STIKKEN - Hjarup Kirke - Vamdrup

Nyt fra Skanderup/Gelballe
Af valgmenighedspræst Sven Thorgaard
Skanderup Valgmenighed i 100 år
Skanderup Valgmenighed blev af kirkeministeriet
anerkendt ved kgl. Resolution af 15. april 1910.
Således har vi i år 100 års jubilæum.
Pastor Carl Moes betydning for Valgmenighedens
oprettelse
Forud var gået en del hændelser. Men af afgørende
betydning blev det, at pastor Carl Moe blev
præst i skanderup sogn fra 1885 til 1922. Han kom
fra Harboøre. Og han lagde ikke skjul på, hvor de
døde kom hen, alt efter om de havde givet deres
hjerte til Jesus, altså omvendt sig, før de døde.
Det var et spørgsmål, der diskuteredes meget i
hine tider. Og betød meget. Grundtvigianerne,
også i Skanderup Valgmenighed, mente nok, at
det kunne nås med en omvendelse efter døden.
Og det gør vi da for øvrigt stadigvæk. Det er nok
et kristent dogme, at der er et helvede. Men det
er ikke et dogme, at der også er noget i det. Man
bagatelliserer alvoren i Guds kærlighed, hvis man
definitivt udelukker, at Gud også i helvede kommer
os i møde med sin nåde.
Men vi skal helt tilbage til 1835 for at finde rødderne
til valgmenighedens dannelse. Peter Larsen
Skræppenborg kom ved et mærkeligt tilfælde det
år til Hjarup, hvor der så blev afholdt det første
gudelige møde. Og hermed lagdes grunden til en
vækkelse sammesteds.
Men Moes ligefremme tale om sagerne fik mange
op af stolene. Mange løste sognebånd tilHelwg,
den grundtvigske præst i Askov. Og da han stoppede
i 1910, dannede man så sin egen grundtvigske
valgmenighed. Helweg følte sig presset af
Moes opførsel og fordømmelse som djævelens
håndlanger.
Anders Nørgaard Valgmenighedens første præst
Anders Nørgaard blev valgmenighedens 1. præst.
Han skriver selv herom: Den ualmindelig stærke
2
indremissionsbevægelse kunne jeg intet få at gøre
med. Alle missionsfolk skulle simpelthen betragte
mig som en vantro mand, en lejesvend. Carl Moe
lagde ingen skjul på, at han ikke havde den mindste
tiltro til, at vi virkelig ville leve et kristent liv.
En gang sagde han til mig: Grundtvigianerne har
en gang været Guds børn, men nu er de gennemsyrede
af den modbydeligste verdslighed.
Anders Nørgaard rejste i 1917 til Vejstrup på Fyn.
Han var nok også ked af, at valgmenigheden ikke
havde sin egen kirke. Men den kom til i 1922,
under hans efterfølger pastor Asger Bent Eskesen,
præst i menigheden fra 1918-54.
Egen kirke og splittelse
I mellemtiden havde Skanderup fået en Efterskole
i 1914 og en friskole i 1918, begge grundtvigske.
Efterskolens første forstander, Palle Kirk, tog initiativ
til i 1922 at købe det gamle andelsmejeri og
fik det simpelthen ombygget til vores dejlige kirke
med god genbrug fra det gamle mejeri. Gå en dag
ind i kirken og betragt de gamle og genbrugte
fliser, en stor del af kirkens gulvbelægning. Man
kan stadig se rillerne fra de utallige andelsspande.
En af Asker Eskensens døtre, Herdis Thomsen,
fortæller: Min far blev meget glad den dag i 1922,
hvor valgmenigheden indviede den nye kirke. Han
var nu fri for at finde sig i missionske præsters
benspænd. Far elskede sin menighed, og hun
fortæller videre: Når vi kom rundt i Skanderup
og skulle sælge mærker fra Friskolen, og man så
spurgte os, hvor vi kom fra og hørte, at det var
fra Friskolen, så skulle man ikke have noget. For
Friskolen hørte til den grundtvigske lejr. Hvis vores
høns kom over på den anden side af hækken til en
missionsmand, så fik min far at vide, at han skulle
holde hønsene inde.
I dag er der ikke længere den slags skarpe kanter.