Ovidius cruentus: elementer af vold og gru i Metamorfoserne - Aigis

Vergils tilfælde), men snarere som et stilmæssigt udtryk, som ikke i sig selv har
nogen værdi eller moral. Volden og gruen er blevet overflade, og det tydeligste
udtryk finder dette forhold i moderne film og romaner. Såkaldte ‘splatter’- og
‘slasher’-film (og bøger) har ikke til formål at skræmme, men – som navnet
antyder – at underholde og more med så grotesk og usandsynlig vold som
muligt. Denne brug af volden smitter også af på andre, mindre snævre genrer, og
i dag skal der tages virkelig skrappe midler i brug, hvis man skal chokere
publikum. Det vil man som regel heller ikke: volden og gruen regnes for en
ingrediens på linie med alle andre, og den accepteres og forventes endda af et
publikum, der føler sig udmærket underholdt. Disse forhold illustreres
fortrinligt af Ridley Scotts film Gladiator fra 2000: alt imens filmen postulerer
humanisme og empati og tager afstand fra de barbariske gladiatorforestillinger
ved at lade helten gå så grueligt meget igennem som gladiator, undlader den
naturligvis ikke at vise alle de spændende kampe, det resulterer i. Undervejs
leverer den selvfølgelig den vare, som publikum forventer: hoveder, lemmer og
blod flyver i alle retninger, og dødstallet runder mageligt de 50 (foruden et
regulært slag i starten). Filmen blev – i øvrigt ganske fortjent – en kæmpemæssig
kommerciel succes; og karakteristisk nok har ingen kritiseret de barske løjer.
Dermed er cirklen sluttet: i dag forekommer Ovids værk decideret moderne i
kraft af sit ironiserende, distancerede forhold til vold og gru, og ved sin brug af
disse elementer som et særlig indforstået langue. I dag kan Metamorfoserne,
måske for første gang siden antikken, nydes og studeres uden de moralske kvababbelser,
der har klæbet til værket i mange hundrede år. Gruen kan forstås, som
Ovid sandsynligvis tænkte sig det: som ren stil og overflade, så overdrevet og
fortænkt, at den ikke kan tages alvorligt, men kun i spøg – og derfor indgå på
linie med de utallige andre humoristiske elementer født af Ovids ingenium i
Metamorfoserne. Med E.J. Kenneys ord:
“Its unclassical characteristics, which also emerge from the comparison with the
Aeneid, should offer no obstacle to appreciation in an age which appears to have
broken definitively with classicism in literature, art and music. Balance and
proportion are not necessarily and self-evidently the most important of the artistic
virtues.” 46
46 Kenney (1982) 441.
AIGIS 4,1 19