6 - danskmongolskselskab.dk

GER 45 DANSK MONGOLSK SELSKAB
for at byde os velkommen, og det
var klart, at Erikson blev modtaget
som en personlig ven, og at enhver,
han bragte med sig, var lige så velkommen.
Hendes søn, en dreng på
seks-syv år kom løbende og trykkede
højtideligt Eriksons og derefter
min hånd, mens jeg blev forestillet
for dem begge. – Dette er Rui hsien
sheng – (mit kinesiske navn) sagde
Erikson – og han vil købe al jeres
uld og sende jer en masse penge, så
du, sønnike, kan få den cykel, du
fortalte mig, at du ønskede dig, og
din mor endnu flere perlekæder til
sin hårpynt, og hvad hun ellers måtte
ønske. Vil du gerne »hamer ogh«
(gnide næse) med ham? – Drengen
20
løftede øjeblikkelig ansigtet, og jeg
bøjede mig ned og »gned næse«
med ham, den formelle mongolske
hilsemåde.
Prinsessen sagde: – Jeg også! –
og vi gned næser, så jeg kunne betragte
mig som rigtigt forestillet og
godkendt. Derefter sagde hun med
en munter latter: – Jeg elsker mænd
med blå øjne og guldgult hår. Jeg er
så træt af alle disse mænd omkring
mig med sort, groft hår og sorte
øjne. Dit hår er som silke – sagde
hun og strøg henover det, – og meget
lysere end Ih dai fu’s (Eriksons).
Jeg hører ikke til den undselige
slags, og der skal en del til at forvirre
mig, hvis det da kan kaldes for-
Vagt med opplantet bajonet passer på
prinsen af Sunnit. Foto: ’Eriksson’
virrende at blive strøget over håret
af en prinsesse; men jeg følte alligevel
mine kinder brænde og få rødbedekulør
under hendes mønstrende
blik. – Og du har lyserød hud – tilføjede
hun – ikke smudsiggul som
min mands. – Hun hoppede omkring
og klappede i hænderne på en
højst u-prinsesselig måde, øjensynlig
henrykt over hver ny opdagelse
af mine gode egenskaber. Derefter
bød hun en tjener bringe vore soveposer
ind i gæsteværelset i den forreste
gård, mens hun leende og
pludrende gik foran os forbi de to
skildvagter, der stod som statuer og
præsenterede gevær. Den forreste
gårdsplads var stor og førte ind til
forskellige andre gårde bagved.
Gæsteværelset var simpelthen
enormt og havde to »kangs«, de
sædvanlige nordkinesiske murstens-platforme
med indbyggede
ildsteder. Vi havde lige stoppet vore
sager i soveposerne, og prinsessen
hjalp os med at pakke ud. Erikson
havde en lille håndkuffert med medicin,
instrumenter og forbindssager,
og da hun åbnede denne, fandt
hun en stor, omhyggeligt indsvøbt
firkantet pakke, der gjorde hende
nysgerrig, så hun spurgte, hvad det
var. Erikson sagde, at det var et stort
portræt af hendes mand i guldramme,
sendt af en forfatter, der havde
besøgt dem forrige år. Prinsessen
bare slog med nakken og sagde syrligt:
– Portræt af min mand – de sender
altid billeder af min mand, og
jeg begriber ikke hvorfor. Han er
sandelig ingen skønhed, og bliver
dag for dag ældre og hæsligere. Og
her er jeg, ung og smuk; men tager
de nogensinde et billede af mig og
forærer mig det i guldramme? –
Hun rev indpakningspapiret af portrættet:
– Se på den mand! Er det
noget at fotografere? – Jeg fik øjeblikkelig
fat på mit kamera og sagde:
– Jeg vil tage et billede af Dem