Mere om frempantsætning af ejerpantebreve - birch windahl ...

More documents

Recommendations

Info

UfR ONLINE U.1999B.326 også pantsætter misligholder sine betalingsforpligtelser over for frempantsætter. Når den underliggende fordring ikke er transporteret til frempanthaver, er frempantsætter ene berettiget til som kreditor at påberåbe sig pantsætters misligholdelse og gøre sine misligholdelsesbeføjelser gældende over for pantsætter, og såfremt frempantsætter ikke ønsker at gøre misligholdelsen gældende, må det antages, at frempanthavers fyldestgørelsesmuligheder er begrænset heraf. Frempantsætningen indebærer næppe i sig selv en forpligtelse for frempantsætter til at søge at medvirke til fyldestgørelse i pantet i alle tilfælde, hvor pantsætters betalinger udebliver. Frempantsætter må således anses at bevare den frie bestemmelsesret i denne henseende, når den underliggende fordring ikke overdrages sammen med pantesikkerheden, og frempanthavers mulighed for at foretage udlæg i den pantsatte ejendom eller afhænde pantet afhænger derfor af, hvorvidt frempantsætter ønsker at medvirke hertil. Det antages dog samtidig, at pantet ikke tjener frempantsætter til sikkerhed for betaling af den underliggende fordring efter frempantsætningen, idet kreditorbeføjelserne i henhold til det frempantsatte ejerpantebrev tilkommer frempanthaver.[5] Da det imidlertid som nævnt – uanset dette forhold – er almindeligt anerkendt, at frempantsætning af løsøre kan forekomme uden den underliggende fordring, synes der ikke i det nævnte tilfælde at være grundlag for at behandle frempantsætning af ejerpantebreve anderledes end frempantsætning af løsøre, f.eks. således, at frempantsætning af ejerpantebreve uden den underliggende fordring alene skulle kunne foretages inden for vekselererkredse, hvor sådanne frempantsætninger forekommer. Frempantsætningen kan have en reel værdi for frempanthaver i begge tilfælde, hvor den underliggende fordring ikke samtidig overdrages, nemlig at frempanthaver i visse tilfælde kan opnå fyldestgørelse for sit tilgodehavende i realisationsværdien – tvangsauktionsprovenuet – af pantet. Det kan således ikke i det nævnte tilfælde tiltrædes, når det hos Rørdam og Carstensen, Pant, 6. udgave, side 124 anføres: »[Man] kan spørge, om ikke overgivelsen af ejerpantebrevet til frempanthaveren (uden den underliggende fordring, vor tilføjelse) bliver en rent symbolsk handling i modsætning til, hvad der ville gælde, hvis det f.eks. i stedet var en bil, der blev overgivet i forbindelse med en frempantsætning.«[6] 328 Spørgsmålet er herefter, hvilken sikringsakt frempanthaver bør iagttage for at være beskyttet i det nævnte tilfælde. Spørgsmålet synes her at være, om frempantsætters kreditorer kan eksstingvere frempanthavers ret, når frempanthaver har det frempantsatte ejerpantebrev i hænde. Den underliggende fordring synes ikke at have nogen selvstændig værdi for frempantsætters kreditorer på en tvangsauktion over pantet – medmindre frempantsætters kreditorer kan eksstingvere frempanthavers panteret – idet den underliggende fordring ikke i sig selv udgør grundlag for at gøre en panteret gældende i ejendommen. Det giver næppe mening at kræve denunciation som sikringsakt i disse tilfælde, idet den underliggende fordringsret netop ikke er (med)overdraget. Samtidig må det imidlertid anerkendes, at pantefordringen i henhold til ejerpantebrevet ikke i sig selv udgør tilstrækkeligt grundlag for frempanthaver til at opnå andel i tvangsauktionsprovenuet, idet det er en forudsætning herfor, at der påhviler pantsætter en gældsforpligtelse. Frempantsætters kreditorer kan således formentlig undlade at gøre fordringen gældende på tvangsauktion over den pantsatte ejendom, hvorved frempanthavers panteret ikke har nogen værdi, idet omfanget af panteretten afhænger af størrelsen af den underliggende fordring. Frempantsætters kreditorer synes imidlertid ikke at have nogen loyal interesse i dette. Den »forhandlingsposition«, som frempantsætters konkurskreditorer herved kan tiltage sig i forhold til frempanthaver – f.eks. ved at undlade at gøre fordringen gældende, medmindre frempanthaver afstår (delvis) fra panteretten til fordel for konkurskreditorerne – vil formentlig kun have betydning i de tilfælde, hvor det er sikkert, at frempanthavers tilgodehavende hos frempantsætter overstiger det auktionsprovenu, der falder til ejerpantebrevet. Såfremt der falder et større beløb til ejerpantebrevet, og såfremt konkurskreditorerne kan oppebære dette overskud, har disse kreditorer ingen interesse i at afstå fra at opgøre den samlede pantesikrede fordring på tvangsauktion. Følgende eksempel illustrerer problemstillingen: Ejeren af en ejendom A håndpantsætter et ejerpantebrev – tinglyst på sidste prioritet for kr. 100.000 – til B til sikkerhed for et lån på kr. 50.000. B frempantsætter ejerpantebrevet til frempanthaver C til sikkerhed for et lån på kr. 25.000. C får ikke transport i B's fordring på A. Den pantsatte ejendom sælges på tvangsauktion, og der indkommer kr. 60.000 til dækning af ejerpantebrevet. I dette tilfælde har konkursboet selvstændig interesse i at opgøre pantefordringen på de kr. 50.000 på auktionen, idet konkurskreditorerne herved selvsagt opnår dækning i provenuet fra auktionen med kr. 25.000 (50.000 – 25.000). Såfremt imidlertid ejerpantebrevet alene modtager kr. 25.000 eller mindre fra auktionen, kan det anføres, at kurator ikke har interesse i at opgøre konkursboets fordring på auktionen, idet dette beløb antageligt ubeskåret tilfalder frempanthaver, C. Det kan selvsagt være vanskeligt at forudse, om ejerpantebrevet kan opnå sådan dækning, at alene frempanthavers tilgodehavende kan forventes indfriet. I de tilfælde, hvor konkurskreditorerne måtte afstå fra at opgøre fordringen på auktion – medmindre frempanthaver afstår panteretten til konkurskreditorerne – må de imidlertid indse, at de derved løber den risiko, at frempanthaver ikke modtager noget provenu fra tvangsauktionen, hvilket belaster konkursboet med et (større) krav fra frempanthaver. Under alle omstændigheder kan det være vanskeligt at forudse, om dækningen til ejerpantebrevet overstiger det beløb, som frempanthaver har til gode. Det kan næppe antages, at den omstændighed, at pantefordring og fordringsret på auktionstidspunktet ligger på forskellige hænder, skulle medføre pantefordringens bortfald, således at hverken frempantsætter eller frempanthaver kunne opnå andel i auktionsprovenuet svarende til den underliggende fordring. Frempantsætningen synes ikke som almindelig regel at burde indebære en sådan upåregnelig fordel for ejeren af ejendommen eller de efterstående rettighedshavere. Der synes herefter at være grundlag for at antage, at den for frempanthaver i forhold til frempantsætters kreditorer nødvendige og tilstrækkelige sikringsakt i de her drøftede tilfælde – hvor der opstår konflikt om fordelingen af tvangsauktionsprovenuet – alene er rådighedsberøvelse af ejerpantebrevet, jf. gældsbrevlovens § 22. I overensstemmelse med det anførte kan henvises til fogedrettens kendelse i den sag, som senere blev afgjort af Vestre Landsret ved den ovennævnte kendelse af 9. juni 1998. Sagens nærmere omstændigheder er udførligt gengivet ovenfor hos advokat Bjørn Wittrup på side 20ff. Fogedrettens[7] præmisser var bl.a. følgende: »Uanset den underliggende fordring ikke er overdraget samtidig med håndpanteretten finder fogedretten, at fremhåndpantsætningen i denne situation, hvor den ejendom, der ved ejerpantebrevene er pant i, realiseres, giver [frempanthaver] adgang til at få andel i budsummen for et beløb svarende til den underliggende fordring, 120.964,17 kr. (. . .) Som det fremgår af det ovenfor anførte finder fogedretten, at [frempantsætter] gyldigt har overdraget den sekundære håndpanteret i ejerpantebrevene til [frempanthaver]. [Frempantsætters konkurskreditorer] kan derfor ikke gøre nogen panteret gældende i ejendommen og får derfor ikke andel i budsummen.« Som bekendt tiltrådte Vestre Landsret ikke dette resultat, idet landsretten ved den nævnte kendelse af 9. juni 1998 fandt, at tvangsauktionsprovenuet tilfaldt frempantsætters konkurskreditorer. Landsrettens præmisser drøftes nærmere nedenfor i afsnit 3. 3. Når frempantsætter har overdraget pantesikkerheden i de håndpantsatte ejerpantebreve til frempanthaver, og denne har sikret sin panteret mod eksstinktion fra håndpantsætters kreditorers side ved rådighedsberøvelse af ejerpantebrevet i overensstemmelse med gældsbrevlovens § 22, synes der ikke at være grundlag for at antage, at panteretten i Copyright © 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 2
UfR ONLINE U.1999B.326 henhold til ejerpantebrevet er udsat for eksstinktion fra frempantsætters kreditorer. Som nævnt ovenfor må det antages, at frempanthavers sikringsakt f.s.v.a. retten til auktionsprovenuet alene er rådighedsberøvelse af ejerpantebrevet. Såfremt den underliggende fordring ikke medoverdrages, kan det anføres, at denne undladelse medfører, at frempanthavers panteret har en så usikker værdi for frempanthaveren – f.eks. i de tilfælde, hvor pantsætter indfrier den underliggende fordring over for frempantsætter – at pantefordringen i henhold til ejerpantebrevet ikke nyder beskyttelse mod frempantsætters kreditorer i forbindelse med en tvangsauktion over den pantsatte ejendom. En sådan argumentation synes imidlertid at savne støtte i den panteretlige litteratur, hvor det er almindeligt antaget, at usikkerhed om pantets reelle værdi ikke er til hinder for pantsætningens gyldighed, og det er da heller er ikke denne begrundelse, der fremgår af landsrettens præmisser. Det anføres i landsrettens afgørelse: »Landsretten finder herefter ikke, at [frempanthaver] i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke er sket overdragelse af den underliggende fordring, alene på grundlag af frempantsætningserklæringen er berettiget til at gøre krav gældende i henhold til ejerpantebrevene. [. . .] Da [frempantsætter] endvidere ikke findes at have udvist retsfortabende passivitet, er dette selskab [frempantsætter] efter det anførte i henhold til sin håndpanteret i ejerpantebrevene berettiget til at modtage kr. 120.964,17 af auktionsbudet (. . .).« Det er dog værd at bemærke, at frempantsætter og frempanthaver – meget ihærdigt – havde tilstræbt at overdrage den underliggende fordring på pantsætter sammen med ejerpantebrevet, men at en sådan fordring ikke bestod på tidspunktet for frempantsætningen. Parterne havde herved klart og tydeligt tilkendegivet, at formålet med frempantsætningen ikke alene var at sætte frempanthaver i stand til at oppebære auktionsprovenuet i tilfælde af tvangsauktion, men at der var tilsigtet en overdragelse af pantsætters samlede engagement. Det må antages, at landsretten lagde afgørende vægt på, at det under disse konkrete omstændigheder ikke burde komme frempanthaver til gode, at konflikten med frempantsætters kreditorer opstod i forbindelse med en tvangsauktion, hvilket var en i denne forbindelse helt tilfældig omstændighed. 4. Ved frempantsætning af et ejerpantebrev uden den underliggende fordring bør frempanthaveren kunne opnå dækning for sit tilgodehavende gennem realisation af den pantsatte ejendom, hvor sådan realisation foranlediges af andre rettighedshavere i ejendommen. I sådanne tilfælde bør frempanthaver antageligt opnå dækning for sit tilgodehavende i den udstrækning, hvor panteprioriteten opnår dækning i budsummen. Frempanthavers dækning er endvidere naturligvis begrænset til størrelsen af den underliggende fordring, som frempantsætter kan gøre gældende i forhold til pantsætter. Det skal bemærkes, at der imidlertid ikke synes at være noget til hinder for, at frempanthaver selvstændigt på andet grundlag end frempanteretten kan foretage udlæg til bortauktionering i den pantsatte ejendom i overensstemmelse med almindelige regler herom. Gennem sådant udlæg erhverver frempanthaveren et selvstændigt grundlag for at begære tvangsaktion, og ved auktionens afholdelse bør frempanthaver formentlig opnå dækning for sit tilgodehavende, der er sikret ved frempanteretten. Som det er fremgået, kan det således vel ikke på forhånd udelukkes, at overdragelse af pantsatte ejerpantebreve alene uden den underliggende fordring kan have en selvstændig formueværdi for erhververen af panteretten. I de fleste tilfælde er panteretten usikker og betinget af forhold, som frempanthaveren ingen indflydelse har på, men særligt i de tilfælde, hvor frempanthaveren i forvejen har et selvstændigt udlægsgrundlag i forhold til ejeren af den pantsatte ejendom, kan panteretten have værdi for erhververen af frempanteretten. 1. Der synes derimod ikke at være noget til hinder for, at det særskilt aftales, at frempantsætter er berettiget til at oppebære både fordringerne og et eventuelt auktionsprovenu – uanset frempantsætningen af ejerpantebrevet og overdragelsen af de underliggende fordringer – så længe frempantsætter opfylder sine forpligtelser over for frempanthaver og betaler renter og afdrag til frempanthaver. En sådan ordning indebærer, at frempanthaver alene kan gøre kreditorbeføjelser gældende i forhold til pantsætter, såfremt frempantsætter misligholder sine ovennævnte forpligtelser over for frempanthaver. I tilfælde af frempantsætters misligholdelse synes frempantsætters kreditorbeføjelser imidlertid som nævnt nødvendigvis at måtte tilfalde frempanthaver. 2. Det kan dog næppe udelukkes, at frempanthaver kan begære tvangsauktion i tilfælde, hvor pantsætter vanrøgter eller på anden måde ødelægger pantet. 3. Jf. Rørdam & Carstensen, Pant, 6. udgave, side 354. Tilsvarende Højrup, Pant, 2. udgave, side 263, Torp, Dansk Tingsret, side 628ff, og Ernst Møller, Dækningsadgang eller Fordringsret, side 290ff. 4. Tilsvarende og udførligt Ernst Møller, side 293 og side 295ff. 5. Jf. Torp, Dansk Tingsret, side 629: »Frempantsætteren selv kan ikke udøve Panteretten eller raade over denne. Derimod er det omtvistet, om han frit kan raade over fordringen.« 6. Når det hos Rørdam & Carstensen videre anføres i Pant på side 121, at frempanthaver, der alene besidder ejerpantebrevet uden den underliggende fordring, »ikke kan bruge ejerpantebrevet til noget«, og side 124: »men når den underliggende fordring ifølge et ejerpantebrev ikke samtidig overdrages, og frempantsætningen af ejerpantebrevet, der i sig selv er uden formueværdi for frempanthaver [. . .]« – kan der således formentlig alene sigtes til de situationer, hvor tvisten mellem frempantsætters kreditorerog frempanthaver vedrører retten til at oppebære de underliggende fordringer hos pantsætter, og hvor der derfor ikke er tale om fordelingen af provenuet af pantet. 7. Fogedretten i Skanderborgs kendelse af 26. marts 1997 i sag AS. 00029/96. Copyright © 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 3
Page 1: UfR ONLINE U.1999B.326 U.1999B.326

Mere om frempantsætning af ejerpantebreve - birch windahl ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?