NU KAN DIN LILLE- BROR OG LILLE- SØSTER OGSÅ BLIVE SPEJDER Familie-spejd har fundet vej til <strong>Andst</strong>. Familie-spejd er ikke en pasningsordning, men en mulighed for at lave spændende ting sammen med sine børn. Hele familien kan deltage, men det er primært for børn, som er for små til at være bævere. Naturen er omdrejningspunktet for familie-spejd. Det starter søndag d. 21. april <strong>2013</strong> kl. 9.30-11.30. Det kommer til at foregå ved Spiren (Bjergevænget 1). Det koster ingenting Kom glad og ta` din familie med, når vi skal på lagkageløb i det grønne. Ved info - så kontakt Henriette på 20960937
Af Hans Winther Den første af tre beretninger om livet i Lille <strong>Andst</strong> (Anst) i 1840erne og 50erne bygget på erindringer nedskrevet af Christian Lindskov og gengivet i bogen FRA RI- BE AMT 19<strong>12</strong>. Fra fordums dage og indtil 1851 gik en toldgrænse (ikke at forveksle med en landegrænse) lige syd for Lille <strong>Andst</strong>. Toldgrænsen fulgte Kongeåen fra Vesterhavet frem til Ll. <strong>Andst</strong> for derefter at følge sognegrænsen mellem <strong>Andst</strong> og Vamdrup sogne frem til Dollerup (ved Lunderskov), hvor der var et toldsted. Toldgrænsen delte Nørrejylland fra Sønderjylland (Slesvig) og medførte adskillige ulemper for områdets beboere, f.eks. når bønderne skulle til egnens eneste mølle, der lå i Vamdrup. Bønderne i Ll. <strong>Andst</strong> måtte derfor passere toldskellet, hvor de fik udleveret Møllesedler, der gav den navngivne bonde tilladelse til at overskride toldskellet med heste, hvis kulør var angivet på sedlen. I tilfælde af hestehandel måtte de møde op hos kontrolløren for at få indskrevet, hvilken kulør den nyanskaffede hest havde. Så det nemmeste var at købe én i samme farve som forgængeren. Men bøvlet og tidskrævende var det under alle omstændigheder! Tolderne var meget strenge og meget lidt humane og det betragtedes af samme årsag slet ikke uhæderligt at snyde tolderne, hvis man kunne. Christian Lindskov, søn af husmand og skolelærer Niels Nielsen Lindskov, som havde et (nu nedrevet) husmandssted i Ll. <strong>Andst</strong>, beretter i sine erindringer fra 19<strong>12</strong> om en episode ved Ll. <strong>Andst</strong> skole ( først beliggende i den pæne stue - kaldet "Lilledøns" - på gården Iversminde - senere i den pæne stue på Damsvadgård, (Lundgårdvej 4)): "Således skete det en dag i middagsstunden, da jeg sammen med de andre børn legede uden for skolen, at en mand kom kørende forbi med en stor brændevins fustage på vognen. Om den var tom, fyldt med vand eller brændevin, ved jeg ikke. Det brugtes nemlig ikke sjældent, når der var flere vogne i følge, der smuglede brænde- vin, at den forreste havde vand i fustagen; thi alt imens kontrolløren fik den første vogn bragt til toldstedet til undersøgelse, kørte smuglerne uantastede med brændevinen. Manden med fustagen bad os sige til kusken på næste vogn: - Kør så hurtigt, som det er dig muligt! Vi blev imidlertid kaldt ind, førend næste vogn kom til skolen; men fra skolestuen kunne vi se vejen, og i det øjeblik, vi så vognen komme i skolens nærhed, bad to af os læreren, hvem vi fortalte det hele, om tilladelse til at gå ud, hvilket han villigt tillod. Nogen tid efter fortalte han kontrolløren, hvis datter han gav privat undervisning i hjemmet, historien; og denne gav sin misfornøjelse med tildragelsen udtryk i ordene: - Jeg ville hellere have givet Lille Anst skolebørn en specie (ældre dansk mønt, senere kaldet en rigsdaler), end de skulle have varskoet smuglerne." Lige syd for toldgrænsen lå der store brændevinsbrænderier ved Foldingbro og Skodborg samt på Østerbygård og Drenderupgård. De kunne producere og sælge brændevinen betydelig billigere end brænderierne i Kolding og det øvrige land, da man ikke skulle betale den høje skat (også dengang!), der var pålagt spritten nord for toldgrænsen. Smuglerierne florerede derfor i stort omfang og ofte under anvendelse af snedigt udtænkte planer eller med lidt hjælp fra lidt "tvivlsomme" toldkarle. Chr. Lindskov beretter: "Således var der en murersvend, kaldet "Sprit Niels", som havde været smugler, toldkarl og atter smugler. Han var almindelig kendt for sin snildhed. Som toldkarl for kontrolløren i Dollerup sad han engang i Nagbøl Skov og skar ris til koste. Hans Svarrer, der ikke havde lagt mærke til ham, kommer med en dunk brændevin. Niels råber da efter ham: - Kommer dit gamle asen nu lige i næsen på én; se du til, at du skrupper af. Og det kan nok være, at Svarrer pilede af sted, det bedste hans ben kunne bære ham. Engang møder Niels en mand, som bærer et vældigt knippe kosteris på ryggen. De hilser på hinanden og går hver til sin side. Lidt efter møder Niels en anden mand, der spørger ham: - Gik du forbi manden med kosterisene, og hvad tror du, der var i risene? Det vidste Niels jo ikke, men med et lunt smil fortalte manden, at risene gemte et anker sprit." Tolder eller synder - det har nok ikke altid været lige nemt at holde styr på, hvilken kasket man havde på. At snyde tolderne har således til alle tider været lidt af en nationalsport. Men EU regler og grænselempelser har i dag næsten overflødiggjort folks bestræbelser på at undgå toldernes gennemborende blik ved grænsekontrollen. - Næsten uanede mængder af spiritus, dåseøl, vin og søde sager samt andre fedtholdige sager kan frit bringes ind i landet uden nedslåede øjne og andre indre samvittighedskvaler. Med grænsedragningen efter en folkeafstemning i 1920 blev turen til "livets lyksaligheder" betydelig længere for folk her på egnen, men det forhindrer jo ikke i nævneværdig grad, at den danske viking stadig drager udenlands for at hente et værdifuldt "bytte" hjem til bopladsen og dens afgiftstyngede beboere. Som så ofte før gentager historien sig - sikkert også i Lille <strong>Andst</strong>!
Change language