Kludesejlads. D175 Nini. - Drabant 22

Kludesejlads.
Hvis jeg skulle vælge. Vælge mellem hus, vil, båd eller for den sags
skyld mit arbejde. Altså de store ting i tilværelsen. Ja, hvordan ville et
sådan valg så spænde af. Falde ud.
Selv ville jeg ikke være i tvivl. Aldrig. Efter at have oplevet friheden
på vandet, ville valget være simpelt.
Nu er jeg heldigvis ikke i en sådan situation, så det kan kun være
hypotetiske tanker, men lad os bare prøve at føre tankespindet ud i
livet.
Tilværelsen drejer sig for mig om at tilrane sig nogle få lykkelige
øjeblikke, og da lykken aldrig er en permanent tilstand, men kun
optræder i korte glimt, må man opsøge og lede efter de korte
sekvenser.
Jeg finder disse korte glimt ude på vandet. Når sejlene sættes, og
båden smukt glider gennem vandet, går der sommetider en berusende
glæde gennem krop og sjæl. En gysen gennem marv og ben. Når dette
sker, er jeg ikke længere i tvivl. Så kan de beholde alt for min skyld,
bare de ikke fratager mig de små sekvenser af lykke, jeg finder på
havet.
Lykken er for kort til så mange ting, men aldeles ikke til kludesejlads,
tværtimod. Lisen, freden, roen, bølgeskvulpene og sejlenes blafren i
vinden overstiger langt glæden ved andre materielle værdier. På en
båd gå det materielle og oplevelserne op i en højere enhed.
De andre ting, jeg før nævnte, har alle en hage. Et hus er i 30 år
udelukkende prioriteter og pantebreve, en bil bliver gammel og ruster
hurtigt op og koster samtidig en frygtelig bunke penge i
reparationsudgifter, og et arbejde er bare en måde at tjene lidt ussel
mammon på, og som forhindrer en i at nyde livets gave 100%. Et
nødvendigt onde.

Nej, en båd er den mest perfekte opfindelse. Man kan flytte sig, rejse
jorden rundt, bo i den, elske i den. Kort sagt leve i den. Få de få korte
glimt af lykke, som er forudsætningen for et rigere og bedre liv.
Menneskenes rastløshed og tidens almindelige ørkesløshed
demonstreres på mange måder. Tiden tand er til hurtige motorbåde,
vandscootere osv. Hvad får folk til at fise frem og tilbage ved
stranden i en speedbåd. Bare for at irritere os andre, eller hvad med
den unge knægt, der gasser helt op inde i havnebassinet, hvad
rumsterer der i hans hoved. Denne fart. Er den virkelig så vigtig.
Betyder hestekræfterne virkelig så meget. Om man når næste bøje om
5 eller 10 minutter, er da forbandet ligegyldigt. Undervejs glemmer
fartdjævlene sgu da lykken og glæden.
Jeg vil vove den påstand, at jeg er i større pagt med vinden og havet
end de er. De har en passion, men jeg forstår dem ikke. Det er som om
større fart, mere larm og mest mulig hækbølge er det eneste
saliggørende. For mig at se har motorkraften overtaget styringen.
Mine lykkelige øjeblikke er, når jeg har trimmet sejlene perfekt, og så
samtidig føler den kraft, der ligger i vinden. Det fascinerer mig altid,
at vi kommer frem uden brug af nymodens tekniske hjælpemidler. At
generationer før os fandt på at sætte nogle klude på deres skibe og så
udnytte vindkraften så unikt.
Livet er så kort, at man har brug for kludesejlads til at forskønne
tilværelsen med, og til at stjæle et par lykkestunder. Livet med sejl er
en livsstil, en væremåde, en tilværelsesform, og når foråret titter frem,
bliver vinterens løsagtige drømmerier virkelige og nære. Så vil vi
drage ud og snuppe et par korte lykkeglimt midt under en vidunderlig
kludesejlads.

Stig Rasmussen
D 175 Nini
NÅR VERDEN BLIVER SEJLERNES
VIL DER VÆRE ALT AT EJE
OG SELV DE ALVORLIGE BEGYNDER AT LEGE
NÅR MAGTEN BLIVER SEJLERNES
KAN VI IGEN DANSE OG SKRIGE
DER VIL IKKE MERE VÆRE NOGEN
TIL AT FØRE TÅBELIGE KRIGE
NÅR SEJLERNE OVERTAGER RORET
VIL DER IKKE VÆRE FLERE GALE
KUN FULDT NORMALE
NÅR VEREN BLIVER SEJLERNES
FÅR VI JORDEN HIMLEN OG HAVET TILBAGE