Kapitel 8 - Aage Staffe

Her lå et umætteligt marked. Det var medieguf – det solgte. Romantisk
heltedyrkelse var udbredt i de første mange år efter krigen.
Spradebassernes pralerier og beskrivelser af deres heltegerninger
mødte jeg på min læreplads og i min karriere i hjemmeværnet. De
efterlod hos fornuftige mennesker en distance eller afstandstagen til
modstandskampen som sådan.
Stimmungsbericht
Så sent som i 1995 var jeg indbudt til en reception på Københavns Rådhus.
Dronningen holdt tale, hun fremhævede vore oversete og «glemte»
krigssejleres indsats. Det skal hun have tak for.
Tilbuddet om at stå på rad og række med tilladelse til at modtage
den kongelige hånd overså jeg dog.
Men i skaren af frihedskæmpere, med op til to nystrøgne armbind
og flotte medaljer som guirlander på brystet var én, som jeg fik en snak
og en kop øl med. Jeg spurgte:
«Nå, hvad beskæftigede du dig så med, da der var krig»?
Hans beretning var dramatisk, lang og en stor løgnehistorie.
Hans leder kunne jeg identificere som en person, jeg fik henvist oppefra
i hierarkiet til min gruppe.
I det døgn, denne person var i min gruppe, skete flg.:
Jeg besøgte ham i hans hjem om eftermiddagen, forklarede ham
sabotagens krav til security og ikke mindst de risici, der var forbundet
med sabotage.
Alle fotografier og negativer af ham destrueredes under protest.
Samme aften må Ib og Lille Svend flygte fra en bil i Nansensgade
under heftig beskydning.
I bilen lå lederens navn og adresse samt aktionsrapporter.
Jeg får besked på at advare og opbevare ham. Næste morgen skulle
han deltage i en mindre aktion og havde fået flg. instruks:
«Når du bevæger dig rundt (som tilskuer) skal du holde skydejernet ned
mod jorden, (for at undgå ulykker).
Bliver der skyderi, skal du dampe af og overlade resten til os».
Selv i tilskuerrollen afslørede han, at han absolut ikke var det store
naturtalent. Efter aktionen blev han opbevaret de næste timer.
173