Sprog og interview, interview og sprog

NyS 33, 2005, pp. 9-41.
på sammenhængen mellem holdning og handling er den positivistiske tradition stærk, og både
forbrugeranalyser og meningsmålinger er så udbredte som aldrig før.
Det kvalitative interview på den anden side er udviklet af antropologer og etnografers til brug i
deres feltarbejder enten blandt fremmede folkeslag i afsides egne af verden, eller i knap så afsides
kroge af vores eget samfund som vi ellers sjældent får indblik i. Hvor det positivistiske interview
altså er interesseret i holdninger og svar på få og enkle spørgsmål, så er det kvalitative interesseret i
at få indblik i hvordan (fremmede) mennesker forstår deres verden. Forskningsmetodisk betyder det
også at de to skoler ser forskelligt på stort set alle elementer i et interviewprojekt: Hvor meget data
der skal indsamles, hvilken karakter data skal have, hvordan intervieweren skal agere, hvordan
analysen kan og skal foretages, hvordan resultaterne kan fortolkes, ja hvad hele formålet med
forskningsprojektet er. Det er ikke helt fejlagtigt at vende tilbage til definitionen af interviewet som
blev givet ovenfor: Det eneste disse to traditioner er enige om ved et interview, er at det er en
samtale der er kendetegnet ved spørgsmål-svar-struktur, og at det er en samtale hvor de deltagende
spiller tydeligt definerede roller – og altså at undersøgelsens egentlige objekt ligger uden for
samtalen. Jeg vil i det følgende forsøge at præsentere de to traditioner en ad gangen.
Det positivistiske interview
At kalde det interview som udspringer af forbruger- og meningsmålingsundersøgelsen for
”positivistisk” er i virkeligheden noget af en tilsnigelse. ”Positivisme” kan i dag have en negativ
klang, der er sikkert ingen af de forskere der bruger denne form for interview, som vil kalde sig selv
for positivister. ”Positivistiske interviews” er derfor heller ikke en betegnelse man vil se i
metodelitteraturen, derimod ser man betegnelser som ’standardiserede interviews’, ’strukturerede (i
modsætning til semi-strukturerede) interviews’ eller ’survey- eller meningsmålingsinterviews’. Når
jeg alligevel - lidt provokerende - bruger betegnelsen positivistisk er det fordi tilgangen bærer rundt
på meget arvegods fra den egentlige positivisme: Data skal frembringes på neutral vis og efter
stringente metoder, data er en afspejling af virkeligheden – en sandhed som er derude, og
sandheden er i den forstand objektiv. Dette positivistiske arvegods finder man også i former for
undersøgelser der ikke kan opfylde de repræsentativitetskrav der stilles til surveys, derfor finder jeg
betegnelsen surveyinterview uheldig. Der kunne ligeledes være gode grunde til at omtale
traditionen som kvantitativ; det er den nemlig i overvejende grad. Jeg bruger alligevel betegnelsen
positivistisk for at understrege at det afgørende for metoden ikke er at data er kvantificerbare, men
at de kan beskrives objektivt, og at metoden søger dem gennem standardiserede metoder.