Esajasnyt 3 - Esajas Kirke

Bibeltime
Bibelen er en guldgrube af gode og spændende
historier. Det gamle Testamente indeholder
historier, fortællinger og myter der beretter om
jødernes historie og om menneskets grundvilkår
- om menneskets stilling i forhold til Gud; at
han er Skaberen og mennesket er skabt af Gud.
Det nye Testamente forkynder for os, at Gud
ikke giver slip på os. Han følger og forfølger
os med sin kærlighed. I Det Nye Testamente
forkyndes sandheden om mennesket som Guds
skabning og om Guds kærlighed til alt det
skabte – sandheden om at Guds levende håb
er sat ind i verden ved Jesu Kristi opstandelse
fra de døde.
Alle der har læst i Bibelen, eller de der som barn
har fået læst højt fra Bibelen, husker nogle af
de spændende og voldsomme historier fra Det
Gamle Testamente. En af skikkelserne, man
husker bedst fra Det Gamle Testamente, er vel
Moses.
Af ren og skær frygt for Farao sætter moderen
det lille barn, i en flettet kurv, ud i Nilen. På
eventyrlig vis finder hofdamerne og prinsessen
barnet. Historien fortæller, hvordan moderen,
ved list, bliver kaldt op til hoffet for at være
amme for sin egen søn. Moses vokser op og
fører sit folk ud af trældom. Efter en lang
spændende historie om udfrielsen fra Ægypten
hører man, hvordan Moses fører sit folk gennem
ørkenen ledt af en skystøtte og bespist
med manna. Under ørkenvandringen får Moses
lovens tavler på Sinajs. Moses måtte to gange
op på bjerget, for de første tavler blev knust, da
det jødiske folk ikke kunne vente på lovtavlerne,
men gav sig til at danse omkring guldkalven.
Moses var bange for at miste Guds tillid, som
følge af guldkalvedansen, og han beder Gud om
at vise sig for ham. Da åbenbarer Gud sig for
ham og siger, at Moses ikke må se hans ansigt,
men at Gud vil vandre foran ham i al sin rigdom.
Moses må ikke se Guds ansigt, for ingen
kan tåle at se Guds ansigt og leve videre. Kun
bagfra bliver det tilladt Moses at få et glimt af
den vandrende Gud. Gud passerer forbi Moses
i al sin herlighed, og siden har menneskeheden
bogstaveligt talt gået i Guds fodspor. Men nu
er det jo sin sag at følge med Gud og følge med
tiden og historien. Det kender vi alle, og Moses
nåede jo heller ikke selv med ind i det forjættede
land, der var velsignet med mælk og honning og
vindruer. Og da jøderne endelig var kommet ind i
landet forfaldt de da også selv hurtigt til at dyrke
afguder. Man ofrede til sol og måne og tyreguder
og meget andet, og hvad værre var, man glemte at
følge Guds bud og tage sig af enkerne, de faderløse
og de fremmede, man glemte så at sige, at tage sig
af hinanden. Man havde nok i sig selv.
Men Gud var gået foran med tiden og historien.
Han kunne ikke stoppe eller vende om. For stoppede
han op, stoppede tiden, og vendte han sig om
for at vente, ville man se hans ansigt. Gud kunne
altså ikke stoppe eller vende. Så da tidens fylde var
der, sendte han sin søn, født af Jomfru Maria, for
at lære os, at i stedet for, som Moses, at ville se
Guds ansigt, skal vi se Guds ansigt i ethvert menneskes
ydmyge og sårbare ansigt, og leve efter det
dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske Herren din
Gud og din næste som dig selv”. Den Gud, der gik
foran i al sin herlighed, sendte bagefter sin kærlighed
gennem sin søns forkyndelse af syndernes
forladelse.
Når Gud er gået foran, så er det op til vi mennesker
at tage os af hinanden. Det kan vi kun
gøre ved at skabe historie sammen, som om vi så
Guds ansigt i hver en detalje af samlivet med vore
medmennesker. Kærligheden er i verden fordi Gud
elskede verden – den verden, som vi ved kan være
hård og brutal og uretfærdig. Men gennem Jesus
Kristus får du at vide, at det er dig og dit liv, Gud
elsker. Og hvad kan jeg så bruge det til? vil en og
anden måske spørge. Ja, måske ikke til noget som
helst. Ikke med mindre du bare en enkelt gang har
oplevet, hvad det betyder for et menneske at føle
sig elsket og accepteret. Vide, at der er nogen, for
hvem du er betydningsfuld og uerstattelig; at der
er nogle eller bare én der usvigeligt sikkert holder
ud med dig, fordi du er holdt af, sådan som du er.
Har du erfaret det og turdet indrømme det overfor
dig selv – så har du også følt mening i livet, - det
liv, der hver dag i dets mangfoldighed skænkes os
gennem de mennesker vi holder af og som holder
af os. Gud er gået foran os og han har plantet kærligheden
midt iblandt os ved sin Søn Jesus Kristus.
Christian Madsen
k i r k e b l a d f o r e s a j a s k i r k e 3 ø s t e r v o l d s o g n – n r. 3 - a u g u s t – n o v e m b e r 2009