100 år Skakbladet - Dansk Skak Union

... BJØRNENS VILJE
36. Sh7 Lf3 37. Tg5? Sxh4?
Tidnød. Ingen af dem så Te2†.
38. Th5 Te2† 39. Kf1 Txe3 40. Txh4
Txe5 41. Kf2 Ld1 42. b4 cxb4 43. opg.
Disse spredte glimt skal ikke være
ordnede, f.eks. kronologisk. Men i
fortsættelse af det viste eksempel på,
hvilken selvtillid Bjørnen havde i
stillinger uden dronninger, skal vi
lige se et par træk af et parti mod
Alfred Christensen:
Alfred Christensen
Bjørn Nielsen
Modtaget dronninggambit / D20
1. d4 d5 2. c4 dxc4!?
En afveksling, tidligere var han en
svoren tilhænger af Laskers Forsvar.
Rakkeren finder på noget originalt.
Han var faktisk original. Tidligere
valgte han f2-f4 i alle partier, senere
kun hver anden gang. Med Sort var
det ikke forkrøblede kongeindere
altsammen, både Benoni og Farajowicz
stod på menuen.
3. Da4†!? Dd7! 4. Dxc4 Dc6
Slut! Hvid står i overkanten, men
gevinsten voldte ikke Sort de store
problemer. Han havde bedre slutspilsteknik,
mest tålmodighed og den
stærkeste vilje.
Men der er jo lige et politisk problem.
Var Bjørnen nazist? Jeg kan
forsikre, at det har jeg aldrig hørt i
Vestjylland, og jeg havde alle antenner
i lyttestilling, når samtalen
drejede i den retning. Det må være
noget, en sindssyg københavner
fandt på i forbindelse med München
1941. En af den slags, der er så ringe,
at man må sige De.
32 2007 /8/320
Bjørn Nielsen mod den svenske stormester Gösta Stoltz i OL-træningsturneringen i
København 1933. Tilskueren med piben er Jens Enevoldsen.
Harald Enevoldsen vendte tilbage
til spørgsmålet flere gange, og altid
med de samme klare ord:
– Nej, hør nu her: Selvfølgelig var
han ikke det. Bjørn var meget intelligent,
og han var invalid. Nazierne
praktiserede eutanasi og den slags.
Måske skal vi nu om ad et stolt
kapitel i det krigshærgede Danmarks
skakkultur, litteraturen.
Fini Pode Petersen har berettet,
hvad en skakbekendt fra det neutrale
Sverige sagde i 1946:
– Vi svenskere køber jo danske
bøger. Hvad I har, navnlig takket
være Bjørn Nielsen, Jens Enevoldsen
og Alfred Christensen, der kan
vi slet ikke være med.
Poul Hage skrev i mindenummeret:
– Hans stil er den akademiske og
præget af stor saglighed og nøgternhed.
Kun sjældent vover han sig ud
over emnet i snævreste forstand. Det
sker dog. Hans indledning til ‘Kongeangrebet’
er af stor dramatisk virkning.
Dertil kan tilføjes, at både i ‘Hvordan
man vinder en gevinststilling’
og navnlig i ‘Kan de kombinere’
vrimler det med vittigheder omkring
‘fejl’ og ‘vanvittige resultater’.
I ‘Aron Nimzowitsch’ drejer det
sig jo mest om ‘100 partier forsynet
med stormesterens egne kommentarer
og skakcauserier’. Kun en enkelt
gang skrider BN ind, på side 218,
ved et af matchpartierne mod Brinckmann
i Kolding, januar 1923. Nimzo
ofrer en bonde og roser offerets
korrekthed. Hvid skulle have taget
bonden. BN:
– Et offer, der fremtvinger remis,
er åbenbart ‘korrekt’ som remisoffer
betragtet, men kan i øvrigt være fuldstændig
‘ukorrekt – nemlig såfremt
stillingen var mere end en umiddelbar
remis værd. N.s note trækker ikke
denne forskel klart op.
Det er helt præcist. Men Julius
Nielsen kunne have skrevet det samme,
og måske skarpere. Det er et
knudepunkt i dansk skaklitteratur,
hvor man glimrende kan forestille
sig, at mange lyntog mødes. Jeg tror,
Krause er med. Samt både Alfred
Christensen, Jens Enevoldsen og
Bent Larsen. Samt Nimzo selv! Vi
kan alle sammen have forsyndet os
med en alt for hurtig kommentar,
f.eks. til avisen næste dag.
På et eller andet tidspunkt skal jeg
vel til det, igen er det München 1941.
Men kommentarerne skal være de
kortest mulige. Slet ikke som Jens Enevoldsens
i 49, hvor han bringer en
frygtelig omgang tysk ‘ligegyldig
ordskvalder’. Men han bringer den!!