Henrique Mecking - Dansk Skak Union

Vestens
rivaler:
Af Erik André Andersen
I starten af 1950’erne var der to store
rivaler på den vestlige halvkugle –
Samuel Reshevsky (1911-1992) og
Miguel Najdorf (1910-1997). De
repræsenterede henholdsvis Nordamerika
(USA) og Sydamerika (Argentina),
men kom begge fra Polen.
Vidunderbarnet Reshevsky udvandrede
med sin familie til USA i 1920,
mens Najdorf var blandt de europæiske
spillere, der på grund af krigsudbruddet
blev i Argentina efter olympiaden
i Buenos Aires 1939.
Alle skakspillere kender deres
navne, og de fleste kender også hovedtrækkene
i deres karrierer. Ingen
af dem var professionelle skakspillere,
men de fik alligevel tid til at
spille mange turneringer.
Næppe mange har haft opmærksomheden
henledt på den meget
prestigefyldte duel, der udspillede
sig mellem disse to, der hørte blandt
den vestlige verdens absolut stærkeste
spillere. I en periode på hen ved
10 år var de direkte konkurrenter.
De deltog i nogle af efterkrigstidens
største turneringer, og de spillede to
store matcher mod hinanden.
26 2009 /3/122
Amsterdam 1950 – Najdorf med front mod Reshevsky og fotograf
vinder turneringen og udfordrer amerikanerens position som
Vestens stærkeste skakspiller.
1952 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18
Reshevsky 1 1 1 1 ½ 1 1 ½ 0 ½ 0 0 ½ 1 ½ 1 ½ 0 11
Najdorf 0 0 0 0 ½ 0 0 ½ 1 ½ 1 1 ½ 0 ½ 0 ½ 1 7
1953 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18
Reshevsky 1 0 1 ½ ½ ½ 0 ½ ½ 0 1 ½ ½ 1 1 0 1 0 9½
Najdorf 0 1 0 ½ ½ ½ 1 ½ ½ 1 0 ½ ½ 0 0 1 0 1 8½
Reshevsky & Najdorf
Hvordan formede og udviklede
deres rivalisering sig? Og hvem af
dem var den bedste?
Den vestlige elite
efter Anden Verdenskrig
Blandt vestlige spillere var der i efterkrigstiden
begyndt at udkrystallisere
sig en gruppe af topspillere.
Foruden Reshevsky og Najdorf kan
nævnes amerikaneren Reuben Fine
(1914-1993), den tidligere verdensmester
Max Euwe (1901-1981), jugoslaven
Svetozar Gligoric (f. 1923),
svenskeren Gideon Ståhlberg (1908-
1967) og ungareren Laszlo Szabo
(1917-1998). Deres rangfølge blev
afgjort i en række turneringer og
matcher omkring 1950.
Den potentielt farligste var Fine,
der i 1930’erne var en af de absolutte
topkandidater til VM-titlen,
men som mere eller mindre havde
indstillet sin skakkarriere og ikke
havde deltaget i VM-turneringen i
Haag-Moskva 1948. Helt kunne han
dog ikke slippe skakken. Han vandt
suverænt i New York 1948 med 8
point (af 9) foran Najdorf med 6½
og Euwe og Pilnik med 5, hvilket
lovede godt for et eventuelt comeback.
I 1949 spillede Fine uafgjort
4-4 i en match mod Najdorf, hvilket
var en skuffelse for Fine og hans tilhængere,
da Fine var klar favorit og
vandt de to første partier.
Herefter var Fine passiv indtil
1951, hvor han i Wertheim-mindeturneringen
i New York 1951 klarede
sig pænt, men ikke prangende
ved at blive nummer fire med 7 point
(af 11) efter Reshevsky med 8 point
og Euwe og Najdorf med 7½. Da
den velhavende Maurice Wertheim
formodes at være en af Fines vigtigste
sponsorer i 1930’erne, kan det
være forklaringen på, at Fine ved
denne enkeltstående lejlighed deltog
aktivt i en turnering, selv om han
havde trukket sig tilbage fra skakken
til fordel for en akademisk karriere
som psykolog.
Den direkte duel
Så var der Reshevsky og Najdorf,
og dramaet mellem disse to kunne
begynde at udfolde sig. Det første
direkte møde skete i den store inter-