeg undrede mig, »du tager det uden at undersøge 

det? Du betror dit liv til apotekeren? Du spiser hans

medicin, simpelthen i tillid til, at det er det rigtige? Det 

kalder jeg tro! Kære hr. Rundhals, sig aldrig mere, at du 

ikke tror på nogen, sig hellere: ‘Jeg tror ikke på nogen 

- undtagen lokomotivførere og apotekere.’« 

Og sådan fortsatte jeg. Der kom hele tiden mere frem. 

Og så vidnede jeg for ham: »Ser du, en dag i mit liv kom 

den ene til mig, som er udsendt fra Gud, som er opstået 

fra døden, og som har naglemærker i sine hænder, der 

fortæller, at han har elsket mig til døden. Ingen i verden 

har gjort så meget for mig, som Jesus har. Ingen er så troværdig 

som Jesus. Tror du, at Jesus nogen sinde har løjet?« 

»Nej!« »Undskyld, men det vidnesbyrd ville jeg ikke give 

nogen andre — kun Jesus! Og da jeg blev klar over det, 

sagde jeg: ‘Så vil jeg betro mit liv til Jesus!’« Så spurgte 

han: »Er det så enkelt?« og jeg sagde: »Så enkelt er det, 

hr. Rundhals. Så enkelt! Du tror på både den ene og den 

anden, undtagen den ene, som man virkelig kan stole på, 

ham vil du ikke tro. Smid nu din forslidte vantro over bord 

og giv dit liv til Herren Jesus!« 

Jeg sagde engang til hundrede unge: »Jeg vil give 5 millioner 

kroner til den, som kan finde én, som har fortrudt, at han 

tog imod Jesus!« Jeg har ingen million, men jeg kan roligt 

forsikre jeg om, at sådan et menneske ikke findes. 

Men jeg har mødt mange mennesker, der har fortrudt, 

at de ikke har taget imod Jesus!

Derfor: Opgiv din forslidte vantro. Tro på ham, som har 

gjort alt for dig. Det er en sag mellem dig og ham. Du må 

gå ind for dig selv og sige: »Herre Jesus, fra i dag af vil jeg 

tilhøre dig.« 

{2} Opgiv din utrolige selvretfærdighed! 

I Bibelen står der: »Troværdigt er det ord og al modtagelse 

værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere.« 

Mange mennesker ser stort på dette vers og siger: »Jeg er 

da ingen synder, jeg er ingen forbryder!« 

Til dem siger jeg nu: Du lyver! Det skal du kunne stå 

foran Guds ansigt og sige: ‘Jeg er ingen synder! Jeg har 

holdt alle dine bud!’ Kan du virkelig sige det? Åh, hold nu 

op med denne utrolige selvretfærdighed, hvor du indbilder 

dig, at alt er i orden. Intet er i orden! Intet! 

Jeg havde for år tilbage en samtale med en ung mand på 

20 år, som jeg aldrig har glemt. En dag mødte jeg ham og 

sagde: »Min kære Heinz, jeg har ikke set dig til vores 

bibelstudier og i ungdomskredsen?« Han svarede: »Nej, 

forstår du, præst, jeg har i mellemtiden overvejet tingene 

lidt. Du taler hele tiden om Jesus, der er død for syndere. 

Men jeg behøver ingen syndebuk, som går i stedet for mig. 

Hvis jeg har gjort noget forkert, og hvis der er en Gud, så 

vil jeg også tage min straf for det. Men det er da latterligt, 

at jeg skulle behøve en frelser, som dør for mig!«

Jeg svarede ham: »Godt, min kære! Du vil altså kræve din 

ret over for den hellige Gud. Det kan du godt! Du kan 

skubbe Jesus væk og sige: »Jeg vil have min ret over for 

Gud! Men, min kære ven, du må lige gøre dig klart: I Frankrig 

bliver man dømt efter fransk lov, i England efter engelsk 

lovgivning og foran Gud efter Guds lov! Min ven, jeg håber 

for dig, at du ikke har overtrådt ét eneste af Guds bud, 

for så går du fortabt! Farvel!« 

»Et øjeblik,« sagde han. »Det kan ikke passe!« »Ha!« 

svarede jeg, »hvordan forestiller du dig den hellige Gud? 

Forestil dig, at jeg havde levet godt og ordentligt i 50 år 

og så i tre minutter stjålet et eller andet. Det bliver opdaget, 

og jeg kommer for en domstol. Jeg stiller mig foran dommeren 

og forklarer: ‘Hr. dommer, vær nu ikke så smålig! 

50 ordentlige, lovlydige år og kun tre minutters tyveri, 

det opvejer da hinanden! Du vil da ikke være så smålig, 

hr. dommer!’ 

Kan du forestille dig det? Så vil dommeren svare: ‘Et 

øjeblik! Jeg taler ikke om dine 50 lovlydige år, men jeg 

taler om de tre minutter, hvor du stjal. Loven anklager 

dig for det!’ Og når en jordisk dommer gør sådan, så vil 

Gud endnu mere gøre det!« 

Mener du, at du ikke er anklaget for Gud? Mener du, at du 

ikke behøver tilgivelse for synder? Mener du ikke, at du er 

en synder? Åh, opgiv din utrolige selvretfærdighed og søg

den Herre, der døde for dine synder på korset og i dit sted 

har betalt. Modtag ham, bekend dine synder for ham og 

sig: »Herre, jeg lægger mig og hele min uretfærdighed hen 

til dig! Nu behøver jeg din nåde! Vask mig ren med dit blod!« 

{3} Tag det afgørende skridt! 

Nu må jeg hellere fortælle endnu en historie for at gøre 

det tydeligt, hvad jeg mener. 

Det var i begyndelsen af Hitlertiden, at jeg fik noget at 

gøre med en »tingel-tangel-bærer«. »Tingel-tangel« kaldte 

de unge de ordener i sølv og guld, som de højere nazister 

bar på deres uniformer — som en anden påfugl! Jeg gik 

med angst og bæven hen til manden, for præster regnedes 

ikke for noget. Men overraskende nok smed manden mig 

ikke ganske simpelt ud igen, ja, han var endda venlig og 

hørte efter. Da vi var færdige, sagde jeg: »Hør engang, det 

er sjældent sket for mig, at en som dig har behandlet mig 

venligt. Det vil jeg gerne takke dig for! Og siden du har 

været så god mod mig, vil jeg give dig en stor gave. Jeg vil 

give dig mit budskab: »Så højt elskede Gud verden, at han 

gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke 

skal fortabes, men have evigt liv.« 

Da så han på mig og forklarede: »Du behøver ikke fortælle 

mig mere. Mine forældre er fromme, troende mennesker. 

Dit budskab kender jeg fra min barndom. Men ...« Han 

lagde et stort, hvidt papir på bordet, tog sin blyant i hånden

og slog en streg hen over papiret og fortsatte: »Ser du, 

præst, jeg kender det hele og jeg ved, at hvis jeg vil have 

det, så må jeg over sådan en grænse, som jeg har tegnet 

her, så må jeg tage et skridt over linjen. Jeg står der,« og 

dermed viste han neden for linjen, »ved denne grænse. 

Men jeg må vove at tage det afgørende skridt over grænsen!« 

Og så sagde han lidt forlegen: »Men min samfundsmæssige 

placering tillader det ikke!« 

Så gik jeg, meget bedrøvet. Han er for længst død. Hans 

samfundsmæssige placering vil ikke frelse ham i evigheden! 

Men han havde forstået: »Hvis jeg vil ind i Guds rige, så må 

jeg taget et skridt over grænsen.« 

Har du mod til det? Åh, det betaler sig! Jesus venter dig 

med åbne arme! Tag det afgørende skridt over grænsen 

— ind i Jesu åbne arme! 

{4} Bryd med det, som du ved er synd! 

Jeg kender en mand, der lever i utroskab. Jeg har mødt 

ham og sagt til ham: »Du lever i utroskab! Du gør din kone 

ulykkelig! Du kommer i Helvede!« Så svarede han: »Sådan 

noget vrøvl! Nu skal jeg fortælle dig noget: Min kone forstår 

mig ikke ...« Og så fortalte han mig en lang historie, 

men han vidste alligevel godt: »Det er synd, det jeg gør.« 

Der er mennesker, der lever i strid med hinanden og 

siger: »Den anden begyndte!« Der findes faktisk kun stridigheder, 

som den anden har begyndt. Ingen mennesker har 

0

selv begyndt, vel? Men jeg må sige: I Guds øjne er strid 

og skænderier lige så alvorligt som mord! Hvorfor afslutter 

I det ikke? 

»Hvad skal vi da gøre,« spørger du. Det vil jeg sige dig: 

Bryd med den synd, du ved, du har! 

Gør det, at du tager en pause i dit liv og spørger dig selv: 

»Hvad i mit liv er ikke, som det skal være? Hvad burde 

jeg egentlig holde op med at gøre?« 

Du ved helt nøjagtigt, hvad det er. Tror du, Jesus giver 

dig sin nåde, for at du skal blive ved med at synde, helt 

bevidst? I Bibelen står der: »Omvend dig!« Den fortabte 

søn måtte forlade sit tidligere liv. Du må komme til Jesus, 

som du er: fuld af laster og vantro. Men derefter må du 

holde op med det, som fordærver dig, det, som du ganske 

udmærket ved, er synd! 

I de mange breve, som jeg hver dag får, sker det igen og 

igen, at mennesker hidser sig op og siger: »Det er for hårdt, 

det du siger! Det og det er ikke synd!« Og så bliver der ofte 

nævnt ting, som jeg slet ikke har sagt noget om. Det viser, 

hvordan vores bevidsthed gør oprør mod Jesus Kristus 

som Herre i vores liv. 

Hør her: Du kan ikke komme til levende tro og leve i en 

levende tro, hvis du ikke har mod til at give dit liv til

Jesus sådan, at du også holder op med det, du bør holde 

op med. Bryd med det, som du ved er synd! 

{5} Tal med Gud! 

Kan du bede? Du kan måske remse et vers op, men kan 

du bede? Mange har en forestilling om det at bede, som 

ville have fået nakkehårene til at rejse sig på mig - hvis 

jeg stadig havde haft nogen. 

For nylig var jeg i et hjem. Moderen sagde: »Ja, vi er 

også gode kristne. Kom her, min skat!« Og så udfordrede 

moderen sin 4-årige datter: »Du kan jo allerede bede! Bed 

nu en bøn, så præsten kan høre dig!« Og så begyndte barnet. 

Jeg afbrød det hurtigt: »Stop! Ikke: ‘bed nu en bøn, så 

præsten kan høre dig,’ for alt i verden, lad være! Det er 

da ikke bøn!« 

At bede er at tale med den levende Gud, som er til stede 

i Jesus og øse ud af sit hjerte for ham. Har du nogensinde 

bedt sådan? 

En mand ved navn Robinson, en engelsk biskop, har skrevet 

en skrækkelig bog: »Gud er noget andet.« I den siger han, 

at det moderne menneske overhovedet ikke kan bede mere. 

Det tror jeg, han har ret i. Men det taler ikke mod det at 

bede, men imod det moderne menneske! Synes du ikke 

også? Men biskoppen vil nu lave om på hele kristendommen, 

fordi det moderne menneske ikke mere kan bede.

Jeg vil meget hellere sige: Lad det moderne menneske 

lære at bede igen! 

Prøv engang at bede! Sig bare: »Herre, lad mig finde dig!« 

eller: »Herre, frels også mig!« eller: »Herre, før mig til frelsende 

tro!« eller: »Tilgiv mig mine synder!« Men begynd! 

Man kan ikke bede smukt med det samme. Præster beder 

måske smukt - med en bog i hånden, som de læser af. 

Men det er slet ikke nødvendigt at bede smukt, når vi bare 

får begyndt at tale rigtigt med den levende Gud. Begynd 

bare, så skal du nok lære at bede! 

Tro er et jeg-du-forhold mellem min Herre og mig. Så hører 

samtalen med, ikke sandt? Jeg taler med ham - og han 

taler med mig! Og dermed er jeg ved det næste punkt: 

{6} Læs i Bibelen! 

Hvordan taler Gud da med mennesker? Han taler gennem 

Bibelen. Derfor er du nødt til at begynde med at læse Bibelen. 

»Bibelen! I dag er der da ingen, der gider at læse Bibelen!« 

tænker du. Nej desværre! En forklarede mig engang: De 

kristne synger ofte Luther-sangen »Vor Gud han er så fast 

en borg«. Den slutter med: »Guds ord de nok skal lade stå.« 

Og så lader de det »stå« - på bogreolen! Og de tænker måske 

endda: »Der står den jo godt!« Men det var ikke sådan, 

Luther mente det!

Ofte når jeg kommer ind i et hjem, er der én, der siger: 

»Ja, præst, vi har endda en gammel Bibel fra 1722, som har 

været vores tipoldemors!« Og så kommer de med et møbel 

af en bibel, som der helt sikkert ikke er nogen, der læser i. 

Al respekt for gamle Bibler, men jeg anbefaler dig: Køb 

dig et lille Ny Testamente. Der er nogen, som er mindre 

end min hånd. Der findes faktisk henrivende udgaver af 

Det nye Testamente. Køb dig sådan en moderne udgave! 

Og afsæt dig så en bestemt tid hver dag, hvor du læser i den. 

Ganske enkelt for at høre. For der taler Jesus nemlig til dig. 

Måske er der passager, som du slet ikke forstår, men der 

skal du bare ganske roligt læse videre. Jeg plejer altid at 

forklare det sådan for mine unge: 

En landmand fra Brasilien fortalte mig engang, hvordan 

han fik foræret et stykke jord. Da han beså det første gang, 

måtte han konstatere, at det var et stykke urskov. Men han 

fældede træerne, gravede trærødder og store sten op. Og en 

dag var han kommet så langt, at han kunne spænde to okser 

for ploven og for første gang begynde at pløje. Da han havde 

pløjet tre meter, sad hans plov fast. 

Hvad gjorde han nu? Gik han hjem, hentede dynamit og 

sprængte sten, plov og okser i luften? Nej! Han førte ploven 

uden om den store sten og pløjede videre. Da han til sidst 

var færdig, så det temmelig sølle ud. Men han såede og 

tjente faktisk lidt på det. Og da han næste år pløjede,

var det lidt bedre. Han gravede endnu flere sten og flere 

rødder op, og det blev allerede meget bedre. Og tredje gang 

blev endnu bedre. 

Sådan må du læse Bibelen. Begynd nu. Og når der er noget, 

du ikke forstår, så spring det over til næste gang. Bare 

videre, videre. Snart kommer du til et ord i det første 

kapitel af Det nye Testamente, hvor der står: »han skal 

frelse sit folk fra deres synder.« Så vil du sige: ‘Det forstår 

jeg! Det passer jo til mig!’ Sådan skal du lade Gud tale til 

dig gennem Bibelen. Hver dag må du tage dig lidt tid til 

Guds ord! Og bed så til ham: »Herre, giv mig lys, lad mig 

forstå det. Oplys mit hjerte, min forstand og min sjæl.« 

En ting til: Du skal ikke lade nogen rakke ned på Bibelen 

for dig! Bibelen er en storartet bog, ja, der findes ikke nogen 

mere aktuel og spændende bog end Bibelen! 

Som ung soldat i første verdenskrig lå jeg engang ved 

Verdun på vagt. Det var om aftenen. Skumringen var på 

vej. Jeg sad på randen af en kløft. Lige før det bliver rigtigt 

mørkt, ser jeg pludselig, hvordan et af fjendens feltkøkkener 

hurtigt passerer gennem et brandbælte i skoven. Vi havde 

slet ikke tænkt på, at man kunne køre gennem det brandbælte. 

Men dette feltkøkken, der ikke havde kunnet vente 

på mørkets frembrud, fortalte os: Her er fjendens stillinger 

på fremmarch! Da feltkøkkenet havde passeret, kom også

infanteri-forstærkning og ammunitions-kolonner gennem 

brandbæltet til fjendens lejr. Her var forsyningslinjen! 

Hvad gjorde vi så? Tænkte vi: »Brandbæltet må vi hellere 

skåne og passe på ikke at skyde derhen!«? Tværtimod: 

Hele natten holdt vi dette brandbælte under beskydning! 

Hør nu: Bibelen er forsyningslinjen, den vej, hvor forsyningerne 

og ammunitionen, hvor Guds forstærkninger 

kommer til de kristne. Og Djævelen er også så snu, at han 

sætter denne Guds vej under hård beskydning. Derfor 

bliver Bibelen »beskudt«. Fra det dummeste barn, der siger: 

»Pøh, sådan en bog!« til den klogeste professor, der mener 

at vide, at Bibelen kun er menneskeværk. Forstår du: Her 

kan man blive enige: Bibelen under bombardement. Men 

hvis du vil være et Guds barn og blive frelst, må du ikke 

bekymre dig om det. Lad ingen rakke ned på Bibelen for dig! 

Bibelen siger, at den er skrevet af mennesker, som var 

fyldt og ledet af Helligånden. Og hvis du læser i Bibelen, 

vil du snart mærke, at der er en anden, en guddommelig 

ånd i den. 

En klagede engang til mig: »Guds ord er så dødt for mig. 

Jeg vil så gerne blive frelst, men hans ord siger mig ingenting.« 

Jeg svarede: »Bed du Gud om Helligånden! Bed, hvis 

det er nødvendigt, et kvarter hver dag: ‘Herre giv mig din

Hellige Ånd, så jeg kan forstå dit ord, så jeg bliver levende 

i troen!’ Tro mig: Gud svarer dig, helt sikkert!« 

Og så kommer jeg til det sidste, som jeg vil sige til jer: 

{7} Gå derhen, hvor du kan høre Guds ord! 

Gå derhen, hvor du kan høre Guds ord klart. Jeg kommer 

ikke uden om at sige: Der findes i dag prædikestole, hvorfra 

man prædiker et fortyndet evangelium. Dér går jeg 

ikke hen. Jeg har ingen interesse i saftevand, men jeg vil 

have evangeliets glædesvin! 

Du finder snart ud af, om det er det glade budskab, du 

får forkyndt eller ej. Overalt er der præster, prædikanter 

og folk, der kan forkynde evangeliet. Men gå ind under 

Guds ord. Hold dig til dem, der tør sige det under alle forhold! 

For nylig sagde en til mig: »Forstår du: jeg er individualist!« 

Jeg kan kun sige: »Du vil aldrig kunne blive stående 

i en levende tro, hvis du ikke holder sammen med andre 

kristne, og hvis du ikke går derhen, hvor Guds ord bliver 

forkyndt!« 

Jeg vil - til sidst - fortælle jer en historie om en gammel 

dame, som jeg har lært at kende. En ung mand sagde engang 

til mig: »Fortæl dog ikke historier om gamle damer!« 

Det var den unges mening. Men denne gamle dame har 

spillet en stor rolle i mit liv. Jeg mødte tre ingeniører efter

hinanden, som var kommet til tro på Jesus gennem hende. 

Jeg mærkede, at gennem denne dame var der udgået stor 

kraft, og jeg opsøgte hende, denne enke efter en minearbejder. 

Hun glædede sig over, at jeg kom, og fortalte mig, 

hvordan hun var kommet til tro. Hun boede i en forstad, 

som i dag er vokset sammen med Essen. Den hed Stoppenberg, 

men vi kaldte den »slumbakken«. 

En dag læste hun i avisen, at der skulle indsættes to 

nye præster i Paulus-kirken. Hun sagde til en veninde: 

»Der sker altid noget spændende i Essen, kom, lad os 

gå derhen!« Så gik de over markerne til Essen. Der var 

langt til Paulus-kirken. Da de ankommer, er den enorme 

Paulus-kirke allerede propfuld. De stiller sig nede bagest. 

Så bliver der ført en præst ind, som fik stor betydning i Essen: 

Julius Dammann. 

Kvinden fortalte: »Julius Dammann trådte op på prædikestolen, 

for første gang, og læste ordene: ‘Så højt elskede 

Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at alle, som 

tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.’ Og så 

bøjede han sig frem og sagde: ‘Af de hundrede tusinde ord 

i Bibelen frygter jeg intet som ordet fortabes. Man kan gå 

fortabt, Gud kan forlade os. Det er Helvede!’ Jeg stod som 

ung pige bagest i den store kirke. Jeg hørte ikke mere. 

Det slog ned i mig som et lyn: ‘Jeg er jo fortabt! Jeg har jo 

ingen fred med Gud. Jeg har ingen tilgivelse for mine synder! 

Jeg er ikke et Guds barn! Jeg er fortabt!’ Jeg gik hjem som 

i en drøm. Efter tre dage spurgte min far: ‘Er du syg?’«

Hun forsøgte at forklare forældrene det. Men de sagde: 

»Sådan noget vrøvl! Du har dårlige nerver!« Man vil aldrig 

rigtig kunne forklare mennesker den dødsangst, man føler 

når man ser, at »jeg er fortabt!« 

Jeg ønsker jer alt godt, men alligevel - eller måske derfor 

- ønsker jeg for jer, at I kommer til at opleve det at lære 

den Hellige Guds virkelighed at kende og vide: »Jeg er 

fortabt!« Hun fortalte videre: »Jeg gik rundt i fire uger 

og var fuldstændig ude af stand til noget som helst. Men 

så læste jeg, at præst Dammann skulle prædike igen. 

Jeg løb igen fra Stoppenberg til Essen. Så kom hun til 

Paulus-kirken. Dammann skulle prædike. Alle pladser er 

optaget, og hun må igen stå bagved. Og så beder hun endnu 

engang: »Et er nødvendigt, dette ene, lær mig at erkende 

det ...« Hun fandt den sang frem, der skulle synges. Og til 

sin store forbavselse var det netop: »Et er nødvendigt, dette 

ene.« Da tænkte hun: »Når alle beder sådan i sangen, så må 

der ske noget!« 

Og så steg pastor Dammann på prædikestolen og læste 

en tekst fra Johannes-evangeliet: »Jeg er døren. Den, der 

går ind gennem mig, skal blive frelst.« 

Hun fortalte: »Nu var det anden gang, jeg var i kirken og 

jeg hørte igen intet andet end disse ord, for i det øjeblik stod 

alt klart for mig: Jesus, den opstandne, er døren til livet! 

Jeg gik igennem den. Jeg hørte ikke mere af prædikenen, 

men dette var nok for mig. Jeg gik ind til Livet.«

Jeg fortæller ofte den historie, når jeg møder mennesker, 

som siger til mig: »Årh, jeg går ikke i kirke! Jeg kan ikke 

lide luften derinde. Jeg tager hellere ud i den grønne skov, 

hvor de små fugle synger, træerne bruser ...« Så svarer jeg: 

»Denne kvinde var aldrig kommet til levende tro, hvis hun 

ikke var kommet ind under Guds ord!« 

Hvad skal vi da gøre? 

d Opgiv din forslidte vantro. 

d Opgiv din utrolige selvretfærdighed! 

d Tag det afgørende skridt. 

d Bryd med det, du ved er synd. 

d Tal med Gud. 

d Læs i Bibelen og 

d Gå derhen, hvor du kan høre Guds ord! 

Jeg skulle besvare spørgsmålet: »Hvad skal jeg gøre for at 

blive kristen?« - og jeg har givet dig nogle vigtige svar. 

Men det er uhyre vigtigt for mig her til sidst med nogle 

få ord at sige det, som faktisk er det allervigtigste: 

Det afgørende er egentlig ikke, hvad vi gør - hvor vigtigt 

det end kan være. Det afgørende er det, som Gud har 

gjort for os - i Jesus. Det er det glade budskab, som jeg 

har forkyndt dig: »Jesus har gjort alt for alle!« Han er 

0

kommet til os, er død for os, er opstået for os. Han sidder 

for os ved Guds højre hånd. Han er den gode hyrde, der 

gør alt for sine får. 

Salmisten i Salme 23 vidner: »Herren er min hyrde, 

jeg lider ingen nød.« Og så opremser han, hvor uendeligt 

meget den gode hyrde gør for ham. Ja, jeg ønsker, du også 

kunne sige: »Herren er min hyrde!«

Kapitel 5: 

Hvorfor tillader 

Gud det onde? 

Der sker forfærdelige ting i verden! 

Jeg gik engang på gaden i Essen, da en 16-årig dreng kom 

gående imod mig, helt ude af sig selv. Jeg kendte ham fra 

mit ungdomsarbejde og spurgte ham: »Hvad er der med 

dig?« Han svarede: »Jeg blev slæbt hen til sygehuset og 

steriliseret, fordi min mor er jøde. Og da jeg kom hjem, 

var mine forældre væk.« Han så dem aldrig igen. Faderen 

blev anholdt og moderen sendt til Auschwitz i koncentrationslejr! 

Det eneste jeg kunne gøre var at skaffe drengen til 

Holland. Derfra kom han videre til Amerika. Men jeg bliver 

aldrig fri for billedet af den fortvivlede dreng: »Jeg blev 

slæbt hen til sygehuset og steriliseret, fordi min mor er 

jøde. Og da jeg kom hjem, var mine forældre væk.« Noget 

lignende skete med millioner! 

Så dukker spørgsmålet op: »Og Gud? Hvor er Gud henne? 

Har han slet ikke noget at sige til dette? Hvorfor tier Gud?«

I Köln trænger en forrykt mand ind i en folkeskole med 

en flammekaster: 12 små børn dræbt! Endnu en gang 

kommer spørgsmålet: »Og Gud? Hvorfor tier Gud?« 

Eller jeg tænker på en ung mor, der har kræft. Langsomt 

og under skrækkelige smerter dør hun fra sine børn. Den, 

som gennemlever det, må spørge: »Og Gud? Hvorfor tier 

Gud?« 

Der er mange mennesker, som kunne fortælle sin historie 

og slutte med at spørge: »Hvor var Gud henne? Hvorfor 

tier Gud?« 

Vores kære tyske digter Friedrich Schiller har en gang 

digtet en »Sang til glæden«: »Glæde skønne guddoms-gnist, 

datter fra Elysium ...« I sangen er der en linje: »Broder, 

over stjernehimlen, må en kærlig fader bo.« Trods alt 

siger mennesker i dag: »Broder, over stjernehimlen, må 

en kærlig fader bo!« 

Den, som oplever, at det går ham sådan, at han må stille 

spørgsmålet: »Hvor er Gud? Hvorfor tillader Gud dette? 

Hvorfor reagerer han ikke på alle disse skrækkelige ting?«, 

kommer måske til et punkt, hvor denne farlige tanke 

dukker op: »Måske er der slet ingen Gud? Måske er 

Himmelen tom? Måske har ateisterne alligevel ret?«

Min ven, den, som kommer dertil, må forfærdes. Hvis det er 

rigtigt, at der ikke eksisterer nogen Gud, så er det frygteligt. 

Så er vi mennesker - vi udyr - helt alene. Så er vi som fortabte 

børn, som ikke kan finde vejen hjem. Ingen Gud! Det ville 

være forfærdeligt! 

Når nogen siger til mig: »Jeg er ateist!«, så siger jeg: 

»Du aner ikke, hvad du taler om! Intet over os! Helt alene 

og forladte! Kun os selv!« 

Intet er værre for menneskene end mennesket, ikke 

sandt? Romerne havde et ordsprog: »Homo homini lupus.« 

Det betyder: »Det ene menneske er den andens ulv« - forfærdeligt! 

Jeg kan umuligt sige dig, hvor mange gange jeg som præst 

har fået denne sætning at høre: »Hvordan kan Gud tillade 

alt dette? Hvorfor tier Gud om alt dette?« Og siden jeg 

bliver spurgt så ofte, vil jeg nu svare på det. 

Men jeg må lige sige først: Jeg er ikke Guds privatsekretær. 

Han har ikke betroet mig sine planer eller dikteret dem 

for mig. Forstår du? Egentlig er det lidt dumt at stille 

spørgsmålet - som om vi kunne forstå Gud. 

En gud, som jeg kunne forstå, var højst en provst eller 

en biskop. Dem kan man forstå. Men en gud, som jeg 

virkelig kan forstå, ville ikke være en gud. Gud siger et 

sted i Bibelen: » For jeres planer er ikke mine planer, og 

jeres veje er ikke mine veje, siger Herren.« Det er indlysende.

Men jeg har alligevel fået en indsigt gennem Bibelen og vil 

nu, så godt jeg kan, svare på spørgsmålet: »Hvorfor tier Gud?« 

{1} Et forkert spørgsmål 

Det må jeg sige allerførst: Spørgsmålet: »Hvorfor tier Gud?« 

er stillet forkert. Det er nemlig stillet, som om vi var i en 

retssal: På dommersædet sidder fru Jensen eller pastor 

Busch. Og på anklagebænken sidder Gud. Og så siger vi: 

»Tiltalte Gud, hvordan kan du tillade alt dette? Hvorfor 

tier du?« 

Jeg må sige det helt tydeligt: En sådan gud, der lader 

os sidde på dommersædet og selv sidder på anklagebænken, 

findes ikke! 

Jeg mindes en sjov scene fra min tid som ganske ung præst. 

Jeg var med mine 27 år lige kommet til Essen, da der udbrød 

en stor strejke blandt minearbejderne, som dengang 

virkelig satte sindene i kog. 

En dag kom jeg forbi en åben plads. Der stod en mand 

på en sæbekasse og råbte gevaldigt til nogle omkringstående. 

Han talte om sultne børn, udnyttelsesløn og 

arbejdsløshed. Pludselig ser han mig, genkender mig og 

brøler løs: »Ha, der har vi jo præsten, kom herhen engang!« 

Vel, en venlig indbydelse plejer jeg at tage imod. Så jeg 

gik altså hen til folkemængden. Mændene gjorde plads

til mig, så jeg kom op foran taleren. Der stod nok 100 

minearbejdere omkring mig. 

Jeg var en smule underlig til mode. Jeg var ikke blevet 

forberedt på sådan en situation fra universitetet. Så gik 

han i gang: »Hør her, præst! Hvis der findes en gud, hvad 

jeg ikke ved, men det er da muligt, så vil jeg, når jeg dør, 

træde hen foran ham og sige,« og så skreg han: »Hvorfor 

har du tilladt, at mennesker sønderrives på slagmarkerne?! 

Hvorfor har du tilladt, at børn sulter, og andre smider 

maden væk, fordi de har for meget?! Hvorfor har du 

tilladt, at mennesker sygner hen af kræft?! Hvorfor? 

Hvorfor? Og så vil jeg sige til ham: ‘Du gud, forsvind! 

Væk med dig, forsvind!’« 

Sådan råbte manden. Så begyndte jeg også at råbe: 

»Helt rigtigt! Væk med den gud! Væk med den gud!« 

Pludselig blev det helt stille. Taleren stillede et forbavset 

ansigt op og sagde: »Et øjeblik! Du er jo præst! Du kan da 

ikke skrige: ‘Væk med den gud!?’ 

Jeg svarede: »Hør engang! Den gud, som du kan træde 

frem for og bruge mund over for på den måde, den gud, 

som lader sig stille til ansvar over for dig, som du er dommer 

over, og han er din anklagede - den gud findes kun i din 

fantasi. Til ham kan jeg også kun sige: ‘Væk med den gud!’ 

Væk med denne fjollede gud, som vores tid har lavet sig, 

den gud, vi anklager, skubber til side eller holder tilbage 

- helt efter vores forgodtbefindende! Den gud findes ikke!

Men jeg vil sige dig noget andet: Der findes en anden, 

virkelig Gud. For ham vil du stå som den anklagede. Du vil 

ikke engang kunne åbne munden, for han vil spørge dig: 

»Hvorfor har du ikke æret mig? Hvorfor har du ikke påkaldt 

mig? Hvorfor har du levet i urenhed? Hvorfor har 

du løjet? Hvorfor har du hadet? Hvorfor har du skændtes? 

Hvorfor har du ...« 

Sådan vil han spørge dig. Og ordene vil blive siddende 

i din hals! Af tusind spørgsmål vil du ikke kunne svare på 

ét eneste! Der findes ingen Gud, som vi kan sige til: »Væk 

med dig!« Men der findes en hellig, levende og virkelig Gud, 

der engang kan sige til os: »Væk med dig!« 

Det vil jeg også sige til dig: Når du i dag møder mennesker, 

der bebrejder Gud, at han kan tillade det ene eller det andet, 

så sig til dem: »Det ville være en fjollet, indbildt Gud, som 

vi kunne anklage! Der findes kun en hellig Gud, som anklager 

os, dig og mig!« Har du holdt Guds bud? Hvad forestiller du 

dig så? Gud tager det alvorligt med sine bud. Vi er den 

anklagede, ikke Gud. 

Det er det første, som jeg vil sige helt tydeligt: 

Hele spørgsmålet er stillet forkert. 

Og nu til det næste:

{2} Guds tavshed er hans dom 

»Hvorfor tier Gud?« Ja, Gud tier ofte. Og Guds tavshed 

er den forfærdeligste dom over os! 

Jeg er overbevist om, at der findes et Helvede. Men Helvede 

er sikkert ikke sådan, som det bliver fremstillet på mange 

billeder, at Djævelen brænder sjælene eller noget i den stil. 

Men jeg tror, at Helvede er, at Gud ikke har mere at sige 

til menneskene. Der kan de råbe til ham, de kan bede og 

de kan skrige - han svarer dem ikke mere. 

Den russiske digter Dostojewski har engang sagt: »Helvede 

er det sted, hvor Gud ikke mere ser.« Der, hvor vi er endegyldigt 

fri for ham, hvor vi virkelig er forladt af Gud. 

Ja, Guds tavshed er hans dom. Og ser du: Helvede begynder 

allerede her, når Gud tier. 

Lad mig fortælle dig en historie fra Bibelen: Der var to byer, 

Sodoma og Gomorra. Det var højt kultiverede byer med 

en forfinet civilisation. Man fornægtede ikke Gud. Der var 

faktisk også nogle præster, nogle stakler. Men man tog 

simpelthen ikke Gud alvorligt. Måske ulejligede man sig 

stadig med den kærlige Gud ved bryllupper og begravelser, 

men ud over det bekymrede man sig ikke om ham. Man 

overtrådte alle hans bud.

I Sodoma boede en from mand, som hed Lot. Han havde 

sagt nogle gange: »Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. 

Hvad et menneske sår, skal det også høste.« 

»Årh,« svarede folk, »la’ nu være! Du er da ikke præst! 

Hold op med at sige sådan noget vrøvl: ‘Hvad et menneske 

sår, skal det også høste.’« 

Og så skete det en dag i morgendæmringen - Gud havde 

reddet Lot ud af byen - at Gud lod ild og svovl regne ned 

over byen fra himmelen. Hvordan det er, ved vi fra bombningerne. 

Men Gud kan gøre det uden flyvemaskiner. 

Jeg kan forestille mig, hvordan folk farer ud af sengen 

og råber: »Ned i kælderen!« Man løber ned i kælderen. 

Der bliver gloende varmt i kælderen - som i en bageovn. 

Man kan ikke holde dét ud mere. Ny parole: »Vi må ud!« 

Og man farer ud. Men udenfor regner det overalt med 

ild og svovl. Rådvilde mennesker: Ude kan de ikke være, 

og i kælderen kvæles de helt. 

Sådan fortæller Bibelen det. Jeg forestiller mig - det fortæller 

Bibelen ikke - at en gruppe mennesker er sammen: 

En fin ung dame, der indtil nu har anset den kærlige Gud 

for at være en god mand; en gammel herre, som kan kende 

alle rødvinsmærker på smagen - han har heller ikke noget 

imod den kærlige Gud, men han betyder ikke noget for ham. 

Sådanne mennesker var sammen i en kælder: gode mennesker, 

ordentlige folk, gode borgere og gode skatteydere. 

00

Alle havde de dårlig samvittighed - ligesom alle mennesker 

i dag. Det bliver hele tiden varmere i kælderen. De vil ud, 

men kan ikke, for udenfor raser ødelæggelsen. Rædslen 

griber dem. 

Så siger den gamle herre pludselig: »Lot havde ret: Gud 

lever virkelig!« Og den fine dame siger: »Så er der kun én 

ting, der kan hjælpe os: Vi må bede! Hvem kan bede?« 

Og så løfter de hænderne, de hænder, der aldrig før 

har løftet sig til bøn. Så kommer det: »Herre, forbarm 

dig dog! Vi har syndet, vi har foragtet dig! Men hør os 

alligevel, du er jo den kærlige Gud, du er jo nådig! Herre, 

forbarm dig dog!« Men der er stille. Kun ildens flammer 

og knitren kan høres. Så synker armene ned, og de udbredte 

hænder knyttes til knytnæver: »Gud, hvorfor tier 

du?« Men der er stadig stille. Man hører kun ilden. Nu kan 

de bede eller forbande - Gud svarer ikke mere! 

Der er en grænse, som et menneske, en by eller et folk 

kan overtræde - en grænse for ligegyldigheden over for 

Gud. Fra da af hører eller svarer Gud ikke mere. Man kan 

bede eller forbande - han svarer ikke mere. 

Forstår du, at denne tavshed over Sodoma var den 

gru-sommeste dom over byen? Gud havde ikke mere at sige 

dem! Og når jeg ser på vores land og den totale ligegyldighed 

over for Guds sandhed, Guds bud og Guds frelse, 

0

så gribes jeg af gru. Måske oplever du det, at du kan 

bede eller forbande - og Gud har ikke mere at sige dig. 

Det hedder et sted i Bibelen: »Jeg råbte til jer - og I svarede 

mig ikke.« Hvorfor tier du, menneske, når Gud råber til dig? 

Altså: Den tavse Gud er hans skrækkelige dom! 

Det tredje, jeg vil sige, er dette: 

{3} Den store afstand forhindrer, at du hører 

Når vi har den følelse, at Gud tier, så kan det være, fordi 

vi er for langt væk fra ham til at høre, hvad han siger. 

For nylig kom en ung mand til mig og sagde: »Pastor Bush, 

du gør mig nervøs! Du taler altid om Gud. Jeg løber væk 

fra ham - og snart begynder du igen om Gud. Jeg hører 

ikke Gud, og jeg ser ikke Gud. Hvorfor taler du så? Jeg 

hører intet!« 

Jeg svarede: »Unge mand, kender du historien om den 

fortabte søn?« »Nogenlunde!« sagde han. »Nogenlunde 

er ikke noget. Jeg vil fortælle dig den, en historie, som 

Jesus selv har fortalt: 

Der var en rig godsejer, som havde to sønner. Den ene 

var lidt letsindig. For ham var der lidt for snævert der 

hjemme - for indelukket. Det passede ham simpelthen ikke. 

0

En dag sagde han til sin far: »Far, giv mig min arv, udbetal 

den til mig nu, for jeg vil ud i verden!« Faderen giver ham 

den, og sønnen rejser ud i den vide verden. Det siges om 

ham: »Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende 

liv.« Du kan forestille dig, hvordan man på en vidunderlig 

måde kan bruge sine penge i storbyen. Men så kommer 

der hungersnød og arbejdsløshed. Han synker håbløst til 

bunds og ender som svinehyrde. 

I Israel regnede man svinene for urene. For en israelit 

var det værste, der kunne ske, at man blev svinehyrde. 

Men under hungersnøden var han glad, bare han kunne 

spise af den mad, som svinene åd. Han kunne ikke mere 

høre faderens stemme. Han var simpelthen for langt væk 

fra ham. Den fortabte søn kunne sige: »Jeg kan ikke 

høre fars stemme.« Nej, selvfølgelig kunne han ikke høre 

faderens stemme. 

Tillad mig, at jeg her laver et indskud, som jeg forestiller 

mig historien, men som ikke står i Bibelen. Den søn, som 

er løbet hjemmefra, sidder mellem svinene. Han er hundesulten. 

Og han begynder at anklage sin far: »Hvordan kan 

han tillade, at det går mig så dårligt?!« Sådan forekommer 

verden mig i dag: De har forladt Gud, elendigheden kommer 

over dem - og de skriger: »Hvordan kan Gud tillade det?! 

Hvorfor tier Gud?!« - Men Jesus fortæller historien på en 

anden måde: 

0

Der kommer en dag i hans liv, hvor han kommer til sig selv: 

»Jeg er jo tåbelig! Hos min far er der masser af brød - og jeg 

er ved at dø af sult. Jeg vil stå op og gå til min fader og sige 

til ham: »Far, jeg har syndet.« Og han rejser sig og vender 

om! Hans far ser ham i det fjerne og løber ham i møde. 

Den fortabte søn siger til ham: »Far, jeg har syndet.« Da 

tager faderen ham i sine arme og råber: »Skynd jer at 

komme med den fineste festdragt og giv ham den på, 

sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne.« 

Pludselig hørte han faderens stemme. 

»Hvis du ikke kan høre Guds stemme, så er du for langt 

væk. Du må omvende dig, det ved du godt,« sagde jeg til 

den unge mand. 

Mennesker kan være meget langt væk fra Gud - endda 

helt til svinene, billedligt talt. 

Det så jeg tydeligt som løjtnant i første verdenskrig. Jeg 

vidste det og tænkte: »Jeg burde egentlig omvende mig«. 

Jeg har endnu aldrig mødt et menneske, der ikke inderst 

inde vidste med sig selv, at han burde omvende sig. Den 

selvretfærdige dame sagde: »Jeg er god nok!« Men da jeg 

snakkede lidt mere med hende, sagde hun alligevel: »Ja, 

jeg burde egentlig omvende mig. Der er meget skyld i mit 

liv. Inderst inde er mit hjerte hårdt som sten.« 

0

Vi ved alle sammen: »Jeg burde egentlig omvende mig!« 

Hvorfor gør du det ikke? Omvend dig! Så hører du også 

faderens stemme! 

Jeg har endnu et punkt til spørgsmålet: »Hvorfor tier Gud?«: 

{4} Vi må høre Guds sidste ord! 

Kan du holde ud lidt endnu? Eller er jeg kedelig? Hvis det 

er kedeligt, så er det min skyld, ikke evangeliets. Præster 

kan gøre evangeliet kedeligt, det vil jeg gerne give dig ret i. 

Men læs Bibelen uden os. Tro mig: Evangeliet er hårrejsende! 

Det, jeg nu vil sige dig, er det vigtigste: Når du har den 

følelse, at Gud tier, så må du høre Guds sidste ord! Altså 

- nu citerer jeg en linje fra Bibelen, der er så lang, at du 

egentlig burde læse den to gange. Den står i det første 

kapitel i hebræerbrevet: »Mangfoldige gange og på mangfoldige 

måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem 

profeterne« (gennem Moses og Jeremias f. eks.), »har han 

nu ved dagenes ende talt til os gennem sin søn.« Ved du, 

hvem Guds Søn er? Det er Jesus! 

Jesus! Nu er jeg igen tilbage ved emnet. Mit hjerte slår 

hurtigere, når jeg kan tale om Jesus. Denne Jesus er det 

menneske-blevne Guds ord: »Og Ordet blev kød og tog 

bolig iblandt os.« Forstår du: Når vi siger et ord, er det 

0

allerede væk, som et pust. Gud har ladet et ord blive kød 

- i Jesus. Og Jesus er Guds sidste ord. 

Kender du udtrykket: »Mit sidste ord«? Forestil dig, at jeg 

ville sælge dig en ko. Bare rolig, jeg gør det ikke! Jeg har 

ingen forstand på at sælge køer. Men forstil dig alligevel, 

at jeg ville sælge dig en ko. Hvad er en ko værd? Jeg ved 

det ikke. Lad os sige 3000 kroner. 

Du siger: »1000 kroner, det vil jeg give for den, ikke 

mere!« »Men jeg skulle egentlig have haft 3.500 kr. for 

den!« siger jeg. Så byder du 1.500 kr. Men jeg fortsætter: 

»3.200 kr., det skal jeg have.« Og så købslår vi, indtil jeg 

erklærer: »2.500 kr., det er mit sidste ord.« 

Hvis jeg nu ikke er en sprællemand, så bliver det ved 

de 2.500 kr., og jeg rokker mig ikke mere. 

Sådan er Jesus Guds sidste ord. Og hvis du ikke tager 

imod det, så har Gud ikke mere at sige dig. Forstår du? 

Når mennesker klager: »Gud siger ikke noget! Hvorfor 

tier Gud?«, så svarer jeg: »Gud har ikke mere at sige til 

jer, når I ikke vil høre hans sidste ord!« Du må tage imod 

Jesus. Du er nødt til det. Der er ikke andre muligheder. 

Jeg møder ofte mennesker, som siger til mig: »Jeg tror 

også på den kærlige Gud. Men Jesus?« Hør nu: Jesus er 

det menneske-blevne ord, som er Guds sidste ord til os! 

0

Jeg skal forsøge at forklare lidt mere om, hvad det betyder. 

Derfor er jeg nødt til at fortælle lidt mere om Jesus. Der er 

intet, jeg elsker mere end at fortælle om Jesus! 

Der er en stor mængde mennesker omkring Jesus. Og han 

taler til dem. Pludselig er der noget bagved, som forstyrrer. 

Mængden begynder at snakke og blive urolig. Jesus afbryder 

sin tale: »Hvad sker der?« 

Der var sket noget forfærdeligt: En spedalsk var kommet. 

Ved du, hvad spedalskhed er? Mennesket rådner i levende 

live. Det er grufuldt: bylder, der æder ørerne, næsen og 

læberne væk. Og spedalskhed er så smitsom, at selv luften 

smitter. Derfor skulle spedalske leve i ørkenen. De måtte 

ikke komme i nærheden af mennesker. Og nu kommer 

sådan en spedalsk ind i folkemængden! Han har hørt om 

Jesus, og han drives af tanken: »Jeg vil se Jesus!« 

Nu kommer han. Og han får god plads! Mængden viger. 

Og så råber de: »Gå væk, du, forsvind!« De tager sten op 

og truer ham. Men han lader sig ikke true. Jeg kan levende 

forestille mig, hvordan der bliver en fri passage midt i 

mængden af forfærdede mennesker. 

Og gennem den opståede passage går han frem — til han 

står foran Jesus. Nej, han står ikke foran Jesus. Han synker 

ned i støvet foran ham og græder hele sin elendighed ud 

foran ham: Mit liv er ødelagt, fordærvet. Jesus, hvis du vil, 

kan du gøre mig ren. Hjælp mig! 

0

Åh, det ødelagte menneske og frelseren, Guds Søn, må 

mødes! Sådan skal det være: Vores elendighed skal frem 

foran Jesus! Jeg ønsker, at du ville kaste din »religiøsitet« 

fra dig og bringe din elendighed til Jesus. 

Og der ligger den spedalske foran Jesus. »Hvis du vil, 

kan du rense mig!« Og nu sker der noget, som jeg synes 

er uendelig smukt. Jeg kunne forestille mig, at Jesus ville 

træde et skridt tilbage fra dette ødelagte menneskeliv og 

sige: »Ja, godt, rejs dig og vær ren!« Men nej, det gør Jesus 

ikke. Jesus går et skridt frem og lægger sine hænder på 

det syge hoved! 

De omkringstående skriger i forfærdelse: »Man rører 

da ikke ved en spedalsk!« Bibelen fortæller: »Og Jesus rørte 

ved ham.« Intet snavs var for ækelt for frelseren. Ingen 

elendighed var for stor for ham. Han lagde sin hånd på 

ham! 

Hvis jeg var en anden Wilhelm Busch, tegneren, så ville 

jeg male: Jesu hænder på den spedalskes ødelagte, halvt 

forrådnede ansigt. Det er Jesus, tidens store under. 

Og hvis du er et menneske, som ingen andre vil vide 

noget af, så lægger Jesus sine hænder på dig og siger: 

»Jeg har frelst dig, du skal være min!« Og hvis du er én, 

som det piner, at du er spedalsk af snavs og synd, så lægger 

Jesus hænderne på dig og siger: »Bliv ren!« 

0

I Jesus kommer hele Guds kærlighed til os i vores elendighed, 

i vores synder, snavs og sygdomme. Jesus er det menneskeblevne 

Guds ord! Og så siger mennesker: »Hvorfor tier Gud?« 

Har Gud ikke talt tydeligt og herligt nok til os? Er det ikke 

Guds tale?! 

Denne Jesus blev en dag lagt på et kors. Man slog nagler 

gennem hænderne og fødderne. Og så blev korset hejst op. 

Rundt om korset stod en rasende folkemængde. Romerske 

soldater skubbede menneskene væk. Kom med, vi vil slutte 

os til disse mennesker og stille os under korset. Se på ham, 

manden på Golgata! Det »hoved højt forhånet, med blodig 

sår og ve!«, det »hoved, tornekronet, til smerte, spot og 

spe!« Se på ham! Spørg ham: »Hvorfor hænger du der?« 

Og han svarer dig: »Fordi du er skyldig over for Gud. 

Enten betaler du for det i Helvede — eller jeg betaler her 

for dig. Én må betale! Jeg vil gøre det for dig. Tro nu på mig!« 

Min ven: Da jeg som ganske ung forstod dette, at dér hænger 

offerlammet, som bærer verdens synder — også mine, at 

dér tog Jesus min skyld væk, dér forsonede han mig med 

Gud, dér betalte han løsepenge for at købe mig fri fra Guds 

vrede — da lagde jeg mit hjerte under korset og sagde: 

Jeg takker dig af hjerte, 

af ganske sind og sjæl. 

Min frelser, for din smerte, 

du ville mig det vel. 

0

Jesus blev lagt i en klippehule. En sten blev rullet for 

indgangen. Romerske soldater holdt vagt. Og tidligt om 

morgenen den tredje dag derefter blev det lyst, som var 

der eksploderet en atombombe i nærheden. Så lyst, at 

soldaterne, og det var nogle ordentlige kraftkarle, ikke 

hysteriske drenge, besvimede. Og Jesus kommer ud af 

graven i herlighed. 

Jeg fortæller dig ikke eventyr eller skrøner. Jeg siger det 

til dig, fordi jeg ved, at Jesus er opstået fra døden. Denne 

Jesus, som er død for dig, han lever! Og der findes ingen, 

som Jesus ikke er død for. Denne Jesus lever. Han kalder 

på dig — som Guds sidste ord! Og det er vort livs afgørende 

spørgsmål, om vi tager imod ham! 

»Hvorfor tier Gud?« Gud tier overhovedet ikke, min 

ven. Han taler jo. Hans ord er: »Jesus!« Og det betyder 

kærlighed, nåde og medlidenhed. 

Jeg har gennemlevet forfærdelige timer i mit liv. 

- I nazifangenskab og under bombekrigen. Jeg mindes en 

af de forfærdeligste timer. Angstens skrig blev siddende 

i halsen, da jeg — det var under bombningerne — blev 

ført ind i en gård. Rundt om mig lå omkring 80 lig, som 

man havde gravet frem af en begravet bunker. Jeg havde 

set forfærdelige ting på slagmarken i første verdenskrig. 

Men dette her var endnu værre. Her lå ikke soldater. Her 

lå gamle mænd, udslidte kvinder og — børn. Små børn, 

0

hvis magre kroppe vidnede om den lange krig. Børn!! 

Hvad havde de at gøre med denne tåbelige krig? Og da 

jeg stod mellem disse mange lig — alene med gruen og 

alene med dødsstilheden - da råbte jeg med hele mit hjerte: 

»Åh, Gud, hvor er du henne? hvorfor lader du det ske?« 

Da kom der et vers fra Bibelen til mig: »Så højt elskede 

Gud verden, at han gav sin enbårne søn.« Gud selv må have 

råbt disse ord i fortvivlelse. Med ét stod korset på Golgata 

for mig, dér, hvor Gud lod sin Søn forbløde — for os! 

Jeg forstår ikke Gud. Jeg forstår ikke, hvorfor Gud tillader 

så meget. Men der er et signal, et tegn, en tankestreg, 

et fyrtårn, som viser hans kærlighed. Det er Jesu kors. 

»Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen 

for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?« Sådan 

siger apostlen Paulus. Og sådan er det: Når jeg under Jesu 

kors finder fred med Gud, så har jeg ikke flere spørgsmål. 

Da mine børn var små, forstod de ikke alt, hvad jeg 

gjorde, men de stolede på, at far vil gøre alt sådan, som 

det skal være. Når jeg finder fred med Gud under Jesu 

kors og bliver et Guds barn, så kan jeg også stole på, at 

min himmelske far vil gøre alt rigtigt. Så har jeg slet ikke 

flere spørgsmål. Det kommer alt sammen an på, om du 

hører Guds sidste ord - Jesus - og tager imod det.

{5} Den tavse Gud kan råbes op 

Ser du, man kan diskutere i timevis, hvorfor Gud tillader 

det ene og det andet. Men spørgsmålet bliver først rigtigt 

aktuelt og akut, når det rammer én selv. Er det ikke rigtigt? 

Alle de skrækkelige og mørke timer i mit liv er jeg kun 

kommet igennem ved hjælp af Jesu kors. 

For nylig sagde en fortvivlet ung pige til mig: »Jeg kan ikke 

leve videre!« Jeg ved ikke, hvilken situation hun var i, 

men om de svære og mørke tider i hendes liv måtte jeg 

sige til hende: »Det gælder ikke om at sige »Hvorfor, 

hvorfor, hvorfor«, men om at sige: »Til hvad?« 

Til dette vil jeg til sidst fortælle endnu en historie. 

Da jeg for år tilbage var præst i en minearbejderby, skete 

der noget forfærdeligt. En dag hørte jeg om en arbejder, 

der var forulykket i minen. Et klippestykke var faldet ned 

på hans lænd, og han var blevet lammet fra lænden og 

ned, uden noget håb om bedring. Skrækkeligt! 

Vel, jeg besøgte ham, men dette besøg blev frygteligt, 

ja, det er det værste besøg, jeg nogen sinde har oplevet. 

Værelset var fyldt med minearbejdere. Snapsflasken stod 

på bordet. Den lamme sad i sin kørestol. Da jeg kom ind, 

steg et brøl mod himmelen: »Din sorte ulykkesfugl, bliv 

udenfor! Hvor var din Gud, da klippen faldt ned på min 

lænd? Hvorfor lader Gud det ske?« Og så kom forbandelserne.

Det var som Helvede. Jeg kunne ikke sige et ord og gik ud. 

Jeg havde et par venner blandt minearbejderne i byen, 

som jeg fortalte om det den følgende aften i »mandekredsen«. 

Og en uge senere, lige som jeg skulle til at indlede 

»mandekredsen«, gik døren op med et brag og kørestolen 

med den lammede mand blev skubbet ind. 

Vennerne fra mandekredsen havde ganske simpelt hentet 

ham og taget ham med i vores mandekreds. Jeg ved ikke 

engang, om de havde spurgt ham, men sandsynligvis ikke. 

Sådan sad han altså foran mig. Og så talte jeg over ordet: 

Så højt elskede Gud verden, ikke at han lader det gå os godt, 

men »at han gav sin søn«. Jeg talte om Jesus, Guds sidste 

ord, som vi må høre og fortsatte: »... for at alle, som tror 

på ham, ikke skal fortabes.« 

Og manden hørte efter. For første gang hørte han efter 

om Jesus! Med ét så han lys. Jeg vil gøre det ganske kort: 

Tre måneder senere var han blevet Herren Jesu ejendom. 

Jeg kan slet ikke sige dig, hvor forandret alt blev. Hans 

lejlighed kom i orden. Der, hvor man før kun hørte eder 

og forbandelser, hørte man nu sange om Jesus. De gamle 

venner trak sig tilbage, og nye kom til i stedet for. Snapsflasken 

forsvandt, i stedet kom der en Bibel på bordet. 

Kone og børn livede op. 

Kort før hans død besøgte jeg ham igen. Det vil jeg aldrig 

glemme. Han havde sådan et dejligt navn: »Amsel«, som 

betyder solsort. Han vil sikkert ikke bebrejde mig, at jeg

nævner hans navn, han er nu i evigheden. »Amsel,« spurgte 

jeg, »hvordan går det?« »Ak,« sagde han, »siden mit liv 

kom til at tilhøre Jesus, siden jeg fik tilgivelse for mine 

synder, siden jeg blev et Guds barn, da har her været ...« 

- han overvejede lidt, »hver dag har været som dagen før 

juleaften.« 

Det er smukt udtrykt fra sådan en minearbejder, ikke? 

Og så kom det, som jeg aldrig glemmer: Han sagde: »Busch! 

Jeg dør snart, det fornemmer jeg. Så går jeg gennem døren 

og står foran Gud. Det står helt klart for mig: Døden er 

ikke afslutningen. Når jeg så står i evigheden foran Guds 

trone, vil jeg falde ned foran ham og takke ham for - at han 

brækkede min rygsøjle.« 

»Amsel,« afbrød jeg ham forskrækket, »hvad er det, du 

siger!« Og så svarede han: »Jeg ved, hvad jeg siger. Ser du, 

hvis det ikke var sket, hvis Gud havde ladet mig gå videre 

i min gudløshed, så var jeg kommet direkte i Helvede, i den 

evige fordømmelse. Gud måtte i sin frelsende kærlighed 

gribe så hårdt ind og brække min rygsøjle, for at jeg kunne 

finde Jesus, hans Søn. Gennem Jesus blev jeg et lykkeligt 

Guds barn. Og derfor vil jeg takke ham for det!« 

Og så kom en sætning, som har sat sig uløseligt fast i mig: 

»Det er bedre som lam at tilhøre Jesus og være et Guds 

barn, end at hoppe i Helvede med to raske ben!«

Jeg glemmer aldrig, hvordan han sagde det: »Det er bedre, 

som lam at tilhøre Jesus og være et Guds barn, end at hoppe 

i Helvede med to raske ben.« 

Da fortsatte jeg: »Min kære Amsel! Ser du: Gud har givet 

dig skrækkelige vanskeligheder. I begyndelsen hadede du 

ham og sagde: ‘Hvor var Gud? Hvorfor tillader han det?’ 

Nu har du forstået, hvorfor Gud gjorde det: Han ville lede 

dig til Jesus, for at Jesus skulle lede dig til ham selv!« 

Vi skal ikke spørge: »Hvorfor?«, men meget hellere spørge: 

»Hvortil?« Og til det må jeg sige dig: Jeg tror alle vanskeligheder 

i vores liv har det formål, at Gud gennem Jesus vil 

lede os til ham selv. 

Så tag da mine hænder 

og led mig frem, 

til barnets vandring ender 

i Faders hjem. 

Jeg kan ej vandre ene, 

ej noget sted, 

det båder mig alene, 

når du går med. 

Jeg ville ønske, du også bad sådan.

Kapitel 6: 

At leve livet 

- når man ikke kan tro 

{1} Uden tro kan man ikke leve! 

Ja, det må jeg sige dig med det samme: Hvis man ikke 

kan tro, så kan man overhovedet ikke leve! Så kan jeg 

heller ikke hjælpe mere. Intet hjælper de mennesker, der 

ikke kan tro. Jeg skal prøve at gøre det tydeligt for dig, 

hvorfor det er sådan. 

Vi bilder os ind, at Gud er et teologisk begreb, en tanke 

eller en naturkraft eller sådan noget. Min ven, Gud er en 

person, som virkelig lever og er overalt og i alle. 

Og hvis jeg ikke har fred med Gud, ikke har mit forhold 

til Gud i orden, ja, hvis jeg ikke er et Guds barn, så lever 

jeg uden for virkeligheden. Og det er en alvorlig sag! 

Det var den bedste time i mit liv, da jeg som ung løjtnant 

i første verdenskrig pludselig forstod: »Gud er her jo!« 

Jeg følte mig som en, der var kørt ind i en mur. Jeg havde 

indtil da sagt: »Jeg tror på Vorherre« - og den slags sludder; 

men jeg havde ikke forstået, at han var virkelighed. 

Men pludselig stødte jeg ind i Guds virkelighed.

Der er en gribende salme i Bibelen, som taler om det, at 

Gud er så virkelig, at man umuligt kan løbe væk fra ham. 

Der står: »Stiger jeg op til himlen, er du dér.« Den amerikanske 

astronaut Glenn har fortalt, hvordan det var en 

rystende opdagelse, da det blev klart for ham i rumkapslen: 

Gud er også her! 

Farer jeg op til himmelen - eller rejser jeg ud i verdensrummet 

- så er du der! Gemmer jeg mig i den dybeste 

minegang - over 1000 meter nede - så er Gud også der! 

Salmisten siger: »Lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.« 

Da jeg for et stykke tid siden fløj til Californien, havde 

min kone lagt et vers fra denne salme i min kuffert, som 

jeg læste, da jeg åbnede kufferten i San Francisco: »Låner 

jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, 

så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig 

fast.« Gud er den store virkelighed! 

Og når Gud er den store virkelighed, så kan jeg ikke ustraffet 

lade som om, han ikke eksisterer. Hvis jeg lever, som om 

Gud ikke er til; foragter hans bud, ikke holder søndagen 

hellig, bryder ægteskabet, lyver, ikke ærer mine forældre, 

ikke giver Gud ære, så lever jeg uden for virkeligheden. 

Og så kan jeg ikke leve det virkelige liv. 

Se lidt på verden omkring dig: Mennesker bliver ikke 

tilfredse med livet, ikke engang dem, som tjener mange

penge. Inderst inde er de fredløse, det fungerer ikke i deres 

personlige liv og heller ikke i deres familie. 

Hvordan kan vi leve livet, hvis vi ikke mere kan tro? Så kan 

vi ikke leve! Og heller ikke dø rigtigt! Om hundrede år findes 

ingen af os mere. Da har vi alle sammen smagt døden. 

Når du siger til mig: »Efter døden er der ikke mere. Så er 

vi alle døde!« - så overvej først, om du helst vil stole på dit 

eget hjerte eller på Guds ord. Hvordan kan du se døden 

i øjnene, når det går op for dig: »Nu kan jeg ikke tage 

noget som helst med af det, som jeg har samlet mig?« 

Måske har man bygget sig et lille hus - jeg har ikke, 

men andre har - jeg har en stor bogsamling! Og af alt det, 

som jeg har elsket, også de mennesker, som jeg elskede, 

kan jeg intet eller ingen tage med mig. Kun én ting tager 

man med sig ind i evigheden: Sin skyld over for Gud. 

Forestil dig: Du ligger for døden, og pludselig går det 

op for dig: Jeg må forlade alt - kun mine overtrædelser 

og synder, helt fra min ungdom af, tager jeg nu med ind 

for den hellige og dømmende Guds ansigt. Hvordan vil 

du klare Guds dom - uden tro på ham, som har retfærdiggjort 

de gudløse? Ham skal du stå foran! 

Herren Jesus, der er barmhjertig, har sagt: »Frygt ikke dem, 

der slår legemet ihjel,« - vi skal ikke være bange for det,

mennesker kan gøre, siger Jesus, det er småting! - »Men 

frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå 

fortabt i Helvede.« Og mens det løber os koldt ned ad ryggen, 

siger Jesus igen: Ja, ham skal I frygte! 

For år tilbage levede der i Norge en berømt professor, der 

hed Hallesby. Jeg lærte ham at kende som en vidunderlig 

mand. En rigtig solid, alvorlig nordmand. 

Han holdt i en uge andagter i radioen. Jeg kan forestille 

mig, hvordan han står foran mikrofonen og siger: »Måske 

går du stille og roligt til ro i aften og i morgen vågner op 

i Helvede. Jeg må advare dig!« Der rejste sig en storm af 

protester, for nordmændene hører også til de såkaldt 

»moderne mennesker«, og det spiller jo en stor rolle for tiden. 

En journalist fra Oslos største avis skrev en lederartikel, 

hvor han hævdede: Vi er da ikke i middelalderen! Det kan 

da ikke være rigtigt, at en moderne institution som radioen, 

skal benyttes til at udsende sådan noget sludder! Og når 

en stor avis siger sådan noget, så følger alle de små efter. 

Og gennem hele blad-verdenen rungede det: Vi er da 

ikke i middelalderen! Hvordan kan en professor tale om 

Helvede?! 

Derfor bad radioen i Oslo professor Hallesby om at 

forklare sig nærmere og sætte tingene på plads. Og igen 

trådte professor Hallesby hen foran mikrofonen og sagde: 

»Jeg skal gøre disse ting klart, og det vil jeg gøre: Det kan 

0

være, at du i aften går i seng med fred i sindet og i morgen 

tidligt vågner op i Helvede. Jeg må advare jer!« 

Nu kom der virkelig gang i den! Samtlige biskopper i 

Norge blev spurgt: Findes der et Helvede eller ej? Endda 

nyhedsmagasinet »Der Spiegel« i Tyskland tog emnet op 

og bragte en stor artikel om »Helvedesstriden i Norge«. 

Der var næppe gået et år efter denne »Helvedesstrid«, 

da jeg holdt foredrag for studenterne i Oslo og offentlige 

møder om aftenen. Det hele begyndte med et pressemøde. 

På hotellet var samlet repræsentanter for alle aviserne. 

Så skete der det underlige, at jeg til højre for mig havde 

den journalist, der dengang havde begyndt hele spektaklet, 

og til venstre for mig sad professor Hallesby som repræsentant 

for den evangeliske presse. Og så gik det naturligvis løs! 

Journalisten udfordrede mig straks: »Pastor Busch, jeg 

havde en strid med professor Hallesby. Du er dog et moderne 

menneske. Hvad mener du: Findes der et Helvede?« 

»Ja,« svarede jeg, »naturligvis findes der et Helvede! 

Selvfølgelig!« »Det kan jeg ikke forstå, at du siger,« fortsatte 

han. »Jeg vil meget gerne forklare dig det,« sagde jeg. 

»Jeg tror, at der findes et Helvede, fordi Jesus selv har sagt 

det. Og jeg stoler ubetinget på Jesu ord, han vidste mere 

end alle kloge mennesker!«Guds ord siger: »Gud vil, at alle 

mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.« 

Derfor taler vi om tro, for det er den vej, Gud har 

vist os til et virkelig lykkeligt liv og en lykkelig død.

Hvordan skal vi klare livet, hvis vi ikke mere kan tro? 

Hvordan skal vi finde os til rette med livet, når vi ikke 

mere kan tro? Så kan vi slet ikke leve! 

Lad mig begrunde det på en anden måde. Forestil dig, at 

du har en sød lille guldfisk. En dag tænker du: »Stakkels 

lille dig, at du altid skal være i det kolde vand. Nu vil jeg 

forkæle dig lidt!« Du tager den op af vandet, tørrer dem 

med et frotté-håndklæde og sætter den i et smukt, gyldent 

bur. Du giver den det bedste foder - jeg ved ikke, hvad 

guldfisk æder - tangplanter eller sådan noget. 

Du giver den altså de bedste og grønneste tangplanter 

og siger: »Min kære guldfisk, sådan et smukt bur, dejlig 

mad og frisk luft. Nu har du det godt!« Hvad vil guldfisken 

gøre? Vil den vifte med finnerne i taknemmelighed og sige 

»tak, tak«? Nej, det vil den ikke, den vil derimod snappe 

efter luft og sprælle voldsomt. Og hvis den kunne tale, 

så ville den sige: »Jeg vil ikke være i dit gyldne bur, jeg vil 

ikke have dine tangplanter, jeg vil tilbage i mit element, 

jeg vil i vandet igen!« 

Og ser du, vores element er den levende Gud, som har 

skabt himmelen og jorden og os. »Livet strømmer ud fra 

dig« - sådan begynder den schweiziske nationalhymne. 

Gud er vores element. Og så længe vi ikke har fred med 

Gud, kan vi give vores sjæl et gyldent bur - forstår du: 

Nutidens mennesker giver deres sjæl alt: fornøjelser,

ejser, god mad, god vin, alt. Men sjælen spræller og siger: 

»Jeg vil egentlig ikke ha’ det der. Jeg vil tilbage i mit 

element, jeg vil ha’ fred med Gud!« 

Vær dog ikke så grusom ved dig selv! Vores hjerte 

skriger i os, til det finder ro i den levende Gud! Som 

fisken vil tilbage i sit element, sådan trænger vores sjæl 

til at komme tilbage til Gud, som er vores element! 

Hvordan skal vi klare livet uden troen? Jeg kan kun sige: 

Du klarer det ikke! Hverken livet, døden eller evigheden. 

Og hvis du siger: »Jamen mennesker klarer sig da 

rimeligt godt!« - så må jeg svare dig: Ja, men det er også 

derefter! Et menneske som Goethe, der var en smuk, 

klog, og rig minister, og som havde alt, hvad hjertet 

kunne begære, sagde ved afslutningen af sit liv til Eckermann, 

at når han talte alle de timer sammen, hvor han 

havde følt en indre tilfredshed, så blev der ikke engang 

tre dage ud af det. Så fredløs! Nej, man kommer ikke til 

at leve et virkeligt liv, hvis man ingen tro har. 

{2} Det gælder om at have den rigtige tro 

Alt afhænger af, om du har den rigtige, frelsende tro! 

Ethvert menneske har sin tro. Da jeg som ung student 

engang var hjemme hos min mor, kom en dag en dame, 

som skulle besøge min mor. Eftersom hun ikke lige var til

stede, sagde jeg: »Desværre, hun er her ikke. Du må nøjes 

med mig så længe.« »Hvor hyggeligt,« sagde hun høfligt. 

Efter at jeg havde opfordret hende til at tage plads, 

spurgte hun: »Og hvad laver så du?« Jeg svarede: »Jeg 

læser teologi.« »Hva’,« råbte hun, »teologi! Hvem nu om 

dage vil tro? Det er da umuligt!« Og så lod den gamle 

dame - det var i Frankfurt, hvor Goethe kom fra - den 

gamle Goethe træde frem på scenen og erklærede stolt: 

»Vi har Goethes tro! Kristendommen er passé, forældet!« 

Siden samtaleemnet blev pinligt for mig, og jeg ikke ville 

begynde et skænderi med damen, skiftede jeg emne: 

»Undskyld, fru, må jeg spørge dig, hvordan du har det?« 

Så sagde hun hurtigt - og slog i bordet: »7-9-13. Sådan 

spørger man da ikke!« Jeg spurgte: »Undskyld mig, men 

hvad betyder »7-9-13«? »Det forhindrer ulykke!« »Nå,« 

fastslog jeg, »du har altså forkastet troen på den levende 

Gud, men tror på »7-9-13« og bank under bordet? Det var 

dog skørt! Hvilket strålende bytte!« 

Der gik det op for mig: Alle mennesker har en tro. Spørgsmålet 

er bare, om det er den rigtige, frelsende tro. Vores 

tid siger: »Det vigtigste er, at man har noget at tro på!« 

Og så siger de: »Jeg tror på Vorherre«, »Jeg tror på 

naturens kræfter«, »Jeg tror på skæbnen« eller »Jeg 

tror på forsynet«.

Nej, nej, min ven, det vigtigste er, at jeg har den sande 

tro, en tro, der giver fred, fred med Gud og fred i hjertet. 

Jeg må have en tro, som kan redde fra Helvede, en tro, 

som jeg kan mærke, fordi den giver mig et nyt liv. 

Ellers er troen totalt ligegyldig! Mange mennesker troede 

engang på Tyskland, på »riget« og på »føreren«. Og hvad 

kom der ud af det?!! Ser I da ikke, at der findes falsk tro? 

Det gælder om at have den sande, frelsende tro! 

Den sande, frelsende tro, det er troen — sagt med få ord 

— på Jesus, den levende Guds Søn. Tro på Jesus Kristus! 

Ikke på en religionsstifter, dem er der bunkevis af, men 

på Jesus Kristus, den levende Guds Søn. 

Og nu vil jeg tale om det, som fører til den frelsende 

tro på Jesus. 

I Bibelen fortælles os en vidunderlig historie, hvor 

denne frelsende tro på Jesus bliver demonstreret for os. 

Følg med mig i tankerne ca. 2.000 år tilbage, uden for 

Jerusalems byporte, til Golgata-højen, til »hovedskalstedet«. 

Tag dig ikke af menneskemængden, der skriger og råber. 

Tag dig ikke af de romerske soldater, som holder vagt og 

rafler om de dømtes tøj! Men se op over det hele. I midten 

på et kors hænger Guds Søn. Sømmet fast! Ansigtet er 

blodigt af tronekronen, som er trykket ned over hovedet 

på ham.

Der hænger Gud. Og til højre for ham hænger en morder. 

Ham havde man også dømt. Og ham til venstre også. 

Men så bliver det mørkt. Døden kommer nærmere. 

Så begynder en af disse mordere pludselig at skrige: 

»Hør her, du har sagt, at du er Guds Søn, du der, i midten. 

Hvis du virkelig er Guds Søn, og ikke bare en løgner, så gå 

ned af korset og hjælp også mig!« Jo, det kan man forstå. 

I dødsangsten siger mennesker ting, som de måske ikke 

ville have sagt ellers. Men så blander den anden sig. Han 

taler forbi Jesus og hen til den anden morder og siger: 

»Og du frygter stadig ikke Gud!« Det er begyndelsen: 

Man forstår, at Gud er hellig og forfærdelig. 

Da bomberne faldt ned over vores byer under anden 

verdenskrig, blev folk ude af sig selv. Måske er det kirkens 

skyld — kirken havde ikke fortalt, at Gud kan være 

forfærdelig, og at han kan tage sin hånd tilbage. 

»Og du, du frygter endnu ikke for Gud!« Man skulle 

råbe det ud over vores storbyer: »Og I frygter stadig ikke 

for Gud!« Man skulle skrige det ind i kontorerne og forretningerne, 

hvor mennesker træder hen over lig for at 

tjene penge: »Og I frygter stadig ikke for Gud!« Man skulle 

sige det til de unge mennesker, som lever i løse parforhold: 

»Og I frygter ikke Gud, hvordan forestiller I jer, det vil gå? 

Er I blinde??« Det er begyndelsen til tro, at jeg erkender 

Guds forfærdelige hellighed.

Og så siger denne røver, denne forbryder videre: »Vi er 

dømt med rette! Vi har jo fortjent det.« Det er det andet, 

som fører til den frelsende tro: Han bekender sin egen 

skyld. 

Jeg har mødt mange mennesker, som siger til mig: 

»Jeg kan ikke tro!« Jeg spørger dem: »Har du nogensinde 

forstået, at du er skyldig over for Gud?« »Nej, jeg gør det 

så godt jeg kan, og mere kan man da ikke forlange.« Så svarer 

jeg dem: »Så længe du lyver for dig selv på den måde, kommer 

du aldrig ud i lyset!« 

For nylig mødte jeg en, som også sagde til mig: »Jeg gør 

hvad jeg kan, og det er godt nok« Så gik jeg ham i møde 

og sagde: »Til lykke! Det kan jeg ikke sige. I mit liv er der 

meget, som ikke er, som det burde være.« Han svarede: 

»Naturligvis, hvis man tager det meget nøje.« »Nå?« sagde 

jeg, »Gud tager det nøje! Så lyv dog ikke for dig selv på 

den måde!« 

Ser du, du kommer først til den sande, frelsende tro, når 

du kalder synden for synd, når du kalder dine løse seksuelle 

forhold for hor, når du kalder dit sidespring for ægteskabsbrud, 

når du holder op med at kalde dine løgne for snuhed, 

men kalder dem løgn, når du holder op med at kalde din 

egoisme berettiget, men indrømmer, at du er din egen gud, 

og at det er afguderi.

Det er det andet skridt, som fører til den frelsende tro, at 

jeg kalder min synd for synd og træder frem for Gud og 

siger til ham: »Herre, jeg har fortjent din dom!« 

Det er forfærdeligt, hvordan vor tid bilder sig selv ind, 

at alt er i skønneste orden. Engang vil Gud rive masken 

væk fra vore ansigter! 

Og nu taler røveren ikke længere forbi Jesus, men siger 

til Jesus: Du har intet ondt gjort. Hvorfor hænger du her? 

Og i dette øjeblik går det op for ham: Han hænger jo her 

for mig! Han bærer min skyld væk! Så kan han kun råbe: 

Herre, tænk på mig, du konge, når du kommer i dit rige! 

Det er det tredje: Han tror, at Jesus kan frelse, fordi 

han dør i vores sted. Og så siger Jesus: »Sandelig siger 

jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.« 

Ser du: Det er frelsende tro: At Guds hellighed går op for 

mig, at jeg anerkender min egen fortabthed, og at jeg ser, 

at Jesus, der dør på korset for mig, er min eneste chance. 

Uden denne tro kommer du ikke til virkelig at leve livet. 

Men med denne tro, kommer du bestemt til at leve et 

helt og sandt liv. Andet kan jeg ikke sige. 

Jeg bliver ofte beskyldt for at være »temmelig ensidig«. 

Jeg kan kun svare: »Undskyld! Men der findes kun denne

ene måde at klare livet, døden og dommen på, at jeg – en 

synder kommer til Jesus, i bod bekender min synd og tror, at: 

Det flød for mig dit dyre blod, 

det tror og griber jeg. 

Det gør for mine synder bod, 

at Jesus dør for mig. 

Jeg håber, at du aldrig mere glemmer denne sætning: 

»Jesus døde for mig!« Når du står op i morgen tidlig, skal 

du minde dig selv om det igen: »Jesus døde for mig!« 

Når du i morgen er på arbejde, skal du midt i travlheden 

tænke: »Jesus døde for mig!« 

Så vil det ske - af Guds nåde - at du beder til ham og 

siger: »For mig! Så må jeg også tro!« I det øjeblik, hvor 

du begriber det, er du et Guds barn. Jesus siger: »Jeg er 

døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst.« 

Vel, nu vil jeg sige noget helt tredje: Nu vil jeg komme ind 

på det, som mange siger til mig: »Ja, pastor Busch, men 

jeg kan stadig ikke tro det, du siger. Jeg hører det, og det 

lyder godt, men jeg kan stadig ikke tro.« Det vil jeg nu 

svare på. De mennesker, der siger sådan, vil jeg dele ind 

i fire grupper. Først:

{3} Mennesker, der ikke kan tro ... 

a) ... fordi de ikke er religiøse 

Til den første gruppe hører de mennesker, som siger til mig: 

»Jeg kan ikke tro, for jeg er slet ikke religiøs. Du er religiøs, 

præst, men ikke mig!« Til det siger jeg altid: »Jeg er heller 

ikke religiøs.« Altså, jeg har ikke meget tilovers for klokkeklang, 

røgelse og den slags ting. Jeg er glad for, at jeg i de 

seneste år i Essen altid prædikede i en sal, hvor der kun 

var et hornorkester. Der var intet orgel og ingen klokker 

- og jeg har ikke savnet det. Jeg har ikke noget imod den 

slags, men jeg behøver det ikke. Så lidt religiøs er jeg. 

Da Jesus, Guds Søn, var her på jorden, var der mange 

religiøse mennesker. Der var skriftkloge, præster, farisæere 

- alle sammen meget religiøse mennesker. Saddukæerne 

var eksempler på mere liberale religiøse mennesker. 

Det er dem, som i dag siger: »Jeg søger Gud i naturen.« 

I nazitiden sagde de: »I vores fane flammer Gud.« Men alle 

er de religiøse! 

Og disse religiøse mennesker korsfæstede Guds Søn. 

Han passede ikke i deres kram. Og så var der de totalt 

i-religiøse mennesker: ludere, sortbørshandlere - Bibelen 

kalder dem toldere - håndværkere, der måtte kæmpe for 

det daglige brød, en fornem mand, Zakæus, som havde 

tjent gode penge. Det var alle sammen helt i-religiøse 

0

mennesker. De kom til Jesus. Hvorfor? De vidste: »Vi er 

skyldige over for Gud. Vores liv er ikke godt. Og dér kommer 

en frelser, som kan gøre os til Guds børn!« Så troede 

de på ham. 

Herren Jesus er ikke kommet for at gøre religiøse mennesker 

endnu mere religiøse, men Herren Jesus er kommet for at 

frelse syndere fra døden og Helvede og gøre dem til Guds 

børn. Og når mennesker siger: »Jeg kan ikke tro, for jeg 

er ikke religiøs«, så kan jeg sige til dem: »I har den største 

chance for at blive Guds børn!« At vi er syndere, det ved 

vi ganske udmærket, men: »Jesus døde for mig!« 

Jeg siger endnu engang: Jesus er ikke kommet for at 

gøre religiøse mennesker endnu mere religiøse, men for 

at gøre fortabte syndere til den levende Guds børn! 

b) ... fordi de ikke vil tro 

Den anden gruppe består af dem, som godt nok siger: 

»Jeg kan ikke tro!« - men som i virkeligheden, hvis de havde 

været helt ærlige, skulle indrømme: »Jeg vil ikke tro!« Hvis 

de skulle komme til tro, måtte hele deres liv forandres. 

Og det vil de ikke. De ved, at alt ikke er, som det skulle være 

i deres liv. Men hvis de skulle blive Guds børn, så måtte det 

komme frem i lyset. Nej, det vil de ikke. De ville se dumme 

ud i kollegernes øjne! Og hvad ville deres familie sige, hvis 

de pludselig blev kristne? Nej, så hellere lade være.

Og hvis du møder mennesker, der siger til dig: »Jeg kan 

ikke tro!« - så se dem godt an, om de ikke snarere skulle 

sige: »Jeg vil ikke tro.« 

Der er en rystende fortælling i Bibelen. Guds Søn, Jesus, 

sidder på Oliebjerget. Foran ham i dalen ligger byen 

Jerusalem i et herligt solskin. Og over byen hæver 

Tempelbjerget sig, hvor det storslåede tempel var, som 

selv hedningerne sagde burde regnes med til verdens 

vidundere. Alt dette ligger foran ham. 

Men pludselig ser hans disciple, hvordan tårerne løber 

ned ad Jesu ansigt. De ser overraskede og spørgende på 

ham. Og så udbryder Herren Jesus de ord: »Jerusalem, 

Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, 

der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, 

som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men 

I ville ikke.« Nu er I under Guds dom. Jeres by bliver lagt 

øde. Det er et af de mest rystende vers i Bibelen: »Men 

I ville ikke!« Jerusalems indbyggere sagde også: »Vi kan 

ikke tro!« - men de ville ikke tro! 

Ser du: Den, som ikke vil tro, behøver heller ikke! Lad mig 

sige det igen: I kirken er der alle former for tvang. Men 

i Guds rige er der kun fuldstændig frivillighed. Den som 

vil leve uden Gud, kan gøre det. Gud tilbyder sig til os. 

Men vi kan afvise ham. Vil du leve uden Gud? Det kan du!

Vil du leve uden fred med Gud? Det kan du. Vil du leve 

uden at bede? Det kan du! Vil du leve uden Bibelen? Det 

kan du. Vil du overtræde Guds bud? Det kan du. Vil du 

vanhellige søndagen, hore, drikke, lyve, stjæle? Det kan du. 

Den, som ikke vil modtage den frelser, Gud har sendt 

for at frelse syndere, kan afvise ham. Den, som vil til Helvede, 

kan komme det. Hos Gud er der ingen tvang. Kun skal du 

gøre dig klart, at du selv må tage konsekvenserne. 

Gud tilbyder dig gennem Jesus tilgivelse for synderne 

og fred. Du kan sige: »Det har jeg ikke brug for! Det vil 

jeg ikke have!« Og så må du leve sådan. Men tro ikke, at 

du i dine sidste fem minutter af dit liv - når du skal dø 

- stadig vil kunne tage imod det, som Gud i hele dit liv 

har tilbudt dig. Du kan afvise Guds fredstilbud i Jesus, 

men så må du i alle evigheder leve uden fred med Gud. 

Og det er Helvede! 

Helvede er det sted, hvor man virkelig endegyldigt er blevet 

fri for Gud. Der vil han ikke mere indbyde dig. Da kalder 

han ikke mere på dig. Du vil måske bede, men han hører 

ikke mere. Du vil måske kalde på Jesu navn, men det falder 

dig ikke mere ind. 

Du behøver ikke tage imod det budskab, jeg forkynder 

dig. Du kan lade være med at omvende dig til Jesus. Men 

du må gøre dig klart, at du dermed vælger Helvede. Men 

du har din fulde frihed.

»Men I ville ikke!« sagde Jesus til Jerusalems borgere. 

Han tvang dem ikke. Men det, de valgte, var frygteligt! 

c) ... fordi de har oplevet for meget 

Den tredje gruppe af dem, der siger: »Jeg kan ikke tro!« 

har altid sådan en mærkværdig sætning bagefter. Jeg har 

aldrig hørt den fra kvinder. Det er mænd, der siger det. 

Sætningen lyder sådan: »Hr. pastor, jeg har oplevet for 

meget. Jeg kan ikke tro på noget mere.« Jeg spørger: 

»Hvad har du da oplevet? Jeg har heller ikke haft noget 

kedeligt liv!« »Ja ..., jeg har oplevet så meget, at jeg ikke 

kan tro på noget mere.« 

Det er en sætning, som bevæger sig rundt i mandeverdenen 

som et spøgelse. I disse tilfælde plejer jeg at le 

og sige: »Men du tror vel, hvad der står i køreplanen? 

Du tror vel de oplysninger, som en politibetjent giver 

dig?« »Ja.« »Så sig ikke mere: ‘Jeg kan ikke tro på noget 

mere!’- men sig: ‘Jeg tror ikke på noget - undtagen det, 

der står i køreplanen, og det, som politiet siger.’« 

Og sådan kan man fortsætte. Så siger jeg: »Ser du, i mit 

mørke liv, fuldt af synd og smuds, mørke og fejltagelser 

kom Jesus. Og da erkendte jeg: Han er Guds Søn, sendt 

fra Gud! Og så gav jeg mit liv til ham, som har gjort så 

meget for mig: Jesus. 

Og selvom du virkelig ikke kan tro på nogen eller noget 

mere, så kan du alligevel stole på ham, som gav sit liv

for dig. Ham kan du stole på; hvad han siger, det kan du 

tro. Du tror på så meget, men den eneste, som man helt 

sikkert kan betro sig til, ham, som aldrig har svigtet, til 

ham siger du: »Nej!« Det er komisk. Og så siger du, at du 

har oplevet for meget. Du har endnu ikke oplevet nok!« 

d) ... fordi de tager anstød af noget 

Den fjerde type af dem, som ikke kan tro, er en noget 

omstændelig type. Disse mennesker kan angiveligt ikke 

tro, fordi de f. eks. tager anstød af kirken eller noget 

i kirkens lære. 

Foran mig sidder en ung studerende, som forklarer mig: 

»Jeg studerer naturvidenskab.« Jeg siger: »Godt, frøken, 

og hvad så?« Så svarer hun: »Hr. præst, jeg har hørt et af 

dine foredrag. Jeg føler, du har noget, som jeg gerne vil 

have, men jeg kan ikke tro. Forstår du: Alle dogmerne 

og hele indretningen af kirken kan jeg ikke sluge. Det er, 

som om jeg skulle synke et helt bundt hø.« 

Da ler jeg og siger: »Du behøver ikke at sluge et bundt 

tørt hø! Har du hørt om Jesus?« »Ja,« siger hun. »Hvad 

ville du sige, hvis jeg sagde: ‘Jesus er en løgner’?« »Nej,« 

svarede hun, »det tror jeg ikke!« »Tror du, at Jesus har 

fortalt sandheden?« »Ja,« sagde hun, »det tror jeg.« 

Jeg gik videre: »Findes der nogen mennesker, som du 

ville sige til: ‘Jeg tror aldrig, du har løjet’?« »Næ,« sagde

hun, »det ville jeg ikke sige til nogen.« »Ser du,« sagde jeg, 

»du tror jo allerede. Du har vist din tillid til Jesus. Det er 

jo tydeligt. Det er begyndelsen. Han siger sandheden. 

Bibelen siger: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, 

den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus 

Kristus.« 

Du behøver ikke kæmpe med dogmerne og kirken som 

institution. Men ud fra verdens tågedis kommer én til dig. 

Og du ser tydeligere og - tydeligere naglemærkerne og 

mærkerne fra tornekronen. Han taler om, at han har taget 

din skyld på sig og har elsket dig, som ingen andre har 

gjort det. 

Du må lade dine øjne se på Jesus, når du siger: »Min 

frelser, min Herre og min Gud!« Tro betyder ikke at sluge 

dogmer som tørt hø, fordi præsten har sagt det, men tro 

betyder at kende Jesus Kristus. 

»Ha,« siger én, »jeg kan ikke tro, for præsterne, præsterne ...«, 

og så går det løs. Så kommer historierne om præsterne. 

En har haft et sidespring. En er løbet med pengekassen. 

Overalt er der sket et eller andet med præsten. »Derfor 

kan jeg da ikke tro!« 

Og så bliver jeg rød i hovedet, for jeg kender jo mig selv. 

Jeg er endnu ikke løbet med kassen, men hvis mennesker 

kendte mig, så ville de heller ikke tage mig alvorligt. 

Hvad skal man da sige til det? Pas nu på! Der står ingen

steder i Bibelen: »Tro på din præst, så bliver du salig«, 

men der står i Bibelen: »Tro på Herren Jesus, så skal du 

og dit hus blive frelst.« En præst er - ja, jeg ved, at der 

også er andre end dem - men når han gør sin pligt, så er 

han en vejviser til Jesus! Og med en vejviser gør det ikke 

så meget, om den er lidt krum eller skæv eller er blevet 

lidt forvasket i regnen. Når man bare kan se, hvor den 

viser hen. 

Jeg ville heller ikke høre en præst, som ikke er vejviser 

til Jesus, den korsfæstede og opstandne Guds Søn. Men 

jeg ærgrer mig ikke over de vejvisere, der viser mig vejen 

og målet, men jeg går den vej til målet. Og dette mål er: 

Jesus, nådens kilde. 

Vil du på den yderste dag træde frem foran den levende 

Gud og sige: »Herre, jeg har ikke modtaget din frelse, jeg 

har ikke taget imod syndernes forladelse, fordi præsterne 

ikke duede til noget!«? Vil du stå sådan foran Gud? 

Nej, min ven, det er ikke rigtigt, når nogen siger: 

»Jeg kan ikke tro!« 

Der er et stort ord af Jesus i Bibelen. Det lyder sådan: 

»Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære 

er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.« Spørgsmålet er, 

om jeg vil begynde at bruge den lille erkendelse, jeg har, 

i mit liv og gøre efter den. Så kommer jeg videre.

{4} Hvad skal man gøre, når man ikke kan tro? 

Jeg vil til sidst sige det med nogle ganske få ord: 

a) Bed Gud om lys! 

Han er jo hos dig. Sig: »Herre lad mig komme til tro. 

Lad mig dog se dit lys!« Det hører han! 

b) Regn med Guds svar! 

Jesus er her! Gå ind i stilheden og sig til ham: »Herre 

Jesus, jeg vil give dig mit liv.« Sådan har jeg gjort det, 

da jeg i min gudløshed blev bange for Gud og hørte om 

Jesus. 

c) Læs i Bibelen! 

Brug hver dag et kvarter alene med Jesus! Læs i Bibelen 

og hør, hvad Gud har at sige dig. Læs lyttende. Og fold så 

hænderne og sig: »Herre Jesus, jeg har så meget at sige til 

dig. Jeg kan ikke klare mit liv, hjælp du mig!« 

d) Søg et fællesskab! 

Søg fællesskab med mennesker, som også vil tage det 

alvorligt med kristendommen. Bliv ikke alene. Der findes 

ingen ene-vandrere på vejen til Himmelen. Søg et fællesskab 

med kristne, der går på den samme vej.

Kapitel 7: 

At leve livet 

- med skyld og forsømmelser 

Hvordan skal vi kunne leve, hvis skyld og forsømmelser 

bestandig følger os? 

Man hører ofte en frase, der lyder sådan: »Nu bliver det 

alvor!« Om det tema, vi har nu, vil jeg også sige: »Nu bliver 

det alvor!« 

Spørgsmålet er, hvordan vi kan leve vort liv, hvis skyld 

og forsømmelser altid følger os. Til det vil jeg først sige: 

»... hvis skyld og forsømmelser altid følger os« er ikke 

rigtigt. For det gør de nemlig! Skyld og forsømmelser 

følger os alle vegne. Og derfor er jeg så lykkelig for, at jeg 

kan tale om en stor og herlig ting, om en gave, som gør 

mennesket fantastisk lykkeligt og rigt. 

Det er ikke noget, der kan købes nogen steder, ikke i noget 

land på jorden. Selvom du var millionær og ville lægge alle 

dine penge på bordet - du kunne alligevel ikke købe det. 

Du kan heller ikke få det gennem gode forbindelser. 

Ellers er det jo sådan nu om dage, at det, man ikke kan

købe, kan man ofte få fat i gennem gode forbindelser. 

Denne herlige ting, som jeg nu skal tale om, kan du ikke 

få fat i, uanset hvor gode dine forbindelser er. 

Der er simpelthen ingen mulighed for, at du selv kan 

skaffe dig denne herlige ting. Man kan kun få den som 

gave. Og denne vidunderlige, store og herlige ting, som 

jeg nu vil tale om, som man hverken kan købe eller skaffe 

via forbindelser, er: tilgivelse for synd. Jeg ved, at mange 

er skuffede og tænker: »Tilgivelse for synder?« - og så opstår 

spørgsmålet: 

{1} Har jeg brug for tilgivelse? 

Jeg er overbevist om, at halvdelen af mine læsere vil sige: 

»Tilgivelse for synder? Det har jeg ikke behov for!« En ung 

mand har for nylig forklaret mig det sådan: »Vi lever jo 

i en tid, hvor behov vækkes af reklamer. Vores bedsteforældre 

anede intet om tyggegummi eller cigaretter. 

Gennem uendelige reklamer i dagspressen er vi nu efterhånden 

nået dertil, hvor vi f. eks. ikke tror, at vi kan leve 

uden cigaretter. Der er skabt et behov - og så kan der sælges!« 

Og så fortsatte den unge mand: »Sådan gør kirken også. 

Kirken gør det klart for mennesker: I behøver tilgivelser 

for synd! - og så sælger den det. Forstår du: Vi har ikke 

behov for tilgivelse - men I skaber først behovet for det, 

og så kan I sælge varen.« 

0

Er det sådan? Hvis du nu standser en på gaden: »Goddag, 

hvad hedder du?« »Jan Andersen!« »Jan Andersen, har 

du brug for tilgivelse for synd?« »Vrøvl! Jeg har brug for 

6.000 kr., men tilgivelse for synd? Næ ...!« 

Er det rigtigt? Skaber vi et behov, som ikke var der fra 

begyndelsen, for at dække det bagefter med Bibelen? 

Jeg siger dig: Det er en grufuld fejltagelse, en forfærdelig 

misforståelse. Der er intet, vi har mere brug for, end 

tilgivelse for synd. Den, som mener, han ikke behøver 

tilgivelse for synd, kender slet ikke den hellige, skrækkelige 

Gud. Der er blevet talt så meget om Guds kærlighed, at vi 

helt har glemt, at Gud - sådan står der i Bibelen - er en hellig 

Gud! Når jeg pludselig opdager, at Gud er skrækindjagende, 

så bliver jeg vækket af mit liv i synden. Og den, som siger: 

»Jeg har ikke behov for syndernes forladelse!« - han har 

ingen anelse om den levende Gud, der kan ødelægge både 

krop og sjæl i Helvede. Man kan nemlig gå evigt fortabt. 

Det siger Jesus, han, som må vide det. 

Og hvis hele verden siger: »Det tror vi ikke på!« - så vil 

hele verden gå fortabt! Jesus ved, hvad der er bagved forhænget. 

Og han advarer os indtrængende mod fortabelsen. 

Og nu står vi med vores synder og vover at sige: »Vi har 

ikke behov for tilgivelse! Kirken vækker bare et behov, 

som ikke eksisterer!« Dumt sludder! Der er intet, som vi 

har mere brug for end tilgivelse for synden!

Nu må jeg fortælle dig en oplevelse: Jeg holdt et møde 

i den dejlige by Zürich, i en kongressal. Der var en kæmpe 

forsamling. Mange måtte stå langs væggen. Jeg lagde 

specielt mærke til to unge mænd, som morede sig vældigt. 

Man kunne se på dem, at de var kommet af nysgerrighed. 

Den ene af dem havde et lille overskæg. Jeg tænkte: »Bare 

jeg kunne få sådan et overskæg.« 

Da mit foredrag begyndte, satte jeg mig for, at jeg ville 

tale sådan, at også de to mænd hørte efter. Og de hørte 

faktisk interesseret efter. Men da jeg for første gang nævnte 

»tilgivelse for synd« så jeg, hvordan manden med overskægget 

lo spottende og hviskede sin sidemand noget i øret. 

Det var — som nævnt — et meget stort lokale. De var begge 

to langt væk. Jeg kunne ikke høre, hvad han sagde, men 

jeg så det på hans ansigtsudtryk. Han sagde omtrent sådan: 

»Tilgivelse for synden! Typisk præstesludder! Du milde 

himmel!« Og dermed tænkte han: »Jeg er da ingen forbryder! 

Jeg behøver da ingen tilgivelse for synd!« 

Og sådan siger du måske også? »Jeg er ingen forbryder! 

Jeg har ikke brug for tilgivelse for synd!« - Sådan noget 

lignende sagde han altså. Jeg blev rasende. Jeg ved, at raseri 

ikke er godt over for Gud. Jeg blev alligevel rasende. 

»Et øjeblik,« sagde jeg, »nu holder jeg et halvt minuts 

pause, hvor I skal svare ja eller nej til det spørgsmål, jeg 

nu stiller: Vil I for al evighed give afkald på syndernes 

forladelse, fordi I ikke har behov for tilgivelse for synd?

Ja eller nej?« Og så stod jeg helt stille foran de tusind 

mennesker i et halvt minut. Pludselig så jeg, hvordan 

manden med overskægget blev helt bleg og endda holdt 

sig fast til væggen. Så forskrækket blev han. Det gik sikkert 

op for ham: »Nu siger jeg: ‘Jeg er ingen forbryder!’ Men når 

det går mod døden, når det bliver alvor, så vil jeg nok alligevel 

gerne have syndernes forladelse. Jeg må ikke give 

afkald på det for altid.« Det må du heller ikke! Eller hvad? 

Der er en sætning, som jeg har hørt utroligt mange gang 

i mit liv: »Jeg gør, hvad jeg kan og så kan man ikke forlange 

mere.« Men tro mig: Jeg har aldrig hørt den fra mennesker 

under 40 år. Den unge ved godt, at hans liv er fuldt af skyld. 

Først når vi hensynsløst har kvalt vor samvittighed, 

kan vi få os selv til at sige sådan. Og når nogen altså siger: 

»Jeg gør, hvad jeg kan, og så kan man ikke forlange mere«, 

så kan jeg svare: »Du er over 40 år. Det er åreforkalkning, 

sådan som du taler. Det er en hensynsløst ødelagt samvittighed!« 

Så længe vor samvittighed endnu ikke er kvalt, 

ved vi udmærket, at der ikke er noget, vi behøver mere, 

end tilgivelse for synden. 

For år tilbage optrådte Bill Haley i Essen. Han er en musiker. 

Tusinder af unge kom for at høre ham og hans band. Ved 

det første musikstykke hørte de endnu efter, ved det andet 

var de allerede i bevægelse, og ved det tredje nummer

egyndte de langsomt men sikkert at hærge hele salen. 

Skaderne løb op i flere millioner kroner. En ung politibetjent 

fortalte mig: »Jeg sad oppe foran og måtte holde 

mig fast til stolen for ikke at blive revet med.« 

Den næste dag gik jeg gennem den indre by. Der ser jeg 

tre unge stå sammen, som så ud, som om de havde været 

med aftenen i forvejen. Jeg gik hen til dem og sagde: 

»Goddag! Jeg vil vædde på, at I også var til Bill Ha-ley-koncert 

i går aftes!« »Selvfølgelig, hr. præst!« »Nå?« sagde jeg, »kender 

vi hinanden? Hvor heldigt! Sig mig engang, jeg forstår det 

ikke: Hvorfor hærgede og ødelagde I hele koncertsalen?« 

Og så fik jeg til svar: »Åh, pastor Busch, det var af ren fortvivlelse!« 

»Hva’?« spurgte jeg, »fortvivlelse over hvad?« 

Så svarede han: »Ja, det ved vi heller ikke.« 

Den store danske teolog og filosof Søren Kierkegaard fortalte 

engang fra sit eget liv, at han som barn ofte gik tur 

med sin far. Undertiden blev faderen stående lidt og så 

eftertænksomt på sin søn. Så sagde han: »Kære barn, du 

går rundt i en stille fortvivlelse.« Da jeg læste det, tænkte 

jeg: Når man har været storbypræst i 40 år, så ved man, 

hvor rammende det egentlig er. 

Og nu spørger jeg: Kender du også denne indre fortvivlelse 

i dit liv? Så vil jeg sige dig, hvor den kommer fra. Lad os 

foretage en opdagelsesrejse til vores eget hjerte. Jeg vil

uge et billede. Som præst i Ruhr-området har jeg ofte 

været på tur i minerne. Det er spændende. 

Man tager arbejdstøj på, får en beskyttelseshjelm på 

hovedet og så suser man ned i dybet i en elevatorstol 

f. eks. til ottende etage. Om man kan komme længere ned? 

Ja, men det gør man ikke, for nedenunder er »sumpen«. 

Her samler minevandet sig, og det kalder minearbejderne 

for »sumpen«. Mens jeg var i Essen, skete det engang, at 

en elevator-line sprang og den susede videre ned i dybet 

- til sumpen. Forfærdeligt! 

Denne sump i minegangene er for mig blevet et billede på 

mennesket. Vi ved alle sammen, at der er flere »etager« 

i vores liv. Vi kan for eksempel se glade ud og gøre et godt 

indtryk - men indeni ser det hele anderledes ud. Man kan 

le - og alligevel være forfærdelig ked af det hele. 

Sådan kan man lade, som om livet er en leg - men inderst 

inde i vores sjælsliv, på bunden af vores hjerte, sidder den 

dybe fortvivlelse. Det siger lægerne, filosofferne, psykologerne 

og psykiaterne. Film og romaner handler om det. 

Det er uhyggeligt, hvordan fortvivlelse og angst ind 

imellem stiger op til overfladen. En psykiater sagde til mig: 

»Du aner ikke, hvor mange unge mennesker, der sidder i 

mit konsultationsværelse!« 

De fleste mennesker spørger ikke, hvor fortvivlelsen 

og angsten kommer fra. De forsøger bare at blive fri for

den - ved at flygte ind i rusen. Men det er klogere at se 

realiteterne i øjnene. 

Fortvivlelsen dybt i menneskets indre er efter alt at dømme 

et billede på vores tid. Det overraskende er bare, at Bibelen 

allerede for 3000 år siden har beskrevet det. Den siger: 

»Hvor hjertet er genstridigt og modløst.« 

Og ser du: Bibelen siger os også, hvorfor det er sådan. 

Den nævner mange grunde: At vi siden syndefaldet er 

fjernt fra Gud, at vi siden da har levet uden for vores 

egentlige element - Gud er vort oprindelige element - at vi 

inderst inde frygter Guds dom over vores liv. Men den 

vigtigste grund til den dybe fortvivlelse i vores hjerte er 

vores skyld over for Gud. 

Det er det store problem i vores liv, som vi ikke selv kan 

klare. Og det mærker vi. Og derfor findes denne dybe 

fortvivlelse i vores hjerter. 

Har vi brug for tilgivelse for synden? Naturligvis behøver 

vi tilgivelse for synden! Ja, der er ikke noget, vi har mere 

behov for, end tilgivelse for vor synd. 

Hvad er så synd? Synd er adskillelse fra Gud. Vi er allerede 

fra fødslen syndere. Lad mig bruge et eksempel: 

Et barn født i England under krigen havde sikkert intet 

imod os tyskere, men det tilhørte alligevel fjendens lejr.

På samme måde bliver vi fra naturen født i den lejr, som 

er Guds fjende: denne verden. 

Sådan er vi fra naturen allerede adskilt fra Gud. Og nu 

fjerner vi os mere og mere fra Gud, idet vi opbygger en 

mur af skyld. Alle overtrædelser af Guds bud er som sten, 

vi murer op. Sådan er synden en uhyggelig virkelighed. 

Nu må jeg fortælle, hvordan det første gang gik op for mig, 

at synden er en uhyggelig virkelighed, og at man ikke kan 

gøre sine synder gode igen. 

Jeg havde en vidunderlig far, som jeg havde et virkelig 

tæt forhold til. En dag, da jeg arbejdede med en eksamensopgave 

på kvistværelset derhjemme, råbte nogen nedefra: 

»Wilhelm!« - det hedder jeg nemlig. Jeg stak hovedet ud 

og spurgte min far, som havde råbt efter mig: »Hvad sker 

der? Hvor brænder det?« Han sagde: »Jeg skal til byen, 

vil du med? Det er altid hyggeligere at være to!« »Åh, far,« 

råbte jeg tilbage, »jeg er lige midt i noget meget vigtigt til 

min eksamen. Det passer mig meget dårligt.« »Så går jeg 

alene,« sagde han. 

14 dage senere var han død. Det var skik hos os, at 

den døde blev opbevaret i huset, og sønnerne skiftevis 

sad vagt ved den åbne kiste. Det var en stille aften. Alle 

sov. Jeg sad alene ved siden af den åbne kiste. Pludselig 

huskede jeg, hvordan min far 14 dage tidligere bad mig 

om at følge med ham til byen. Men jeg sagde nej! Jeg så

på ham og sagde: »Åh far, spørg mig en gang til! Og hvis du 

synes, at jeg skal gå 100 kilometer med dig, så gør jeg det!« 

Men hans mund var lukket. Da gik det op for mig: Denne 

lille kærlighedsløse handling er en uhyggelig virkelighed, 

som jeg aldrig nogen sinde kan gøre god igen. 

Forstår du, hvor megen skyld, der er i vores liv, hvor 

mange forsømmelser, vi har? Hvordan skal vi kunne leve, 

når skyld og forsømmelse bestandig følger os? Uden tilgivelse 

for synden kan vi i virkeligheden ikke leve et lykkeligt liv. 

Og i døden? Hvad da? Vil du tage al din skyld med ind 

i evigheden? Jeg har ofte forestillet mig, hvordan det må 

være. Jeg er jo faktisk tæt på at skulle dø. Man holder 

måske fast i en elsket hånd. Men så kommer det øjeblik, 

hvor jeg også må slippe den. Og så sejler mit livs skib 

i tavshed ind foran Guds ansigt. 

Tro mig: Engang står du også foran Ham! Med al din skyld 

og alle dine forsømmelser foran den levende og hellige Gud! 

Det bliver forfærdeligt, når du opdager: »Hele min skyld 

og alle mine forsømmelser har jeg taget med mig!« 

Har vi behov for syndernes forladelse? Der er intet, 

vi behøver mere — ikke engang det daglige brød! 

{2} Hvor er der tilgivelse? 

Findes der da noget, som kan befri os fra fortiden? 

Og hvis ja: Hvor findes det da?

Jeg har i det foregående fortalt en historie om min far. 

Jeg kan ikke gøre min skyld god igen. Forstår du? Vi kan 

ikke gøre vores skyld god igen. Konsekvenserne over for 

Gud er der stadig. Regningen er der stadig. 

En mand ved navn Judas havde forrådt sin frelser for 

30 sølvpenge. Og så blev det pludselig klart for ham: »Det 

var forkert!« Han gik til de mennesker, som han havde 

forrådt sin frelser til, gav dem pengene tilbage og sagde: 

»Jeg har gjort noget forkert. Tag pengene tilbage. Jeg vil 

gøre det godt igen!« Men de trak på skuldrene og sagde: 

»Hvad kommer det os ved? Det er dit problem!« Uanset 

hvem han vendte sig til, sagde de: »Det er dit problem!« 

Er det alligevel muligt, at skyld og forsømmelse kan slettes 

ud og likvideres? Og hvor skulle det så være? Hvor er der 

tilgivelse for synd? 

Min ven, nu svarer de bibelske personer i kor - i et 

jublende, glædesfyldt kor. Fra begyndelsen til slutningen, 

fra Det gamle til Det nye Testamente er Bibelens melodi: 

Der findes tilgivelse for synd! 

Hvor? Gå med mig uden for Jerusalems byporte til Golgatahøjen. 

Tag dig ikke af folkemængden, ikke af de to røvere 

til højre og til venstre, ikke af de romerske soldater, men 

læg mærke til manden i midten, der hænger på et kors. 

Hvem er han? Han er ikke en af os. Han stillede sig

engang op foran en folkemængde og sagde: »Hvem af jer 

kan påvise nogen synd hos mig?« Ingen kendte en eneste 

synd hos ham. Det ville ingen af os risikere at spørge om. 

Han blev stillet for en domstol, hvor romerske dommere 

og det jødiske høje råd forhørte ham. Og de fandt stadig 

ikke noget. Han er ikke en af os. Han har ikke brug for 

tilgivelse for synd. Men han hænger på korset?! Hvem er 

den mand? 

Han er ikke trådt frem fra menneskeverdenen, men han 

er kommet fra den anden dimension, fra Guds verden 

til vor. Jeg taler om Jesus, Guds Søn. Og han hænger på 

korset? Hvorfor? Hvordan? Min ven, Gud er retfærdig: 

Han må straffe synden. Og så har han lagt vore synder på 

sin egen Søn og dømt dem med Jesus. »Han blev straffet, 

for at vi kunne få fred«. Det er Bibelens store budskab: 

Guds dom ligger på denne Jesus, for at vi skulle få fred! 

Her er tilgivelse for synd! 

Hvor kan jeg blive fri for min skyld? Hvor får jeg fred med 

Gud? Under Jesu kors! »Jesu, hans søns, blod renser os 

for al synd.« Det må vi tage imod. 

Amerikaneren William L. Hull har udgivet en interessant 

bog. Han var den præst, der besøgte million-morderen 

Adolf Eichmann 13 gange i hans fangenskab og førte 

lange samtaler med ham. Det var Hull, der hørte hans 

0

sidste ord, der ledte ham til galgen og som var til stede, 

da hans aske blev strøet ud over Middelhavet. 

Indholdet i samtalerne med Eichmann har præsten offentliggjort 

under titlen »Kampen om en sjæl«. I begyndelsen 

fortæller han: »For mig gjaldt det om at redde denne skrækkelige 

synder fra Helvede. Og det er rystende, hvordan 

denne mand, der fra sit skrivebord har myrdet millioner 

af mennesker og har tilført verden grufulde smerter, helt 

til sidste øjeblik sagde: ‘Jeg behøver ingen, der dør for 

mig. Jeg behøver ikke tilgivelse for synd. Jeg vil heller 

ikke have det.’« 

Vil du gå i Eichmanns spor og dø sådan? Nej? Hvis ikke, 

så omvend dig af hele dit hjerte til Jesus, Guds Søn, der 

som den eneste i verden kan tilgive vores synder, fordi 

han er død for dem og har betalt for dem! 

Da pastor Hull talte med Eichmann rystede det ham meget 

at skulle tilbyde dette menneske syndernes forladelse 

gennem Jesu blod. Kunne sådan en som ham virkelig 

få forladelse for synden? Ja! Ja!! »Jesu, hans søns, blod 

renser os for al synd.« 

Men jeg må bekende synderne, fortælle Jesus dem og 

så se på korset og tage imod det: 

Det flød for mig, dit dyre blod, 

det tror og griber jeg.

Det gør for mine synder bod, 

at Kristus dør for mig. 

Bibelen bruger hele tiden nye billeder for at gøre det 

tydeligt, hvordan den korsfæstede og opstandne Herre 

Jesus — Jesus blev jo ikke i døden, men stod op på den 

tredje dag. Det ved du forhåbentlig, at han lever — hvordan 

han tilgiver synder. 

Bibelen bruger f. eks. billedet af en kautionist. En kautionist 

forpligter sig til at betale for mig, hvis jeg ikke selv 

kan betale. Én må betale! Det gælder altid her i livet: Én må 

betale. Og for hver synd i vores liv, opstår der en forpligtelse 

over for Gud. 

Bibelen siger: »Syndens løn er døden«. Guds krav om 

betaling for vores synd er døden. Og nu kommer Jesus 

og går i døden for vores synder, for at vi skal have liv. 

Han bliver vores kautionist over for Gud. 

Og nu gælder det: Enten betaler du for dine synder 

i Helvede — eller også kommer du til Jesus og siger: 

»Herre Jesus, jeg vil tage imod, at du har betalt for mig!« 

Vidar Kristensen bekender i en sang: 

Jeg har en ven, som gav sit liv, 

for at jeg skulle leve. 

Der findes intet alternativ,

det er omsonst selv at prøve, 

fordi jeg lever så milevidt 

fra Guds lov, er mit liv fallit. 

Jeg fik dommen, så lød den: 

Du skal dømmes til døden. 

Men når han dræbes uskyldig, 

bli’r min dødsdom ugyldig. 

Eller Bibelen bruger billedet med en løskøbelse. Et menneske 

er kommet i slavehandlerens magt. Han kan ikke selv købe 

sig fri. Men da kommer en venlig herre til slavemarkedet 

og ser slaven. Han får medlidenhed med ham og spørger: 

»Hvad koster han? Jeg køber ham fri!« 

Fra hvilket øjeblik er slaven fri? Fra det øjeblik den sidste 

krone er betalt! Og nu kan du modtage det og sige: 

»Herre Jesus, nu lægger jeg mine synder ned for dig og 

tror, at du har fjernet dem.« Jesus køber fri! Jesus gør 

slaver fri fra synden! 

Guds Søn har gjort mig fri 

fra Satans tyranni, 

fra syndestand, fra lovens band, 

fra dødens skræk og helvedbrand. 

Hele tiden viser Bibelen nye billeder. Den benytter sig af 

billedet med forsoningen. Selv den mest uoplyste hedning

ved, at han har brug for forsoning. Derfor findes der i alle 

religioner en hær af præster, der bringer forsoningsofre. 

Men Gud anerkender kun ét eneste forsoningsoffer: 

»Se, der er Guds lam, som bærer verdens synd.« Mange 

præster har bragt mange ofre. Jesus derimod er selv præsten, 

der forsoner os med Gud. Og han er selv det offer, der 

forsoner os med Gud. Kun han kan forsone os med Gud. 

Bibelen bruger også et billede med vask og rensning. Den 

ene kristne skriver til de andre: »Ham, som elsker os og har 

løst os fra vore synder med sit blod.« Du kender historien 

om den fortabte søn, der endte i det værste snavs: hos 

svinene. Hvor mange er ikke endt sådan hos svinene! 

Man kan kun sige: Det er synd for dem. 

Men da kommer den fortabte søn til sig selv igen — og 

løber, sådan som han er, hjem til sin far igen. Han vaskede 

sig ikke først, købte nyt tøj og skaffede sig nye sko. Nej, han 

kom sådan, som han var. Og faderen vaskede ham og gav 

ham nyt tøj. 

Mange mennesker mener, de først må blive bedre, før 

de kan blive kristne. Det er en katastrofal misforståelse. 

Vi må komme til Jesus lige så ulækre og snavsede vi er 

og lige så beskidt og mislykket, vores liv er. Kom til Jesus, 

som du er! Han vasker dig ren! Han gør alle ting nye! 

»Jesu, hans søns blod, renser os fra al synd.« Sådan vidner 

apostlen Johannes. Og sådan må vi alle sige det.

Vel, jeg kan ikke her fortælle dig om alle Bibelens billeder. 

Men jeg forestiller mig, at du selv begynder at læse i Bibelen, 

så du lærer dette herlige budskab om syndernes tilgivelse 

endnu bedre at kende. 

Hvordan skal vi kunne leve, hvis skyld og forsømmelser 

altid følger os? Ja, så kan vi ikke leve. Men jeg kan leve, 

når jeg finder Jesus og gennem ham erfarer syndernes 

forladelse! Så forsvinder den dybe fortvivlelse og angst. 

At overgive sig til Jesus er ikke en mørk, skrækkelig 

ting, men da bliver du ført fra angstens kælder ud i det 

lyse forårssolskin fra Guds nåde. Og det ønsker jeg dig af 

hele mit hjerte! 

Altså: Har vi behov for syndernes forladelse? Ja! Hvor 

finder vi den? Hos Jesus, den korsfæstede og opstandne 

frelser. 

{3} Hvordan får jeg tilgivelse? 

Nu tænker du måske — forhåbentlig! — »Det er jo 

storartet! Det må virkelig være skønt at få tilgivelse for 

synden! Men hvordan får jeg det? Der er ingen aviser, 

der skriver om det, ingen moderne romaner fortæller 

om det, ingen film skildrer det. Hvordan får jeg det?« 

Ja, hvordan får vi syndernes forladelse?

Vi kan heller ikke hjælpe hinanden særlig meget med dette 

spørgsmål. Jeg tror det bedste er, at du finder et sted, hvor 

du er alene og dér taler med Jesus. Han er jo opstanden. 

Han lever! I Bibelen bliver de mennesker, der er kommet 

til tro, beskrevet sådan: »for enhver, som påkalder Herrens 

navn, skal frelses«. Begynd ganske enkelt at kalde på ham! 

Kender du udtrykket »påkalde«? Hør nu: Du har en direkte 

linje til Jesus! Og den har allerede været tavs alt for længe. 

Du har en direkte linje til Jesus - og måske har du endnu 

aldrig brugt den? Det er da en skam. Kald på ham. Du 

behøver ikke vente længe på forbindelse. Bare sig: »Herre 

Jesus!« — så er han allerede på ledningen. Han er der! 

Det er nemlig at bede. 

Og hvad man så siger? Alt, hvad hjertet er fuldt af. Sig: 

»Herre Jesus, jeg har et dårligt forhold til et menneske. 

Jeg kan ikke selv komme ud af det. Men jeg ved, at det 

er synd. Herre Jesus, hjælp mig!« — »Herre Jesus! Der er 

noget i min forretning, der ikke er, som det skulle være. 

Selvangivelsen har i årevis været forkert. Jeg ved ikke, 

hvordan jeg skal gøre det anderledes uden at gå fallit. 

Herre Jesus, hjælp du mig!« — »Herre Jesus! Jeg er ikke 

tro mod min kone. Jeg kan ikke lade være. Herre Jesus, 

hjælp mig!«

Forstår du, at alt det, du ikke kan sige til noget menneske, 

det kan du betro til Herren Jesus i bønnen. Han hører. 

Prøv engang! Det er en befrielse. Fortæl ham alle dine 

synder. 

Spørg ham: »Herre Jesus, pastor Busch sagde, at gennem 

dit blod bliver alt godt igen. Er det rigtigt?« Spørg ham om 

det. Kald på ham i dag. Begynd at bruge den forbindelse, 

der så længe har været ubenyttet og tal med Jesus. Og lad 

linjen blive varm! Du kan tale med ham! Bliv et af de 

mennesker, »for enhver, som påkalder Herrens navn, 

skal frelses«. »Ja,« siger du, »jeg har fortalt ham alt, men 

han siger ikke noget til mig!« Hov, hov, pas nu på! Nu vil 

jeg fortælle dig om den forbindelse, hvor han taler med 

dig. Tag Det nye Testamente. Det gamle Testamente kan 

du læse senere, begynd ikke med det, det er for svært at 

begynde med. 

Begynd i Det nye Testamente med Johannes-evangeliet. 

Herefter kan du læse Lukas-evangeliet. Begynd med at 

læse, ligesom du læser artiklerne i et ugeblad. Så vil du 

mærke: Nu taler han! 

Det er dette, der gør Bibelen til noget helt specielt fremfor 

alle andre bøger: at gennem denne forbindelse taler 

den levende Herre til mig!

En sagde til mig: »Når jeg vil høre Gud, går jeg mig en tur 

i skoven.« Jeg svarede ham: »Det er da vanvittigt! Når jeg 

går i skoven, hører jeg bladende rasle, fuglene synge og 

en lille bæk løbe. Det er smukt. Men om mine synder er 

forladt, og hvordan jeg får et nyt hjerte, og om Gud er 

mig nådig, det kan skoven ikke fortælle mig. Det siger 

Gud kun gennem Bibelen.« 

Tag dig hver dag et kvarters tid til Jesus. Kald så på Jesus 

og sig alt til ham: »Herre, i dag har jeg sådan nogle store 

opgaver. Jeg bliver aldrig færdig alene.« Sig alt til ham! 

Og åben så dit Ny Testamente og læs et halvt kapitel. 

»Herre Jesus, nu må du tale!« Og pludselig er der da et ord 

fra Gud til dig. Du mærker: Det siger han til mig. Understreg 

det i din Bibel og skriv gerne datoen ved siden af. 

Som ung kom jeg en dag ind i et hjem. På klaveret lå en 

bibel. Da jeg tog den i mine hænder, så jeg, hvordan mange 

steder var understreget med rødt og grønt, og der var datoer 

ved siden af. 

Jeg spurgte - det var en stor familie — hvem denne 

bibel tilhørte. »Den tilhører vores datter Emmi.« Jeg så 

på Emmi — og giftede mig med hende! Sådan en pige 

ville jeg have, som havde forstået, at Jesus taler gennem 

denne forbindelse og ikke gennem noget andet.

Jeg får det dårligt, når mennesker skændes og strides 

om Bibelen. De siger: »Bibelen er også bare skrevet af 

mennesker« — og andet af den slags vrøvl. Det keder mig! 

Jeg var i en periode under første verdenskrig telefonist. 

Det var før de trådløse radioer. Vi havde små apparater, 

som skulle forbindes med ledninger. En dag skulle jeg til 

en højtliggende observationspost. Den var endnu ikke 

opbygget, og jeg lå i græsset og forsøgte at få ledningen 

til batteriet til at sidde fast. 

Da kom en lettere såret infanterist over højen. Jeg råbte: 

»Menneske, smid dig ned! Vi bliver set! Snart bliver vi 

beskudt!« Han smed sig ned, kom krybende hen til mig 

og sagde: »Jeg er blevet beskudt og må rejse hjem nu. 

Hør, det er da et gammelt apparat!« »Ja,« mumlede jeg, 

»en gammel model.« »Og skruerne er helt løse!« »Ja,« 

bekræftede jeg, »skruerne er helt løse.« »Og der er gået et 

stykke af,« sagde han. Så blev jeg rasende: »Så, nu holder 

du din mund. Jeg har ikke tid til at høre på din kritik! 

Jeg må lytte til forbindelsen!« 

Og sådan er det for mig med Bibelen. Jeg vil høre Jesu 

stemme — og så kommer mennesker og siger: »Bibelen 

er også kun skrevet af mennesker!« Så kan jeg kun sige: 

»Så, hold din mund! Jeg hører Jesu stemme!«

Forstår du? Lad dem ikke gøre dig forvirret! Han taler 

til dig gennem Bibelen! 

Og søg fællesskab med andre, der vil gå den samme vej! 

Når jeg siger sådan noget ved mine foredrag, svarer folk 

altid: »Årh, det er for gamle damer. Der er kun gamle 

mennesker i kirken.« Derfor er jeg glad for at kunne sige, 

at jeg har været ungdomspræst i mere end 30 år, og jeg 

har lært mange unge mennesker at kende, som kan 

bekræfte, hvad jeg har sagt, at der findes tilgivelse for 

synd, at man kan tale med Jesus, og at han svarer. 

Søg sådan et fællesskab med andre mennesker, der også 

har erfaringer med Jesus. Det er muligt at finde andre, 

der også vil gå med Jesus på vejen til Himmelen. 

Og nu står Jesus foran dig og siger til dig: Kom hid til 

mig alle I, som er trætte og tyngede af byrder fordi skyld 

og forsømmelser bestandig følger jer. Jeg vil give jer hvile! 

Jeg kan give jer tilgivelse for synderne. 

0

Kapitel 8: 

Kan man være helt sikker 

i religiøse spørgsmål? 

Vel, det er helt sikkert: I »religiøse spørgsmål« kan man 

aldrig være helt sikker. »Religion« er den evige søgen efter 

Gud. Det betyder stadig uro og uvished. Men »evangelium« 

er noget helt andet. Det er Guds søgen efter os. Derfor vil 

jeg hellere stille spørgsmålet: »Findes der vished i kristendommen?« 

{1} Overfor Gud tillader vi os 

uklarhed og usikkerhed! 

Det første jeg vil sige er, at vi mennesker af i dag egentlig 

er komiske. Når det mest solide mandfolk får en lille 

smule ondt, så løber han til lægen og spørger: »Doktor, 

det gør ondt her. Hvad er det?« Man vil vide præcist, 

hvad det er, og hvordan udsigterne er. 

Eller et andet tilfælde: En familie søger en ung pige 

i huset. Og der melder sig faktisk en. »Ja,« siger fruen, 

»du får altså dit eget værelse med rindende koldt og 

varmt vand, fjernsyn og stereoanlæg. Du har en hel 

fridag om ugen.« »Ja, det lyder jo godt,« siger pigen,

»men jeg må vide, hvad jeg kommer til at tjene - i rede penge.« 

»Vel,« svarer fruen, »det kan vi tale om en anden gang. 

Jeg må først se, hvad du duer til.« »Næ, nej,« svarer pigen, 

»på de vilkår tager jeg ikke pladsen. Jeg må først vide, 

hvad jeg kommer til at tjene.« 

Har pigen ret? Selvfølgelig har hun ret! Før vi siger ja 

til en stilling, er det vigtigste spørgsmål jo: »Hvor høj er 

lønnen?« eller: »Hvilket løntrin kommer jeg på?« Vi må 

jo vide præcist, hvordan vi er stillet. I pengesager tåler vi 

ingen uvished! Ja, i alle forhold vil vi vide, hvordan vi er 

stillet. Kun på ét eneste område - og det endda det allervigtigste 

område — tåler vi en mærkværdig uklarhed og 

usikkerhed, nemlig i vores forhold til Gud. 

For mange år siden holdt jeg møde i Augsburg, i et telt 

på en markedsplads. Arrangøren fik en storartet idé. 

Lørdag aften var der altid fest og glade dage på beværtningerne. 

Derfor sagde han: »Vi holder et møde lørdag 

aften klokken 24!« 

Mødet blev ikke bekendtgjort på forhånd, for så ville 

alle de kære, nysgerrige kristne, som man ikke ønskede 

til dette møde, være kommet. Klokken 23.30 kørte mine 

venner rundt i biler og samlede de nattegæster sammen, 

der blev smidt ud af værtshusene, der lukkede klokken 24. 

Der kom tjenere, som var på vej hjem, bardamer, der havde 

fyraften. Hele tiden kom bilerne til teltet med mennesker.

Da jeg klokken 24 trådte op på talerstolen, havde jeg en 

forsamling foran mig, som jeg sjældent har set mage til. 

Hvor herligt! 

Nogle var lettere blålige i ansigtet. En sad lige foran mig, 

en tyk herre med en halv-tygget cigar i munden. Jeg tænkte: 

Bare det her går godt! Og så begyndte jeg at tale. Da jeg 

første gang sagde ordet »Gud«, råbte den tykke mand med 

melonen: »Han findes ikke!« Alle lo. Jeg bøjede mig ud 

over talerstolen og spurgte: »Er du helt sikker på det? 

Helt hundrede procent sikker på, at der ingen Gud findes?« 

Han kløede sig i nakken, skubbede cigarstumpen over 

i den anden mundvig og sagde til sidst: »Nå, ja. Helt sikker 

er der vel ingen, der er.« 

Da lo jeg til den tykke mand og sagde: »Jo! Jeg er helt 

sikker!« »Nå?« sagde han, »og hvorfra ved du så noget 

helt sikkert om Gud?« Så forklarede jeg ham, at jeg vidste 

helt nøjagtig besked om Gud fra Jesus. Og med ét var der 

meget stille i forsamlingen. 

Er du helt sikker i spørgsmålet om Gud? Jeg spørger en 

kristen: »Kan du sige, at du er helt sikker på, at din skyld 

er taget væk og at Jesus har betalt for dig?« Og hvad bliver 

svaret? »Det håber jeg da«! 

Det er da komisk! Over for Gud finder både hedninger 

og kristne sig i at leve med stor usikkerhed og uvished. 

Hvis jeg gik igennem byen og spurgte mændene: »Sig

mig, tror du, at der findes en Gud?« Så ville de svare: 

»Jo, det er nok muligt.« Men hvis jeg så spurgte videre: 

»Tilhører du ham?« så ville jeg få til svar: »Det ved jeg ikke.« 

Hvilken uhørt uklarhed voksne mænd accepterer i dette 

spørgsmål! 

En af mine unge venner oplevede for nylig det samme. 

Han er studerende og tjener sine penge i ferierne som 

murerarbejdsmand på en byggeplads. En dag opdager hans 

kolleger, at han er engageret i kristent ungdomsarbejde. 

»Menneske dog,« begyndte de, »kommer du hos pastor 

Busch?« »Ja!« Og så begyndte de at håne ham: »Så går du 

måske også i kirke hver søndag?« »Ja!« »Hver søndag?« 

»Ja, hver søndag.« »Hver søndag! Er du tåbelig?« »Næ,« 

sagde han, »jeg går også til bibelstudier i løbet af ugen.« 

»Menneske, du må være gal!« 

Og så regnede det ned over ham: »Præsterne gør bare 

folk dumme!« - »Hele kristendommen er forældet og har 

ikke udviklet sig i 2000 år!« - »Bibelen er én stor selvmodsigelse!« 

Kort sagt, så hånede de den unge mand. Men han havde 

hud som en elefants og lod sig ikke gå på af det. Da mændene 

var færdige, sagde han: »Ja, sådan som I stiller jer til kristendommen, 

kan jeg forstå, at I har meldt jer ud af kirken.« 

Så vendte det hele en omgang, og en af de gamle svarede: 

»Hvad mener du med ‘meldt os ud af kirken’? Jeg tror da

også på Vorherre! Du lyder, som om du var den eneste 

kristne. Jeg er også kristen! Jeg tror også på Vorherre.« 

Og de andre sagde: »Du tror, du er bedre end os andre! 

Vi er også kristne! Vi tror også på Vorherre!« Pludselig 

var alt vendt på hovedet, og de stod alle som én og sagde: 

»Vi tror også på Vorherre, vi er også kristne!« 

Da de var færdige, sagde min ven: »Ja, men hvorfor 

håner I mig så?« Svar: »Du gør os så forvirrede, dig kan 

man ikke snakke med!« 

Forstår du: Rigtige mandfolk på en byggeplads, håner 

først alt i kristendommen, men bagefter siger de: »Hov, 

hov, vi er også kristne!« 

Hvad gør man så? Er det ikke rystende? I forholdet til 

Gud er vi meget usikre og uklare. Der er vi snart hedninger, 

snart kristne. Har jeg ret? Jeg er bange for, at de allerfleste 

af mine læsere også lever i denne uvished og uklarhed. 

{2} Bibelen taler om en strålende vished! 

Nu spørger du måske temmelig overrasket: »Ja, pastor Busch, 

men har den kristne tro virkelig noget med vished at gøre? 

Er det ikke lige præcis pointen i kristendommen, at man 

ingenting ved, men må tro alt?« 

For nylig sagde en mand endnu engang den sætning, 

som jeg har hørt så mange gange: »At to og to er fire, 

det ved jeg, men i kristendommen kan man intet vide, 

men man må bare tro.« Her har vi altså den forestilling,

at man over for de kristne sandheder må pakke sin forstand 

ned i en kuffert eller hænge den ind i garderoben 

og bare tro. Det er de flestes overbevisning. 

Eller der står en foran mig og siger: »Ja, pastor Busch, 

I kristne er jo ikke engang selv enige. Der er katolikker og 

evangelikale. Og hos de evangelikale er der lutheranere, 

reformerte og mange andre. Hvem har så ret?« 

Jeg tror, at selv i kristenheden er der en grundlæggende 

forestilling om, at den kristne tro er uvis og usikker. 

Men det er en enorm fejltagelse. 

Ser du: Hvad kristendom er, det kan jeg kun erfare gennem 

Det nye Testamente. Og dér er hver linje fyldt af en 

strålende vished! Det vil jeg sige dig! Det er latterligt, 

at kristenheden lever i uklarhed. Det stammer ikke fra 

kristendommen. Nej! Hele Det nye Testamente er fyldt af 

strålende vished. Lad mig sige det kort: Det er helt sikkert, 

at Gud lever! Ikke et højere væsen, et forsyn eller en skæbne, 

ikke en »vorherre«, men Gud, Jesu fader. Hvor jeg ved 

det fra? Han har åbenbaret sig i Jesus! Og derfor kan vi 

vide det hundrede procent sikkert. 

Slå op i Bibelen, hvor som helst du vil, her bliver ikke 

drøftet religiøse spørgsmål, men her bliver det bevidnet: 

Gud lever! Og han har åbenbaret sig i Jesus! Og det 

menneske, der lever uden Gud, lever »skævt« og forkert.

I Bibelen er der også vished om, at denne Gud, som kan 

tilintetgøre folkeslag, og som skal holde dom over alle, 

elsker mig med en brændende kærlighed. Det er ikke noget, 

Bibelen »regner med« eller »formoder«, men der står i 

romerbrevets kapitel 8: »For jeg er vis på,« — vished! 

— »at hverken død eller liv eller engle eller magter eller 

noget nuværende eller noget kommende kan skille mig 

fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.« 

Guds kærlighed kom til os i Jesus! Og det er ikke noget, 

vi formoder, det ved vi. Og hvor er Guds kærlighed? Han 

har elsket os i Jesus. Jesu disciple synger: »Jeg beder om 

den kærlighedens magt, der blev åbenbaret i Jesus...« 

Kender du det? Har du en anelse om, hvad det er? 

De bibelske personer var helt sikre på, at de tilhørte Gud. 

David siger i Salme 49: ”Gud udløser min sjæl af Dødsrigets 

hånd, for han tager mig til sig.” Ikke: ”Jeg håber jeg engang 

bliver frelst, men jeg ved, han tager mig til sig.” 

Eller: »Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os 

over i sin elskede søns rige.« 

Jesu disciple har oplevet en eksistens-forandring gennem 

Jesus — og de ved det! Eller: »Vi ved, at vi er gået over fra 

døden til livet.« Vi ved! Kan du sige det? Eller: »Ånden 

selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds 

børn.« Her står »er«!

Bibelen er fuld af vished. Hvor kommer så denne meningsløse 

sætning fra: »Jeg ved, at to og to er fire, men når det 

gælder kristendom kan man intet vide, der må man tro«? 

At to og to er fire, det ved jeg, men at Gud lever, det ved 

jeg endnu mere sikkert! At to og to er fire, det ved jeg, men 

at Gud elsker os i Jesus, det ved jeg endnu mere sikkert! 

De mennesker, der er omvendt til Gud, siger: »At to og 

to er fire, det ved jeg, men at vi er blevet Guds børn, det 

ved vi endnu mere sikkert!« 

Nu spørger jeg dig: Hvor i den nuværende kristenhed 

finder vi sådan en strålende vished? Hvor? Her kan vi se, 

hvordan vi er kommet væk fra Bibelen og må bevæge os 

tilbage igen. 

Opgiv denne lille kristendom! Det betaler sig ikke at 

have en »lille kristendom«. Det betaler sig kun at have 

en bibelsk kristendom. At være vis på, at Gud lever, at 

han elsker mig brændende, og at jeg må tilhøre ham, det 

betaler sig! Men alt andet betaler sig ikke. 

Jeg har altid ladet mine konfirmander sige: »Nu ved 

og tror jeg SIKKERT!« Og ved overhøringen råber de 

det så højt, at alle forældrene hopper på stolene. Jeg vil 

gerne give det videre til dem, at kristentro ikke er en 

vandring i tyk tåge, men at virkelig kristentro er sikker 

og strålende vished! Eller:

Den grund, hvorpå jeg bygger, 

er Kristus og hans død. 

Jeg ved, på hvem jeg bygger, 

jeg ved, hvad fast består, 

når denne verdens skygger 

som støv og muld forgår. 

Lad mig nu sige noget helt andet. Vished i kristentroen 

består i objektivt at vide, at Gud lever, og at hans åbenbaring 

i Jesus er sand. Også selvom hele verden afviser, 

at Jesus døde til soning for vore synder og opstod for at 

frelse syndere, og uanset om der ikke er nogen, der har 

behov for det. 

Men vished i kristentroen er også subjektivt at vide, 

at Gud lever, har åbenbaret sig i Jesus, som er død og 

opstanden, og at jeg personligt har modtaget det i tro. 

Selvom 10.000 professorer forklarer en troende ung mand, 

at Jesus ikke er opstået, så kan han vidne: »Ærede 10.000 

professorer! Jeg ved, at min frelser lever!« Og selvom hele 

verden taler imod det, så siger troen: »Jeg ved, hvem jeg 

tror på!« 

Og selvom du overøser mig med videnskabelige modbeviser, 

så svarer jeg: »Jeg ved det bedst selv!« Og selvom 

hele verden tvivlede, så ville jeg sige: »Jeg har vished!« 

Min ven, sådan en vished er der i den kristne tro, der 

møder os i Bibelen!

{3} Har du vished? 

Ja, nu må jeg spørge dig: Har du fået denne vished? Eller 

mangler du den stadig? Hvis du siger: »Jeg troede, jeg var 

kristen, men det er jeg ikke. Jeg er så usikker på det hele«, 

så har jeg ikke talt forgæves. 

Jeg kan huske en ferie sammen med nogle unge mænd 

i Holland. Om natten klokken to bankede det på døren 

til mit værelse. Jeg lukkede op. Der stod hele selskabet i 

nattøj. Jeg spurgte: »Hvad vil I?« En svarede: »Vi troede, 

vi var kristne, men nu har vi set, at det er vi ikke!« 

Og det havde gjort dem urolige, så urolige, at de midt 

om natten måtte have klarhed over det. Det er meget værd, 

når vi erkender, at vor kristendom er langt fra det, som 

Bibelen med en strålende vished viser os. 

Spurgeon, den store engelske vækkelsesprædikant, har 

engang udtrykt det sådan: »Troen er en sjette sans.« Ser 

du, vi har fem sanser til at erkende denne verden med: 

synet, hørelsen, følelsen, smagssansen og lugtesansen. 

Det er de fem sanser, vi bruger til at erkende denne tredimensionelle 

verden med. 

Et menneske, der kun lever med disse fem sanser, spørger: 

»Hvor skulle Gud være? Jeg kan ikke se ham. Og Jesus kan 

jeg heller ikke se. Det tror jeg ikke på!« Men når Gud gennem 

Helligånden giver os lys, så får vi den sjette sans. Så kan 

vi ikke kun se, høre, føle, smage og lugte, men så kan vi 

også erkende den anden verden. 

0

Bibelen siger: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, 

den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus 

Kristus.« Det kan den sjette sans! 

For kort tid siden var jeg i Essen hos en stor mand fra 

erhvervslivet. Han havde kontor i et stort kontorhus, 

hvorfra man kunne se ud over halvdelen af byen. Efter at 

have passeret et par forkontorer, sad jeg til sidst foran ham. 

Det, jeg skulle ham, var snart ordnet. Men så begyndte vi 

at snakke sammen. 

Han sagde: »Det er interessant at få besøg af en præst!« 

»Sikkert,« svarede jeg, »det er det nok.« Så fortsatte han: 

»Sig mig engang, under krigen gik jeg nu og da til møder 

på akademiet, men jeg fik det indtryk ...« »Ja?« hjalp jeg 

ham, »bare fyr løs, jeg har gode nerver!« »Jeg fik det indtryk,« 

sagde han, »at kristendommen er en meget uklar og tåget 

ting. Ser du, der blev holdt foredrag om emner som »Den 

kristne og erhvervslivet«, »Den kristne og oprustningen«, 

»Den kristne og nedrustningen«, »Den kristne og pengene«, 

»Den kristne og hans kirke«. Men man har aldrig fortalt 

mig, hvad en kristen egentlig er. Det ved de åbenbart ikke 

engang selv!« 

Der sad jeg altså i det smukke kontor og fik sådan noget 

stukket lige op i ansigtet: »Det ved de åbenbart ikke engang 

selv«! »Ah,« svarede jeg, »der tager du fejl!« Overrasket 

spørgsmål: »Kan du da sige mig, hvad en kristen er?«

»Ja, det kan jeg sige dig kort og præcist. Det er der ingen 

tvivl om.« 

»Ha,« spottede han lidt, »nogle siger, at en kristen er en, 

der ikke kommer i konflikt med politiet, andre siger, at en 

kristen er en, der er døbt og konfirmeret!« 

Jeg fortsatte: »Hr. generaldirektør, nu skal jeg fortælle 

dig, hvem der er kristen. Hold dig godt fast! En kristen 

er et menneske, der af hjertet kan sige: ‘Jeg tror, at Jesus 

Kristus, sand Gud, født af Faderen i evighed og tillige 

sandt menneske, født af jomfru Maria, er min Herre, 

som har forløst mig fortabte og fordømte menneske.’ 

Hr. generaldirektør, du ‘fortabte og fordømte menneske’!« 

Han nikkede. Det forstod han. Det gav han mig ret i, at 

det er vi. »Godt,« sagde jeg, »... har ‘forløst mig fortabte 

og fordømte menneske fra alle synder, fra døden og fra 

Djævelens vold’. Hr. generaldirektør, ‘... fra døden og fra 

Djævelens magt’!« Han nikkede. Det kendte han. Og jeg 

fortsatte: »... ‘ikke med guld eller sølv, men med sit hellige, 

dyre blod og sin uskyldige lidelse og død, for at jeg skal 

være hans’. 

Ser du, den, som kan sige det: ‘Jeg er Jesu ejendom. 

Han har købt mig fra synden, døden og Helvede gennem 

sit blod. Det ved jeg!’ - han er en kristen, hr. generaldirektør.«

Der blev et øjebliks stilhed i kontoret. Så spørger han: 

»Hvordan kommer jeg dertil, hvor jeg kan sige det?« 

Jeg svarede ham: »Hør her, jeg har fået at vide fra din 

sekretær, at du skal på ferie. I eftermiddag sender jeg dig 

et Ny Testamente. Det skal du tage med dig, og hver dag 

skal du læse et stykke i Johannes-evangeliet og derefter 

bede. Så kommer du dertil!« 

Du forstår mig nok: Kristentroen, som den møder mig 

i Det nye Testamente, er vished om, at de objektive sandheder 

er sande, og at jeg må tage imod dem subjektivt 

i troen og blive frelst. 

Har du denne vished? Jeg ville ikke kunne leve, hvis jeg 

ikke vidste, om Jesus havde taget imod mig. Men spørger 

jeg en ung: »Elsker du Jesus?« »Ja!« »Ved du, at han har 

taget imod dig? Er du hans ejendom?« »Ja ..., helt sikkert 

ved jeg det ikke. Der er stadig så megen kamp i mit liv.« 

»Mand!« siger jeg, »sådan kunne jeg ikke leve. Jeg må 

vide, om han har taget imod mig!« 

I usikre kristne, der ikke engang ved, om Gud er der 

eller ej, som ved nøjagtig besked med jeres pengesager, 

men ikke med Gud, I er slet ikke kristne! Ifølge Ny Testamente 

er kristne dem, der kan sige: »Jeg tror, at Jesus 

Kristus er blevet min Herre!«

Her må jeg indføje en historie, som du måske kender. 

General von Viebahn har fortalt, hvordan han i Hannover 

engang red igennem en skov, og en gren tog fat i ham 

og rev en flænge i hans frakke. Det er ikke godt for en 

general. 

Da han om aftenen kommer tilbage til hovedkvarteret, 

sidder der et par soldater på muren. Han holder hesten 

an og råber til dem: »Er nogen af jer skrædder?« Straks 

springer én hen, bøjer sig og siger: »Ja, hr. general, jeg 

er skrædder.« General von Viebahn svarer: »Så kom med 

mig ind på mit værelse og sy min frakke.« Men så svarede 

soldaten: »Det kan jeg ikke.« »Hvorfor kan du ikke det? 

Du er jo skrædder?« »Undskyld, hr. general,« sagde han, 

»jeg hedder Skrædder, jeg er ikke skrædder.« Da han 

fortalte historien, sagde General von Viebahn: »Det kan 

man sige om de allerfleste kristne. I stastistikkerne står: 

»evangelisk kristen«, men i virkeligheden skulle de sige: 

»Jeg hedder Kristen, men jeg er ikke kristen.« 

Åh, hvilken forfærdelig tilstand! Og hvor farlig er denne 

tilstand ikke, for så er man overhovedet ikke frelst! 

Og nu vil jeg gå et skridt videre: 

{4} Hvordan når man til vished? 

Du vil spørge mig: »Hvordan når man til sådan en vished?«

Til det er der meget at sige: Bed Gud om vished! Begynd 

at læse regelmæssigt i Bibelen, brug et kvarter hver dag! 

Men jeg må sige dig noget temmelig vigtigt først: Man 

kommer ikke til tros-vished gennem forstanden, men 

gennem samvittigheden. 

Altså forstår du: Når man nu om dage kommer i snak med 

mænd om kristendom, så begynder de straks: »Ja, hr. præst, 

jeg kan ikke tro. I Bibelen er der så mange modsigelser!« 

»Modsigelser?« spørger jeg. »Ja, der står fx.: Adam og Eva 

havde to sønner, Kain og Abel. Kain slog Abel ihjel. Så var 

han alene tilbage. Og så gik han til et fremmed land og 

fandt sin kone. Men hvis han var det eneste menneske, 

så kan han da ikke finde sig en kone! Hr. præst, det kan jeg 

ikke forstå.« Har du hørt den historie? Med denne historie 

afviser mange mænd Gud. I de tilfælde plejer jeg at sige: 

»Det lyder jo interessant. Her har du en Bibel. Hvor står 

der egentlig, at Kain gik til et fremmed land og fandt sig 

en kone?« Så bliver han rød i hovedet. »Ja,« fortsætter jeg, 

»siden du afviser hele Bibelen, som tusindvis af forskellige 

mennesker er kommet til tro igennem, så må du jo have 

studeret den grundigt. Hvor står det egentlig?« 

Og du kan nok forestille dig, at det ved han slet ikke. 

Og så slår jeg det op til ham. Men der står ikke det, de tror. 

Der står nemlig: »Så forlod Kain Herren og slog sig ned 

i landet Nod øst for Eden. Kain lå med sin kone, og hun

lev gravid og fødte Enok.« Han havde taget sin kone 

med sig! 

Og hvem var så hans kone? Det står tidligere, at Adam og 

Eva havde mange sønner og døtre. Det var en søster. Det 

står udtrykkeligt i Bibelen, at Gud ville, at hele menneskeslægten 

skulle stamme fra én slægt. Så må søskende først 

gifte sig. Senere forbød Gud søskende-ægteskaber. 

Er du med? Godt. Jeg slår det fast: »Det, du siger, er 

noget sludder!« Er manden nu kommet til tro? Ikke tale 

om! Han har straks et nyt spørgsmål parat: »Hr. præst, 

sig mig engang ...« — og sådan fortsætter det. 

Så bliver det tydeligt: Jeg kan besvare hundrede tusinde 

spørgsmål for en mand — han er lige så vantro som før. 

Troen kommer ikke gennem forstanden, men gennem 

samvittigheden. 

En af mine forgængere i Essen var præsten og vækkelsesprædikanten 

Julius Dammann. Til ham kom engang en 

ung mand og stillede spørgsmålet om Kains kone og andre 

af den slags. Men Dammann affærdigede det hele og sagde: 

»Unge mand, Jesus Kristus er ikke kommet for at besvare 

spidsfindige spørgsmål, men for at frelse syndere. Når du 

er blevet en stakkels synder, så må du komme tilbage.« 

Mennesker med dårlig samvittighed og mennesker, 

der ved, at deres liv ikke slår til, at de ikke selv kan klare det, 

de kan komme til tro på frelseren. Så kommer forstanden 

bagefter.

Jeg kom en dag ind på en sygestue, hvor der lå seks mænd. 

Da jeg trådte ind på stuen, modtog de mig hjerteligt: 

»Åh, hr. pastor, hvor er det godt, du kommer. Vi har et 

spørgsmål.« »Nå?« svarede jeg, »ét spørgsmål, det lyder 

spændende. Hvilket spørgsmål?« Jeg kunne mærke på 

dem, at de havde lagt en fælde for mig. Og den ene stiller 

spørgsmålet, mens de andre lytter spændt: »Du tror vel, 

at Gud er almægtig?« »Ja, det tror jeg!« »Spørgsmålet er: 

Kan Gud skabe en sten, der er så stor, at han ikke selv 

kan bære den?« 

Kan du se pointen? Siger jeg ja, så er Gud ikke almægtig. 

Siger jeg nej, er han heller ikke almægtig. »Kan din Gud 

skabe en sten, der er så stor, at han ikke selv kan bære 

den?« Jeg overvejede et øjeblik: »Skal jeg forklare ham 

det?« Men så forekom det mig for dumt. og jeg stillede 

et modspørgsmål: »Unge mand, lad mig først stille dig et 

spørgsmål: Har du haft søvnløse nætter på grund af dette 

spørgsmål?« »Søvnløse nætter?« spørger han forbløffet. 

»Næ ...« 

Så sagde jeg: »Ser du, jeg må spare på mine kræfter. 

Og derfor kan jeg kun svare på spørgsmål, som giver 

mennesker søvnløse nætter. Unge mand,« fortsatte jeg, 

»vær så venlig at sige mig: Hvad giver dig søvnløse nætter?« 

Svaret kom prompte: »Åh, alt det med min pige. Hun venter 

et barn, og vi kan endnu ikke gifte os.« »Nå,« sagde jeg, 

»og det får du søvnløse nætter på grund af. Lad os snakke 

om det!«

»Ja,« spurgte han forbløffet, »men har det noget med 

kristendommen at gøre?« »Ja,« sagde jeg, »det med stenen 

har ikke noget med kristendommen at gøre, men det har 

sagen med din pige! Ser du: Du er blevet skyldig! Du har 

overtrådt Guds bud. Du har forført pigen! Og nu overvejer 

du, hvordan du ved endnu større synd kan trække dig 

ud af hele affæren. Forstår du: Du er kørt fast i skyld og 

synd. Det eneste, der kan hjælpe dig, er, hvis du vender 

om til den levende Gud og siger: »Jeg har syndet!« Så er 

der en frelser, som kan hjælpe dig tilrette.« 

Den unge mand hørte efter. Pludselig gik det op for 

ham: »Jesus interesserer sig for min belastede samvittighed! 

Jesus kan hjælpe mig! Han er mit ødelagte livs 

redning.« 

Denne mand ville gå gennem forstanden. Det var alt 

sammen meget dumt. Men da hans samvittighed blev 

rørt, så blev der pludselig lys. Er det tydeligt for dig? 

Vi kommer til vished om frelsen, ikke ved at få besvaret 

spidsfindige spørgsmål, men ved at vi giver vores 

samvittighed ret og siger: »Jeg har syndet.« Da ser vi 

frelseren, der hænger på korset. Og da kan man erfare: 

»Dér blev mine synder tilgivet!« Og videre: »Han har 

taget imod mig!« Vejen går gennem samvittigheden 

— ikke gennem fornuften!

Ser du, hvis man vil få vished om man er frelst, må man 

risikere noget. I kirkerne er der ofte farvede glasmosaikker. 

Hvis du står udenfor på en lys dag, så ser de sorte ud, 

og du kan knap skimte farverne. Men hvis du går ind 

i kirken, så lyser farverne op. 

Og præcis sådan er det med den kristne tro: Så længe 

jeg vil se på den udefra, forstår jeg intet. Så er alt mørkt. 

Jeg må gå ind! Jeg må vove det med Jesus! Jeg må overgive 

mig til denne frelser, betro mig til ham. Så bliver alt 

lyst. Det er et skridt fra døden til livet — da forstår man 

med ét hele kristendommen. 

Det prædikede Jesus om engang. Tusind mennesker 

hørte ham. Pludselig siger han nogle skrækkelige ord: 

Sådan som I er, kan I ikke komme ind i Guds rige! I må 

fødes på ny! Jeres natur, selv den bedste af jer, er ikke 

god nok for Guds rige! 

Så er der et par mænd bagest, der rejser sig og siger: 

»Kom, vi går. Det er jo uforskammet, det han siger!« 

Og så går de tre mænd. Det ser seks kvinder og siger: 

»Mændene går. Kom, så går vi også!« Og så går kvinderne 

også. Det ser nogle drenge og siger: »Mændene går. 

Kvinderne går. Kom, vi går også.« 

Og på kort tid smuldrer det hele. Det må være 

skrækkeligt. Jeg forestiller mig, hvordan det ville være, 

hvis tilhørerne begyndte at gå alle sammen, mens jeg

prædikede. Pludselig stod jeg alene tilbage med nogle 

få ligesindede! 

Sådan var det hos Jesus. Skrækkeligt! Pludselig står 

Jesus alene. Tusinder er gået væk, mens han talte. De 

ville ikke høre ham mere. Kun de 12 står tilbage endnu. 

Hvis jeg havde været Jesus, ville jeg have bedt dem: »Åh, 

I må i det mindste blive hos mig. I må ikke gå fra mig!« 

Men Jesus handler anderledes. 

Ved du hvad han siger? Han siger: »I må også godt gå, 

hvis I vil!« I Guds rige er der ingen tvang. Guds rige er 

det eneste rige, hvor der ikke er noget politi. Guds rige 

er det mest frivillige, der findes. »Vil I også gå?« Sådan 

siger Jesus til sine disciple. Og disciplene overvejede det. 

Når 6.000 mennesker går væk, så går man gerne med. 

Og hvis disciplene gerne ville gå med, så siger Jesus: 

»Værsgo’. Gå.« Han lukker døren op for dem: »I må også 

gå, hvis I vil! I må gå fortabt. I må være gudløse. I må gå 

til Helvede! Som I vil!« 

Peter står og overvejer et øjeblik: »Hvor skal vi da gå hen? 

Hvor? Et liv med arbejde og slid som en hest eller et liv i 

syndens snavs? Og til sidst døden og Helvede. Det er jo alt 

sammen tomt!« Så ser han på Jesus, og noget i ham ved 

helt sikkert: Livet bliver kun rigtigt godt med Jesus. Så siger 

han: ”Hvor skulle vi dog gå hen, Herre Jesus? Hvor? Du har 

jo det evige livs ord, og vi har troet og erkendt (hør: vished!), 

at du er Kristus, den levende Guds Søn. Vi bliver hos dig!” 

0

Min ven: Sådan kommer man til vished. Man ser livsvejen 

an og erkender: Jesus er den eneste chance for 

mig! Åh, hvor jeg ønsker for dig, at du også kommer til 

den strålende vished: Jeg har troet og erkendt, at du er 

Kristus, den levende Guds Søn. 

Helt til sidst må jeg sige nogle særlige ord til den, som er 

begyndt i troen, som har givet Jesus sit hjerte og alligevel 

siger: »Jeg har ingen vished om frelsen. Hvordan får jeg 

frelsesvished? Jeg ser hele tiden mere synd i mit liv!« 

Til ham vil jeg sige: Tror du, at frelsesvished får man 

først, når man er syndfri? Så må du vente helt, til du 

kommer i Himmelen! Til min sidste dag, ja, til mit sidste 

åndedrag i mit liv, behøver jeg Jesu blod til tilgivelse for 

min synd! 

Jeg har tidligere fortalt historien om den fortabte søn. 

Han kom hjem og sagde: »Jeg har syndet!« Og så tog 

faderen imod ham, og holdt en fest af bare glæde. Og nu 

forestiller jeg mig følgende: Næste morgen taber sønnen, 

uden at ville det, en kaffekop på gulvet. I svinestien var 

han blevet uvant med dækkede borde. Han taber altså 

kaffekoppen. Da den knuses med et klir, råber han: 

»Satans også!« 

Smider faderen ham nu ud og siger: »Ud, tilbage til 

svinene med dig!« Tror du det? Nej! Men faderen siger:

»Sket er sket!« Han siger nok: »Min søn, sådan gør vi ikke 

her. Nu må vi arbejde på, at du lærer at lade kaffekopperne 

stå, ikke bander og i øvrigt lærer at følge husets skikke!« 

Men han sender ham ikke tilbage til svinene. 

Og ser du: Når et mennesker overgiver sig til Jesus, så 

gør han den skrækkelige opdagelse: Den gamle natur er der 

endnu! Og jeg får hele tiden nye nederlag! 

Men når du efter din omvendelse oplever et nederlag, 

så fortvivl ikke med det samme, men fald på dine knæ og 

bed tre sætninger. Første: »Jeg takker dig, Herre, fordi 

jeg stadigvæk hører dig til!« Anden: »Tilgiv mig gennem 

dit blod!« og tredje: »Gør mig fri fra min gamle natur!« 

Men altså først: »Jeg takker dig, Herre, fordi jeg stadigvæk 

tilhører dig!« 

Forstår du: Vished om frelsen består i, at jeg ved: »Jeg er 

kommet hjem og kæmper nu kampen for at leve helligt 

som en, der er kommet hjem og ikke som en, der hele tiden 

flytter ind og ud.« 

Når det bliver prædiket, at »man må hver dag tage imod 

frelsen på ny«, så er det en forfærdelig prædiken! Mine 

børn behøver ikke hver morgen komme og spørge: »Far, 

må jeg være dit barn i dag?« De er mine børn! Og den,

som er blevet et Guds barn, han er et Guds barn og kæmper 

nu en kamp for at leve helligt som et Guds barn! 

Og nu ønsker jeg dig af hele mit hjerte, at du må få Guds 

børns strålende vished!

Kapitel 9: 

Hvad får man ud af 

et liv med Gud? 

Vi kunne også spørge: »Betaler det sig at være kristen?« 

Til det må jeg først nævne et bibelvers for dig. »Lovet 

være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i Kristus 

har velsignet os med al himmelens åndelige velsignelse.« 

Efeserbrevet 1,3 

Dette ord taler på en vidunderlig måde om den velsignelse, 

en kristen har i troen på Jesus. Men før jeg tager hul 

på dette - og dermed begynder på selve emnet, må jeg gøre 

nogle forudsætninger klart. Det første, jeg vil sige er: 

{1} Et liv med Gud er ingen illusion! 

Nej, et liv med Gud er virkelig ikke indbildning, ikke 

illusion! Det vil jeg begynde med. 

Som præst i storbyen møder man alle mulige interessante 

mennesker. For nylig mødte jeg en ung mand og sagde 

til ham: »Hvad kunne der dog ikke blive ud af dig, hvis 

dit liv tilhørte Gud!« »Så, pastor Busch!« sagde han, 

»flyv nu ikke højere, end vingerne kan bære!« Kender

du udtrykket? Det han ville sige var: »Behold nu begge ben 

på jorden, der findes jo ingen Gud!« Jeg sagde: »Det er det 

værste, jeg længe har hørt!« Så sagde han: »Pas nu på! 

Forstår du: Før i tiden følte mennesker sig meget hjælpeløse 

over for naturkræfterne, og derfor forestillede de sig 

mægtige kræfter, som kunne hjælpe dem. Nogle kaldte det 

Allah’, andre ‘Gud’, en tredje gruppe kaldte det ‘Jehova’, 

en fjerde kaldte det ‘Buddha’ og nogle helt femte - ja, 

hvad ved jeg. Men i mellemtiden har det vist sig, at det 

alt sammen bare var indbildning, og at Himmelen er tom!« 

Sådan holdt han et smukt foredrag for mig, den unge 

mand. Da han var færdig, svarede jeg ham: »Ak, min kære 

unge mand, du kender jo ikke Jesus!« »Jesus?«, spurgte han, 

»Jesus - det er jo også en af de mange religionsstiftere.« 

»Nej! Det er en kortslutning!« forklarede jeg ham, »der 

tager du fejl. Jeg vil fortælle dig, hvem Jesus er. Jeg fandt 

først for alvor ud af, at Gud lever, efter jeg lærte Jesus at 

kende! Uden Jesus vidste vi intet om Gud!« Så gjorde jeg 

det klart for ham, hvem Jesus er. 

Hvem er Jesus? Jeg vil også gøre det tydeligt for dig 

gennem et eksempel. 

Jeg har gennemlevet meget i mit liv. Jeg har ofte været 

i fangenskab, ikke fordi jeg havde stjålet sølvskeer, men 

på grund af min tro. I Hitlertiden elskede nazisterne ikke

ungdomspræster som mig, og derfor blev jeg sat i et 

skrækkeligt fangenskab. En gang sad jeg i et særligt 

forfærdeligt fængsel. Hele bygningen var af beton, og 

væggene var så tynde, at man kunne høre, når nogen under 

én hostede, eller når nogen på tredje sal faldt ud af sengen. 

Jeg sad i en ganske smal celle, da jeg hørte, at der blev 

smidt en ny fange ind i cellen ved siden af - også en af det 

hemmelige politis fanger. Manden må have været meget 

fortvivlet. Gennem den tynde væg hørte jeg ham græde 

om natten. Jeg hørte, hvordan han vendte sig på briksen. 

Ofte fornemmede jeg hans undertrykte snøften. 

Det er skrækkeligt, når en mand græder. I dagtimerne 

måtte vi ikke ligge på briksene. Så mærkede jeg, hvordan 

han gik frem og tilbage, to og et halvt skridt frem, to og et 

halvt skridt tilbage - som et dyr i bur gik han frem og tilbage 

i sin celle. Nogle gange hørte jeg, hvordan han stønnede. 

Og jeg havde Guds fred i min celle! Forstår du: Jesus 

var i min celle. Og da jeg hørte, hvor fortvivlet min nabo 

var, tænkte jeg: »Jeg må ind til ham! Jeg må tale med 

ham! Jeg er jo sjælesørger!« Jeg spurgte efter vagten. 

Han kom. Jeg sagde: »Hør her! Ved siden af er en mand, 

som er meget fortvivlet. Han vil dø af fortvivlelse! Jeg er 

præst, lad mig komme ind til ham. Jeg må tale med ham!« 

Han svarede: »Jeg skal spørge.« Efter en time kom han 

tilbage: »Det er ikke bevilget, afvist!«

Så jeg fik aldrig manden ved siden af at se. Og han var 

endda kun en håndsbredde fra mig. Jeg ved ikke, hvordan 

han så ud, om han var gammel eller ung. Jeg følte kun 

hans dybe fortvivlelse. Kan du forestille dig det? Jeg stod 

flere gange foran væggen og tænkte: »Hvis jeg dog bare 

kunne gennembryde denne mur og gå ind til manden!« 

Men jeg kunne ikke slå væggen ind, selvom jeg havde 

hamret nok så meget på den. 

Læg nu godt mærke til dette: Den levende Gud, som har 

skabt himmelen og jorden, er i samme situation, som jeg 

var dengang. Vi er lukket inde i den synlige, tredimensionelle 

verden. Gud er helt tæt på. Bibelen siger: »Fra alle 

sider indeslutter du mig.« Gud er kun en håndsbredde 

fra os. Men mellem ham og os er muren til en anden 

dimension. Og al nøden fra denne verden når Guds øre. 

Han hører de forbitredes forbandelser, gråden fra de 

ensomme hjerter, smerten hos dem, der står ved en grav 

og sukkene fra dem, som lider under uretfærdighed. 

Alt dette hører Gud, ligesom jeg hørte fortvivlelsen fra 

manden i cellen ved siden af. Og tænk dig: Gud kunne 

gøre det, som jeg ikke kunne: Gud gennembrød en dag 

den mur, som var mellem ham og os, og kom ind i vor 

synlige verden — i sin Søn, Jesus! I Jesus, Guds Søn, 

kom Gud til os, i denne verdens nød og elendighed.

Efter jeg har lært Jesus at kende, ved jeg, at Gud lever. 

Jeg plejer at sige: Siden Jesus er kommet er gudsfornægtelse 

i virkeligheden bare uvidenhed! 

Nu må jeg tale om denne Jesus. Jeg ville allerhelst kun 

fortælle Jesus-historier, men jeg ville alligevel aldrig blive 

færdig med dette store og herlige emne. Altså: Jesus blev 

født i Betlehem, voksede op og blev mand. Man kunne 

ikke se hans guddommelige herlighed, men alligevel blev 

mennesker tiltrukket af ham. De mærkede, at i ham kom 

Guds kærlighed og nåde til os. 

Kana’ans land, hvor Jesus levede, var dengang besat af 

fremmede tropper, nemlig romere. I byen Kapernaum var 

der en romersk officer. Romerne troede i almindelighed på 

mange guder, men i virkeligheden slet ikke på nogen af dem. 

For denne romerske officer sker det, at en, som han 

holder meget af, en af hans tjenere, bliver dødssyg. 

Han henter læger, men ingen kan hjælpe. Da bliver det 

klart for ham: »Han dør fra mig!« Det falder ham ind: 

»Jeg har hørt så meget om denne Jesus. Kan han mon 

hjælpe? Jeg går til ham!« 

Så begiver denne hedenske mand sig på vej til Jesus og 

beder ham: Herre Jesus, min tjener er syg. Vil du ikke nok 

gøre ham rask? Jo, siger Jesus, jeg vil gå med dig! Men 

høvedsmanden svarer: »Åh, det er slet ikke nødvendigt,

at du går med mig. Når jeg giver en befaling, så bliver den 

straks udført. Sig kun et ord, så bliver min tjener rask. 

Med andre ord siger denne hedenske romerske høvedsmand: 

Du kan gøre det umulige muligt! Du er Gud selv! 

Da vender Jesus sig om og siger: »Sandelig siger jeg jer: 

Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.« 

Det vil sige: Sådan en tro, som hos denne ateist, har jeg 

ikke fundet i hele kirken. Denne hedenske høvedsmand 

forstod, at i Jesus er Gud kommet til os. 

Du må lære historierne om Jesus at kende. Jeg beder dig, 

ja, jeg appellerer til dig: Køb dig et Ny Testamente. Læs 

først Johannes-evangeliet for dig selv, derefter de andre 

evangelier og så videre. Det er vidunderlige fortællinger 

om Jesus! Jeg kender intet ugeblad, der kan bringe så 

smukke historier, som Det nye Testamente. 

Men Jesus, Guds Søn, var ikke kun kommet til verden for 

at helbrede en tjener eller for at dokumentere og bevise, at 

Gud eksisterer. Han ville mere. Han kom, for at mennesker 

skulle få fred med Gud. 

Mellem Gud og os står ikke kun muren til den anden 

dimension. Mellem Gud og dig, mellem Gud og mig, 

rejser sig også en helt anden mur. Og det er vor skyld! 

Har du løjet? Så har du lagt en sten på muren mellem 

0

Gud og dig. Har du levet uden Gud, en dag uden at bede? 

Endnu en sten. Urenhed, ægteskabsbrud, tyveri, brud på 

helligdagen, også de tusinde små ting er overtrædelser af 

budene - og hver gang har vi tilføjet en sten. Alle sammen 

har vi bygget på den mur, som adskiller mennesker fra Gud. 

Gud er en hellig Gud. Når jeg siger »Gud«, så dukker 

spørgsmålet om mine synder og min skyld automatisk 

op. Dette spørgsmål må være afklaret! Gud tager hver 

eneste synd dødsens alvorligt! Jeg kender mennesker, 

der tænker: »Hvor må Gud være glad for, at jeg tror på 

ham!« Ih, du milde! 

Det nytter jo intet! Djævelen »tror også på Gud«! Han 

er bestemt ikke ateist. Han ved meget vel, at Gud lever. 

Men han har ingen fred med Gud! Fred med Gud har jeg 

først, når muren af synd og skyld mellem Gud og mig 

er fjernet. Derfor kom Jesus! Han har fjernet muren af 

skyld! Derfor lod han sig korsfæste. Han vidste, at én 

måtte bære den hellige Guds dom over synden — enten 

menneskene eller ham selv. Wilhelm Busch eller Jesus! 

Og så tog han, den uskyldige Søn af den levende Gud, 

Jesus Kristus, min straf. Og også din straf! 

Nu vil jeg male Herren Jesus for jeres øjne, som han 

hænger på korset. Det er det billede, jeg elsker mest 

i verden. Med ham, som hænger der, har Gud gennembrudt 

muren og er kommet ind til verdens nød.

Dér hænger han, om hvem Bibelen siger: »Herren lod al vor 

skyld ramme ham.« Dér hænger han, som bærer alle skyldstenene 

- vore skyldsten — på sine skuldre. Der hænger 

han, som gør det, ingen af os kan: Han tager vore skyldsten 

væk. Du må selv læse det i Bibelen. Der på korset 

bliver det virkelighed: »Han blev straffet for at vi kunne 

få fred.« 

Lad mig gøre det klart på en anden måde. Jeg har en god 

ven i Schweiz, som jeg har haft nogle vidunderlige ferier 

sammen med. Når vi har spist middag sammen et eller 

andet sted, kommer regningen. Da gælder det: »Én må 

betale! Hvem har den største pung?« Selvfølgelig kunne 

jeg sige: »Hans, betal du i dag! Læg du ud.« Men du forstår 

sikkert, hvad jeg mener: Én må betale. 

Også for vores skyld over for Gud, for alle vores synder 

og overtrædelser, må én betale. Enten tror du på Jesus, 

at han har betalt for dig, eller også må du selv engang 

betale. Men for hver skyld må der betales. Derfor er Jesus 

så vigtig! Ham holder jeg mig til, for han har betalt for mig! 

Nu blev denne Jesus ikke i Dødsriget. Nej! Og det er det 

vidunderlige. Tre dage efter Jesu død stod en mand og 

grublede: »Hvad nu med Jesus? Nu er han død. Jeg har set, 

hvordan han blev lagt i klippegraven, og en sten blev rullet 

hen foran. Var han Guds Søn, eller var han ikke Guds Søn?«

Manden hed Thomas. Endnu mens han spekulerer: 

»Hvad nu med Jesus?«, kommer hans venner og jubler: 

»Mand! Han lever! Hvorfor ser du stadig så ked ud af det? 

Han lever!« »Hvem lever?« »Jesus!« »Umuligt!« »Jo, vi 

har set den tomme grav, det kan vi bevidne! Og - vi har 

mødt ham!« 

»Kan det være rigtigt,« tænker Thomas, »at en opstår 

fra døden? Hvis det er rigtigt, ja, så er han Guds Søn, så 

har Gud vedkendt sig ham.« Men Thomas er skeptisk: 

»Jeg er blevet holdt for nar så ofte i mit liv. Jeg tror ikke 

mere på noget, jeg ikke selv har set.« 

På en rejse sagde en konduktør, som jeg talte med om Jesus: 

»Jeg tror kun på det, jeg kan se.« Præcis sådan tænkte 

Thomas også. Og så siger han til de andre: »Hvis jeg ikke 

stikker min finger i naglemærkerne i hans hænder og 

stikker min hånd i det dødssår, de tilføjede ham, så tror 

jeg det ikke.« Disciplene kunne tale munden i laser — som 

jeg gjorde i Sassnitz - hele tiden ville Thomas sige: »Jeg 

tror det ikke!« Otte dage senere er han sammen med alle 

sine venner. Pludselig står Jesus der: »Fred være med jer!« 

Og henvendt til Thomas siger han: »Thomas, kom. Ræk din 

finger frem og se mine hænder, og ræk din hånd frem og 

stik den i mit dødssår og vær ikke vantro men troende!« 

Da falder denne stakkels spekulerende tvivler ned 

på knæ og råber: »Min herre og min Gud!«

Nu forstår du, hvorfor jeg siger, at et liv med Gud ikke 

er nogen illusion. Et liv med Gud er ingen indbildning. 

Gud er ikke noget uvist: »Et eller andet sted må der være 

en Gud, men hvordan han er, det ved man ikke.« Nej! 

At der findes et liv med Gud grunder sig på, at Guds Søn 

er kommet og er død for mig og er opstået fra de døde. 

Derfor kan jeg nu vide helt præcis besked om Gud. 

Det var det første, jeg ville klargøre som forudsætning 

for vores tema: »Hvad får man ud af et liv med Gud?«: 

Et liv med Gud er ingen indbildning, ingen illusion! 

Og nu vil jeg besvare endnu et forudgående spørgsmål, 

nemlig spørgsmålet: 

{2} Hvordan får man et liv med Gud? 

Hvor ofte har folk ikke sagt til mig: »Pastor Busch, du er en 

lykkelig mand. Du har noget, som jeg ikke har.« Jeg svarer: 

»Sig ikke det! Det samme kan du også få! Jesus er også 

for dig.« Og så kommer spørgsmålet: »Men hvordan får 

jeg så et liv med Gud?« Bibelen svarer ganske klart med 

en sætning: Tro på Herren Jesus! 

Hvis jeg dog bare kunne føre dig til denne tro! Først må jeg 

forklare, hvad det egentlig er at »tro«. Mange mennesker 

har nemlig en helt forkert forestilling om det at tro.

En kigger på sit ur og siger: »Nu er den præcis 20 minutter 

over syv. Det ved jeg.« En anden, der ikke har noget ur, 

siger: »Den er tyve minutter over syv - tror jeg.« Mennesker 

tror altså, at »tro« er noget lignende en usikker viden. 

Ikke sandt? Men hvad betyder »tro«, når Bibelen siger: 

»Tro på Herren Jesus!«? Jeg vil gøre det tydeligt for dig 

med en oplevelse. 

Jeg holdt engang møder i Norge, i Oslo. En lørdag morgen 

skulle jeg flyve hjem, for allerede dagen efter skulle jeg 

tale ved et stort møde i Wuppertal. Men så let skulle det 

ikke gå. Maskinen var en time forsinket på grund af tåge. 

Endelig kunne vi gå om bord med retning mod København, 

hvorfra vi skulle videre. 

Men da vi var over København, drejede piloten pludselig 

fra og fløj mod Sverige. Over højttaleren meddelte 

han os, at København var dækket af tåge, så vi ikke kunne 

lande der. Vi fløj mod Malmø i Sverige. Hvad skulle jeg der? 

Jeg ville til Düsseldorf! Jeg skulle jo tale i Wuppertal! 

Vi lander i Malmø. Og der ser vi, at hele lufthavnen er 

fuld af mennesker. Og hele tiden lander den ene maskine 

efter den anden. Det viste sig, at Malmø var den eneste 

lufthavn i et stort område, der var fri af tågen. Alle maskiner 

fløj hertil. Det var kun en lille lufthavn, og der var 

ikke flere stole at sidde på i lufthavnsbygningen.

Jeg havde underholdt mig med en østrigsk sælger. 

Nu spurgte vi os selv: »Hvad nu? Måske står vi her stadig 

i morgen tidlig! Benene vil være helt ødelagte!« Alle skældte 

ud, spurgte, murrede og knurrede som altid i sådanne 

situationer. 

Pludselig hørte vi i højttaleren: »Der afgår nu en firemotorers 

maskine sydpå. Vi ved ikke, om den lander i 

Hamburg, i Düsseldorf eller i Frankfurt. Men de, som vil 

sydpå, kan gå om bord!« Det var en noget usikker sag. 

Ved siden af os råbte også straks en kone: »Jeg går ikke 

om bord! Det tør jeg ikke satse på!« Jeg sagde: »Kære ven, 

det behøver du heller ikke. Bliv du ganske roligt her!« 

Og min østrigske ven sagde: »Hmm. Sådan en tågeflyver! 

Og når man ikke engang ved, hvor man kommer hen!« 

I det øjeblik, da konen råbte og østrigeren også gjorde 

mig en smule usikker, kom piloten forbi i sin blå uniform. 

Jeg så hans ansigt, et ansigt med dødelig alvor, dybt koncentreret. 

Man kunne mærke på ham, at han vidste, hvad 

det handlede om. For ham var det ikke leg. Jeg sagde til 

min østrigske ven: »Ham kan vi stole på. Kom, vi går om 

bord! Han er ikke nogen luft-akrobat!« Og så gik vi om bord! 

Fra det øjeblik, vi gik om bord, var vi overladt til piloten. 

Men vi stolede på ham. Jeg betroede ham mit liv. Vi landede 

i Frankfurt, og det varede hele natten, før jeg var hjemme. 

Men jeg kom til målet! Og det er »tro«! Tro er at betro sit 

liv til nogen.

Hvordan får jeg et liv med Gud? »Tro på Herren Jesus, 

så skal du og dit hus blive frelst.« Jeg vil sige det sådan: 

Gå om bord hos Jesus! Da vi gik om bord i flyet havde jeg 

en følelse af, at min østrigske ven gerne ville være blevet 

med et ben på flyvepladsen og kun ville gå om bord med 

det andet. Men den går ikke. Han kunne blive udenfor 

— eller overgive sig med hud og hår til piloten. 

Sådan er det også med Jesus. Du kan ikke leve med det 

ene ben uden Jesus og med det andet gå om bord hos ham. 

Den går ikke. Tro på Herren Jesus, et liv med Gud fås kun, 

når jeg vil risikere det hele. Jeg må sige til ham: »Tag mit 

liv, Jesus, tag det hele.« 

Og nu spørger jeg dig: Hvem ville det være bedre at 

overlade sig selv til end Guds Søn? Intet menneske i verden 

har gjort så meget for mig som Jesus. Han har elsket mig 

så meget, at han er død for mig. Også for dig! Så meget 

har ingen af os elsket. Og han er opstået fra de døde. 

Skulle jeg ikke betro mit liv til ham, som er opstået fra de 

døde? Vi er jo tåber, hvis vi ikke gør det. 

Men i det øjeblik, hvor jeg giver Jesus mit liv, er jeg 

gået om bord i livet med Gud. Der er et skønt vers, som 

jeg så gerne synger: 

O, herre, til hvem skulle vi dog gå hen? 

Du ejer jo evighedslivet. 

Kun du bærer navnet som synderes ven, 

kun du har dit blod for os givet.

Når vi nu er nået hertil, vil jeg komme med en lille tilføjelse. 

Altså: Hvis du vil give Jesus dit liv og gå om bord hos ham; 

hvis du vil betro ham dit liv, så sig det til ham! Han er her! 

Han er ved siden af dig. Han hører dig. Sig til ham: 

»Herre Jesus, jeg giver dig mit liv!« 

Da jeg som en forkommen og gudløs ung mand omvendte 

mig og tog imod Jesus, bad jeg: »Herre Jesus, nu giver jeg 

dig mit liv. Jeg kan ikke love dig, at jeg bliver god. Du må 

give mig et andet hjerte, hvis det skal lykkes. Jeg har en 

dårlig karakter, men det, jeg er, det giver jeg dig. Du må 

gøre noget ud af mig!« 

Det var det tidspunkt i mit liv, hvor jeg med begge ben 

steg om bord hos Jesus og gav ham, som havde købt mig 

med sit blod mit livs ror. 

For at komme videre i livet med Gud må man nødvendig-vis 

bruge de tre »b«-er: Bibelen, bønnen og 

brødrefællesskabet. 

Du kan ikke tilhøre Jesus og så ikke have mere med ham 

at gøre. Du må have en Bibel eller et Ny Testamente og 

hver dag stille og roligt bruge et kvarters tid på at læse 

fra en ende af. Det, du ikke kan forstå, lader du bare vente. 

Men jo oftere du læser, desto herligere bliver det for dig. 

For mig bliver det ofte til stor glæde, at jeg må tilhøre

denne herlige frelser og fortælle om ham. Man får nemlig 

ikke kun et liv med Gud, man må også give det videre. 

Til det første »b«, Bibelen, kommer det andet »b«, nemlig 

bønnen. Jesus hører dig! Du behøver ikke holde smukke 

taler for ham. Bed du bare ligesom en husmor: »Herre Jesus! 

I dag er det en dårlig dag: Min mand er i dårligt humør, 

børnene hører ikke, hvad jeg siger, jeg skal vaske, og jeg 

mangler 400 kroner. Herre Jesus, nu lægger jeg det hele 

over til dig. Hjælp mig, at jeg alligevel må være glad i hjertet, 

fordi jeg har fået livet fra dig. Og hjælp mig også igennem 

dagen. Herre Jesus, jeg takker dig, fordi jeg må betro mig 

og alle mine problemer til dig!« Forstår du, jeg kan sige 

alt det til Jesus, som ligger mig på sinde. Og jeg må også 

bede: »Herre Jesus, lær mig bedre at kende dig og hele 

tiden komme til at tilhøre dig mere og mere. 

Som tredje »b« hører mit liv med Gud også til i brødrefællesskabet, 

i menigheden. Man finder sammen med andre, 

som også vil tilhøre Jesus. For nylig sagde én til mig: »Jeg 

vil tro, men jeg kan ikke komme videre!« Jeg rådede ham 

til at finde sammen med andre kristne. Han indvendte: 

»Jeg kan ikke trives sammen med dem!« »Nå,« sagde jeg, 

»så er der ikke noget at gøre. Hvis du vil være sammen 

med dem engang i Himmelen, så må du lære det allerede 

nu. Den kære Gud kan ikke have solo-kristne!«

Jeg kendte som ung en bankdirektør i Frankfurt, en gammel 

mand, som fortalte mig meget fra sine unge år. Da han blev 

færdig med sin studentereksamen, sagde hans far til ham: 

»Her har du så og så mange penge, nu kan du rejse rundt 

til alle Europas hovedstæder.« 

Forestil dig det: En ung mand på 18 år får sådan en 

besked. Sådan skulle man have det! Den gamle mand fortalte 

mig: »Jeg vidste, at nu blev det let for mig at falde 

i storbyens synd og skam. Men jeg ville tilhøre Jesus. 

Derfor pakkede jeg mit Ny Testamente ned i bagagen. 

Og hver dag, før jeg gik ud af hotelværelset, ville jeg høre 

Jesu stemme og tale med ham. Og hvor jeg kom hen, ville 

jeg opsøge kristne. Jeg har mødt Jesus-disciple overalt: I 

Lissabon, i Madrid, i London, i ... Sværest var det i Paris. 

Jeg spurgte længe efter en, der tilhørte Jesus. Til sidst viste 

man mig hen til en skomager: »Han læser i Bibelen!« 

Så gik den fornemme unge mand ned af trappen til 

værkstedet og spurgte ham: »Kender du Jesus?« Skomagerens 

øjne lyste til svar. Den unge mand sagde: »Må jeg 

komme hver morgen til dig, så vi kan bede sammen?« 

Så vigtigt var det tredje »b« for ham, brødre-fællesskabet 

med dem, der også vil være kristne. 

Det var det, jeg ville sige først: Et liv med Gud er ingen 

illusion, efter at Jesus er kommet. Og: Hvordan får jeg et 

00

liv med Gud: »Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus 

blive frelst.« Nu kommer jeg til det egentlige spørgsmål: 

{3} Hvad får man ud af et liv med Gud? 

Kære ven, hvis jeg skulle fortælle dig om alt, hvad man 

får ud af et liv med Gud og af fællesskabet med Jesus, så 

skulle jeg tale fra nu af og til juleaften, og jeg ville stadig 

ikke være færdig. Så meget får man ud af det. 

Jeg glemmer ikke, hvad min far sagde, da han som 53-årig 

lå for døden - det var nogle af hans sidste ord: »Du, Wilhelm, 

sig til alle mine venner og bekendte, hvor lykkelig Jesus 

har gjort mig - i livet og i døden!« 

Når man ligger for døden, er det slut med flosklerne, 

da duer fraserne ikke mere. Og når én i sit sidste åndedrag 

vidner: »... hvor lykkelig Jesus har gjort mig - i livet og 

i døden«, så taler det stærkt til den, der hører det Hvordan 

vil din død blive? 

Da jeg endnu var ung præst, skete der i Ruhr-distriktet 

noget skønt: Der var arrangeret et stort møde, hvor en 

lærd mand i et to timer langt foredrag beviste, at der ikke 

fandtes nogen Gud. Han havde præsenteret hele sin lærdom. 

Salen var fuld af mennesker. Der blev ikke sparet på bifaldet: 

»Hurra, der findes ingen Gud. Vi kan gøre, som vi vil!« 

0

Da taleren var færdig efter to timer, rejste arrangøren sig 

og sagde: »Nu er der åbent for diskussion. Hvis nogen 

har noget at sige, kan de melde sig.« Selvfølgelig var der 

ingen, der havde mod til det. Alle tænkte: »Sådan en lærd 

mand skal man ikke sige imod.« Der var helt sikkert meget, 

som ikke helt stemte, men hvem havde mod til at stille 

sig op på podiet, når der sad tusind mennesker og gav 

ham deres bifald? 

Og dog! Én meldte sig. Bagest i salen gjorde en bedstemor 

tegn. Hun var en rigtig gammel bedstemor med en af 

de små sorte hatte, som der var så mange af i Ruhr-distriktet. 

Da hun meldte sig, sagde arrangøren: »Bedste, vil du sige 

noget?« »Ja,« svarede hun, »jeg vil sige noget!« »Så må du 

komme herop!« »Ja,« sagde hun, »bare rolig, jeg kommer.« 

Det var en tapper kvinde! Bedstemor marcherede op 

foran på podiet, stillede sig ved talerstolen og begyndte: 

»Hr. taler, nu har du i to timer talt om din vantro. Lad mig 

nu i fem minutter tale om min tro. Jeg må fortælle dig, 

hvad min Herre, min himmelske far, har gjort for mig. 

Ser du: Da jeg var en ung kone, forulykkede min mand 

ved en fest, og de bragte ham død hjem. Der stod jeg nu 

med mine tre små børn. Dengang var de sociale ordninger 

meget dårlige. Jeg kunne fortvivle, som jeg stod der ved 

min mands lig. Men ser du: Der begyndte Gud at trøste 

mig, som intet menneske kunne trøste. Det, mennesker 

sagde til mig, gik ind ad det ene øre og ud ad det andet. 

0

Men han, den levende Gud, trøstede mig. Og jeg sagde 

til ham: »Herre, nu må du være en far for mine børn!« 

Det var gribende, som den gamle kone fortalte. »Ofte 

vidste jeg ikke om aftenen, hvor jeg skulle få penge fra til 

at mætte mine børn den næste dag. Da sagde jeg til min 

frelser: »Herre, du ved jo, hvor elendigt det er, hjælp du mig!« 

Og så vender den gamle kone sig til taleren og siger: 

»Han har aldrig ladt mig i stikken. Aldrig! Jeg måtte gå 

igennem svære tider, men han lod mig aldrig i stikken. 

Og Gud har gjort endnu mere: Han har sendt sin Søn, 

Herren Jesus Kristus. Han er død for mig, er opstået og 

har renset mig med sit blod for alle mine synder!« 

»Ja,« fortsatte hun, »nu er jeg en gammel kone. Jeg skal 

snart dø. Og ser du: Han har også givet mig et sikkert 

håb om det evige liv. Når jeg for sidste gang lukker mine 

øjne, så vågner jeg op i Himmelen, for jeg tilhører Jesus. 

Alt det har han gjort for mig. Og nu spørger jeg dig, 

hr. taler: Hvad har din vantro gjort for dig?« 

Taleren rejser sig op, klapper den gamle bedstemor på 

skuldrene og siger: »Åh, sådan en gammel bedstemor som 

dig vil jeg da ikke tage troen fra. Det er jo kun godt for 

gamle mennesker at have noget, at tro på.« 

Så skulle man have set den gamle bedstemor! Energisk 

fejede hun det væk og sagde: »Næ, næ, sådan kan du ikke 

komme af med mig! Jeg har stillet et spørgsmål, og du 

skal svare mig! Jeg har fortalt dig, hvad min Herre har 

0

gjort for mig. Og nu skal du sige mig: Hvad har din vantro 

gjort for dig?« — Stor forlegenhed! Denne bedstemor var 

en klog kvinde! 

Og når evangeliet i dag angribes fra alle sider, da spørger 

jeg: Hvad får I egentlig ud af jeres vantro? Jeg har i hvert 

fald ikke indtryk af, at de mennesker har fred i hjertet og 

er blevet lykkelige af det. Nej, min ven! 

Hvad får man så ud af et liv med Gud? Lad mig sige det 

helt personligt: Jeg havde slet ikke kunnet holde mit liv 

ud, hvis jeg ikke gennem Jesus havde fået fred med Gud. 

Der var timer, hvor mit hjerte ville briste! 

Der kan så hurtigt komme noget svært over os, hvor man 

pludselig er færdig med alle store ord og kun rækker hånden 

ud i mørket og spørger: »Er der da ingen, som kan hjælpe 

mig!?« 

Ser du, specielt i de svære timer i livet viser det sig, 

hvad man har i Jesus! Da jeg giftede mig, sagde jeg til 

min kone: »Jeg ønsker mig seks sønner, og de skal alle 

sammen spille horn!« Jeg havde tænkt mig det så smukt: 

et stort hornorkester i huset. 

Vel, vi fik seks børn, fire dejlige døtre og to sønner. 

Men begge mine sønner er ikke mere. Begge blev taget 

fra mig på skrækkeligste måde, først den ene og så også 

den anden. Det kommer jeg aldrig over. 

0

Jeg har arbejdet hele mit liv som ungdomspræst og haft 

med unge mænd at gøre — også mine egne børn ... Jeg 

kan stadig føle, hvordan jeg gik rundt med følelsen af, at 

en kniv havde skåret mig i hjertet, efter budskabet om 

min anden søns død. Mennesker kom og sagde trøsteord. 

Men de nåede ikke mit hjerte, de blev slet ikke opfattet. 

Jeg var ungdomspræst og vidste: »I aften skal jeg til ungdomsmøde. 

150 unge mænd skal jeg glad fortælle Guds 

ord.« Og mit hjerte blødte! 

Da lukkede jeg mig inde, faldt på mine knæ og bad: 

»Herre Jesus, du lever, tag dig dog af din arme præst!« 

Jeg slog op i mit Ny Testamente og læste: Jesus siger: 

Min fred giver jeg jer! Jeg vidste, at det, han lover, holder 

han også. Så jeg bad: »Herre Jesus, jeg kan ikke forstå, 

hvorfor du har gjort dette, men giv mig din fred. Fyld mit 

hjerte med din fred!« Og — han gjorde det! Han gjorde 

det! Det bevidner jeg for dig! 

Du vil også få brug for ham, når ingen mennesker mere 

kan trøste dig. Det er herligt: Når ingen mennesker kan 

hjælpe da at kende Jesus, der købte os med sit blod på 

korset og er opstået — og at kunne sige til ham: »Herre, 

giv mig din fred!« Som en stærk strøm flyder den fred, 

han giver, ind i hjertet. Det gælder også i de sværeste 

timer i vores liv, når det går mod døden. 

0

Hvordan bliver din død? Da kan ingen mennesker hjælpe 

dig. Selv den kæreste hånd må du slippe. Hvordan bliver 

det? Du går ind for Guds ansigt! Vil du træde ind dér med 

alle dine synder? Ak, om du greb din frelsers stærke hånd 

og vidste: »Han har købt mig med sit dyre blod og tilgivet 

al min synd!« — så kan man også dø lykkelig! 

Hvad får man så ud af et liv med Gud? Jeg vil opremse det 

for dig: Fred med Gud, glæde i hjertet, kærlighed til Gud 

og næsten, så jeg endda kan have kærlighed til mine fjender, 

trøst i ulykken, et sikkert håb om det evige liv, Den hellige 

Ånd, tilgivelse for synderne og skylden — jeg kunne blive 

ved længe endnu! 

Det er godt at tro på Jesus! Jeg ønsker dig denne rigdom, 

denne lykke! 

Dette er pastor Buschs sidste foredrag, som han holdt den 19. juni 1966 

i Sassnitz. På tilbagerejsen fra et evangelisationsfremstød blev han 

den 20. juni forfremmet til herligheden. 

0

Læs bogen online - Hvad skal jeg med Jesus

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?