Efterkommere af Niels Pedersen Levinsen - Thorborg - Liisberg ...

Efterkommere af Niels Pedersen Levinsen 42
Engang havde vi en væmmelig stor Tyr, som vi alle sammen var
saa bange for, for den var saa slem til at rive sig løs, og det
gjorde den da ogsaa en Dag, og Fodermestrene og Karlene var
efter den, men lige saa snart de fik fat i den, gjorde den et Hop,
og saa rev den Manden om Kuld og saa galopperede den af
Sted. Det var en værre Redelighed, men saa fik vi Besøg af en
Herre, han havde sin store St. Bernhardshund, Bjørn, med, og
vil du tro, den kunde fange Tyren, den sprang op og bed sig fast
i Ringen i Næsen, og der holdt den fast til de kunde faa den
forsvarligt tøjret.
Alle de her Historier har jeg fortalt Helle og Knud og Kjeld saa
mange Gange, at de kan dem udenad, og naar vi saa kommer
hertil, saa udbryder de "Fortæl os om, da du tissede i Bukserne
paa Steensgaard". Hvad mener du, men nu skal du ogsaa faa den
flove Historie.
Det var da jeg var blevet voksen, men endnu ikke gift med
Onkel Johs, da var jeg et Aar paa en Gaard, der hed Steensgaard
paa Langeland hos en Fru Andersen. Der paa Steensgaard havde
de den mest modbydelig store Gedebuk, du kan tænke dig, med
lange Haar helt ned til Jorden og mægtige Horn og en
modbydelig Lugt, men saa havde den en Stemme, saa spæd og
fin, som om den var et henrivende lille Gedekid, "Be-be", sagde
den. Og saa var den saa rædsom ondskabsfuld, jo, det var et
dejligt Dyr. En Dag gik Fru Andersen og jeg ude paa en stor
aaben Plads, hvor der var et lille Hus, hvor vi puttede Høns ind,
der vilde ruge, og som ikke maatte ruge. Vi gik netop med en
Høne i hver Haand hver, og anede intet ondt, da vi hørte "Bebe",
bag ved os, og der kom "Mads" i fuld Galop, nej, hvor blev
vi forskrækkede, vi smed Hønsene og styrtede af Sted med
Gedebukken lige i Hælene, og vi naaede lige at smutte ind i
Svinestalden og lukke Døren for Næsen af den, og saa var det
det skrækkelige skete, jeg tissede i Bukserne af lutter
Forskrækkelse, og den stod udenfor og sagde "Be-be", med saa
sød en Stemme, men vi holdt paa Døren, kan du tro, til der kom
en og fangede Uhyret.
Saa kan jeg ikke flere Historier denne Gang. Ha' det nu godt,
lille Pilleren, og mange Hilsener fra
Faster Grete.
Knud talte ved bisættelsen:
"Da vi for 5 måneder siden tog afsked med vores far, var der
ingen af os, der havde tænkt os, at mor skulle følge ham så kort
tid efter. Vi ønskede alle for mor, at hun skulle få mange gode
år endnu. Men sådan skulle det ikke gå. I dag forstår vi rigtigt,
hvor heroisk den indsats var, som hun gjorde for far og for os
alle sammen. Hun havde en sidste opgave, og den gennemførte
hun. Hun var ukuelig, klagede aldrig, og hun bevarede sit lyse
sind og sin optimisme. Men efter denne indsats begyndte
kræfterne at svigte, og hun savnede far efter de 67 år, de havde
haft sammen. I dag ved vi, at hun bar på en alvorlig sygdom. Vi
har midt i sorgen mange ting at være taknemmelige for. Vi fik
lov til at beholde vores forældre meget længe. De klarede sig
selv til det sidste uden fremmed hjælp, og deres beskedenhed
forbød dem at ligge nogen til byrde. Det var altid med glæde, at
både store og små besøgte dem i Brede og aldrig en bebrejdelse,
hvis der en gang imellem gik lidt for lang tid imellem besøgene.
Far var utrolig afhængig af vores mor, det havde været
uoverskueligt slemt, hvis han skulle have oplevet, at hun gik
bort før ham. Hun insisterede på at passe ham selv og beholde
ham hjemme, men hvis han havde levet længere, havde det ikke
været muligt. Det havde været frygteligt synd for dem begge. Til
det sidste havde mor meget at give os, når vi besøgte hende på
hospitalet. Den sidste tid var der til stadighed nogen af os til at
holde i hånden. Monika tilbragte den sidste nat hos hende, og
Udskrift fra Legacy