Læs bladet - Fejø

Det, du ser, er du selv
Vi lever i en visuel tid. Det kan der vist ikke være tvivl
om. For vi får et hav af vores informationer gennem
netop det, vi ser. Vi ser tv, som bringer os rundt i
verden og giver os et indblik i alverdens lande.
Desuden har vi via parabol mulighed for at se flere
hundrede tv-kanaler hele jorden rundt. Mange af
disse kanaler sender udsendelser i døgnets 24 timer.
Vi går på nettet, hvor vi kan kommunikerer med hele
verden, handle, låne bøger, gå i banken, se efter ny
medicin, lade os underholde, give vores mening
tilkende osv. Der er snart ikke det firma, den
institution eller den privatperson med respekt for sig
selv, der ikke har en egen hjemmeside, som alle og
enhver hele kloden rundt kan se.
Desuden er nettet ’på’ hele tiden. Vi skal bare klikke
os ind på de pågældende sider. Så er vi ’på’. Hele
tiden. Så vi kan til enhver tid vælge, om vi vil være
alene, eller om vi vil være ’på’.
Netop fordi vi har fået så mange muligheder er der en
fare for, at vi lader os drive af ren og skær interesse
og ikke bekymrer os så meget om, hvad vi i øvrigt ser
på vores visuelle rejse jorden rundt.
Det er der i og for sig ikke noget at sige til. For der er
så mange oplysninger og forhold, som vi slet ikke kan
rumme eller tage stilling til. Derfor bliver vi nødt til at
sortere i oplysningerne og først og fremmest vælge
fra, så vi kan få et overblik og dernæst et indblik i
det, som vi efter vores bedste skøn skal have indblik i
og bruge tid på.
Hvem kender ikke til det at se avis? Vi skimmer
overskrifter og billeder. Vi læser ikke på samme
måde som tidligere aviser. Vi ser aviser. Vi læser ikke
avisen igennem fra ende til anden, fordi vi ikke føler
os forpligtet på at læse alle de ting, der står i en
tilfældig dags avis.
Det er muligt at ’læse’ avis uden at se de mange
reklamer eller annoncer. For vi danner os hurtigt et
billede af, hvordan en reklameblok eller en annonce
ser ud, hvorefter vi kan se bort fra eller hen over
reklamerne og annoncerne. Ligesom vi ikke læser
hver enkelt bogstav, men billeder af ordene, der
tilsammen udgør teksten.
På den måde kan vi let overse stavefejl eller mere
vigtige informationer til os. For vi bliver jo hurtigt
forudindtagede, så vi frasorterer alt det, som vi på
forhånd ikke mener at have brug for, eller som vi ikke
vil bruge tid på. F.eks. det, der står med småt i
kontrakter, hvad der kan være fatalt.
Kort sagt: Det, vi ser, er vi selv. For det sete og
vores eget indre jeg er hele tiden i vekselvirkning.
Det, vi giver udtryk for, afspejler således vores
indtryk. For det, som vi udtrykker, er jo et indtryk.
Ligesom et udtryk er vores personlige standpunkt
eller holdning til det sete eller mangel på samme.
For det sete bliver en del af os selv. Det sete bliver
en del af vore eget indre jeg, idet det sete gør indtryk
på os eller ej. For så vidt det afspejler vores indre
holdninger og interesser og ønsker og omsorg og
længsler osv. eller mangel på samme.
Ser vi smerte, fyldes vi af smerte. Ser vi lidelse,
fyldes vi af medlidenhed. Ser vi glæde, glædes vi. Ser
vi uretfærdighed, harmes vi. Sådan skulle det i hvert
fald gerne være. Ellers ser vi kun os selv.
Der er således nogle ting, som vi gerne ser. Vi forser
os måske oven i købet på dem i vores iver efter at se
dem. Mens der er andre ting, som vi ikke gerne ser,
hvorfor vi bevidst eller ubevidst overser dem.
Det, som vi gerne ser eller bliver overraskede over,
spærrer vi øjnene op for i den hensigt at se mere og
få flere indtryk; mens vi lukker øjnene for det, som vi
ikke gerne ser, idet vi ikke ønsker at tage stilling til
det sete, som skræmmer os.
Synet er en del af vores sanser. Vi ser, hører, lugter,
smager og føler. Disse sanser er alle med til at gøre
os til hele mennesker. Hvis nogle af sanserne er
undertrykte, vil andre sanser som regel udvikle sig så
meget desto mere. Det kender vi fra de blinde, der
har en skærpet hørelse og følesans.
Omvendt kan et overdrevent brug af én sans sløve
andre sanser. Min påstand er, at vi har brug for at
forholde os kritisk til det visuelle til fordel for de
andre sanser. Ikke mindst hørelsen og dermed evnen
til at lytte til andre. Ellers kan vi ikke se næsten, der
har brug for at blive set.
Bjarne A. Madsen
13