Download hele Harboøre

Recommendations

Info

ET SAMFUND TÆT PÅ GUD De misforståede missionærer Det var i Harboøre, at pastor Carl Moe i slutningen af 1800-tallet ledte den missionske vækkelsesbevægelse og nedkaldte eder over drikfældige fiskere. Men selvom historien stadig er betydningsfuld for de missionske harboøreboere, har meget ændret sig siden. ”Vi vil ikke holde krampagtigt fast i gamle fordomme”, lyder det. Af Niklas Steffensen Hessel ”Jeg tror, du hurtigt vil mærke, at folk herude faktisk ikke er glade for journalister. De tager herud for at finde et sort billede af religionen og lokalsamfundet, der gerne skal være ligesom Hans Kirks Fiskerne. Det duer jo ikke, at man tager til Harboøre for at tegne et nuanceret billede!” Det er med denne formaning fra Harboøres sognepræst Karsten Christensen i baghovedet, at jeg indleder interviewet med Indre Missions formand i Harboøre, den 50-årige landmand Niels Kirk. Eller rettere, Niels Kirk indleder interviewet. Til min overraskelse har han inviteret tre andre missionsfolk med til vores aftalte møde i ungdomsstuen i det velholdte missionshus ’Elim’, der er opkaldt efter en bibelsk lejr i Sinaj, hvor israelitterne slog lejr under deres ørkenvandring. Formanden beder mig nu først fortælle de fremmødte, hvad formålet med interviewet egentlig er. Det skal handle om Indre Missions rolle i dag i det lille landsbysamfund, hvor missionen 4 Fra venstre: Anton Lilleøre, journalisten, Georg Langer, Karsten Vrist og formand Niels Kirk traditionelt har stået stærkt. Og selvom der er både småkager og sodavand på bordet, tegner det ikke til at blive helt let. Den mørke mission ”Folk vil gerne skrive om det mørke Indre Mission”, siger Niels Kirk. ”Hvorfor tror du, han er kommet herud?”, griner Anton Lilleøre, der for nyligt er gået på pension efter et liv som fisker og minkfarmer. Karsten Vrist, der er 34 år og arbejder på Cheminova som procesoperatør, stejler også overfor mediernes portræt af missionen som sort og bagstræberisk. Han er træt af, at Indre Mission kun bliver set som en organisation, der kæmper mod kvindelige præster og vielser af homoseksuelle. Alle de fremmødte er enige om, at situationen er en ganske anden i dag end i tidligere tider, hvor der gik et skarpt skel igennem det lille landsbysamfund mellem de kristne og de vantro. Man fordømmer ikke sin nabo og skaber ikke splid. De missionske kommer ikke på pubben, og pubbens gæster ikke i missionshuset, men man respekterer hinanden. Men set fra en religiøs synsvinkel er der også en vis ulempe ved det lille samfund, mener formand Niels Kirk. ”Vi kender jo hinanden i Harboøre og ved, hvad hinanden står for. Derfor risikerer vi troende at svigte vores missionsgerning – det er nok nemmere i en storby, hvor man kan stå på gadehjørnerne og ikke kender folk”, siger han. Fortidens synder og fortjenester Men selvom missionens folk ikke er opsøgende, er Indre Mission i Harboøre langt fra sendt til tælling. Missionshuset lægger både rum til søndagsskole for de mindste, en ungdomsafdeling samt ældremøder, og et almindeligt missionsmøde samler gerne 50 mennesker. Medlemmerne omkring bordet lægger generelt afstand til den
fremturende og fordømmende rolle, som missionen historisk spillede i Harboøre. Dengang pastor Carl Moe omkring århundredeskiftet forsikrede sømandsenker om, at deres mænds sjæle var dømt til helvedes ild. Men man anerkender samtidig, at vækkelsesbevægelsen, hvor de udsatte fiskere blev omvendt i massevis, er en væsentlig grund til, at Indre Mission står så stærkt i dag i Harboøre. ”Familier kom til tro, som ellers ikke ville have gjort det. Det var også en anden tid, skal man huske. Når man fordømte brændevin, var det nok også fordi, alkoholisme var et problem blandt fiskerne”, siger Karsten Vrist. Georg Langer, der er 28 år og formand i Indre Missions Ungdom i Harboøre, mener, at en del af det, der bliver sagt i Indre Mission i dag, måske om 40 år vil fremstå ligeså uforståeligt som vækkelsesbevægelsens hårde retorik gør i dag. ”Vi vil jo ikke holde krampagtigt fast i fordomme for fordommenes skyld”, istemmer Karsten Vrist. Ingen bliver stenet Indre Mission i Harboøre følger med tiden, lyder altså meldingen. Men hvordan balancerer man mellem forandring og forkyndelse, uden at budskabet udvandes? På en træhylde i missionshusets hyggelige ungdomsrum står en samling foldere, der under overskrifter som ”Mens du venter” og ”Ti gode grunde til at sex er værd at vente på” informerer unge om farerne ved onani og sex før ægteskab. ”Det er klart, at vi aldrig vil sige, at sex før ægteskab er i orden. Men vi stener jo ikke folk længere”, siger Niels Kirk med sin karakteristiske milde stemmeføring, til stor latter omkring bordet. ”Før i tiden blev de jo sendt væk, sådan nogle sølle piger. Til forskel fra tidligere er vores opgave i dag i højere grad i kærlighed – at være et samfund for dem, der ikke ter sig, ligesom vi ville have gjort. Man kan jo ikke skræmme folk fra noget”, siger han. Kristendom i krisetid Når det handler om kristendommens Niels Kirk, formand i Indre Mission i Harboøre, mener, at folks værdier må ændre sig, hvis Harboøre skal have en fremtid. fremtid i Harboøre, er stemningen omkring bordet fortrøstningsfuld. Der kommer stadig mange unge i Missionshuset. Men Anton Lilleøre understreger, at tingene hurtigt kan ændre sig. Som eksempel nævner han byen Klitmøller: her var et stort missionssamfund i hans ungdom. Siden er byen blevet affolket, og det nedlukkede missionshus er for længst solgt til en IT-virksomhed. I den sammenhæng skræmmer tallene, for Harboøre bliver langsomt affolket år for år. Måske skal man snarere spørge, om der er en fremtid for Harboøre om 20-30 år? ”Så skal folks værdier ændre sig. Man skal værdsætte noget andet end et program med arbejde i 16 timer, så til fitness og så hjem at sove. Harboøre har naturen og mennesker som kender hinanden, og som har tid til at tage sig af hinanden”, siger formand Niels Kirk. Hvis samfundets værdier ikke ændrer sig, kan han godt være bekymret ”Vi kender jo hinanden i Harboøre og ved, hvad hinanden står for. Derfor risikerer vi troende at svigte vores missionsgerning” Niels Kirk, Indre Mission for Harboøres fremtid. Men her dukker byens historie igen op. Da kristendommen for 100 år siden fik tag i harboøreboerne, skete det i et samfund præget af nød og en kamp for det daglige brød. Måske kan den nuværende finanskrise betyde, at folk begynder at orientere sig mod mindre materialistiske værdier, mener Anton Lilleøre. Niels Kirk er enig: ”Før talte man hele tiden om ’kvalitetstid’ med sine børn – efter krisen er folk faktisk begyndt at være mere sammen med dem.” Han understreger, at en bekymring for kristendommens fremtid ikke nødvendigvis er en dårlig ting. ”Man må også sikre en fornyelse. Det handler om at få de unge med. Og i den forbindelse tror jeg, vi har meget at være taknemmelige over i Harboøre.”o 5
Page 1 and 2: Et samfund tæt på Gud oktober 200
Page 3: Inhold INDHOLD ET SAMFUND TÆT PÅ
Page 7 and 8: - det vil sige bøger, der forsøge
Page 9 and 10: sårede mand’. Han fortæller, at
Page 11 and 12: PORTRÆT ET HELT LIV I HARBOØRE Kr
Page 13 and 14: o 13
Page 15 and 16: IDRÆTSCENTRET: Hvor godtfolk er...
Page 17 and 18: “Det er jo ikke, noget vi spinder
Page 19 and 20: Mathias Bysgaard Nielsen, 15 år So
Page 21 and 22: og i missionshuset” før har gjor
Page 23 and 24: Hjem til Harboøre Da Kristian Bro

Download hele Harboøre

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?