Falklandsøerne - Kap horn & Ildlandet

Sådan står der i brochuren, og det er vel sandt nok, men hvordan oplevede
vi det ?
Vi stod halvanden time i regnskoven, der hvor vi blev sat af, - af den
guide der kørte os til mødestedet.
Et ægtepar fra Sydafrika ventede sammen med os. Det regnede. Vi
søgte læ under nogle træer, der snart dryppede af væden. Et af træerne
hang tungt af væverfuglenes kunstfærdige reder. Vi kiggede på de små
fugle og andre fugle mellem kronerne.
Omsider kom en lastbil ud af skoven. Laddet var møbleret med fastboltede
træstole og dækket over med en stor presenning. Nu kunne vi
komme i læ. Endnu to ægtepar ankom. Et ungt nygift par fra New York
og en professor og hans kone fra Pennsylvania.
Endelig kom den vogn med fjorten kinesere fra Taiwan som vi ventede
på. Så af sted, - bag os skrumlede traileren med bagagen. 65 kilometer
ad den hullede sandvej, nu fuld af vandpytter og plørede hjulspor. Det
gik stærkt. Lastbilen huggede grene og blade der slog mod os som var
det skovens hænder der forsøgte at stoppe vor indtrængen.
Vi måtte holde fast i stoleryggen foran os. Nu regnede det ikke mere,
men det røde sand havde lagt sig overalt så vi lignede en flok arbejdere
på vej hjem fra guldminerne.
Vejen var bakket og der blev god brug af firehjulstrækket. I lysninger så
vi dalstræk med væltede stammer og grønt, masser af grønt, og vådt.
Det var varmt og luftfugtigt. Nu fulgte vi floden et stykke.
Endelig stoppede vi. I sivene lå to pramme hver med en stor Mercury på
hækken. Kineserne tog den ene, vi andre den anden.
14