2012-4 - Skovhuset

mig - kan konkurrere med Rublevs berømte Treenighedsikon om
titlen: Ikonernes Ikon.
Jeg tror, jeg kan forklare det, hvis jeg - ultra-kort - sammenfatter
debatten fra 700-tallet om ikonernes berettigelse. Over for det
gammeltestamentlige billedforbud hævdede ikonernes forsvarere, at
situationen nu er en anden, nu hvor Gud er blevet menneske. Ja – og
nej, svarede modstanderne: Oldkirken har fastslået, at Jesus Kristus
er både Gud og menneske ”uden sammenblanding og uden adskillelse”,
så det går ikke an at afbilde ham kun som et menneske. Det
gør vi jo netop heller ikke, svarede ikonforsvarerne. Og det afgjorde
sagen. Derfor er figurerne på en ikon nok realistiske, med smukke
folder i klædedragten, men omgivelserne har altid et vist surrealistisk
præg. Vi står over for noget, som ikke er af denne verden. Derfor har
en ortodoks kirke ingen skulpturer. Deres realisme ville være for ensidig.
Fredsstifterens særlige dimension består i, at den i al sin ødelagthed
vidner om, hvad man kunne kalde Guds omvendte perspektiv. Gud
er den, som udvælger ”det, som verden ser ned på, og som ringeagtes,
det, som ingenting er, … for at gøre det, som er noget, til ingenting”
(1 Kor 1,28). ”Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han
har ophøjet de ringe”, synger Maria i det Ny Testamente (Luk 1,52) i
kor med Hanna i det Gamle Testamente: ”Heltenes bue brækkes,
men de segnefærdige væbner sig med styrke. Mætte lader sig fæste
for brød, men sultne behøver det ikke” (1 Samuel 2,4-5).
I den forstand er Fredsstifterens Kristus blevet til ”Guds herligheds
afglans og hans væsens udtrykte billede” (Hebr 1, 3).
Måtte ”alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed,
forvandles efter det billede, vi skuer” (2 Kor 3,18).
7