nr. 12 - HDL Kirker

Juleaften
Af Sognepræst Bjarke Møller-Sørensen
Her er en fortælling af Selma Lagerløf. Der var engang
en mand, som gik ud i den mørke nat for at låne ild. Han
gik fra hus til hus og bankede på. ʺ Hjælp mig,ʺ sagde
han, ʺ Min kone har netop født et barn, og jeg må tænde
ild for at varme hende og barnet.ʺ
Men ingen svarede ham. Manden gik og gik. Til sidst så
han et lys‐ skær langt borte. Han gik derhen og så nu, at
skæret kom fra et bål. Mange får lå og sov omkring bålet,
og en gammel hyrde sad og passede på dyrene. Da man‐
den kom hen til fårene, så han, at der lå tre store hunde
og sov. De vågnede, og åbnede gabet, som om de ville
gø. Men der hørtes ikke en lyd. Manden så hundenes
skarpe tænder, og at hundene for løs på ham. Men tæn‐
derne, som hundene ville bide med, ville ikke lystre dem,
og manden led ikke den mindste skade.
Da manden næsten var nået hen til bålet, så hyrden
op. Han var en gammel mand, uvenlig og hård mod alle.
Da han så den fremmede nærme sig, greb han en lang
stav og kastede den mod den fremmede. Men staven fløj
til side og ramte ikke manden.
Nu kom manden hen til hyrden og sagde til ham: ʺ
Hjælp mig. Lån mig lidt ild. Min kone har lige født et
barn, og jeg må have ild til at varme hende og barnet.ʺ
Hyrden havde mest lyst til at sige nej, men da han
tænkte på, at hundene ikke havde kunne gøre manden
noget ondt, og at staven ikke kunne ramme ham, blev
han underlig til mode og bange, og han turde ikke sige
nej.
ʺ Tag så meget du vil,ʺ sagde han til manden. Men
ilden var næsten brændt ud. Der var bare nogle gløder
tilbage, og den fremmede havde ikke nogen jernspand
eller skovl at tage dem med. Da hyrden så det,gentog
han: ʺ Tag så meget du vil.ʺ Og han glædede sig over, at
manden ikke kunne få noget af ilden. Men manden sam‐
lede gløderne op af asken og lagde dem i sin kappe. Og
gløderne brændte ikke hans hænder og sved ikke hans
kappe.
Da hyrden så det, spurgte han forundret sig selv: ʺ
Hvad er det dog for en nat, siden hundene ikke bider,
staven ikke dræber og ilden ikke brænder?ʺ
Han kaldte den fremmede tilbage og sagde til ham: ʺ
Hvad er det dog for en nat? Hvoraf kommer det, at alle
ting viser barmhjertighed?ʺ
Da svarede manden ham: ʺ Jeg kan ikke sige det, når
du ikke selv kan se det.ʺ Og han
ville skynde sig bort for at
skaffe sin kone og sit barn varme.
Men hyrden sagde til sig selv, at han ville følge efter
manden, for at finde ud af, hvorfor denne nat var noget
helt særligt.
Hyrden så, at manden gik ind i en stald, hvor der ikke
var seng hverken til moderen eller det nyfødte barn, så
hyrden blev rørt og tænkte, at han ville hjælpe barnet. Ud
af sin rygsæk tog han et blødt fåreskind, gav det til den
fremmede og sagde, at det kunne barnet sove på.
Men i samme øjeblik blev hans øjne åbnet. Og han så,
at rundt omkring dem stod en tæt kreds af engle med
sølvhvide vinger og alle sang de med høj røst: ʺ Frelseren
er født.ʺ Da forstod han, hvorfor alle ting var så gode i
denne nat, at de ikke kunne gøre ondt.
Der var en sådan uendelig jubel og glæde og sang i
den mørke nat. Hyrden blev så glad for, at hans øjne var
åbnet, at han faldt på knæ og takkede Gud.
Lad os bede Jesus om, at han vil åbne vores øjne, så vi
ser frem med glæde til vores frelser og spreder den glæde
og godhed omkring os til dem, som vi møder.