Skak Trossamfund Venskabs- foreninger Teater - Kulturen i Gladsaxe

More documents

Recommendations

Info

Glimt fra en barndom - fra 1935 - 1945. Fortsat fra Kulturens december blad. Af Inge Koch. Som sagt, der kom mørke skyer over Danmark. Under besættelsen havde vi et par isvintre så kolde, at færgerne over Storebælt frøs fast under selve overfarten og måtte ligge stille ude i selve bæltet indtil isbryderne kunne komme ud og hjælpe dem løs. Vi skulle spare på alt, så vi startede dagene i skolen kl. 9.30 i stedet for kl. 8.00. Vi måtte ikke bruge unødigt strøm. Men selv det klarede man. Vi måtte lære forvarsler og luftalarmer at kende, og den del af Marielyst Skole, som i dag er kantine, var vores beskyttelsesrum, og når sirenerne lød, jublede vi, for så var der ekstra frikvarter. Høje Gladsaxe var endnu ikke bygget. I stedet lå der en bondegård - Lundegården - og på marken mellem hovedbygningen og Gladsaxevej kørte tyskerne ofte op med deres tunge materiel og holdt en form for øvelse. Så fór alle vi børn op på bænken inden for muren i skolegården og stod der og rakte tunge og skar ansigter ad de tyske soldater, indtil gårdvagten opdagede det, og så var der ellers en kollektiv øretæve til os alle. 10 Man kan som voksen godt få myrekryb ved tanken om, hvad soldaterne kunne have fundet på, hvis de var blevet tossede nok. De havde jo våben med. Der skete heldigvis ingenting, men efterhånden, som besættelsen skred frem, forsvandt vores unge lærere en for en. De var gået under jorden - i Sverige, og vi så dem først igen, da besættelsen var slut. Vi oplevede også en generalstrejke i 1943. Alt gik i stå. Hovedstaden fik næsten ikke tilført mad, og der var ved at være panik på. Vi fik ingen mælk og intet mel, så brød kunne man heller ikke få. Mine forældre måtte ud på en meget lang cykletur for at prøve at få lidt brød. Det lykkedes at opdrive 1/4 rugbrød i Farum. Og det lå meget langt ude. Jeg har prøvet at stå i kø bare for at få en lille æske tændstikker eller blot en klat fedt. Det var ikke rart, men danskerne stod sammen og delte, så godt vi kunne. Nu om stunder er enhver sig selv nærmest. Og sådan kan tiderne og vilkårene skifte. I Søborg havde vi også nazister og værnemagere. En meget grim plet på danmarkshistorien. Vi vidste, hvor der boede en rendyrket nazist. Under hele besættelsen havde han i et af sine gavlvinduer et skilt med 3 V’er. Det stod for: Vi Vil Vinde. Men Søborgviddet omdøbte det straks til: Vi Vakler Videre. Og adskillige gange i nattens mulm og mørke blev vejen udenfor overmalet med ord som nazistsvin og deslige, og så var man nødt til at bryde asfalten op og lægge nyt på. Det skete adskillige gange, men han var ikke vellidt, så man undte ham det af et godt hjerte. Ingen kendte noget til det, men alle vidste om det. Og vi fik udgangsforbud. Vi måtte ikke gå uden for vores dør fra kl. 7 aften til kl. 7 morgen. Tyskerne kunne ikke rigtig finde ud af os danskere. Vi virkede så lovlydige, men det var kun på overfladen, og det irriterede dem. Vi trodsede dem godt og grundigt, og vi drillede dem det bedste, vi kunne. Og de anede ikke, hvordan de skulle tackle det. I de andre besatte lande havde man gjort åben modstand, og det kunne man jo brutalt slå ned, men ikke her. Når jeg tænker på alle de revy-viser, der blev skrevet de år, kan man da godt grine lidt af, at tyskerne altid talte om - die dumme dänen - . De fandt aldrig selv ud af, hvad der stod mellem linjerne i alle disse sange. Og hvor vi morede os over deres enfold. Og selv om vi ikke måtte gå ud om aftenen, magtede vi selvfølgelig alligevel at besøge hinanden. Man sørgede blot for lidt ekstra agtpågivenhed, før vi løb over vejen. Under krigen havde min farmor besluttet at give hver af sine tre sønner 2000 kr., så de kunne få WC med træk og slip. Vi havde alle lokummer i gården. Først fik mine farbrødre installeret deres og til sidst blev det vores tur. Min ene farbror var vores nabo. Da han og far var færdige med marinen omkring 1919 købte de grund side om side på Holmevej. Min far byggede først og så flyttede min onkel og tante ind i fars hus, mens deres eget blev bygget. Det passede
så lige med, at mine forældre som nygifte, kunne tage deres eget hus i besiddelse. Men som sagt: Lokummer i gården. Ubehageligt på kolde vinterdage. Da kunne man passende bruge det moderne udtryk: at være kold i røven. Men glovarme sommerdage var det ikke spor bedre, så det at få et rigtigt WC var jo en drøm. Og en dag, medens far byggede hos os og onkel var færdig med sit WC, var jeg inde og skulle låne en bog af min fætter. Jeg fik en TARZAN bog, men så skulle jeg lige pludselig!!!! Ned af trappen og ind på det fine nye WC, og der sad jeg så og råhyggede mig og var helt væk i den bog, så jeg slet ikke registrerede, at der blev taget i døren flere gange, førend min onkel blev tosset og råbte: ’Kan du ikke gå ind og skide hos dig selv?’ Det var tarveligt, nu da jeg nød det sådan. Men det er sådanne små ting, der kan gøre minder sjove. Men så var der jo stadigvæk skolen. I femte klasse havde vi overlærer Asmussen til fysik. De, der ved, hvordan Marielysts fysiklokale er indrettet, ved også, at sæderne skråner opad bag til. Nu havde jeg det sådan, at jeg altid - om muligt - sørgede for at komme så langt væk fra læreren som jeg kunne, så jeg havde fået mig anbragt allerøverst og bagerst. Vi var blevet sat til et forsøg af en eller anden art, og Asmussen gik så nedenfor de bageste sæder og kiggede ind i glasskabene. Jeg stak hånden ud over kanten og foregav - skriver foregav - at kilde ham ovenpå hans skaldede isse. Men den gamle luskebuks havde set det i glasdøren, så jeg blev kaldt hen til hans plads. ’Hent pegepinden’, lød det. Det gjorde jeg så. Derefter ’buk’, og så fik jeg ellers tre rap i rumpen med den tynde ende. Kors hvor det sved. Men man skulle jo ikke give sig, så jeg meddelte ham straks, at det havde han også gjort ved min far mange år tidligere, da far var dreng på Søborg skole og Asmussen var hans lærer. Og så blev der ikke talt mere om det. Jeg havde en umådelig gang krudt i enden som gjorde, at jeg tit kom udenfor døren. Når inspektøren var i farvandet, ja så var de store gardiner i aulaen et fantantisk gemmested, til faren var drevet over. Jeg tror ikke, at der er nogen af mine lærere, der ikke har givet mig en på skrinet. Og det kan jeg godt forstå i dag. Kun een af dem bar jeg nag til. Det var min klasselærer. Han var ugift og sadist. Han må have manglet noget meget væsentligt i sin tilværelse med den opførsel. Han red mig som en mare, og slap mig faktisk først, da han døde, og jeg sagde:’Gudskelov’. Så kom befrielsen. Jeg glemmer aldrig den aften. Mine forældre var til sølvbryllup, og jeg var hos en kusine på Bispebjerg, hvor jeg skulle sove. Da befrielsesbudskabet lød i radioen, blev alle unge som gamle skrupskøre og totalt ellevilde. Vi unge fór ud på Frederiksborgvej og klatrede op på sporvognene og fik gratis køreture ned ad Bispebjerg bakke. Helt ovenpå vognene. Rullegardinerne indeni blev revet ned, nu skulle vi have lys og ikke de dødsyge mørklægningsgardiner mere. Det var ren ekstase. Få dage efter befrielsen skulle en af krigens sejrherre, general Montgomery komme til København, så vi tog til byen og tog opstilling udenfor Tivoli. Sikken et triumftog. Københavnerne var helt vilde, og han blev hyldet efter alle kunstens regler. Vi havde megen glæde tilgode efter de fem mørke år, og samtidig måtte vi erkende, at vi havde haft det godt i forhold til Holland og Belgien, der også havde været besat. Men efter Montgomerys kortege kom en helt anden. En række af lastbiler, hvorpå der på ladet stod tæt sammenpakkede folk med hænderne foldet oppe bag hovedet. Det var stikkerne og værnemagerne, som vores frihedskæmpere havde fået fat på. Der stod de så. Nu var de bange. Nu slog regnskabets time og den slog hårdt. De fik siden, hvad de havde fortjent. Jeg blev konfirmeret i Søborg Kirke i 1945. Der var stadigvæk mangel på mange ting,og fordi jeg ikke var så høj, kunne jeg kun tilkomme 4,5 m stof til en lang hvid konfirmationskjole. Højere piger fik 5 m stof. Andendagstøjet var noget for sig. Det var lavet af et kunststof, som hed celluld, og det kradsede, så man var ved at blive vanvittig. Men man var så stolt, for nu blev man voksen!!! og folk begyndte at sige ’De’ og ’frk. Nielsen’til een. Men så begyndte det for alvor at gå op for mig, hvor forfærdeligt tyskerne havde opført sig. Man blev lidt mere bevidst om, hvordan tingene hang sammen. 11
Page 1: Februar/marts 2006 Nr. 1 - Med Fore
Page 4 and 5: Kulturen i Gladsaxe Næstformand (k
Page 6 and 7: Historiens Dag - er en leg i april
Page 8 and 9: Mødte hinanden efter 40 år Af Bø
Page 12 and 13: Sommerferieaktiviteter 2006 Af Rikk
Page 14 and 15: DDS Mølleå Division Stiftet: Alde
Page 16 and 17: Idræts foreninger i Gladsaxe 1 Gla
Page 18 and 19: Gladsaxe Bowling Klub Stiftet: 17.0
Page 20 and 21: Gladsaxe Idræts Forening Gymnastik
Page 22 and 23: Motorsport Sportsmotorklubben - Gla
Page 24 and 25: 2 Kultur-guide Vi holder kulturen i
Page 26 and 27: Vi holder kulturen i live 2 Kultur-
Page 32: Retuneres ved varig adresseændring

Skak Trossamfund Venskabs- foreninger Teater - Kulturen i Gladsaxe

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?