kirkeblad 3 - palatino - HDL Kirker

Jeg elsker den brogede verden
Af sognepræst Bjarke Møller-Sørensen
Jeg har grædt, som andre, af smerte,
fordi min boble brast,
men boblen er ikke verden,
læg verden det ej til last!
Sådan synger vi i H.V. Kaalunds sang om den
brogede verden, som han elsker trods al dens
nød og strid. Den ”boble”, som han taler om, er
naturligvis et håb, en drøm eller en forventning.
Bristede bobler er der ingen af os, der bliver for‐
skånet for – med mindre vi da helgarderer os på
forhånd ved at lade være med at tro, drømme
eller håbe på noget som helst! Men hvem har
dog lyst til at leve et sådant liv?
Vi må tage de bristede bobler med, hvis vi vil
hele livet, og ikke kun nøjes med grå ligegyldi‐
ge dage. Men samtidig skal vi huske på, at bob‐
len ikke er verden, der er andet og mere i ver‐
den end de bristede bobler. Der er bobler, vi er
glade for at have haft, og der er bobler, der hol‐
der.
Selvfølgelig kan det gøre ondt, når en boble bri‐
ster, især når det, boblen indeholdt, var meget
betydningsfyldt for os. Livets bobler har for‐
skellige størrelser og betydning. Når en lille
boble brister, når vi møder en af de små skuffel‐
ser i livet, kommer vi som regel hurtigt over
det. Det er meget værre med de store bobler.
Boblen kan være så stor, at vi næsten ikke kan
tænke os selv uden den. Når en sådan boble bri‐
ster, er det næsten, som om vores verden bry‐
der sammen. Det kan ske, når vi mister en, der
var dyrebar for os, eller hvis alt det, vi har troet
og håbet på her i livet, pludselig viser sig at væ‐
re noget andet, end det vi troede. Vi siger ikke i
den situation til de ulykkelige, at de ikke skal
være kede af det. Det var godt nok en slem bob‐
le, der brast, men tør jeres øjne, for boblen er da
ikke verden, livet går jo videre, og andre har
prøvet det samme som I.
Vi taler ikke på den måde til mennesker ramt af
dyb sorg, da det vil være en direkte hån mod
dem. Bristede bobler skal ikke mødes med en
forklaring om, at boblen ikke betød noget, men
med ord, der anerkender boblens værdi, og som
skaber tro og livsmod. Det er med boblerne som
med kærligheden. Det gør ondt, når vi ikke me‐
re kan være sammen med den, vi elsker, men
samtidig må vi minde os selv og hinanden om
alt det gode, som vi fik lov til at opleve og have
sammen med den elskede.
Sådan havde Jesus disciple det også med Jesus.
Mens de var sammen med ham og vandrede på
de støvede veje, var livet ikke nødvendigvis let,
men det var rigt, fordi det, de hørte, så og ople‐
vede fyldte dem med tro, håb og kærlighed. Da
Jesus døde på korset brast deres boble. Sorgen,
smerten og skuffelserne lejrede sig i dem. Men
det fik dem ikke til at ønske, at de ikke havde
mødt ham. Den bristede boble var ikke verden –
der var andet og mere at sige. Det, de havde op‐
levet sammen med Jesus, stod stadig til troende.
Og selv om Jesus ikke mere fysisk var sammen
med dem, så var han alligevel nærværende hos
dem i troen og i håbet. Det, der havde været,
var ikke kun historie. Det pegede også fremad.
Det gjorde en forskel!
Det samme gør den kærlighed og den tro, vi har
mødt her i livet. ”Så bliver da tro, håb og kær‐
lighed, disse tre. Men størst af dem er kærlighe‐
den.” (1.Kor.13,13) Og derfor kan vi stadig sige:
”Jeg elsker den brogede verden.”