l - jubi100.dk

i den månelyse skov
de andre, fordi han dengang var den yngste
i patruljen og tilmed var ude i en natmørk
skov for første gang. "Nu bliver det lysere."
Han nikkede ind mod højre side.
Der blev længere mellem stammerne.
Striber af månelys nåede ned mellem
trækronerne og dannede lysere pletter på
skovbunden.
Lugten!
Ja, det var den.
Der var noget, hun havde fået færten af,
straks da de løb ind i skoven. Ubevidst, men
ikke af den grund mindre stærkt. Næsen er
ikke god til at forklare sig, men den lyver
aldrig; man bør altid stole på den, mere end
på øjne og øren. Og den husker godt.
"Vi skal ud af skoven!" Hun gjorde ikke
noget for at skjule fortvivlelsen i sin stemme.
"Vi er på vej ud af skoven. Om lidt er vi
nede på stranden."
"Det er tigeren!" Hun rettede sig selv:
"Der er en tiger. l nærheden af os. Jeg kan
lugte den."
"Sådan noget sker ikke."
"Det skete da for os."
Mens hun sagde dette, stod det hende
pludselig skærende klart, at de lugteindtryk,
der for hende betød veltrænede muskler og
patruljens styrke, siet gennem andre næsebor
signalerede varm, blodig steg.
Frygten for at blive ædt vældede op i
hende. Endnu voldsommere, end da hun
mødte den første gang, for dengang havde
hun ikke nået at tænke så meget.
"Sådan noget sker ikke," gentog han.
"l hvert fald ikke to gange ... Lynet slår
ikke ned to gange på samme sted."
"Hvad mener du med det?" spurgte
Flemming. Anne og Anders var nu så tæt
ved de andre, at Flemming havde hørt ham.
"Lynnedslag?"
"Hør!" råbte Tabita. "Der er nogen, som
snakker om lyn og torden. En stille aften i
december."
"Det er ligesom i 'Peter Plys'." sagde
Sanne. "Dyrene skal på skovtur; det er dejligt
vejr, og alle glæder sig- alle undtagen
æslet. Det skulle ikke undre mig, siger
æslet, om det bliver jordskælv."
9