Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Familien købmand Jørgensen<br />
I forlængelse af omtalen i sidste nummer af købmandsfamilien<br />
Jørgensen bringer vi på læsernes<br />
opfordring, og med forfatterens tilladelse, udsnit af<br />
Markus Hummelmoses bog „Gammeltid på <strong>Fejø</strong>“,<br />
fra 1973.<br />
Alsidig uddannet<br />
I 1902 flyttede fiskeren Vilhelm Jørgensen fra Askø til<br />
<strong>Fejø</strong>. Det skulle senere vise sig at dette kom til at betyde<br />
meget for hele øens befolkning. Vilhelm bosatte<br />
sig i Østerby, først i det hus, som endnu kaldes<br />
Viggos hus senere i Morten Hansens hus. Vilhelm<br />
havde to drenge, som ved stor dygtighed, flid og<br />
mange sjældne evner har betydet uendelig meget for<br />
fejøboerne.<br />
Arne drev i mange år en stor maskinfabrik ved Dybvig<br />
havn [nu Clara Frijs]. Han skaffede arbejde til<br />
mange. Mange unge blev udlært på fabrikken.<br />
Endelig skyldes det Arne Jørgensen, at vi i l0 år<br />
havde teknisk skole, hvor også mange andre lærlinge<br />
fik den fornødne skolegang.<br />
Johannes Jørgensen [far til Villy og Georg] besøgte<br />
jeg d. 28. november 1972- han kunne fortælle:<br />
Jeg blev født på Askø i 1894. Da jeg var otte år flyttede<br />
vi til <strong>Fejø</strong> . Ved indsejlingen til havnen mødte vi<br />
et højst mærkeligt fartøj, som jeg endnu kan se for<br />
mit indre øje. Ud fra Dybvig havn kom en mand<br />
cyklende med et pontonfartøj, han trådte rundt med<br />
fødderne, som om det var en cykel, han sad på. Det<br />
gik fint. Det var jo noget for en dreng på 8 år.<br />
Desværre så jeg aldrig dette fartøj igen, så det har jo<br />
ikke været hjemmehørende på <strong>Fejø</strong>. [Redaktionens<br />
kommentar: Kan det have været opfinderen Ellehammer<br />
på tur fra Lindholm?]<br />
Som dreng hjalp jeg far med fiskeriet. Da jeg<br />
var 15 år , købte jeg min egen fiskekvase . Det gik<br />
10<br />
meget godt 2 - 3 år, så blev jeg ked at det. I stedet<br />
købte jeg vogn og hest - en russer - og kørte rundt<br />
på øen og solgte røgede fisk. Om formiddagen arbejdede<br />
jeg i røgeriet. Det var en udmærket forretning.<br />
Kun en gang gik det skidt. Jeg havde fanget en masse<br />
stenbidere - hannerne er røde, hunnerne grå. De<br />
kunne jo nok røges, tænkte jeg. Jeg havde så tit haft<br />
en enkelt stenbider mellem andre fisk i røgeriet, den<br />
smagte fint. Nu fyldte jeg hele røgeriet med stenbidere.<br />
Jeg havde nær aldrig fået dem røget, for de<br />
indeholdt simpelthen så meget vand, så de ustandselig<br />
slukkede ilden. Langt om længe så de hæderlige ud,<br />
og samme dags eftermiddag fik jeg dem let solgt.<br />
Men da jeg næste gang tog samme rute, blev jeg<br />
spurgt: Hvad var det, du solgte til os sidste gang? -<br />
Stenbiderne var slet ikke blevet møre, så folk måtte<br />
stege dem.<br />
Denne handel fik en brat ende, da krigen kom i 1914.<br />
En aften kom sognefogeden og sagde, at jeg skulle<br />
møde som soldat omgående. Der var ingen færgeforbindelse<br />
den aften, så vi måtte selv sejle, hvis jeg<br />
skulle til Lolland. Min far spurgte, om det ikke kunne<br />
vente til næste morgen. Det kunne der ikke være tale<br />
om. Så henvendte far sig til birkedommeren og<br />
spurgte, om det kunne have sin rigtighed. - Ja, jeg<br />
skulle af sted og det med det samme. »Når Johannes<br />
skal af sted så hovedkulds, vil birkedommeren så<br />
garantere, at vi får turen betalt»? spurgte far . Det<br />
kunne birkedommeren ikke love. »Så venter vi til i<br />
morgen, og Johannes tager den ordinære færge,» var<br />
fars svar. Det gjorde vi, og jeg hørte ikke noget for<br />
det. Jeg var kun soldat i tre måneder, men det havde<br />
alligevel nær kostet mig pelsen. Jeg fik blindtarmsbetændelse<br />
og efter operationen bughindebetændelse.<br />
Man havde nærmest opgivet mig på hospitalet og<br />
sendte bud efter mine forældre. Beskeden fik mine<br />
forældre en time efter, at Ejler Nielsen var druknet ud<br />
for Dybvig - så det var langt fra opmuntrende. Far<br />
kom ind til mig. Inden han nåede derind, havde jeg<br />
det allerede bedre. Da jeg blev rask nok, blev jeg<br />
hjemsendt.<br />
Nu begyndte jeg at fiske med bundgarn efter sild. Der<br />
var dengang masser af sild. Garnene kunne være<br />
fulde af sild, mange joller fulde.<br />
Jeg fik igen lyst til at prøve noget andet.<br />
Der, hvor købmand Kaj Nielsen nu har forretning [i<br />
Dybvig], boede dengang storkøbmanden Friis Skov,<br />
som havde to skibe »Jenny» og »Menthor». Efter at<br />
Friis Skov havde fået hele denne store forretning, -<br />
som både havde kolonial, trælast, støbegods, mursten,<br />
ja, alt kunne man faktisk købe der - desuden<br />
drev han maskinsnedkeri - drevet godt frem, gik han
Change language