Nogen at tale med...... - Hedebocentret

2 2 S O C I A L PÆ D A G O G E N
Selvfølgelig kunne de voksne være optaget af noget ind imellem, men det var aldrig
svært at få en snak, og de var meget opmærksomme på en. De spurgte til skolen, og
de kunne mærke, hvis der var noget, der gjorde mig ked af det eller glad
Michael
styre mig. Vi skændtes helt vildt, og jeg gjorde,
hvad der passede mig. Jeg kom til en psykolog,
og vi fik tilbudt en familiepsykolog. Der var bare
intet, der hjalp, fortæller hun.
– Så kontaktede mor sagsbehandleren, og jeg
fik at vide, at den sidste mulighed var en døgninstitution.
Jeg forestillede mig noget fængselsagtigt,
men da jeg så Mejeriet, var det jo helt anderledes.
Der var friske farver, og folk var positive. Det var
ude på landet. Der var ikke engang mobildækning,
men det var ok. Derude kunne jeg også
komme fri af mine dårlige venner. Jeg havde i den
grad brug for en frisk start, og det var godt, det
skete. Jeg er mor meget taknemmelig for, at hun
traf den beslutning.
Voksne, der havde tid
Når Malene, Michael og Sarah fortæller om deres
tid på døgninstitution er der en hel del ting, der
går igen, selv om de var forskellige steder og på
forskellig tid.
Noget af det første, de nævner, er, at de på
døgninstitutionen mødte voksne, der havde tid
til at snakke, tid til at sætte sig ind i, hvem de var,
hvad der bekymrede dem, og hvad der interesserede
dem.
– Det var fantastisk. Det jeg først og fremmest
havde brug for var tryghed. Og det fik jeg! Der var
stort set altid to pædagoger på arbejde, og vi var
seks-syv unge. Selvfølgelig kunne de voksne være
optaget af noget ind imellem, men det var aldrig
svært at få en snak, og de var meget opmærksomme
på en. De spurgte til skolen, og de kunne
mærke, hvis der var noget, der gjorde mig ked af
det eller glad, siger Michael.
– Jeg havde en stor sorg i mig, da jeg kom til
Claudisvej, og det forstod de, og det hjalp de mig
med at bearbejde. De gav mig også nogle værktøjer
til at komme ud med det, jeg følte. Hvis jeg blev
vred eller ked af det, havde jeg svært ved at give
udtryk for det. Der var for eksempel en af de andre
unge, der virkelig kunne tænde mig. En gang klappede
jeg ham en, og det fik hverken han eller jeg
jo noget ud af. Sådan noget hjalp de mig med.
– Jeg blev også støttet til at dyrke mine fritidsinteresser.
Jeg er for eksempel vild med musik, og
de bakkede op i forhold til skolen. Min kontaktperson
forstod også, at jeg havde brug for at kende
til min fortid. Vi besøgte for eksempel de steder,
hvor jeg havde boet før.
– Der var da også ting, man skulle indordne sig
under. Det havde jeg ikke så svært ved, men det
var der da andre, der havde.
Erkendte sin diagnose
– For mig betød det også rigtig meget, at de havde
tid til at snakke, siger Sarah. – Og at de forstod,
hvad det var for nogle problemer, jeg kæmpede
med.
– Noget af det første var for eksempel, at de fik
mig til at erkende, at jeg havde ADHD. Det havde
jeg afvist indtil da, men ved at se det i øjnene
kunne jeg bedre forholde mig til det og også til
en vis grad forebygge de problemer, det kunne
give. Jeg har for eksempel en tendens til at tænke
negativt om det ukendte. Hvis vi skulle på rejse,
så forestillede jeg mig det værste, der kunne ske.
Omvendt var der mange andre ting, hvor jeg slet
ikke havde tålmodighed til at vente, hvis jeg først
havde sat mig noget i hovedet. Så skulle det bare
være! Sådan noget var og er de gode til at tackle.
Og de gav mig nogle værktøjer, så jeg bedre kunne
håndtere det.
– Jeg havde aldrig prøvet at blive behandlet
som en 16-årig, husker Malene. – Jeg havde heller
aldrig prøvet, at voksne tog ansvar for mig, og på
en måde nærmest vartede mig op. Der var faste
måltider. Man vidste, hvad der skulle ske, og hvis
man opførte sig ordentligt, gav det også bonus. Vi
kom også på udflugter og rejser.
– Selvfølgelig var det ikke bare lykke det hele.
Mor kæmpede jo med sine problemer. Hun gemte
N R . 1 8 3 . S E P T E M B E R 2 0 1 0