KAPITEL 6 • PLAnTErs ovErLEvELsEssTrATEgIEr - Brug Botanisk ...

Figur 2. Tværsnit af flydeblad hos Åkande. Øverste epidermis
indeholder spalteåbninger. Derunder 4 lag palissadeceller
med grønkorn. Cellerne ligger tæt med 4 lodrette sider, da der
kommer masser af lys på bladet. Den nedre del af bladet har
mange store luftkanaler. Det omvendte ”Y” er en sclereide,
som afstiver bladet i bølgegang, (sp. = spalteåbninger).
Figur 3. Tværsnit af blad fra Ruellia, en regnskovsplante.
Bladet er tyndt. Epidermis på
både over- og underside har prismatiske
celler, som bøjer lyset ind i bladet (se tekst).
Spalteåbningerne ligger på puder, som rager
over de almindelige epidermisceller. Hårene
er levende (indeholder cellekerner) og øger
dermed den transpirerende overflade. Palissadecellerne
er kegleformede i kun 1 lag.
Grønkornene ligger langs de skrå vægge og
skygger ikke for hinanden.
Sumpplanter står med rødderne dybt forankret i
slam på bunden af søer og vandløb. Da ilt er nødvendig
for processerne her, har sumpplanter, og
vandplanter i det hele taget, et veludviklet system
af luftkanaler gennem hele planten. Eksempler er
Papyrus, som ses i væksthus 1. Dunhammer og
Tagrør, som gror langs vandløb og søbredder bl.a.
i Danmark er bygget på samme måde.
Planter fra regnskov
Her kan lyset være en begrænsende faktor for
væksten. Regnskovsplanter har derfor ofte meget
store og tynde blade for at kunne fange mest
muligt lys. En plantes blade er desuden anbragt sådan,
at de skygger mindst muligt for hinanden. De
sidder i bladmosaik. Anatomisk kan epidermiscellerne
– bladenes yderste lag af celler – være udformet
så de danner prismer (tjek evt. ordet prisme
på nettet). Herved afbøjes lysstrålerne, så de rammer
grønkornene bedst muligt. Grønkornene er
også anbragt, så de ikke skygger for hinanden. Da
bladene er omgivet af tæt vanddamp, ser man ofte,
at spalteåbningerne er anbragt på toppen af små
cellepuder, som rager op over bladets almindelige
overflade. Herved kan den nødvendige transpiration
foregå mere effektivt (figur 3.).
En særlig type regnskovsplanter udgøres af
epifytterne, som er planter, der lever højt oppe i
træerne uden at snylte på dem. De får deres vand
sp. sp. sp.
fra regn, som løber ned ad træstammerne, eller
deres rødder opsuger vandet fra grenvinkler, hvis
ikke ligefrem at planten selv danner en skål, som
deres rødder kan forsynes fra. Mange epifytter er
sukkulente, hvilket vil sige, de opsamler vand i
deres celler, så blade, stængler eller rødder bliver
tykke og vandfyldte. Der kan så tæres på vandet,
når der kommer perioder med tørke. Typiske epifytter
finder vi hos Orkidé- og Ananasfamilierne,
men her findes også tit bregner. I væksthusene er
der mange eksempler på epifytter.
Planter fra ørkener og stepper
I ørkener og stepper er der ofte for lidt vand og
for meget lys og varme. For planterne gælder det
derfor om at formindske transpirationen. Mange
planter her er sukkulente og opsamler en vandreserve
i deres stængler eller blade. Her ophobes
vandet i cellernes vakuoler (saftrum). Planten kan
så tære på vandet i perioder med langvarig tørke.
Desuden har planterne udviklet et eller flere af de
følgende forskellige bygningstræk:
• Planternes overflade, hvorfra vandet transpirerer,
formindskes. Det kan gøres ved at have
små eller ingen blade og lade stænglen overtage
fotosyntesen.
• Udvikling af et tykt beskyttende lag (kutikula)
hæmmer sammen med et vokslag transpirationen
fra plantens overflade.
28 Brug BoTAnIsK HAvE I undErvIsnIngEn
sp.
sp.