Jomfruen med enhjørningen - af Tracy Chevalier - Klejtrup Kirke

More documents

Recommendations

Info

Boganmeldelse Jomfruen med enhjørningen - af Tracy Chevalier Boganmeldelse v. Birthe Korsbæk Den historiske fortælling, kunsten og den gode historie overlever smukt med romaner som denne: et sanseligt, farverigt og psykologisk troværdigtnærbillede af fransk og flamsk renæssancesmennesker og miljøer. Tracy Chevalier er også forfatter til »Pige med Perleørering«, som jeg tidligere har omtalt i dette blad. Hun er født i Washington DC, og bor nu i London med mand og søn. Hun interesserer sig meget for den historiske fortælling, og har med god forestillingsevne forsøgt at leve sig ind i skabelsesprocessen omkring berømte kunstværker. På »Musee National du Moyen Age« i Paris hænger i dag 6 store vævede billedgobeliner (såkaldte tapeter) med fællestitlen »Jomfruen med enhjørningen«. Vi ved ikke, hvordan de er blevet til, hvem der har tegnet forlægget til dem, hvem der har vævet dem eller hvorfor de ser ud, som de gør, men de har sat gang i forfatterens fantasi. Den franske adelsmand Jean la Viste er sandsynligvis manden, der bestilte gobelinerne, da hans adelsvåben figurerer på dem alle. Jean la Viste levede ved det franske hof i slutningen af 1400-tallet. Det er også meget sandsynligt, at vævningen af gobelinerne foregik i Belgien – sikkert Bruxelles, hvor der på den tid var meget dygtige og anerkendte vævestuer, der vævede efter netop de metoder og traditioner, der er anvendt her. Romanen om dette vældige kunst- 14 håndværks tilblivelse begynder i Paris i foråret 1490. En ung, talentfuld maler, den charmerende Nicolas des Innocents, hidkaldes af den ærgerrige Jean Le Viste, en højt betroet embedsmand ved Louis XI´s hof. Nicolas har vundet et vist ry ved samme hof som miniaturemaler, men har aldrig før malet forlæg til store vægtapeter. Han er en selvsikker, heftigt flirtende skørtejæger og svirebroder, og han har da heller ikke tænkt sig at forlade sit livlige Paris for at rejse nordpå. Han kommer til begge dele, han bliver forelsket for alvor – og han modnes heraf menneskeligt og kunstnerisk. De 6 store billedgobeliner bliver hans livs opgave, og det samme bliver de for familien i den vævestue i Bruxelles, som får til opgave at udføre arbejdet efter malerens forlæg. Billedmotiverne er helt enestående for datiden. Hidtil har adelens vævede tapeter altid illustreret kampscener fra store slag, hvori tapeternes ejer med sit våbenskjolds tilstedeværelse altid berømmes for sin tapre medvirken. A mon seul de’sir På disse 6 gobeliner fremstilles de 5 sanser: synet, smagssansen, lugtesansen, høresansen og følesansen. Det sjette tæppe har, til forskel fra de andre, indvævet en tekst. Synet Der står »A mon seul de´sir« i teltets tag. Det betyder sådan noget som »Til mit inderste ønske« (min inderste drøm). Virkemidlerne er på alle gobeliner kvinder og enhjørninge, som blev anset for særligt kloge og følsomme dyr. Det skulle vise sig, at det kom til at danne mode at fremstille kunstværker med følsomme motiver og med smukke kvinder. De store kampsceners tid var forbi. Fra den fornemme familie i Paris følger vi Nicolas til det lille, arbejdsomme væverværksted i Bruxelles, hvor en høj håndværksmæssig standard i et strengt laugsvæsen og lige så strengt, regelbundet kirkeliv er de faste holdepunkter, men hvor sammenhold og bestandighed er vejen til overlevelse. Høj og lav, ung og gammel, tjenerskab og herskab fremstår klart og stærkt bevægende i deres indbyrdes afhængighedsforhold.Autentiske miljøer og interiører, nøjagtig og velanvendt viden om sociale, familiemæssige og kunstneriske forhold i tiden, et enkelt og flydende Boganmeldelse sprog, fra det ramsaltede til det poetisk nænsomme, er Chevaliers adelsmærke. Samt en veludviklet evne til at skabe »rigtige« mennesker, hvis handlen og ageren forbinder ulige skæbner på godt og ondt. Forfatteren lader bogens hovedpersoner fortælle hver sit afsnit i »jeg« form, og evner at omstille fortælleform og ordvalg fra den sløsede drukkenbolt, forfører og kunstner til den letsindige teenager, der ikke er klar over følgerne af sine letsindigheder og den arbejdsomme husfader, der tynges af ansvar for familiens forsørgelse og husmoderen, der (vel efter datidens skik) uden at få særlig mange oplysninger fra manden har ansvar for at få tingene til at hænge sammen og holde døtrene på dydens smalle vej, så de uplettede kan træde ind i den hellige ægtestand med en mand, som faderen vælger til dem. Det er en meget spændende og læseværdig metode, når læseren på den måde får lejlighed til at sætte sig ind i hver enkelts tankeverden. Man lærer virkelig at se den samme sag fra flere sider. Man må beundre forfatterens indlevelsesevne. Følelse I første afsnit fortæller maleren Nicolas des Innocents (bemærk efternavnet, 15
Boganmeldelse der betyder »uskyld«, hvilket må være meget ironisk ment fra forfatterens side) om sit møde med familien Le Viste, der bestiller ham til at udføre tegningerne til gobelinerne. Især beretter han om mødet med husets unge datter Claude, som ender med at blive hans store, uopnåelige kærlighed og model til billedet »A mon seul de’sir«. I 2. del af romanen er Claude »jeg« personen. Her hører vi om en ung, fransk adelsjomfrus (teenagers) tanker og følelser. Om et kedsommeligt liv, om fremtidsdrømme og om utilfredshed og vanskelighed med at enes med forældrene, især moderen, som efter datidens traditioner er ansvarlig for at holde sin sprælske datter »ren i sjæl og legeme«. 3. kapitel er husfruens Genevieves fortælling: Om ansvar og pligter, om drømmen om at kunne lægge det hele bag sig og gå i kloster og om skyldfølelse over ikke at have født sin adelige mand en mandlig arving. Hendes største problem er nu at holde denne kunstner på afstand af sin letsindige datter. Madame Genevive bliver model i en af gobelinerne. I næste afsnit er vi i Bruxelles, hvor vævemesteren Georges fortæller om sit første møde med kunstneren Nicolas. Mødet bliver ikke så heldigt. Nicolas finder skikkene i Bruxelles for primitive og landlige og fremhæver det sofistikerede liv i Paris på væverfamiliens bekostning. Vævestuens kartonmester Philippe skal forstørre og ændre malerierne, så de kan bruges til væveforlæg, det giver nogen kontroverser. Det samme gør de vanskelige forhandlinger om pris og tidsforbrug og Nicolas´charmefremstød over for væverens datter Allianor, som er forbavsende uimodtagelig (Nicolas har ikke opdaget, hun er blind). Så kommer turen til kartonmesteren Philippe de la Tour. Vi opdager gennem hans tanker, at han er dybt forelsket i den blinde Allianor, som (uden selv at være blevet informeret om det) er forlovet med 16 den gamle farver Jaques la Bæuf, - en meget bøs og utiltalende og krævende herre, som desuden stinker af fårepis, - det bruges nemlig til den blå farve, som er hans speciale. Både Philippe og pigens moder gør deres bedste, for at holde Allianor på afstand af Jaques, som hun tydeligvis er meget bange for. Allianor er næste fortæller. Hun overhører en samtale mellem forældrene og finder her ud af, hvem hun er forlovet med. Skønt hun er uundværlig for værkstedet, er faderens kommentar, at »det er jo ikke let at finde en ægtemand til en blind pige« og når sønnen overtager, vil hun være til byrde resten af livet. Allianors slutbemærkning er: »Mine øjne har kun én ting til fælles med andre – de kan fælde tårer«. Ironisk nok bliver Allianor model til gobelinen med navnet »Synet«. Væverens kone Christine fortæller derefter om sit arbejdsomme liv med at holde sammen på værkstedet og Høresans få det hele til at fungere. Hun er en dygtig væverske, men som kvinde må hun ikke tage del i det overordnede vævearbejde. Det gør hun alligevel, ellers holder tidsplanen ikke, men hun kan ikke tage æren for sit arbejde, og hun må forsøge at holde sig fri af vævelaugets uanmeldte kontrolbesøg. Samtidig ser hun det som sin opgave længst muligt at beskytte datteren mod sin ubehagelige forlovede farver, Jaques. Tilbage i Paris beretter Nicolas om sin håbløse drøm om la Viste-datteren Claude og sit mislykkede forsøg på at kontakte hende, - et forsøg, der får alvorlige følger for både ham selv og Claude. Madame Genevieve la Vistes beretning om, hvordan hun må installere Claude i et lukket kloster indtil forlovelsen med en fornem adelsmand skal finde sted er næste billede. Så følger Claudes beretning om opholdet på klosteret, hvor hun gør en skæbnesvanger opdagelse. Tilbage i væveværkstedet er der hektisk travlhed. Væveren Georges beretter her. Bogens stærkeste kapitel er lagt i munden på væverens blinde datter Allianor. Hun har besluttet, at hun ikke vil acceptere sin skæbne, og tager sagen i egen hånd. Med kunstneren Nicolas som et villigt redskab sørger hun for at blive med barn, så hun ikke kan »afsættes« til sin forhadte forlovede. Da det bliver opdaget, er Nicolas for længst rejst til Paris igen. Væverens kone Christine fortsætter beretningen om Allianor og giver os slutningen på hendes tragiske skæbne, som heldigvis ændrer sig til det bedre. Phi lippe de la Tour, (kartonmesteren) mener Boganmeldelse Smag selv, han redder Allianor ved at gifte sig med hende. Allianors kommentar hertil er »jeg har reddet mig selv«. Vi fornemmer, at de to får et godt og arbejdsomt liv sammen. Da værket hænger på plads i adelsmandens Grande Salle (store sal), har læseren fået et afromantiseret hverdagsdrama gennem 2 år i en periode i vor europæiske kulturhistorie, er blevet godt undervist og skønt underholdt fra første til sidste side. Ud over de psykologiske og menneskelige aspekter, virker skildringen af den historiske periode, sidste tiår af 1400- tallet, meget troværdig. Den skarpe adskillelse af mands- og kvinderoller, tjenestefolks lave status, synet på kunstnere som selvoptagne forførere, den katolske kirkes strenge krav til borgernes livsførelse og til de unge adelsdøtres renhed i ånd og legeme. Desuden får vi et godt indblik i, hvordan arbejdet med Middelalderens fantastiske, vævede gobeliner blev skabt med de arbejdsmetoder, man kendte og anerkendte på det tidspunkt under strenge regler, fastsat og kontrolleret af de enkelte håndværkerlaug. 17
Page 1 and 2: Gudstjenesteliste Gudstjenesteliste
Page 3 and 4: Prædiken Men nogle år senere opho
Page 5 and 6: Fra skolens vindue Fra skolens vind
Page 7: Siden sidst Siden sidst Døbte i He

Jomfruen med enhjørningen - af Tracy Chevalier - Klejtrup Kirke

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?