Forståelse og tolkning af moderne billedmedier - Nordicom

FORSTÅELSE OG TOLKNING AF MODERNE BILLEDMEDIER 247
tolkningsproces, der hele tiden bevæger sig frem og tilbage mellem for det første
forståelsen af ordbetydninger, for det andet kombinationen af større helheder
af ord (i form af fx sætninger) og for det tredje forståelsen af udsagnet som
en helhed (Höijer 1998:126-27). Höijer påpeger, at Luria ikke forstår disse tre
niveauer som sekventielle, men som virkende sideordnet. Det indebærer bl.a.,
at en tekst ikke bliver forstået i først denotativ betydning og dernæst i konnotativ
betydning, men at “læseren på hvert niveau kan finde konnotative betydninger
og vurdere teksten” (ibid.:128).
Denne vurderende aktivitet er interessant, især set i forhold til en traditionel
opfattelse af forståelse som noget, der går forud for vurdering. Kan man vurdere
en tekst, hvis man endnu ikke har forstået den? Og er vurderingen fx først
og fremmest en social aktivitet, bestemt af andre kriterier, evt. smagsmæssige,
end de, som har med den kognitive forståelse af en given tekst at gøre? Som jeg
senere vil vende tilbage til, betragter jeg vurderingen som en både individuel
og social aktivitet, men den er samtidig knyttet til både de forventninger, vi
måtte have til en tekst, fx til dens indhold, og til det kendskab, vi har til teksten
som tekst, fx. i form af en viden om dens genre.
Generelt vil jeg derfor karakterisere vurderingen som en bestræbelse, der
tendentielt altid er til stede under den proces, hvor en tekst søges forstået. Ja,
selv på perceptionens niveau spiller vurderinger hele tiden med i afgørelsen af,
hvad det er, som iagttages og søges forstået. De fleste mennesker er imidlertid
så gode/hurtige iagttagere og tekst-læsere, at de ikke er opmærksomme på
dette niveau, der befinder sig på det helt basale forståelsesplan og dermed ikke
opdager denne differentiering i perceptionsprocessen. Når vi siger, vi har forstået,
hvad vi ser, er vi ofte også i besiddelse af en vurdering af det. Når vi derimod
siger, vi ikke har forstået, hvad vi ser, er vi som regel heller ikke i besiddelse
af en vurdering af det, andet end at det forekommer uforståeligt. Dvs., at
i forsøget på at begribe det sete, vil der uvilkårligt foregå vurderende aktiviteter,
men det vil være aktiviteter, som først og fremmest har til formål løbende
at afgøre, om vi har forstået det sete, dvs. om det giver nogen mening for os.
Vurderingen kan således betegnes som den del af forståelsesprocessen, der søger
at relatere forståelsen udadtil, til en bredere kontekst end teksten selv.
Almindeligvis er vi dog udstyrede med, hvad man kunne kalde en så stor
forståelses-kompetence, at “En tekst kan blive vurderet og bedømt, straks efter
at vi har hørt de første ord (...). Mange gange kan vurderingen (...) ske, allerede
inden vi er gået igang med teksten. Vurderinger er ganske enkelt en del af de
forventninger, som vi møder tekster med” (ibid.:128). Dvs., at i de tilfælde,
hvor teksten vurderes, inden den er set, er der altså ikke kun tale om forståelses-kompetence,
om at vi, i Lurias forstand, forstår de enkelte billeder og kombinerer
dem til større helheder, men om at forventningerne til teksten sætter
rammerne for den forståelse, vi etablerer på baggrund af den. Dette finder netop
sted, fordi vurderingen er en proces, der foregår som en løbende justering
af ens egen umiddelbare forståelse af teksten i forhold til de forventninger, vi
har til den. Skal man altså undersøge, hvordan diverse tekster forståes og tolkes,