Betty Nansen havde samlet et stjernehold. De skulle blande stand-up, rap og trylleri sammen med et gammelt teaterstykke. Men hvordan? Det måtte de selv finde ud <strong>af</strong>. Her er fortællingen om <strong>Gynt</strong>s fødsel. BETTY NANSEN er et teater, som godt kan lide at eksperimentere, og i længere tid havde de gået og været vilde med stand-up og rap. Vilde med måden de brugte det danske sprog på. Med den direkte måde de taler til publikum på. Med den måde de opfinder deres tekster på. Og så var det, de fandt på at lave det gamle Henrik Ibsen stykke, Peer <strong>Gynt</strong>, på en ny måde. De ville have stand-uppere og rappere til at give deres helt egen fortolkning <strong>af</strong> det. Da de havde fundet de 5 medvirkende, begyndte de at mødes i ugelange workshops. 8 timer daglig. De tog udgangspunkt i det gamle teaterstykke. Forsøgte at føre tankerne derfra op til nutiden, og til deres eget sprog. Hver for sig satte de sig hjem og skrev, for siden at læse det op for de andre. Efter nogen tid besluttede de sig for helt at se bort fra den oprindelige handling, og begyndte nu at skrive alle mulige tekster, som handlede om bl.a løgn. Det gav en frihed, og med den kom en masse nye idéer, som de prøvede <strong>af</strong> på hinanden. Sådan arbejdede de længe, og pludselig tegnede der sig et billede: Den gamle handling var begyndt at dukke frem i mere og mere <strong>af</strong> materialet, men på sin helt egen måde. <strong>Gynt</strong> var født. En ny genre var opfundet. De kalder den Skrako. Skuespil, rap og comedy. BLÆS BUKKI: Vi begyndte med at bryde hele den originale historie op og fordele den mellem os, og så gik vi hjem og begyndte at fortolke vores del hver især. Alle skulle finde ud <strong>af</strong>, hvad de havde lyst til at lave. Så kom folk med hver deres oplæg og fremlagde dem for de andre. Jeg er meget vant til, at den musik jeg laver kan blive skrottet lige så hurtigt, som den er blevet præsenteret, men mine tekster er jeg ikke vant til, at der rettes i. Af en eller anden grund er tekster mere ømfindtlige end musik. Men vi har fyret meget i denne her proces, og det må man lære at acceptere. GEOLO G: Vi har været mange forskellige mennesker om at lave forestillingen, og engang i mellem har det været lidt svært at kommunikere, men jeg synes, at vi 4 fem – os der står på plakaten – har h<strong>af</strong>t et eller andet fælles mellem os. Vi er alle fem meget vant til at få idéer. Jeg har for eksempel prøvet at skrive en tekst sammen med Jonatan, som jeg ikke kendte før, og det gik overraskende godt. RUNE KLAN: Især i begyndelsen frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne finde ud <strong>af</strong> det. Jeg er jo vant til at trylle og pjatte, og da vi begyndte at mødes for at tale om <strong>Gynt</strong>, følte jeg mig nogen gange lidt ved siden <strong>af</strong>. Måske sad en <strong>af</strong> de andre på mødet og talte om Ibsens sjæl, mens mit forslag var, at vi alle sammen skulle tage en fisk på hovedet. Det kan i begyndelsen virke som en begrænsning at skulle forholde sig til en bestemt historie, som vi har gjort her, men den begrænsning kan også være meget frugtbar. CARSTEN BANG: Det har været en anderledes proces, men på en positiv måde. Som stand-upper er man meget sig selv. Når man får en idé til en joke, prøver man den <strong>af</strong> på publikum med det samme. Hvis den virker, er det fint. Her har vi så været os fem plus en dramaturg og en instruktør, og jeg må indrømme, at jeg blev overrasket, da jeg så planen over prøverne. Så mange! Processen her har gjort, at jeg har fået øjnene op for, hvor meget skuespillere egentlig arbejder med deres ting. Det har været virkelig spændende at få inputs fra vores instruktør (Mogens Pedersen). Man lytter, når han siger: ”Prøv at gå lidt ned dér og tal lidt lavere.” JONATAN SPANG: Henrik Ibsens stykke om Peer <strong>Gynt</strong> egner sig rigtig godt til vores form, fordi det i sig selv er ret rodet og usammenhængende, og det begyndte vi med at læse. Først forholdt vi os meget til det rigtige stykke og begyndte at skrive vores udgaver <strong>af</strong> de scener, som Ibsen skrev engang, men efterhånden begyndte vi at forholde os mere og mere løst til det. Vi skulle osse prøve at blive enige om, hvad der egentlig var det væsentlige i stykket, og det var vi ikke i starten, men vi blev det hen ad vejen. TEGNINGER: MIA STENSGAARD