tale 1995 - N. Kochs Skole

Der er ingen, der kan ta' den.
For hvem kan himlen nå ?
Og så det sidste vers, som jeg var specielt glad for:
Min far han sidder og læser,
men han har lovet mig,
at en dag, det rigtig blæser,
så flyver han og jeg.
Man kan måske sige, at det snarere er det, I skal igang med: at gå ombord i en
flyvemaskine og flyve det første stykke på en rute med mange mellemlandinger og
uden præcis viden om, hvor I lander.
Altså ikke "fri som fuglen", men lukket inde som i et flyvende bur.
Det er vel ellers friheden, selvbestemmelsen, vi drømmer om og stræber efter - det
er vel derfor, mennesket altid har drømt om at kunne flyve ved egen kraft.
En drøm, der er afprøvet med mislykkede og mange gange katastrofale resultater for
mennesket, og som der er fortalt om mange gange i tidens løb i sagn og eventyr,
hvor det er muligt for mennesket at flyve.
Jeg husker et sagn fra det gamle Grækenland, det er fortalt på flere forskellige
måder, så nu får I min.
Der var engang en rig konge på øen Kreta. Han hed Minos, og der er flere historier
om ham, men dem må I selv læse.
Han besluttede sig til at få bygget en labyrint, som ingen ville kunne finde ud af, hvis
de først var kommet ind.
Han spurgte derfor en af de bedste og mest kendte håndværkere og bygmestre,
Daidalos, om han ville påtage sig opgaven. Daidalos sagde ja og tog sin søn Ikaros
med.
Arbejdet tog flere år, men endelig var de færdige.
Kong Minos var noget af en slyngel så i stedet for at betale for arbejdet, lod han
Daidalos og Ikaros mure inde øverst i et tårn. Han ville nemlig være sikker på, at
ingen fik fat i en tegning af labyrinten.
Men Daidalos var også opfinder og meget snild på fingrene. Han kunne se, at de kun
kunne flygte gennem luften, derfor iagttog han fuglene meget nøje og fandt ud af,
hvordan de brugte vingerne, når de fløj. Han fangede nogle fugle og studerede
vingernes opbygning, og så lavede han 2 sæt vinger af bivoks og fuglefjer. Han
forklarede Ikaros, hvordan han skulle gøre, og om natten steg de op på kanten af
muren øverst på tårnet.
De tog mod til sig og kastede sig ud. Hvis vingerne ikke kunne bære, var de sikre på
at blive slået ihjel mod klipperne neden for tårnet. Men vingerne bar, og de svævede
væk fra tårnet godt skjult af natten. De bevægede armene eller vingerne skulle jeg
måske snarere sige, og det viste sig, at de var lavet så godt, at de ikke bare kunne
svæve som en drageflyver, men de kunne faktisk flyve.
De fløj udover havet, og da solen stod op, var de langt fra Kreta.
Daidalos havde forklaret Ikaros, at han skulle holde sig lige bagved ham og passe
godt på, at han ikke kom for tæt til vandet, fordi fugten kunne sætte sig i vingerne og
tynge ham ned, han måtte heller ikke flyve for højt, fordi varmen fra solen kunne
2