artikel - Dansk Kennel Klub

HUNDELOVEN
Der foreligger en afgørelse fra retten i 2011
i en sag med mange paralleller. Her blev
det fastslået, at hunden Django ikke skulle
have været krævet aflivet, fordi han havde
bidt fra sig, da en løs hund på voldsom vis
løb hen til ham.
På baggrund af disse forhold rettede DKK
sammen med Dyrenes Beskyttelse – inden
Thor
blev ”kidnappet”
–
henvendelse
til Nordsjællands
Politi
med en opfordring
til
at revurdere sagen, hvis udfald vi simpelthen
opfatter som udtryk for fejlagtig sagsbehandling.
Ved redaktionens afslutning
har vi endnu ikke modtaget svar på de to
store foreningers henvendelse. Men vi agter
ikke at lade sagen falde. På baggrund af de
foreliggende oplysninger mener vi, at politiet
i denne sag hverken har fulgt lovens
ånd eller lovens bogstav.
Hvornår er der tale om et overfald?
Forløbet i Thor-sagen illustrerer tydeligt,
4 HUNDEN Nr. 3 - marts 2013
at der ved den igangværende revision af loven
bliver brug for at få præciseret og nuanceret,
hvornår der er tale om et overfald,
hvornår der er tale om to hunde, der ”siger
noget til hovedet af hinanden”, og hvornår
der er tale om en hund, der hakker ud i
forskrækkelse eller selvforsvar. Nogle situationer
kan formodentlig beskrives objektivt
og håndteres
af politiet (f.eks.
hvis offerhunden
er i snor og overfaldes
af en løsgående/løsreven
gerningshund).
Men en række
situationer kræver – efter DKK’s klare
opfattelse – involvering af en hundesagkyndig
til vurdering af selve forløbet
(f.eks. hvis gerningshunden er i snor og
bider en løsgående hund, som løber hen
til den, eller hvis begge hunde er løse). På
baggrund af en vurdering af forløbet kan
den sagkyndige eventuelt kræve gerningshunden
ind til testning med henblik på
at vurdere, om der bør træffes nogle af
de foranstaltninger, som § 6, stk. 2 giver
mulighed for. Men i alle sådanne sager
En række situationer kræver
– efter DKK’s klare opfattelse –
involvering af en hundesagkyndig til
vurdering af selve bidepisoden
I dag skal offeret have
behov for at blive syet,
førend der ifølge loven er
tale om skambidning. Det
har blandt andet betydet,
at en hund, der dræbte en
lille hund ved at ruske den
i nakken, blev frikendt. Det
er helt hen i vejret, og DKK
arbejder for en ny definition
af begrebet skambidning.
(Foto: Shutterstock)
må man som hundeejer ikke bare være
overladt til en ren politimæssig vurdering.
Det skaber alt for stor utryghed hos ejere
af helt almindelige hunde.
Hvornår er der tale om skambidning?
Som loven ser ud i dag, er definitionen
af skambidning ikke god nok. Juristerne,
som har forfattet bemærkningerne til loven,
har forsøgt at beskrive noget, som
nemt kunne måles: Hvis offeret har behov
for at blive syet, så er det skambidning.
Men en sådan forenklet fremstilling duer
ikke. Den rammer hunde, som har afgivet
et enkelt overfladisk bid eller ”hak”,
hvor såret efterfølgende kræver dræn og
syning, hvilket hundebid meget let kommer
til. Det er situationer, som nemt kan
opstå mellem helt almindelige hunde –
måske endda i leg. Til gengæld har der
været et grotesk eksempel på, at en hund,
som overfaldt en lille hund og knækkede
nakken på den i en enkelt voldsom rusketur,
blev frikendt, fordi der ikke var bidt
hul i den døde hund!
Dansk Kennel Klub har allerede tilbage i
september 2010 gjort indsigelser over for
Rigspolitiet og Justitsministeriet (som den
gang var ansvarlig for lovområdet) mod
definitionen af skambidning. Det gjorde
vi sammen med Den Danske Dyrlægeforenings
repræsentant i den tidligere justitsministers
hundeudvalg, som samtidig er
en af politiets sagkyndige. Man kan læse
indsigelsen og forslag til ændring på www.
dkk.dk. Skriv bestemmelser om skambidning
i søgefeltet.
Husk baggrunden
Som en gammel redaktør på HUNDEN
engang udtrykte det, så er mands minde
ca. 14 dage. Med det mente hun, at mange
– medier og enkeltpersoner – er tilbøjelige
til at lade sig rive med af en øjeblikkelig
stemning.
Her vil DKK gerne erindre om, hvad det
var, som førte frem til, at politikerne tog
hundeloven op til revision i 2010. Fra ca.
2000 og frem – accelererende fra ca. 2005
– modtog DKK og lokale medier oftere
og oftere meddelelser om hunde, som var
blevet overfaldet og skambidt eller bidt
ihjel af hunde af pitbulltype (også betegnet
kamphunde eller muskelhunde, men lad
Bidstatistik
Man siger, der findes tre slags løgne: hvide løgne, sorte løgne
og statistik. Når man kan høre eller læse, at golden retrievere,
gravhunde og schæferhunde ligger øverst i bidstatistikken,
skal man lige holde ørerne stive. I opgørelserne skal man
vide, hvor mange hunde, der findes af den pågældende race/
type. Hvis der findes 5 gange så mange golden retrievere som
samojedhunde, så vil der også – alt andet lige – være 5 gange
så mange golden retriever bidepisoder. Det forhold er der
ikke taget højde for i eksisterende opgørelser. Og så skal man
naturligvis kende omstændighederne.
Ved bid/overfald på mennesker: Er skadelidte en person
(barn/kammerat/voksen), som hunden kender, men som måske
har fået et ”hak”, fordi de ikke har respekteret hundens
grænser? Er det en kondiløber, som bliver bidt i buksebenet
og har fået en rift? Eller er det en fremmed, som udsættes
for et egentligt overfald?
Ved bid/overfald på andre hunde: Har der været forudgående
kontakt (leg/hilsen), eller var der tale om et uprovokeret
overfald? Var gerningshunden hhv. offerhunden i snor ved
overfaldet?
DKK’s OPfOrDrINg:
saMlET rEgIsTEr OVEr alle HuNDEsagEr
DKK har gennem de seneste 10-12 år opfordret Justitsministeriets
departement, rigspolitiet og Politimesterforeningen
til at sørge for at samle alle hundesager i ét samlet register
hos politiet. Hvis det var sket, så havde man haft kendskab
til de sager, som det giver mening at medtælle, nemlig sager,
som er foregået i det offentlige rum (eller sågar i ofrenes
egne haver), og som var blevet politianmeldt. Det overblik
havde man ikke, da loven blev til i 2010. Oplysninger om
hunde, der var blevet overfaldet og skambidt eller bidt ihjel
fandtes slet ikke – og det var ellers her, DKK oplevede de store
ændringer op gennem årtiet.
skadestuestatistik skelner ikke mellem – på den ene side –
den altovervejende del af skader, hvor offeret er blevet bidt
af familiens eller vennernes hund, eller skader hvor en af politiets
tjenestehunde har bidt en fodboldbølle, mens hunden
var på arbejde og – på den anden side – det, folk frygter, og
som loven skal regulere: skader, hvor man selv eller ens hund
bliver overfaldet og skam- eller ihjelbidt af en fremmed hund.
Derfor kan man heller ikke forvente at kunne basere en lovrevision
på statistik, da der ikke kan foretages en meningsfuld
før-og-efter optælling af det, som vi ønsker at regulere:
overfald med skambidning/ihjelbidning i det offentlige rum.
Man er nødt til at indtænke faglig viden om hundes adfærd,
og man er nødt til at tage hensyn til tryghedsfølelsen – så
subjektiv den end måtte være – hos både hundeejere og den
øvrige befolkning.
HUNDEN Nr. 3 - marts 2013 5