(universet) og mikrokosmos (mennesket). Mellem legemets fire vædsker: Blod, slim, gul og sort galde. Mellem arbejde, hvile og føde. Behandling af sygdomme gik derfor ud på at bringe balance i tingene igen, ofte ved at indtage bestemt føde. Åreladning og kopsætning brugtes ofte. Det var munke og nonner i klostrene, der kunne være lægekyndige. Kirurgi, i form af sårbehandling, blev normalt ikke udført af munkene, der ikke måtte udgyde blod, men nok snarere af lægbrødre. Nogle ordener dispenserede dog fra reglen, når operation var nødvendig. Den medicinske behandling bestod hovedsagelig af behandling med urter. Fx virkede kamille urindrivende, hostestillende, mod hæshed og mavesmerter. Mynte fremmer fordøjelsen og renser blodet, stiller begær og modvirker beruselse. Persille er vanddrivende og hjælper alle spedalske, renser lever og sår og virker mod tarmluft, nyre- og blæresmerter. Timian virker mod hovedpine, mavepine, milt og leversygdomme og heler sår. Vejbred er lægende, renser sår og virker mod bylder. Salvie er blodstillende, heler sår og bylder og virker mod hoste og gigt. Lægeurtehaven indeholder en mængde nyttige planter, men eksperimenter ikke selv, lad de urtekyndige om dét, mange af planterne er meget giftige. Kopier og replika Alle genstande på Middelaldercentret, lige fra huse og skibe til de mindste dragtnåle er genskabt som kopier af de historiske forlæg, enten fra bevarede arkæologiske fund eller som rekonstruktioner, hvor man på baggrund af fragmentariske data søger at skabe et højt kvaliceret bud på den færdige genstand, f.eks. et middelalderligt handelsskib. Tiden Vi er i år 1401 og til næste år er det selvfølgelig 1402. Et interessant perspektiv, ikke sandt? Om 50 år er Middelaldercentret i 1451, en periode med fx. helt andre dragtmoder end 1401. Tiden er Margrete den Førstes. Pesten, der fejede over vores landsdel i midten af 1300-tallet, og delvist affolkede landsbyer og købstæder, er, om ikke fuldstændig ovre, så dog i ro nu. Landbrugskrisen - som nok skyldtes faldet i befolkningstallet, dels på grund af pesten, dels måske fordi man tidligere havde dyrket jorden for intensivt hvilket medførte hungersnød og vanskelige år - er også kun et minde nu. Det er gode tider, forstået på den måde, at der ikke er voldsomme pestudbrud, misvækst eller hungersnød og at der ikke er krig, ikke lige hér i alt fald. Margrete holder de store godsbesiddere i kort snor. Der er gang i handelen på trods af lidt problemer med sørøveri. Hansaen, den mægtige tyske handelsorganisation, bestræber sig på at holde Europa forsynet med varer fra fjerne egne: Silke fra Kina, krydderier fra Indien og de arabiske lande. Der handles også livligt med varer fra hele Europa: uld fra England, fint vævet klæde fra Flandern, vin fra Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien, godt stærkøl fra Tyskland, hørlærred fra Østersølandene, sild fra de nordiske lande, kvæg og heste fra bl.a. Danmark. Europa i sommeren 1401 I de sidste par år er der sket store ting på den indenrigspolitiske front. For tre år siden blev et projekt, der havde været undervejs i mange år, omsider kronet med held; den 17. juni 1397 blev Erik af Pommern kronet til konge over alle de nordiske riger. Det skete ved det senere så berømte møde i Kalmar, og betød at Erik formelt set nu er konge over et landområde der i strækker sig fra Grønland i vest til Finland i øst, og fra Nordkap i nord til Pommern i syd. Det er det største samlede landområde, nogen dansk konge nogensinde har hersket over. Der er ikke tale om en sammelægning - Danmark, Norge og Sverige er fortsat selvstændige kongedømmer, og Pommern er ikke blevet indlemmet i Danmark: unionen betyder teknisk set blot at det er den samme mand, der er styrer alle steder, men i unionsaftalen indgår også forsikringer om, at alle landene fremover skal være forpligtede til at forsvare og støtte hinanden, som var de ét. Der er med andre ord tale om en slags kartel-dannelse, selv om ordet slet ikke findes endnu. Kogge i kamp. Set i bakspejlet er det nemt at se svaghederne i den konstruktion. På en måde kan man sige, at Kalmarunionen satte sig midt mellem to stole – rigerne blev knyttet til hinanden på en måde, der sidenhen skal vise sig at være alt andet end uløselig, de bliver ikke for alvor forenede. Det er en svaghed, som Erik af Pommern senere bliver væsentlig mere opmærksom på end han bryder sig om, men indtil videre går det fint. Margrethe I. lever endnu i bedste velgående - og bliver ved med det de næste 12 år - og så længe hun sidder ved roret er der simpelthen ingen der tør være besværlig. Baggrunden for unionen i Kalmar er kompliceret, men en væsentlig del af den er udenrigspolitisk; hidtil har Margrethe, hertugen af Pommern og storhertugen af Litauen stået forrest i et forbund i Østersøområdet, der dannede bolværk mod ”truslen fra Øst” – Den Tyske eller Teutonske Orden, der er den stærkeste magt i Baltikum, og som har magtbase i den østligste ende af Østersøen. Den Tyske Orden er en sen efterkommer af korstogene, en toptrænet, talstærk og veludrustet armé af krigermunke, men i modsætning til de mere kendte korstog til Palestina i 11- og 1200tallet fokuserer de på Østeuropa (de bryder sig velsagtens ikke om varmen i Mellemøsten...). I 1396 sluttede Litauens storhertug imidlertid en fredspagt med Den Tyske Orden; det svækkede den dansk/pommerske alliance voldsomt, og forskubbede magtballancen i området. Modtrækket var, at man i Norden rykkede sammen i gelederne fordi man havde fælles interesser, men altså ikke mere end at man fastholder de enkelte rigers indbyrdes selvstændighed. Kongen er den samme, men hvert land har sit eget rigsråd og sine egne embedsmænd... i teorien, i hvert fald; i praksis har landene stadig en strid indbyrdes magtkamp, som Margrethe udnytter med sin helt usædvanlige talent for den slags. I virkeligheden er rigerne langt fra jævnbyrdige; alle er lige, men Danmark er væsentligt mere lige end andre. Og lad os så én gang for alle slå fast, at Kalmarunionen ikke er et udtryk for en umistelig, naturgiven broderskabsfølelse mellem de nordiske riger. Den er et realpolitisk modtræk til en konkret trussel, ikke en eller anden sværmerisk ideologisk konstruktion! Margrethes imperiepolitik er både kostbar og dristig, men indtil videre ser den faktisk ud til at virke; i øjeblikket mærker man ikke meget til de teutonske riddere i Danmark, de har travlt med at flække hovedskaller i Litauen. Forrige sommer (1398) erobrede de Gotland under påskud af at ville befri den for sørøvervælde. Margrethe var ikke glad – men bortset fra det har man ingen alvorlige problemer med teutonerne lige for tiden. I øvrigt er dannelsen af unionen et godt eksempel på Margrethes enestående tæft for politiske rævekager. Vedtagelsen af unionen skete samtidig med Erik af Pommerns kroning, men det er ikke hans kroningsdokument der er ”grundloven” for unionen; dén finder man i det såkaldte unionsdokument, der blev udfærdiget ved samme lejlighed, og som i dag opbevares på Rigsarkivet i København. Formodet portrætbuste af Margrete.