april - maj - juni - juli - august 2013 - Tønning-Træden

6
Påskebudskabet
Påsken er det mest centrale og det vigtigste,
men også det vanskeligste i kristendommen.
Dens budskab om Jesu Kristi opstandelse fra
de døde har til alle tider fremkaldt både påsketro
og påsketvivl. Det hører vi allerede om
i 2. påskedags evangelium om de to skræmte
og ulykkelige disciple, som på deres vandring
til Emmaus træffer den opstandne Jesus, som
de dog ikke genkender. For dem ligger – efter
korsfæstelsen langfredag – alting i ruiner. De
havde håbet, at Jesus var frelseren. Men nu er
han død, fortæller de deres ledsager. Og først,
da han bryder brødet og velsigner det – ligesom
han gjorde det skærtorsdag aften – åbnes deres
øjne, og de genkender ham – den korsfæstede,
men opstandne, og da bliver deres følelse af
sorg og nederlag, deres påsketvivl til påsketro.
Når vi samles til bisættelse eller begravelse, er der mange
følelser at håndtere og mange spørgsmål, vi søger svar på.
Og det hjælper netop påskebudskabet og påsketroen os
med.
Kvinderne, der kom ud til graven påskemorgen, og disciplene
– også de to på vejen til Emmaus – modtog påskebudskabet,
opstandelsesbudskabet, med frygt og stor glæde.
Sådan må vi også høre det. For både livet og døden har
større dimensioner, end vi kan rumme og fatte. For se Gud i
kortene, det hverken kan eller skal vi.
Opstandelseshåbet er som en livline fra denne verden til
Guds evige rige. Påsken betyder, at vi deler opstandelsens
håb om livets sejr over døden med hinanden. Og den giver
os for alvor saft og kraft til det hverdagsliv, vi skal leve. Ja,
påsken er som en livgivende indsprøjtning af stærke dråber.
Det skrev Grundtvig allerede om i 1817 i sit store digt om
påskeliljen:
Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gyldne bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver (dvs. styrker), vederkvæger …
Påskemorgen sprang den første påskelilje så at sige ud i
fuldt flor. Og forstår vi det, ser vi også, at opstandelsen er
som forholdet mellem blomsterløget og den smukke, gule
forårsblomst. Blomsten kommer fra løget, men blomsten,
der vokser op, er alligevel noget andet, noget meget smukkere,
end det løg, der blev lagt i jorden.
Jesu opstandelse var den første, men den giver os et håb
om, at der for alle mennesker vil være en smuk opstandelse,
- at engang vil den nye verdens mark stå dækket med blomstrende
påskeliljer så langt øjet rækker. Engang skal vi være
sammen med Vor Herre Jesus Kristus i Guds evige rige.
Men trods dette budskab er døden altså her og nu en realitet
iblandt os. Men det glædelige opstandelsesbudskab er:
Døden har ikke det sidste ord! Det har den gode og kærlige
Gud! Det er det glade budskab til os, der lever efter dén første
påske, der forandrede hele verden.
Og derfor kan vi glæde os og sige – som Henning Toft Bro
gør det i dette smukke forårs- og påskedigt:
Nu mister mørket magten
til mørkets overmand:
til lyset, som er kommet
fra himmelbuens rand.
Nu er det tid for liv,
for liv til alt, som ånder
fra menneske til siv.
Nu kommer lyset sagte
som grødevejr i maj.
Nu vågner vi af dvale
på vores vintervej.
Nu vender årets gang,
og lyset skaber sprækker
i både sind og sang.
Nu vækkes vi og løsner
vort bundne tungebånd
og priser med vor strube
Gud, Søn og Helligånd.
For nu er lyset vakt,
nu er det vendt tilbage
som liv, der bli’r os rakt.
Nu vender lyset mod os,
og mørket kyses bort.
Nu takker vi for livet,
for alt, hvad der er vort.
De mørke dages slid,
de lyse dages glæde
er livets fryd og strid.
Men mister vi nu magten
til mørkets kolde gru,
så vil vi tro og håbe,
at Gud er til endnu
- som trøst i vores nød,
- som lys i vores mørke,
- som liv i vores død!
Det er det, påskebudskabet betyder for os – også den dag i
dag. At midt i alt det, der er svært, kan vi – fordi Jesus stod
op påskemorgen og sejrede over døden – så kan vi tro og
håbe, at Gud – og al hans opstandelse og alt hans kærlige
væsen – er til endnu - netop
- som trøst i vores nød,
- som lys i vores mørke,
- som liv i vores død!
Pastor Svend Faarvang.
Sognepræst ved Tommerup kirke