Læs hele bladet - pdf - Kristent Perspektiv

Salige er de sagtmodige...
“Jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet”
Jesus om sig selv i Matt. 11:29
“Hvad er . . Sagtmodighed Andet end at
bære den tunge Byrde let”.
Søren Kierkegaard
Den tredje saligprisning er nok den,
der er blevet gjort mest grin med - og
formentlig også mest misforstået. Denne
saligprisning virker latterlig og modsætningsfyldt.
For er der noget, vi er sikre
på, så er det, at den sagtmodige ikke arver
noget som helst. Den, der får, er den, der
griber ud efter det selv. Det firma, der
indleder en “aggressiv” markedsføringskampagne;
den person, som møver sig
frem i køen.
Mange misforstår det at være sagtmodig.
Vi har et billede af en forskræmt,
selvudslettende person uden rygrad, som
går bøjet gennem tilværelsen uden at
efterlade sig noget særligt indtryk. Men
sagtmodighed er ikke at være en dørmåtte,
der bare lader sig træde på. Det
er ikke en kujonagtig person, der viger
uden om alle konflikter. Det er ikke en
person, der drømmeagtigt, zen-buddhistisk
svæver en halv meter over jorden.
Sagtmodig er et stort ord, som er svært
at definere - det bliver også erstattet i
Saligprisningerne med “ydmyghed” (Bibelen
på Hverdagsdansk) og i andre engelske
oversættelser med “mildhed”. Det
græske ord prateus har i sig betydningen
af noget stærkt, der bliver tæmmet - og
kan godt oversættes som “styrke under
kontrol” eller med “fast venlighed”.
Overgiver sin sag til Gud
Sagtmodighed er ikke det samme som
svaghed, men i stedet overgivet styrke.
Af Carsten Thomsen
Den 3. saligprisning er et næsten ordret
citat fra Salme 37:11: “Men de
sagtmodige skal få landet i arv og eje og
glæde sig over stor lykke.” I versene forinden
beskrives sådan en sagtmodighed
med en, der “overgiver” sin vej til Herren,
som stoler på Gud, der har magt til
at gribe ind (v. 5), som er stille over for
Gud, og som venter på ham. Som ikke
“farer op over for den, der har lykken
med sig og får sine planer gennemført”
(v. 7). Som ikke bliver “vred” (v. 8).
Det er her sagtmodighed starter. Med
hvile hos Forsynets Gud. Den sagtmodige
ved, at hans eller hendes livsløb
er i Herrens hånd (Sl. 31:16). Han eller
hun overgiver sine omstændigheder,
hvor svære de end ser ud, eller hvor lykkelige
de end er, til Gud.
Jeg har de seneste dage genlæst
Onkel Toms Hytte. Harriet Beecher
Stowe tegner i slaven Tom et portræt af
en sagtmodig kristen. Hans styrke og
udholdenhed under slaveejernes grusomhed
findes i hans bevidsthed om, at
hans livsløb hviler i Faderens hånd. Sagtmodig,
men alligevel stærk. I et kapitel
vil formanden for farmen, Simon, have
Tom til at herske over de andre slaver.
“Kom så du herhen, Tom!” bød Simon.
“Det er min tanke at ophøje dig til driver,
og jeg mener, at det er bedst, du straks
begynder at øve dig i at bruge pisken; nu
kan du få lov at klø Lucy der.”
“Massa må undskylde mig, det kan jeg
ikke.”
“Da skal jeg nok lære dig det.” Simon
tog sin pisk, gav Tom et rap over ansigtet
og lod derefter en regn af slag falde over
ham, hvor det kunne træffe.
12
“Se så!” pustede han. “Mener du nu, du
kan?” “Nej, Massa,” sagde Tom igen og
tørrede blod af sit ansigt. “Jeg vil slide,
og slæbe, så meget Massa vil forlange
det, men dette her gør jeg ikke.”
Den høflige tone, som Tom altid talte i,
og den blidhed og sindighed, han stadig
viste, havde bragt Simon på den tro,
at han vilde være nem at få bugt med.
De andre slaver stod og bævede i angst
for, hvad der nu ville ske. Simon stod et
øjeblik tvivlrådig, men tog så atter ordet:
“Dit fordømte sorte dyr, vover du at
sætte dig op mod mig! Tør du usle slave
sætte dig på bagbenene over for din
herre og fortælle mig, hvad der er rigtigt
og ikke rigtigt?”
“Hun er syg,” sagde Tom. “Det vilde
være en grusom synd at piske hende, og
jeg gør det ikke, heller ikke nogen anden
pisker jeg, om så Massa slår mig halvt
ihjel.”
Tom talte roligt, men fast; man
skønnede, at han lod sig ikke bøje.
Simons grønlige øjne lyste af raseri....og
han gav sig til at spotte:
“Se se, endelig har vi fået en hellig hund
herind i gården, en gudfrygtig herre,
som kan prædike for os om vore synder.
Ved du ikke, at der står i Skriften: “I tjenere,
adlyder eders Herrer”? Og er jeg
ikke din Herre? Svar mig!” sluttede han
og gav Tom et voldsomt spark med sin
tunge støvle.
Det var, som der gik en stolt og glad
følelse gennem den mishandlede mand.
Han rettede sig, så op mod Himlen og
udbrød med øjnene fulde af tårer:
“Nej nej, min sjæl tilhører en anden,
den har Massa ikke købt, den er der en
anden, der har købt, og han vil vide at
bevare den - gør med mig, hvad I vil.”
“Men skulle I også komme til at lide
for retfærdigheden, er I salige. Frygt
ikke, hvad de frygter, nær ingen rædsel;