posten #3.16final

10 11
Ø’s historie, del 2
Historien er journalist Kim Kristensens. Den er - med tilladelse fra Informations
Forlag - sakset fra hans Søren Søndergaard-biografi.
”I sommeren 1989 bliver de tre partiers
(VS’, DKPs og KAPs. Red.) forhandlere
stort set enige om et politisk minimumsgrundlag
– en organisatorisk
ramme. Det er lidt mere end et teknisk
valgsamarbejde, men meget langt fra
at være et parti. Partierne har vetoret i
alle forhold. Det er deres nødbremse.
Vetoretten
Situationen i DKP dog stadig uafklaret.
Forude venter en ekstraordinær
kongres, der afgør, hvad Ole Sohn kan
være med til i Enhedslisten. Partiformandens
modstandere, herunder
PMF-sekretær Ole Zander, understreger,
at DKP ikke vil løbe fra aftalen
– men heller ikke videreudvikle
Enhedslisten yderligere. Vetoretten
skal bevares. »Og jeg skal da heller
ikke lægge skjul på, at i de kredse, hvor
jeg færdes, synes vi, at det er et stort
problem, at SAP er med,« siger Ole
Zander til Socialistisk Weekend. »De
har ingen støtte i dansk arbejderbevægelse.
VS er grænsen for, hvem vi kan
trække ind i varmen – socialdemokraterne
synes jo, at vi er tåbelige«.
Først efter
at Ole Sohn
på DKP’s
ekstraordinære
kongres
i januar 1990
har fået sit
flertal, kan
Enhedslistens
hovedbestyrelse
den 1. februar
1990 vedtage et »Politisk minimumsgrundlag«
for »Enhedslisten – Den
røde og grønne fællesliste«.
Formål
Om Enhedslistens formål hedder
det heri blandt andet: »Bryde valglovens
spærregrænse for at sikre, at
flest mulige røde, grønne og progressive
stemmer bliver repræsenteret i
Folketinget«. Om princip for valgsamarbejdet
hedder det: »Valgsamarbejdet
bygger på princippet om, at
alle deltagende parter bevarer deres
politiske og organisatoriske suverænitet.
De kan føre valgkamp for deres
egen politik og deres egne kandida-
ter under ansvar over for det fælles
politiske minimumsgrundlag.« Og om
det fælles grundlag er det holdt i brede
vendinger og overskrifter om »global
ansvarlighed,« »bedre miljø og trafikpolitik«,
»aktiv dansk fredspolitik«,
samt »Nej til NATO-politikken«, »Nej
til EF-Unionen« og »Nej til fremmedhad
og racisme«. Det er lettere at blive
enige om, hvad man er modstander af,
end hvad man er enige om. De fleste i
alle tre partier ser stadig Enhedslisten
som et overgangsfænomen. De håber
på bedre tider, og på at netop deres
parti en skønne dag vil gå sejrrig ud af
klassekampen.
Vetoretten II
Søren Søndergaard indser dog snart,
at der er sat en proces i gang, som
uundgåelig fører til en partidannelse.
Partiernes vetoret har nemlig i praksis
vist sig urealistisk, hvis Enhedslisten
skal undgå »fortsat internt kævl,
handlingslammelse og splittelser«.
»Hvis Enhedslisten skal komme videre
Partiforkortelser:
VS, Venstresocialister
DKP, Danmarks Kommunistiske
Parti
SAP, Socialistisk ArbejderParti,
Trotskister
KAP, Kommunistisk Arbejder-
Parti, Maoister
DKP m/l, Marxister/Leninister
må den derfor udvikles til mere end et
valgsamarbejde mellem partier, nemlig
til en slags (valg)bevægelse, som bygger
på et politisk minimumsgrundlag
og hvor enkeltpersoner kan være medlem
og have indflydelse,« skriver Søren
Søndergaard den 26. februar 1990 til
hovedbestyrelsen. Partierne skal selvfølgelig
indgå i denne bevægelse, og de
kan også gives visse »særrettigheder« i
form af pladser i hovedbestyrelsen og
andre besluttende organer, men dette
kan ikke anfægte to grundlæggende
principper: Hvert medlem af Enhedslisten
har én stemme, og det er flertallet
i listen, som bestemmer.
Årsmøde
På partiets andet årsmøde, i september
1990, i kantinen på Gladsaxe Gymnasium,
fastlægges de retningslinjer, der,
mere eller mindre uændrede, kommer
til at bestemme Enhedslistens senere
arbejde i Folketinget. »Enhedslisten vil
i Folketinget stemme for enhver forbedring,
ethvert skridt, lille eller stort
i den rigtige retning. Og vi vil stemme
imod enhver forringelse,« hedder det,
og:
»Enhedslisten vil pege på, at Socialdemokratiet
som det største arbejderparti
bliver leder af de kommende
regeringsforhandlinger. Men vi ønsker
ikke at støtte et samarbejde hen over
midten og vi vil fraråde Socialdemokratiet
at danne regering sammen med
borgerlige partier. En sådan regering
-POSTEN
-POSTEN