Oase Nordjylland Aalborg Valgmenighed Af Jesper Fodgaard, valgmenighedspræst og Flemming Abrahamsen, menighedsrådsformand Når vi ser tilbage på det sidste års tid i Aalborg Valgmenighed, fyldes vi af glæde og forundring over de mennesker, vi har fået lov til at møde, og det fællesskab vi har fået lov til at være en del af. 2010 blev, på mange måder, et begivenhedsrigt år i Aalborg Valgmenighed med både glæder og sorger, sejre og nederlag, men frem for alt en taknemmelighed over at få lov til at være kirke her i det høje Nord sammen med en bunke herlige mennesker. Jesus bygger sin kirke, og vi glædes over at få lov til at være en del af den store mangfoldighed i Guds rige – både i det lokale fællesskab med andre kirker og i det nationale fællesskab i DanskOase. Begge dele har haft stor betydning for Aalborg Valgmenighed i det forgangne år og vil helt sikkert også have det fremover. På en del områder er der sket store forandringer i Aalborg Valgmenighed. Den største af alle forandringer er, at en række nye mennesker i løbet af 2010 har valgt at gøre Aalborg Valgmenighed til deres åndelige hjem, og vi glæder os over at se, hvordan alle på hver deres måde sætter deres præg på fællesskabet. Midt i rytmen af gudstjenester, cellegrupper og andre mere eller mindre faste former for fællesskab er der også opstået mange nye initiativer, som vidner om stor fantasi og kreativitet. Et kalejdoskop af billeder kommer frem på vores nethinde, når vi tænker på 2010. Og det er mere ansigter af konkrete mennesker, end det er ordene i vores værdidokumenter og visionsformuleringer som dukker op. Her er nogle af dem: Et par kvinder i menigheden har stiftet en lokal gruppe af Women’s Reboot – et forum kun for kvinder. Andre i menigheden er trofaste støtter i I Mesterens Lys – arbejdet i Aalborg. Andre igen begynder at mødes for at bede regelmæssigt sammen, søge fordybelse og stilhed eller opflamme og opøve deres nådegaver. En cellegruppe har besluttet sig for at bruge deres celleaftener på en varmestue i byen. Et andet team skal til at holde fødselsdage for børn af forældre, der ikke har økonomisk eller psykisk overskud til selv at holde fødselsdag for deres børn. Der er også blevet stiftet en ”klassikerklub”, hvor man under en middag på en restaurant i byen læser og hører foredrag om udvalgte, klassiske værker i den teologiske og filosofiske tradition. Og så har vi netop haft premiere på et nyt initiativ, som vi kalder søndagscafé. Ambitionen er at sætte tro og livssyn til debat og refleksion i Aalborg ved at kombinere kunstnerisk musikalsk kreativitet med et live-interview med en interessant personlighed fra Nordjylland om tro og livssyn. Ved premieren stillede Aalborgs borgmester op til det første interview. Vi kan heller ikke lade være med at glæde os over billedet af de mange glade børn som er blevet os betroet, og de voksne som er i gang med at lære dem at kende Gud. Børnene (og nogle voksne) udgav i 2010 endnu en cd med forrygende og festlige sange om tro og Gud skrevet af børn til børn. Og der er mange andre billeder af tilbedende, grinende, sørgende, legende, spørgende og bedende mennesker, som vi har fået lov til at tage med videre fra 2010. Alle billederne er udtryk for, hvad der kan ske, når Ånd får krop i levende menigheder. Det er ikke de forskellige aktiviteter, der er vigtige, for det meste af vores liv lever vi helt andre steder: i hjemmet, på arbejdspladsen, blandt naboer og venner. Men de forskellige billeder er udtryk for den samme længsel efter at opdage mere af Guds virkelighed som fællesskab og række Guds kærlighed videre til mennesker omkring os, så alle vi helt almindelige kristne i vores helt almindelige liv begynder at lede mennesker til tro. Vi er på mange måder i gang med at lære og vokse i denne proces, og vi føler os meget privilegerede over at få lov til at gøre det også i netværket af menigheder i Dansk Oase, som vi vandrer sammen med i forskellige sammenhænge. Må 2011 give os alle sammen en ny og rig arv af billeder til vores og Guds store billedsamling. Foto: Mikael Larsen © Aalborgs borgmester interviewes om sin tro og sit livssyn ved Aalborg Valgmenigheds søndagscafé på et af Aalborgs spillesteder 28 Børnene giver den gas, når de synger sangene fra deres nye cd ”Du er den”
organisationer og institutioner