Dronningens_soeroeve.. - Siden Saxo

Olufs brev blev slutningen på sørøveraktiviteten mellem 1370 og 1385.
Snart efter var de preussiske hansestæders tiltro til fredelige danske farvande
genoprettet, og udrustningen af fredsskibe stoppede.
Sørøveri som politisk magtmiddel
Margrethes anvendelse af sørøvere er langtfra enestående i europæisk
middelalderhistorie. Som led i en skjult krigsførelse kendes lignende
eksempler fra både Skotland og England. Anvendelsen af sørøveri som
politisk magtmiddel var ikke altid under regentens fulde kontrol. Da den
engelske konge Henrik IV anvendte sørøvere - der som i Danmark tilhørte
landets magtelite - skabte det ofte diplomatiske kriser, fordi sørøverne
i høj grad opererede på egen hånd. Men for at undgå indenrigspolitiske
problemer tillod kongen sørøverne vidt spillerum. Han havde nemlig
brug for deres tjeneste i forbindelse med landets forsvar. En lignende
situation synes at have udspillet sig med Margrethes sørøvere mellem
1375 og 1385: På den ene side ønskede hun at chikanere hansestæderne
og Mecklenburg, selvom det gav diplomatiske problemer. På den anden
side havde hun behov for alle våbenføre støtter i de udenrigspolitiske
planer, hun arbejdede med i disse år, nemlig ekspansionen hen imod et
samlet Skandinavien.
At sørøverne i både Norden og England er indflydelsesrige personer
er ikke underligt. At eje og drive et sørøverskib har krævet adgang til
stor og risikovillig kapital og stillet krav om sømandskab og uddannelse
i krigskunst.
Om Margrethes sørøvere kan kaldes kapere - altså statsautoriserede
sørøvere, eller snarere “statsrepræsentative kombattanter”, da der jo ikke
udstedtes kaperbreve i middelalderen - er et åbent spørgsmål. Reelt var der
ikke krig mellem Danmark og hansestæderne i perioden, men forholdet
mellem Danmark og Mecklenburg var krigslignende. Derved kom især to
hansestæder, Rostock og Wismar, til at sidde i en dobbeltrolle, idet hansestæderne
var mecklenburgske og samtidigt medlem af hanseforbundet.
I spørgsmål om erstatning for sørøveraktiviteten ligner sagerne om
Margrethes sørøvere de sager, vi finder i udlandet. Hansestæderne rejste
erstatningskrav direkte over for Margrethe, selvom hun nægtede kendskab
til sørøverne. Dette var helt almindelig procedure i sådanne sager i middelalderen.
Regenten hæftede for sine undersåtter. Margrethes diplomatiske snilde udspillede
hansestæderne i denne sag, idet hun henviste til Stralsundfredens ordlyd, som
hansestæderne selv havde udformet, og undgik derved at betale erstatning for den
påførte skade.
Bjarne Salling Pedersen er stud.mag. i historie ved Københavns Universitet
Dronning Margrete som hun er
skildret på sin sarkofag i Roskilde
domkirke. Brugte hun virkelig bevidst
og aktivt sørøvere i kampen
om herredømmet over Skåne? Som
artiklen her viser, skorter det ikke på
indicier, og det ville være helt i tråd
med, hvordan udenlandske magter
førte udenrigspolitik. Gengivet efter
Vivian Etting: ”Margrete den første.
En regent og hendes samtid”.
S I D E N S A X O N R . 1, 2 0 1 0 41