Download her! - Centralasiatisk Selskab

OXUS
Nyhedsbrev for
Centralasiatisk
Selskab
2011, nr. 1

Oxus
Indhold
Formandens beretning ved generalforsamlingen 2011
Rasmus Chr. Elling
Elbashys søgen efter det evige (politiske) liv
Morten D. Christensen
Usbekisk arabisk – et besøg i landsbyen Jogari
Ulla Prien
Nya positioner i geopolitikens ”svarta hål”
Birgit Schlyter
DVD-anmeldelse: Charlie Wilson’s war
Per Fischer
Centralasien siden sidst
Morten D. Christensen
Udgivet af Centralasiatisk Selskab, København 2011
ISSN: 1901-9637
Forsidebillede: Pige fra den flersprogede landsby Jogari i Usbekistan. ©Umida Ahmedova.
Redaktionelt
Centralasiatisk Selskab har til formål at fremme kendskabet til og interessen for Centralasien før og nu samt
fungere som tværfagligt forum for koordinering og styrkelse af aktiviteter, der omhandler Centralasien.
Centralasiatisk Selskab er en apolitisk og ikke-profitbaseret organisation. Betegnelsen Centralasien dækker i
selskabets regi primært landene Afghanistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan,
Usbekistan; provinsen Xinjiang i Kina; de sydsibiriske provinser i Rusland; de nordlige provinser i Pakistan;
samt emigranter fra de pågældende områder. Se mere på www.centralasien.dk.
Bidrag i form af artikler, information om arrangementer, billedmateriale, idéer/forslag til emner kan
indsendes pr. e-mail til mail@centralasien.dk. I tilfælde af forbindelsesproblemer kan centralasien@live.dk
bruges i stedet.
Redaktion: Morten D. Christensen, Adam Hyllested, Sten Madsen, Jørgen Thomsen, Rasmus Chr. Elling, Per
Fischer og Pia Dyrhagen.
Redaktionen for dette nummer er afsluttet 17. marts 2011.
Deadlines for kommende numre:
Nr. 2, sommer 2011
Større artikler og indlæg: 1/6
Notitser, annoncer etc.: 10/6
Oxus 2011, nr. 1
Nr. 3, efterår 2011
Større artikler og indlæg: 1/9
Notitser, annoncer etc.: 10/9
3
5
8
13
16
18
2

Oxus
Nyt fra Centralasiatisk Selskab:
Formandens beretning 30. marts 2011
Af Rasmus Chr. Elling
Med bestyrelsens fokus på kvalitet frem for
kvantitet har det forgange år været endnu et
succesfuldt år for Centralasiatisk Selskabs
aktiviteter. Bestyrelsen har arrangeret en række
aktiviteter, der afspejler selskabets
interessemæssige bredde, fra det højaktuelle og
kontroversielle til det historiske og smalle.
2010 var året for endnu en omvæltning i
Kirgisistan, og desværre også for blodige optøjer.
Derfor afholdt selskabet to arrangementer med
fokus på dette land. Den 15. april holdt vi i
samarbejde med Politiken selskabets hidtil største
og mest velbesøgte arrangement i Folkekirkens
Nødhjælps lokaler i Nørregade. Under
overskriften ’Kyrgyzstan after yet an uprising’ talte
hele seks eksperter fra ind- og udland. Udover
selskabets egne eksperter – Maria Louw, Pia
Dyrhagen, Jørgen Thomsen, Mads Østergård og
Morten Christensen – havde vi også besøg af den
kirgisiske forsker Aksana Ismailbekova fra
Martin-Luther-Universität og oplæggene blev
efterfulgt af diskussion og spørgsmål med
ordstyrer, journalist og forfatter Knud Vilby. Med
70 fremmødte var arrangementet en stor succes.
Journalist Vibeke Sperling ved mødet 1. juli. Foto:
Helle B. Bavnhøj
Et lignende arrangement fandt sted den 1. Juli –
igen i Folkekirkens Nødhjælps fremragende
lokaler i Indre By – og denne gang med lige så
prominente gæster: Tatiana Kotova fra ACT
Alliance talte via Skype, imens Vibeke Sperling og
Lisa Henry, begge netop hjemvendte fra
Kirgisistan, leverede friske øjenvidneberetninger
under titlen Katastrofe i Kirgisistan. Dette
arrangement var også et samarbejde med
Oxus 2011, nr. 1
Politiken og Folkekirkens Nødhjælp. Vi har fundet
denne slags samarbejder utroligt givtige, og vi
planlægger at fortsætte med at finde partnere med
interesse i selskabets område.
Et andet eksempel på vellykket samarbejde var
vores fællesarrangement med Dansk-Iransk
Selskab den 5. maj på Københavns Universitet
hvor tæt på 50 fremmødte lyttede til vores
sekretær Adam Hyllested, der fortalte om De
iranske sprogs indoeuropæiske arv. Et mere
intimt arrangement var da selskabet fik besøg i
Københavns Universitets Faculty Lounge af den
danske konsul Bo Eske Nyhus fra
Udenrigsministeriets handelskontor i Almaty,
Kasakhstan. Nyhus fortalte om Dansk
erhvervslivs muligheder i Centralasien for de 15
fremmødte. For andet år i træk deltog
Centralasiatisk Selskab denne sommer som
repræsentant ved det årlige møde i
Udenrigsministeriets ressourcebasegruppe for
Centralasien, som selskabet også er med i.
Ulla Prien, der i marts 2011 er blevet mediernes
foretrukne Libyen-ekspert, er også stærkt engageret i
Centralasien og blev ved generalforsamlingen
indvalgt som nyt medlem af bestyrelsen.
Den 2. oktober orkestrerede bestyrelsen et multiarrangement
på Institut for Tværkulturelle og
Regionale Studier, der med cirka 30 deltagere
også var velbesøgt. Ulla Prien – en ny og vigtig
drivkraft i selskabet – introducerede den
kvindelige fotograf Umida Ahmedovas
kontroversielle skildringer af livet i Usbekistan, og
fortalte som Umidas veninde om kunstnerens
skæbne under diktaturet. Prien blev suppleret af
næstformand Muborak Sharipova og dennes
mand, og Umidas fantastiske billeder blev
fremvist. I den anden del af arrangementet
fortalte Ruben Blædel fra forlaget Rhodos om
3

tilblivelsen af Mytte Fentzs nye spændende bog
’The Kalasha – Mountain People of the Hindu
Kush’. Mytte Fentz var også selv til stede og
indledte med en fængende beretning om sit
feltarbejde. Bogen blev solgt til favørpris til de
fremmødte. Multi-arrangementet var også en
konceptuel succes vi vil gentage da den afspejler
selskabets bredde.
I oktober udkom selskabets fine dansksprogede
nyhedsbrev OXUS med fokus på Umida og
Usbekistan, på de seneste uroligheder i
Tadsjikistan og på pigeliv i Kirgisistan. Som
sædvanlig var der også en gennemgang af
selskabets aktiviteter, af de vigtigste nyheder fra
regionen og en historisk baggrundsartikel. OXUS
udkommer nu med mindre regelmæssighed men
med samme høje niveau og smukke billeder. Et
nyt nummer udkommer sågar i morgen.
2010 blev afsluttet med markering af den
internationale AIDS-dag, hvor gæster fra
Centralasien fortalte professionelt og ud fra
personlige erfaringer om HIV i regionen.
Hjemmesiden oplever netop i denne uge
tekniske problemer, men med det nye
brugervenlige Joomla-system og med en ny og
bedre udbyder kan vi fremover udvikle sidens
resurser og muligheder. I mellemtiden vokser
selskabets Facebook-gruppe, der udover at oplyse
om vores aktiviteter også har udviklet sig til et
forum for udveksling af forespørgsler og
informationer om Centralasien. Vi håber at
Oxus
Oxus 2011, nr. 1
gruppen vokser og bliver Danmarks, hvis ikke
Nordens, vigtigste Facebook-forum for den slags
udveksling og oplysning – og opfordrer derfor alle
medlemmer til at udbrede kendskabet til gruppen.
Fra John Schoeberleins optræden i Århus. I
forgrunden suppleant Maria Louw.
I 2011 havde selskabet fornemt besøg i skikkelse af
den internationalt anerkendte Centralasienforsker
John Schoeberlein, der er meddirektør på
Program on Central Asia and the Caucasus samt
projektleder på Project on Islam in Eurasia ved
Harvard University. Besøget var en dobbeltsucces
da den lod os realisere et ønske, vi længe har haft i
selskabet, om at udbrede vores aktiviteter i
Danmark geografisk. Schoeberlein talte således
først i København den 9. Februar under
overskriften How Muslim is Central Asia?; og
dernæst på Århus Universitet dagen efter under
overskriften Finding the Right Islam for the Post-
Soviet Space. Der var hhv. 30 og 15 deltagere ved
disse arrangementer, og vi håber fremover at
kunne holde flere lignende aktiviteter udenfor
København.
Det var også i februar at vi kunne invitere
selskabets medlemmer på omvisning og drinks på
Davids Samling under overskriften En
introduktion til den islamiske kunst i Davids
Samling med særlig vægt på Centralasien.
Arrangementet var en overvældende succes og der
var så mange henvendelser at vi måtte lukke for
tilmeldinger. Arrangementet viste også at der er
brug for flere af denne slags aktiviteter for
selskabets medlemmer, og vi overvejer at gentage
succesen på Davids Samling snarest.
Således afsluttede vi i aften endnu et
succesfuldt år for Centralasiatisk Selskab med
præsentation ved Ildiko Bellér-Hann, der
repræsenterer fremtiden for dansk Centralasienforskning,
og med dokumentarfilm og nyt fra
Usbekistan ved Ulla Prien. Det må siges at tegne
godt for 2011-12!
4

Oxus
Elbashys søgen efter
det evige (politiske) liv
af Morten D. Christensen
Kasakhstans mangeårige og aldrende præsident Nursultan Nazarbajev står til at vinde
en ny periode ved præsidentvalget 3. april. Det blev udskrevet næsten to år før tid, og
iagttagere peger på alt fra uroen i Mellemøsten til behovet for at få en arvtager på plads
som forklaring på præsidentens hastværk.
- Så vil De måske skaffe mig en eliksir med
ungdom og energi?
Sådan replicerede Kasakhstans 70-årige
præsident Nursultan Nazarbajev, da et medlem af
den kasakhiske folkeforsamling i efteråret
opfordrede ham til at blive som præsident i hvert
fald indtil 2020.
”Jeg fortsætter gerne indtil 2020. Jeg skal blot
bruge en eliksir,” skal Nazarbajev have sagt ifølge
Radio Free Europe/Radio Liberty (RFE/RL).
Præsidentens støtter gik straks i gang med at finde
eliksiren. Det viste sig dog hurtigt, at den bedste
eliksir ikke er et udkog af sjældne urter og horn fra
centralasiatiske steppeantiloper.
Opskriften er snarere et klassisk politisk spil,
der foreløbigt har resulteret i, at Nazarbajev har
fået fremskyndet præsidentvalget i slutningen af
2012 med næsten to år, så kasakherne allerede
søndag den 3. april i år skal til stemmeurnerne.
Ingredienserne i dette spil var den på
overfladen impulsive opfordring til præsidenten
fra loyale undersåtter om, at han da bare skulle
aflyse de kommende præsidentvalg og fortsætte
Oxus 2011, nr. 1
som ubestridt leder det næste tiår, når han nu
alligevel er og altid vil være den bedste præsident.
Nazarbajev har allerede titel af ”Elbashy” –
nationens leder – der giver ham eneret på at stille
op som præsidentkandidat et ubegrænset antal
gange. Han har oven i købet livslang vetoret over
politiske beslutninger i Kasakhstan – selv efter, at
han ikke længere formelt set er præsident.
Forslag om folkeafstemning skudt ned
Opfordringen blev fulgt op af en landsdækkende
underskriftsindsamling med forslag om at
udskrive en folkeafstemning, der i realiteten ville
gøre Nazarbajev til præsident på livstid. Mere end
halvdelen af Kasakhstans ni millioner
stemmeberettigede skrev, ifølge kampagnens
støtter, under på andragendet.
RFE/RL skriver, at Nazarbajev i sin årlige tale
til nationen i januar sagde, at han var ”rørt” over
folkets tillid, og at han forstod signalet om, at han
skulle fortsætte på sin post.
Alligevel tøvede præsidenten med at udskrive
en folkeafstemning, som parlamentet ellers
5

enstemmigt havde godkendt – Nazarbajevs Nur
Otan-parti sidder på samtlige pladser i begge
kamre. I stedet bad han Forfatningsrådet afgøre
om en sådan folkeafstemning ville være i
overensstemmelse med forfatningen.
Til de fleste iagttageres overraskelse meddelte
Forfatningsrådet, at folkeafstemningen ville være
forfatningsstridig. Nazarbajev undlod at bruge sin
vetoret mod kendelsen og udskrev i stedet, efter
en lynændring af forfatningen, præsidentvalg til
afholdelse allerede i begyndelsen af april.
Flere bud på Nazarbajevs hastværk
Iagttagere peger i flere retninger, når de forsøger
at give en forklaring på Nazarbajevs pludselige
ønske om et præsidentvalg 20 måneder før tid, og
hvorfor han modstod fristelsen ved en
folkeafstemning, der kunne have lettet ham for
besværet med at afholde valg de næste 10 år.
Ifølge lederen af Eurasian Center for Political
Studies i Almaty, Rustem Lebekov, spiller de
folkelige opstande i Mellemøsten i nogen grad ind
på beslutningen. Men han tvivler på, at valget skal
ses i direkte forlængelse af opbruddet i
Mellemøsten og som et forsøg på at imødekomme
intern kritik. Lebekov vurderer, at kasakherne
ikke interesserer sig stort for politik og slet ikke
for politiske begivenheder i udlandet.
- Det, der sker i Mellemøsten, har større
indflydelse på eliten. Begivenhederne skræmmer
magthaverne, fordi folk begynder at drage
paralleller, siger Rustem Lebekov til RFE/RL.
Hidtil har der heller ikke været nogen som
helst tegn på folkelige opstande i det olierige
Kasakhstan, der er verdens niende største land,
men med beskedne 16,5 millioner indbyggere.
Alderen trykker og ingen oplagt arving
En mere udbredt forklaringsmodel handler om
Nursultan Nazarbajevs fremskredne alder. Hvis
det ikke lykkes at finde eliksiren, der giver evigt
liv, skal Nazarbajev i stedet have kørt en arving til
den kasakhiske trone i stilling.
Det lader til at være lidt af en udfordring, og
usikkerheden om arvefølgen kan være den
primære motivation for Nazarbajev til at sikre sig
selv en ny femårig embedsperiode nu frem for at
vente til 2012. På den måde vinder han tid til at få
styr på arvefølgen.
Ifølge Eurasianet.org lå det engang i kortene,
at Nazarbajev på et tidspunkt ville overlade
styrepinden til sin ældste datter Darighas mand,
Rakhat Aliev. Men parret er blevet skilt og Aliev er
persona non grata i Kasakhstan. Og hvis han
vender hjem fra sit østrigske eksil, står han til 40
års fængsel i en sag om banksvindel.
Senest er også en anden svigersøn kommet i
problemer på grund af hvidvask af penge i
Schweiz, og det har hæmmet hans chancer.
Oxus
Oxus 2011, nr. 1
Centralasiens to aldrende præsidenter, 70-årige
Nazarbajev (t.v.) og Usbekistans 72-årige Islam
Karimov.
Ifølge den politiske analytiker Dosym Satpajev fra
det Almaty-baserede Risk Assessment Group
bliver det interessante ved præsidentvalget ikke så
meget resultatet, men nærmere om Nazarbajev
griber chancen for at lægge de første kort i
arvekabalen.
- Det bliver interessant om der i denne
valgkamp bliver bragt nogle ”dark horses” i spil,
hvorfra der kan fremkomme nogle mulige
efterfølgere, citerer Eurasianet.org Satpajev for at
have udtalt til avisen Svoboda Slova i begyndelsen
af februar.
- Hvis Nazarbajev i år endelig begynder at
sætte en plan for videregivelse af magten i verden,
så vil denne valgkamp være retfærdiggjort. Men
hvis den endnu engang forløber som en ren
forestilling, vil det igen have været spild af tid og
penge, siger Dosym Satpajev.
Imødegår vestlig kritik
Den angiveligt massive folkelige opbakning til at
lade Nazarbajev fortsætte uden valg kan have gjort
så stort indtryk på Nursultan Nazarbajev, at han
var nødt til at gribe chancen og holde valg nu,
mens hans popularitet er i top.
Centralasien-analytiker Anna Walker fra det
internationale konsulentfirma Control Risks i
London siger til Eurasianet.org, at det tidlige
præsidentvalg kan ses som et logisk skridt i
betragtning af den tilsyneladende store støtte,
Nazarbajev har opnået i forbindelse med
kampagnen for en folkeafstemning.
Men hvorfor ikke bare gennemføre
folkeafstemningen?
Ifølge Anna Walker tager Nazarbajev brodden
ud af den forventede kritik fra Vesten og især USA
ved at holde et tidligt præsidentvalg frem for en
folkeafstemning. USA har udtrykt, at det ville
være et tilbageslag for demokratiet i Kasakhstan,
hvis Nazarbajev kunne regere ubestridt i det næste
årti.
6

Ved at skippe folkeafstemningen og i stedet
holde valg opnår Nazarbajevs regime tværtimod at
fremstå som garant for demokratiet, og både USA,
EU og OSCE har budt valget velkommen.
- Ved at udskrive valg før tid fremstår
Nazarbajev som den fornuftige og pragmatiske
politiker som inderst inde er forpligtet på
demokrati i Kasakhstan, om end det er et
demokrati, hvor han altid er garanteret sejr, siger
Rico Isaacs, lektor i internationale studier ved
Oxford Brookes Universitetet i England, til
Eurasianet.org.
Det signal kan være særdeles vigtigt at sende
for Nazarbajev kort tid efter, at Kasakhstan havde
formandskabet for OSCE og var vært for
organisationens første topmøde på statslederniveau
i mere end 10 år.
Det er langt fra nogen hemmelighed, at der var
international skuffelse over, at Kasakhstan så
langt fra levede op til forventningen om, at
formandskabet skulle bruges som løftestang til at
forbedre menneskerettighedssituationen og
gennemføre demokratiske reformer.
Selve timingen i kampagnen for en folkeafstemning
var heller ikke alt for heldig, idet den
faldt sammen med OSCE-formandskabets klimaks
i december og det prestigefyldte topmøde i
Astana. Nazarbajev har simpelthen haft behov for
at distancere sig til de udemokratiske overtoner
ved en folkeafstemning.
Sammenfald med Ruslands præsidentvalg
Endelig er det oplagt at søge en forklaring i
forholdet til den store nabo, Rusland, hvor der
skal være præsidentvalg i foråret 2012. Det er
endnu et åbent spørgsmål, om den nuværende
Oxus
Oxus 2011, nr. 1
præsident Dmitrij Medvedev og premierminister
Vladimir Putin skal op imod hinanden i
valgkampen, men mange iagttagere forventer det.
Ifølge RFE/RL kan det tidlige præsidentvalg i
Kasakhstan ses som et forsøg på at undgå en
situation, hvor de to russiske kandidater støtter
hver sin mand i Kasakhstan.
RFE/RL anfører, at Nazarbajev og andre SNGledere
udmærket ved, hvad der skete med
Kirgistans præsident Kurmanbek Bakijev, da
russiske medier for et års tid siden begyndte at
miskreditere ham. Han er nu forhenværende og i
eksil i Hviderusland.
Oppositionen kan intet stille op
Udskrivelsen af præsidentvalget sætter en effektiv
bremseklods på de modkandidater, der planlagde
at stille op ved valget i 2012. De har ganske enkelt
ikke tid nok til at stable en kampagne på benene,
som kommer i nærheden af at udfordre den
siddende præsident.
Flere partier og potentielle modkandidater har
på den baggrund besluttet at boykotte valget. En
af dem er Vladimir Kozlov fra det uregistrerede
parti Alga.
Han er etnisk russer og opgav at stille op til
den obligatoriske test i det kasakhiske sprog, fordi
han ikke kunne nå at forberede sig med så kort
varsel.
- Den planlagte folkeafstemning og et tidligt
valg er to sider af samme sag, fordi det tidlige valg
– udskrevet nu – efterlader de øvrige kandidater
med næsten ingen tid til at forberede sig til valget,
siger Kozlov til RFE/RL.
Nazarbajev får formentligt ingen problemer
med at sikre sig en ny embedsperiode, uanset om
det foregår med eller uden intimidering af
modkandidater og brug af administrative
ressourcer.
Forhistorien peger i én retning: Kasakhstan
har aldrig afholdt et valg, der af OSCE er blevet
bedømt som frit og fair.
Dermed vil Kasakhstan frem til 2015 være
ledet af den mand, der har stået i spidsen for
landet siden 1989, mens Kasakhstan endnu var en
del af Sovjetunionen.
Måske det så i 2015 endnu engang lykkes at
finde en eliksir, der giver Elbashy evigt liv. Om
ikke andet så bare for yderligere fem år.
7

©Umida Ahmedova
Oxus
Usbekisk arabisk – et
besøg i landsbyen Jogari
af Ulla Prien
Den arabiske landsby Jogari ligger 2 km væk fra byen Jiduvan 30 km nord for Bukhara.
Det er et af de meget få steder i Usbekistan, hvor man stadig taler usbekisk arabisk.
Det er ikke unormalt at møde mennesker i
Usbekistan, som regner sig selv for arabere, især i
områderne omkring Samarkand, Bukhara,
Qashqadarya og Surkhandarya. Også navne på
landsbyer og byer vidner om arabisk
tilstedeværelse: Katta-Arab, Mish-arab, Arabkhona
osv. Araberne er vandret til det område, der
i dag udgør Usbekistan, gennem flere historiske
perioder. Nogle var soldater, håndværkere eller
intellektuelle, andre nomader. De ankom med den
arabiske erobring af Centralasien og begyndte at
slå sig ned i området efter 710 e.Kr. Det siges, at
Timur Lenk senere, omkring 1200 e.Kr., førte
håndværkere fra Damaskus dertil, og nomader af
arabisk herkomst fra Afghanistan slog sig ned i det
16. århundrede. Henimod slutningen af det 19.
Oxus 2011, nr. 1
Århundrede og begyndelsen af det 20. flyttede
nogle af araberne fra Usbekistan til Afghanistan
for at komme væk først fra den russiske og senere
fra den bolsjevistiske indflydelse.
De fleste i Usbekistan, der regner sig selv for
arabere, taler faktisk ikke arabisk; i stedet taler de
enten tadsjikisk eller usbekisk. Men der er stadig
nogle få landsbyer tilbage i landet, hvor usbekisk
arabisk bliver talt i nogen grad, og man kan skelne
mellem to hoveddialekter: Bukharadialekten –
undertiden kaldet Jogari-arabisk - og Qasqadaryadialekten.
Mens Bukharadialekten er blevet
påvirket af tadsjikisk, viser Qasqadarya-dialekten
indflydelse fra usbekisk. Det, at arabisktalende
befolkninger kom så tidligt til Centralasien og fra
det 10. århundrede blev mere og mere isoleret fra
8

esten af den arabisktalende verden og fra det
klassiske arabiske sprog – er en af grundene til, at
usbekisk arabisk er blevet et meget interessant
forskningsemne. En mulig sproglig indflydelse fra
den senere tilstrømning af arabisktalende
indvandrere fra Syrien og Afghanistan bliver i
reglen ikke tillagt større betydning fra de fleste
vestlige forskeres side.
Forskning inden for usbekisk arabisk blev
påbegyndt af sovjetiske forskere, og den første
publikation herom udgivet i 1930. Disse forskere
lagde i deres forskning særlig vægt på
sprogkontakten med tadsjikisk og usbekisk og d
forandringer, som indflydelse fra disse sprog fik
på ordforrådet, morfologien og syntaksen i
usbekisk arabisk. Usbekisk arabisk bliver som
regel klassificeret som mesopotamisk arabisk, og
nogle forskere mener, at forskning inden for den
©Umida Ahmedova
Oxus
Oxus 2011, nr. 1
usbekiske dialekt kan hjælpe os med at forstå den
tidlige periode af mesopotamisk arabisk bedre –
dvs. perioden før det 8. århundrede, hvor
araberne ankom til Usbekistan. Det er dog ikke
alle, der klassificerer usbekisk arabisk som
mesopotamisk arabisk: En forsker har påvist, at
visse træk i højere grad ligner vestsudanesisk
arabisk end mesopotamisk arabisk og regner
derfor en tæt forbindelse mellem disse to
dialekter, der må stamme fra et sprogligt
fællesskab på den Arabiske Halvø før de arabiske
erobringer. Det har endda været fremført, at
usbekisk arabisk ikke bør regnes for en arabisk
dialekt i den vanlige brug af ordet dialekt, men
snarere et selvstændigt sprog som fx maltesisk
med henvisning til den tabte kontakt til klassisk
arabisk i den anden ende af diglossi-spektret.
Landsbyen Jogari har meget til fælles med en hvilken som helst anden landsby i området nær Bukhara: Folk
går i det samme tøj, spiser den samme mad og har de samme skikke og traditioner. Men det bliver hurtigt
klart for den besøgende, at den eneste ting, der adskiller landsbyen fra nabolandsbyerne, nemlig deres
kendskab til arabisk, er en særlig kilde til stolthed hos indbyggerne.
9

Oxus
Min første kontakt til Jogari begyndte med et
besøg i huset hos den stedlige imam, Omar.
Han er meget bevidst om landsbyens status
som den “arabiske landsby” og stolt at det
sprog, som ”alle her taler, selv det mindste
barn”. Det sidste er bestemt en sandhed med
modifikationer; børnene ser ikke ud til at
kunne tale det mindste arabisk, og generelt ser
tadsjikisk ud til at have taget over som
landsbyens hovedsprog.
Det er ikke overraskende: Siden den
tidlige forskning i dialekten begyndte i
trediverne, har usbekisk arabisk været anset
for at være på kanten af udryddelse –
dengang var der skønsmæssigt 400, der talte
Bukhara-dialekten. Nogle vestlige forskere,
hvis forskning var baseret på tidlige russiske sprogforskeres feltarbejde, og som aldrig selv havde sat deres
fod i området, formodede endda for årtier siden, at dialekten allerede var uddød.
©Umida Ahmedova
Hvad der til gengæld er overraskende, er, at usbekisk arabisk stadig eksisterer og fungerer som en
nogenlunde brugbar måde at kommunikere på i hvert fald mellem mig og nogle af landsbyboerne. Jeg har en
lille smule teoretisk kendskab til usbekisk arabisk og et virkeligt godt kendskab til standardarabisk samt
egyptisk og levantinsk arabisk – ikke nødvendigvis det bedste udgangspunkt for at kommunikere med disse
landbyboere med deres helt særlige dialekt opblandet med ord og strukturer fra tadsjikisk. Men vi talte
faktisk sammen, og det var ret let at forstå de unge mænd, der arbejdede i marken, når de fortalte mig om
deres daglige dont, og at tale med kvinderne i Omars hus f.eks. om de forskellige slags lokale afgrøder og om
emner som det, at jeg hverken har mand eller børn.
Oxus 2011, nr. 1
10

Oxus
Oxus 2011, nr. 1
Det er imamen Omars kone med brødene. ©Umida
Ahmedova
Senere samme dag tog vi hen til et stort hus, hvor et
familiemedlems dødsdag blev højtideligholdt.
Mændene sad udenfor, kvinderne indenfor, og alle
talte, drak te og spiste frugt, slik og plov.
Vi sad indenfor og snakkede med kvinderne. Nogle af
dem kunne stort set ikke noget arabisk eller meget lidt
– men andre talte ivrigt med mig, og én af de
tilstedeværende kvinder begav sig ud på en lang
fortælling om sin pilgrimsrejse til Mekka.
Detaljerne i historien kunne jeg slet ikke forstå, så vi gik over til at tale om de forskellige typer frugt, vi spiste,
og til vores familierelationer. Hendes monolog blev dermed til en dialog mellem os, og sætningerne blev
kortere, hvad der i høj grad forbedrede vores gensidige forståelse.
©Umida Ahmedova
Det er ikke sandsynligt, at usbekisk arabisk er førstesprog for en eneste af landsbyens indbyggere, og mange
af dem kan kun en lille smule eller slet ingenting – men på den anden side var denne situation åbenbart også
tilfældet selv for mange år siden. Der bliver ikke undervist i dialekten nogen steder, og den er ikke en
nødvendighed for kommunikationen. Men det spiller en rolle for indbyggerne, at der i det mindste er nogle i
landsbyen, der kan tale usbekisk arabisk, og selve bevidstheden om at være et af de sidste steder, hvor dette
enestående sprog bliver talt, kan måske være med til at holde det i live.
11

Oxus
At være flersproget i Jogari er ikke usædvanligt. Når folk bliver modtaget som gæster i Omars hus, bliver der
både talt tadsjikisk, klassisk arabisk, usbekisk og russisk – folk skifter uden besvær fra det ene sprog til det
andet eller blander dem, alt efter den enkeltes evner og hvad der nu kræves for at kommunikere med
gæsterne – jeg taler f.eks. klassisk arabisk med Omar, en blanding af arabisk og russisk med hans tadsjikiske
svigermor, mens de taler tadsjikisk med min ven fra Bukhara og usbekisk med Umida fra Tasjkent. De mange
sprog, der bliver talt i Omars hus, danner en mosaik med arabisk som et meget gammelt og helt særligt
stykke i mosaikken.
Fotos: ©Umida Ahmedova
Kombatanterne slippes løs. © Michael Manning.
Oxus 2011, nr. 1
12

Oxus
Nya positioner
i geopolitikens svarta hål
af Birgit Schlyter
Efter östblockets upplösning blev Europa helt, men Centralasien och Kaukasien beskrevs
som ett ”balkaniserat maktvakuum” utan intresse. I området växer dock nya starka
ekonomier fram och inte minst Turkiet söker alternativa politiska positioneringar.
Att låta Europa och Asien tillsammans helt eller
delvis gå under namnet Eurasien kan verka
oproblematiskt. Knivigare blir det att definiera
någon central del på denna kontinentala
landmassa och att förklara hur mycket denna
skulle ha med det ”europeiska” att göra. Frågan
har diskuterats ända sedan engelsmannen Halford
MacKinder år 1904 publicerade sin uppsats ”The
Geographical Pivot of History” i The Geographical
Journal. Den är inte mindre aktuell idag, efter
kalla krigets slut med den därpå följande politiska
och ekonomiska utvecklingen i Asien. Till 100årsminnet
av MacKinders publicering återutgavs
artikeln i ett specialnummer av samma tidskrift,
där den sedan i övriga bidrag kommenterades
utifrån de världspolitiska förhållanden som råder
för närvarande.
Halford McKinder
Fostrad som han var i en tid präglad av
stormaktskampen mellan England och Ryssland
ville MacKinder lyfta fram det övertag han utifrån
rent geografiska premisser tyckte sig se hos det
expanderade tsarryska riket. Efter en 400-årig
”columbiansk” epok, då okända världar upptäckts
och koloniserats sjövägen, skulle det följa en era
Oxus 2011, nr. 1
med växande betydelse för kustlösa områden som
man tidigare inte kunnat segla till. Mot den
bakgrunden frågade MacKinder retoriskt: ”Är då
inte världspolitikens medelpunkt detta vidsträckta
euro-asiatiska landområde dit inga fartyg kan nå
men som i det långt förgångna låg öppet för
hästburna nomader och som i vår tid kommer att
genomkorsas av järnvägar?
Liknande frågeställningar om intresse- och
maktsfärer i Eurasien aktualiseras nu i Stockholm,
där det rustats för en världskongress inom ramen
för organisationen International Council for
Central and East European Studies. Den inleds
idag och pågår till den 31 juli under rubriken
”ICCEES VIII World Congress 2010: Prospects for
Wider Cooperation”. En bläddring i det
omfattande programmet visar att perspektivet är,
namnet till trots, generellt eurasiatiskt snarare än
central- och östeuropeiskt. Hänvisningar till
Eurasien är frekventa i paneler och föredrag som
ska behandla frågor rörande minoriteter, religion
och migrationer, säkerhet, naturresurser och
infrastruktur, ekonomisk och institutionell
integration med mera. Namnet ”Central Eurasia”
hittar man också i programmet.
Tudelningen av den eurasiatiska kontinenten
har egentligen alltid varit problematisk både
geografiskt och kulturhistoriskt. Även om Europas
gränser nu för tiden likt ett elastiskt gummiband
verkar kunna tänjas långt bortom det som
traditionellt har betraktats som ”världsdelen”
Europa, räknas till exempel inte de ex-sovjetiska
republikerna i Centralasien som något nära utland
i EU-strategin ”European Neighbourhood Policy”
från 2004. Ändå är moderniseringen av det forna
Turkestan i många hänseenden en del av det
europeiska kulturarvet.
Man skulle kunna säga att Centralasien till
slut blev den europeiska imperialismens gisslan.
De turkestanska modernisternas vandringsväg
gick från tsarrysk världslighet under
konfrontation med britterna i Indien till
panislamiska eller panturkiska rörelser hos
osmanerna och sedan tillbaka till det ryska, som
13

då hade förvandlats till ”antiimperialistisk”
sovjetsocialism.
Den kulturhistoriska närheten mellan Europa
och det inre av Asien blir belyst i boken ”Empires
of the Silk Road: A History of Central Eurasia
from the Bronze Age to the Present” av
Christopher I Beckwith (2009). Beckwith skriver
att den kultursfär som han kallar Centrala
Eurasien, och som sedermera kom att speglas i
bland annat Sidenvägshandeln, är den europeiska
civilisationens vagga, inledd för cirka fyra
årtusenden sedan med indoeuropeernas
migrationer. Vad gäller den tidigare historien vill
författaren slå hål på två i hans ögon seglivade
fördomar – och här skulle han nog också vilja
bråka med gamle MacKinder: det stämmer inte,
menar Beckwith, att de innerasiatiska nomaderna
var barbarer i ordets gängse negativa bemärkelse
och att deras riken var något väsensskilt från de
samhällen med bofast befolkning som fanns i
deras grannskap. Att regerande nomadfolk i
Eurasien, som skyterna och khorezmierna, skulle
ha skaffat sig makt och rikedomar främst genom
våld avvisas.
Vidare hävdar Beckwith att dessa nomadriken i
grunden hade samma struktur som grannstaterna
med en uppdelning i urbana miljöer, vilka var
Oxus
Oxus 2011, nr. 1
oumbärliga för handeln, samt närliggande
jordbruksområden och mer avlägsna regioner
med boskapsskötsel och nomadiserande
folkstammar. Huvudtesen i boken är att det
snarast var de mäktiga grannstaterna, först Kina
och Iran, senare Ryssland, som inkräktade på
nomadernas territorier – inte tvärtom – och att
den historiskt påvisbara följden därav blivit ett
alltmer förkrympt autonomt innerasiatiskt rum.
Vad finns då kvar av det historiska centrala
Eurasien idag, och kan det komma att utgöra ett
ekonomiskt och politiskt kraftcentrum i
framtiden? Beckwith är pessimistisk, dock utan
att ge någon nyanserad förklaring.
Kanske finns här spår av kvardröjande
postkolonialt tänkande hos Europa och väst. Efter
östblockets upplösning kom analytikerna i USA
snabbt igång med tolkningar av den nya
världsordningen och argument för en omprövning
av Washingtons Asien-politik, särskilt med
avseende på Kina och i viss mån också Ryssland.
Mindre politiskt framträdande regioner
kommenterades emellertid på sedvanligt
supermaktsmanér. För Zbigniew Brzezinski i
boken ”The Grand Chessboard” från 1997 var
Centralasien och Kaukasien ett ”balkaniserat
maktvakuum”, vars potential som områden med
nya autonoma statsbildningar inte verkade vara av
något direkt intresse. Den annars så kloke före
detta presidentrådgivaren Brzezinski efterlyste en
ny amerikansk långsiktig strategi för det
eurasiatiska ”schackbrädet”, där det centrala
Eurasien tills vidare antogs förbli ett geopolitiskt
”svart hål”.
USA:s roll i Centralasien, inklusive
Afghanistan, är alltjämt den externe vännens –
eller fiendens, beroende på vem man talar med –
intervention i staters inre angelägenheter. Från
europeisk sida har bistånds- och handelskontakter
med den här delen av världen länge varit
underutvecklade. EU:s initiativ från senare år
inger dock hopp. I juni 2007 antogs dokumentet
”The European Union and Central Asia: Strategy
for a New Partnership”.
Ekonomi och handel intar visserligen inte
någon framskjuten plats i policyprogrammet, men
prioriteringen av säkerhet, miljö och utbildning
kan vara en bra, förtroendeingivande start för
fortsatta satsningar inom andra områden. Inte
minst positivt är uppmärksammandet av
utbildningsfrågor. Kontakter mellan europeiska
och centralasiatiska utbildningsledare och
forskare behövs för dialoger om förenligheten
mellan olika vetenskapliga traditioner. Ökade
möjligheter till utlandsvistelse för centralasiatiska
studenter skulle också vara en klar fördel.
Genom östblockets upplösning blev Europa
helt, och i det som nu utgör EU:s vardag finns inte
någon vare sig inomeuropeisk eller eurasiatisk
14

järnridå. Nya starka ekonomier växer fram, och
nya politiska positioneringar äger rum oavbrutet.
Två tillväxtländer, som genom sitt eget direkta
grannskap och sina historiska kopplingar till
Centralasien och Kaukasien kan bidra till en
expansion av det enligt Beckwiths analys krympta
centrala Eurasien, är Indien och Turkiet. För dem
är det eurasiatiska perspektivet en påtaglig
angelägenhet. Tråkigt nog kommer de inte att vara
representerade på ICCEES-kongressen i
Stockholm.
”Where is the Heartland”, frågar sig den
indiska statsvetaren Anita Sengupta i boken
”Heartlands of Eurasia: The Geopolitics of
Political Space” (2009). Från Senguptas
utsiktspunkt sträcker sig Eurasien inte särskilt
långt in i Europa. Å andra sidan argumenterar
hon för att identifieringen av ett eurasiatiskt
kärnland måste grundas på inte bara geopolitiska,
utan också sociala och – med hennes formulering
– ”geokulturella” särdrag, där det förflutna är en
oundgänglig medverkande part.
Turkiet påminner kanske mer än något annat
land om det kontinuum som finns från Europa till
det bortre av Asien. Turkarna är inte längre
nomader men turkfolkens migrationer västerut
finns i det kollektiva minnet. I historiskt
perspektiv, med Osmanska rikets omvandling till
en starkt reformerad turkisk nationalstat, får den
rumsliga förflyttningen en tydlig karaktär av
civilisationsresa, där kulturell hemvist och
identitet förblir en ständigt pockande fråga. Men
att för den skull se dagens Turkiet som en
gränszon mellan öst och väst utan riktig
tillhörighet i någotdera lägret vore att förenkla
saken. Ankara har börjat visa ett alltmer
Oxus
Oxus 2011, nr. 1
differentierat geopolitiskt agerande. Utblicken
mot omvärlden är knappast inställd på ett val
mellan det ena eller andra väderstrecket.
Istället tonar en bild fram där det egna
geografiska området utgör en central region på en
sammanhängande eurasiatisk kontinent.
Regeringspartiet AKP, det moderat islamistiska
”Rättvise- och utvecklingspartiet”, håller dörren
öppen inte bara för EU, utan också i lika hög grad
för stater i landets övriga närområde. Bland dem
finns de gamla antagonisterna Ryssland,
Armenien och Syrien såväl som mer avlägsna
stater i Centralasien. Författaren till ”The New
Turkish Republic: Turkey as a Pivotal State in the
Muslim World” (2008), Graham E Fuller,
beskriver dylika fall av turkiskt nytänkande som
en anpassning till ett världspolitiskt läge där en
”ny östlig dimension” gör sig gällande.
I bästa fall kan EU:s olika partnerskap och
samarbetsprojekt österut stärka banden till dessa
ekonomiskt och sociopolitiskt alltmer dynamiska
och världspolitiskt alltmer autonoma
innerasiatiska områden. Men utan beslutsamhet
och vitalitet ökar risken att hamna i bakvattnet.
Medan Europa, inklusive Sverige, går försiktigt
fram i sina förbindelser med Centralasien,
erbjuder till exempel Kina regionen
infrastrukturellt stöd och knyter kontakter för
framtida råvaruhandel och råvarutransporter.
Genom eget och andras agerande kan vår
gamla världsdel bli ett randområde, en marginal,
lika väl som en integrerad del av en enda stor
eurasiatisk kontinent, med – varför inte – flera
centrum.
Birgit Schlyter er professor og akademiforsker ved Stockholms Universitet. Artiklen blev
trykt i Svenska Dagbladet 26. juli 2010.
15

Oxus
Anmeldelse:
Charlie Wilson’s War. DVD. 2007. Universal, DSD 8254877.
af Per Fischer
Den 10. februar 2010 døde demokratisk kongresmedlem gennem 23 år, Charlie Wilson. Et langt livs misbrug,
som i politikerkredse havde skaffet han tilnavnet "Good Time Charlie" fik til sidst hans hjerte til at sætte ud.
Ud over de ”gode tider” huskes han dog måske især for sin indsats i forbindelse med Operation Cyclone.
Skulle man ikke vide hvem Charlie Wilson var eller hvad Operation Cyclone gik ud på, har man nu en god
lejlighed til at læse bogen om Charlie Wilson og hans noget speciel karriere indenfor amerikansk politik.
Bogen Charlie Wilson’s War, skrevet af CBS reporter George Crile III, er (såvidt vides) desværre ikke oversat
til dansk. Skulle man have lyst til en hurtig gang underholdning kan man vælge at se filmen på DVD. Prisen
er overkommelig, da det jo handler om en film fra 2007.
Filmens Charlie Wilson (spillet af Tom Hanks) er en mand der hele sit politiske liv har ”samlet på
tjenester”.
Sammen med den farverige og ligefremme overklassefrue Joanne Herring (spillet af Julia Roberts) -
som mellem sine talrige ægteskaber og andre societypligter finder tid til at agitere mod ”Russerne” – går
Wilson i krig mod Sovjet Unionen. Mens Joanne Herring holder candle-light dinners med Zia-ul-Haq som
hædersgæst, begynder Wilson at indkassere sine ”politiske tilgodehavender” til fordel for en hemmelig CIAoperation
(Operation Cyclone), som skal forsyne den afghanske mujahedin-bevægelse med militærudstyr
under den afghansk-sovjetiske krig. Selv Israel og Pakistan får det frembusende makkerpar til at samarbejde
i den gode sags tjeneste.
Charlie Wilson vinder sin krig i Afghanistan, men må derefter se magtesløs til, mens de amerikanske
politikere spilder enhver chance for genopbygning og fred.
Tom Hanks, Julia Roberts og Philip Seymor Hoffman giver den hele armen i hvad man må betegne som
amerikansk politisk satire af den intelligente slags. Selv om filmen lider lidt af bagklogskabens klare lys, er
man absolut underholdt i de lidt over 90 minutter, den varer.
Instruktør: Mike Nichols
Manuskript: Aaron Sorkin
Medvirkende:
Tom Hanks - Charlie Wilson
Amy Adams - Bonnie Bach
Julia Roberts - Joanne Herring
Philip Seymour Hoffman - Gust Avrakotos
5.1 Surround
Oxus 2011, nr. 1
16

Oxus
Sprog: Engelsk
Spilletid: 98 min.
Undertekster: dansk, svensk, finsk, norsk, islandsk, engelsk, arabisk
Billedformat: 1.85:1 Anamorphic Widescreen
Ekstramateriale:
Skabelsen af Charlie Wilson’s War
Et indblik i skabelsen af filmen inklusive interviews med Tom Hanks og Julia Roberts.
Hvem er Charlie Wilson?
En profil af den virkelige Charlie Wilson inklusive interviews med Charlie Wilson, Joanne Herring, Tom
Hanks, Aaron Sorkin og Mike Nichols
Oprindelig premiere: 1962
Produktionsår: 2007
Distributør: Universal
Katalog nr. DSD 8254877
Set hos TP Musik Marked til 49.95 DKK
Oxus 2011, nr. 1
Den rigtige Charlie Wilson (foto fra 1995).
Charlie Wilson’s War. Music composed by James Newton Howard. 2007.
Playtone/Varèse Sarabande, VSD-6870
Man skal jo, når man sidder med et soundtrack, huske at det meste filmmusik faktisk ikke er skrevet til at
”stå alene”. Det skal understøtte (eller undertiden modarbejde) en handling eller følelse, som spilles ud på
det store lærred. Hvis man kan huske ret meget af filmmusikken, når man går hjem fra biografen, har
filmkomponisten generelt klokket i det – medmindre der selvfølgelig er tale om en musical eller en
teenagefilm, hvor handlingen decideret er lagt an på at sælge et soundtrack.
Dette forhold gør sig gældende for James Newton Howards musik til Charlie Wilson’s War. Det er en
spinkel oplevelse at høre musikken alene. Der er dog en signifikant undtagelse nemlig skæring 7, Turning
the Tide. I en fantastisk scene i filmen skyder afghanerne, til en tabla-orkestrering af ”He shall purify…” fra
Händels Messias, russiske helikoptere ned.
Desværre for Newton Howard må den største hæder for at dette nummer kan stå alene absolut gå til den
gamle mester Georg Friedrich Händel, som satte musik til Charles Jennens ord helt tilbage i 1741. Newton
Howard har, når alt kommer til alt, kun bidraget med et begavet arrangement. Måske er det i beskæmmelse
over dette, at man har glemt at anføre Händel som komponisten i booklet’en? Det er dog stadig dette ene
nummer, der gør det værd at købe soundtracket, selv hvis man allerede har en top-indspilning af Messias.
Soundtracket er desværre enkelte steder skæmmet af en forvrænget lyd (selv store pladeselskaber sjofler
undertiden optageteknikken), hvilket selvfølgelig trækker ned i bedømmelsen.
17

Centralasien siden sidst
ASERBAJDSJAN
Forhandlinger om Nagorno-
Karabakh efter nye sammenstød
Lederne af Aserbajdsjan og Armenien mødtes
med Ruslands præsident i sortehavsbyen Sochi.
Efter nye sammenstød på grænsen mellem
Nagorno-Karabakh-regionen, som Aserbajdsjan
og Armenien strides om, har de to landes
præsidenter på ny udtrykt ”intention om at løse
alle kontroversielle spørgsmål på en fredelig
måde”. Det skete i begyndelsen af marts under et
møde i Sochi ved Sortehavet, hvor Ruslands
præsident Medvedev var vært.
Kort før mødet mellem Serzh Sarkisian fra
Armenien og Ilham Alijev fra Aserbajdsjan var en
etnisk armensk soldat fra Nagorno-Karabakh,
blevet dræbt af – ifølge etniske armeniere – skud
fra en snigskytte på den aserbajdsjanske side af
grænsen. Det oplyser Radio Free Europe/Radio
Liberty på sin hjemmeside.
Tidligere i år truede Aserbajdsjan med at bruge
magt til at vinde Nagorno-Karabakh tilbage.
Aserbajdsjan mistede kontrollen over regionen,
der har armensk flertal, efter krigen med
Armenien fra 1991-1994. Armenien advarede
prompte om, at det vil gengælde militære angreb.
KIRGISTAN
Koalitionsregering på plads
Kirgistan har fået en koalitionsregering, der skal
navigere landet gennem store udfordringer.
Almazbek Atambajev er navnet på Kirgistans nye
premierminister efter parlamentsvalget i oktober,
som var det første under landets nye forfatning
baseret på parlamentariske principper. Atambajev
2011, nr. 1
står nu i spidsen for den koalitionsregering, der
efter månedlange forhandlinger kom på plads i
midten af december. Det på trods af, at hans parti,
socialdemokraterne, blev det mindste parti i
parlamentet, og at Atambajev har været
premierminister under forhenværende præsident
Bakijev, som han var med til at fjerne fra magten i
april sidste år. Atambajev stillede op som
modkandidat til Bakijev ved præsidentvalget i
2009.
Usbeker kritiserer tildeling af
Clintons kvindepris til Otunbajeva
Usbekisk menneskerettighedsaktivist returnerer
sin pris i protest mod pris til den kirgisiske leder.
Kirgistans præsident Roza Otunbajeva modtog
ved en ceremoni i Washington D.C. i forbindelse
med kvindernes internationale kampdag 8. marts
den såkaldte ”International Women of Courage
Award”. Den uddeles årligt af det amerikanske
udenrigsministerium til et antal kvinder, der på en
eller anden måde har kæmpet for fred og en bedre
verden. Det var udenrigsminister Hillary Clinton,
der lancerede prisen for et par år siden, og det var
da også hende, der overrakte den til præsident
Otunbajeva. Hun får prisen for sit forsøg på at
skabe stabilitet og demokratisk udvikling i
Kirgistan efter aprilopstanden sidste år samt de
blodige etniske opgør i juni mellem kirgisere og
usbekere. Otunbajeva har gentagne gange sagt, at
hun er en overgangsfigur, og at hun ikke vil
genopstille ved præsidentvalget sidst på året.
Valget af Roza Otunbajeva som prismodtager
er blevet skarpt kritiseret af den usbekiske

menneskerettighedsforkæmper Mutabar Tojibajeva,
der selv modtog Women of Courage
Award’en for to år siden. Hun meddelte i et åbent
brev til det amerikanske udenrigsministerium, at
hun vil returnere sin pris i protest mod at tildele
samme pris til 60-årige Roza Otunbajeva.
Tojibajeva finder Otunbajeva uværdig til prisen,
fordi hun reelt så magtesløs til, mens etniske
opgør sidste sommer kostede omkring 400
mennesker livet, hovedparten etniske usbekere.
KASAKHSTAN
Kinesiske højhastighedstog skal
binde Astana og Almaty sammen
Rejsetiden mellem Kasakhstans politiske og
finansielle centre kan forkortes væsentligt.
Hvis planen føres ud i livet, vil rejsen mellem
Kasakhstans hovedstad og politiske centrum,
Astana, og det finansielle centrum i Almaty fra
2015 kunne gøres på kun tre og en halv time med
tog. Det er væsentligt hurtigere end de 12 timer,
som de hurtigste tog i dag bruger på at
tilbagelægge de 1.200 kilometer.
Ifølge Eurasianet.org aftalte præsidenterne fra
Kasakhstan og Kina i forbindelse med
førstnævntes statsbesøg i Kina i februar, at Kina
skal bistå Kasakhstan med både investeringer og
teknisk bistand, så der kan bygges en
højhastighedsjernbane mellem de to byer.
Gevinsten for kineserne er blandt andet
hurtigere jernbaneforbindelser til Europa.
Oxus
Oxus 2011, nr. 1
TADSJIKISTAN
Rusland vil igen kontrollere den
afghansk-tadsjikiske grænse
Kreml forsøger at overbevise Tadsjikistan om, at
russiske grænsestyrker skal bevogte grænsen.
Rusland er stærkt bekymret over omfanget af
narkosmuglingen fra Afghanistan via Centralasien
til stofmisbrugere i Rusland og det øvrige Europa.
Derfor har Kreml i de seneste måneder arbejdet
på at overbevise den tadsjikiske regering om, at
russiske grænsestyrker igen skal kontrollere den
mere end 1.200 kilometer lange grænse mellem
Afghanistan og Tadsjikistan. I 2005 lukkede
Rusland ned for sin grænsebevogtning i
Tadsjikistan efter ønske fra regeringen i Dusjanbe.
Rusland lider under den stadige strøm af
narkotika fra Afghanistan, og samtidig har de
seneste par år vist, at også militante islamister og
andre oprørere er trængt ind i Tadsjikistan fra
Afghanistan. Rusland frygter et scenarie, hvor
Centralasien bliver et fristed for en uskøn
blanding af militante oprørere og narkogangstere.
Tadsjikistan har hidtil pure afvist, at russerne
skulle være på vej til et comeback på grænsen.
USBEKISTAN
Human Rights Watch smidt ud af
Usbekistan
Få måneder efter præsident Karimovs Bruxellesbesøg
tvinges HRW til at lukke i Usbekistan.
Den amerikanske menneskeretsorganisation
Human Rights Watch (HRW) måtte midt i marts
dreje nøglen om til sit kontor i Usbekistan, fordi
myndighederne ikke længere vil tillade
organisationens arbejde i landet.
Det er uklart, hvad der konkret har fået
regimet til at tage det skridt, men det er velkendt,
at HRW ved flere lejligheder har sat fingre på
Usbekistans mange ømme punkter, hvad
menneskerettigheder angår.

Lukningen sker blot et par måneder efter, at
Usbekistans mangeårige præsident, Islam
Karimov, der er berygtet for sit særdeles brutale
regime, var i Bruxelles for at holde møder med
blandt andre EU-Kommissionens formand, Jose
Manuel Barroso, og NATO’s generalsekretær
Anders Fogh Rasmussen.
Modtagelsen af Karimov på højeste plan i
Bruxelles blev højlydt kritiseret af blandt andre
Human Rights Watch.
Fire lande indgår aftale
om TAPI-gasrørledningen
TURKMENISTAN
Trods enighed om projektet er der stadig mange
sten på vejen, blandt andet sikkerheden.
Oxus
Oxus 2011, nr. 1
Turkmenistan, Afghanistan, Indien og Pakistan er
blevet enige om, at der skal bygges en
gasrørledning fra de store gasfelter i det sydøstlige
Turkmenistan gennem Afghanistan og Pakistan til
Indien. Den såkaldte transafghanske rørledning
eller TAPI (forkortelsen for Turkmenistan,
Afghanistan, Pakistan og Indien) har været på
tegnebrættet i årevis. Men den ringe
sikkerhedssituation i nogle af de områder, som
gasrørledningen skal løbe igennem i både
Afghanistan og Pakistan lægger hindringer i vejen
for at projektet kan realiseres.
Det er tanken, at den over 1.600 kilometer
lange rørledning fra 2015 skal kunne levere 33
milliarder kubikmeter gas årligt.
“Centralasien siden sidst” er redigeret af
Morten D. Christensen.
Redaktionen afsluttet 17. marts.