20 "Hey, det handler om kærlighed" - Landsforeningen lev

Ny bog: Uduelig og ubrugelig
aF LaSSE ryDbErG n
For lidt over 150 år siden begyndte man
at se på udviklingshæmning som en
sygdom, man kunne blive helbredt for
ved at tilbyde udviklingshæmmede fra
en tidlig barnealder ophold på særligt
indrettede anstalter. Her kunne man i et
sundt miljø gennem
opdragelse og undervisning
nå frem til
målet, helbredelse.
Ikke længe efter at
dette arbejde var
påbegyndt i en optimistisk
ånd, erfarede
man, at der var personer,
som ikke var
modtagelige for den
behandling, der ellers
skulle gøre dem raske.
De kom til, så at sige,
at skygge for de resultater,
man forventede
og ønskede at formidle
til omverdenen. Sam-
tidig betød en konkurrence mellem to
forskelligt drevne anstalter, at der var
behov for at skabe særlige anstalter for
disse ubehandelige. De blev fjernet fra
der, hvor den helbredende behandling
foregik, så man her kunne fortsætte
uforstyrret uden at blive belastet af de
mange dårlige resultater.
26 n LEV fEbruar 2008
Man kan som person
Birgit Kirkebæk
har skrevet en
fremragende og
tankevækkende bog
om de udviklingshæmmede,
der blev
opfattet som ubehandelige
og derfor
skilt ud, gemt og
glemt
blive tiet ihjel
de ’SvageSteS’ hiStorie
Arbejdet med udviklingshæmmede
har således fra sin start handlet om at
udskille de personer, der på grund af
udseende, adfærd, kommunikation med
mere ikke syntes velegnet til at modtage
et behandlingstilbud.
Udskillelse af
udviklingshæmmede
gennem klassifikation,
altså diagnoser,
er en vægtig del af
historien.
Birgit Kirkebæk har
i fire tidligere bøger
skrevet om udskillelse
af kvinder og
mænd, som man anså
for farlige, kriminelle
eller letfældige.
Med den femte bog
”Uduelig og ubrugelig”
skriver Birgit
Kirkebæk historien om dem, man fandt
så svagt fungerende, at de faktisk blev
gemt væk på særlige anstalter eller asyler,
som de blev kaldt. Birgit Kirkebæk
har valgt at forske i ’Åndssvageasylet
Karens Mindes’ arkiver fra anstaltens
oprettelse i 1880 til dens nedlæggelse i
1987 – 107 års historie.
Bogen rummer to fortællinger; den
lille fortælling om anstaltens og dens
stillestående og stilfærdige liv. Og den
store fortælling; et epos om, hvad der
betinger udskillelse, og hvordan livet
former sig for dem, der må leve på anstalten
underlagt en forestilling om, at
deres berettigelse i verden alene skyldes
barmhjertighed, at de trods alt fik lov til
at leve.
en hiStoriSK bog der bliver alt
for aKtUel
Medens Birgit Kirkebæk skriver bogen,
og den er på vej til at afsluttes, oplever
hun og vi, gennem en TV udsendelse,
hvordan forholdende er for en gruppe
udviklingshæmmede på Strandvænget
i Nyborg. Her kan hun iagttage forhold,
som hun må forestille sig er historie,
noget som vi gennem de seneste 50 år
har lagt bag os. I denne periode blev de
udviklingshæmmede sat ind i en anden
forståelse, de var ikke mere bare levende
døde anbragt i lukkede verdener,
de blev en del af samfundet, modtaget
med ny forståelse for deres muligheder.
Bogen bliver i denne sammenhæng
mere vigtig, end man havde kunnet
forvente. Den løfter sig fra at være et
stykke fremragende historieforskning til
en bog, der forklarer, hvad det er for