Polarfronten 2000 – 3

1994–99 og sommertemperaturer i den
foregående 20-års periode. Det giver
selvfølgelig en væsentlig større usikkerhed
end flymålingerne.
Den anden artikel er baseret på, hvad
man kan kalde budgetmetoden. Her sammenlignes
den mængde is, der årligt flyder
ud gennem 2000 meter-højdekurven
på Indlandsisen (udgift) med den mængde
sne, der årligt falder på de centrale
dele af Indlandsisen inden for 2000-meter
højdekurven (indtægt). For området
som helhed svarer udgifter til indtægter,
altså samme resultatet som i den første
undersøgelse. Men i begge undersøgelser
er der store regionale, forskelle i afsmeltningen
med en tendens til udtynding i
syd og øget tykkelse i nord.
Måske en kortvarig klimavariation
De nye målinger tyder altså på, at Indlandsisen
skrumpede i sidste halvdel af
1990’erne og dermed bidrog - om end
beskedent - til den globale havstigning i
denne periode. Men vil man sige noget
om de fremtidige ændringer af havniveauet,
er det nødvendigt at vide, om der
er tale om en generel tendens eller blot
en tilfældig, kortvarig klimavariation.
Ændringer i Indlandsisens massebalance,
dvs. forskellen mellem det samlede
snefald og det samlede tab (afsmeltning
og produktion af isbjerge), er nemlig ikke
blot påvirket af klimaet i dag, men også
af klimahistorien og iskappernes dynamiske
udviklingshistorie igennem de seneste
århundreder, ja endda årtusinder.
De store iskapper reagerer ganske vist
på svingninger i klimaet fra år til år. Et
år med meget sne vil få de centrale dele
af iskappen til at vokse tilsvarende, og en
varm sommer vil få iskappens randområder
til at reagere lokalt med en udtynding,
hvis størrelse er bestemt af temperaturens
afvigelse fra gennemsnittet.
Der kan derfor selv over en 5–10-års
periode forekomme betydelige variationer
i iskappens højde alene på grund af
statistiske variationer i snefald og temperatur.
De målte højdeændringer i peri-
oden 1994–99 kan således for en stor
dels vedkommende fortolkes som resultat
af sådanne statistiske variationer.
En forsinket reaktion
Men ændringer af iskapperne på grund af
isens bevægelse sker som sagt over meget
længere tidsskalaer. Isens flydehastighed
er stærkt afhængig af temperaturen, og
især af temperaturen nær bunden (jo højere
temperatur, desto hurtigere flydning).
Da det tager adskillige tusind år, før
temperaturændringer på iskappens overflade
har forplantet sig hele vejen ned til
bunden, sker ændringerne i iskappens
flydning og dermed dens form med århundreders
eller årtusinders forsinkelse.
Beregninger med avancerede, tredimensionale
isflydemodeller, der måler iskappens
reaktion på klimasvingninger over
hundredtusind år, tyder på, at de centrale
dele af Indlandsisen i Grønland endnu
ikke har tilpasset sig den store ændring af
klimaet, der fandt sted for ca. 10.000 år
siden ved den sidste istids afslutning.
Masser af is
Beregningerne viser også, at Indlandsisens
randzone stadig ikke har tilpasset
sig det nuværende, relativt varme klima,
der afløste den såkaldte lille istid, en kold
periode af flere hundrede års varighed,
der endte i slutningen af 1800-tallet.
For Indlandsisen som helhed tyder de
seneste beregninger dog på, at der kun har
været beskedne ændringer af den samlede
masse i de seneste 200 år, og at fremtidige
masseændringer forårsaget af fortidens
klimaændringer også vil være beskedne.
Med udgangspunkt i en sandsynlig,
fremtidig klimaudvikling forudsiger modellerne
således, at Indlandsisen om 100
år vil have bidraget til den globale havstigning
med 10 cm i forhold til nu. Men
resultaterne af beregningerne er behæftet
med en betydelig usikkerhed, fordi der
stadig er vigtige områder af iskappernes
dynamik og klimahistorie, vi ikke forstår.
Kontakt: Niels Reeh, Dansk Center for
Telemåling, DTU, tlf. 45 25 38 38,
nr@emi.dtu.dk
Grønlands Indlandsis dækker et areal på 1,71 mio. km2 , dvs. knap 80% af Grønlands
totale areal på 2,17 mio. km2 . I det centrale Grønland når Indlandsisen op i mere end
3,2 km højde, og her er isen mere end 3 km tyk. Beregninger baseret på målinger fra
fly viser, at Indlandsisen indeholder næsten 3 mio. km3 is. Hvis hele Indlandsisen smeltede,
ville det betyde en stigning af det globale havniveau på ca. 7 m.
Hvert år falder der i gennemsnit omkring 550 mia. tons sne (akkumulation) på
Indlandsisen. Den årlige afsmeltning fra Indlandsisens randområder er cirka halvt så
stor, og dette gælder også den årlige produktion af isbjerge. Alle tre størrelser er dog
behæftet med en betydelig usikkerhed.
Verdens gletschere og iskapper vokser og svinder som følge af klimaændringer og
påvirker verdenshavenes vandstand. Under den sidste mellemistid for mellem 110.000
og 130.000 år siden, da klimaet var flere grader varmere end i dag, stod havet for
eksempel ca. 6 meter højere end nu. Nye modelberegninger baseret på klimainformation
fra iskerneboringer i Grønland tyder på, at Indlandsisen har givet et væsentligt
bidrag hertil, måske helt op til 4 m eller mere.
5 • Polarfronten 3 / 00