Asien 2006 dagbog - Familien Lyngholm

Vi har megen forståelse for den, sikkert fattige, mands svære situation og sætter os ind på det lille
sæde, fem mand høj (godt den mindste kun er en meter) og drøner af sted. Ud og ind imellem biler,
tuk tuk'er og motorcykler går det igennem Bangkoks gader. Ungerne griner højt og jubler, de syntes
det er vildt fedt. Jeg syntes det er ret skægt og bekymrer mig en anelse om sikkerheden. Jan
bekymrer sig en stor smule om sikkerheden og syntes det er en smule sjovt.
Vi ankommer til smykkebutikken sammen med mindst ti andre tuk tuk'er med turister.
Smykkehuset både producerer og forhandler smykker og det er tydeligvis et meget fint sted. Der
står nærmest en hel velkomstkomite og tager imod os og damen der viser os rundt, spørger os meget
ud om, hvordan det er muligt for os at holde ferie i to måneder når vi begge har arbejde og børnene
går i skole. Jeg forklarer så godt jeg kan og hun fortæller, at det ikke ville kunne lade sig gøre i
Thailand og at hun aldrig har hørt om noget lignende før.
Der kan man bare se. Det er ikke uden grund vi føler os rige.
Da vi har set butikken går vi ud og finder vores tuk tuk chauffør, men han vil have os til at blive ti
minutter mere før han vil køre os hen til parken, han har nemlig ikke fået brændstof endnu. Jeg
bliver vred og det gør Jan også, så vi går derfra uden at betale chaufføren. Vi har desværre ikke
nogen anelse om hvor vi befinder os, efter tuk tuk turen rundt i byen, så vi har ikke mange andre
muligheder end at shanghaje en ny tuk tuk og håbe på en mere pålidelig chauffør. Gaderne myldrer
med tuk tuk'er og vi prajer en med det samme, som vi forhandler ned i hundredeogogtyve bath fra
hundredeogoghalvtreds. Vi bliver kørt lige til Lumphiniparken, uden svinkeærinder, for den aftalte
pris. Helt sikkert turistpris, men okay med trætte børn. Vi finder parken som har flere gode
legepladser og det er dejligt at komme lidt væk fra trafikken. Vi har jo ikke fået noget at spise siden
morgenmaden i flyet og det føles som en evighed siden, så Jan går efter kylling, vand melon og
vand på flaske. Han køber det ved nogen af de mange små boder, som står overalt. Det ser ikke ud
til at kræve de store investeringer at lave sin egen butik, nogle har en vogn med to hjul og håndtag,
hvorfra de sælger kønt udskåret frugt fx melon, ananas, papaya mm. i små poser med en pind i til at
spise frugten med. Andre har bare et lille bord og en kogeplade hvorpå de stegte pølser, kylling og
andre spyddellikatesser. Hende der har boden med drikkevarer, har en vandtæt vogn som en
halvstor dreng henter en sæk is til en gang imellem og så er den ellers bare fyldt op med
drikkevarer, mest vand, som sælger godt i Bangkoks hede. Ud over den store dreng, har kvinden
også en lille fyr med på cirka halvandet år der bare tusser rundt. Jeg får lov at fotografere den lille.
I parken ser vi flere voksne i gule T-shirts, som hjælper børnene på legepladserne og vi taler om, at
de måske ligefrem er ansat i det ærinde ? Eller måske kan folk aflevere deres børn til en times
pasning imod betaling ?
Josefine og Sofus får brændt en masse indestængt energi af på alle legeredskaberne og vi andre
slapper af, nyder synet af de små og taler om hvor fantastisk det er, at vores eventyr nu omsider er
begyndt.Lige inden vi må tilbage til stationen for at nå toget til Lampang, sætter Sofus sig ned og
siger: ”Nu er jeg så udmattet, at jeg ikke engang kan lege mere”. Så går vi hen til den nærmeste
metrostation som ligger i et hjørne af Lumphiniparken, for vi har fundet ud af der går en metro lige
til Hua Lumphong station.
Metroen er i stor kontrast til den afdankede Hua Lumphong station. Ny og supermoderne. På Hua
Lumphong vil vi lige på toilettet inden vi skal med toget. På toilettet betaler man to bath for at
komme på toilet, hvis man ville have bad koster det ti. De ansatte der holder det hele rent, bærer
gule T-shirts som dem vi har set i parken og vi spekulerer på om der er en sammenhæng eller det
bare er et tilfælde ?
Josefine vil ikke tisse på det toilet, som bare er et hul i gulvet og hun er lige ved at kaste op ved
tanken, selvom det faktisk er nogenlunde rent og pænt, så da vi sætter os ind i toget har Josefine
således ikke tisset siden vi var på toilet i lufthavnen mange timer tidligere. På togperonnen er der et
mylder af handlende. Mange, mange boder sælger mad og det hele dufter så dejligt. Mange
henvender sig til os og rører ved børnenes hår imens de siger: ”beautiful, beautiful”. Toget vi skal
køre med er et anden klasses sovetog. Det viser sig at man får et helt dobbeltsæde pr. plads og at to
dobbeltsæder skal slåes ud til en dobbeltseng, som kun en' person skal benytte, eftersom der også
hænger ”sæder” på væggen som bliver slået ud til overkøjer. Sofus og Josefine venter dog ikke på