Scenariet - Projekt R'lyeh

efolkning er enten flygtet over Ural-bjergene,
sendt til tyske arbejdslejre eller omkommet.
Tyske kolonister er sendt til området,
men de er enten vendt om, omkommet af
stråling eller lever under kummerlige forhold.
Det tyske militær har store problemer med
at holde sammen på styrkerne over de store
afstande og under de frygtelige forhold.
Effektive enheder er sendt til andre områder
og de sølle rester stuver sig sammen i små
befæstede garnisoner. Man har stort set
mistet kontakten med de store hærenheder,
der fortsætter ekspansionen mod øst på den
anden side af Ural-bjergene. Den Røde
Hær er slået, men grupper af partisaner,
kosakker og desertører har frit spil på stepperne.
Østfronten er øde som Sahara med enkelte
ruinbyer som oaser og tilfældigt omrejsende
nomader på jagt efter forsyninger og ly.
Overalt står udbrændte kampvogne og massegravenes
marker af kors som mindesmærker.
Naturen
Grundlaget for liv er væk og al plantevækst
er ophørt. Dyrene nederst i fødekæden er
forlængst flygtet eller døde og der er kun
ensomme røvdyr og ådselædere tilbage. De
mange massegrave og slagmarker fungerer
som spisekamre for steppens dyr, særligt
bjørne, ulve, vilde hunde og rotter.
Mange af de dyr ekspeditionen støder på
vil være ramt af kræft og strålesyge. Mutationer
tager tid, men rotter i overstørrelse og
bjørneunger med tre ben kan forekomme.
Radioaktivitet
De mange atomeksplosioner har spredt
radioaktivt materiale i området og selve
nedslagskraterne er højradioaktive. Ekspeditionen
er dog ikke nødvendigvis dømt til
Den russiske vinter
Vinteren på østfronten under Anden Verdenskrig
var ingen leg: I 1941, året for den
første tyske offensiv mod øst, faldt den
første sne i oktober og d. 15. november
viste termometrene i Moskva -20˚ grader.
Senere på vinteren kom man ned omkring -
50˚ grader. Ved sådanne temperaturer fryser
brændstof og smøringsolie til is, metal
splintrer som glas og pisser du i det fri fryser
tisset før det rammer sneen.
Historien udspiller sig i december 1951.
Store dele af den nordlige halvkugle er fanget
i atomvinterens greb og på østfronten
har solen holdt sig væk i to år. I sammenligning
var vinteren 41/42 en solferie. De økologiske
kredsløb er brudt sammen og landet
forvandles til en gold og livløs ørken. Overlevelse
er det væsentligste for enhver og
alle jagter mad og varme. Det er kun takke
være deres udstyr og diverse transportmidler
at ekspeditionen har en chance for at
komme frem.
strålingsdøden. Hvis de undgår kraterne og
kun spiser medbragt mad og væske har de
pæne chancer. Det går først rigtig galt, hvis
det radioaktive materiale kommer ind i
kroppen. På lang sigt er deres udsigter til
kræft, sterilitet og sjove børn dog store lige
meget hvad. Det hjælper lidt, hvis man spiser
meget jod, og ekspeditionen har da også
en stor ration med hjemmefra.
Mange af de folk spilpersonerne møder på
deres vej vil have kræft eller strålesyge. Det
kan gøres rigtig ubehageligt med bylder,
affaldet hår og væskende sår. Muterede
mennesker er ikke realistisk, men jeg skal
ikke stoppe dig.
Østfronten - Side 19