Merete Pryds Helle: "Peter" (2002).

45
50
55
60
65
70
75
80
85
Opgave 5, tekst 1
tilfælde for at smile venligt og imødekommende lige meget hvem, der
kommer på besøg og ser ud til at kende hende.
Hun får mange besøg, blomster og chokolade. Det er måske det nye
vindue, der tiltrækker folk, eller de hvide uniformer. Nogle af børnene
er stadig små, det er en lettelse, de store forvirrer hende. Se det lille
barn, der sidder i fodenden af sengen for eksempel. Et ansigt af lutter
vandklare øjeblikke.
– Det er Peter, siger en stemme. – Kan du ikke huske Peter.
Peter? Hun er sikker på, at hun ikke har kaldt et af sine børn Peter. For
det hedder hun jo selv. Hendes mands stemme kalder på hende om natten.
Peter, siger han, når de elsker. Natbleg, natviol, nattesved, natskygge.
Om natten hedder hun Peter. Som et blad knytter hun og manden
deres fineste tråde sammen til noget stærkere.
Hendes mand har vist været død engang, men det er heldigvis forbi.
Nu sidder han lyslevende ved siden af hende i bussen, og de er på vej til
Sahara. Hvor mon børnene er henne? Det døde barn er der altid, sidder
på hendes skulder og pudser sine vinger, hvisker hende i øret om de
afgrunde, det har set, om flyvende skygger i ørkensandet. De er på vej
til ørkenen, og hun læner sig frem, lægger den ene hånd på sin mands
varme lår, hans bukser er af hør, og lyden af hans åndedræt er tæt på
hendes øre. Udenfor er en stenørken, med lave huse spredt ud i landskabet.
Frem fra en busk træder der en skolepige i uniform. Hun ænser
ikke bussen, men bøjer sig ned og fejer sand op under nederdelen for at
tørre sig. Det er et lille sitrende chok, at kønnet går i ét med landskabet.
Hun efterligner pigen om aftenen, mens de går tur i sandet, der ligger i
dyner bag hotellet.
Nætterne er anderledes. Saften løber af hende. Hun råber sin mands
navn ekstatisk. Mørke bølger, hans skød i hende, kroppens labyrint,
som hun gennem årene lærer at kende. Hun vender sig om på maven,
uden han glider ud af hende, og stemmer fødderne mod sengegærdet
og krummer sig sammen. Nattesved. Natviol. Han kalder hende Peter
om natten. Det er hendes navn.
Kroppen er en labyrint. Tiden er det ikke længere, og hun står foran
sine erindringer med et skår fra en kaffekande, hun slog i stykker for
nogle år siden. Hun tøver foran den sitrende blok, hun har ikke lyst til at
se alt, der gemmer sig i den, men det et det eneste, hun kan foretage sig
nu, hvor hun åbenbart skal ligge stille i en seng, og hun graver længere
ind i sine erindringer.
Det er maven, der vender sig først. Sult og tomhed. At være en lille
pige, der rækker hænderne op mod en kvinde, som vender ryggen til og
går. Hun er blevet bundet fast til komfuret med et viskestykke. Kvinden,
som siger, at hun er hendes mor, kalder det krigen og vender ryggen til de
oprakte arme. Om søndagen får hun et stykke brød med en halv sild på.
Hun ser et fly styrte i havet, en flamme brænder himlen itu. Piloten
kaster sig højt op i luften med et katapultsæde, men hans faldskærm folder
sig ikke ud. De voksne på stranden klapper, da han rammer det
brændende havvand. Drengene leger med granatskaller, som de finder