Det færdige resultat

Livet er IKKE hvad du gør det til, eller er det?
Livspluk & filosofier, fortalt af Ole Hansen.

En optakt til dette, mit livsskriveri, et liv hvor der er foregået mange ting. Det
gælder både det posetive og negative, smil og tårer, op og ned som en tur i elevator
i et mega højt højhus. Et liv der bl.a. bød på to forbandede år på Skolehjemmet
Godhavn, og et år på Kjettrupgaard. Ikke behagelige steder nogen af dem, men
Godhavn var det værste. Bag mig har jeg tre ægteskaber plus de andre piger jeg
har levet sammen med, og jobs som bl.a. statist, skuespiller, filmoperatør, tvproducent,
radio-producent, vagabond, opvasker, biografbestyrer og meget andet.
I dag er jeg pensionist, der vil prøve at finde svar på hvorfor livet er fløjet afsted
med mere end raketfart. Undervejs vil du også komme ud for små anekdoter og
historier, som jeg bare har lyst til at fortælle, akkurat som hvis vi sad samlet i et
selskab, hvor jeg elsker at fortælle og fortælle.
Jeg vil også plasere lidt forlystelsesannoncer, reklamer og avisoverskrifter, for at
vise noget af det der foregik rundt omkring, i netop den periode jeg er ved at
fortælle om. Et langt liv, hvor meget er sket. Jeg forstår ikke, det snart er 69 år
siden kom jeg til verden.

I begyndelsen var. og meget kom til at ske!
Nu er det ikke ligefrem jordens skabelse jeg har i tankerne, for så gammel er jeg
jo ikke, selv om jeg nogen gange kan få tanken, ud fra de hændelser der gennem
årene har krydret mit liv, både i den ene og den anden retning. Mit humør har været
en elevatorfører værdig, og er det såmænd stadig.. .
Lad os for en stund lege med den spændende tanke, at jeg kunne smutte en tur
tilbage i tiden, lige som hovedpersonen i film-trilogien: Tilbage til fremtiden.
Hvem ville jeg så gerne have mødt?

Der er flere jeg gerne ville have mødt. Først og fremmest min mor for at følge
hendes opvækst, og for måske bedre at kunne have forstået hende.
Lille Grethe Olsen kom til verden 12. august 1921, og 27 år senere blev hun mor
til mig. Vi er begge født på en fredag, altså fredagsbørn, hvilket jeg synes er sjovt.
Gennem årene har jeg givet mor og mormor rigeligt at spekulere på, men de har
nu også givet mig spekulationer, og jeg nåede desværrre aldrig helt at forstå deres
bevæggrunde, men det løser sig vel, når og hvis vi mødes hinsides.

Mor i hyggestund med morfar. Det var solide biler de havde dengang.

Mon mor er på vej i skole. Øh, taske og blomster. Nej, så er det nok ikke skole. På
det andet billede, ser det ud som om mor vil nuppe sig en kaffetår, men jeg vil tro
det er fotografens kaffe. Fotografen er i dette tilfælde mormor.
Bag på billede tv. står
skrevet, at mor er
11½ år.
På det andet, troede
jeg først, at, det var en
krokodille mor sad
med, men der er nok
nærmere tale om en
træknude.

Denne unge pige, skulle flere år senere blive min mor, og sikken med oplevelser i
både posetiv og negativ retning vi har haft.

Her sidder mormor, med
sin bror Per, og sine
forældre.
På nederste billede sidder
mormors mor og pusler
med sine elskede blomster,
hvilket mormor også
kunne bruge meget tid på.

Tv, Mormor i høstakken. Th. Mormor nupper sig en smøgpause.
H.C. Andersen, der skrev så mange fantastiske eventyr, selv om jeg ikke ligefrem
vil kalde dem for børnevenlige, vil jeg også gerne have mødt.En af lærerne i
skolen, (Frederiksberg skole ved Sorø), fortalte så levende om Andersens opvækst
i Odense, hvilket bevirkede, at jeg kunne se for mig, hvordan hans mor stod og
vaskede og skrubbede tøjet på nogle store sten ved Odense Å, medens lille Hans
Christian tumlede rundt og legede med pinde eller lignende. Mon ikke han også
havde et tøndebånd.
Den store salmedigter og forfatter fra Sorø, B.S. Ingemann, vil jeg også gerne have
hilst på. Blandt de salmer han har begået, er min absolutte favorit: Julen har bragt
velsignet bud,

Jeg har nogen gange, når vejret tillod det, siddet på en af bænkene i Akademihaven
og nydt en is, og nogen gange en øl, medens jeg kikkede hen mod Ingemanns hus.
Der så’ jeg for mig, hvordan han kom ud med lidt affald til skraldespanden
hvorefter han gik hen til en lille robåd for at ro ud til den ø, der i dag er kendt som:
Ingemanns Ø, i min fantasi medbragte han naturligvis skriveblok, og fjerpen. Det
brugte man vel i en tid, hvor skrivemaskinen endnu ikke var opfundet.
Det kunne også have været en stor oplevelse, at ledsage Moses på hans vandring
op på bjerget, til det store møde med Gud og modtagelsen af de to stentavler med
de ti bud, og jeg kunne endda have hjulpet med at bære den ene tavle, så stakkels
gamle Moses ikke skulle slæbe så meget. Nå, men vi må hellere springe frem til
slutningen af 1947, det tidspunkt hvor jeg så småt skal til at dannes og klargøres,
formes, eller hvordan jeg nu skal udtrykke det, ikke fordi jeg tror jeg var planlagt.
Far og mor mødtes af og til for at hygge sig, og et af deres ritualer ved disse møder,
var at gå turen rundt om Sorø sø. Det var en strækning med flere bænke undervejs,
og samtidig var der også tre traktørsteder: Parnas, Ægir og Kongebroen.

De har med garanti
været klædt varmt på,
da det efter mine
beregninger må have
været ekstra koldt, når
jeg tæller 9 måneder
bagud fra August 1948,
og alligevel ser det ikke
så galt ud, med den
aktuelle vejrudsigt fra
dengang, lørdag d. 6.
december 1947.
Om det lige var den dag jeg blev produceret, kan jeg naturligvis ikke sige med
sikkerhed, men årstiden taget i betragtning, virker udsigten som en passende
mulighed.
Selv har jeg senere i livet gået turen rundt om søen, både den ene og den anden
vej. Jeg har endda cyklet turen flere gange gennem årene. Jeg elskede den tur, og
nogle gange forestillede jeg mig at cyklen var en af mine elskede bybusser, og de
forskellige bænke var bussens stoppesteder, hvis altså ikke der sad nogen på dem.
I de tilfælde sprang jeg stoppestedet over, og hastede videre til den næste bænk.
Der udspillede sig mange fantasifulde eventyr i mit hoved. Når jeg f.eks. drømte
om, at jeg en dag skulle være ejer af flere af mine favoritfilm, var det i min knold
noget, der absolut ikke kunne lade sig gøre, Hvor i alverden skulle alle de
filmruller stå? Dengang havde jeg ikke forestillet mig, at en film kunne være på en
lille tynd skive, kaldet for DVD.
Tingene har udviklet sig med voldsom hast, og hverdagen giver så mange
muligheder som ikke fandtes dengang, og jeg må ærligt indrømme jeg ville savne
meget af det, hvis jeg pludselig befandt mig midt i 50’erne med nutidens viden, og
hvis jeg samtidig fortalte vidt og bredt om alt det, fremtiden ville byde på, ville jeg
med garanti, og i al hast, blive fragtet til den nærmeste lukkede afdeling.

Dengang kunne jeg få mange timer til at gå med at sidde på en af bænkene og lade
tankerne gå på rejse, midt i et stykke natur, der gemmer på så meget historie. Det
kan jeg også finde på at gøre i dag. Sidde på en tilfældig bænk på Strøget eller på
en banegård, og studere omgivelserne, men det var altså der i 1947, min mor og
far hyggede sig, og aviserne 6. december bl.a. bød på disse overskrifter.
1 Morfar med Bobby. 2 Mor med barnevogn og hund.

Bobby var momrmor og
morfars hund, her
fotograferet i gården til
huset på Skolevej. Jeg
nåede aldrig at opleve den.
Lille mor kikker til hønsene og kyllingerne. Jeg husker i øvrigt, at mormor havde
høns i en periode på Skolevej. Af samme grund fik vi jævnligt æggesnaps, med
masser af sukker. Gad vide om det var med til at ødelægge mine tænder.

Noget er der sandelig ved at ske!
Det er tidlig morgen, og kalenderen viser: fredag d. 6. august, og året er 1948. En
tilfældig dag, og alligevel sker der også denne fredag ting og sager, som hvis de
ikke havde fundet sted, ville have fået en stor del af historien til at se anderledes
ud. Specielt for nogle af dem, der gennem årene har krydset Ole Hansens, altså
min vej. Pudsigt så lidt der skal til, for at ændre verdenshistorien.
Min morfar, overtjener Johannes Olsen, skulle også denne fredag have sin
morgenkaffe og en skive franskbrød med tandsmør, og en basse fra bager Hansens
bageri på Frederiksbergvej. Det bestilte morgenbrød satte bageren eller budet ude
på trappen. Gad vide hvor de anbragte poserne i tilfælde af regnvejr? Det kan jeg
ikke huske, men de ringede nok på, eller fandt et halvtag.
Johannes tog lige en kold snaps til at sætte gang i hele systemet, og det samme
gjorde min mormor, kogerske Zarah Olsen. Det var hendes form for vitaminer
gennem hele livet.
Jeg har selv senere i livet stiftet bekendtskab med den drik, men det vender jeg
tilbage til senere.
Mormor og morfar havde i 30’erne og starten af 40’erne boet i Odense, hvor de
bestyrede et pensionat med tilknytning til det daværende Folketeater.
Mor kunne fortælle mange historier om den tids kendte navne: Ludvig Brandstrup,
Tove Wallenstrøm, Fin Olsen, Sigfred Johansen, Carl Fischer, Valdemar Schiøler
Linck, Børge Rosenbaum (Victor Borge) og ikke at forglemme Ib Schønberg.
Efter tiden i Odense var de i en periode på Casino i Slagelse, og nu sad de i eget
hus på Skolevej på Frederiksberg ved Sorø, hvor Johannes greb ud efter avisen.
Hvor vidt nogen af dem var i stand til at koncentrere sig om avisen er ikke til at
vide, men noget var ved at ske. Noget der også for dem skulle byde på både
negative og posetive ting i livet fremover.
Deres datter (min mor), Grethe Marie der boede i Apotekergården i Sorø, var
begyndt med rengøringen på Hotel Postgården, og samtidig havde Zarah og
Johannes en stærk fornemelse af, at fødslen kunne sætte igang når som helst,

hvilket vil sige: min snarlige ankomst til denne forunderlige, forvirrende og hvad
man nu kan kalde denne verden.
Samtidig var det anden gang, Grethe ville gøre dem til bedsteforældre.
Johannes nippede til kaffen og tog en bid af sit franskbrød, medens han kikkede
videre i avisen.
Nej, den prisstigning har rullet hele mit liv, hvorimod lønninger for os almindelige
borgere, ikke er fulgt med i samme fart. Havde lønningerne da bare det, havde
flere folk det bedre, men omvendt: Hvis det hele følges, kan man lige så godt lade
tingene være som de er.
Der bliver næppe tid til en tur på Bakken, hvor Ib Schønberg i årets Cirkusrevy
bl.a. har stor succes med visen: Der er så hyggeligt i Klampenborg.
Gad vide om han overhovedet når at se revyen? Det gør han næppe, da der kun er
10 spilledage tilbage. Nå men man kan da altid anskaffe grammofonpladen.

Banke banke på!
Tiden nærmer sig middag, og jeg belaver mig på at komme ud i verden. Det kan
åbenbart ikke gå hurtig nok. Der er så meget jeg gerne vil nå at opleve, og jeg
mangler i skrivende stund en hel del.
Tænk hvis jeg kunne nå at komme til Bornholm, eller tage endnu en smuttur til
Stockholm, for at fortælle svenskerne at de har en flot by, og at jeg har lært at livet
består af mere og andet end dåseøl.
Dåseøl i Stockholm fortæller jeg om længere fremme. Nu skal jeg først lige til
verden og vokse op.
Der er ting fra fortiden jeg absolut ikke brydder mig om, og gerne havde været
foruden, men som bekendt står fortiden ikke til at ændre.
Postgården, hvor mor arbejdede, da min fødsel satte igang.
Jeg kom meget hurtig til verden. Ja, man kan rolig sige, det var med ekspresfart.
Mor var i fuld gang med gulvvasken på Hotel Postgården.
Et par minutter før middag, fik hun voldsomme veer, og kunne hurtig regne ud at
fødslen nu var gået i gang. Bare det ville blive en pige, tænkte hun, da hun så ville
have både en dreng og en pige.

Hun smed spand og kost fra sig, råbte på en kollega, og skyndte sig i al hast mod
sygehuset i Alleen.
Der var hverken tid til at vente på en ambulance, eller hidkaldelse af en lillebil, og
selv om turen fra Postgården og hen til sygehuset ikke var så lang, så har hendes
gallopløb nok hjulpet til med at sætte ekstra skub i min ankomst til denne verden.
Præcis kl. 12:15, fredag d. 6. ugust 1948 tittede jeg frem.
Livet for Ole Hansen kunne tage sin begyndelse.
Alleen i Sorø. Det er ikke mig i barnevognen. Jeg skal først fødes.
Alleen var også et sted, hvor jeg gennem årene kunne få flere timer til at gå, med
at betragte folk, der gik forbi.
Alle de pragtfulde grønne og skønne træer findes ikke mere. De har måtte stå
model for den modbydelige økse eller sav, som har skamferet temmelig mange
procent af det danske landskab.
Undskyld sav og økse. Egentlig er det ikke Jeres skyld, men Jeres ejere eller
brugere, som ikke helt har tænkt sig om, hvad naturen angår.

Sorø Amts Sygehus.
Sommertiden sluttede natten mellem 7. og 8. august 1948.
Det var godt nok tidligt den sluttede, modsat i dag, men Grethe havde meget andet
at tænke på end hvornår den skide sommertid var forbi. Drengen fejlede et eller
andet, men hvad mon det var? Var det noget alvorligt? Han virkede så skrøbelig
det lille skravl, og skravlet, det var altså mig.

Lægen var efter Grethes mening så underlig undvigende, når hun spurgte til
drengens helbred. Det eneste lægen havde svaret hende var: Deres søn lider af
diverse skavanker og mangler.
Hvad skulle han nu hedde? Navnet havde hun ikke tænkt nærmere over, da hun
sådan havde håbet på en pige.
Hvor længe skulle hun mon ligge i denne omgang? Der var rigeligt at se til
derhjemme. Lejligheden i Søndergade, som kommunen havde tilbudt hende. Hun
havde sagt ja, da det ville give meget bedre plads til hende, Henry, Bent og så ham
det nyfødte skravl.
Hun håbede også, at Henry ville blive nemmere at leve sammen med, når nu de fik
en ordentlig lejlighed. Han var slem til at drikke mere end godt var, og kunne i
fuldskab blive meget voldelig. Nu havde hun to drenge at tage vare på, eller tre
hvis Henry skulle tælles med.
Selv om jeg skrantede som jeg gjorde, fik mor mig alligevel med hjem. Det jeg led
af var bl.a. en meget stærk vitaminmangel, hvilket var en af mange bivirkninger
for den tids epidemi, engelsk syge, som jeg altså var ramt af. Der stødte flere
skavanker til, selv kighoste. Samtidig var den engelske syge årsag til, at jeg fik det
man kalder for traktbryst. Det fik jeg opereret på Rigshospitalet i efteråret 1963.

Navn findes og hjemmedåb foretages!
En af de første dage efter min hjemkomst trak lægen mor til side, for at anbefale
hende at få mig døbt i en fart, da det ikke så alt for godt ud med mit helbred. Pastor
Alsinger kom hjem til os i Søndergade, og forrettede hjemmedåben. Jeg var så
godt som afskrevet, men nåede lige at få navnet Ole.
At det blev Ole, var som så meget andet i mit liv en tilfældighed, har mor senere
fortalt, når jeg spurgte til valget af netop det navn.
Det var ikke drengenavne der var mangel på, men enigheden hørte op i forbindelse
med hvilket det skulle være. Derfor havde de skrevet mulige drengenavne på små
sedler og smidt dem i en hat eller lignende, og så var det navnet Ole der blev
trukket op. Jeg kunne lige så godt have fået navnet Holger eller Frederik. Ja, endda
Severin.
I dag er jeg glad for, jeg ikke fik et af de tre navne, ikke fordi der er noget i vejen
med dem, men nu har jeg altså accepteret mit navn Ole. Noget andet jeg har
spekuleret på er: Storebror og lillesøster har mellemnavne, medens jeg i al
beskedenhed må tage til takke med et enkelt navn på tre bogstaver. Det mest
logiske svar må være den hast, med hvilken navnet skulle findes. Det foretrækker
jeg nu at tro. Senere har Bent fortalt, at hans navn blev fundet på samme måde, og
at det var morfars høje hat der blev brugt.
Hvor langt er det muligt at tænke tilbage? For mit vedkommende er det
selvfølgelig ikke alt jeg husker i detaljer, men overblikket, og en god del er
heldigvis stadig i behold.
Det tidligste jeg erindrer er mor der holder mig i sine arme og siger: Se lille Ole,
har du set hvor meget det regner? Hun stod med mig i døråbningen i Søndergade,
og jeg kan stadig høre hendes ord og se billedet for mig. Jeg følte mig på det
tidspunkt mest tryg i mors nærhed. Ja, man kan vel nærmest sige jeg hang i mors
skørter.
Hvorfor gjorde jeg mon det? Det er vel en naturlig ting, at man er mest glad for,
ikke bare for sin mor men hele familien. En slags naturinstinkt vil jeg tro. Men

,som tiden går og man vokser op kan der blive rokket gevaldigt ved disse
instinkter. I al fald i mit tilfælde.
Havde vi fulgt englændernes anbefaling inden for sundheden, dengang i 1948,
havde statsunderskudet været større, for tænk på alle de gebisser der jævnligt
skulle udskiftes, i takt med at man voksede i baby, barne og ungdomsårene, for
jeg går da ud fra, det skulle betales af staten, og ikke af egen lomme.
I stuen th, bag de tre vinduer, levede jeg mine tidlige barneår.

Blandt mors forskellige gøremål var, at sidde vagt ved døende på sygehuset. Det
kunne afstedkomme flere beretninger som gjorde mig meget bange.
En historie hun jævnligt vendte tilbage til gennem årene, var om apotekeren der lå
for døden. Jeg sagde ikke noget til hende, men hun var årsag til at jeg i mange år
var skrækslagen ved tanken om døden.
Hun fortalte bl.a. om, hvordan apotekeren talte om en person, der stod henne ved
vinduet, og mor mente at det nok var djævelen, der var kommet for at hente ham.
På et tidspunkt havde hun også fortalt mig, at Djævelen og Jesus åbenbart havde
været uenige om, hvem der skulle have ham.
Jeg kunne ikke andet end tro på det, da det min alder taget i betragtning måtte være
rigtig hvad mor fortalte. Det gjorde ikke beretningen mindre uhyggelig, da hun
fortalte, hvordan den stakkels apoteker havde skreget vildt og hysterisk lige inden
han døde.
Mors dødsberetninger påvirkede mig også i sådan en grad, så da hun mange år
senere fortalte om en bekendt af mormor der var død, spurgte jeg hvordan det var
sket. Hjertet holdt op med at slå, svarede hun, og så kunne han ikke trække vejret
mere, og sank sammen. Jeg spekulerede så meget over det med at dø, at der bare
skulle en lille fornemmelse i brystkassen til, før jeg troede, at nu skulle jeg også
dø.
En dag standsede jeg op på fortovet og stirrede på en holdende ambulance. Det
kan altså være farligt at glo på en ambulance, sagde storebror. Hvorfor det, spurgte
jeg, den holder på vejen og jeg står på fortovet. Jamen der kan komme en mand,
fortsatte storebror, og han kan finde på at slå dig bagi med en stor kæp. Så løber
jeg da bare, svarede jeg, så kan han ikke fange mig. Om storebror har rystet på
hovedet af mig, skal jeg lade være usagt, men mon ikke han har gjort det?
Men lige nu lå jeg for døden. Det mente mor, mormor, morfar, Johanne, Lauritz,
og Henry. Det har vel været et spørgsmål om tid.
Ud over kighosten, led jeg som nævnt også af engelsk syge, der først og fremmest
skyldes alvorlig mangel på D-vitamin.

Barnekisten bliver gjort klar!
Som sagt havde hverken familien eller lægen troet på jeg ville komme mig. De var
så sikre på min snarlige bortkomst, at Lauritz i hast fremstillede en lille barnekiste,
der stod klar på hans værksted på Bredahlsvej.
Det var mor utrolig flink til at fortælle mig i tide og utideene, og det kunne gøre
mig virkelig bange, specielt i barneårene. Døden var ikke just min ven dengang.
Lauritz værksted hvor kisten stod klar. Bygningen lignede stadig sig selv i 2013,
hvor billedet er taget. Ja, selv farven var som jeg huskede.
Hvad der blev af kisten senere, aner jeg ikke, men det er ikke nogen rar tanke at
vide, at en’ har stået i det hus og fremstillet en kiste, specielt til mig.
Havde de da bare holdt det for sig selv, i stedet for at jeg absolut skulle have det
at vide,

Man kan ikke ligefrem påstå jeg smiler til fotografen.
Jeg gad nok vide, hvad jeg er så ulykkelig over. Det kan da næppe være fordi, jeg
i forvejen ikke føler mig særlig fotogen.
Det er helt sikker ikke sutten jeg savner, for sådan en har jeg aldrig brugt i mit liv.
Mor fortalte, at når hun forsøgte at berolige mig med en sut, satte jeg i et vræl
samtidig med at sutten faldt til jorden.
Til sidst opgav de, men hvad de så har brugt som trøstegenstand erindrer jeg ikke.

I mors arme ved mormors bagdør på Skolevej.

Et mirakel sker, og jeg kommer mig!
Jeg var åbenbart stærkere end omgivelserne havde forudset, for ved et mirakel kom
jeg mig, og ved lillesøsters dåb 11. februar 1951, blev jeg samtidig fremstillet i
kirken. Det fandt sted i Sorø Klosterkirke, og præsten var den samme der havde
hjemmedøbt mig, pastor Alsinger. Det var også i den kirke jeg i 1963 blev
konfirmeret ved pastor Honore.
Op gennem barneårene, indtil jeg blev anbragt på Skolehjemmet Godhavn, var jeg
ofte at finde i kirken, alle de juledage det var muligt. Jeg elskede alle de dejlige
salmer og melodier, og jeg blev simpelthen grebet af hele stemningen.
Noget andet jeg erindrer fra mine tidlige år, var en dag hvor jeg med storebror og
andre børn fra gaden var på tur i Akademihaven, et sted hvor vi rigtig kunne slå os
løs. Efter en legestund skulle vi hjem igen, og på vejen tilbage til Søndergade
fortalte jeg til alle dem der gad at lytte til mig, at jeg havde været død, og nu var
blevet levende igen. De rystede alle på hovedet af mig, og lo voldsomt, og jeg blev
meget skuffet over de ikke ville tro på mig. At jeg havde været død, var åbenbart

hvad jeg fik ud af de voksnes snak om min skrøbelighed, på tidspunkter hvor de
troede jeg lå og sov.
.Med hensyn til tro, er jeg overbevist om at der findes noget. Der er mere mellem
himmel og jord end vi er klar over.
I første halvdel
af halvtredserne
fik jeg en lille
flot mundharpe i
julegave, og
hvordan det end
gik til, var jeg i
første forsøg i
stand til at
fremtrylle den
kønne: Dejlig er
den himmelblå.
Det skal måske
lige nævnes, at
det ikke er den
sværeste melodi
at spille.
Nu vi er ved
salmerne, vil jeg
også lige nævne:
I østen stiger
solen op.
Den varmer,
selv på en
gråvejrsdag. Jeg
bliver godt nok poetisk! Men er det så underligt, når en stor salmedigter som
Ingemann har levet i min fødeby.

Ingemanns hus, og vue over Sorø sø, med Ingemanns ø i baggrunden.
Jeg gad nu nok vide, om den gode Bernhard har siddet derude på sin ø, og ladet
sig inspirere til flere af de pragtværker, han har givet os. Jeg ville absolut ikke have
noget imod, at have siddet der en hel dag, bare for at føle mig i harmoni med
naturen, og med Sorø sø og alle ænderne og svanerne rundt omkring. Mange
minder og fantasier, har gennem tiden passeret revy, når jeg en fredfyldt dag har
siddet og skuet ud over søen.
Overleveringer fortæller, at et af de store træer mellem Ingemanns hus og Sorø sø,
inspirerede H.C. Andersen til den del af Fyrtøjet, hvor soldaten møder heksen.
Soldaten var ikke just nogen rar fyr. Det var da tarveligt og ondt gjort, at hugge
hovedet af den flinke rare heks, der lige havde gjort ham rig. Sådan et
utaknemmelig skarn. Det er ikke sikkert, men stedet kunne da også have inspireret
Andersen til eventyret om: Den grimme ælling, der blev til en smuk svane. I Lille
Claus og Store Claus finder vi også beretningen om bondekonen, der har
hemmeligt besøg af degnen, medens hendes mand er ud. Hun skynder sig at
gemme ham da manden kommer hjem. Det er noget med, at manden ikke kan tåle
degne, men jeg synes mere det tangerer utroskab. Nej, H.C. Andersen var ikke så
børnevenlig, som han ellers fremstilles flere steder.
I mine yngre dage har jeg også brugt timer ved Ingemanns grav, for at nyde den
vidunderlige stilhed, jeg kunne opleve der. Ligeså kan jeg få timer til at gå ved de
kendtes gravsteder, medens jeg tænker tilbage på, hvad de har begået.

I dag har jeg også mine steder, hvor jeg søger hen, og tro mig, det hjælper når
noget i livet går i hårknude.
Det lyder måske underligt, men Københavns Hovedbanegård hører blandt de
steder, hvor jeg siddende på en bænk kan få mange tanker sat på plads. Det er et
sted, hvor jeg har oplevet flere ting, hvilket jeg kommer tilbage til længere fremme.
Sorø er dog stedet, hvor jeg (selv om jeg har familie der), kan finde på at tage til
og helt for mig selv gå rundt og rundt, og suge minderne til mig.
Der har altid været svaner omkring Ingemanns Ø. Hvergang jeg på en solskinsdag
sidder i Akademihaven, og kikker over mod øen, kører nogen af de dejlige sange
fra Ingemann rundt i knolden. Jeg elsker de tekster og melodier. Ikke fordi jeg vil
kalde dem for ørehængere, og alligevel, en ørehænger er vel en melodi som med
lethed kan rumstere rundt i knolden.
Salmerne, som f.eks. I østen stiger solen op, Lysets engle går med glans m.fl.
prikker meget stærkt til mine følelser.

Barndomshjemmet i Søndergade!
Jeg havde fået smag for grønne sodavand, og dem fik jeg adskillige af hos Johanne
og Lauritz, der boede i Vestergade. For det meste var jeg den der vågnede først,
og så listede jeg lige så stille ud af døren og gik op ad Søndergade mod Søgade.
Jeg havde stadig mit nattøj på, for jeg skulle ikke nyde noget af, at de andre
vågnede før jeg var smuttet. For lokalkendte, lignede det noget af en omvej når

målet var Vestergade. Havde jeg taget turen direkte skulle jeg forbi stuevinduerne,
og skulle nogen i mellemtiden været stået op ville de kunne se mig. Jeg tog altså
den store omvej via Søgade, Torvet, Storgade og så ned ad Vestergade til nr. 16,
hvor jeg godt plantet i en blød lænestol fik en grøn sodavand. Det skete også, der
vankede et stykke karamel som Johanne havde lavet på panden.
Hun var en mester, eller skal vi sige mesterinde, til at lave karamel til os unger.
Om det var sund morgenmad? Det var det vel næppe, men man gik ikke så meget
op i sundhed dengang. Ikke hos os.
Bagefter fulgte Johanne mig hjem. Jeg erindrer ikke, jeg fik skældud, men de
rystede på hovedet af mig, fordi jeg rendte gennem den halve by, kun iført nattøj.
Den kære elskelige Johanne.
Jeg foretog mig mange mærkværdige ting på egen hånd, og det har nogen gange
undret mig, familien eller den nærmeste omgangskreds ikke tog med mere fast
hånd om mig og mine talrige gøremål. Måske ville jeg ikke give dem lov, og jeg
var da heller ikke mere enspænder end jeg også havde mit kvarter med hyl, skrig,
skrål og små hamrende drengenæver på døren, når mor tillod sig at tage i byen, og
samtidig overlade mig til en vildt fremmed barnepige, eller som det blev i de fleste
tilfælde: storebror.

Det med at være enspænder har fulgt mig
gennem hele livet. Jeg kan godt være
social i selskab med andre, og hygge mig
gevaldigt, men jeg nyder også de
fantastiske stunder hvor jeg lukker af for
omverdenen, og bare kan være mig selv.
Måske jeg i sidste ende, er en slags
deltidsenspænder. Ja, lad os bare sige,
det hedder det. Jeg er da stolt af det ord,
og skulle måske føje ordopfinder til mit
CV?
En af nabodrengene (lad os kalde ham
Mads), havde den flotteste legetøjsbil
der, så vidt jeg husker, lignede en
kølevogn med anhænger. Den legede
han jævnligt med på fortovet, medens jeg sad på vores trappesten og fulgte ham
med misundelsen tydeligt malet i ansigtet. På et tidspunkt blev Mads kaldt ind,
men lod den flotte bil blive stående på trappestenen.
Jeg rejste mig og spænede alt hvad jeg kunne hen og tog den, og skyndte mig ind
til mor. Se mor, råbte jeg vildt af glæde, er den ikke flot? Hvor i alverden har du
fået den fra, spurgte hun. Det var tydeligt hun ikke delte min begejstring. Den har
jeg fået af Mads, svarede jeg og gjorde samtidig klar til at køre rundt med den på
spisebordet, men det kunne jeg godt have sparet mig, for mor hev den med en
overraskende og hurtig bevægelse ud af min hånd, og gik ind til Mads, der kunne
fortælle, at han på ingen måde havde foræret mig den. Tværtimod havde jeg stjålet
den.
Da mor kom tilbage, satte jeg i et enormt stort vræl. Jeg vil også have sådan en flot
bil med anhænger, sagde jeg og selv om jeg trampede ekstra hårdt i gulvet, fik jeg
ikke nogen bil. Faktisk tror jeg ikke, jeg nogen sinde fik en legetøjsbil, medens vi
boede i Søndergade.

Et ældre billede af barndomshjemmet i Søndergade (1919), og Torvet (1920).

Dagen kom hvor jeg for første gang skulle i børnehave. Børnehaven befandt sig i
Søndergade, skråt overfor hvor vi boede, så det var ikke den store rejse når mor
skulle aflevere mig, og jeg havde heller ikke noget besvær med at finde hjem.
Børnehaven ligner stadig sig selv, og jeg ser for mig hvordan jeg går rundt alene
i den store have, medens de andre løb rundt og morede sig. Der var trehjulede
cykler, men de var altid optaget, så dem fik jeg aldrig prøvet.
På det efterfølgende billede, sidder en lille dreng i hjørnet for sig selv medens de
andre er optaget af at smile og skære ansigter mod fotografen.
Billedet er fra den periode, (starten af 50’erne), hvor jeg gik i børnehaven, og jeg
har en meget stor mistenke om, at drengen ovre i højre hjørne, der sidder helt for
sig selv, er mig. Håret, flyveørerne og det, at jeg bare følger de andres gøren og
laden, medens jeg roder lidt med min skovl.

En dag havde jeg ved et uheld gjort noget mindre rart i mine bukser. Det skete
udenfor, og min første reaktion var at kikke efter det musehul, jeg også i andre
tilfælde gennem livet har haft lyst til at krybe ned eller ind i. Jeg har nok forsøgt
med alle mulige udtryksformer at lade som ingen ting, men de kære damer var ikke
sådan at narre, så da den ene af dem kom hen til mig, kunne jeg lige så godt gå til
bekendelse. Hun fulgte mig hjem til mor.
For mig var det nu alletiders, og jeg fandt hurtig ud af, at jeg bare skulle levere
tingene i bukserne, når jeg ville hjem til mor. Der gik da heller ikke lang tid før
jeg ikke længere kunne være i børnehaven, grundet manglende renlighed.
Jeg har med garanti været lykkelig, men for mor var det ikke sjovt. Hun havde
også sit at se til, så jeg skulle passes igen, bl.a. af Johanne, men senere fik jeg
endnu en tid i børnehaven.

Henry anskaffer bil!
Hvem ejer den bil der holder udenfor, spurgte mor. Det gør vi, svarede Henry.
Du siger da ikke, at du har købt bil? Mor så strengt på ham.
Jo, svarede han, jeg fik den billigt af Charles. Mor var ikke just glad, men nu ville
Henry have os med på tur i hans nyerhvervede bil, der var noget af en
skrammelkasse, set med mine øjne.
Vi børn blev plaseret på bagsædet, og mor satte sig ved siden af Henry, der havde
besluttet vi skulle til Parnas.
På vejen mellem Slagelsevej og Parnas stoppede bilen. Ikke så meget som den
rokkede sig ud af stedet. Den ville ikke køre videre. Jeg huske den der underlige
lyd, sådan en hæs småhostende en, når motoren forsøger at starte, og alligevel går
i stå, for lidt efter at forsøge igen.
Udenfor var det begyndt at tordne, og mor og Henry diskuterede voldsommere og
voldsommere.
Ja, i mine små barneører lød det, som om de ville overdøve tordenbragene. Til
sidst fik mor nok og rev bildøren op.
Det så sjovt ud, da mor grundet regnen, nærmest løb hen til et hus i nærheden, hvor
hun bankede på og gik ind.
Lidt efter kom hun tilbage og fortalte, der var en taxa på vej, så vi kunne komme
hjem, og jeg husker hun forlangte, at Henry skulle aflevere bilen igen til Charles,
og få pengene tilbage.
På hvilken måde, han fik den transporteret tilbage til Charles, og om han
overhovedet fik pengene igen, har jeg ingen erindring om, men en ting ved jeg:
Lige så hurtig den kom ind i familien, lige så hurtig var den væk igen.

På billedet ser man legende børn i Søndergade, 38 år før jeg kom til verden. Det
ser ikke ud til, at gaden har ændret sig meget i alle de år.
Når jeg ser billeder var velkendte steder, fra før jeg blev født, kan jeg ikke lade
være med at tænke på, om sjælen er evig. I drømme kan den slags dukke på. Jeg
tror på reinkarnation, men hvor var jeg så inden 1948? En svævende ånd, eller
måske en anden person.
Det er i øvrigt et emne, vi aldrig ville kunne nå til enighed om. Sådan er vi
mennesker så forskellige, og hvem der i sidste ende har ret, får vi næppe
opklaret, da det kræver at en afdød på et tidspunkt kommer på visit og fortæller
hvordan tingene hænger sammen. Det er endnu aldrig sket.

Vores første kat, Pjevs!
En dag jeg var ude at lege, lød mors stemme pludselig: Ole, skynd dig at komme.
Nysgerrig som jeg altid har været, skyndte jeg mig ind. Det kunne jo være en grøn
sodavand hun havde til mig. Det var der dog ikke tale om i dette tilfælde. Det var
nu heller ikke noget vi fik meget af i hjemmet, men så havde jeg jo Johanne. Hos
hende var der altid sodavand.
Mor tog mig med ud i køkkenet, hvor der på køkkenbordet sad den sødeste lille
killing og kikkede på mig. Jeg faldt for den med det samme. Godt nok så den mig
lidt broget ud.
Da mor gik tilbage til stuen, besluttede jeg at jeg ville gøre hende glad. Jeg fyldte
vand i den store grå vaskebalje, der var af blik.
Nu skulle katten vaskes, så noget af det brogede kunne forsvinde. I mine øjne
lignede det virkelig snavs, men heldigvis kom mor tilbage i rette øjeblik, og fik
reddet kattens liv. For mit vedkommende stod den på nogle klask i bagdelen.
Katten fik navnet Pjevs.

Biografen og kartoffelmad!
Min kusine Lissi elskede at tage lille mig med i biografen. Hun har senere fortalt,
hvordan hun undrede sig over den store interesse, jeg sidenhen skulle få for film.
Når hun tog mig med i biografen (Victoria i Sorø), var jeg omkring de 4 – 5 år, og
de biografture gjorde mig meget lykkelig. Ikke på grund af filmene, for dem var
jeg ligeglad med dengang, men før filmen var der jo reklamer, og før dem nogle
lokale lysbilledreklamer, og et af de lysbilleder var et stort flot billede af mine
elskede bybusser.
Når jeg havde set det billede, sagde jeg til Lissi at jeg skulle tisse. Men i stedet for
at gå på toilettet løb jeg hjem, og når Lissi senere kom hjem til os, ulykkelig over
jeg var blevet væk, sad jeg nok så kæk og veltilfreds på køkkenbordet og spiste
kartoffelmad.
Det må have set sjovt ud som jeg sad der, og der manglede vel kun snapsen og
cigaren, men de ting kom først ind i mit liv mange år senere. Lissi blev ved med
at tage mig med i biografen, og hvergang med samme resultat. Når jeg havde set
mine busser, skulle jeg ud for at ”tisse”. Pyt med Palle alene i verden, Rekrut 67
Petersen og hvad hun ellers tog mig med til.

I Søndergade var det ikke voldsomt meget legetøj vi havde, så når vejret var
dårligt, brugte jeg flere timer i sengen på at dagdrømme. Jeg nød de forestillinger
jeg skabte i hovedet, og naturligvis spillede jeg selv alle hovedrollerne.
Blev der derimod leget på gaden, sad jeg gerne alene på trappestenen og fulgte de
andres leg. Det var igen den der trang til at være mig selv der kom op i mig,
enspænderen Ole. Der var ikke noget med at spørge de andre om jeg måtte lege
med. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det. De andre var nu heller ikke
flinke til at invitere mig med i deres lege.
Dette udhus, der befandt sig i baghaven, tilbragte jeg en dag temmelig mange timer
i, fordi nogle større drenge havde smidt mig derind, og sat en huggeblok for døren,
så jeg ikke havde en chance for at skubbe den op.

Det der var gået forud var, at familien havde været væk et øjeblik, og så var jeg
gået om i haven for at se om de skulle være der, hvilket de altså ikke var, hvorimod
de slemme drenge var der, og jeg var åbenbart et nemt offer de kunne drille.
At jeg kom til at være derinde i flere timer skyldtes, at der for det første gik en rum
tid, før nogen i familien savnede mig, og da de så endelig gik ud for at lede, startede
de med at kikke rundt i byen, for så til slut at lede videre nede ved søen. Der var
jeg jo heller ikke, og så gik de ad stien gennem baghaven, og takket være deres
valg af vej fik de endelig øje på mig, da jeg råbte og hylede ved skurets vindue.
Jeg var for flov til at fortælle, hvordan det var sket, men de kunne jo nok regne det
ud, da de måtte flytte den tunge huggeblok, før jeg kunne komme ud.
Trods mit enspænderi, var der dog en jeg legede godt med dengang, og det var
genboens datter Jytte. Vi var begge nogle store slikmunde der ikke kunne holde
fingrene fra køkkenskabene.
Det der med varedeklarationer havde vi ikke den store forstand på, så en dag kom
vi galt afsted. Vi havde fundet en pose med noget der lignede dejlig lækker sukker.
Det lignede virkelig dejlige tykke klumper, og med disse lækkerier satte vi os ind
under trappen, for nu skulle maverne forsødes. Vi tog hver en klump i munden.
Blandt børnene, på billedet er Jytte med hvem jeg smagte soda.
Føj for den da hvor det smagte. Det viste sig at være soda. Man kan roligt sige vi
begyndte at spytte om kap. Vi kunne smage det lang tid efter, selv om der blev
skyllet efter med store mængder vand. Det var forfærdeligt, men vi fik da en
alvorlig lærestreg, Jytte og jeg. Man skal aldrig putte noget i munden, bare fordi
det ligner.
Blandt børnene på efterfølgende billede, er Jytte der boede lige ved siden af
købmandsbutikken.

I modsætning til Soda,
som aldrig var tiltænkt
som menneskeføde, var
Richs et kaffeprodukt
som man blandede
sammen med kaffen.
Mor og Johanne brugte
det begge. Jeg kan se for
mig, hvordan mor med
et snuptag åbner
pakken, og hælder al
indholdet i kaffedåsen.
Låget på igen, og så stod
hun og rystede kaffedåsen på alle mulige måder. Johanne brugte også Richs,
hvorimod jeg ikke erindrer, om mormor brugte det. Måske fordi vi børn ikke
oplevede, at komme til kaffe hos mormor så tit.
Når sneen faldt, blev legene henlagt til Akademihaven, hvor der var nogle gode
store kælkebakker. Skal du ikke prøve en tur, var der en der spurgte mig, du må
godt låne min kælk. Den var jeg helt med på og synes ligefrem det kunne være
sjovt, og jeg fornemmede allerede den fantastiske kildren der med garanti ville
indfinde sig i maven.
Jo længere ned ad bakken det gik, jo mere blev den frydefulde kildren i maven
afløst af en skrækkelig tanke. Søen kom nærmere og nærmere. Hvad nu hvis
kælken ikke stopper og bare drøner videre, vil jeg så drukne i søen? Heldigvis
bremsede kælken før den nåede søen, men turen havde sat sådan en skræk i mig,
at jeg fraskrev mig flere af den slags.
Jeg faldt ikke i søen der, men det skete for mig på et senere tidspunkt, da jeg med
nogle af de andre fra gaden, var gået ned til søen for at lege. Legen må
tilsyneladende have kedet mig, og jeg gik derfor afsides for mig selv. Jeg fandt en
stor gren, og med den i hånden vandrede jeg ud på en af de talrige og samtidig
smalle bådebroer. Nu skulle lille jeg rigtig give den som lystfisker. Jeg havde set,

hvordan andre kastede snøren ud, så jeg foretog den samme bevægelse med
grenen, med det resultat at jeg selv røg med ud og plask, så lå jeg på bunden af
Sorø sø. Underligt jeg ikke rejste mig, men det skyldes vel, at jeg var i en eller
anden form for chok.
Jeg husker det hele så grønt ud. Det kunne jeg ikke rigtig forstå, for mit indtil da
korte livsforløb havde lært mig, at vandet skulle være blåt. Det burde det være.
Ellers var der vel ingen fornuftig i at bruge den blå farve når jeg skulle give vandet
i malebogen farve.
Der gik ikke lang tid før jeg blev hevet op. Det var mor der var kommet til. Mon
jeg havde siddet her i dag hvis hun ikke var kommet til søen? I stedet for at trøste
mig, ruskede hun mig godt og grundig, og gav mig nogle klask i den dertil
indrettede. Her var jeg få millimeter fra døden, og så skulle jeg bare have smæk.
Når det skulle være på den måde, skulle jeg nok lade være med at dø en anden
gang.
En dag hvor jeg gik rundt i haven, uden at kunne finde på noget at give mig til,
mærkede jeg pludselig noget ramme mig på ryggen. Jeg drejede rundt og så

drengene, der liggende og grinende på udhusets tag, morede jeg med at smide små
sten efter mig. Jeg satte i et højt hyl og spænede ind til mor.
Da jeg fortalte hende om bombardementet, kom det til at lyde meget værre end det
var, da jeg overdrev størrelsen på de små sten, så mor blev meget vred og gik ud
til drengene, der i mellemtiden var hoppet ned fra taget. Hun skældte dem ud, og
samtidig ruskede hun naboens dreng godt og grundig. Jeg fulgte hele sceneriet på
god og sikker afstand.
De andre drenge stak af. De skulle ikke nyde noget af at få en rusketur af mor.
Nabodrengen satte i et hyl og løb ind til sin mor.
Jeg kan stadig se for mig, da hans mor med raske skridt går forbi udenfor
stuevinduerne, og få sekunder efter banker på døren.
Mor går glad hen og lukker op. Hun smiler imødekommende til nabokonen, der i
det samme stikker hende sådan en på siden af hovedet, så gebisset tager en flyvetur
hen over stuegulvet, og uden et ord går hun igen. Det var ikke let at holde masken,
for det så virkelig så sjovt ud.
Nogen tid efter den episode, ville jeg glæde mor med en gave. Det skete en dag
jeg var på vej hjem fra en solotur i byen og kom forbi den store isenkræmmer i
Storgade, hvor jeg fik øje på nogle pæne kopper og underkopper i
udstillingskasserne udenfor butikken.
Sådan nogle skal mor have, tænkte jeg, og uden videre tog jeg en kop og en
underkop, og med disse tyvekoster i hånden, drejede jeg om hjørnet til Vestergade,
og skyndte mig hjem til Søndergade.
Jeg glædede mig til at se mor glad. Min forventning var så stor, at det spændte
voldsomt i maven. Jeg rakte hende koppen og underkoppen med ordene: Det er til
dig mor, fordi du er så sød.
Det var ikke just glæden der oplyste hendes ansigt, og jeg var lige ved at få tårer i
øjnene, fordi mor ikke blev glad.
Hvor har du fået penge fra, spurgte hun. Penge, spurgte jeg og kikkede
desorienteret på hende, jeg har da ingen penge.

Du kan da ikke få det her uden at betale, fortsatte mor.
Det kostede da ikke noget, de stod i en kasse udenfor butikken.
For mig var ting noget man fik og jeg havde slet ikke begreb om at noget også
kunne koste penge. Johanne f.eks. forlangte da ikke penge, når jeg fik en grøn
sodavand.
Hvilken butik taler du om, spugte mor.
Den med tallerkener og kopper, svarede jeg, og der er mange endnu i kasserne.
Så gik det op for mor, hvilken forretning der var tale om.
Kom her Ole, sagde hun og tog fat i mig og hev mig med op i forretningen, hvor
hun satte koppen og underkoppen på disken, og forklarede sagens rette
sammenhæng.
Jeg måtte sige undskyld til forretningsbestyreren, og love aldrig mere at gøre sådan
noget, og der midt i forretningen var min samvittighed sort som kul.
Nu vi er ved kul, kan jeg fortælle at jeg er vokset op med koks, masser af koks.
Både i Søndergade og senere på Skolevej, blev der fyret i kakkelovn, og de
kakkelovne skulle man passe godt på, og ikke ligefrem lægge sine små skrøbelige
barnehænder på. Det skete for mig et par gange, indtil det endelig sivede ind, at
sådan en tingest skulle man holde hænderne fra, når den var varm. Min niece Ann-
Mari var ude for det samme, med kakkelovnen på Skolevej, men hun var så
fornuftig at hun kun gjorde det en’ gang.

Jeg legede bus i fremmede folks biler!
Jeg var noget af en bandit, der ikke
kunne lade folks biler stå i fred. Altså
ikke sådan at forstå jeg ligefrem kørte
med dem, for det kunne jeg slet ikke
finde ud af, men dengang i 50’erne låste
bilejerne sjældent bildørene så grundigt
som man gør i dag, så lille jeg fandt stor
fornøjelse og glæde ved at sætte mig
bag rattet og lege buschauffør. Skulle en bildør endelig være låst, oplevede jeg det
ikke som det store problem. Jeg har endda præsteret at bryde en bildør op med en
ispind.
En dag hvor der rigtig skulle leges bus, havde jeg taget lillesøster med op i
Storgade. Det var jo meget praktisk at have en passager ved hånden, hvis jeg nu
skulle finde en egnet bil der kunne gøre det ud for en bus, og pludselig var lykken
med mig.
Købmand Neergaard Jacobsen og frue.

Lige foran Neergaard Jacobsens butik, stod den nydeligste lille grønne varevogn
parkeret. Hos Neergaard Jacobsen (butikken ved porten), kunne jeg som lille dreng
købe et kræmmerhus fyldt med bolsjer, for kun 10 øre.
Jeg fik lillesøster til at sætte sig ind bagi, og selv satte jeg mig bag rattet. Wrumm,
sagde jeg, wrumm wrumm. Det gik bare derudaf, men turen blev ganske kort, for
pludselig stod ejeren der, og der var ikke noget med at spørge om jeg ikke var gået
forkert. Næh, han hev mig voldsomt, ja nærmest flåede mig ud af min
nyerhvervede ”bus”. En trøst for ham må da have været, at jeg under ingen
omstændigheder kunne race derudaf med bilen, for jeg kunne da dårlig nok nå ned
til pedalerne med fødderne. Det drejede sig først og fremmest, om at vride og dreje
i rattet, medens jeg i min fantasi så ruten for mig.
Efter at bilejeren havde udslynget diverse eder og forbandelser over mit lille
syndige hovede, satte han sig selv bag rattet, og startede bilen.
Jeg stod som forstenet, da han begyndt at køre, men efter ganske få meter
standsede bilen, hvorefter manden sprang ud og rev døren op bagtil, og hev min
hylende søster ud. Den stakkels mand må virkelig have fået et voldsomt chok, da
lillesøster begyndte at hyle og skrige.
Senere stod den på de efterhånden velkendte klask i bagdelen, da søster derhjemme
naturligvis fortalte om dagens hændelse.
Klaskene fandt også vej til min udsatte bagdel, da jeg en dag havde sat mig godt
og grundig til rette i en tilfældig bil på Torvet, der skulle udgøre det for den bus,
med hvilken jeg skulle køre den velkendte rute.
Wrummmm og atter wrummmm, sagde jeg og havde nær fået et ekstra wrummmm
galt i halsen. Hvem var det der kom trækkende med sin cykel tværs over Torvet?
Det var Henry, der var på vej hjem til aftensmaden. Han måtte altså ikke se mig
her i en fremmed bil. Forsigtig forsøgte jeg at åbne bildøren, men den var ikke til
at få op.
Panikken spredte sig med voldsom hast, hjertet dunkede vildt og tankerne
hvirvlede rundt i min stakkels knold.

Hvem mon det var bedst at få skæld ud af? Bilens ejer eller Henry eller ingen af
dem.
Jeg valgte den sidste mulighed, men den dumme bildør ville ikke gå op, så til sidst
da Henry var lige ud for bilen, var der ikke andet at gøre, end at banke voldsomt
på forruden og råbe af mine lungers fulde kraft. Jeg var virkelig i panik.
Henry befriede mig og i tankerne havde jeg allerede trukket mig tilbage fra jobbet
som buschauffør. Det var dog kun en kort tilbagetrækning, men det er en helt
anden historie.
Torvet i Sorø, hvor jeg af og til var at finde bag rattet på en bil, hvis jeg da ikke
lige var ude med den trehjulede.

Min trehjulede bybus!
Jeg var vild med bybusserne, der blev drevet af Rasmus Andersen, der boede og
havde garageanlægget på Jagtvej 4, og det er ikke så få timer jeg har tilbragt der,
for at betragte mine elskede gule busser.
Min trehjulede cykel gjorde det ud for bybussen, og dengang må min kondi have
været ikke så lidt bedre end den er i dag.
Jeg cyklede bybussens rute, (mellem 5 og 7 km), og som en rigtig buschauffør
holdt jeg ind ved stoppestederne, selv om det vel må være ud ved stoppestederne,
fordi jeg naturligvis holdt jeg mig inde på fortovet.
Det eneste mine forældre, eller hvem der nu skulle finde mig skulle tage stilling
til, var om de skulle gå til højre eller venstre, når de stod oppe ved Storgade.
Nogen gange kastede de også et blik ind på f.eks Jernstangen, for der kunne jeg
også finde på at opholde mig.
Den lille Ole var meget opfindsom, og køreplanerne fik jeg gratis i busserne, og
lagde dem i en lille skuldertaske, og så gik jeg rundt blandt kroens gæster og solgte
dem. Det tjente jeg mange 25-ører på, og fik i tilgift en masse sodavand.
At jeg så tidligt i livet kendte til værtshuse kan jeg kun give et sandsynligt svar på,
og det er Henrys gang de steder, og mor var ikke bleg for at sende enten søster
eller mig afsted, for at hente ham hjem.

Lars Jensen og damen i sort!
Derfra hvor
billedet med
vandpumpen er
taget, befandt der
sig bagved endnu
et hus, et såkaldt
baghus, og der
boede Lars
Jensen. Set med
mine barneøjne
var han en
ældgammel mand.
Hos Lars blev der
drukket mange øl,
og vi børn kunne
redde os en
sodavand, hvis vi
lige gad hente nye
forsyninger hos købmanden lige overfor hvor vi boede. I øvrigt blev der også
drukket en del i købmandens baglokale. Min søster fortalte mange år senere,
hvordan hun nogen gange blev sendt derover, for at hente Henry hjem.
Når vi unger kom tilbage til Lars Jensen med øllerne, var selskabet gerne mere
berusede, og samtidig ekstra højrøstede. Og det var med til at sætte en ekstra skræk
i livet på mig. For at sige det lige ud, så var jeg hunderæd for Lars. Men hvad
pokker der skulle være farligt ved ham, aner jeg ikke, men mon ikke det er det med
børn, der føler ubehag i fulde folks selskab.
Når Henry f.eks. var fuld, gik det gerne ud over mor, og det gjorde mig bange hver
gang. Det var ikke sjovt at se, når han slog mor.

Mange år senere dukkede Lars Jensen op i en af mine drømme. Ja, det skete faktisk
flere gange. Manden var både død og borte, og huset var revet ned, men der i
drømmen stod jeg i hans stue ved det velkendte spisebord, hvor flasker og de fyldte
askebægre flød rundt.
Hvad der var årsag til min tilstedeværelse hos Lars i drømmene aner jeg ikke, og
måske har der ikke været nogen grund, da de drømme jeg drømmer sjældent giver
mening, men pludselig rejser Lars Jensen sig med sådan en fart, at jeg straks løber
mod døren, og da Lars begynder at bevæge sig hen mod mig, gør jeg ikke det der
ville være det mest logiske, nemlig at forsvinde ud af døren i hastig fart, næh –
jeg begynder at løbe rundt om bordet med Lars i hælene. Han kommer tættere og
tættere på, for i mine drømme har jeg aldrig været nogen hurtigløber, selv om jeg
gerne ville være det. Jeg opnåede dog aldrig at opleve Lars fange mig, for efter
kort tids jagt rundt om bordet, vågnede jeg.
Vores nabo var en sød dame ved navn fru Jørgensen, og hendes stue har jeg også
siddet i, når der af og til var en sodavand inde for rækkevidde, eller når mor havde
brug for en hurtig barnepige, hvis der var et eller andet uopsætteligt hun lige skulle.
Ovenpå boede en ældre dame, der med garanti har været blandt jordens sødeste
mennesker, men med mine barneøjne var hun både uhyggelig og farlig. For det
første fordi hun var ældre, og hun gik som regel i sort tøj, og hendes stemme lød
uhyggeligt i mine ører, og derfor var det for mig det værste der kunne ske, at hun
bevægede sig ned af den knirkende hønsestige, samtidig med at jeg skulle ud. Det
fik mig til, uanset hvad jeg var på vej ud til, at dreje om på hælen og med lynets
hast smutte ind igen og smække døren i med et ordentlig brag, og der stod jeg så
med bankende hjerte og ventede til hun var forsvundet, før jeg vovede mig ud igen.
Hvad havde jeg egentlig forestillet mig, hun ville gøre? Spise mig? Udbryde et
stort bøh? Jeg husker det ikke, men den stakkels søde dame må da have undret sig
over min handling, da det var noget der gentog sig flere gange. Hun er dog aldrig
dukket op i mine drømme, lige som Lars Jensen.

Musikalsk larm fra nummer 23!
Der kommer altid en sporvogn og en pige til. Det nye store hit med Dirch Passer
og Ove Sprogøe, kunne høres op og ned af Søndergade for fulde drøn. Det var
tydeligt at sangen kom fra det åbenstående vindue ved nummer 23.
Nummer 23 blev i folkemunde kaldt ”Sporvognen”, et navn det dog havde fået
mange årtier før der var tænkt på sangen, og den lille knægt der formastede sig til
at larme så højt.
Knægten, altså jeg, skulle 32 år senere, altså i 1985, blive radioproducent, og
sangen fra dengang spiller jeg stadig jævnligt.
Det var lidt underligt, min store kærlighed til de gule bybusser taget i betragtning,
at jeg kunne få interesse for sporvogne, da det ville kræve, at jeg skulle helt til

København for at kunne opleve dem. Men det har jo nok været sangen, der gjorde
det.
Det var også et meget tidligt tidspunkt som 5 årig, jeg forsøgte mig med
lokalradiomediet, selv om der slet ikke på det tidspunkt var tænkt på det, men lige
som i dag ville jeg også dengang dele min musikinteresse med andre, så derfor
havde jeg åbnet vinduet og startet grammofonen, og skruet ekstra højt op.
Det var dog ikke alle der delte min store interesse for den larm, og det fandt jeg ud
af, da den kære Johanne fra Vestergade ankom, og uden et eneste ord slukkede for
kontakten og gik igen.
Det viste sig at mit lille
musikalske forehavende
med Sven Gyldmark og
Poetens store succes,
havde været dagens store
samtaleemne hos den
lokale købmand, lige
over for.
En af kunderne var
efterfølgende blevet
sendt op i Vestergade, for
at få Johanne til at gribe
ind.
Jeg vil tro at den mest omtalte sang, den dag i Søndergade var: Der kommer altid
en sporvogn og en pige til.
Denne radio/grammofon på billedet, er nok den der kommer nærmest den model,
vi havde i Søndergade, og som senere fulgte med på Frederiksberg.

Det er købmandsbutikken ved
den skrå flagstang, og det var
i huset til højre, min gode
legekammerat Jytte boede.
Det var i øvrigt ikke
købmænd, der var mangel på
dengang.
Til venstre for porten var der
en købmandsforretning, og på
første sal til højre for porten
boede Viola, blandt folk
kaldet Basviola. Hos hende
har jeg gennem årene tilbragt
mange timer.
Jeg elskede når hun fortalte
om sin tid som
bakkesangerinde, og det var
en speciel fryd at høre hendes
historier om Ib Schønberg.
Samtidig var Viola en af de få personer, der ikke lo eller rystede på hovedet af
mig, når jeg fortalte om mine mange ønsker og drømme.
At fortælle, f.eks. derhjemme at jeg ville være filmoperatør eller arbejde med teater
eller film, medførte altid at jeg blev bedt om at slå de griller ud af hovedet. Lige
modsat var det med Viola.

Johanne og Lauritz fotograferet i forbindelse med deres guldbryllup, 19. maj 1967.
Længere henne i Vestergade, nærmere betegnet nr.10, var der også en
købmandsbutik.
Altså i et lille afgrænset område, Søndergade og Vestergade, befandt sig på et
tidspunkt ikke mindre end tre købmænd.
Jeg husker specielt Elly Petersens butik i Vestergade 10, fordi det var der jeg blev
sendt hen, når Johanne lige stod og manglede et eller andet midt i madlavningen,
og så var det også en fornøjelse at gå med Johanne på indkøb, for så skete det, der
blev købt et par ekstra grønne sodavand. Det kunne ske, jeg fik en citronvand, og
den er jo gul, men det rørte mig ikke, for i mine øjne var alle sodavand grønne.

Vi flytter til Skolevej på Frederiksberg!
Mormor med sin cykel og elskelige cigar, poserer for fotografen på vejen hjem.
Bag hækken er den del af haven, hvor hun lod bygge det hus, vi flyttede ind i på
Skolevej. Hækken blev i samme forbindelse udskiftet med et lille stakit.
Jeg gad nok vide, hvor mange bæreposer der blev brugt dengang i 50’erne, for
både mor og mormor, og i det hele taget cyklende damer havde cykelkurv.
Bag lågen til venstre, er stien der fører ned til skolens fodboldbane.
Huset kom til at ligge lige overfor skolen, hvor jeg selv skulle komme til at gå,
dog med et års forsinkelse. Forsinkelsen skyldtes, at jeg ikke kunne tale rent, og
samtidig stammede jeg temmelig meget, og for at det ikke skal være løgn var jeg
også hjulbenet og kalveknæet og havde de mest fantastiske flyveører. Så jeg må
absolut have været et kønt syn.
Jeg var bl.a. til flere undersøgelser på et taleinstitut i København, og kort tid efter
begyndte jeg at komme hos en talepædagog på Banevej. Mor var kun med første
gang, og derefter tog jeg selv hjem til ham.

Her er talepædagogens hus
på Banevej, og jeg husker
tydeligt rundkørslen, som
jeg, efter jeg havde lært at
cykle, godt kunne finde på at
køre rundt i 3 til 4 gange før
jeg stod af cyklen og gik ind.
Jeg husker stunderne hos
talepædagogen som rigtig
hyggelige, og jeg nød dem. Både han og konen var så søde og behagelige.
Efterhånden blev jeg bedre til at tale, men det resulterede samtidig i, jeg kom
senere i skole, og af samme grund var en af de ældste i klassen.
Hvad skoleloven sagde dengang, har jeg ingen anelse om, men jeg er da lige ved
at tro jeg kom to år for sent i skole. Jeg begyndte nemlig i april 1956, fire måneder
før jeg fyldte 8 år. Dengang startede skoleårene nemlig i April.
Det var nyt og spændende at flytte ind på Skolevej, og stadig var søster og jeg af
en størrelse, der gjorde vi sagtens kunne dele værelse. Storebror flyttede hurtigt
ind på et lille værelse, på førstesalen af mormors hus.
Det var også dengang, jeg en morgen selv havde redt sengen, og stolt
bekendtgjorde det til mor. Hun var dog ikke sådan at narre og gik hen og løftede
dynen, og ja, jeg blev meget flov, for sandheden var at jeg havde tisset i sengen,
men ærligtalt, hvorfor skulle hun absolut fortælle det til både højre og venstre.
En af de ting der ikke kom med til Skolevej, var min trehjulede cykel. Den har
formodentlig været slidt op, efter alle de kilometer jeg havde tilbagelagt på mine
busruter, og i samme forbindelse havde fået rigeligt med kondi. Min egen elskede
trehjulede, der burde have været hædret med et udholdenheds logo på
sundhedsministeriets brevpapir og kuverter. Nej, jeg var mere sandsynlig blevet
for stor til køre rundt på den. For mig var den som sutten for den lille.

På trappestenen holder mor
Pjevs og lille Sofus, søn af
Pjevs.
Selv om den trehjulede var
ude af billedet, var der stadig
mulighed for at agere eller
lege bus. Vi havde fået to
kælke, en lille og en større,
og naturligvis ville jeg helst
bruge den store. Jeg kunne jo
komme ud for, at der var
mange passagerer. Når sneen
lå som et rigtig flot hvidt
tæppe, og dagens
skoleafslutning nærmede sig,
parkerede jeg foran
skoleporten. Om det ligefrem
gjorde mig til pigernes helt,
skal jeg lade være usagt, men
jeg elskede når de satte deres
tasker på kælken, og når der
så ikke var plads til flere trak
jeg deres tasker hjem, og det var ikke så få pigesmil jeg modtog. Jeg nød det
virkelig, men oplevede samtidig at være en ulykkelig kælkeejer, når sneen igen
forsvandt. Kælkebussen ophørte, da jeg selv begyndte i skolen.
Jeg nåede at opleve bommene
ved stationen, før gangtunnelen
kom.

Fra venstre: Bent, Alice, Mormor og jeg, endda med seler.

Og endnu et billede, taget samme dag af Bent og jeg.

Torvet dannede rammen om min barndoms byfester i Sorø. Det skulle da ikke
undre mig, om jeg var på torvet, da billedet blev taget.
Jeg husker nogle af de optrædende. Jytte Berdino befandt sig højt oppe i luften,
hvor hun udførte det ene fantastiske nummer efter det andet. Selv om det var
spændende at se på, var jeg rigtig bange for hun skulle falde ned.
Mig skulle de i al fald ikke få derop, så hellere en grøn sodavand.
Hans Kurt virkede med mine barneøjne som en skrap mand, og jeg husker han
sang Tørresnoren.
Undskyld Hans, du var garanteret en flink mand. Otto Leisner strålede glad og
smilende, men virkede også lidt fornem.

Giite & Farmand var der også, og Gitte sang bl.a. Cowboyhelten, og søster og jeg
gik lidt rundt med hende og kørte i karrussel, medens hendes far Otto og Henry
skulle have lidt vådt til halsen. Four Jacks anden optræden blev udsat lidt, da de
ikke kunne finde Bent Werther, men efter nogen tid fandt de ham i
købmandsgården, hvor han efter at have slukket tørsten, var faldet i søvn. Dog var
der ikke noget at se på ham, da de endelig optrådte.
Her ankommer Nina og Frederik til byfesten 1958.
Nina og Frederik havde vi allerede stiftet bekendtskab med i
Victoria, i forbindelse med Far til fire og onkel Sofus, hvor
der blev vist en lille kortfilm, hvor Nina og Frederik sang
nogle af deres populære sange, ledsaget af Jørgen
Grauengaards orkester. Det var samtidig en form for reklame
for deres kommende film: Verdens rigeste pige.

Hos doktor Rasmussen
Oh ve oh skræk og vild
rædsel: De var lige begyndt at
stille op til den årlige byfest,
da en katastrofe samtidig
lurede lige om hjørnet.
Sammen med lillesøster
skulle jeg op til doktor
Rasmussen for at få den årlige
sprøjte. Jeg skulle stikkes i
nakken. Det var uhyggeligt.
Jeg vil ikke stikkes mor,
sagde jeg i det uendelige og i
alle mulige tonelejer, i håb
om jeg kunne ramme et, der
kunne få mor til at lade mig
slippe. Men nej, jeg skulle
åbenbart ikke slippe for den
uhyggelige spidse nål.
Vi ankom til doktor
Rasmussens venteværelse,
hvor der allerede sad flere og
ventede på at komme ind. Nu
var det kun et spørgsmål om tid, før det blev vores tur. Lige nu havde jeg mest lyst
til at smutte ned på Torvet til alle de spændende telte og karrussellen, men mor sad
meget tæt ved døren, så eventuelle flugtplaner var umuliggjort på forhånd. Den
med at pege mod loftet og sige: Har du set den flotte fugl, ville hun nok ikke hoppe
på. Og så skete det pludselig, det skrækkelige og uhyggelige som skete mindst en
gang om året. Klinikdamen kaldte os ind og jeg gik direkte hen til doktor
Rasmussens vindue for at kikke ned på Torvet, hvor tingene tog fart.

Karrussellen stod der allerede, men jeg havde meget svært ved at glæde mig over
det, for mit livs mareridt var rykket betydelig tættere på. Nu skulle jeg stikkes.
Døren gik op, og ind trådte doktor Rasmussen. Jeg vil ikke stikkes, råbte jeg
hysterisk i et sidste desperat forsøg på at få dem til at komme til fornuft, og lade
mig slippe.
Hørte jeg mon rigtig? Mor sagde: Du skal ikke stikkes Ole, men kan du være en
sød dreng og give doktor Rasmussen hånden og bukke pænt. Ja mor, sagde jeg og
lyste op i et glad smil. Der var ikke noget jeg hellere ville. Tænk at der virkelig var
retfærdighed til. Det var dog utroligt. Jeg gik glad hen og gav ham hånden, og
bukkede det bedste jeg havde lært. Oh du grufulde slemme verden. Rasmussen
holdt mit hoved fast så jeg ikke kunne vriste mig løs, og stak kanylen i nakken på
mig. Jeg hylede og skreg som en stukket gris, men det var nu alligevel hurtig
overstået. Nu var det søsters tur, men jeg tror nu ikke hun hylede lige som jeg, så
der var ikke noget at fryde sig over.
Bag den hvide balkon, havde doktor Rasmussen sin konsultation.

Bag vinduet stod jeg og skævede ned mod Torvet, hvor de stadig var i fuld gang
med at stille op til den spændende byfest som jeg virkelig glædede mig til.
Verden var måske alligevel ikke så slem. Nej, det var den ikke, for nu skulle jeg
ikke stikkes mere på denne side af byfesten.
Det er storebror, og det jeg ser så glad efter, er mormors blommetræ.

Nu på tohjulet cykel!
Nu måtte jeg i gang med den tohjulede, altså en rigtig menneskecykel. Stolt og
glad stod jeg og betragtede vidunderet, men der var lige et problem. Jeg skulle
først lære at køre på den.
På bagagebæreren var der anbragt et kosteskaft, der mere lignede en mini
flagstang. På den holdt mor eller Henry, dog mest mor, fast samtidig med jeg
prøvede at finde ballancen og træde i pedalerne. Du må ikke slippe, skreg jeg
jævnligt, når de i små kortvarige forsøg slap pinden.
Da dagen oprandt, hvor jeg første gang skulle prøve alene, bad jeg mor holde godt
fast medens jeg satte mig op i sadlen. Nu kan du godt give slip, sagde jeg, da jeg
sad godt og solidt, og med et godt tag i styret.
Mor gav slip, og cyklen bevægede sig elegant ned ad skolevej, hvor katastrofen
ventede forude.
Der holdt en bil parkeret ud for huset hvor Jette boede, og jeg vidste allerede
hvordan det ville ende. Jeg turde nemlig ikke dreje på styret, og det ville altså være
en god ide at turde, hvis jeg skulle undslippe katastrofen.
Få sekunder efter, og inden jeg kunne nå at tage den rigtige beslutning, bragede
jeg lige ind i bilen.
Bilen skete der intet med, hvorimod der kom det nydeligste hul på mit knæ. Siden
er det gået betydeligt bedre med at cykle.
Der hvor jeg cyklede mest, var turen rundt om Sorø sø. Dernæst elskede jeg at
cykle rundt på de forskellige skovstier.
Når jeg skulle ind til Sorø by, brugte jeg kun cyklen enkelte gange. Ellers var mit
foretrukne transportmiddel stadig bybusserne. De vedblev at være min store
kærlighed.
Indrømmet: I næsten 30 år har jeg ikke cyklet. Jeg bruger derimod mine gåben
eller nærmeste bybus, ikke at forveksle med dem fra min barndom.

Den første skoledag!
Jeg gik selv til skole på den første skoledag, for jeg skulle ikke nyde noget af at
blive fulgt af mor. Næh, man var vel et mandfolk, og nu var der jo heller ikke så
langt at gå, da vi boede lige overfor skolen. Hvor tit havde jeg ikke stået ved
vinduet og set, når de større børn kom gående med deres skoletasker. Tænk om vi
havde boet lidt længere væk, bare oppe på Næstvedvej. Så kunne det for mig være
blevet en super gåtur ned ad Skolevej svingende elegant med skoletasken, og på
turen ind gennem skoleporten, føle sig som en direktør på vej til kontoret. Hvis
tanker kunne fotograferes, ville der være adskillige billeder, med mine
ønskedrømme af min entre til skolen.
Skoletiden blev heller ikke så direktøragtig som jeg havde fantaseret om. Den blev
mere vagabondagtig i form af pjækkedage.
At være enspænder harmonerer nu heller ikke så godt i en skoleklasse, hvor vi så
vidt jeg husker, på et tidspunkt var omkring 28 elever. Hvad der skete og blev sagt
den første dag, husker jeg af gode grunde ikke, men en ting står meget klart i min
erindring.
Der var en pige ved navn Jytte, (ikke Jytte fra Søndergade), og vi havde af og til
leget sammen, så da jeg så hende stå der midt i skolegården med sin nye skoletaske,
besluttede jeg på stedet, at jeg ville sidde ved siden af hende, for så var der da en
jeg kendte. Men ak, det blev et nej, ikke bare fra Jytte, for dengang måtte drenge
og piger ikke sidde sammen, så der var absolut ikke noget at gøre, og det endda
selv om jeg tryglede lærerinden om det. Jeg oplevede derimod at blive komplet til
grin.
Den første lussing i skolen, fik jeg i et af mine tidlige skoleår. Grunden var den, at
jeg havde beskyldt en af de ældre lærerinder for at være gravid, og hvordan kunne
jeg dog finde på det?
En dag da jeg var ude at gå tur med mor, gik vi forbi et større plankeværk på
Lundsgaardsvej, og på det plankeværk stod en hel masse mindre pæne ord skrevet,
og blandt dem var altså ordet gravid. Jeg spurgte mor, hvad de forskellige ord
betød, hvilket ikke passede hende særlig godt, for hun sagde med stram mine, at

jeg ikke skulle interessere mig for sådan noget. Mon det er derfra jeg har arvet
letheden til at få røde ører, når nogen siger et eller andet ord i den retning. Der på
vejen tænkte jeg, det måtte være sådan et ord, lige som når man kalder nogen for
dum eller tosset, eller skør i bolden.
En dag ville jeg sige min mening til lærerinden, der havde sagt et eller andet der
havde gjort mig rigtig godt sur. Jeg prøvede at se meget vred ud, samtidig med jeg
i hele klassens påhør sagde: De er bare gravid. Det blev hun meget vred over, og
stak mig en lussing. Det var også hende der et par år efter tog mig med uden for
døren, og gav mig et klask bagi med pegepinden. Det var i en time hvor vi havde
været meget støjende, og så sagde lærerinden, at den næste der gjorde sig
bemærket ville komme med udenfor døren og få en bagi med pegepinden. Jeg rakte
fingeren i vejret og sagde engleblidt: Det kan De da ikke nænne, vel? Jeg smilede
endda til hende. Ups. Det skulle jeg vist aldrig have sagt, for i det samme inviterede
hun mig med uidenfor døren. Da klasket lød, kom der høje latterbrøl fra klassen.
I denne bygning, op mod Næstvej, gik jeg de første 4 skoleår.

Der er ingen tvivl om, at netop
filmen: Det var på Rundetårn har
krydset min vej gennem livet mange
gange. Det begyndte med
fernisering af gulvene på Skolevej.
For at gulvene kunne få lov at tørre,
uden vi ødelagde dem, foreslog mor
at vi alle skulle i Victoria, for at se:
Det var på Rundetårn.
Der skete et eller andet med mig,
under den film, og det har holdt ved
siden. Det var først og fremmest
Sven Gyldmarks iørefaldende
musik, specielt hovedmelodien der
fangede mig.
Der duftede meget af fernis, da vi
kom hjem, og jeg husker hvordan
jeg skulle ligge og sove under
spisebordet. Lige som andre sover
med krammedyr, lå jeg og krammede filmprogrammet.
Grammofonpladen stod højt på min ønskeliste, og jeg blev også gang på gang
lovet, at nu ville jeg få den. Hvergang fik jeg en dejlig følelse i maven og var
overbevist om, at nu ville jeg få den, men til min store skuffelse købte de den
aldrig.
Jeg håbede og håbede, og gav mig endda tid til at lytte til radioens
musikprogrammer, men jeg var aldrig heldig at høre den.
Så skete der det at Sigurd, der i forvejen havde en musikforretning i Vestergade,
åbnede en filial på Frederiksberg, som hans datter Rita bestyrede.

Det var til højre for døren,
Rita havde butikken i
50’erne, og dengang var
der, hvor døren nu er, et
indhuk der adskilte de to
butikker.
Hun var flink til at spille
musik, som kunne høres via
en lille højttaler ved
indgangen. Jeg stod der
jævnligt, for at høre hvad
hun spillede, og så en dag
spillede hun en plade med
et stort potpourri der med
det samme fangede mine
ører.
Først tonede Lille Per frem med Hej for dig, og som minutterne gik lød den ene
velkendte Gyldmarkmelodi efter den anden. Nu var det Jeg har min hest, jeg har
min lasso. Jeg blev mere og mere salig at se på, og ventede spændt på, om netop
Rundetårn skulle dukke frem, og pludselig sang de den. Det var sidste sang på
pladen: Træffere der traf, som jeg først kom til at høre igen i foråret 1988, da Ib
Mossin lånte mig den, så jeg kunne spille den i radioen, og det har jeg så gjort
adskillige gange siden.
Kunne jeg ikke dengang i 1956, have fået Rita til at spille den igen? Det havde hun
nok gerne gjort, men takket være min egen klodsethed kunne hun ikke komme til
det. Jeg spænede nemlig hjem for at få penge til pladen. Når jeg nu aldrig kunne
få pladen fra filmen, ville et vers i et potpourri være at foretrække.
Desværre var der ingen hjemme, og så var det jeg løb tilbage til Rita og stak hende
den løgn at jeg skulle spørge fra Henry, om vi måtte skylde for pladen. Jamen,
udbrød Rita, I kan da kun spille 78’ere på den grammofon I har. Nej nej, sagde
jeg, vi har fået en ny grammofon.

Jeg var jublende glad da
jeg igen spænede mod
Skolevej, for at sætte
min nyerhvervelse på
grammofonen.
Rita havde haft ret i, at
vi kun kunne spille
78’ere.
Det var sådan en
grammofon, hvor man
for at kunne lytte til
pladen, skulle sætte en
spidst nål i en tung arm,
som man så satte oven
på pladen. Nålen skulle
for det meste skiftes
efter 4 til 5 plader.
Nu ville jeg ikke sådan
give op. Jeg var tværtimod overbevist om at det ville være muligt at sætte farten
ned på grammofonens omdrejninger, Jeg skulle simpelthen høre den plade, og
samtidig overraske de andre, når et vers af Det var på Rundetårn lød ud i stuen.
Som I nok kan forestille Jer, kom der bare nogle underlige lyde fra højttaleren,
samtidig med at den tunge arm med den spidse nål nærmest fræsede pladesiden
op. Det måtte være en fejl, tænkte jeg, og vendte pladen hvorefter det hele gentog
sig og b-siden kom til at se lige så maltrakteret ud som a-siden.
Det var i øvrigt også svært at ramme den rigtige, eller nogenlunde rigtige
hastighed. En 78’er var ikke så svær at ændre hastigheden på. Det var bare at sætte
pegefingeren på etiketten og dreje pladen rundt, men med en ep-plade som den jeg
nu stod med, var det lidt sværere.
Nu havde lille Ole et alvorligt problem. Ja, jeg havde det slet ikke rart.

Hvordan skulle jeg kunne se Rita i øjnene igen, når jeg havde løjet for hende. Min
samvittighed var sort som det mørkeste kul.
Da familien kom hjem, efter at have tilbragt nogle hyggelige timer inde i Lauritz
og Johannes kolonihave, hvor blandt andet min søster, min bror og fætter Polle
blev fotograferet til avisen, begyndte jeg at græde, og da jeg fik forklaret hvad der
var sket med pladen, fik mor fat i mormor for at få hendes råd.
Mormor gik over til sig selv med pladen for at afprøve den på en mere moderne
grammofon, end den vi havde. Der gik ikke mange minutter før hun var tilbage og
bekendtgjorde, at pladen var total ødelagt.
Henry tog hen til Rita og betalte pladen, og bad hende samtidig om ikke at give
mig noget på kredit, uanset hvad jeg forsøgte at bilde hende ind, og for mit
vedkommende stod den på mors klask bagi, og der gik lang tid, før jeg igen turde
stå og nyde musikken hos Rita. Da det endelig skete var det takket være Rita selv,
som havde lagt mærke til, jeg luskede omkring i nærheden af butikken og kikkede
mod den med længselsfulde blikke. Hun kaldte mig ind til sig, og i stedet for at
give mig et møgfald, hvad jeg havde forventet, inviterede hun mig på en sodavand,
og ikke nok med det. Fra den dag måtte jeg også være med til at vælge de plader
der skulle spilles, men desværre fandt jeg aldrig: Det var på Rundetårn blandt
forretningens grammofonplader.
Lidt over et år efter, fik jeg pludselig en stor og voldsom interesse for Anne
Margrethe fra min klasse. Jeg havde mødt hende uden for kiosken på Banevej, og
vi var faldet i snak, og pludselig begyndte hun at nynne Det var på Rundetårn, og
så tør det nok siges der begyndte at ske ting og sager, i al fald i knolden på mig.
Hvor kender du den fra, spurgte jeg overordentlig nysgerrig. Vi har pladen
derhjemme, svarede hun og nynnede videre. Jeg var ved at dåne, og måtte altså
fortælle hende hvor meget jeg ønskede at høre den, og så foreslog hun at jeg kunne
gå med hende hjem. Jeg havde nær tabt både næse og mund. Mener du virkelig
det, spurgte jeg. Ja da, svarede hun. På det tidspunkt rendte jeg ellers ikke sådan
på pigebesøg. Det var jeg alt for genert til, og jeg ville med garanti også blive
drillet af omgivelserne, men der var altså noget stærkt tiltrækkende lige nu ved
Anne Margrethe, som hun stod der ved kiosken og så bedårende nynnede.

Hendes forældre kikkede en omgang, da jeg trådte ind i deres stue sammen med
Anne Margrethe. Var det mon en kommende svigersøn datteren havde slæbt med
hjem. Nej, den tanke strejfede dem næppe, for da Anne Margrethe havde lagt
overtøjet, bad hun dem sætte den nye grammofonplade på.
Kort tid efter tonede Kjeld Petersen ud i stuen med: Vognen og mig, og jeg bad
dem nærmest i ekstase, om at vende pladen. De gjorde det, og så var jeg tabt for
omverdenen. Ove Sprogøe og Dirch Passer sang: Det var på Rundetårn, og den
blev på min opfordring spillet flere gange, indtil hendes familie syntes, at nu kunne
det være nok. I den kommende tid besøgte jeg jævnligt Anne Margrethe og hendes
familie. Der var jo noget i det hjem, der tiltrak mig voldsomt.

Filmens plakater!
Ved Sigurds forretningsvindue i Vestergade, stod jeg en dag og betragtede
plakaten til: Det var på Rundetårn. Det var ikke den originale bioplakat, men
alligevel synes jeg den var flot. Plakaten blev først og fremmest fremstillet som
reklame for grammofonpladerne fra filmen. Plakaten ville jeg gerne have haft, men
jeg fik den aldrig, fordi jeg glemte at spørge Sigurd om jeg måtte få den, når han
var færdig med den.

Her er den originale bio-plakat.

I døren står Johanne og kikker efter min fætter Polle (tv).

Mormors telefon!
Mormor havde, lige så langt tilbage jeg husker, haft telefon. Nu til dags er det
nærmest et særsyn hvis man ikke har en telefon, men dengang var det ikke alle
beskåret at have et sådant apparat.
Hendes telefon var lige som den på billedet. Høj, sort og med håndsving.
Nummeret har jeg aldrig glemt. Det var: 834 U. Den røde knap foroven, ja den var
rød, havde den funktion at hvis man holdt den nede samtidig med man drejede
håndsvinget, slog den lyden fra, og når en samtale var slut, skulle man huske at
ringe af.
Mormor var også noget af en opfinder, for dengang var der ikke noget der hed
telefonsvarer, men hun var ikke sådan tabt bag af en vogn. Det var jo min mormor.
Hun havde trukket en snor gennem en tiøres hul, der var hul i 10-ører, 25-ører og
måske også i nogle andre mønter. Når hun så skulle ud at handle, lod hun 10-øren
hvile på kanten af den tykke ringeboks der var skruet fast i væggen, og når hun

kom hjem kunne hun straks se om nogen havde ringet. Hvis mønten stadig lå på
kanten, havde telefonen ikke ringet, men havde nogen forsøgt at komme i kontakt
med hende, hang mønten i snoren ned mod gulvet, og så var det kun for kære
mormor at ringe rundt, først til centraldamen for om hun evt. kunne huske hvem
det var, og kunne hun ikke det var det bare for mormor at starte fra en ende af og
ringe til mulige bekendte, for at høre om det nu var dem, og hvad de ville. Det
måtte jo være noget vigtigt, ellers ringede man da ikke.
Jeg har selv prøvet det med telefonen. Altså ikke den med 10-øren i en snor, men
derimod har jeg da kikket hjælpeløs på apparatet der havde kimet nok så lystigt,
og lige som jeg når frem og løfter røret er vedkommende væk. Så begyndte jeg at
ringe rundt til mulige emner, akkurat som mormor, for at finde ud af hvem der
havde ringet. Telefonsvareren og nummerviseren længe leve.
Mormor havde vist også set sig om efter en anden løsning end den med 10-øren,
for en dag hvor jeg sad og puslede med et eller andet i stuen, (måske mine
biografannnoncer), kom mor ind med en fremmed mand. Og denne fremmede
mand havde en telefon i hånden, der lignede mormors på en prik.
Hvad var nu det? Havde mor og manden været ovre og hugge mormors telefon?
Det kunne de ikke være bekendt. Når mormor fandt ud af det, ville de med garanti
få skæld ud.
De ville nok ikke få smæk, for mor var alt for stor til at komme over hendes knæ,
og det var ham manden da også. Det skulle lige have være mig. Jeg fulgte det
videre forløb i stuen med stor interesse. Det var jo ikke ligefrem hverdagskost, der
rendte vildt fremmede og arbejdende folk rundt i stuen.
På kommoden ovre i hjørnet stillede han telefonen. Derefter tog han en
boremaskine og diverse andet værktøj frem fra en værktøjskasse, og snart var
telefonen forbundet med et hul i væggen.
Manden forlod stuen, og efter al sansynlighed gik han over i mormors hus. Mon
han skulle over og se om der var mere han kunne bruge, ud over telefonen.
Få minutter efter fik jeg et chok, der nærmest fik mig til at lette fra stolen, som var
der sprunget en fjeder under den.

Årsagen var, at telefonen kimede højt og lystigt. Det var en lyd, der normalt ikke
lød i vor stue.
Sandheden kom dog hurtigt for dagen. Telefonen lignede godt nok mormors, men
det var altså et ekstra apparat, der fungerede på den måde, at mormor med et lille
tryk på en knap kunne stille telefonen over til os, hvilket var praktisk hvis hun var
væk i længere tid, da folk jo skulle kunne få fat i hende da hun havde sit job som
kogejomfru.
Jeg begyndte at interessere mig ekstra meget for det vidunder af en telefon. En for
mig herlig, men for mormor dyr hobby tog sin begyndelse.
Jeg begyndte at ringe til flere af de skuespillere, jeg ellers kun kendte fra Victorias
store lærred.
Hvordan jeg fandt frem til deres numre aner jeg ikke, men jeg må jo have bedt den
stakkels dame på centralen om at finde dem frem til mig. Det var dog ikke alle,
der sådan var lige til at få i snak. Lige meget hvor mange gange jeg gentog navnet
for centraldamen, kunne hun ikke stille mig igennem til Dirch Passer, den første
jeg havde i tankerne at ville sige davs til. Derimod lykkedes det uden de store
problemer at blive sat igennem til Ove Sprogøe.
Den fornøjelse jeg havde med mine opringninger varede kort, for mormor og
centraldamen kendte jo hinanden personligt, og en dag spurgte hun mormor om
det nu også kunne have sin rigtighed, at lille Ole måtte ringe til København i tide
og utide og føre lange samtaler. Så var det slut med det ringeri, i al fald fra
Skolevej, for jeg var blevet så bidt af det, at jeg hurtig fandt frem til en ny telefon.
Den søde kioskdame på Banevej havde i et lokale en telefon man kunne ringe fra.
Jeg ankom til kiosken og bad som den naturligste ting af verden om lov til at låne
telefonen, og selv om det var et andet apparat og et helt andet sted det stod,
lykkedes det mig stadig ikke at komme igennem til Dirch Passer, men blandt dem
jeg kom igennem til nu var en flink dame ved navn fru Neumann. Jeg spurgte om
Ole var hjemme, og det var han. Så stod jeg der i kioskens baglokale og talte med
Ole Neumann, mest kendt som Lille Per.

Hvad jeg talte med de forskellig om husker jeg ikke, men senere har jeg hørt, at
kioskdamen ikke altid tog den betaling hun skulle, fordi hun synes det virkede så
sødt, når jeg stillede i kiosken som en anden direktør, der lige skulle føre en vigtig
forretningssamtale.
I huset til højre var kiosken, hvori jeg også lånte telefonen for at føre alenlange
samtaler med bl.a. Lille Per og Ove Sprogøe. Telefonen stod lige bag vinduet til
venstre for døren.
Jeg spekulerer på, om udtrykket: Nu faldt ti’øren, stammer fra det med telefonen.
Når jeg hører nogen sige det, kommer jeg altid til at tænke på mormors
hjemmelavede telefonsvarer.
I øvrigt sker det af og til, at jeg forsøger at fortælle en vittighed eller joke, men af
en eller anden grund, er det ikke alle der ligger flade af grin. I den forbindelse
stirrer vedkommende på mig, nærmest undrene, og så lige pludselig lyder det: Der
faldt ti’øren.

En pudsighed i Det var på Rundetårn.
En ting, eller der er ganske givet flere, men denne gennemgang af erindringer vil
blive alt for lang, hvis hver og en lille detalje skulle med. Jeg har det nemlig med,
ind imellem at gå helt ned i de mindste detaljer, men denne er så tydelig og kan
den dag i dag give mig lidt hovedbrud, men altså hovedbrud i positiv retning
De stakkels piger er taget til Hornbæk for at gå i vandet, og medens de muntrer sig
i bølgerne kommer filmens slemme skurk, der i dette tilfælde bliver spillet af
Buster Larsen forbi, og slemme Buster stjæler pigernes cykler, og med dem
forsvinder også alle pigernes ejendele, cykelkurve, penge, lodseddel osv.
Da pigerne efter en dejlig forfriskende svømmetur kommer tilbage hvor cyklerne
stod, bliver de noget chokeret over at nogen har hugget dem. Ganske vist mener
de i første omgang, det må være nogen der holder sjov med dem.

De står nu tilbage uden en eneste ejendel bortset fra badedragterne, og det er det
der giver mig de mange grå hår øverst oppe.
Hvor i alverden har Anne Marie Juhl og Bodil Miller fået deres aviser fra? De
havde dem ellers ikke, og nu sidder de med hver deres, henholdsvis Politiken og
Berlingeren.
Har de nuppet dem i en af de selvbetjeningskasser med aviser, der var meget brugt
dengang? I så fald kan de ikke have betalt for dem, for Buster huggede jo også
deres penge,
Har en bilist svinet naturen til ved at smide de to aviser ud af bilen?
Ved at studere aviserne nærmere, (optagelsen med pigerne fandt sted sidst i
september 1955), ser jeg at aviserne er fra 1954. Det gør ikke antallet af grå hår
færre. Nå, bilisten har nok været træt af at have dem liggende i vognen, så derfor
smed han dem ud den dag, hvor to piger havde brug for lidt at få tiden til at gå
med, medens de ventede på at en bilist, i dette tilfælde Kjeld Petersen, skulle
komme forbi og give dem kørelejlighed til København. Teorier har jeg nok af.
Det er ellers sådan nogen søde piger, siger Karen Berg i filmen.
Der er ikke noget at sige til, at Anne-Marie Juhl og Bodil Miller, der spillede de to
piger, blev ophidsede, da de måtte stå i flere timer på et dametoilet på Helsingør
Banegård, fordi Buster Larsen havde stjålet deres tøj. Imidlertid må det
retfærdigvis tilføjes, at Buster Larsen var ganske sagesløs. Sammen med de to
unge smukke damer var han på filmoptagelse i Helsingør, hvor man filmede nogle
scener til Det var på Rundetårn.
I filmen stjæler Buster Larsen, Bodil Millers og Anne-Marie Juhls kjoler, medens
de er ude at bade - og der skulle denne dag optages en scene, hvor Buster Larsen
kører af sted på en cykel med damernes tøj i sin cykelkurv. Anne Marie Juhl og
Bodil Miller gik så ind på banegårdens dametoilet og tog deres kjoler af, og her
blev de så nød til at opholde sig kun iført trusser og bh, medens Buster Larsen lånte
deres tøj. Og så tar vi op langs kysten og filmer videre, råbte instruktøren Poul
Bang, så snart scenen med Buster Larsen var taget. Og af sted drog de alle,
instruktør, fotograf, skuespiller og hele det tekniske personale og ikke én

skænkede de indespærrede damer en tanke. Det var først flere timer senere man
savnede dem, og i en fart sendte man en dame til Helsingør med deres tøj for at få
dem befriet. Det var ikke blide ord der faldt, da Anne-Marie Juhl og Bodil Miller
endelig slap ud af deres fængsel. Her ses programmets bagside.

Kjeld Petersen på tur langs kysten!
På søndagsturen op langs kysten var Kjeld Petersens vogn skiftevis højre og
venstrestyret, i få sekunder ad gangen.
Flemming John Olsen fortalte mig, at forklaringen skal findes i, at han i filmen
siger han vil køre nordpå, altså op ad Strandvejen. Folk med lokalkendskab vil,
hvis billederne var vendt rigtig, kunne se at han kører sydpå. Hvorfor de ikke optog
det rigtig fra starten, har jeg ikke umiddelbart noget svar på.
Jeg var meget skuffet første gang jeg skulle med familien til København, og
samtidig opleve det rigtige Rundetårn. Jeg sad ved vinduet og kikkede og kikkede,
og da mor sagde vi nærmede os København, kikkede jeg ekstra ivrigt.
Altså mor er du nu også helt sikker på det er København vi kommer til, spurgte
jeg skeptisk. Ja, svarede hun, det varer ikke så længe.

Det passer altså ikke, sagde jeg, for jeg kan slet ikke se Rundetårn nogen steder.
Jamen lille Ole, sagde hun, det kan du slet ikke se fra toget. Jo jeg kan, påsted jeg
stædigt, for Rundetårn er meget højt, og det rager op over alt andet, det synger de
jo også i sangen. Kan du ikke huske det? Der er en kæmpe der rager så højt og så
stolt, op imod skyen.
Alligevel var jeg stolt som en pave da jeg først stod oppe på toppen af mit elskede
Rundetårn og kikkede ud over byen.
Det at stå på toppen, var ikke just noget der huede mig, da jeg midt i 50’erne stod
der. Med min højdeskræk og samtidig blæsevejr på toppen, kunne jeg blive
skrækslagen ved tanken om, at tårnet måske kunne vælte. Ikke ligefrem en
behagelig tanke for en lille dreng.
Adgangen til det yderste hegn var for det meste lukket, men selv om der havde
været åbent, havde ingen fået mig derud. I gamle dage så hegnet rustent ud, og jeg
forestillede mig, at hvis jeg rørte det ville det falde ned, og med al sandsynlighed
tage mig med.

Mange år senere, sidst i 80’erne, sludrede jeg med Buster Larsen på Tangkrogen i
Århus, og jeg spurgte ham om, hvordan de optog scenen med udspringet fra tårnet.
En tidlig morgen blev vi kaldt ud på Saga. Det var forøvrigt min bryllupsmorgen,
så jeg havde ikke sovet meget den nat. Nå, men da vi så kom ud på studiet, havde
de bygget en nøjagtig kopi, af det øverste af Rundetårn, i 2 - 3 sals højde. Ove
Sprogøe og Dirch Passer var der, og Anne Marie Juhl og Bodil Miller. Kjeld
Petersen var der vist også den morgen. Så fortalte instruktøren Poul Bang, hvad
det var han ville have os til, nemlig at springe ud fra toppen, og ned på nogle
halmballer med en pressenning over. Det havde vi ikke meget lyst til, og Kjeld
stod helt af. Og husk nu, det var min bryllupsmorgen. Poul Bang kikkede på os og
udbrød: Her troede jeg det var mandfolk jeg havde med og gøre, og så er I ikke
andet end en stor flok tøsedrenge. I det samme kom klippedamen Edith Nisted

forbi. Poul Bang spurgte om hun ville være bange for at springe ud. Næh, svarede
hun, det kunne til og med være sjovt. Så gik hun op, smak benene ud, og landede
nok så nydeligt på pressenningen. Så stod vi lidt og kikkede på hinanden. Skulle
vi virkelig være tøsedrenge. Resultatet blev, at vi sprang, og scenen kom i kassen.
Senere viste det sig, at samme Edith Nisted havde været Sjællandsmester i
udspring, og derfor havde Poul Bang allieret sig med hende, så hun rent tilfældig
kunne komme forbi, hvis han nu skulle få vrøvl med tøsedrengene.
Bag disse vinduer havde mor sit soveværelse. Der kunne jeg få mange timer til at
gå med, stående på en stol, at lege biograf ved at trække gardinerne fra og for, og
skiftevis nynne filmenes indlednings og afslutningsmusik. Forbipasserende må
have undret sig, når gardinet gik fra og for hele tiden. Det så vel ud som om jeg
havde meget svært ved at bestemme mig.

Aviser, skovture og en ko!
Nu skal vi i skoven. Ordene kom fra mor, og det var ikke ligefrem ord der udløste
vild jubel i mit indre. Jeg ville meget hellere sidde for mig selv med
biografannoncerne, der var klippet ud af aviserne, og bare lege biograf uden nogen
skulle ryste på hovedet af mig. Annoncerne havde jeg liggende i en af de tomme
cigarkasser jeg havde fået af mormor. Legen foregik på den måde, at jeg f.eks.
opfandt to biografer, og sammensatte en uges repertoire til hver. Biograferne
skulle så forestille Kino og Victoria, og det skete da også jeg brugte tre biografer
der så forestillede Kino, Scala og Bio i Slagelse. Det kunne jeg få mange timer til
at gå med. Jeg stod næsten hver dag og ventede på at avisen skulle komme, hviket
hverken mor eller mormor var begejstret for.
Med hensyn til skovturene kan det kan godt være den øvrige familie var af den
mening det var sjovt, men jeg kedede mig vildt, inderligt og voldsomt, men havde
altså bare at følge med. Hvis mor så bare havde været med på at ville lege cowboy
og indianer, men hun ville ikke være med til at klatre i træer, og sige bang bang.
På en af skovturene var jeg gået lidt i forvejen hen ad en smal skovsti. Når nu jeg
var tvunget, ville jeg bare have lov til at gå for mig selv. Pludselig fornemmede
jeg at nogen stod bag mig. Jeg drejede hovedet for at se hvad det var. Det kunne
jo være mor, der havde forbarmet sig, og nu sneg sig ind på mig for at sige bang.
Mit hjerte røg helt op i halsen. Jeg blegnede og fik uden tvivl verdens største chok,
for lige her på den tæt beplantede skovsti, stod lille jeg ansigt til ansigt med et
kæmpe uhyre i skikkelse af en ko. Jeg gav mig til at skrige og hyle. Om det var
koen eller Ole der blev mest forskrækket? Det er svært at svare på, for medens jeg
stod lige så fast og stiv som statuen af Frederik d. 7 på Sorø Torv, var koen
åbenbart blevet så forskrækket over mine vilde råb og skrig, at den tog flugten i
vild galop ind mellem træerne, og jeg undgik at blive spist. Jeg kan stadig høre den
knasende lyd, da den forsvinder ind meller træerne. Da familien kom farende,
hidkaldt af mine vilde skrig, sagde jeg: Jeg ville bare prøve hvor højt jeg kunne
skrige.
De skulle ikke få lov til at grine af mig. Jeg havde kun et ønske, og det var at
komme hjem til mine biografannoncer.

Var det mon Bøhmanden?
En stille mørk og måneklar aften, hvor jeg som så mange gange før havde var alene
hjemme, blev jeg efter nogle timers biografleg utålmodig. Hvor blev de andre af?
Hvorfor skulle de også være væk så længe?
Jeg gik ud på vejen for at kikke efter dem, men de var ikke at se, hverken mod
Lundsgaardsvej eller Næstvedvej. Hvor var det egentlig de skulle hen, og hvorfor
havde de ikke taget mig med? Jeg var trods alt større end lillesøster.
Med hænderne dybt begravet i lommerne traskede jeg afsted, først op til
Næstvedvej, hvor jeg først kikkede i retning mod slagter Andersens butik og
dernæst mod skoven. Ingen familie var at se nogen af stederne.
Det trak åbenbart ud med deres hjemkomst, så stadig med hænderne dybt begravet
i lommerne gik jeg tilbage mod huset. Skulle jeg gå videre ned til Lundsgaardsvej?
Nej, det gad jeg altså ikke. Så ville jeg hellere gå ind igen i den varme stue, og
skifte repertoire for Kino og Victoria,
Måske jeg skulle lade Kino få lov til at vise Det var på Rundetårn. Ja, det vil jeg
prøve, når det nu dengang var utænkeligt i virkeligheden. Mine egne biografer
kunne vise alt, ja selv Gøg og Gokke kunne rykke til Victoria sammen med
Hopalong Cassidy.
På vej mod indkørslen kastede jeg lige et hurtigt blik mod mors
soveværelsesvindue, og straks stivnede jeg, og kunne ikke bevæge mig ud af stedet
sådan lige med det samme.
Jeg fik et stort chok, og nej det var ikke en ko der havde forvildet sig ind i
soveværelset. Hvordan skulle den også være kommet derind, når der ikke var
nogen hjemme til at åbne døren for den.
Derimod så det ud som om der stod en vildt fremmed mand derinde. Jeg skulle
ikke nyde noget af at gå ind lige nu. Jeg skævede af og til, jo – den var god nok,
han stod der endnu. Underlig mand, hvem det så end var. Han havde efter flere
minutter ikke rørt sig ud af stedet.

Så hørte jeg endelig velkendte stemmer der kom fra Næstvedvej. Det var den kære
familie der kom hjem. Lige her midt på Skolevej følte jeg pludselig en stor og
voldsom kærlighed til dem alle, hvilket jo nok var forårsaget af den mand, der efter
min bedste overbevisning lige nu stod i soveværelset.
Det er da alt for koldt at stå herude Ole, sagde mor, du ryster jo. Det kunne jeg kun
give hende ret i, men sandsynligheden taler for, at mine rystelser havde en helt
anden årsag end det vejrmæssige. På vejen ind holdt jeg mig meget tæt til mor.
Jamen Ole dog, udbrød hun, hvad er der galt? Ikke noget, svarede jeg, slet ikke
noget. Jeg prøvede på at lyde som verdens modigste mand, men holdt mig alligevel
på god afstand, da mor gik ind i soveværelset.
Jeg så mange forskellige billeder for mig. Stakkels mor, tænkte jeg, nu stod hun
derinde helt alene med en vildt fremmed mand. Hvis han stadig ikke var i stand til
at bevæge sig, ville mor have store chancer for at kunne flygte, når hun opdagede
ham. Min undren voksede som tiden gik. Der lød hverken høje skrig fra mor, eller
et endnu højere bøh fra manden.
Da hun mod alle odds kom helskindet ud igen, blev jeg virkelig nysgerrig. Havde
hun da slet ikke set den uhyggelige mand? Det kunne da ikke passe, tænkte jeg, så
jeg listede hen til døren og åbnede den forsigtigt, parat til at smække den i med et
ordentlig brag hvis han skulle være der endnu.
Hvad var nu det? Der stod slet ikke nogen mand derinde.
Var han blevet så bange for mor, at han havde gemt sig under sengen? Jeg havde
ikke lige i tankerne at ville kikke efter, hvad der heller ikke blev nødvendigt, for
lige der hvor jeg havde set manden stå, stod den nydeligste standerlampe med
skærm.
Hvornår mon mor havde købt den?

Bange for jordens undergang!
Mange ting holdt jeg for mig selv, bl,a min frygt for at Jorden skulle gå under. Når
jeg ikke indviede andre i min frygt, var det fordi jeg var overbevist om, at de bare
ville le af mig, og ryste på hovedet. De mørke skyer og tordenbragene var gerne
det der satte gang i frygten, og en ekstra stor måne på himlen gjorde det ikke spor
bedre. Jeg troede i ramme alvor, at Månen kunne brage ind i Jorden.

Var det ikke dyrere? Og dog, det var jo i 1956 mønt.

I biffen med mormor!
Til Færgekroen knytter sig også en oplevelse jeg havde med mormor. De i mine
øjne hyggelige og folkelige Passer/Sprogøe film var gået rent ind i mit hjerte, og
nu var den nyeste: Færgekroen, kommet til Sorø.
Jeg var utrøstelig, for som sædvanlig måtte jeg ikke tage afsted alene for at se den.
Titelsangen havde jeg allerede hørt nogle gange i radioen. Der var noget af den
samme stemning som i Det var på Rundetårn.
Det at der var udsolgt på premiereaftenen kunne jeg under ingen omstændigheder
acceptere. Jeg havde da også gået med den drøm, at der i Victoria altid skulle stå
en plads parat, når det passede Ole. Jeg havde helt sikker været tilfreds med en
umagelig klapstol af træ.
Lige meget hvor meget jeg hylede og vrælede, blev Victoria ikke udvidet med flere
pladser. Mors redningsmand (i dette tilfælde en dame) blev mormor, til hvem mor
havde klaget sin nød, fordi Ole ikke var til at stoppe igen.
Mormor ringede til biografdirektør Lock for at høre om der ikke skulle være en
uafhentet billet til barnebarnet, men der var altså ikke noget at stille op, men så
bestilte hun to billetter til næste aften og fulgte med mor over til mig. Da jeg så
mormor træde ind i stuen, troede jeg straks den stod på skideballe.
Mormor og mine øjne mødtes, og en tåre trillede ned af min ene kind. Vil du med
mormor i biografen i morgen aften, spurgte hun. Hørte jeg mon rigtig? Nu var der
vel ikke tale om en Hoppalong-film i Kino?
Færgekroen, spurgte jeg, og da mormor nikkede forsvandt alle mine bekymringer,
og jeg råbte et glad: JA MORMOR! Det står meget stærkt i mine erindringer.
Den næste aften så mormor og jeg filmen, og bagefter travede vi de tre kilometer
ud af Banevejen.

Filmen havde selvfølgelig nogle iørefaldende melodier af Sven Gyldmark og gode
tekster af Victor Skaarup, og der på hjemvejen begyndte jeg at synge titelsangen:
I Færgekroen, og så skete det jeg altid vil huske med glæde og undren. Mormor
som jeg mest oplevede som en skrap og bestemt dame, gav sig til at synge med.
Det må have været et syn for guderne at se os vandre ud af den mørke Banevej,
skrålende af fuld hals: Hvor er der fest, og hvor bliver man glad – i Færgekroen,
og tænk om Sven Gyldmarks tonefilmsorkester var fulgt med os. Det ville have
gjort hjemturen ekstra fuldendt.
Et billede jeg holder meget af. Dirch Passer der tager sig en velfortjent lur under
optagelserne til Færgekroen.

Mormors forhave!
Blandt de ting der kunne gøre mig rædselsslagen, var når vi på vejen dristede os
til at spille fodbold. I stedet for den naturlige glæde og kampgejst lurede frygten
for at bolden skulle ryge over stakittet og ind i mormors forhave. Det var en have
med alverdens flotteste blomster, og hun værnede virkelig meget om dem.
At liste forbi hendes vinduer, for at hente bolden, kunne være noget af en prøvelse
med voldsomme mavekneb til følge. Tænk hvis hun pludselig stod i døråbningen,
og bolden samtidig havde skamferet et par roser, eller jeg var kommet til at træde
på en af de små gule eller hvide blomster.
Jeg prøvede engang at kaste med en lille bold op af gavlen, og bolden præsterede
nok så elegannt at flyve ind i forhaven. Det krævede en større eftersøgning, da

olden jo var en del mindre end en fodbold. Det var samtidig en af de gange, jeg
erindrer mormor komme til syne i døråbningen. Hun smilte og sagde, at hun helst
så, jeg ringede på for at spørge om lov til at gå ind mellem blomsterne for at hente
bolden.
På dette billede fra 2013, eksisterer mormors forhave ikke mere.
Underligt er det, at tænke på alle de minder der gemmer sig der på Skolevej. Hvis
det ikke var fordi det vil virke voldsomt forstyrrende for de nuværende beboere og
ejere, tror jeg nok jeg kunne få flere timer til gå, siddende på en klapstol.
Helt til venstre, var mormors indgangsdør, men den er nu blevet udskiftet med et
vindue.

7. august 1957, stod mor, mine søskende og jeg på Rådhuspladsen i København.
Der var en masse politi og ballade. Du skal ikke være bange, sagde mor, da jeg fik
tårer i øjnene. Men balladen gjorde mig ikke bange, men derimod blev jeg ked af
det, ved en nyhed der fangede mit blik, på Politikens lysavis:
Her midt i virvaret erfarede jeg, at en af mine filmhelte var død.

Lige som mormor, havde vi også gaskomfur i mange år.

P 903!
Det var lykken for mig, når der stod lokomotiver på rangersporet ved Sorø station.
De stod der ofte i længere tid, og jeg elskede at kravle op i dem og lege
lokomotivfører.
Et af lokomotiverne fandt jeg senere ud af, havde spillet hovedrollen i Carl
Alstrup-filmen: Natekspressen (P 903) fra 1942.
Tænk at Sigurd Langberg også har stået på
dette lokomotiv. Det vidste jeg dog ikke
dengang, da jeg ikke kendte til filmen, men
sjovt er det at tænke tilbage på, nu hvor jeg
kender den.
Mor undrede sig godt nok over, hvordan den
lille pæne og rene dreng hun sendte ud for at
lege, kunne komme hjem sort i ansigtet og på
tøjet. Så var det bare med at blive skrubbet,
og mor lagde ikke fingre imellem. Der var ikke tid til at koge vand, (dengang var
der ikke noget med varm/koldt vandhaner), i al fald ikke hos os, så det var en
meget kold fornøjelse at blive ren, men det afholdt mig ikke fra at klatre op i

lokomotiverne næste dag, for endnu engang at drømme mig rundt i det danske
landskab som lokomotivfører. Drømmeturen var enten: Sorø – Slagelse og retur,
eller Sorø – København og retur.
Der må have været stor hjerneaktivitet. Hvordan skulle jeg ellers kunne holde til,
bare at kikke frem for mig gennem lokomotivets rude, i timevis, uden at kede mig
enormt.
Jeg følte mig virkelig som en verdensmand, og havde allerede så småt planlagt
hele min fremtid.
Mig behøvede erhvervsvejlederne ikke at bekymre sig om, for jeg var på ingen
måde i tvivl om, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor, som man nu sagde det.
1. Lokomotivfører. (Når jeg nu sad i et, måtte det absolut være førstepladsen).
2. Biografdirektør. (Det var på Rundetårn ville jævnligt komme på plakaten).
3. Filmoperatør. (At trække tæppet fra og for og tænde og slukke lyset – wow).
4. Skuespiller. (Det ville da være oplagt, at mit talent skulle berige hele verden).
5. Bådfører på Parnas bådene. (Hvis nu en af bådførerne ikke rigtig gad mere).
Jeg var under disse planlægninger, endnu ikke fyldt 10 år.

Parnasbådene Ran og Ægir.

Jeg kom ikke uden for døren i regnetimen!
Det minde jeg her vil fortælle om, fandt sted i en regnetime medens jeg gik i 4.
klasse. Det var åbenbart meget brugt af skolelærere, at sende elever udenfor døren
ved det mindste. Se bare Lille Per i Far til fire filmene.
Nogle drenge i klassen havde siddet og hygget sig med at skyde med elastikker,
og til sidst var det blevet læreren for meget, så han sendte drengene udenfor døren.
Bare det var mig, tænkte jeg, hellere være ude på gangen end at have regning.
Nu havde jeg ikke nogle elastikker på mig, og hvis jeg havde haft nogen, havde
jeg næppe forsøgt at skyde med dem, for jeg var bange for at ramme mig selv over
fingrene med elastikken. Det havde jeg prøvet tidligere, og det gjorde meget ondt,
men så var det jeg rakte fingeren i vejret, samtidig med at jeg prøvede at se rigtig
brødbetynget ud, og da læreren spurgte hvad jeg ville, svarede jeg at jeg også
havde skudt med elastikker.
Jeg rejste mig for at gå mod døren, men nåede ikke engang halvvejs derhen da det
lød fra læreren: Jeg vil ikke have flere uden for døren. Du kan derimod få lov til at
skrive derhjemme 100 gange: Jeg må ikke skyde med elastikker i regnetimen.
Surt når jeg nu ikke havde skudt med elastikker, og han ville vel næppe have
godtaget 99 gentagelsestegn. Herregud, jeg ville jo bare udenfor til de andre i
stedet for at have regning.
Skolekomedierne var heller ikke nogen succes for mig.
Jeg var overbevist om, at jeg som den naturligste del af verden, ville blive valgt til
en af de store hovedroller i den kommende skolekomedie. Men nej, sådan skulle
det ikke komme til at gå, og jeg blev voldsom skuffet, lige som Mie i Far til fire
og onkel Sofus, der ikke fik hovedrollen som prinsessen i: Der var engang.
De havde ikke tænkt sig at give mig hovedrollen. I det hele taget var jeg ikke
tiltænkt nogen rolle. Jeg skulle bare stå ude i kulissen og fremkalde lydeffekter.
Sådan noget snyd altså.

Hvordan skulle publikum kunne se mig, og samtidig stifte bekendtskab med mit
”store” talent når jeg ikke var inde på scenen for at udfolde mig.
Min selvtillid fejlede ikke noget i den forbindelse, men jeg blev så eddikesur, som
nu sådan en lille dreng kan blive det. Kunne de da ikke selv se, hvor stor en succes
det kunne blive, hvis verdens ”dygtigste” skuespiller Ole Hansen, blev placeret
midt på scenen, og gerne med et lysende spot på sig.
Jeg var virkelig arrig, og da de åbenbart ikke ville deres bedste, greb jeg to
syltetøjsglas der skulle bruges i stykket, og kylede dem i gulvet så voldsomt som
det var mig muligt, hvorefter jeg forlod gymnastiksalen i vrede. Lærerinden blev
også vred, og det var naturligvis på mig. Enden på historien blev, at jeg skulle
trække tæppet fra og for.
Sådan et syn kunne man tit opleve foran Victoria i Sorø’s 50’ere. En enorm lang
kø, der gik fra billetlugen, og nogen gange helt op til Torvet. Denne kø er dog ikke
til en film, men derimod til en gæsteoptræden, som der også kunne dukke op i
Victoria. I dette tilfælde drejede det sig om Nina og Frederik.

Alene på Sorø Sø!
Jeg har tilbragt mange timer ved ønskebrønden, mellem Akademiet og Sorø Kirke,
og kikket ned på mønterne medens jeg svævede afsted på fantasiens vinger, og
samtidig lovede mig selv, at jeg altid ville være en sød og artig dreng. Men ikke
alt udviklede sig til det, jeg i stille stunder lovede mig selv.
En dag havde jeg lånt søsters stylter, og med dem (ikke på dem) da jeg havde en
ide om, at jeg ville se alt for komisk ud, nøjes jeg med at trække dem efter mig.
Mon jeg allerede havde planlagt det, turen endte med?
Det havde jeg nok, da jeg ellers ikke kan se nogen rimelig grund til besværet med
at trække rundt med stylterne. Med dem nåede jeg til Sorø sø hvor jeg, (fy Ole),
”lånte” en robåd. Jeg fik den frigjort, og drev med den ud på søen.
Lille jeg kunne slet ikke håndtere årerne (stylterne). Det var jo solidt kram, og
samtidig var de voldsomt tunge. Da jeg kun kunne håndtere en stylte ad gangen,
drejede båden bare rundt i stedet for den retning jeg ønskede, så jeg opgav hurtig
og overlod den videre sejlads til naturens kræfter, og gik mere og mere i panik.
Ville jeg overhovedet komme i land igen, og havde jeg set Det var på Rundetårn
for sidste gang? Ville båden på et tidspunkt gå ned? Og jeg som ikke kunne

svømme. Det kan jeg stadig ikke. Det var dystre spådomme jeg så for mig her midt
på Sorø sø. Så foldede jeg mine hænder, lukkede øjnene og bad til Gud og lovede
ham at jeg aldrig mere nogensinde i mit liv ville gøre noget som helst forkert, og
altid ville være en sød og artig dreng.
Gud har nok tænkt sit og trukket på skulderen, (han kender jo også fremtiden),
men på et tidspunkt drev båden ind til Akademihaven, og jeg skyndte mig i land
med voldsom raketfart.
Her omkring i Akademihaven, drev jeg i land. Øen i baggrunden er Ingemanns Ø.
Jeg ser for mig, hvordan lille jeg umiddelbart efter landgangen ved Akademihaven,
begiver mig ud ad Banevejen mod hjemmet på Frederiksberg, med stylterne
trækkende efter mig, og med voldsomme røde ører. Hvad jeg havde lovet Gud
tænkte jeg ikke videre over. Jeg har nok under gåturen planlagt nye eventyr hvor
de tunge og besværlige stylter absolut ikke skulle være med. I øvrigt nåede jeg
aldrig nogensinde i livet, at lære at gå på stylter.Jeg fortalte ikke noget derhjemme
om min sejltur, men begyndte så småt at glæde mig til den nye Passer/Sprogøe
film: Tag til marked i Fjordby, som snart kom til Sorø. Mor sagde at vi alle skulle
ind og se den.

Tag til marked i Fjordby!
Tag til marked i Fjordby var
den første film, siden
Rundetårn, hvor hele familien i
samlet flok havde været i
biografen.
Vi så filmen til 7-forestillingen
på premieredagen. For det
meste var der kun en
aftensforestilling i Victoria,
men de første dage blev filmen
vist til to forestillinger.
Da vi kom ud efter filmen,
spurgte jeg om jeg ikke nok
måtte gå ind og se den igen, og
et stort mirakel var det, da jeg
her uden for Victoria, omkring
10 minutter før næste
forestilling, med familiens
velsignelse kunne stille mig op
i køen til billetsalget.
Jeg havde fået lov til at gå alene
til 9-forestillingen, og lykkelig var jeg, og pyt med at det betød jeg måtte gå den
lange tur hjem bagefter.
Lige som filmens slutning, hvor Ove Sprogøe, Sonja Jensen. Lily Broberg og
Dirch Passer synger den glade gøglersang, gjorde jeg det samme medens jeg helt
alene gik ud af Banevejen.
Giffen gaffen guffen, skægget ned i skuffen.
Hvad de træer på Banevejen dog har lagt ører til dengang.

Tænk at jeg Ole Hansen nu gik her med god samvittighed, og om kun et halvt års
tid ville jeg fylde 10 år. Med et følte jeg mig betydelig ældre end jeg var, og lagde
allerede planer om lige at nuppe filmen en’ gang mere den næste aften, men det
fik jeg nu ikke lov til.
Filmen afstedkom en anden leg, der for en gangs skyld ikke foregik i fremmedes
biler men hjemme, hvor søster havde et lille legebord med tilhørende topersoners
bænk.
Jeg havde et bilrat., men husker ikke lige hvor jeg havde fået det fra, men nu skulle
der leges Tag til marked i Fjordby.
Jeg kørte derudaf, akkurat som Asbjørn Andersen, og så havde søster fået strenge
ordrer på at løfte tomlen i vejret. Derefter drejede jeg vildt på rattet for at komme

ind til siden, så jeg kunne byde velkommen til Ove Sprogøe i skikkelse af Alice,
og så havde hun bare at kunne sine replikker, hvis ikke hun ville se mig sur og
gnaven.
Jeg kunne bruge lang
tid på min Fjordby
leg, når først jeg
holdt om rattet og
kikkede frem for
mig.

Repremiere på min absolutte favoritfilm!
En film var ikke noget man bare satte på, hvis man gik hen og fik lyst til at se den.
Videoen og Dvd’en var, som mange andre ting ikke opfundet. Så det var om at
gribe chancen her og nu, når en film endelig dukkede op igen, for så var der som
regel kun tale om en enkelt forestilling søndag eftermiddag kl. 16.
Om sommeren var det dog et rent paradis, for da blev filmene vist fredag, lørdag
og søndag aften og i tilgift søndag eftermiddag. Dejlige gensyn med f.eks. Rekrut
67 Petersen, der så vidt jeg husker, var en af de Saga film der dukkede op flest
gange i 50’erne Sorø.
Mit hjerte hamrede ekstra kraftigt da jeg åbnede ugeavisen for at studere
annoncerne for Kino og Victoria. En annonce fra Victoria sprang mig i øjnene.
Mit elskede Victoria havde
repremiere på: Det var på
Rundetårn. Jamen det var
da helt fantastisk. Oh du
dejlige skønne, søde, flotte,
vidunderlige verden. Min
mave bød på dejlige
fornemmelser. En velkendt
fornemmelse der mere
dukkede frem, når enten
fødselsdagen eller juleaften
nærmede sig, eller vi skulle
en tur til København.
Den annonce skulle ned i
samlingen til de andre, så
jeg fandt saksen frem og klippede annoncen ud, medens jeg nynnede filmens
hovedmelodi. Mor havde ganske vist ikke set avisen endnu, da jeg jo lige havde
nuppet den ude i gangen. Men mon ikke hun kunne undvære det, der stod på
bagsiden? Nu var det i al fald for sent. Jeg sad længe og stirrede på annoncen, glad

over den ikke havde endt sine dage i kakkelovnen. Mor brugte nemlig også
aviserne til at tænde op med.
Mor, råbte jeg ekstra højt, jeg har noget meget vigtigt at fortælle. Men mor var slet
ikke til stede. Hvor var hun? Her sad jeg og stirrede på min nyerhvervede annonce,
og filmens hovedmelodi kværnede videre i knolden. Altså mor, tænkte jeg, uanset
hvad du laver eller hvor du befinder dig, bør du øjeblikkelig indfinde dig i stuen,
og dele din søns store glæde. Var det ikke døren der gik? Jo, nu kom mor.
Mor mor, råbte jeg og løb hende i møde med det resultat at jeg nær havde væltet
hende omkuld i køkkenet, da jeg ramlede ind i hende.
Må jeg godt få lidt penge, spurgte jeg, så er du den sødeste mor i hele verden. Hvad
skal du bruge dem til, spurgte hun. Det var på Rundetårn, jeg var nærmest ved at
kamme over af begejstring. Den kommer i Victoria i aften. Må jeg ikke nok,
bønfaldt jeg, så lover jeg at være artig resten af livet.
Vi boede 3 km uden
for byen. Men ak, hun
sagde nej, så det var
nok lige tidligt nok
jeg havde forfremmet
hende til verdens
sødeste mor. Jeg ville
se filmen, for tænk nu
hvis den ikke kom
igen de næste mange
år. Nu måtte der
planlægges. Jeg
spænede i vild galop hen til den lokale biograf Kino, der lå tæt ved hvor vi boede.
De spillede en film med Peter Alexander: Ballade i manegen. Jeg havde før set
film med ham, og denne her så da meget sjov ud, og så kunne jeg se på billederne
at der både var klovne og løver med.

Men Peter Alexander kunne i mine øjne ikke komme op på siden af Dirch og Ove.
Jeg udtænkte en plan her flere år før der var tænkt på Egon Olsen.
Jeg satte fart under fødderne og spænede tilbage til Skolevej. Mor, råbte jeg ivrigt
og forpustet, må jeg så godt få penge til en sjov film med Peter Alexander de viser
i Kino. Der er også løver med, fortsatte jeg medens jeg prøvede at få pusten.
Ja, sagde mor og fandt pungen frem og gav mig pengene. Med dem i lommen
spænede jeg alt hvad mine fødder var i stand til mod Sorø by og det vidunderlige
Victoria. Jeg undlod at købe slik, for at have penge til bussen hjem efter
forestillingen.
Jeg så filmen, og slutscenen var for mig det bedste af det hele.

Pyt med at de klatrede ude på tårnet. De faldt jo ikke ned sidst jeg så den for et par
år siden, så det gjorde de næppe heller denne gang. Næh, titelsangen og de glade
personer der dansede rundt og Dirch og Oves kærlige smil til pigerne de havde
fået, det var for mig det bedste og indrømmet: Forteksterne var også et vigtigt
punkt for mig, ikke fordi jeg læste hvad der stod, men kameraets vue rundt over
byens tage medens Svend Gyldmarks melodi spillede.
Efter forestillingen gik det mod torvet, hvor jeg gav mig til at vente på bussen. Jeg
fordrev ventetiden med at kikke rundt, og pludselig som i en brøkdel af et sekund,
fik jeg et chok af de helt store. Her på Sorø Torv stod jeg ansigt til ansigt med mor
og Henry. Skulle jeg nu have skæld ud eller klask bagi? Tårerne trillede nok så
nydeligt ned ad mine kinder. Det resulterede i, at mor trøstede mig og sagde, at det
nok skulle gå alt sammen.
Det viste sig, at mor havde sagt nej til mit ønske om at se filmen, fordi hun og
Henry havde planlagt en biograftur for sig selv uden børn. Den plan fik jeg jo
spoleret noget.

Vandskræk eller bange for at drukne?
I Sorø havde vi Skjolden at ty til, når der skulle bades, men jeg var ikke alt for
begejstret for at vise mig i badebukser, når der var mange badegæster til stede. Når
jeg endelig var der med familien, var det eneste jeg kunne få mig selv til, at soppe
lidt rundt, hvor kun tæerne var under vand. Du skal bare gøre som ham derhenne,
sagde mor, og så bruge arme og ben. Nej mor, svarede jeg, det kan jeg ikke finde
ud af. Jeg drukner bare hvis jeg prøver. Sandheden var nok, at jeg på det tidspunkt
mest frygtede at få vand i øjnene. Det fik jeg nemlig hvergang, jeg fik vasket hår.
Et andet sted vi brugte til at bade, var et badehus med tilhørende bro, lidt tættere
på Frederiksberg. Det er mig der af en eller anden grund har vovet mig ud i vandet
i en sort gummiring. Jeg havde sikret mig, at jeg kunne støtte med hænderne på
bunden.
Om jeg fortryder jeg aldrig lærte at svømme? Nej, nu er det lige som lidt for sent,
men jeg er overbevist om, at plumpede nogen mig i baljen, skulle jeg nok finde ud
af det, på en eller anden måde.

Barndommens lege og andet!
Dengang var det helt andre ting jeg hyggede mig med, eller legede. Der skulle ikke
så meget til at glæde mig i det daglige.
Der var jo ikke noget der hed computer, video, dvd eller for den sags skyld en
masse radio at lytte til. Hvis det skulle gå vildt til, kunne man altid prøve at dreje
sig frem til Radio Luxembourg. Udmærket radio, selv om det ikke ligefrem var
Sven Gyldmarks store musikværker der lød ud gennem højttalerne.
I dag er vi jo i stand til at høre musik i flere døgn, uden vi behøver lette den dertil
indrettede fra lænestolen.
Dengang skulle vi op at stå, for at vende grammofonpladen når sangen var færdig,
med mindre det var en Ep eller Lp. Så var der lige et par ekstra minutter at blive
siddende i.
Hvis jeg gerne ville se Det var på Rundetårn, eller en anden af de danske
folkekomedier, kunne jeg ikke bare hive fat i dvd’en, for den var jo ikke opfundet.
Der var kun at håbe biografdirektøren, i dette tilfælde Lock, ville sætte den på som
repremiere, eller til en søndag eftermiddag.
Jeg husker en dag, hvor jeg mødte biografdirektør Rasmussen fra Kino. Vil De
ikke nok vise Det var på Rundetårn, spurgte jeg. Han smilte venligt til mig, men
beklagede samtidig at det ikke kunne lade sig gøre, da han og Lock havde delt
film-udlejerne mellem sig.
I baghaven skrabede jeg de fineste vejnet på jorden, i min fantasi forestillende de
vigtigste veje i Sorø og på Frederiksberg.
Det kunne være fra Jagtvej, gennem Storgade, Banevejen, Stationspladsen,
Østervej, Næstvedvej m.fl. Og naturligvis skulle Skolevej være med, så der var
mulighed for en afstikker fra bybussens normale rute.
Der kravlede jeg så rundt med mine legetøjsbiler. Det foregik på jorden mellem
huset og der hvor mor står.

Nu nævnte jeg det med den normale rute for bybusserne. Jeg præsterede på et
tidspunkt at få bybussen til at afvige fra sin rute og dreje ned ad Skolevej.
Jeg kendte jo Rasmus Andersens garageanlæg på Jagtvej, og en dag fik jeg hevet
søster med på den lange tur derind. Som tidligere nævnt er det rart for en
buschauffør, når han har passagerer at køre med.

Vel ankommet til garageanlægget, satte vi os ind i Tulle. Jeg bag rattet, og søster
som passager. Hun må have kedet sig gevaldigt, for hun kunne jo ikke se mine
fantasibilleder, men sad bare der og ventede på, jeg skulle blive færdig. Det blev
jeg nu ret hurtig, for pludselig stod Johannes der.
Johannes var søn af Rasmus Andersen, og skulle netop ud på turen. Han vidste
godt hvem vi var, for han havde på et tidspunkt gået i skole med mor. Han mente
det var bedst vi kom hjem, så vi kørte med i bussen.
Da vi kom til Næstvedvej havde jeg håbet, han ville sætte os af ved stoppestedet,
men han drejede lige så flot ned ad Skolevej, og til mors store undren stoppede
bussen lige foran huset.
Johannes fulgte os ind, og forklarede mor hvordan det hang sammen, men for mig
var det den endefuld værd jeg fik, da det jo var min skyld, at Tulle den dag kom
på Skolevej, hvilket jeg var rigtig stolt af. Johannes bakkede tilbage til Næstvedvej,
og fortsatte på den normale rute.

Så var der mine plasticfærger, jeg sejlede med. Ikke i badekar, for det havde vi
ikke. Næh, jeg kravlede frem og tilbage på Skolevej fra det ene fortov til det andet.
Det ene fortov var Sjælland, og det andet var Jylland. Eller for at være mere præcis:
vores fortov var Kalundborg og det modsatte Århus.
Mors problem i forbindelse med min kravlen frem og tilbage, var de jævnlige
udskiftninger af lapperne på mine bukser.
Jeg havde døbt mine færger Kalundborg og Jylland.

At det lige blev de to færger, var fordi jeg havde været med dem et par gange, i
forbindelse med ferieophold på Fuglsølejren på Mols. En af gangene var søster
også med.
Det er ikke meget jeg husker fra de ture, men jeg nåede da at blive forelsket i Ulla,
datter af Ross-Sørensen der var leder af Fuglsølejren. Jeg skrev lidt sammen med
Ulla, da jeg i 1965 var anbragt på Kjettrupgaard ved Ingstrup. Hvor mon hun
befinder sig i dag?
Tiden på Fuglsølejren gav også omtaler i Dagbladet hjemme i Sorø.
Der fandtes en scene, og allerede dengang havde jeg lyst til at optræde når jeg var
i nærheden af en scene. Vi sammensatte et program med flere sjove sketch, og jeg
fik en af drengene med på, at opføre de to velkendte numre med Dirch Passer og
Tao Michaëlis: Hos tandlægen og Hos skomageren. Vi fik gode anmeldelser,
specielt for de numre, så er der noget at sige til, jeg var stolt som en pave.
Jeg husker også en af pigerne fra Sorø, der var med på lejren. Vi gik meget op i,
hvor mange måder man kunne kysse på. Derfor holdt vi nogle private møder i en
lille granplantage, hvor der pudsigt nok stod en lille bænk. Der sad vi så og
udvekslede uskyldige kys, og jeg husker tydeligt hvor generte vi begge var.

Tilbage i Sorø fik jeg en alvorlig skuffelse, da jeg erfarede at Victoria søndag
eftermiddag havde vist Det var på Rundetårn.
De forskellige julegaver husker jeg ikke så meget, andet end det for det meste var
bløde pakker, i form af uinderbukser, sokker osv.
Naturligvis var der også lidt legetøj i pakkerne. Bl.a. husker jeg to legetøjs ølbiler.
En fra Carlsberg og en fra Tuborg, og der medfulgte små mini ølkasser på størrelse
med en halv negl. Jeg fik den fra Carlsberg, fordi den havde grønne skærme og
søster fik den fra Tuborg, fordi den havde røde skærme. Helt ærlig foretrak jeg
søsters bil, fordi jeg synes den var pænere, og jeg erindrer heller ikke, hun
protesterede, når jeg kørte rundt med den på spisebordet.
Af og til gik jeg hen til slagteriet, for at se når der ankom køer og grise. Jeg opgav
hurtigt de ture, for det var forfærdeligt at se hvordan dyrene fik stød eller blev slået
med et kosteskaft, fordi de ikke gik hurtig nok. Det kunne jeg ikke klare. Slagteriet
eksisterer ikke mere, men jeg glemmer det aldrig, og var i al fald overbevist om,
at jeg ikke skulle være slagter. Tværtimod kunne jeg godt have tænkt mig en lille
gris som kæledyr, gående rundt i mormors have.
Min søster og hendes veninder tegnede også hinkeruder på vejen, og jeg forsøgte
mig nogen gange, når der ikke var andre i nærheden, men jeg har nok set fjollet
ud, som jeg hoppede rundt der. Jeg forsøgte også den med boldene op af muren,

men det opgav jeg også hurtigt da jeg var et fjumrehovede til at gribe dem igen på
den kunstneriske måde, min søster og hendes veninder kunne. Så gik det bedre
med sjippetov, altså ikke på verdensmesterplan, men 2 og højest 3 gange kunne
jeg hoppe over det.
Denne lygte bestilte mor hjem fra Daells Varehus, og gav mig i julegave. Den
kunne skifte farver (rød, gul, grøn), så jeg kunne lege lyskurve. En ting undrer mig,
når nu jeg tænker tilbage på den leg: Lyskurver var ikke det der var mest af i Sorø.
Det skulle da lige være Albertikrydset.

Ole Schelde var min skolelæge på Frederiksberg skole. Jeg husker bl.a. hvordan
vi under en konsultation fik en sukkerknald med noget vaccine mod polio, og sat
et plaster på overkroppen. Vi skulle så gå med det en uges tid, hvorefter lægen
pillede det af, og tjekkede om der var nogen små røde prikker. Jeg kunne godt have
fortalt ham resultatet, for i ugens løb var jeg tilpas nysgerrig, og skulle lige løsne
en anelse for plasteret, for lige at kikke.
Der var også en dag, hvor vi stod på række i sanglokalet, for at modtage en
vaccination. Jeg var ikke blevet mere modig, siden dengang hos doktor

Rasmussen, men ligefrem at give sig til at hyle blandt klassekammeraterne, havde
jeg ikke lyst til, nej så hellere bide smerten i sig. For pokker, man var vel et super
”mandfolk”.
Doktor Schelde var oppe i Kvit eller dobbelt i emnet: Alt om fugle. Vi havde ikke
fjernsyn på det tidspunkt, men jeg oplevede da at se en Kvit eller dobbelt
udsendelse i Victoria. Operatøren sad midt salen med en kasse, der lignede et
skrummel af et fjernsyn. Der hvor skærmen skulle være, var der en linse, der så
kastede tv-billedet op på lærredet. Udsendelsen begyndte kl. 20, og blev efterfulgt
af Far til fire og ulveungerne, hvor Lille Per også medvirker i Kvit eller dobbelt, i
emnet: Alt om slik.
Det blev en meget sen aften, da jeg atter gik ud af banevejen, syngende en af
sangene fra filmen. Alle raske ulveunger, syng nu med i kor. 1-2-3 vuf.

Sussi og skoleudflugt!
Her er Sussi, en anden af mine elskede bybusser. Gardinerne var åbenbart til vask
da billedet blev taget. Den havde en behagelig afslappende og spindende motorlyd.
I det hele taget havde busserne hver deres personlighed. I al fald som jeg oplevede
det. Men uha da, hvor kunne jeg blive sur og gnaven og meget mere, når vi skulle
på skoleudflugt. De små klasser, jeg på det tidspunkt gik i, skulle såmænd ikke så
langt. Enten skulle vi til Kobæk eller også skulle vi til Bisserup strand. På
udflugtsdagen parkerede tre af Rasmus Andersens busser på Skolevej. At tænke
sig, ikke bare en’ men tre gule busser på Skolevej, men min dag var totalt ødelagt,
hvis den ene bus var Sussi, og det så viste sig at min klasse skulle transporteres i
Bitten, en værre skramle bus efter min mening. På sådan en dag fik jeg ikke set
meget af udsigten på turen, og det var ikke nogen fordel, hvis Sussi kørte lige foran
vores skramlekasse af en bus, tværtimod. I dag ligner bybusser hinanden, se bare
København og Århus, men dengang i Sorø var der ikke to ens busser. Det var med
til at gøre det spændende, hvilken en man nu skulle med.

Ole som Cowboy
Søndag eftermiddag
gik jeg gerne i
biografen, og for det
meste var det Kino på
Frederiksberg til Gøg
og Gokke eller en god
cowboyfilm, hvor
mine favoritter var
Fuzzy og Hopalong
Cassidy.
Efter filmen mødtes vi
drenge i skoven, hvor
vi legede cowboys.
Skoven var virkelig
velegnet til de lege,
men vi kunne godt
have svært ved at blive
enige om, hvem der
skulle være hvem. Vi
ville alle være helten,
Hopalong Cassidy.
Det havde så absolut
sine store fordele at
være ham, fordi de andre så bare kunne rette revolveren direkte mod hjertet og
trykke af, og lige lidt hjalp det, for helten kunne jo ikke dø.
Hvis man derimod ramte en af de slemme skurke, kunne det også afstedkomme en
større diskussion.
Revolverens skud blev nemlig fulgt med sætningen: Bang bang, du er død. Kan du
så falde om. Oven på den nyhed og ordre udbrød skurken: Jeg er ikke død, for du

amte slet ikke. Jo, du er død, sagde man så ekstra skrapt svingende med revolveren
på en elegant måde.
Hvis jeg skal være død, svarede skurken, så gider jeg bare ikke lege med Jer mere.
Derefter løb skurken grædende hjem, og vi andre skød videre i håb om, at bare en
af skurkene ville falde om.
Det var nogle sejlivede skurke vi var omgivet af i vore lege.
Hvem er helten her? Det er Hopalong til venstre.

Der er to fødselsdage jeg aldrig glemmer!
Når jeg tænker tilbage, er der to fødselsdage jeg aldrig glemmer. Først min 11 års
fødselsdag, hvor jeg sådan havde glædet mig til at Henry skulle komme hjem. Så
fik jeg som regel penge, som jeg kunne omsætte til legetøj eller biografbilletter.
Den dag var han meget sent på den, og han var stadig ikke kommet hjem, da søster
og jeg var blevet lagt i seng, og jeg kunne fornemme på mor, at hun heller ikke
havde det godt med det. Der var en underlig trygget stemning den aften.
Så hørte jeg lyden af gadedøren der gik op, og straks spredte glæden sig i mit indre,
men den forsvandt hurtig igen, for det var tydeligt at fornemme og høre, at Henry
var meget beruset.
Et større skænderi tog sin begyndelse i stuen. På et tidspunkt kunne både søster og
jeg høre hvordan han bekendtgjorde, at han nu ville forlade hjemmet og aldrig
mere vende tilbage.
Jeg synes ærligtalt du skulle gå ind og ønske drengen tillykke inden du forsvinder,
sagde mor, han har kikket efter dig hele dagen.
Jeg hørte lyden af hans fodtrin der kom nærmede og nærmere, og jeg kikkede
spændt mod døren der i det samme gik op, og så stod han der godt beruset og
mumlede et snøvlet tillykke og gav mig 5 kroner, og samtidig gav han søster 50
kroner, hvorefter han forlod hjemmet for altid.
Det der efterfølgende skete den aften, fortalte søster mig i 2013. Hun synes det var
synd, jeg kun havde fået en 5’er, så hun gav mig 50’eren. I samme forbindelse
genopfriskede hun den historie, hvor hun for min skyld havde fået et blåt øje.
En dreng havde råbt et eller andet efter mig, og det var hun blevet så gal over, at
hun med lynets hast sprang ud på vejen og slog en tand ud på ham. Han kvitterede
for det, ved den næste dag i skolen, at give hende et blåt øje.
Min fødselsdag faldt altid på en dag hvor vi stadig havde sommerferie. Derfor var
jeg ikke blandt dem, der var i stand til at dele frugter, flødeboller og den slags ud
i klassen.

Et år foreslog mor, at jeg skulle fejre fødselsdag, og hun skulle nok sørge for
invitationerne.
Den sidste nat inden fødselsdagen, havde jeg meget svært ved at falde i søvn. Jeg
glædede mig rigtig meget.
Så kom selve dagen, og da tidspunktet hvor gæsterne skulle ankomme nærmede
sig gik jeg ud på vejen og kikkede i begge retninger. Der var ingen at se, men de
var jo nok forsinket, tænkte jeg, men efterhånden som tiden gik, stod det mig klart
at der ikke ville komme nogen. Til sidst løb jeg over i skoven, og der opholdt jeg
mig i flere timer, før jeg igen gik hjem.
Bare de nu ville lade være med at spørge mig om noget som helst, og bare lade
mig være i fred.
Hvordan har du det Ole, spurgte mor som det første, hvilket jeg ikke havde lyst til
at svare på, for hvis jeg gjorde det ville jeg bare begynde at græde. Sådan har jeg
det også den dag i dag, hvis jeg oplever noget meget personligt, som f.eks. at miste
en kat.
Hvor underligt det end måtte lyde, så har jeg også præsteret at få gråd i stemmen
og tårer i øjnene, da jeg på tv fulgte begravelsesfølget for den norske Kong Olav.
Jeg synes det var så synd for Harald.
Hvis jeg ved en legetøjsbutik ser et barn kikke forelsket på en dukke eller bamse,
og moderen bare vil videre, kan jeg også blive ked af det på barnets vegne, lige
som den pige der bare stirrede fortabt på Cirkus Arenas rutchebane, og forældrene
overhørte hendes bøn om at måtte få en tur.
Så jeg kan altså nogen gange være et meget nærtagende og følsomt gemyt. Det
skal dog nævnes, at også glædelige begivenheder kan få tårerne frem i øjenkrogen.
F.eks. da jeg oplevede mine børns ankomst til verdenen.

Skoletandlægen, min skræk!
De tre kældervinduer kalder absolut ikke på behagelige minder. Det var der den
kommunale skoletandlæge holdt til, og når jeg sad i stolen var omgivelserne bedst
tjent med ørepropper, for skrige det kunne jeg, og det enormt højt.
Det gentog sig hvert halve år. Klasselæreren begyndte en af timerne med at tage
elastikken af et bundt hvide kort, som jeg med al gru genkendte som
tandlægekortene, der igen skulle deles ud.
De tidligere indsprøjtninger hos doktor Rasmussen føltes som den rene barnemad
i forhold til de forbandede kort, og hvad de efterfølgende ville afstedkomme af
smerte, både fysisk og psykisk.
Jeg ville meget hellere have 100 regne eller gymnastiktimer, ja endda på en’ gang
hvis det skulle være, og skulle nogle foreslå 200 timer var jeg også frisk på den,
hvis bare jeg kunne slippe for det, der skulle ske en af de nærmeste dage.
Hver gang kom jeg med den samme inderlige bøn, om jeg ikke nok måtte blive
bedøvet med masken, så jeg kunne sove fra det hele, men nej, det kunne jeg ikke.

De fleste gange kom jeg med vilje forsent til tandlægen, fordi jeg i stedet for at
følges med de andre derind, tog cyklen og kørte over i skoven og gennemcyklede
de forskellige skovstier, nogen endda flere gange, medens jeg udtænkte snedige
planer for at kunne slippe.
En’ gang opsøgte jeg mor på hendes arbejde længere ud i Alleen. Jeg græd i vilden
sky og bønfaldt hende om at jeg måtte slippe. Et øjeblik, sagde hun og forsvandt,
for lidt efter at komme tilbage med følgende besked: Du skal bare tage hen til
tandlægen og aflevere kortet, så sker der ikke mere.
Aldrig havde jeg følt en så voldsom glæde, og skyndte mig hen til klinikken. Jeg
skulle aflevere det her, sagde jeg til klinikdamen og gav hende kortet. Hun bad
mig derefter tage plads på bænken.
Jamen jeg skal ikke, forklarede jeg med meget stor overbevisning i stemmen. Sæt
dig nu bare, sagde hun og forsvandt ind. Jeg fik en underlig fornemmelse da jeg
satte mig. Der var vist ugler i mosen. Det skulle hurtig vise sig, at der virkelig var
ugler i mosen, endda mange af slagsen for kort tid efter gik døren op igen og
klinikdamen bad mig komme ind. Jamen jeg, begyndte jeg, mor sagde. Men der
hjalp ingen kære mor. Jeg blev, trods vilde protester og hyl og skrål, ført hen til
stolen. Sikken en hylekoncert der kom ud af det. Jeg tror også jeg nåede at bide
fru Neergaard i fingeren.
Ost er en ting jeg holder meget
af, men hvornår opstod den
interesse? Det begyndte en dag
i 4. klasse, hvor vi af en
gæstelærer fik fortalt om
hvordan man fremstillede ost.
Jeg blev helt opslugt af
beretningen og nød samtidig
den lille smagsprøve vi fik.
Siden den osteberetning har jeg været glad for ost. Freddy, en af operatørerne i
Nørrebros bio, var også vild med ost, så vi anrettede jævnligt ostepinde i
operatørummet.

Jeg forærede lærerinden mælkebøtter!
Ind imellem kunne jeg ikke forstå,
når dem jeg så gerne ville gøre
glade, virkede utaknemmelige,
akkurat som mor dengang jeg
havde hugget en kop og en
underkop hos isenkræmmeren. Der
blev hun absolut ikke glad.
Jeg havde været en tur ovre på
marken, hvor mælkebøtterne
blomstrede lystigt, og gik i gang
med at plukke, hvad jeg selv syntes
var en stor flot buket. Men hold da
bøtte (øh), det skulle vise sig at
være en rigtig dårlig ide da jeg med buketten i hånden besluttede, at ville glæde en
af lærerinderne på skolen.
Frejdig og kæk gik jeg ind i skolegården, hvor jeg i alles påsyn overrakte hende
den flotte gule buket.
Jeg mener der havde været noget med nogle narrestreger, og dem ville jeg så
undskylde for med buketten, men i stedet for at falde mig om halsen, og blive rørt
eller rode i sine lommer efter et lommetørklæde, smed hun mælkebøtterne i den
nærmeste skraldespand, og så alt andet end glad ud.
Slukøret og samtidig undrende forlod jeg skolegården, og samtidig besluttede jeg
mig for at aldrig mere skulle nogen kvinde have blomster af mig, når det var på
den måde de reagerede.
Heldigvis ændrede jeg senere i livet indstilling på det punkt.

Øverst tv: Overlæreren for Frederiksberg skole, i midten en klasselærer jeg bl.a.
havde i engelsk. I en time spurgte han, hvem der kunne fortælle hvad mave hed på
engelsk. Jeg rækte stolt fingeren i vejret og sagde: Mouse. Det kan godt være du
har mus i maven, sagde han, men det har vi andre ikke. Ved siden af ham står lærer
Egelund. Nederst tv. er det frk. Stærmose, der var min klasselærerinde i 1. klasse,
og det var samtidig hende jeg beskyldte for at være gravid. I midten har vi Mansa.
Hende og hendes familie boede lige ovenover skolebiblioteket, og de var flinke til
at tage mig med på strandture. Til sidst er så den lærerinde jeg ville skænke
mælkebøtterne til.

På glatis og på rulleskøjter!
Rulleskøjter har jeg kun forsøgt mig med en’ gang i livet, og aldrig nogen sinde
vil nogen kunne lokke mig op på sådan nogen igen.
Søster havde et par med de nydeligste hjul under, og efter at have set hendes
geniale rulleskøjtekunst i indkørslen på Skolevej, fik jeg også lyst til at prøve. Der
gemte sig måske en rulleskøjteartist af verdensklasse i mig, og når søster kunne
måtte jeg også kunne, jeg var jo trods alt to år ældre og ja, tre måneder så kom ikke
her. Mine damer og herrer: En ny artist vil snart se dagens lys.
Jeg satte mig på trappestenen og spændte rulleskøjterne fast på fødderne, hvorefter
jeg med en hånd støttende mod husmuren fik rejst mig op. Derefter udviklede det
hele sig i en’ voldsom fart.
Mine fødder begyndte på nogle underlige bevægelser og mærkværdige spjæt, der
måske ville have gjort sig i en eller anden dansekonkurence. Jeg endte meget hurtig
på ryggen, og lå der i indkørslen og studerede himlen. Om det gjorde ondt? Ja for
pokker, og der kom ikke nogen for at trøste mig, eller puste og nusse mig i nakken.
Jeg erindrer at søster morede sig, og det forstår jeg udmærket, for det må virkelig
have set komisk ud. Siden den oplevelse har jeg aldrig haft rulleskøjter på
fødderne, og heller ikke almindelige.
Af samme grund var jeg aldrig at
finde blandt de elegant
skøjtende folk på Flommen, et
meget populært skøjtested når
vinteren og frosten indfandt sig,
Jeg var nu heller ikke vild med
at bevæge mig ud på isen uden
skøjter, for den is jeg bevægede mig på, havde det med at komme med uhyggelig
knagende lyde, og selv om Flommen ikke ligefrem frem var dyb, var den knagende
lyd nok til at skræmme mig.

Det var Arthur Jensen!
Landsskolescenen som jeg selv senere skulle komme til at arbejde for, spillede
deres forestillinger på Hotel Klubben i Sorø. Jeg overværede et par enkelte af dem,
og selv om jeg gerne ville have set flere, var pengene ikke dertil. Et par erindringer
melder sig til en af disse forestillinger.
Arthur Jensen (den kære vicevært Meyer), som jeg også senere skulle stifte
bekendtskab med, spillede en af rollerne, og jeg havde lovet min storebror at skaffe
Arthur Jensens autograf.
Nu tog det jo, hvad jeg også selv erfarede mange år senere, nogen tid at pakke
sammen efter sådan en forestilling, og derfor fordrev jeg tiden med at gå op og ned

ad vejen og vente på at skuespillerne skulle komme ud fra Klubben. Efter nogen
tid kom de første ud, men bare ikke ham jeg ventede på, den kære Arthur Jensen.
Efter måske 10 minutter mere, kom en nydelig ældre herre ud fra Klubben. Han
var bl.a. iført hat, men jeg kunne ikke genkende vedkommende. Nu måtte han altså
godt komme, for jeg skulle sådan tisse, men turde ikke smutte op på Torvet til det
offentlige toilet. Tænk hvis hr. Jensen skulle nå at smutte inden jeg kom tilbage.
Jeg gik derfor hen til den nydelige herre og spurgte, om han vidste om Arthur
Jensen var gået.
Nej nej, svarede den lille mand og smilte, Arthur Jensen er stadig i garderoben.
Jeg takkede og blev stående med kuglepennen og papiret i hånden. Jeg var for
genert til at opsøge ham i garderoben. Nu måtte Arthur Jensen altså godt snart
komme ud, så jeg kunne komme hjem.
Den lille mand der havde en elegant måde at gå på var efterhånden nået et godt
stykke væk, og forsvandt kort efter om hjørnet, og jeg rettede atter øjnene mod
Klubbens udgang. Jeg syntes der var et eller andet bekendt ved manden, ham den
flinke der lige var forsvundet om hjørnet. Jo, jeg havde set ham før, men kunne
ikke lige komme i tanke om hvor det var.
Nåh jo, det var jo ham der var smugler sammen med Buster Larsen i filmen: I
kongens klæ’r, som jeg havde set for nylig i Victoria til en
eftermiddagsforestilling. Hvad var det nu han hed? Gisp, jeg store torsk. Det var
jo Arthur Jensen. Der tog han godt nok fusen på mig, rigtig godt og grundig. Flov
fra yderst til inderst, eller hvordan man nu skal sige det, proppede jeg papiret og
kuglepennen i lommen og gik stille og rolig ud af Banevejen. Jeg kunne tids nok
komme hjem til storebror uden autografen. Jeg tror nok jeg gik og nynnede
titelmelodien til I kongens klæ’r, og forsøgte at marchere som en rigtig soldat,
medens jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle forklare det med den manglende
autograf.
Nå, lød det fra storebror da jeg trådte ind af døren. Fik du så Arthur Jensens
autograf til mig? Nej, svarede jeg, jeg så ham slet ikke. Han var nok smuttet inden
vi kom ud. Det kunne jo være han havde travlt. Det kan man jo altså godt have en
gang i mellem.

Hvordan kunne vandet i Sorø sø forsvinde?
Vores transportable slagter på Frederiksberg v/Sorø, sul-Holger, var sent på den,
fordi han lige som så mange andre trafikanter lige skulle et smut forbi Sorø sø. At
det var 1. april valgte adskillige enten at lukke øjnene for, eller også havde de
glemt det, da Sorø Amtstidende havde bragt et billede af en grusgrav, med en
historie om at vandet i Sorø sø var forsvundet i løbet af natten, og nu arbejdede
man på højtryk, for at få opklaret det store mysterium. Hvor var vandet blevet af?
Og hvordan kunne det overhovedet forsvinde.
Det var derfor, at sul Holger var forsinket, da han ved selvsyn ville se den tomme
sø, så han havde lidt lokalsladder med til kunderne.
Billedet er det, der prydede avisens forside 1, april 1960.

Mormors dejlige snaps!
En snaps til en sildemad er altid godt, men i mine meget unge år, havde jeg ikke
forestillet mig, at jeg nogensinde igen skulle nippe til en snaps og årsagen var den,
at jeg sammen med en kammerat havde fået fingre i en flaske snaps fra mormors
køkkenskab. Hvordan vi overhovedet var kommet ind i hendes køkken er mig en
gåde, men bevæbnet med flasken fandt vi os et skjulested, og så skiftedes vi ellers
til at tage en tår.
Vi var nogle pokkers karle, men med vores unge alder taget i betragtning, blev det
hurtig til en anseelig brandert. Hvor fuld kammeraten blev husker jeg ikke, men
min egen brandert husker jeg kun alt for godt.
Da jeg forsøgte at liste hjemad, så godt jeg nu kunne, og samtidig måtte anstrenge
mig for ikke at slingre alt for meget, stod mormor pludselig foran mig.
Daaaavvvvvsss mormor, sagde jeg med alt andet end klar stemme og bevægede
mig i retning mod hoveddøren. Det var noget med en sofa jeg havde sat mig som
mål at komme frem til.
Jeg skal lige tale med dig Ole, lød det fra mormor. Jeg fulgte (så godt jeg kunne)
med ind i hendes køkken. Hun spurgte om jeg kendte noget til en flaske snaps som
hun ikke kunne finde. Neeeeejjjj da mormor, sagde jeg og kikkede efter den
nærmeste stol.
Mormor var ikke sådan at tage fusen på, og min brandert var meget svær at skjule,
men den kære mormor tog godt nok fusen på mig. Hun havde åbenbart flere
snapseflasker, for hun hentede en frem fra køleboksen og fandt to snapseglas i
køkkenskabet. Du har vel ikke noget imod at skåle med din mormor, sagde hun.
Øh, sagde jeg, medens det vendte sig i maven, nejjjjj da.
Jeg tømte mit glas og fik det absolut ikke bedre, men mormor havde kureret mig,
for der gik rigtig mange år før jeg igen rørte en snaps.
Jeg blev dårlig, bare ved tanken om den gennemtrængende spritsmag.
I dag kan jeg klare det til en sildemad, men skal altid skylle efter med en tår øl.

Udflugten til Ringsted!
Jeg havde sparet og sparet, for nu havde jeg fået den ide, at jeg ville en tur til
Ringsted, for at se kasernen der var brugt i filmen: I kongens klæ’r. Det var noget
af en spadseretur fra Ringsted banegård. Tilbage på banegården måtte jeg erkende
overfor mig selv, at jeg nok burde have sparet lidt mere sammen, for jeg havde
lige nok til en enkeltbillet til Sorø. Havde jeg da bare købt returbillet, for så var
det efterfølgende ikke sket. I kiosken havde jeg set noget overordentlig lækkert
lakrids. Hvis jeg købte det, var der ikke nok til billetten, så jeg regnede lidt på det
og fandt ud af, at nøjedes jeg med en billet til Fjenneslev kunne jeg både få lakrids
og komme hjem. Jeg skulle bare tage et tog, der først stoppede i Sorø.
Jeg nød min lakrids og viste konduktøren min billet til Fjenneslev, og da han
forklarede at toget ikke standsede før Sorø prøvede jeg at se meget overrasket ud,
men heldet var ikke helt med mig, for da vi ankom til Sorø station tog konduktøren
mig med ind på billetkontoret og forklarede dem situationen, og hende der var på
vagt kikkede først undrende og spørgende på mig. Jamen bor du ikke på Skolevej?
Nej nej, svarede jeg, vi er lige flyttet til Fjenneslev. Straks havde hun en perfekt
løsning, for ovre på perron 2 holdt et arbejdstog, og hun fik mig sat på det, med
besked om at jeg skulle af i Fjenneslev. Lidt efter stod jeg i Fjenneslev og kunne
begynde på spadsereturen langs jernbanen tilbage til Sorø. Jeg fortalte ikke noget
om det hjemme.

Minigolf og flødeboller!
Uden for Sorø fandtes det store sommerforlystelsessted Parnas, og en dag var jeg
sammen med en anden dreng taget med Parnasbåden derover. Han havde sagt ja
til at spille et parti minigolf med mig. Jeg elskede den minigolfbane, de havde på
Parnas.
Hvem der vandt husker jeg ikke, og det var heller ikke så vigtigt for mig at vinde.
Bare det at kunne gå rundt til de forskellige baner og slå den hvide bold i hul
hurtigst muligt, var nok for mig.
Her et billede af minigolfbanen, hvor jeg kunne bruge flere timer. I baggrunden
ses det lille ishus, og til højre huset med bownlingbanerne.
De baner prøvede jeg aldrig, men det var nok alderen der spillede ind, og samtidig
var jeg overbevist om, at jeg ville gøre mig komplet til grin.
Jeg ser for mig, hvordan jeg i min iver kommer til at kaste kuglen over på
nabobanen. Det vil nok ikke gøre mig særlig populær.

Bådebroen på Parnas, fotograferet fra højen.
Spillet varede jo ikke evigt, og så var det at vi (det var nok nærmest mig) fik øje
på en varevogn med bagsmækken åben, og der stod en kasse med de lækreste
flødeboller, de store grå kasser med 50 stk.
Fy hvor skulle jeg skamme mig, for vi huggede kassen og smuttede op på den store
høj (opgangen anes bag den venstre bænk på billedet) og satte os bag et træ og
guffede i os. Nu er der bare det, at drengemaver jo ikke er så store, så det var
begrænset hvor mange vi fik spist. Vi gemte kassen med de resterende flødeboller
under nogle grene, for det kunne jo være vi blev sultne senere. Da vi kom ned fra
højen, mødte vi et par herrer der spurgte, om vi havde set nogle med en kasse
flødeboller. Næh, svarede vi og tilbød straks vores hjælp med at lede efter dem.
Jeg så allerede en stor dusør for mig, og til slut skulle jeg naturligvis spille helt, og
gik hen til skjulestedet og tog kassen, medens jeg jublende råbte: Her er den. Jeg
afleverede den, og var meget spændt på den dusør vi nu ville få. Vi fik skam en
dusør, men ak, det var to flødeboller til hver.
Jeg har manden lumsk mistænkt for at have gennemskuet os, og nu ville han hævne
sig godt og grundig.

Så gik det ellers i fuld fart mod Parnasbåden Ægir, der skulle til at sejle mod
Akademihaven. Vent, råbte jeg, da jeg så Marokko-Larsen tage fat i fortøjningen.
Jeg kom ombord
og vel ankommet
til Akademihaven
satte jeg i løb mod
Victoria, hvor jeg
lige akkurat nåede
ind på plads inden
filmen startede.
Filmen i dette
tilfælde var Far til
fire på Bornholm,
der netop denne
aften, efter en uge
på plakaten kørte
for sidste gang.
Efter forestillingen
gik det stille og
roligt ud af
Banevejen mod
Frederiksberg. Var
det mon 3. eller 4.
gang jeg så den på
det tidspunkt
nyeste Far til fire
film. Nummer 7 i
rækken.

Som sædvanlig fordrev jeg spadsereturen med at synge en sang, og som sædvanlig
var det en af filmens sange. Jeg mener det må have været Hjertet banker sødt, jeg
sang.
Kærligheden ville jeg også gerne opleve, men jeg synes bare ikke den ville
indfinde sig. Men herregud, den skulle nok komme. Jeg var jo ikke så gammel
endnu, og havde hele livet for mig.
Nu vi er ved det med kærlighed, så kunne den også gøre ondt. En dag jeg stod i
køkkenet, hørte jeg pludselig mor læse et eller andet højt. Jeg kendte ordene som
mine egne. Jeg skyndte mig ind i stuen, og der sad mor med et smil om munden
og læste op fra et stykke papir jeg kun kendte alt for godt.
Ved siden af hende stod min bror og søster, og det mor så hånligt læste højt for
dem, var en kærlighedserklæring jeg havde skrevet til Henny som jeg følte mig
tiltrukket af. Det var samme Henny, med hvem jeg havde kysset på forskellige
måder på Fuglsølejren.

Jeg følte mig meget ilde til mode, og forstod ikke hvorfor det skulle være
nødvendigt for hende, at gøre mig til grin over for de andre.
Jeg følte mig mere og mere desperat, og løb ud af huset, hen over sportspladsen
og ind i skoven, hvor jeg de næste timer gik rundt.
Hvorfor gjorde du det, mor? Var det absolut nødvendigt? Hvad skete der lige for
dig den dag? Spørgsmålene var mange, men svarene fik jeg aldrig, for jeg spurgte
ikke.
Flemming og Kvik var en af den tids film, jeg også så i Slagelse og Sorø.

Til grin i gymnastik – ”scorede” i fodbold!
Gymnastiksalen var ikke just det bedste sted i skolen for mit vedkommende.
I forvejen var jeg kendt for, i mine tidlige år, at være tydelig hjulbenet, og så var
der også noget med nogle flyveører. Dog ikke så store, at Walt Disney kunne have
brugt mig som model til en eventuelt genindspilning af Dumbo, elefanten med de
store ører.
Jeg havde det på ingen måde godt, når gymnastiktimen nærmede sig.
Det eneste der til nød kunne gå, var når vi skulle lege sørøvere. Så kunne jeg
springe rundt i ribberne, hvilket jeg ikke havde problemer med.
Jeg frygtede mest de timer, hvor vi skulle springe over bukken, for det kunne jeg
slet ikke finde ud af. Det lykkedes mig aldrig nogen sinde at komme over den.
En dag havde jeg glemt mine gymnastikbukser, men i stedet for at smutte hjem
efter dem, hvad der ville have været det mest naturlige, når jeg boede lige over for
skolen, gik jeg ind i gymnastiksalen, kun iført mine underbukser. For at komme
de andres kommentarer i forkøbet, bekendtgjorde jeg glad og frejdig, at det var
mine nye gymnastikbukser.
Hvorfor opførte jeg mig så latterligt? Alle kunne da se, det var ganske almindelige
underbukser jeg havde på.
Jeg burde have sagt:
Altså venner, nu skal i bare høre. Jeg har simpelthen glemt mine gymnastikbukser
i dag, men tænkte så at det var bedre at beholde underbukserne på. Hellere det, end
at rende rundt med numsen bar.
Det kunne måske have fremkaldt nogle smil, men ak, sådan gik det ikke, og jeg
var endnu engang komplet til grin.

Gymnastiksalen befandt sig bag disse vinduer.
I en gymnastiktime havde vi være på sportspladsen for at spille fodbold. Jeg løb
ikke efter bolden, men har nok tænkt: Lad bolden komme til mig, og det gjorde
den med et ordentlig klask. Jeg stod og tænkte på alt mulig andet end fodbold, da
bolden pludselig og temmelig overraskende ramte mit knæ med voldsom fart. Det
gjorde pokkers ondt, men bolden fløj i en flot elegant bue tilbage i målet. En vild
jubel brusede mod mig. Det utænkelige var sket: Ole havde scoret et mål. Jeg
nænnede ikke at fortælle det var en fejltagelse. Jeg glemte alt om smerten i knæet,
så pragtfuld var den følelse der gennemstømmede mig. Jeg blev virkelig tiljublet,
og udråbt som den store fodboldhelt. Indrømmet, det var kun til den næste
fodboldkamp fandt sted, for jeg kunne åbenbart ikke score flere mål.
Fodboldhelten vat atter klodset på en fodboldbane.
I øvrigt var det omkring denne plet jeg stod, da bolden ramte mig.

I øvrigt var det omkring denne plet jeg stod, da bolden ramte mig.
Når jeg tænker tilbage på
skolekøkkenet, er det ikke
alverdens retter jeg ser for mig, og
dog er der en ting jeg husker, og
som endte med at smage godt. En
dag skulle vi lave æblegrød, og
dertil skulle der skrælles en masse
æbler, men spørg mig ikke om
opskriften, for den bliver jeg nødt til at læse mig frem til på nettet, hvis den ide
skulle komme til mig igen, at fremstille min egen hjemmelavede æblegrød.
Skolekøkkenet befandt sig bag disse tre ruder.
Noget der kunne ærgre mig var, at det kun var pigerne der havde håndarbejde, for
det ville jeg meget gerne have haft. Pigerne havde til gengæld ikke sløjd. Det blev
dengang opfattet som en mandeting, men heldigvis har tingene udviklet sig til det
bedre siden. Nogen mester til sløjd var jeg ikke. Jeg har vredet og drejet min hjerne
for at finde ud af, om jeg overhovedet fik fremstillet noget brugbart. En syæske, et

par stylter, en fodskammel eller bare et eller andet. Efter alle de sløjdtimer jeg
havde, skulle man da tro det havde kastet et eller andet af sig, men jeg må med
skam melde at det kun blev til en lille hylde på størrelse med en cigaræske, og af
en eller anden ubegribelig grund blev det ikke til ret meget mere, hvilket nok kan
undre da jeg var i familie med hele to uddannede tømrer. Når jeg tænker tilbage
på alle de skæve baner jeg har høvlet i det ene træstykke efter det andet, og de
underlige formede huller jeg bankede ud med stemmejernet, vil det nok have været
en fordel for naturen, hvis man fra starten havde givet mig fri i sløjdtimerne. Der
kunne vel være reddet nogle træer på den bekostning. Fodskamler, stylter, hylder
og syæsker har så absolut deres berettigelse, men skulle jeg en dag få brug for
nogen af de dele, er der nok en forretning et eller andet sted, der vil sælge mig et
færdigproduceret produkt.
På dette klassebillede er jeg nummer 2 fra højre i midterste række.

Mormor ved sit lysthus, og Bent og mor ved vores lysthus på Skolevej.

Ebbe Langberg spiste pølser!
Normalt kan man gå hen til en pølsevogn og spise en pølse i fred og ro, med mindre
et hornorkester giver koncert lige ved siden af, men da et filmhold fra Palladium
rykkede ind på Torvet i Sorø, for at optage nogle scener til filmen Landsbylægen,
vækkede det en del opsigt. Det var ikke fordi der var så mange kendte skuespillere
til optagelserne.
Det lokale postbud blev brugt til en scene sammen med Grethe Frische, og Ebbe
Langberg var blevet lidt sulten, så han gik hen til pølsevognen.
Byens ungdom stimlede sammen og slugte Ebbe med øjnene, medens han spiste
pølsen.
De kommende dage var samtaleemnet i Sorø ikke så meget filmen, men det at man
havde set selveste Ebbe Langberg stå ved pøsevognen, for at spise en pølse.

Det skal lige tilføjes, at jeg ikke husker om det var en pølse med brød eller en
hotdog. Men mit gæt vil være at han guffede et par pølser med brød, for havde det
været en hotdog, havde han haft lettere ved at gå afsides.
I starten af 1962 oplevede jeg atter en af Skolescenens forestillinger på Klubben i
Sorø.
Jeg husker ikke lige titlen på forestillingen, men jeg genkendte Jørgen Buckhøj.
Jeg havde nemlig været i Scala i Slagelse adskillige gange, på mine solo biograf
udflugter for at se den nyeste Far til fire film, der endnu ikke var nået til Sorø: Far
til fire med fuld musik.
I filmen var Jørgen Buckhøj den ene af betjentene der var med til at fange
tyveknægtene. Jeg fortalte, jeg havde set ham i filmen, og han smilte og sagde: Det
var godt vi fik fanget de skurke.

Jørgen Buckhøj som betjent i Far til fire med fuld musik.

Direktøren i Scala i Slagelse hed Arne Hansen, og jeg husker ham som en flink
mand, der også var flink til at give mig filmplakater, når jeg spurgte om han kunne
undvære nogen, men de er forsvundet gennem årene, i diverse flytte og rodekasser.
Lang kø foran Scala i Slagelse.
Hotel Klubben hvor jeg så Skolescenens forestillinger.

Stævnemødet i granskoven!
Bag de tre midterste ruder havde vi sangundervisning. Noget kunne tyde på jeg
ikke fulgte godt nok med i timerne. Bare spørg dem, der nogle gange har været så
uheldige at høre mig synge vuggesang i radioen. Jeg elskede sangtimerne, også
fordi vi sang flere af de velkendte fædrelandssange, som jeg holdt og stadig holder
meget af: Nu falmer skoven trindt om land, Lysets engel går med glans, Nu titte
til hinanden og alle de andre.
Jeg husker en af sanglærerne spillede på klarinet. Det fik mig til at ønske en
klarinet i julegave, Jeg fik den også, altså sådan en legetøjs lavet af noget stift
karton. Det må det have været, for jeg kunne stikke en nål gennem den, men jeg
lærte aldrig at håndtere den, men nu vi er ved klarinetten, husker jeg at sanglæreren
havde hevet en dreng lidt hårdt i ørene.
Drengen var løbet hjem til sin mor for at beklage sig. Pludselig midt i sangtimen
blev døren revet op, og drengens mor der hørte til de kraftige damer gik direkte
hen til læreren, tog klarinetten og slog ham oven i hovedet med den, hvorefter hun
drejede om og forlod klasseværelset lige så hurtig hun var kommet. Vi stirrede

alle, ja selv den stakkels lærer. Hvad var det lige der skete? Jeg erindrer ikke der
skete noget med læreren, og husker ikke hvad der ellers skete videre i sagen, men
den blev diskuteret forældrene imellem, for vi kunne selvfølgelig ikke lade være
med at fortælle det derhjemme.
En anden ting der tog sin begyndelse i sanglokalet, var dog ikke noget der på nogen
måde blev debatteret. Vi var kun to der kendte til det, og hvad var det så for en
ting? Havde det været i dag, kom det til at dreje sig om en date, men dengang hed
det vist kun et stævnemøde.
Det startede som nævnt i sanglokalet. Pludselig og midt under en af
fædrelandssangene mærkede jeg at nogen prikkede mig på ryggen. Jeg drejede
hovedet, og pigen bagved rakte mig en sammenfoldet seddel. Jeg åbnede den og
læste: Kender du nogen der vil være kæreste med mig? Sådan en kunne jeg da også
have lyst til at få, så jeg sendte følgende svar til hende: Hvad med mig? Den var
hun helt med på, og vi aftalte at vores første møde skulle finde sted kl. 16 i den
lille granlysning ved viadukten ovre i skoven.
Det var lige til højre for denne bro, stævnemødet skulle finde sted.

Jeg kunne på ingen måde finde ro efter skoletid. Hvad var det jeg havde i vente?
Jeg skulle være sammen med en pige. Hvor heldig kunne jeg være, og var jeg
overhovedet i stand til at føre mig frem som en anden Ib Mossin eller Ebbe
Langberg. Tiden gik alt for langsom, og så slog tanken mig: Hvad nu hvis hun slet
ikke kommer, og det bare var noget hun bildte mig ind? Og hvad ville det ende
med? Hvordan opførte man sig som kærester? Var det noget med at holde hinanden
i hånden, og hvilket af de kys jeg i sin tid havde øvet med Henny skulle jeg give.
Nå men det fandt jeg vel ud af, hvis altså bare hun kom, og ikke kun var ude på at
drille mig.
Mor, sagde jeg, jeg går lige ned og ser på togene. Absolut ingen skulle vide hvad
der muligvis var ved at ske i mit liv. Lad nu være med at svine dig alt for meget
til, sagde mor. A’ hva’, mine tanker var allerede ved pigen, nåh ja toget. Det skal
jeg nok lade være med, farvel mor. Gad vide hvad mor har tænkt, da jeg ikke gik
ned mod Lundsgaardsvej, hvad der ville have været det mest nærliggende når det
var stationen jeg ville til, men jeg gik op til Næstvedvej. Der drejede jeg hovedet
for at se om der var nogen der havde set mig. Det var der vist ikke, og så gik det
ellers afsted mod pigens bopæl. Altså ikke fordi jeg havde planer om at banke på
for at følges med hende, for hun holdt det nok lige så hemmeligt for sine forældre.
Vi var jo ikke noget officielt kærestepar endnu.
Jeg ville bare se når hun forlod hjemmet for at gå mod skoven. Det ville trods alt
føles mindre pinligt hvis hun blev hjemme, end hvis jeg havde stået i granskoven
i flere timer og ventet forgæves.
Jeg havde gemt mig bag nogle træer, ikke så langt fra huset. For hvert minut der
gik, blev jeg mere og mere overbevist om at hun nok ikke kom alligevel, men
pludselig gik døren op og hun kom ud og styrede direkte mod skoven. Hun havde
virkelig fart på og jeg var nødt til at sætte i løb for nogenlunde at kunne holde trit.
En af fruerne fra Lundsgaardsvej var på vej hjem fra skoven. Hun kendte både mor
og mormor, så idet jeg løb forbi hende, sagde jeg lettere forpustet: Vi leger bare
fanger. Hvorfor i alverden det skulle være nødvendigt, at gøre opmærksom på det
må stå hen i det uvisse, eller var jeg bange for hun kunne læse mit indre og ville
sladre derhjemme.

Endelig nåede jeg granlysningen, og der stod pigen og ventede. Jeg vidste ikke
hvad jeg skulle sige, men stod bare og stirrede fortabt på hende. Nu skulle det snart
ske. Kyssene ventede.
Hun var den første der åbnede munden: Åh min elskede, sagde hun og slog armene
om mig. Jeg stod stadig tavs og prøvede at finde de rette ord frem til situationen.
Jeg kunne selvfølgelig udbryde: Jeg elsker også dig, men før jeg overhovedet
havde fået sagt noget som helst slap hun sit tag i mig, løftede op i kjolen og trak
trusserne af, hvorefter hun lagde sig på jorden. Jeg stirrede med åben mund og
store øjne.
Kys mig der, sagde hun og pegede på et vist sted. Hvad, udbrød jeg. Du skal kysse
mig der, sagde hun og pegede igen på stedet. Jeg bevægede langsomt mit hoved
mod stedet, men lidt før jeg nåede det, rettede jeg mig op igen og stirrede hjælpeløs
på hende. Tør du slet ikke kysse mig der, spurgte hun. Jo da, sagde jeg og prøvede
at lyde som om det var den naturligste ting af verden at kysse en pige der, men
hver gang mit hoved nærmede sig, trak jeg mig tilbage og til sidst mistede hun
tålmodigheden og rejste sig.
Hun trak sine trusser op, og så forlangte hun at jeg skulle trække mine bukser ned
og derefter dreje rundt som en anden roterende model, så hun på den måde kunne
se mig fra alle sider. Efter nogen tid havde hun åbenbart fået nok og forlod
granlysningen, og her stod jeg og så komisk ud. Kærester blev vi aldrig, men
mange år senere mødtes vi og kunne begge more os over de fælles skoleminder.
Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var, at jeg kort tid efter, samtidig med at Far
til fire med fuld musik nåede til Sorø, skulle komme i konflikt med politiet, med
en anbringelse uden for hjemmet til følge.

Fejedreng i Victoria!
Helt af mig selv, fik jeg skaffet mig et drømmejob i Victoria. Det var startet en af
de dage, hvor jeg gik rundt for mig selv i byen. Jeg stod og kikkede på det bageste
udhængsskab hvor plakaterne til de kommende film hang side om side. Det var
der ideen kom til mig. Der kunne jo ikke ske noget ved at spørge. Jeg gik ind
gennem porten og ind i opgangen og op af de store trapper. Jo, det var der. Jeg
bankede på, og lidt efter blev den åbnet af fru Lock der smilende bød mig indenfor.
Fru biografdirektør Hedvig Lock.

Jeg spurgte om de kunne bruge en ekstra til at hjælpe med at feje i salen, efter
forestillingerne søndag eftermiddag. Det vil du måske godt hjælpe med, spurgte
hun. Ja, svarede jeg og så var det hun sagde at det måtte jeg gerne, og når du
alligevel er der, må du godt se filmen. Jeg havde da nok håbet lidt, at Det var på
Rundetårn ville komme en af de eftermiddage, men det skulle jeg ikke opleve, men
alligevel nød jeg min nye tjans. Det var dog kun søndag eftermiddag, jeg kunne gå
gratis ind.
Når man skulle i biografen, stod enten Lock selv eller en anden kontrollør ved
indgangen, og når man så var nået næsten hen til glasdøren, blev den åbnet, og
kuponen blev revet af billetten.
Nu skulle jeg pludselig ikke vise billet mere, og det nød jeg virkelig meget. Døren
blev åbnet for mig, og jeg gik flot og elegant ind og satte mig på sofaen nær døren,
hvis den ikke var optaget. I sådan en stund følte jeg virkelig, at jeg var noget.

Når jeg siddende på sofaen fik øje på nogen af dem der vidste hvem jeg var, nærme
sig billetsalget, var der pudsigt nok altid et eller andet jeg lige skulle ud for at
undersøge, og når de så bevægede sig mod døren, elskede jeg at de kunne se,
hvordan døren gik op for mig, og jeg bare kunne vandre ind. Blandt de film, jeg så
søndag eftermiddag, inden jeg skulle feje, var Gøngehøvdingen.

Togkonduktørens billetblok!
Som så mange gange før, havde jeg været en smuttur i Slagelse for at se en eller
anden film, der endnu ikke var nået til Sorø. Bare den fornemmelse når plakaterne
og billederne blev hængt op i Victoria eller Kino, så kunne jeg fortælle vidt og
bredt, at jeg allerede havde set filmen, og hvad der nok var mindre smart, at kunne
fortælle stolper op og stolper ned om filmens handling.
Nu gik jeg ombord på toget mod Sorø, og i en tom kupe (som viste sig at være
togførerens), lå en billetblok frit fremme på sædet. Jeg tog den, og så’ allerede for
mig, alle de gange jeg kunne komme til både Slagelse og København. Ja, selv til
Ringsted uden at skulle bekymre mig om hjemturen.
Næste dag, det var lørdag d. 14. april 1962, faldt jeg i snak med to drenge, og nu
ville jeg være rigtig gavmild, så jeg spurgte om de ville med til København og i
Tivoli næste dag. Det ville de gerne, og vi aftalte hvilket tog vi skulle med. Ja, vi
fik endda planlagt alle de forlystelser vi skulle prøve.
Turen var ikke helt gennemtænkt, for planen var at vi skulle med toget søndag d.
15. april. Tivoli var slet ikke åbnet endnu. Det var jo først mange år senere, Tivoli
gik væk fra den faste åbningsdag 1. maj, og noget ganske andet: Hvor i al verden
skulle pengene komme fra, for det var jo ikke helt gratis at gå i Tivoli, hvis de altså
havde haft åbent.
Om aftenen sad jeg ved spisebordet og så meget kreativ og koncentreret ud. Jeg
var i færd med at udfylde en billet gældende for tre personer, og den blev
naturligvis fyldt med masser af fejl.
I rubrikken hvor der skulle stå E eller D, for enkelt eller dobbelt, kalkerede jeg så
godt jeg kunne DSB logoet. Jeg husker hvordan cigarkassen med
biografannoncerne stod ved siden mig, så jeg på snedigste vis kunne sætte den
oven på billetblokken, hvis nogen skulle komme ind i stuen.
Den var helt galt med mig, og det havde det været i adskillige år, men det var ikke
noget der blev talt så meget om.

Sort/hvid, sød/uartig, gør hvad du vil når bare vi andre kan få fred og tænk lige på
naboen. Ja, det var sådan jeg bl.a. oplevede hverdagen.
Nu skulle jeg til København og slå mig løs i et Tivoli, der slet ikke var åbnet endnu.
Søndag morgen, på det aftalte tidspunkt stod jeg på perronen og ventede og
ventede, men naturligvis kom de to drenge ikke, men nu havde jeg besluttet mig,
så da toget kom steg jeg ombord, for nu skulle Ole rigtig more sig og være
verdensmand i hovedstaden.
Da konduktøren kom, rakte jeg ham billetten med et smil, og fortalte samtidig at
de to andre ikke kunne komme alligevel, men at mor ikke behøvede at få pengene
tilbage.
Med sådan en tåbelig udmelding var jeg selvfølgelig afsløret på stedet, og
naturligvis kunne konduktøren også se på billetten, at den var alt for kluntet
udfyldt. Hvad skete der i knolden på mig? Hvad havde jeg forestillet mig, og havde
jeg overhovedet nogle penge? Nej, jeg havde kun den billet som konduktøren nu
studerede grundigt.
Da vi holdt i Fjenneslev, så jeg godt at konduktøren gik ind i stationsbygningen,
og da vi kom til Ringsted blev jeg afhentet af politiet.
Det var en kæmpe
tåbelighed jeg der
havde gjort, og jeg
forstår ikke den dag i
dag, at jeg kunne finde
på at stjæle den
billetblok.
Ud over skoven, var
Sorø sø et af de steder
jeg søgte hen, når jeg
havde brug for at
lukke af for
omverdenen, og bare være alene. Så sad jeg der og bebrejdede mig selv, at jeg ikke

kunne være som de andre ville have jeg skulle være. Jeg havde afskrevet
muligheden for at tage til Slagelse, for at se den nyeste film fra Saga: Han, hun,
Dirch og Dario.

Tirsdag d, 17. april 1962!
En tilfældig dag for mange, og en skæbnedag for mig. En dag der vendte op og
ned på mit liv. Men hvad var det der skete lige netop den tirsdag i 1962?
Om natten havde jeg ikke sovet ret meget, da et mylder af tanker kværnede rundt
i hovedet, medens jeg studerede stuens loft. Stuen? Ja, mit værelse var jo sofaen i
stuen.
Morgenmaden bestående af en skive brød med margarine, der blev skyllet ned med
et glas saftevand var indtaget, og nu stod jeg udenfor og ventede på den bil der
skulle afhente mig. Mor havde ikke tid til at vente på det, og der var heller ikke
noget med et knus. Det brugte man vist ikke så meget dengang, i al fald ikke hos
os.
Mor hentede sin cykel fra brændeskuret. Farvel Ole, sagde hun, husk nu at opføre
dig ordentlig. Farvel, sagde jeg, og inden jeg kunne nå at sige eller spørge om
mere, satte hun sig op på cyklen og kørte mod Næstvedvej og drejede til venstre
mod skoven.
Det var ikke fordi hun skulle på arbejde, men fordi hendes kærlighedsproblemer
med en mand hun havde mødt, tilsyneladende var vigtigere at få løst, her og nu,
end at være hos sønnen der stod foran en stor forandring i sit liv. Sønnen, altså
mig, skulle anbringes.
Det der lige som satte skub i min fjernelse fra hjemmet var episoden med
billetblokken jeg havde tilegnet mig i toget. Udover det, havde jeg en lille måneds
tid før åbenbart misforstået det med ulandshjælp, og omdøbt den til Ole hjælpen.
I dag kan det gøre mig virkelig ked af det, fordi jeg foretog mig de ting jeg gjorde.
Hvorfor havde jeg dog gjort de ting?
Nu skulle jeg sendes hjemmefra, væk fra omgivelsernes snakken.
Det var ikke så lidt jeg havde fået fortalt, om alt det gode der nu skulle ske for mig,
når jeg kom væk hjemmefra, til et skolehjem i meget naturskønne omgivelser,
oppe ved Tisvilde. Lovprisninger der ville gøre sig i et farverigt feriekatalog.

Mit indre var fyldt med blandede følelser. Jeg både glædede mig til det nye, og
samtidig var jeg også ked af det, fordi der var så meget jeg skulle forlade. Ikke at
jeg skulle forlade skolen, for den brød jeg mig ikke om, men alle mine fristeder,
bl.a. skoven hvor jeg kunne få lov til at være mig selv med mine tanker, og hvad
sådan en dreng ellers kan finde på. Biografen havde jeg også måtte sige farvel til.
Det var kun to dage siden jeg havde set den nyeste Far til fire. I forvejen havde jeg
været et utal af gange i Slagelse for at se den i Scala, og nu var filmen nået til
Victoria, og jeg husker at jeg den søndag var inde for at se den, både eftermiddag
og aften.
De andre skulle nyde påskeferien hjemme, og jeg skulle ud for at opleve ting og
sager. Havde jeg vidst hvad der ventede mig, havde jeg nok ikke været så
forventningsfuld, men var spænet afsted til skoven, for at gemme mig for dem alle
sammen.
Jeg blev hentet af hele to lokale kriminalbetjente. De var nu flinke nok. Herregud,
de kendte mig og jeg kendte dem.

En stor del af den nordsjællandske natur, oplevede jeg for første gang i mit liv, på
køreturen mod Tisvilde, hvor jeg skulle anbringes på skolehjemmet Godhavn. Det
var absolut ikke noget rart sted at være.
Da jeg steg ud af bilen, var det første jeg bemærkede nogle drenge, der
tilsyneladende stod afventende for at se hvordan den nye dreng så ud. Det var jeg
selv med til senere, i mine to år på stedet.
En kraftig mand kom ud og gav hånd til de to betjente, og inviterede dem ind på
kontoret. Mig værdigede han ikke et blik, men bad drengene vise mig rundt. Den
kraftige mand var forstanderen Bek.
Da jeg begyndte at gå, hørte jeg en sætning: Sikke lange skridt han tager. Den
sætning glemte jeg aldrig, og i flere år derefterter gav det mig en usikkerhed og
nervøsitet, når jeg skulle passere forbi større forsamlinger på en’ gang. Bl.a.
publikummet der sad på bænkene i foyeren i Kino på Frederiksberg ved Sorø og
ventede på at Rasmussen skulle komme og åbne døren ind til salen. Først når det
skete, gik jeg forbi de andre, nok stadig med lange skridt, og jeg følte mig ilde til
mode og komplet til grin.
En ting fra en af de første dage på Godhavn, står ekstra tydeligt i min hukommelse.
En dreng kommer hen til mig, og spørger om der ikke er noget jeg har glemt.
Glemt? Jeg kikker pr. refleks mod lynlåsen. Nej, den var trukket op. Det er din tur
til at hente æg, fortsatte han, og de drenge der var med ham nikkede
sammenstemmende. Jeg anede ikke at det var min tur til at hente æg. Jeg havde
ikke engang lagt mærke til en hønsegård. Oh ve oh skræk tænkte jeg og spurgte:
Hvor skal jeg hente de æg? Drengen pegede hen mod gavlen på gymnastiksalen.

Dem skal du da hente hos vejrhanen, sagde han. Da samtidig flere drenge var
kommet til, sammen med en af lærerne, fangede jeg ikke spøgen. Måske netop
fordi læreren også var der, begyndte jeg at klatre op, men fik meget hurtig en lumsk
mistanke om, at der var noget galt. Drengene morede sig, og det samme gjorde
læreren. Jeg var komplet til grin.
Kort før min ankomst til Godhavn, var jeg begyndt at skrive sammen med en dreng
fra København. Han hed Jan. Det blev til nogle breve, men kun to på Godhavn, for
jeg fik godt nok de breve der blev sendt til mig, men de var åbnet og altså også
læst før jeg fik dem. Når jeg skulle sende et brev, skulle jeg aflevere det uden at
lukke kuverten. Hvor var privatlivet?
Jeg turde simpelthen
ikke at skrive mine
private følelser og
tanker, for tænk hvis
lærerne og Bek sad
på kontoret og
morede sig over det
jeg havde skrevet,
lige som dengang da
mor læste højt for
bror og søster, af mit
kærlighedsbrev til
Henny
Jeg husker tydeligt
sovesalen som den ser ud på billedet. Der var hverken dyne eller hovedpude. I
baggrunden ses den lille rude, som nattevagten flittigt brugte, for at se om vi
opførte os som vi burde.
Inden vi måtte lægge os skulle vi vaskes, og bagefter gå hen til den lærer der havde
aftenvagten, strække hænderne og armene frem og vise ham begge sider og
bagefter albuerne, før vi måtte lægge os.
Jeg mener vi kaldte det for vaskeparaden.

Var læreren ikke tilfreds med resultatet, måtte vi gøre det om. Jeg begriber stadig
ikke den ydmygelse vi skulle udsættes for. Om vi havde vasket os ordentlig? Og
det skulle komme fra lærere der kun lod os komme i bad og få skiftet tøj, en’ gang
om ugen.
Når vi havde gjort det mindste forkert, eller når vi havde været på springtur, blev
vi for det meste straffet med tæsk, og bagefter skulle vi sidde på plads (vores faste
plads i opholdsstuen) på en hård træbænk, og vi måtte ikke tale til nogen.. Hvis vi
gjorde det, kunne vi blive straffet med en ekstra dag på pladsen. De andre måtte
heller ikke tale til os.
En brev der lå i min journal fik mig til at føle mig som en tilfældig pakke, og så er
det først sendt 17 dage efter min ankomst.

Vi drenge kunne nu også være meget opfindsomme. F.eks. røg vi cigaretter i smug.
De var hjemmelavede, rullet i gammeldags toiletpapir, og tobakken bestod af blade
fra buske og træer, hvis vi da ikke lige havde fået fingrene i nogle skod, som enten
Otto havde med hjem fra turen til posthuset, eller vi i et ubemærket øjeblik
smuttede om til trinbrættet, hvor togpassagererne havde smidt skodder.

Medens nogle af os stod og røg, holdt andre vagt, og hvis der så dukkede en lærer
op, blev der råbt ASH ASH. Så var det bare om at skylle resten ud i toilettet, men
det var sådan set med til at afsløre os mange gange. Røgen hang jo stadig i luften,
og så var det, alt efter hvilken lærer det nu var, og hans humør igen tæsk og ind på
plads når vi havde fri.
Hverdagene bestod af arbejde om formiddagen og skole om eftermiddagen for den
ene halvdel, og skole om formiddagen og arbejde om eftermiddagen for den anden
halvdel af drengene.
Skolebygningen med de to klasser, og sløjdlokale på loftet.
Skole bestod af tre klassetrin, og jeg nåede dem alle, men følte ikke jeg blev
klogere af den grund. Jeg mærkede ingen forskel på undervisningen, og lærte ikke
mere end jeg allerede kunne. Noget helt andet var, at vi ikke fik nogen
afgangsbeviser, som det ellers var normalt i folkeskolen, så vi kunne ikke
fremlægge bevis for vores evner i de forskellige fag.
Arbejdstilbuddene (tvangen) var smedeværkstedet, snedkeriet, malerværkstedet
og gartneriet, og så var der alt det udendørs arbejde med have, park og
gårdspladsen, og det var ikke ligefrem nogen loppetjans, men derimod hårdt
arbejde. To job var efterspurgte, køkkentjansen og systuen, men det var meget få’

der fik disse job. Eller måske skulle jeg sige: nåede at få disse job, for en
anbringelse var yderst sjældent en kortvarig affære, så der kunne gå år og dag
mellem disse job blev ledige.
Bag dette træ blev der, på et tidspunkt af dagen anbragt en bakke med fedtemadder,
og så stod vi der i en lang kø for at få en enkelt skive. Det var det samme hver dag
i de to år, jeg var anbragt på Godhavn.
Nogle dage var der marmelademad på bakken, men kun nogle enkelte, så det var
kun de forreste og stærkeste i køen der fik denne godbid, og dem der var tale om
var de samme og samme, resten måtte tage til takke med fedtemaden. Weekenden
var ikke helt frihed. Næh, der skulle bestilles noget om formiddagen. Gårdspladsen
skulle rives både lørdag og søndag, og det var for os drenge en meget stor
gårdsplads. Det var nok mere hårdt om vinteren, når der skulle ryddes sne, men af
en eller anden grund kan jeg slet ikke fremkalde mig noget billede af Godhavn i
sne.

Det skete, men sjældent at vi måtte gå over i skolestuen og se fjernsyn. En
udsendelse husker jeg, og det var en direkte transmission fra Paris, hvor to mænd
skulle bestige Eiffeltårnet på ydersiden. Jeg synes det var spændende.
Carl Erik og jeg fotograferet på en solskinsdag.
Tydeligt er det, at billedet er taget på en solskinsdag, og Carl Erik og jeg har ganske
givet været på vej hen til afsatsen ved snedkeriet, for der i fred og ro at synge flere
af de velkendte filmsange. Hej for dig, Det var på Rundetårn, Du er min øjesten
m.fl.

Billedet der blev taget og lagt i min journal.

En af drengene fra lærlingehjemmet havde en grammofon, som han nogen gange
tog med hen til et hjørne af fodboldbanen. Pladerne havde han i nogle mapper, og
mine øjne var ved af trille ud af hovedet, da han under bladringen nåede til en
ganske velkendt plade.

Det var et par dage før jeg skulle hjem på weekend, så jeg spurgte, om jeg ikke
nok måtte låne den med hjem i weekenden. Han tilbød at jeg kunne købe den for
5 kr. Jeg var overbevist om, at mor ville gå med til det, men hun vile ikke lade mig
købe den. Nogen grund fik jeg ikke, så det var ikke den gladeste Ole der afleverede
den igen efter weekenden.
Der skulle gå flere år endnu, før jeg fik fat i sangene fra filmen.
Nogle af de andre, fra Godhavnsårene.
Jeg husker ikke alle navnene, men nogle af ansigterne husker jeg, bl.a. ham der
sidder til højre. Ham sludrede jeg tit med i gartneriet.

I min journalmappe lå adskillige breve fra mor til Bek. Bl.a. dette brev, der efter
al sandsynlighed er skrevet i foråret 1963, før min konfirmation. I brevet skriver
mor:
Hr. Bek!
Først vil jeg sige Dem stor tak for at Ole endnu kan være ved Dem, og at jeg kan
mærke hvordan han har forandret sig, det betyder meget for mig, og jeg håber, at
Ole evt. kan være her lidt endnu, for Hr. Bek det er nemlig sådant, at jeg kan få
Ole i kontorlære, men først i foråret 1964 på svineslagteriets kontor hvis han gerne
vil til den tid, og det er en god lærerplads, da jeg synes der ikke er mange fag Ole
vil være fingernem nok til, men sin skole var han jo flink til både regning og
engelsk, og det er det vigtigste der på kontoret, men der er jo som sagt det meste
af et år til endnu……………………….
Dette brev slog mig lidt ud, for hvordan kunne min mor også være med på holdet,
der tvivlede på mine evner, og hvordan kunne hun overhovedet få den ide, at jeg
ville være en god kontormand.
I et brev senere nævner hun, hvor vigtigt det ville være at jeg fortsat skulle blive
på Godhavn, i stedet for at komme hjem til alle de dårlige kammerater.
Jamen jeg kom da fint ud af det med kammeraterne, men som den enspænder jeg
var gik jeg jo meget for mig selv, og jeg kan ikke på nogen måde se, hvor de dårlige
kammerater skulle befinde sig. Mon ikke det mere var bekymringen for, hvad
naboerne og andre tænkte, for det kunne da ikke være Ole der gjorde noget forkert.
Der var, når jeg tænker tilbage på min konfirmation, nogle ting jeg ikke kunne lide,
bortset fra at det var dejligt med nogle fridage fra Godhavn. Jeg gik til præst på
Godhavn, men konfirmeret i Sorø Kirke. Flere af mine medkonfirmander, kendte
jeg fra før jeg blev sendt hjemmefra, men der var ikke tid til samvær eller
hyggesnak med dem, og selve festen, der fandt sted i mormors stue følte jeg mere
som en fest for de voksne, der skålede, grinte og hyggesnakkede. Selv om mor nok
havde haft de bedste hensigter med min konfirmation, oplevede jeg det, som om
jeg bare var en anledning for, at familien kunne mødes. Jeg følte mig udenfor den
søndag, og allerede to dage efter var jeg tilbage på Godhavn.

Christian Bek, forstander på Godhavn fra 1950 til 1975.

Når jeg skulle på weekendorlov, var det hyggeligst at kunne rejse sammen med
Poul Erik og Roald der beggede boede i Slagelse, og jeg boede jo i Sorø.

I min journal fandt jeg et brev, som Poul Erik havde skrevet, og i en lille tilføjelse
fra Bek står at det sandsynligvis er forfattet af Ole.
Jeg husker hvordan vi listede hen til Beks dør og smed brevet ind, ringede på
klokken og spænede afsted.
Hvordan han reagerede aner jeg ikke, men i dagene efter brevet opholdt jeg mig
en del på gårdspladsen, og når Bek nærmede sig, gik jeg tilfældigt forbi ham, men
han lod som ingen ting.
Jeg var lige blevet indlagt på Rigshospitalet, da Bek skrev denne udtalelse om mig.
Ak ja, derudover har de sendt diverse andre udtalelser om mig, hvilket i
allerhøjeste grad har været med til at bremse mine muligheder i samfundet.
Havde jeg ikke taget sagen i egen hånd, og gennemført de ting, man ikke mente
jeg kunne, så tør jeg ikke tænke på hvordan mit liv ville have set ud i dag.

På flugt fra Godhavn!
Der gik lidt over et år, før jeg begyndte at flygte for alvor. Ikke fordi jeg ikke havde
haft lysten tidligere, for det havde jeg virkelig, men af en eller anden uforklarelig
grund skulle der gå den lange tid.
Jeg kunne få meget tid til at gå ved en mur omme bag skolebygningen. Skulle jeg
eller skulle jeg ikke klatre over og begive mig ud i den frie verden? Der var jo så
meget jeg savnede derhjemme. Måske ikke så meget hjemmet på Skolevej, men
mit elskede Victoria Teater, skoven, Parnas og meget mere.
Da jeg endelig tog mod til mig, var det i forbindelse med en fælles flugt sammen
med to andre. Jeg hørte lidt om deres flugtplaner, og så var det jeg spurgte om de
ville have mig med. Nu skulle det være. Jeg måtte bare afsted, og nu da det var
planlagt glædede jeg mig som et lille barn til juleaften.
Det var hen under aften vi begav os afsted, og netop via før omtalte mur. Vi kunne
jo ikke bare tage den letteste vej ned ad Godhavnsvej, da vi så skulle forbi Beks
vinduer, eller Otto eller Madsen kunne komme kørende. Næh, så hellere besværet
med muren. De to andre klarede det vist meget nemt, men jeg var på det tidspunkt
lidt af en klumpedumpe til det med at komme over, akkurat som med bukken i
gymnastiktimerne. Men til sidste lykkedes lykkedes det også for mig.
Det første vi fandt var et sommerhus hvor der selvfølgelig ikke var nogen hjemme.
Så stille som det nu lod sig gøre, fjernede vi en rude og kravlede ind. Jeg husker
stadig, det var på Paradisvej. Der i sommerhuset lå vi så’ og lagde vilde planer for
den videre flugt.
Den næste morgen begav vi os gennem skoven (Tisvilde Hegn), og videre ud til
Frederiksværkvejen. Der gik ikke lang tid før to patruljevogne kørte ind foran os.
Vi kunne ikke se på afstand at det var politiet, for bilerne havde hverken blå lygter
eller navn på siden. Det kunne lige så godt have været nogle tilfældige billister der
var på vej til arbejde. Det var noget af et chok, da de lige svingede over vejen. Løb
råbte jeg, og så gik det ellers i vild galop ind mellem træerne.

Vi slipper hundene løs, hørte jeg en betjent råbe, så lige så hurtig løbeturen var
begyndt stoppede den igen, da jeg for mit vedkommende ikke havde lyst til at få
bagpartiet ødelagt af en bidsk hund, og samtidig var jeg lidt slap i koderne da vi
ikke havde spist siden aftensmaden på Godhavn.
Vel anbragt i patruljevognen erfarede jeg, at de slet ikke havde haft hunde med, så
jeg kunne med lethed have løbet lidt mere.
Noget helt andet gik op for mig i al sin gru, da jeg blev afhørt på Frederiksværk
politistation. Samtidig med at betjenten satte papir i maskinen sagde han: Nu
begynder livets alvor Ole. Du er lige fyldt 15 år, og det betyder at hele
retsmaskineriet sætter i gang.
Nogen tid efter, fik jeg en betinget dom ved retten i Helsinge.
Tilbage på Godhavn blev vi modtaget af Bek. Jeg husker han lige måtte have
modtaget sin avis, for den foldede han sammen, og gav os hver et slag på kinden,
hvorefter vi måtte sidde på vore pladser i opholdsstuen.
Under en anden flugt, havnede jeg et sted i Valby. Det var hos et ægtepar i en
campingvogn. De gav mig lidt at spise og virkede vældig søde. Jeg ved desværre
ikke hvem de var, men efter nogen tid kom der en betjent og tog mig med til Valby
politistation.

Som det står her, var det Madsen der hentede mig. Ak ja, så har den stået på et
ordentlig møgfald.
En dag, ikke så lang tid efter, stod jeg ovre ved laderne på den anden side af
jernbanen. Jeg havde fået udleveret en økse, og skulle hugge noget brænde. Det
var jeg ikke ligefrem den bedste til, men åbenbart fik jeg hugget en lille smule.
Hvad er nu det der sker? Læreren kommer hen mod mig. Vil han finde noget andet
og mere behageligt arbejde til mig? Nej, han kommer ikke for at fritage mig for
brændehugningen, men for at fortælle han går til møde, men at jeg bare skal
fortsætte mit arbejde. Hvad tror han dog om mig? Tror han jeg går med
flugtplaner? Jeg ser ham forsvinde ind af indkørslen. Vejret er fint, solen skinner
endda fra en skyfri himmel. Skulle jeg? Ja egentlig burde jeg gøre det. Sådan et
lærermøde varer nok til middag, så muligheden for et pænt forspring er til stede.
Jeg lader brænde være brænde, og begynder at spadsere ud langs banelinien. Det
kunne jeg jo rolig gøre, for der var intet personale der kunne se mig fordi de alle
sad inde hos Bek.
Under vandreturen tænkte jeg på det videre forløb, og selv om det egentligt var
naivt tænkt, forestillede jeg mig at mor nu endelig måtte kunne give Bek ren
besked, så jeg en’ gang for alle kunne blive udskrevet fra Godhavn. Herregud, hun
havde jo selv sagt jeg kun skulle være der i kort tid, højest et halvt år. Indtil nu var
der gået tre gange så lang tid, så nu måtte der snart kunne komme en ende på det.
Hver gang jeg skulle tilbage fra orlov eller flugt sagde hun, at jeg snart kom hjem,
og hver gang blev jeg overstrømmet af den samme glade følelse, og kort efter atter
en stor skuffelse.
På en gård ved Holløse var de ved at høste. Jeg satte mig bag en af de høstakke der
allerede dekorerede marken. Så sad jeg der og prøvede at samle tankerne, da denne
flugt jo ikke var planlagt forud.
Jeg så en mand nærme sig. Det måtte være gårdejeren. Åh nej, tænkte jeg, der er
ikke mange flugtveje på denne store mark, uden han vil kunne se mig. Jeg får en,
tror jeg selv, smart ide og rejser mig hurtigt. Goddag, siger jeg og bukker alt hvad

jeg har lært. De skulle vel ikke have brug for en ung mand til at hjælpe til med
høsten.
Det kan vi da tale om, svarede han. Jeg så allerede for mig, hvordan jeg kunne
tjene til togbilletten. Hellere toget end tommelfingeren.
Jeg fulgte med ham ind i køkkenet, hvor hans kone diskede op med ostemad og
sodavand. Det var lækkerier, sammenlignet med de kedelige fedtemadder på
Godhavn.
Lykken varede dog ganske kort, for jeg hørte pludselig lyden fra en bil der
nærmede sig, og ganske rigtig, ind på gårdspladsen svingede en meget velkendt
bil. Jeg mærkede hvordan blodet steg til hovedet. Det var absolut ikke nogen rar
fornemmelse.
Farvel høstarbejde og farvel togbillet, det var nemlig Bek der kom for at hente mig
tilbage til Godhavn.
Jeg må virkelig have været meget opslugt af ostemaden og den forfriskende
sodavand, for jeg havde slet ikke bemærket at gårdejeren havde været væk fra
køkkenet i nogle minutter. Selvfølgelig for at telefonere.
Kan du nu sige pænt tak for mad Ole, sagde Bek da han stor og mægtig stod der
midt i køkkenet. Jeg var allerede forberedt på de tæsk der ventede mig, når vi kom
tilbage til Godhavn.
Jeg rejste mig, takkede for maden og fulgte med Bek ud til hans vogn. Skulle jeg
sætte i løb? Han kunne næppe indhente mig, men nej, hvis jeg alligevel skulle have
nogle dage på sygestuen, kunne jeg lige så godt bruge dem til at forberede en flugt
lidt bedre, men overraskende nok fik jeg hverken tæsk, eller kom på sygestuen,
men blev sendt i seng på den store sovesal. Medens jeg lå der, kom Madsen for at
spørge til, hvad der var i vejen, men jeg havde ikke lyst til at tale med ham eller
andre. Jeg var allerede i gang med forberedelserne til den næste flugt.

Endnu en superkort springtur, var den hvor en af de andre drenge og jeg var draget
afsted.
Ved Tibirke kirke stoppede vi en bilist, og spurgte om vi måtte køre med. Jamen
det må I da godt, svarede bilisten rigtig smilende, og vi satte os glade og
forventningsfulde ind på bagsædet.
Nu skulle vi ud og levet livet. Jeg smilede sejrsrig til kammeraten. Det gik da
forbløffende nemt det her. Men ak. Det første bilisten gjorde, var at vende vognen.
Jamen hov, udbrød jeg, det er ikke den vej vi skal, vi skal til Frederiksværk. Kan
De ikke lige sætte os af igen, fortsatte jeg, så finder vi en anden bil. Men nej, han
var hverken til at hugge eller stikke i, hvilket jeg godt kan forstå nu hvor jeg tænker
tilbage.
Det var tydeligt at se, hvor vi kom fra. Arbejdsjakken, bukserne og de velkendte
træsko.
Kort efter var vi tilbage på Godhavn og inde på gårdspladsen. Otto gjorde store
øjne, da han så os stige ud af bilen, for lige nu skulle vi befinde os ovre på
lærlingehjemmet, i færd med at bone gulvene.

Lærlingehjemmet, hvor vi skulle bone både stuen og 1. sal.
Otto tog os med hen til Beks dør, hvor han ringede på. Da Bek åbnede sagde Otto:
De to har vist noget, de gerne vil fortælle. Bek kikkede spørgende på os og jeg
fortalte med meget lav stemme: Vi har været på vej væk. Hvad siger du, sagde
Bek, tal højere. Vi har været på vej væk, gentog jeg. Så fik vi hver en ordentlig en
på siden af hovedet og smidt op på sygestuen.
De fleste gange jeg flygtede på egen hånd, tog jeg hjem til mor i Sorø, hvilket
senere har undret mig ikke så lidt, for hver gang var det jo det samme der skete.
Det var ikke sådan, at mor spurgte hvorfor jeg var stukket af. Mor og Hans skulle
lige tale sammen i køkkenet, hvorefter Hans smuttede over til mormor.
Efterfølgende var der lige nogle ting mor skulle ordne i soveværelset.

Det virkede som om jeg gik i fast rutefart over muren bag skolestuen, og nogen
gange var der en kammerat med, men jeg begriber stadig ikke, hvordan jeg kunne
bære mig så tåbeligt ad, at tage hjem til mor. Selv da jeg havde en kammerat med,
gik turen til Sorø. Vel ankommet til byen, viste jeg ham nogle af de steder jeg holdt
så meget af, og deriblandt Victoria, men efter den lange tur fra Tisvilde var vi
blevet sultne, så jeg foreslog at vi så tog hjem til mor, og det var kammeraten med
på.
Hans tog atter turen over til mormor, og mor smurte et par madder til os, og dem
havde vi dårlig nok spist før det ringede på døren og en af de lokale betjente
afhentede os, og p.g.a. det sene tidspunkt blev vi låst inde i en celle i Sorø arrest.
Vi havde i cellen aftalt, at vi skulle prøve at stikke af fra betjenten næste dag, og
jeg havde fundet på det helt rigtige, troede jeg. På et sted nær en skov, sagde jeg
til betjenten der kørte os: Jeg skal tisse. Men den hoppede han ikke på, men sagde
at vi måtte holde os indtil vi nåede Godhavn.
Når betjenten efter en hyggestund og sludder med Bek var kørt, så blev vi kaldt
ind på kontoret for at stå til regnskab, med en omgang tæsk til følge og en tur på
sygestuen.

Et par dage efter, tog jeg afsted igen, og da jeg som sædvanlig kom tilbage igen
fik jeg underligt nok ikke tæsk, og det viste sig at Ostenfeld havde fået den ide, at
jeg måske var bange for den nærtstående indlæggelse på Rigshospitalet. Jeg så nu
mere den kommende indlæggelse som en periode, hvor jeg kunne være fri for at
være på Godhavn. Her ses en del af dagligstuen.

Indlæggelse og operation på Rigshospitalet!
Jeg voksede som tidligere beskrevet op med tragtbryst, og i starten af 1963 mente
den læge der var tilknyttet Godhavn, at jeg skulle have det undersøgt nærmere på
Rigshospitalet.
Normalt var det ikke noget jeg havde mærket så meget til gennem min opvækst,
bortset fra at jeg let blev forpustet, men så skete der noget, der satte skub i det hele.
En dag stod jeg ovre ved gyngerne ved siden af fodboldbanen. Hver gynge bestod
af et overskåret traktordæk, og den dag det skete, havde jeg som så mange andre
gange i mit liv, stået i mine egne tanker og på et uheldigt sted, med det resultat at
gyngen ramte mit bryst. Det gjorde voldsomt ondt. Den stakkels dreng der
uforskyldt havde ramt mig, skyndte sig afsted efter en af lærerne, og så gik det
ellers slag i slag.
Lægen henviste mig til Rigshospitalet, hvor de efter flere undersøgelser nåede
frem til, at jeg skulle opereres for mit tragtbryst, da det ellers kunne komme til at
give mig problemer senere i livet. Det var samtidig en ny operationsform, de var i
gang med.
I september 1963, kørte Bek mig til Rigshospitalet, hvor jeg blev indlagt i en af de
gamle pavilloner.
De kommende dage følte jeg mig meget alene. Man skulle ellers tro det ville være
et paradis for mig. Jeg var jo fri for Godhavn i et stykke tid, men jeg kendte ikke
en sjæl derinde, men retfærdigvis skal det nævnes, at efter mine nu opståede 15 år
skulle der meget lidt til at sætte gang i nogle specielle behagelige følelser, og derfor
kunne jeg godt se, der fandtes nogle ualmindelig søde sygeplejerske på afdelingen.
En dag havde jeg fået lov til at benytte et badekar, og der sad jeg så og nød det, og
ja der manglede kun cigaren med mavebælte og den skønne whisky med klirrende
isterninger. Med et gik døren op, og ind trådte en af de søde sygeplejerske. Hun
skulle vist hente noget linned eller noget andet.
Hun smilte sødt til mig, og så var det hun spurgte om hun skulle vaske mig på
ryggen. Nej tak, svarede jeg med begyndende røde ører, den har jeg allerede

vasket. Hun har med garanti ment det seriøst, at hun virkelig ville vaske mig på
ryggen, men for nogle af os Godhavnsdrenge, og deriblandt altså jeg var det helt
andre ting vi forestillede os, når en pige kom med sådan et tilbud, og for mit
vedkommende var hormonerne så absolut kommet i top.
Der gik nogle dage, hvor jeg ærgrede mig over mit afslag til hende. Jeg passerede
hende flere gange, og smilte hver gang, og nok på en meget fjollet måde. Hvergang
smilte hun tilbage, men desværre greb hun ikke ud efter mig, for at hive mig ind
på badeværelset.
Hvorfor kom der ikke nogen og besøgte mig. Onkel Ejner der boede i København,
eller det mest nærliggende mor, men hun havde selvfølgelig sit arbejde.
Dagen før operationen var jeg virkelig bange. Endnu havde ingen besøgt mig, og
jeg havde bare et behov for at tale med nogen.
Så gjorde jeg det, at jeg gik ud til en af mønttelefonerne i de lange gange der
forbandt pavillonerne, og der gjorde jeg noget som der senere har undret mig, men
som jeg aldrig har fortrudt. I telefonbogen fandt jeg nummeret og ringede til
Christian Arhoff, der boede i Birkerød. Hvad der ordret blev talt om kan jeg ikke
huske, men jeg oplevede ham som et sødt og rart menneske, der gav sig tid til at
lytte til mig.

Lidt roligere men stadig nervøs, gik jeg tilbage til afdelingen. Den nat fik jeg ikke
sovet ret meget. Operationen ventede forude, og samtidig følte jeg en voldsom
glæde, ved at have talt i telefon med selveste Klinkehans alias Christian Arhoff.
Solen sendte sine stråler ind gennem vinduet. Dagen hvor jeg skulle opereres,
havde taget sin begyndelse.
Af og til kom der sjove lyde fra min mave, da jeg ikke havde fået noget
morgenmad. Jeg skulle jo faste op til operationen.
Jeg blev kørt til operationsstuen, og kort tid efter blev jeg lagt op på
operationsbordet, og der lå jeg og kikkede op på den store lampe. En masse
mennesker vimsede rundt, og en sygeplejerske gav mig den første sprøjte.
Skal jeg sove nu, spurgte jeg. Nej, svarede hun, ikke endnu, det jeg har sprøjtet ind
er noget der skal stimulere hjertet.
Hjernen, spurgte jeg. Nej hjertet, svarede hun smilende. Nåh, svarede jeg og var
samtidig flov over jeg havde hørt forkert.
Så ankom lægen, der skulle operere. Det viste sig han var fra Sverige. Få minutter
efter var sygeplejersken klar med endnu en sprøjte.
Er det så nu jeg skal sove, spurgte jeg. Ja, svarede hun, kan du sove godt? Jo tak,
sagde jeg, og i lige måde. Det mener du da ikke, lød det fra hende. Jo, sagde jeg
bestemt. Jeg vidste rigtig nok godt, hvad det ville sige at være høflig.
Hold da op hvor det begyndte at prikke i og omkring næsen, og så den underlige
gummiagtige lugt og vupti var jeg væk.
Operationen tog det meste af dagen, og jeg husker jeg på et tidpunkt kan se den
store operationslampe der er tændt. Der er bare lige det ved det, at det var udefra
jeg kikkede mod vinduet og så den.
Videre husker jeg, at jeg bevægede mig hen mod kiosken, hvor jeg de sidste par
dage havde set en bog udstillet, om Osvald Helmuth. Åh nej, den var der ikke
mere. Hvad var nu det? Var der ikke en der sagde mit navn? Endda flere gange.
Jeg lå på opvågningsstuen og fornemmede stadig den gummiagtige lugt, og det tør
nok siges at jeg kastede op.

Næste gang jeg slår øjnene op, er da mor taler til mig. Jeg er tilbage på afdelingen.
Umiddelbart efter falder jeg i søvn igen.
Jeg havde ingen tidsfornemmelse, men da jeg vågnede igen var mor væk. Jeg blev
glad, ikke fordi hun var væk, men fordi jeg fik øje på en bog der lå på bordet. Det
var bogen om Osvald Helmuth.
Næste morgen kom en sygeplejerske hen til sengen, og i hånden havde hun en stor
sprøjte. Det var penicillin sprøjten indeholdt. Av for pokker hvor det gjorde ondt.
Ikke stikket, men det der blev sprøjtet ind, og da jeg straks satte benene på gulvet
fik jeg så mange smerter, at jeg bare måtte lægge mig igen. Jeg brød mig ikke om
den sprøjte.
En morgen havde jeg troet jeg kunne slippe, ved at gå rundt og studere de andre
afdelinger, men da jeg senere kom tilbage, lå sprøjten nok så nydeligt og ventede
på mig, og ja, med det sødeste smil kom sygeplersken og stak nålen i mit lår. Den
sprøjte opgav jeg derefter at flygte fra.
Lægen kom og fortalte, at de havde sat to skinner ind i brystkassen, og at de skulle
sidde der i et år, før de igen kunne fjernes. Det var, i den første tid efter
operationen, et voldsomt problem hvis jeg kom til at grine. Det gjorde virkelig
ondt i brystkassen, hvis jeg grinte.
En lille episode fra min indlæggelse skal også lige med. Under et toiletbesøg havde
jeg gjort hvad der nu skulle gøres, og sluttede af med at trække i snoren. Jamen
hvor bliver vandet af? Hvorfor skyller det ikke ud? Jeg trak et par gange mere i
snoren, og vupti, så kom der et par sygeplejersker ind til mig. Snoren var ikke
beregnet til at skylle ud med, men derimod til at hidkalde hjælp. Så lærte jeg det,
og var mere forsigtig ved de efterfølgende toiletbesøg under indlæggelsen.
Episoden under operationen, hvor jeg havde set den tændte operationslampe
udefra spekulerede jeg tit på, og den gav for mig mening, da doktor Rasmussen på
mit spørgsmål kunne fortælle, jeg havde haft et kortvarigt hjertestop under
operationen.
Da jeg blev udskrevet, blev jeg hentet af Bek og kørt tilbage til Godhavn, kun for
et par dage efter at blive sendt hjem på en større orlov. En afslappertid, der

samtidig gjorde det svært for mig at tage tilbage. Jeg gik jo med de to skinner i
brystkassen, og var bange for at falde, så de skulle forskubbe sig. Det skete
heldigvis ikke ved fald, men på et tidspunkt i 1964 måtte jeg lige en tur omkring
hospitalet, for at få skinnerne justeret.
Efter den lange orlov, blev jeg fulgt til København af mor, og derfra var det så
planen, at jeg skulle tage videre til Godhavn alene.
I København tog hun mig med ind i Palladium for at se den nye Dirch Passer film:
Bussen.
Det var sødt af hende, men efterhånden som handlingen skred frem, fik det mig til
at længtes mere og mere efter Sorø. Det havde nemlig ikke gjort længslen mindre,
at bussen mindede alvorligt meget om en af min barndoms bybusser, en Bedford
ved navn Jette.

Efter filmen var det tid til at finde Hovedbanegården.
Mor skulle jo hjem til Sorø, og jeg skulle tilbage til
Godhavn. Jeg glædede mig slet ikke, og havde en
voldsom eller underlig følelse i maven.
Mor fulgte mig til perronen hvorfra toget mod Hillerød
skulle afgå. Jeg husker hvordan hun ikke havde tid til at
blive hos mig til mit tog var kørt. Hun skulle skynde sig
over til sit eget. Jeg vil ikke bebrejde mor for det, for den
gang var der noget længere mellem togafgangene, end
der er i dag, så kunne hun komme hurtigt hjem, i stedet
for at skulle vandre rundt på Hovedbanen i en evighed.
Toget jeg sad i begyndte at køre, og mine tanker var langt væk, fordi jeg skulle
tilbage til Godhavn. Nu havde jeg lige haft det så dejligt hjemme i Sorø, også selv
om jeg havde tilbragt de fleste timer alene, da de andre havde deres arbejde, skole
osv.
Efter ankomsten til Hillerød bevægede jeg mig over mod toget på Gribskovbanen,
der skulle føre mig det sidste stykke til Godhavn. Jeg var i det man kalder for syv
sind og tog der på perronen den beslutning, at jeg ikke ville tilbage til Godhavn
mere. Med toget gik det tilbage til Københavns Hovedbanegård, og så begyndte
jeg på en længere spadseretur ud af Vesterbrogade. Sagabiografen spillede stadig
Frøken Nitouche. Den havde jeg ikke set endnu, og det måtte også vente, for jeg
havde ikke penge til billetten, så jeg gik videre ud til Roskildevej, hvorfra jeg tog
på tommelfingeren. Det gik også godt indtil Ringsted. Der var jeg blevet sat af, og
da det efterhånden var blevet lidt sent på aftenen, satte jeg mig på en bænk for at
hvile lidt, og jeg husker det samtidig var temmelig køligt. Efter nogen tid stoppede
en patruljevogn, og jeg blev taget med på Ringsted politistation, hvor de hurtig
blev klar over hvem jeg var, og hvor jeg hørte til. Betjentene var flinke nok, og jeg
fik både kage og sodavand, og fik lov at sove på en bænk på kontoret.
Jeg vågnede med et sæt ved at Dam Madsen stod og ruskede i mig, og så gik turen
ellers tilbage til Godhavn, i nattens mulm og mørke. Madsen var på godt dansk:
Eddike sur. Det tror da pokker, når han var jaget fra Tisvilde til Ringsted midt om

natten. Det blev ikke spor bedre om morgenen, da vi sad bænket til morgenmad,
der bl.a. bestod af en portion havregryn med en meget lille teskefuld sukker
ovenpå. Døren gik op, og ind trådte Bek og han gik direkte hen til bordet hvor jeg
sad, og gav mig det største møgfald i alles påhør. Det var ikke rart, for han var
virkelig rasende, og jeg var forberedt på at han ville hive mig op fra bænken og
gennembanke mig, men det gjorde han ikke lige der, men jeg var virkelig bange.
To dage efter var jeg parat til endnu en udflugt, og da jeg kunne forstå på en af
vennerne, der kom fra Vejle at han også ville afsted tog vi turen over muren.
Ganske vist var det højlys dag, men vi brugte øjnene godt, og hurtigt var vi inde i
skoven (Tisvilde Hegn). Nu skulle vi bare ud og nyde tilværelsen, for det kunne
da ikke passe at mine flugtture altid skulle ende galt. På en af skovvejene holdt en
lastbil, hvor en mand var ved at læsse træ på. Vi gik hen til ham, og da han så
meget tilforladelig ud, spurgte vi om vi måtte køre med ham. Det måtte vi gerne,
og han sagde videre at han snart var færdig, så vi skulle bare sætte os ind i
førerhuset. Medens manden gjorde sit arbejde færdig, sad vi og planlagde det
videre forløb med turen, og midt i planlægningen fik jeg øje på en gul bil med sort
tag der dukkede op længere fremme af vejen. Otto, udbrød jeg, det er Otto – duk
så han ikke ser os. Vi dukkede ned og ventede på at han skulle køre forbi, men så
heldige skulle vi ikke være, for med et’ blev døren revet op og Otto bad os komme
ud. Vi blev kørt tilbage til Godhavn direkte ind til Bek, der virkede alt andet end
glad, og fra Bek gik det videre til sygestuen.
Den næste flugt begyndte jeg en tidlig aften, hvor mørket så småt havde indfundet
sig. Det var ved at være midt i November, så det var en kølig aften. Det var jo ikke
sådan at vi havde en større garderobe, så vi kunne klæde os rigtig varmt på. Jeg

havde i al fald ikke. Jeg klatrede over muren og må have været heldig at komme
med en billist, for nogen tid efter, måske et par timer, befandt jeg mig på Torvet i
Hillerød. Jeg frøs, og det havde en mand lagt mærke til, og han inviterede mig ind
på en af Torvets kroer, og serverede en sodavand for mig. Manden sludrede lidt
med servitricen og kom så hen og satte sig hos mig. Hvad han havde sludret med
servitricen om, fandt jeg ud af, da en betjent kom ind og gik direkte hen til mig.
Han hilste høftligt og spurgte så om, hvad jeg hed. Peter, svarede jeg frejdigt. Er
du sikker på det, spurgte han. Ja, svarede jeg, jeg hedder Peter og er på vej til
København. Du må hellere gå med over på stationen, sagde han, og snart travede
jeg ved siden af ham over til politistationen.
Jeg oplevede ikke den samme venlighed, som den i sin tid i Ringsted, tværtimod
virkede betjenten irriteret, og pludselig stod han med en fax med mit portræt og
det rigtige navn Ole. Der kommer en og henter dig Ole, sagde betjenten, og så
kunne jeg bare sidde og spekulere på hvem der kom efter mig denne gang. Det
viste sig at være Dam Madsen, der nok engang var blevet jaget ud af sin lune seng
for min skyld.
På turen fra Hillerød fornemmede jeg et voldsomt raseri fra Madsen, og da vi kørte
op af Godhavnsvej, overvældede en voldsom følelse mig, og jeg kunne se der var
lys på Beks kontor. Jeg fik en voldsom smerte i maven, for jeg vidste nu alt for
godt hvad der ventede mig.
Så stod jeg foran Bek på kontoret, og raseriet lyste ud af hans øjne, og han stak
mig en hård lussing. Hvad hedder du, spurgte han hysterisk. Det svarede jeg
åbenbart ikke hurtig nok på, og så faldt den næste lussing.
Jeg hedder Ole, nærmest hviskede jeg. Hedder du ikke Peter, spurgte Bek, samtidig
med jeg fik endnu en lussing. Nej, svarede jeg.
Hvorfor sagde du det så til politiet, spurgte han medens næste lussing faldt. Det
kunne jeg til Beks irritation ikke svare hurtig nok på, for der faldt endnu en lussing
så jeg faldt tilbage på sofaen. Måske var det min brystoperation der gjorde, jeg
slap for at han satte sig oven på mig, men jeg blev sendt på hovedet i seng på
sovesalen, med efterfølgende straf i form af en uge på pladsen i opholdsstuen.

Allerede næste dag gjorde jeg kort proces, for nu skulle mor altså lytte til mig, og
hjælpe mig med at komme væk fra Godhavn og tilbage til Sorø.
Det med at sidde på plads var selvfølgelig kun i fritiden, så jeg skulle passe skolen
og arbejdet.
En af de andre drenge ville med, så den korte proces foregik på den måde at vi, da
vi var enige om at tage af sted, gik direkte hen til den velkendte mur og kravlede
over.
Denne gang gik turen via København, Roskilde og Ringsted til Sorø, og så stod vi
udenfor huset på Skolevej. Skulle vi, eller skulle vi ikke? Risikoen for endnu en
overnatning i Sorø arrest var tilstede, men sulten fik overtaget og vi gik ind. Vi
kunne altid smutte igen, men sådan skulle det ikke gå. Vi fik mad, men havde
dårligt nok fået spist op, før dørklokken lød, og en halv times tid efter befandt vi
os igen i arresten.
Den sædvanlige modtagelse på Godhavn, med nogle på siden af hovedet, og inden
vi blev smidt på sygestuen, sagde Bek til mig, at jeg på ingen måde skulle regne
med at komme hjem på juleferie, men da julen nærmede sig fik jeg alligevel lov,
men det gjorde virkeligt ondt i tiden op til, p.g.a. Beks ord.

Det var den normale jul,
og jeg fik også besøgt
Viola i Vestergade, og et
besøg i Victoria-teatret,
men efterhånden som
dagen nærmede sig, hvor
jeg skulle tilbage til
Godhavn, blev jeg mere
og mere desperat.
Hvorfor kunne jeg ikke
slippe for det sted. Jeg
blev fulgt til toget mod
København, hvor jeg
skulle skifte til toget mod
Hillerød, men jeg blev på Hovedbanen hvor jeg satte mig i en ventesal og gav mig
til at skrive et brev til mor, og nogle timer senere var jeg tilbage i Sorø, og smed
brevet ind af brevsprækken.
Jeg skrev følgende:
Kære mor.
Imens du læser dette brev står jeg udenfor og venter. Jeg ved godt, at det er det
værste jeg kunne have gjort, men når du kan gå og sige noget til en hvis fru
Rasmussen i Slagelse. Hun er mormor til en dreng som er oppe på Godhavn. En
dag sagde han til mig, at du havde sagt til denne fru Rasmussen at du ikke ville
have mig hjem, så længe jeg var som jeg er.
Og du siger at du vil gøre alt hvad du kan for at få mig hjem, og så siger du sådan
noget pjat. Dengang han sagde det til mig troede jeg at det var en spøg, men inde
i København traf jeg en anden af de drenge deroppe fra. Han sagde at jeg da aldrig
kom hjem, efter det Roald havde sagt. Han har nemlig sagt at du havde sagt, som
jeg nævnte før, forstår du mig eller forstår du mig ikke. Jeg er også ligeglad. Men
hvis du virkelig ikke vil have mig hjemme, hvad der er noget der tyder på, så send
mig på et andet hjem.

Du siger jeg ikke kommer hjem, før at jeg lader være med at løbe. Men, hvad skulle
jeg løbe efter når jeg kommer hjem. Kan du måske sige mig det. I er bare ude på
jeg skal blive deroppe, men jeg kan godt sige dig, at jeg vil på et andet hjem eller
også hjem. Jeg kan også godt sige dig at der er et hjem jeg tænker på. Jeg kan jo
næsten tænke at enten fru Jensen eller også dig eller en anden en ringer til
Arnsberg, og så bliver jeg kørt op til Godhavn.
Men en ting kan jeg godt sige dig. Du er pivet, rigtig møj pivet. Du tør aldrig tage
dig rigtig sammen til noget, f.eks. at sætte dig imod at jeg er deroppe. Men hvad,
det må du selv om. Du kan gå ind og ringe til Bek, Arnsberg eller fru Jensen hvis
du vil. Men så er det jo jeg opdager du er tarvelig.
Til hverdag er du ganske flink over for mig. Når jeg er hjemme på orlov, har du så
noget at klage over. Tror du måske jeg vil være anderledes når jeg kommer hjem
og blive.
Tænk over det. Hilsen Ole.

Mor havde straks skrevet følgende brev til Bek:
Hr. Bek.
Pludselig ringede det på dørklokken, og Ole lagde dette brev i postkassen. Vil De
spørge om hvad det er for noget vrøvl, jeg kender ingen Fru Rasmussen i Slagelse
og har ikke råd til at blive ved med at sende ham med toget når han alligevel trods
alt springer af. De må undskylde at brevet her er lidt kort, men jeg skal ud og se
efter Ole.
Venlig hilsen G. Hansen.
I de kommende dage var jeg ikke meget hjemme. Bl.a. sov jeg et par nætter hos
Viola og hendes mand i Vestergade. Jeg besøgte også Lauritz og Johanne nogle
gange, og åbenbart var jeg en flittig brevskriver i denne Januar månede 1964.
Som jeg ser de breve i dag, ser jeg en desperat dreng for mig, en dreng der føler
sig svigtet, fordi der ikke skete nogen udvikling i hans tilværelse. Godhavn var det
samme som da han blev anbragt. Tæsk for småting, urimelige afstraffelser.
Drengen var mig.
Jeg skrev følgende brev til mor:
Kære mor.
Jeg kommer ikke andre steder hen, og jeg ved også godt at det er dig som ikke vil
have mig hjem. Hvorfor sagde du ikke det med det samme. Jeg kan ikke lade være
med at stikke af. Skal jeg virkelig have en plads med kost og logi. For derhjemme
lader det jo ikke til at jeg har nogen interesse. Du skulle bare vide hvor ked af det
jeg er. Jeg vil et andet sted hen, før jeg kan lade være med at løbe.
Hils alle og en hilsen til dig, hvis du da vil have mig derhjemme, eller få mig et
andet sted hen. Hilsen Ole.

Jeg var overbevist om, at mor ville forstå mig lidt bedre, efter det jeg havde skrevet
til hende, men jeg fandt hurtig ud af at det ikke var her og nu vi skulle have en
mor/søn sludder, for pludselig var Arnsberg der, og så blev jeg fragtet tilbage til
Godhavn og efterfølgende et af Beks velkendte raserianfald.
Mor havde samme dag sendt et brev til Bek, og samtidig vedlagt det jeg havde
skrevet. Mor skrev:
Hr. Bek.
I dag har jeg modtaget dette brev fra Ole, jeg synes alt ser så håbløst ud, men en
ting er da sikkert, at Ole altid er velkommen, og at han må komme hjem og være
når han kan, det er der ingen der sætter sig imod, men jeg ville meget nødig at han
igen begynder at løbe for det lader til han stadig er ude på det, hvordan skal det
dog gå ham fremover, når han har disse tanker at han ikke er ønsket derhjemme,
han holder også ser man på at han vil et andet sted hen, kan De Hr. Bek forstå mig
når jeg til tider hverken ved ud eller ind.

Om det var Bek eller Madsen, der hev fat i mig, aner jeg ikke, men dette brev, der
også lå i journalen skulle jeg skrive, og det skulle godkendes inden det blev
afsendt. Brevet lød:
Kære mor.
Du må meget undskylde det brev jeg skrev. Jeg mente det ikke, Mor, hvad med en
frisørplads når jeg engang kan komme hjem, f.eks. ham nede på banen. Nå, men
det kan vi altid snakke om. Både hr. Bek og psykologen vil hjælpe mig, så det er
på Godhavn jeg bliver. Men jeg håber ikke det bliver så længe jeg skal være her.
Jeg kan ikke finde på ret meget mere at skrive, men jeg skriver snart igen.
De kærligste hilsner fra Ole.
NB. Jeg vil ønske jeg aldrig havde skrevet dette brev den anden dag. Jeg er først
glad den dag jeg hører at du har modtaget dette brev.

Den sidste tid på Godhavn!
Det kunne ikke blive ved med al den flugt, og efter endnu en samtale med
Ostenfeld, begyndte de at lægge planer for min fremtid. Jeg var næsten med på alt.
Dog ville jeg ikke være snedker, selvom Ostenfeld og Bek pludselig var overbevist
om mine talenter i den retning. Men nej, det ville jo betyde jeg skulle være på
Godhavn hele læretiden, for selvfølgelig var det meningen det skulle være
Godhavns snedkeri, der skulle have æren af at uddanne mig.
Var der ikke noget med at Sorø var overfyldt med frisørsaloner? Selv mor syntes
at mine evner var udviklet ret så voldsomt, siden dengang hun så for sig, at jeg
skulle være kontorist på slagteriet. For hun skrev bl.a. til Bek at jeg måske kunne
komme i frisørlære, når den nuværende elev var færdig, hvilket vil sig om 7 til 8
måneder. Bek mente det var en god ide, men det var jeg ikke enig med ham i, så
jeg droppede alle fremtidige frisørplaner. Der gik ikke lang tid før en ny, synes jeg
selv, genial ide dukkede op. Ungdomsskole. Der måtte da findes mange
ungdomsskoler rundt om i landet, for den ungdomsskole som Bramsen stod for i
Sorø, var næppe den eneste. Det viste sig så at der i Valby ved Helsinge var en
skole. Bek gik med på ideen og skrev d, 11, april 1964 til mor:

Og så kom endelig den store dag, hvor jeg kunne gå rundt og vise min
evighedsseddel. Ole skulle nu på ungdomsskole.
Bek kørte mig til skolen, og da han var kørt igen, var det samtidig farvel til
Godhavn. Godhavn glemmer jeg aldrig.
Det var noget helt andet, at komme på ungdomsskole. Jeg nød den korte tid jeg var
der. Specielt husker jeg tre søde piger fra Haderslev, der samtidig var trillinger.
Gad vide hvor de befinder sig i dag?
Det var også der på skolen, jeg en aften i tv-stuen for første gang hørte de fire
drenge fra Liverpool, The Beatles. Det virkede helt spændende, og de var på vej
til Danmark, dog uden trommeslageren Ringo, der var blevet syg.
Jeg kunne med garanti have fået en oplevelse for livet, hvis jeg havde fuldført
skoleopholdet, men jeg følte mig ikke helt klar til den sociale del af tilværelsen.
Dertil havde der indsneget sig nogle kedelige vaner fra de to år på Godhavn.
Jeg måtte bare væk fra det hele, så jeg lånte telefonen og ringede til mor, og bad
hende sende min cykel op til skolen, med en eller anden forklaring om, at vi måske
skulle på cykelture, hvilket jeg selvfølgelig ville deltage i.
Da cyklen endelig ankom, gik der kun ganske få dage, (var lidt usikker på om jeg
skulle), jeg oplevede jo en helt anden tone i hverdagen end i de sidste to år, men
nej, jeg ville noget andet.
Dagen kom hvor jeg ville føre min plan ud i livet, og jeg trak lige så stille ned ad
vejen med cyklen, og da jeg var ude af syne fra skolen, satte jeg mig op, og så
cyklede jeg ellers derudaf, godt trampende i pedalerne.
Det gik gennem Helsinge, Hillerød, Birkerød (spekulerede et øjeblik over, om jeg
skulle hilse på Christian Arhoff) men nej, nu skulle jeg bare derudaf. Ankommet
til København var jeg godt og grundig træt, så jeg fandt frem til Erik Menvedsvej,
hvor mors onkel Ejnar boede.
Han blev godt nok overrasket over at se mig, men jeg fik lov til at sove der, og
næste dag, hvor vejret heldigvis var fint, gav han mig lidt penge til turen, og så gik
det ellers videre gennem Roskilde, Ringsted og til sidst Sorø, hvor jeg opsøgte min

tilsynsførende fru Jensen (Duedal havde jeg ikke mere). Fru Jensen prøvede
naturligvis at overtale mig til at tage tilbage til skolen, men der var ikke noget at
gøre, og jeg var stædig, så de lod mig i første omgang være.
Et tidligere billede af onkel Ejnar og tante Dagmar.
Jeg følte mig som en rigtig stor sejrsherre, da jeg cyklede fra hende, men
spørgsmålet var vel nærmere, om der overhovedet var en sejrsherre i alt det her.
Nu var jeg tilbage i Sorø. Ikke mere noget med vaskeparade, eller gårdspladsen
der skulle rives, og så kunne jeg endelig få lidt ekstra sukker på havregrynene.

Fri som fuglen, eller var jeg nu også det!
Johanne og Lauritz var i mellemtiden flyttet fra Vestergade 16 og hen til nr. 22.
Dem tilbragte jeg igen en del tid hos. Mange minder dukkede op, da jeg i 2013
kom forbi, og kikkede op på de tre vinduer på 1. sal.
Til højre var et kombineret spisekammer og bryggers. Lige ved siden af var
køkkenet, og for mit indre kunne jeg igen se, hvordan min kusine Lissi stod bøjet
ind over håndvasken, og Johanne der sæbede hendes flotte hår ind, og skyllede
efter med vand fra en vandkedel, en af dem der fløjtede når kogepunktet var nået.
Sådan foregik hårvasken også på Skolevej, for varmtvandshaner var ukendte for
os.

Bag vinduet til venstre, havde de deres soveværelse. Parallel bagved var spise og
dagligstuen, hvor Lauritz tog sin middagslur på en divan. Jeg kunne sidde i flere
minutter og nyde synet, når han lå der og snorkede, med den opslåede avis liggende
over hovedet. Det er det billede, jeg den dag i dag kan se for mig.
Marokko Larsen sejlede stadig Parnasbåden Ægir, hvorimod Ran havde fået en ny
fører, Christian Nielsen. Han var nu også meget hyggelig. Når jeg ikke lige vidste,
hvad jeg skulle finde på, kunne jeg få adskillige timer til at gå på søen, som
bådbinder, eller hvad man nu kalder sådan en.
Når båden lagde til, skulle jeg tøjre den foran, medens Larsen tog sig af det bageste
tov. Det var mest Larsen jeg hjalp, og nej: jeg har ikke glemt den knude jeg skulle
slå.
Gode gamle Ægir.

Mit store idol, Dirch Passer!
En dag fik jeg en ide. Jeg ville opsøge mit store idol Dirch Passer, og samtidig
bede om hans autograf. Jeg tog uden mors vidende, (hvorfor skulle hun også vide
det), til København. Hvorfor kunne jeg ikke bare løsrive mig. Havde jeg måske
ikke spildt tid nok, som underdanig på Godhavn. Det var sådan jeg følte det i
perioder.
Jeg havde set i et ugeblad, at Dirch Passer boede på Gråbrødre Torv. Jeg fandt
frem til ejendommen, og med vildt bankende hjerte, og en hel del kriller i maven,
gik jeg ind i opgangen, og begyndte turen op til 2, sal. Der var ingen ringeklokke,
men en messing dørhammer, hvorpå hans navn stod. Jeg sank en klump og
bankede på. Der lød fodtrin der kom nærmere og nærmere døren, og mit hjerte
dunkede virkelig voldsommere end det nogen sinde før havde dunket.
Døren gik op, og jeg blev temmelig forfjamsket, og gik helt i baglås, for lige der
foran mig, stod mit store idol: Dirch Passer.
Det slog total klik for mig, for da jeg endelig åbnede munden, var det mest
intelligente jeg kunne finde på at spørge om, hvordan jeg kunne finde den
nærmeste vej til Hovedbanegården. Han forklarede mig vejen, og jeg takkede og
gik.
Han fortalte mig mange år senere, da jeg arbejdede
hos Merry Film, at han aldrig havde glemt mit besøg.
Tænk at gå op på 2. sal for at spørge om vej, når der
befinder sig flere folk på gaden, og ikke nok med det,
så glemte jeg at bede om hans autograf.

Et par år senere stod jeg i Nyhavn og kikkede på et forretningsvindue. Butikken
hed Josefine, og var Hanne Passers nye butik.Jeg måtte åbenbart have haft en fod
for tæt på kantstenen, for pludselig fornemmede jeg stærkt, at jeg stod i vejen for
en bil, der ville parkere. Jeg flyttede mig, bilen parkerede og en mand steg ud, og
sandelig om ikke det var Dirch Passer.
Fra bagsædet hentede han Josefine, og med hende på armen gik han ned i butikken.
Jeg mærkede efter på lommerne, om jeg mon skulle have et stykke papir. Nu ville
jeg have den autograf.
På et tidspunkt kom Dirch op fra butikken, og gik hen til søsterens (Marchen)
butik, der befandt sig længere henne af gaden.
Jeg stillede mig op mellem de to butikker og ventede, og da han kom tilbage, gik
jeg igen total i baglås. Jeg husker hvordan han skævede mod mig og gik fløjtende
forbi og ned i butikken. Den dag blev det heller ikke til nogen autograf.
Nogen tid efter, havde jeg været i Slagelse. Om aftenen skulle jeg med toget til
Sorø. Jeg skulle over på den anden perron, og i perrontunnelen gik jeg bag fire
mænd. Så drejede den ene hovedet, og spurgte om det var opgangen til toget mod
København.
Ja, svarede jeg og blev efterfølgende tavs af forbavselse. Manden der havde spurgt,
var Dirch Passer, der havde været i Slagelse for at spille fodbold med
Stjerneholdet.
Nemt er det ikke at få autografer, når man mangler det vigtigste, nemlig modet til
at spørge.

Mit store sværmeri, Hayley Mills!
Ungdommen gennem tiderne har haft der idoler, som de sværmede og drømte om,
og ung og følsom som jeg var dengang, var der også en pige jeg var vanvittig
forelsket i. Det var skuespilleren Hayley Mills, som jeg ikke kunne få nok af.
Første gang jeg oplevede hende var i Disneys: Forældrefælden, hvor hun sang sit
store hit: Let gets together, og så var der den bevægende Polyanna, men da jeg så
Kaptajn Grants børn, hvor hun spillede sammen med Maurice Chevalier, var jeg
solgt til stanglakrids, eller hvad vi nu kaldte det i mine unge år.

Filmprogrammet til
filmen havde jeg købt
adskillige eksemplarer
af. Bagsiden bestod
nemlig af et rigtig flot
portræt af Hayley. Jeg
satte billedet i en ramme,
så det for andre fremstod
som et rigtig fotografi. I
familiens øjne har det
nok virket vanvittigt,
men jeg var ligeglad, for
jeg havde forelsket mig
pladask i hende. Oh du
pragtfulde kærlighed. I
mine drømme var hun
også vild med mig, og
billedet af hende har jeg
kysset godnat adskillige
gange, og så sandelig
også godmorgen. I mine
drømme var hun heller
ikke ligefrem tilbageholdende med kys til mig. I min fantasiverden havde vi et
langt og lykkeligt forhold, og det holdt lige til en dag, hvor jeg sprang ud i et
stævnemøde med en pige fra den virkelige verden. Men jeg glemmer aldrig
Hayley, og den dag i dag elsker jeg at se film med hende, og når jeg ser dem og
specielt Kaptajn Grants børn, kan jeg ikke lade være med at smile ved tanken om
min store ungdomskærlighed.

Sjældent man kunne opleve mig smile på billeder, men sådan er vi jo så forskellige.
Her har jeg dog fået smilet frem, og det samme har min mormor ved denne
familiekomsommen i første halvdel af 60’erne.

Avisdreng, venner, omrejsende tivoli!
lige som ikke det samme.
Nogle forskellige behov havde
meldt sig i takt med, det var blevet
hverdag, så jeg måtte finde en
måde at tjene mine egne penge.
Jeg havde en udmærket cykel, og
tog derfor ind til Dagbladet for at
søge en avisrute. Jeg fik en rute,
der startede ved Albertikrydset og
fortsatte ud af Ringstedvej med
tilhørende diverse sideveje. På den
rute lærte jeg en sød pige at kende.
Hun kørte den samme rute, men
bare for Sjællands Tidende, og vi
havde mange hyggesludre
sammen.
Man kan roligt sige, der voksede et
venskab mellem os. Jeg kunne
blive meget bekymret, hvis hun en
dag ikke dukkede op, og det skete
jo af og til, og så var det hendes
storebror der afløste, og det var
Der var også flere af de andre bude på Dagbladet jeg blev venner med, og pludselig
følte jeg mig rigtig accepteret, og vi mødtes af og til ved aftenstide, på hjørnet af
Storgade og Absalonsgade.
Det var ikke det vildt store vi fordrev tiden med, men havde jeg da bare haft en
notesblok med, for der blev fyret mange vittigheder af.

Vores ophold på gadehjørnet var ikke lige velset blandt alle. Når man opholder sig
flere timer om aftenen på et gadehjørne, må man være nogle værre børster og
børsteinder. Kan man kalder pigerne det?
Havde vi nu siddet i et af de unges hjem, i diverse sofaer og lænestole og ellers
opført os på samme måde, havde vi været nogle engle, pragtfulde vidunderlige
dydsmønstre, men lige som nutidens unge havde vi også behov for at være sammen
uden de voksnes nærhed.
Et spørgsmål der åbenbart var vigitigt for os at få opklaret, var det spørgsmål som
en af drengene kom med: Drenge gokker den af. Hvad gør piger? Se, det fik vi
aldrig svar på, men vi kunne blive enige om, at piger ikke gokker noget af. De
kalder det noget andet. Desværre kan jeg ikke huske alle de forslag der kom frem.
Selv om jeg af flere grunde var glad for min avisrute, var jeg ikke den bedste til at
holde på et job. Af og til lod jeg aviser være aviser, og hende den søde fra Sjællands
Tidende var holdt op, og foråret 1965 var kommet, hvilket betød at også
Parnasbådene begyndte at sejle. Dagbladet fandt et nyt avisbud, for de kunne ikke
være tjent med jeg nogen gange udeblev, og i stedet brugte tiden med at tøjre Ægir
for Marokko Larsen.
En plakat hos blomsterhandleren fangede min interesse. Vinthers tivoli ville gæste
Sorø de kommende dage. Jeg skyndte mig ud til pladsen på Holbækvej, for at høre
om der ikke skulle være noget jeg kunne hjælpe med. Jeg fik lov at passe
børnekarrusellen, og fremtiden så rigtig lys ud. Selv følte jeg det hele var ved at
falde i hak.
Jeg havde fået flere venner, og pengene jeg tjente var også meget rare, og Vinther
var så tilfreds med mit arbejde, at han tilbød jeg kunne rejse med rundt resten af
sommeren. Det gjorde mig så glad, og stolt som en pave, fortalte jeg mor om
tilbuddet fra Vinther.
Det var alt andet end glæde der lyste ud af hendes øjne, og hun måtte lige have en
snak med mormor. Hvorfor var det mormor og ikke jeg, det skulle diskuteres
igennem med. Jeg forstod det ikke.

Nu havde jeg været hjemme i et år, og endda tjent de fleste af mine penge selv,
men hverken mor eller mormor ville gå med til det. I deres øjne var det en ren
katastrofe. Hvad kunne sådanne tivolifolk ikke lære mig af skarnsstreger. Og jeg
skulle også lige tænke på naboerne og andre folk. Hvad ville de ikke tænke.
Næste dag, da jeg var parat til at cykle over til Parnas for at tage et par ture med
Ægir, fik jeg besked på at vente lidt, da fru Jensen ville komme og tale med mig.
Jeg stillede cyklen op ad muren, og satte mig ind i stuen og ventede. Gad vide hvad
hun ville.
Da hun kom, startede hun med at fortælle, hvor skuffet hun var og at jeg ikke
kunne være bekendt at opføre mig sådan over for min mor. Opføre mig? Det eneste
jeg havde sagt var det med Vinthers tivoli som hun så synes var en dårlig ide. Gad
vide hvad de havde sagt til fru Jensen?
Vi har fået en plads til dig, sagde fru Jensen videre. Med ordet plads mente hun,
sendes afsted. Jeg ville næste morgen blive afhentet af en hr. Schmidt Petersen,
som ville køre mig derop. Med derop troede jeg et øjeblik, de mente Godhavn,
men nej, der var tale om længere op, nemlig Kjettrupgaard i Vendsyssel.
Resten af dagen brugte jeg på at tage afsked med alle dem der betød noget for mig,
bl.a. vennerne fra gadehjørnet. Hvorfor skulle verden være så uretfærdig. Jeg
skulle væk fra dem alle.
Jeg var helt ude af den. Hvad med Marokko Larsen. Skulle jeg virkelig svigte ham
resten af sommeren.
Og alt det, bare fordi jeg ville rejse rundt med Vinthers tivoli.

Anbringes nu på Kjettrupgaard!
Om morgenen stod jeg igen ude ved vejen, og ventede på at blive fjernet fra
hjemmet. I modsætning til den morgenstund i 1962, hvor jeg skulle afsted til
Godhavn, blev mor hos mig.
Så kom han, socialrådgiveren Schmidt Petersen og parkerede sin grønne Saab lige
ud for indkørslen. Han steg ud og gav mor hånden, og vekslede et par ord med
hende, og ligeså med mormor, der også var kommet til.
Jeg kunne have skreget på stedet, der på Skolevej, og med et satte jeg i løb ned af
Skolevej og ind på marken, med en hurtigløbende socialrådgiver i hælende.
Kunne jeg for pokker bare nå ind i skoven, så skulle jeg hurtig finde et godt
skjulested. Skoven havde altid været min bedste ven, men ham der Schmidt
Petersen kunne råbe højt, samtidig med at han halede ind på mig, så jeg gav op og
fulgte med ham tilbage.
Atter et vemodigt farvel til Sorø, og jeg fattede det ikke, for jeg mente ikke jeg
havde gjort noget. Jeg ville jo bare med rundt på Sælland, med Vinthers tivoli, og
tjene mine egne penge.
Der blev ikke sagt ret meget under køreturen. Schmidt Petersen var irriteret på
mig, fordi han ikke nåede færgen fra Kalundborg.

Da jeg var ankommet til Kjettrupgaard, fik jeg vist det værelse hvor jeg skulle bo.
Det var ikke som på Godhavn, med 50 personers sovesal, men derimod et noget
mindre værelse hvor der kun boede en mere foruden mig.
Det viste sig til min store overraskelse, at være den dreng jeg i sin tid havde taget
en meget kort flugt med fra Godhavn, midt i vores arbejde med at bone gulv, men
selv om det var en god bekendt var det ikke et sted, jeg havde lyst til at være.
Jeg gik lidt rundt og studerede omgivelserne. Ude på vejen mødte jeg en dreng, og
jeg spurgte om han kunne fortælle mig hvordan jeg fandt vejen til Ålborg.
Jeg havde allerede planlagt, hvordan jeg i Ålborg kunne opsøge Polles mor Jenny,
der arbejde på København/Ålborg færgen Jens Bang som smørrebrødsjomfru. Så
kunne jeg måske sejle gratis med til København.
Drengen pegede mod vejen til Ingstrup, og jeg takkede og begyndte min vandring.
Ganske vist havde jeg ingen penge, men mon ikke det kunne lykkes med en tur på
tommelfingeren fra Ingstrup til Ålborg.
Nu ville jeg tilbage til de kendte omgivelser og mine venner i Sorø. Men det var
ikke lige den dag, det skulle lykkedes for mig. Jeg var kun nået halvvejs til
Ingstrup, da en bil kørte ind foran mig og en mand steg ud og tog fat i mig og
skubbede mig ind i bilen, og bragte mig tilbage til Kjettrupgaard.
Det viste sig, at det var viceforstanderen, der samtidig var far til drengen der havde
vist mig vej. Drengen var bagefter løbet ind til sin far for at fortælle, at ham den
nye var stukket af.
Den første aften havde jeg meget svært ved at falde i søvn. Tankerne svirrede rundt
i hovedet, og det gjorde så ondt med al den savn jeg følte. Hvorfor skulle jeg sendes
så langt væk? Jeg kunne ikke lade være med at græde.
Nogen tid efter havde jeg fået min værelseskammerat, drengen jeg kendte fra
Godhavn, med på at vi skulle stikke af sammen, og vi begyndte at gå gennem
kornmarken med retning mod stranden, men den kornmark var virkelig stor, og
pludselig stod vi ansigt til ansigt med forstanderen, der havde været på stranden
med sin familie. Han fulgte os tilbage til vores værelse hvor vi måtte tilbringe
resten af dagen. Det var vist det eneste der skete.

Skoleundervisningen kom der først rigtig skub i, da jeg kom på handelsskole i
Hjørring. Ikke fordi jeg havde forestillet mig et liv som handelsfyrste, men fordi
jeg bl.a. nød turen frem og tilbage mellem Kjettrupgaard og Hjørring.
Der i Hjørring følte jeg mig accepteret på en helt anden måde end den jeg var vant
til, men samtidig var der et punkt, der kunne gøre rigtig ondt i det indre. Mine
skolekammerater talte tit om fælles oplevelser de havde haft i f.eks. weekenden,
eller skulle have en af de kommende dage.
Jeg kunne jo ikke være med
til noget af det, da jeg uden
for skoletiden skulle opholde
mig på Kjettrupgaard.
Samtidig med skolegangen i
Hjørring, blev jeg flyttet over
til en af de andre bygninger
på Kjettrupgaard, hvor jeg fik
eneværelse. Det blev kaldt
Røde Hus og lederen af Røde Hus hed Kitty og var en meget sød dame.
På Røde Hus kom vi også på ture, bl.a. til en campingplads i nærheden af Skive. I
forbindelse med campingturen, husker jeg en biograftur til Skive, hvor vi så
filmen: Heimweh nach St. Pouli, med
Freddy Quinn i den alt overskyggende
hovedrolle. I samme film sang han: Junge
Komm Bald Wieder. Jeg er så heldig at jeg
har filmen, og når jeg ser den eller spiller
sangene i radioen, går mine tanker tilbage
til dengang.
Utroligt at jeg har været så korthåret, som
jeg er på efterfølgende billede. Efter min
hukommelse er billedet taget efter et
frisørbesøg på Kjettrupgaard. Flyveørerne
var stadig i behold.

Der var også en tur til en eller anden lejrhytte, og der gik aftenerne bl.a. med revy
og sang, som jeg selvfølgelig ikke kunne dy mig for at sætte i gang.
Dagene på Røde Hus gik sin vante gang, men jeg så stadig frem til den dag, hvor
jeg kunne slippe væk fra det hele.
Kitty havde fået den ide, at hvis nu mor kom på weekendbesøg, kunne det hjælpe
på mit humør. Det bevirkede samtidig, at jeg også kom til at se Færgekroen
sammen med mor.
Det skete på den måde, at Kitty havde fundet en avis frem for at se, hvad de spillede
i Pandrups biograf. Det var eventyrfilmen Fangen på Zenta, ikke ligefrem en film
efter mit hjerte.
Hvad spiller de i Hjørring, spurgte jeg sådan lidt henkastet.
Kitty kikkede atter i avisen og svarede: I eftermiddag viser de en film der hedder
Færgekroen. Der skete et eller andet i mig, jeg vågnede helt op og følte en voldsom
glæde, samtidig med at Kitty fortsatte med ordene: Den ser ikke nær så spændende
ud som Fangen på Zenta. Det er en film for en rask dreng.
Sagde hun dreng? Til august fylder jeg 18, og i øvrigt skal hun ikke bestemme min
smag, det er der ikke nogen der skal. Noget i den stil kørte gennem mit hoved, og
nu blev jeg stædig, akkurat som i 1956 da jeg så Færgekroen sammen med
mormor. Til forskel fra dengang undlod jeg dog at vræle hysterisk til de gav sig.
Efter en længere diskussion frem og tilbage, hvor mor og Kitty støttede hinanden
i forslaget om Fangen på Zenta, faldt det alligevel ud til min fordel.
Mor og jeg kørte med bussen til Hjørring hvor vi så Færgekroen. Jeg følte mig
lykkelig, og mor havde åbenbart fået smag for det med at se en god film, for hun
købte også billetter til forestillingen kl. 19, hvor biografen netop den aften spillede
en anden dansk Sagafilm: Éen pige og 39 sømænd.

Hvad jeg ikke kunne forestille mig på det
tidspunkt var, at jeg ca. halvandet år efter skulle
komme til at arbejde sammen med flere af
filmens medvirkende.
Efter filmen tog vi igen bussen. Jeg stod af i
Ingstrup medens mor fortsatte til Ålborg.
Et par dage efter mor havde været på besøg,
blev jeg kaldt ind til forstanderen der startede
med at rose mine karakterer fra Hjørring, og nu
var han blevet enig med bl.a. mor om, at jeg
skulle fortsætte på handelsskolen i Ålborg.
Jeg blev slet ikke inddraget i deres planer. Hvad
med mine egne ønsker, der gik i en helt anden
retning? Det var åbenbart uden betydning, for
allerede et par uger efter, skulle jeg flytte til Ålborg, hvor jeg skulle bo på en
ungdomspension.
Det var en vidunderlig følelse jeg gik med i
Ålborg. Jeg kunne nu gøre som det passede
mig, bl.a. gå i biografen uden at spørge om
lov. Jeg var f.eks. til premiere på filmen: Tre
små piger, og dagen efter gik jeg ind i en
musikforretning og købte lp’en med filmens
sange. Den satte jeg senere på dagen på
grammofonen i dagligstuen. Jeg glemmer
aldrig de ord forstanderen sagde: Du har en
god musiksmag Ole. Synes du ikke også det
er god musik, fortsatte han henvendt til sin
kone.

I Ålborg fandtes også Tivoli Karolinelund, hvor jeg mødte Bjørn Tidmand og hans
daværende kone Hjørdis. Udovder at optræde på friluftsscenen, bestyrede Bjørn
og Hjørdis også Det lille Tehus. Der tilbragte jeg mange timer. Fritiden føltes som
et paradis. Jeg havde det godt som sådan, men følte at jeg spildte min tid på
handelsskolen. Ole som fin handelsmand med slips og blankpolerede sko? Nej, nu
måtte jeg tage mig sammen og lytte til mig selv, og tage mine egne beslutninger.
En dag på vej til handelsskolen tog jeg så den beslutning, at nu skulle det være.
Jeg tog på tommelfingeren og var heldig med at blive taget op. Turen gik ned
gennem Jylland, over Fyn for til slut at melde min ankomst på Skolevej i Sorø.
Det vakte ikke just begejstring hos familien, men der gik alligevel nogle dage hvor
jeg så småt fik følelsen af at være en fri mand, men ak og ve.
Pludselig stod hr. Knap i stuen og
bekendtgjorde, at jeg skulle med til Ålborg.
Hr. Knap var min nye tilsynsførende.
Øv, nu havde jeg lige haft den lange vej på
tommelfingeren. Jeg kørte retur med hr.
Knap, men havde allerede planerne klar til
næste skridt, og så var det endda selveste
Knap der hjalp mig, uden at ane det.
Da vi var ankommet til ungdomspenssionen
gav han mig lidt penge, og samtidig gjorde
han mig opmærksom på, at hvis jeg stak af
igen ville børneværnet afskrive mig. Nu var
der jo også det, at jeg lige var fyldt 18 år.
Billedet er af min daværende tilsynsførende,
bl.a. socialdemokratisk borgmester i Sorø.
Allerede næste morgen stod jeg igen med
løftet tommelfinger, og takket være pengene
fra Knap, behøvede jeg ikke turen over Fyn,

men kunne tage færgen fra Århus til Kalundborg, og sluttelig bussen til Sorø. Ole
Hansen var afskrevet af børneværnet.
Jeg gad nok vide, hvad det er jeg sidder og spekulerer på.
I modsætning til en oversmilende storebror, ser jeg alvorlig og mut ud. Jeg gad
nok vide, hvilke tanker der på det tidspunkt kredsede rundt i mit indre.
Måske var det fremtiden jeg havde i tankerne. Der var så meget jeg gerne ville i
gang med, men det var lige som om tingene ikke ville falde i hak. De sidste fire år
havde ikke hjulpet på optimismen. To hårde år på Godhavn, efterfulgt af et år
hjemme, hvorefter jeg blev sendt væk igen, fordi jeg ville rejse med omrejsende
tivoli. På Kjettrupgaard så de mig som kommende handelsmand. Spekulerer på,
om mor har skrevet lignende breve som dem til Bek.
Billedet er taget i stuen på Skolevej, og lige bag min ryg var mit værelse, nemlig
stuens sofa. Det var ikke altid den sundeste nattesøvn jeg fik, for jeg havde for
vane at trække dynen over hovedet, og ligge sådan hele natten, for at undgå lyset,
der nogen gange uden varsel blev tændt midt om natten.

Et forsøg på at blive sømand!
Magnolia, et fragtskib i fast rutefart: Fredericia, Ålborg, Newcastle.
Med den genvundne frihed skulle jeg nu finde ud af, hvad jeg skulle arbejde med,
og så besluttede jeg mig til at begynde på en karriere som sømand.
Jeg var overbevist om, at livet på søen og i de forskellige havne, var lige som i de
danske film jeg havde set: Styrmand Karlsen, Sømand i knibe, En sømand går i
land og flere af den slags. Selv en yndefuld Ghita Nørby måtte der findes i havnene
hist og pist. Men ak, jeg blev meget slemt skuffet. 18 år og overordentlig naiv.
Det første der skulle gøres, for at få gang i den karriere, var at anskaffe en
søfartsbog. Det gik nu meget smertefrit, og med den i hånden voksede min
selvtillid ikke så lidt. Kort tid efter fik jeg hyre. Skibet hed Magnolia og lå i Ålborg.
Jeg skulle stille på det næste morgen, og det kunne ikke passe bedre, at jeg kunne
komme med natbåden Jens Bang fra København til Ålborg.
Om morgenen stillede jeg på skibet i Ålborg, satte min kuffert i kahytten, hvorefter
jeg blev vist rundt. Magnolia var i mine øjne et stort og spændende skib, og jeg
glædede mig virkelig til at give den som Ole Sømand. Glæden forsvandt dog hurtig
igen da jeg med skipper gik ind i køleboksen. Der hang bl.a. flere store skinker, og
da skipper fortalte mig, hvordan jeg skulle skære skinker og lignende ud hver

morgen, sluttede mit sømandsliv. Hvem havde måske set Ebbe Langberg og Ib
Mossin skære skinker, i takt til Sven Gyldmarks musik.
Jeg lod kufferten blive i kahytten og forlod Magnolia, og atter engang gik det ned
gennem det jyske på tommelfingeren. Den tur blev for mig lidt af en kold prøvelse.
Jeg blev taget op af en fragtmand, der skulle til Fyn.
Da vi nærmede os Lillebæltsbroen, spurgte han mig om et eller andet, og i min
halvsovende tilstand mumlede jeg ja, uden at ane hvad jeg svarede på. Da han
vækkede mig, holdt vi i Assens. Det var noget af en overraskelse, og det blev en
bidende kold tur ud af den mørke landevej mod Odense.
Den ene bil efter den anden kørte forbi, indtil en taxachauffør forbarmede sig, og
tog mig med til Odense, hvor han skulle hente nogle sportsfolk.
Resten af turen fra Odense til Sorø gik nemmere, og kufferten blev eftersendt, efter
en smuttur til Newcastle.
Da det ikke gik med sømandslivet, måtte jeg finde på noget andet. Hvad skulle jeg
nu finde på. Der måtte da gemme sig et eller andet.
Gad vide om der ikke skulle være en skuespiller gemt i mig. Det var da værd at
få undersøgt, så jeg sendte et brev til Landsskolescenen, hvor jeg tilbød min
arbejdskraft. Hvis dansk teaterliv skulle have fremgang, var det måske en ide at
antage mig.
Der gik nogen tid, og jeg havde efterhånden afskrevet den mulighed med
skolescenen, men en dag lå et brev i gangen. Det var fra skolescenen, og der stod
kort og godt, at instruktøren Leon Feder ønskede at se mig på Folketeatret i
København på en bestemt dag og klokkeslæt. Underskrevet Bjørn Moe. Jeg tog
derind, og havde egentlig regnet med det bare var til en samtale med ham der Leon
Feder. Ved ankomsten så jeg flere af de kendte skuespillere, jeg normalt kun så på
det store lærred. Bl.a. skuespillere som Ib Mossin, Bjørn Puggaard-Müller og
Knud Rex.
Leon Feder gik rundt og hilste, og da han kom til mig pegede han og sagde: soldat
og borger. Så let gik det, og så var jeg ansat.

Det var et miljø, hvor jeg fra første færd følte mig hjemme. Udover at skulle være
statist, skulle jeg også være en slags regissør, og prøverne foregik altid på
Folketeatret, hvor vi også spillede de tre første uger for de Københavnske
skolebørn, og sluttede af efter turneen med en ekstra uge.
Jeg boede stadig i Sorø, og havde den dumme vane med først at løbe til stationen
i sidste øjeblik. Under en af de løbeture faldt jeg, og derfor ankom jeg til
Folketeatret med hul på bukser og knæ.
Jamen dog, sagde Lis Løwert, hvordan er det dog du ser ud? Så tog hun mig med
ovenpå og rensede mit sår, og bagefter tog hun mig med ind på kostumelageret,
og fandt et par bukser jeg kunne passe.
Jeg tænkte på, i lang tid derefter hvilken kendt skuespiller der havde brugt de
bukser, og til hvilken rolle.
Lis Løwert og hendes mand Bjørn Watt Boelsen, var dengang direktørpar for
Folketeatret. Et sødt og sympatisk par, men det var mest Lis jeg talte med.
En dag under forestillingen, havde jeg sat mig ned i sufflørkassen for at følge en
alvorlig scene i det stykke vi spillede: Andora af Max Frisch. Det var Knud Rex,
Kirsten Søberg og Ann-Mari Max Hansen der sad omkring et spisebord og førte
en samtale. På et tidspunkt drejede Kirsten Søberg hovedet og fik øje på mig.
Hun gav et ordentlig spjæt fra sig, og det var tydeligt hun blev hylet ud af den.
Bagefter fik jeg alletiders møgfald af hende.
Det var også Kirsten Søberg der engang havde bebrejdet mig, at jeg udenfor
hotellet i Holbæk tillod mig at spise et stykke wienerbrød, medens vi ventede på
turnebussen. Det var et stykke, jeg ikke havde nået at spise ved morgenbordet. Det
synes hun var meget upassende, når man var skuespiller.
Skidt med det møgfald jeg fik, for hun havde som den første person i mit liv, tiltalt
mig som skuespiller.
Kirsten Søberg spillede i øvrigt mor til Birgit Sadolin i filmen: Éen pige og 39
sømænd, og hendes sidste rolle var som Agnetes bekymrede mor i Matador.

Kirsten Søberg i filmen: Een pige og 39 sømænd.
Jeg følte mig virkelig i mit S, det kørte bare, og samtidig tjente jeg gode penge, og
ikke mindre end to danske film blev jeg inviteret til premiere på.
Først Brødrene på Uglegården, der havde premiere i World Cinema, nok mere
kendt som Cirkusbygningen.
Blandt de medvirkende lagde jeg specielt mærke til Christian Arhoff, og glemmer
aldrig det syn der mødte mig efter filmen.
Arhoff sad som den eneste alene på en række, endda på yderste plads, og ikke nok
med det, han blev siddende indtil de andre publikummer var væk. Jeg har aldrig
forstået hvorfor han gjorde det.
Den anden filmpremiere var: Min søsters børn på bryllupsrejse, der havde
premiere på Saga.Blandt premieregæsterne mødte jeg Ernst Meyer og Bjørn
Puggaard, der begge var med på Skolescenen.
Jeg fik også hilst på Axel Strøbye, og oplevede en lille sjov ting, der fandt sted ude
i foyeren. Det var lille Pusle, der havde kastet sin kærlighed på en af de vægte man

kunne stille sig op på, og ved at putte en mønt i, kom et lille papskilt ud, der mest
lignede en gammeldags togbillet, og på den stod der hvad man vejede. Jeg kan se
for mig, hvordan hun hopper mere og mere hysterisk, og da det ikke afslører
hendes vægt, beder hun sin mor putte en mønt i.

Mit første ………………..!
Nu var jeg i gang med et arbejde som jeg virkelig elskede, men i min fritid var der
stadig meget jeg savnede. Trods mine lige fyldte 19 år havde jeg endnu ikke været
sexuelt sammmen med en anden, når vi lige ser bort fra nogle naturlige
eksperimenter i mine yngre år.
På en lang gang på Folketeatret stod vi i en dag i kø. Hvad stod vi i kø efter? Jo,
det var den første lønningspose. Jeg husker i øvrigt, at medens vi stod og ventede,
kom Ove Sprogøe forbi. Han kunne være noget af en drillepind, og et smil spredte
sig på hans ansigt, samtidig med at han maste sig ind midt i køen. Det er vel penge
i står og venter på, sagde han. Vi bekræftede at det var det, og så smuttede han
igen.
Mit hovede var fyldt med alle mulige tanker. Nu skulle jeg om lidt modtage min
aller første løn fra Skolescenen, og pengene, hvad skulle de nu bruges til. Nu havde
jeg 100 % rådighed over mit eget, ingen skulle bestemme over mig. Var det mon
i de minutter i lønningskøen, jeg for første gang i mit liv, i en kort stund følte mig
som et selvstændigt individ.
Det var Julius Funder der stod for udbetalingen, og han havde trukket lidt fra min
løn, som jeg en uges tid før havde fået i forskud. Jeg havde det nemlig med at
træde mine skosåler skæve, og havde virkelig brug for nye sko. Da jeg forsigtigt
havde forespurgt om et par kroner til en skomager, der evt. kunne sætte nye såler
på skoene, anbefalede han mig at droppe skomagere og gå direkte til en
skotøjshandler, for det gjorde han selv når det var nødvendigt.
Nu stod jeg, efter at have kvitteret for den, med en dejlig lønningspose, og hvad
skulle de penge nu bruges til. Jo, først et smut i Istedgade, for nu var det på tide,
min alder taget i betragtning, at kaste alle genertheder bort og prøve at være
sammen med en pige, kvinde. Det havde jeg på det tidspunkt, endnu ikke prøvet.
Jeg mødte hende på hjørnet af Istedgade og Colbjørnsensgade, og for kun 30 kr.
oplevede jeg mit livs første samleje, som var alt for hurtig overstået.

Et uheld kommer sjældent alene!
I forestillingen spillede jeg som nævnt, udover lokal borger i Andora, også soldat.
Uniformen bestod af en sort kedeldragt, militærstøvler og hjelm, samt et
maskingevær hvor nogle indre dele var fjernet eller sikret, så det ikke kunne skyde.
Når tæppet gik for forestillingen var de fleste medvirkende på scenen. Det
begyndte på et torv, hvor den lokale befolkning stod samlet, og vi soldater stod
rundt om og pegede på dem med vore geværer. Vi så rigtig barske ud, og over
armen hang et lille bundt sorte klude, lige som tjeneren med sit viskestykke. På
stikord skulle vi slynge geværet over skulderen, for derefter at dele kludene ud til
folket, der så efterfølgende skulle dække hovedet til.
Ved en af forestillingerne, svang jeg som sædvanlig geværet over skulderen, med
det for mig katastrofale resultat, at remmen knækkede, og geværet faldt på
scenegulvet med et større brag til følge. Jeg lod det ligge medens jeg gik rundt med
kludene, for derefter at samle geværet op og gå ud i kulissen for at få remmen
bundet fast igen.
Skulle jeg nu gå ind på scenen igen, og lade som ingen ting? Det måtte jeg jo have
gjort, hvis det ikke var fordi at to af de kvindelige medvirkende kom ude fra
garderoberne, for at gå ind på scenen.
De havde vist glemt tiden, men heldigvis var det en scene hvor man nemt kunne
smutte ind og blande sig med de andre. De gik ind, og jeg fulgte efter som en rigtig
barsk soldat, viftende med maskingeværet rettet mod dem. Historisk set kunne jeg
jo have været ude for at kikke efter borgere der havde forsøgt at skjule sig.
Senere i forestillingen, og igen i den kulisse der skal forestille torvet i Andora, skal
jeg sammen med en af de andre soldater springe frem og gribe fat i Knud Rex og
hive ham med ud. Uheldigvis hiver jeg fat i ham med sådan en ivrighed, at kolben
rammer ham i nakken, ikke alvorligt hårdt, men alligevel nok til, at Knud Rex den
dag kom med en ekstra replik: Av for Satan.
I sikkerhed ud i kulissen, skulle der vel næppe kunne ske flere uheld, men så heldig
skulle jeg ikke være, for kort tid forinden havde vi taget ladegreb på geværet, og

nu stod jeg der i kulissen, klar til at slappe af. Knud havde tilgivet mig slaget i
nakken, så jeg tog hjelmen af, og tørrede sveden af panden med den ene hånd,
samtidig med jeg kommer til at trykke på aftrækkeren, med et ordentlig smæld til
følge.
Ikke nok med at Knud Rex den dag havde bandet på scenen, men det lød også som
om han vel ankommet til kulissen blev skudt.
Slutteligt gik en flov soldat, Ole Hansen, ekstra forsigtig bag dekorationen, for at
komme ud til garderoben. Aldrig havde jeg følt støvlerne knirke så meget, som
netop den dag.
Vi statister skulle ikke være med til fremkaldelserne ved tæppefald. Det var
forbeholdt skuespillerne, men i Hjørring kom jeg med til fremkaldelsen, i
forbindelse med forestillingen i Vendelbohus som teatret hed. Dengang i 1967 var
der en stor fælles garderobe, hvor vi alle skulle opholde os.
Ved ankomsten var der en større forvirring. Det var mandag, og vi var parat til at
stille op til dagens forestilling. Det viste sig så, at vi først skulle spille dagen efter.
Udenfor teatret faldt jeg i snak med tre af de lokale piger, hvoraf jeg husker den
ene hed Helle. Du kan da ikke finde vej til dit hotel, udbrød hun. Jo da, svarede
jeg. Vrøvl med dig, sagde hun, og så ankom jeg til hotellet med tre søde piger. Vi
satte os og sludrede lidt, hvorefter de smuttede.
Næste dag kom de om bagved på teatret, for at hilse, og så fik jeg den ide, at jeg
ville drille Ib lidt. Jeg gav dem penge til en buket blomster, som de så skulle give
mig i garderoben i pausen. Den var de helt med på, og da de i pausen trådte ind i
garderoben lyste Ibs ansigt helt op, for han troede jo, at blomsterne var til ham,
men pigerne gik direkte hen og gav mig blomsterne.
Skuespilleren Knud Rex der var kunstnerisk leder på turneen, sagde at jeg skulle
være med til fremkaldelserne, når jeg nu havde fået blomster. Der stod jeg så
forrest på scenen, med blomsterne i favnen, og en smågnaven Ib stod i baggrunden.
Vi forblev dog de bedste venner, og vi har siden moret os meget over den dag hvor
jeg fik, eller lod købe blomster til mig selv.

Til striptease med Bjørn Puggaard-Müller!
På turneen var vi nået til Haderslev, hvor vi boede på et hotel der hed Harmonien.
I de fleste byer spillede vi om eftermiddagen, så om aftenen gik vi meget i byen. I
Haderslev gik jeg ind på en natklub sammen med Bjørn, og vi fik efterhånden en
del at drikke.

Pludselig begyndte en fantastisk underholdning, som for en ung mand som jeg,
slet ikke var så dårlig endda.
Underholdningen bestod af en overordentlig flot pige, der efter lidt indledende
dans og vrikken med kroppen, begyndte at smide tøjet. Langsomt men sikkert.
Desværre var det ikke muligt at komme ind til hende, da der befandt sig et rækværk
rundt om stedet hvor denne, i mine øjne skønne striptease danserinde optrådte.
Bjørn fulgte også den skønne, og nippede lidt til sin øl, og pludselig udbrød han:
Det kan jeg da også gøre. Han satte glasset fra sig, og tog som det første jakken af.
Bagefter skubbede han selerne ned fra skuldrene og tog skjorten af. Da han skulle
til at løfte op i undertrøjen, kom en servitrice farende og sagde, at det måtte han
altså ikke gøre. Så trak Bjørn selerne op over undertrøjen. De næste minutter sad
han og skiftevis hev ud og gav slip på selerne. Da skønheden var færdig med
dansen, klappede vi alle af hende.
På bordet stod en vase med de flotteste kunstige blomster. Bjørn tog den ene og
kastede den i en flot svingende bue ind til danserinden, og straks kom servitricen,
og satte resten af blomsterne over på et andet bord.
Nogen tid senere skulle jeg ud på det lille hus, og medens jeg stod og forrettede
min nødtørft hører jeg pludselig Dyrtidsvisen sunget fra en af kabinerne. Det lød
rigtig godt, og vedkommende kunne virkelig fortolke en revyvise. Lidt efter
forstummede sangen, og ud fra kabinen kom Bjørn Puggaard-Müller. Hans hår
strittede og han bad om lov til at låne min kam. Ja, sådan en gik jeg med dengang
i 1967.
Bjørn var en hyggelig og sjov fyr at være sammen med, og hvem husker ikke hans
rolle som pessimisten i filmen: Een pige og 39 sømænd. Når jeg ser den tænker
jeg tilbage på hyggelige stunder i selskab med denne dejlige skuespiller. Der var
flere ting i den rolle, der passede godt på privatpersonen Bjørn Puggaard-Müller.

Randers bød på både hygge og uhygge!
Under turneen skulle vi spille to dage i Randers. Det foregik i en biograf, hvilket
betød at når vi var færdige om eftermiddagen, skulle vi pakke det hele sammen så
biografen kunne fungere om aftenen, og efterfølgende skulle vi så stille det hele
op igen den næste formiddag.
Vi boede på Hotel Randers, og jeg havde værelse skråt over for Ib Mossin. Han
kaldte mig ind til sig, for at vise en artikel med ham og familien i et ugeblad. På
skrivebordet stod hans skrivemaskine med papir i. Han brugte en del af turneen på
at skrive manuskriptet til sin kommende film: Stormvarsel, der skulle optages på
Palladium. Det var et projekt der betød meget for ham, og han var så glad for det
endelig skulle blive til virkelighed med den fiskerfilm. Han havde prøvet nogen
gange gennem årene, at forelægge det for filmproducenten Henning Karmark, men
uden held. Tværtimod havde Karmark sagt, at hvis Ib gik til Palladium skulle han
ikke regne med at producere flere Morten Korch film på Asa. Der på værelset fik
jeg noget af en overraskelse, da Ib fortalte om en anden filmrolle han havde sagt
ja til på Palladium. En rolle som en Doktor Petersen der bl.a. skulle ligge nøgen
på en briks, med en lige så nøgen skønhed siddende på sig. Filmen ville få titlen:
Uden en trævl.
Under vores snak kom Bjørn Spiro ind. Er der nogen der skal med i biografen,
spurgte han. Hvad spiller De, spurgte jeg. Navarones kanoner, svarede Bjørn. Den
er jeg med på, sagde jeg, hvad med dig Ib, vil du med? Det ville han ikke af den
grund, at han havde aftalt med Dale Robinson at de skulle se Doktor Zivago.
Bjørn Spiro og jeg brød op og fandt frem til biografen. Mener at den hed Slots Bio.
Vi fik to pladser godt tilbage i salen, og medens vi ventede på at forestillingen
skulle starte, kommer Ib og Dale ind i salen. De havde åbenbart ombestemt sig og
alligevel valgt Navarones Kanoner, De satte sig et stykke længere nede i salen.
Bjørn havde en dejlig humor, og da Ib og Dale havde sat sig, råbte Bjørn så alle i
salen kunne høre det: Jamen dog da, er det ikke Ib Mossin der sidder der? Ib
reagerede ved at drejede hovedet mod os og råbe: Hold så lige kæft Poul Reumert!
Nu rettedes alles øjne mod Bjørn og jeg.

I pausen gik Ib og Dale udenfor. En pige der havde armen i gips, kom hen og
spurgte mig om det ikke var Ib Mossin der gik derude. Jo da, svarede jeg, du skulle
næsten have hans autograf på gipsen. Jamen jeg har ikke noget der kan skrive,
sagde hun. Her, sagde jeg og rakte hende en kuglepen, men du må love mig, du
ikke afleverer den igen medens han ser det.
Hun gik hen i nærheden af døren, og da Ib efter nogen tid kom ind, skrev han glad
autografen, og det første pigen derefter gjorde, var at aflevere kuglepennen med et
tak for lån, medens den kære Ib så det.
Senere samme aften gik Ib Mossin, Bjørn Puggaard-Müller og jeg hen på en
hyggelig natrestaurant. Jeg husker ikke navnet på den, men den lå ovenover en
musikforrretning. Vi havde det rigtig hyggeligt, og på et tidspunkt kom en sød
dame hen til os. Det viste sig at være en af Bjørns bekendte. En anden pige kom

lidt efter hen for at byde op til dans. Nej nej, ikke mig desværre, men derimod
filmhelten, der på daværende tidspunkt var biografaktuel som den charmerende
Henrik i Morten Korch filmen: Brødrene på Uglegården.
De svingede ud på dansegulvet, ikke til Sven Gyldmarks musik, men til et eller
andet lokalt faldera orkester, og jeg bestilte endnu en elefantbajer, og medens jeg
slubrede den i mig, lyttede jeg til den interessante samtale, der udviklede sig
mellem Bjørn og hans kvindelige bekendt. De talte bl.a. om Højbjerg-mordet, og
i sin brandert havde Bjørn overbevist sig selv om, at en i hans øjne skummel person
i lokalet, godt kunne være morderen.
Han begyndte at udspørge gæster og personale om de kendte manden, og da ingen
tilsyneladende kendte pågældende var Bjørn nu helt og aldeles sikker på, at det
måtte være morderen, og da jeg samtidig havde tømt endnu en elefantbajer og
bestilt en mere, havde jeg ingen som helst problemer med at holde med Bjørn.
Efter adskillige danse med skønheden, kom Ib hen til os for med et stort smil at
bekendtgøre, at han ville smutte nu, da han havde fået lov til at følge den skønne
hjem. Jamen så vil jeg da også bryde op, sagde Bjørns veninde, klokken er
efterhånden blevet mange.
Ja, klokken var nærmere ved at være morgenstund, og jeg så allerede for mig, hvor
klatøjede vi tre fyre ville være under første forestilling kl. 11.
Vi følger dig ned, sagde Bjørn til veninden, og sammen gik vi ned på gaden. Hun
skulle hente sin bil inde i gården, så Bjørn foreslog at vi skulle vente til hun var
kørt sikkert afsted. Han var samtidig blevet trængende, så medens veninden
hentede sin bil gav Bjørn sig til at tisse op af forretningsvinduet. Jeg har tit tænkt
hvor sjovt det kunne være, hvis man efterfølgende havde sat et skilt i vunduet med
ordene: Her tissede den populære skuespiller Bjørn Puggaard-Müller. Men
selvfølgelig var det ikke i orden at gøre sådan noget.
Så kom ”morderen” ud og gik i retning mod Hotel Randers, hvor vi jo boede. Da
damen samtidig kørte, udbrød Bjørn med skrækken malet i ansigtet: Nu gælder det
om at komme til hotellet i en fart. Med alle elefantbajerne, og hvad vi ellers havde

fyldt i os, må vi have været et muntert syn, denne tidlige november morgen i
Randers.
Ankommet til hotellet gik Bjørn direkte hen til portieren og spurgte, om der lige
var ankommet en skummel mandsperson. Nej, svarede portieren, men Ib Mossin
er kommet. Så gik vi op, og Bjørn bankede på Ibs dør.
Ib kom ud, kun iført underbukser. Forstyrrer vi, spurgte Bjørn, nok med tanke på
den skønhed Ib skulle følge hjem.
Det viste sig, at Ib og pigen havde forladt dansestedet hånd i hånd, og ved Hotel
Randers var deres veje skiltes. Med et saligt smil fortalte Ib, at han havde fået et
kys af hende, og det endda midt på trutten.
Det skal vi lige have en morgenbajer på, sagde Bjørn og inviterede os hen på sit
værelse. Vi havde dårlig nok fået sat os i hver sin lænestol, før Bjørn igen begyndte
at fortælle om den formodede morder fra Højbjerg, og han kunne fortælle på sådan
en måde, at både Ib og jeg sad med hjertet oppe i halsen. Og ved I hvad, fortsatte
Bjørn, hvis han vil kan han som den letteste ting af verden skyde gennem døren,
det er jo ikke andet end en tynd papdør. Den oplysning måtte lige skylles ned med
en ekstra øl.
Efterhånden var klokken kommet faretruende nær 7 om morgenen, og vi måtte lige
have nogle timer på øjet, men der var bare lige det problem at hverken Ib eller jeg
turde forlade Bjørns værelse. Dog var det absolut nødvendigt, da forestillingen
skulle starte klokken 11, og jeg skulle endda møde op en time før, for at være med
til at stille kulisserne op igen.
Sikken et syn det ville have været, at se Ib Mossin, Ole Hansen og Bjørn Puggaard-
Müller i samme seng, og den var nu heller ikke bred nok, så vi var tvungne til at
bryde op men altså, det var lige det med at få taget os sammen. Skidt med det,
sagde Bjørn efter nogen tid, jeg er den ældste og skal alligevel dø først, så jeg
følger Jer i seng.
Først fulgte han Ib ind, samtidig med at han bad mig holde øje med, at ingen
smuttede ind på hans værelse.

Jeg har tit prøvet at forestille mig Bjørns reaktion, hvis manden virkelig var gået
ind på værelset. Det kunne jo bare være en uskyldig autografsamler. Eller hvordan
ville Bjørn have reageret, hvis der blev banket på døren, og i det han åbner stikker
manden hånden i inderlommen og trækker en kuglepen frem.
Da Ib var blevet puttet blev jeg fulgt ind, og det første den bandit til Bjørn gjorde
var at åbne døren til badeværelset og udbryde: Sig mig min gode mand, hvad
bestiller De her. Det gjorde mig virkelig bange, ja jeg blev hunderæd.
Vi havde aftalt, at den der vågnede først skulle vække de andre. Jeg turde ikke
trække gardinerne for, tænk hvis morderen stod udenfor og kikkede ind, selv om
det var en umulighed på 3. sal.
Jeg lagde mig på sengen, greb telefonen og ringede til mor i Sorø. Jeg turde
simpelthen ikke sove, men alligevel faldt jeg i søvn med røret på maven. Jeg
vågnede først ca. kvart i elleve, og behøver vel næppe oplyse, telefonsamtalen
løftede min hotelregning betragteligt i vejret.
Det var forfærdeligt at vågne så sent. Tæppet skulle gå om et kvarter, og vi havde
aftalt at den der vågnede først skulle vække de andre. Jeg skyndte mig ud på
badeværelset, for at klaske lidt koldt vand i hovedet, og dernæst over og banke på
Ibs dør. Han kom ud fuldt påklædt og med strittende hår. Videre til Bjørn der kom
ud i slåbrok, og så gik det ellers i fuld galop mod teatret.
På vejen derhen gik jeg ind til en cigarhandler, og købte en kasse øl. Det kunne jeg
lige så godt gøre først som sidst, for det kostede en omgang at komme for sent.
Den dag startede forestillingen med ca. 20 minutters forsinkelse, fordi vi også
skulle vente på Ib og Bjørn. Vi skulle nemlig alle stå på scenen når tæppet gik,
Endvidere var der også tale om lidt tømmermænd for os alle tre. Jeg virkede som
en mindre barsk soldat, end jeg ellers plejede, og Ib havde svært ved at råbe salen
op, og Bjørn glemte helt at improvisere.
På mange af teatrene lå en gæstebog, og naturligvis skulle vi også skrive vores
hilsner deri. Det kunne være sjovt at gense de gæstebøger, men det er kun lykkedes
mig en’ gang, sidst i 70’erne i Frederikshavn, da jeg var der i anden forbindelse.
De var godt bevaret.

I biffen sammen med Ib Mossin!
Lido Teatret i Vejle spillede Brødrene på Uglegården. Jeg havde ganske vist set
den, men har aldrig haft noget imod at se en film flere gange. Sven Gyldmarks
musik var mere end nok til, jeg gerne ofrede et par timer på et gensyn. Ib spurgte,
om jeg ville gå med ham til den sene aftensforestilling klokken 21. Det ville jeg
da gerne, og lidt før tid ankom vi til Lido Teatret, der havde til huse i en af Vejles
dengang højeste bygninger. Jeg mener, bygningen udover en biograf også husede
et hotel. Vel ankommet til biografen, blev vi passet op af en journalist og en
pressefotograf fra den lokale avis. Mon det var Vejle Folkeblad? Flere af
publikummerne havde deres øjne rettet mod os, og da journalisten og fotografen
var færdige, begyndte et større autografskriveri. Jeg kom også til at skrive et par
stykker da jeg jo kunne være en stjerne, publikum bare ikke lige kunne huske hvem
var, men naturligvis var det Ib, der var aftenens midtpunkt,
Vi satte os midt i salen, og snart rullede filmen over
lærredet. I filmen forekommer en scene, hvor Ib i
aftensskumringen cykler hjemad fra en
markedsplads, medens han synger en
kærlighedssang til pigen der sidder foran på cyklen:
Lille søde frøken Måneskin. Det føltes helt
underligt, at sidde der i biografens mørke og følge
filmen, og samtidig have filmhelten siddende ved
siden af.

Pigen fra Viborg!
Da vi spillede i Viborg, fik jeg et par ekstra oplevelser. For det første var det for
mig, med mit ønske om at blive filmoperatør, noget af en oplevelse at skulle spille
i en biograf, hvor det viste sig at operatørrummet var anbragt lige bag lærredet
grundet bygningens udformning. Om aftenen besøgte jeg operatøren, der var både
sød og hjælpsom, og gav mig svar på mine mange spørgsmål. Det var interessant
at se det snedigt indrettede system med diverse spejle, med hvilke billedet blev
projekteret som det skulle på lærredet.
I Viborg skete noget sjovt som Ib Mossin og jeg senere morede os over, ligesom
vi morede os over blomsterne i Hjørring.
Efter første forestilling, ville jeg skynde mig afsted. Det var noget med en
pølsevogn, jeg lige ville kikke forbi. Jeg havde, som jeg også kan finde på i dag
sprunget et måltid over, hvilket naturligvis ikke er sundt i længden.
I det jeg træder uden for døren til det fri, bliver jeg omringet af flere søde piger,
der spørger om jeg er med i forestillingen. Ja, svarede jeg, det er jeg da. Så rakte
de deres autografbøger frem mod mig, og samtidig hørte jeg en af pigerne sige:
Det kan da være han bliver rigtig kendt en dag.
Gad vide om de autografbøger stadig findes, hvor jeg skrev: Mange kærlige hilsner
til XXXXXXX fra Ole Hansen.
Lige så hurtig som populariteten blomstrede omkring mig, forsvandt den igen, for
ungdomsidolet Ib Mossin kom ud, og så var det ham der var det populære
midtpunkt.
Pigerne havde glemt alt om den måske kommende store stjerne, Ole Hansen, men
en anden pige fra Viborg kom jeg til, samme aften at skuffe og kære pige, som nok
er omkring min egen alder,jeg var ung og uerfaren, og var i bund og grund nervøs,
og møghamrende uerfaren med den side af livet.
Det startede med et par fadøl sammen på et lokalt værtshus, og efterhånden som
aftenen skred frem, fortalte du om alle de akvareller, som du elskede at skabe, og
du inviterede mig hjem for at se dem.

Hjemme hos dig studerede jeg akvarellerne, og spurgte til dine motiver, og hvad
der inspirerede dig. Det undlod jeg dog i et enkelt tilfælde, da et af akvarellerne
forestillede et elskende par i kærlig omfavnelse, hvor hensigten ikke sådan lod sig
skjule.
Du lagde dig tilbage på sengen, samtidig med at du spurgte om jeg kunne se hvad
de foretog sig. På det spørgsmål gik jeg i baglås, og lignede allermest et bøvet får
med røde kinder, og umiddelbart efter undskyldte jeg, at der var noget jeg absolut
skulle afsted til. Jeg havde ikke store evner som førsteelsker den nat.
Det var en dejlig følelse der gennemstrømmede mig, da jeg kikkede i programmet
til Andora. Det var endelig lykkedes for mig, at vise for omverdenenm jeg kunne
nogle af de ting, som jeg ellers havde fået tudet ørene fulde med at jeg absolut ikke
havde nogen evner for.
Når jeg kikker rollelisten igennem, er det vemodigt at tænke på, hvor mange der
er væk, bl.a. Ib Mossin min kære ven, som jeg holdt meget af, og Børge Møller
Grimstrup, der bl.a. var kendt som den rare købmand i Far til fire i byen, der gav
lille Per sukker til hunden.
Børge boede i Vanløse, og jeg
nåede at besøge ham nogle
gange. Han var et utroligt sødt
og hjælpsomt menneske. Hans
faste replik bag døren, når jeg
ringede på var: Ole Hansen på
scenen – Ole Hansen på
scenen. Det var et minde om
dengang, jeg var så opslugt af
at lytte til Valsø Holm, i
kantinen på Folketeatret.
Pludselig lød den replik over
anlægget.

Bjørn Spiro var den arrige hundeejer i Far
til fire i byen, og har derudover spillet et utal
af filmroller. Det skete jeg rendte på ham,
bl.a. i tivoli i København hvor vi gerne sad
og klarede verdenssituationen over en fadøl,
medens hans kone og datter kørte i
rutchebanen.
Christel Frost fik jeg et overraskende
gensyn med i starten af 70’erne på
Vesterport station hvor jeg skulle købe et
eller andet. Det var hende der ekspederede i
kiosken.
Her er Bjørn sammen med Dirch Passer i Mig og min lillebror.

Elsa Kourani.
Elsa Kourani var også et sødt menneske. Hun boede på Tuborgvej, og havde en
masse katte. Hende tog jeg af og til bussen ud til. Jeg oplevede endda en rigtig
hyggelig aften, hvor samtidig to af hendes gode venner: Christa og Jørgen Buckhøj
var til stede.

Lad mig slutte gennemgangen om Andora, med hovedperson: Rudy Nyegaard.
Jeg skulle lære hans rolle udenad, for det tilfælde at han skulle blive syg, Heldigvis
blev han ikke syg, men samtidig fik jeg heller ikke chancen for at spille
hovedrollen, og på den måde få mit gennembrud. Det gjorde nu heller ikke så
meget, for under turneen havde jeg fået mere interesse for det der skete bagved.
Jeg havde haft et dejligt arbejde, og nydt tiden med skolescenen. Jeg havde set
frem til flere turneer, men der skete jo det, at skolescenen gik konkurs, og måtte
dreje nøglen

André Sallyman, Knud Rex, Ann-Mari Max Hansen, Julius Funder,
Paul Erik Christiansen og Georg Philipp var også med i Andora.

Jeg blev aldrig soldat!
Tilbage i Sorø, efter veloverstået succes med skolescenen, skulle jeg møde hos
doktor Rasmussen, der skulle udfærdige en lægeerklæring til brug for den session
jeg var indkaldt til.
Rasmussen foretog nogle overfladiske undersøgelser, og et par uger efter fik jeg
brev om, at jeg på grund af de lægelige udtalelser var blevet slettet fra lægdsrullen.
Ved konsultationen hos Rasmussen syntes han også, jeg skulle få gjort noget ved
mine tænder, der ikke så alt for godt ud. Jeg havde ikke ligefrem mistet min
tandlægeskræk, men kontaktede alligevel min socialrådgiver, der sendte mig
videre til en tandlæge, for at få lavet et overslag. At hun kunne nænne det.
Men at få foretaget et overslag, er vel ikke ligefrem det mest smertefulde, tænkte
jeg, og opsøgte med henvisningen i lommen, en tandlæge på Sønderskovvej på
Frederiksberg. Jeg satte mig i stolen, og han havde ikke kikket længe på tænderne
før han foreslog at jeg fik gebis, og spurgte om jeg skulle noget særligt om aftenen.
Nej, svarede jeg uden at undre mig over spørgsmålet, det skal jeg ikke.
Så kan vi lige så godt begynde med det samme, fortsatte han og gjorde en sprøjte
klar.
Jamen nej, næsten råbte jeg, det er slet ikke bevilget endnu.
Det bliver det, sagde han, når først overslaget er foretaget. Han havde den sødeste
klinikassistent, og jeg havde ikke lyst til at vise mig som en tøsedreng overfor
hende, så jeg lagde hovedet tilbage og bed smerten i mig, da tandlægen bedøvede
de første steder i munden.
En måneds tid efter havde jeg nye tænder, og jeg takkede herren for, at jeg ikke
lige med det samme skulle synge eller holde større foredrag, for det varede lidt før
tungen havde vendt sig til den nye gane.

Bjørn Puggaard-Müllers fødselsdag!
Bjørns lykketal var 13, og samtidig fyldte han år d. 13. marts. I 1968, hvor 13.
marts faldt på en mandag, fik jeg lyst til at besøge Bjørn og ønske ham tillykke
med dagen.
På vej til Griffenfeldsgade hvor han boede, gik jeg ind til en blomsterhandler, og
købte en rigtig flot potteplante, og fik samtidig blomsterhandleren til at sætte et
stykke pap, hvor jeg havde skrevet tallet 13, fast på en blomsterpind. Bjørn blev
overrasket og samtidig glad. Jeg blev inviteret ind, og sammen nød vi så en
elefantøl – eller var det tre. Så ringede han ud til Palladium Studio, hvor Saga var
i gang med filmen: Jeg elsker blåt. Han fik fat i Lars Kolvig for at spørge, om de
kunne bruge en ekstra statist til den cafescene, de skulle optage dagen efter. De
havde hvad de skulle bruge men det var sødt af Bjørn at prøve.
I den pågældende scene, medvirker en af vennerne fra skolescenen, nemlig den
søde Rina Netschajew, jeg også senere mødte på Bakken, hvor hun var assistent
for professor Tribini. I øvrigt rendte jeg også på Rina, en sen aften på
hovedbanegården, hvor hun låne 10 cigaretter af mig, som jeg aldrig har fået igen,
men pyt med det. De var hende vel ondt, og jeg ryger ikke mere.

1968 var et mærkværdigt år!
Jeg havde pokkers svært ved at finde ud af min fremtid, og det skyldtes ikke bare
mig selv, men også den støtte og forståelse jeg savnede fra mine nærmeste og det
offentlige. Det var deprimerende at tænke på, at jeg åbenbart skulle bygge hele mit
liv på, hvordan de ville have det skulle være. Jamen livet var vel for pokker da mit.
Det var med nogen spænding jeg tog til Slagelse til en samtale hos en
arbejdskonsulent. Jeg berettede om min tid med skolescenen, som desværre var
gået nedenom og hjem, så nu ville jeg gerne videre, f.eks. uddanne mig som
filmoperatør.
Det mente han, lige som tidligere Godhavn, at jeg ikke havde nogen evner for. Han
begyndte derimod på den snart velkendte remse, om at få en uddanelse som
snedker, tømrer, gartner eller landmand. Det lignede alt for meget Godhavn, og 37
år senere fandt jeg ud af, hvorfor.
Jeg havde fået tilsendt mine papirer fra Godhavn, og fik nærmest et chok da jeg
så, hvordan arbejdskonsulenten havde indhentet udtalelser fra Frederiksberg skole,
Godhavn og min mor.
Mor har nok udtalt sig om mig i en god mening, men det undrede mig hun skulle
det, da jeg på det tidspunkt havde rundet de 20 år, og ikke på nogen måde var
umyndiggjort. De værste udtalelser kom dog fra forstander Bek på Godhavn, der
ligefrem rådede dem fra at bruge tid på mig, da jeg var hel og aldeles utilregnelig.
Hvordan kunne de folk udtale sig så præcis. Troede de da slet ikke, jeg var i stand
til at forbedre mig til det bedre, fra den dengang utilpassede dreng, der i 1962 blev
fjernet fra hjemmet, og til nu, hvor jeg viste vilje til at komme videre.
Meget har ændret sig, siden den gang. Dem der havde ønsker i retning af at blive
skuespiller, sanger og jeg for mit vedkommende filmoperatør, skulle hellere tage
os sammen og finde os et ordentlig arbejde med mening i. Folk glemte altså bare
lige, at de måske selv gik i biografen, teatret eller lyttede til radio, og derfor selv
gjorde brug af de erhverv, de til daglig rystede på hovedet af. I da er det heldigvis
mere accepteret.

efterlyst fange, og kunne godt se lidt lighed.
I starten af 1968 var jeg som
så mange gange før og
senere, på vej fra København
til Sorø. Jeg sad i kupeen og
slappede af, da toget
nærmede sig Ringsted. Hvad
var nu det der skete, tænkte
jeg og vågnede op af min
dvale. Kupedøren blev åbnet
og et par kraftige herrer kom
ind til mig, og bad mig
legitemere mig. Mig bekendt
havde jeg ikke foretaget mig
noget galt for nylig.
Jeg havde godt nok
bemærket, at konduktørerne
på skift jævnligt gik forbi
kupeen, og hvergang
skævede til mig. Det er ikke
ham, sagde den ene betjent til
kollegaen, hvorefter de
ønskede mig fortsat god
rejse. Jeg lignede stadig et
stort spørgsmålstegn, da de
forlod kupeen. Et par dage
efter, så jeg et billede af en
Det er omkring den tid, næste billede er taget. Jeg sidder ved bordet på Skolevej,
og ser nok lidt skurkagtig ud. Bemærk grammofonen på min højre side. Jo, der
skulle også dengang være musik til arbejdet.

Mormor i arbejdstøjet, med trillebør og den uundværlige cigar.

Jeg får afprøvet operatørjobbet i Victoria!
Blandt mine oplevelser i Victorias operatørrum, var min første solopgave at køre
Sagafilmen: Passer passer piger, medens operatøren sad i salen blandt aftenens
publikum for at vurdere min kunnen, og den faldt ud til min fordel, og viste igen
at dem der skulle bedømme mine erhvervsevner, absolut ikke havde ret.
De skrev jo i offentlige erklæringer, at jeg ikke havde evner til at arbejde med et
af mine ønskejob, filmoperatør.
Det var i Victorias operatørrum, at jeg kørte min første solo forestilling: Passer
passer piger. I operatørrummet var fremviseren på efterfølgende vindue, og en
mere magen til, og et apparat til lokale lysbilled-reklamer.

Maleriet over indgangsdøren til Victoria eksisterer stadig (2013), Jeg har tit siddet
på bænken indenfor og betragtet det, og det viser rigtig godt, hvor eventyrlig en
verden, film kan være.
Det her har jeg tit fået mange sjove billeder ud af. Tænk hvis der var udsolgt, og
alle havde paraply med, Sikken et kaos der kunne udspille sig, hvis en stakkels
publikum, der sad midt på rækken, skulle ud for at besørge et eller andet, og hvad
med vovse, skulle den med ind? Efter alt at dømme, er filmen for hele familien,
og filmen når med garanti at slutte før det forelskede par ved cyklen bliver færdig
med at kysse. Hvis der var en eller anden pige jeg var lun på, og det var der nogen
gange, så kunne jeg da godt sidde og fantasere om, at det var hende og mig ved
cyklen.

Korkarbejderen Ole Hansen!
Det var utilfredsstillende hele tiden, at skulle hente til dagen og vejen på
kommunekontoret i Sorø. Dengang hed det kort og godt socialhjælp. Det var en
nødvendighed, da jeg som regel løb panden mod en mur, specielt hvis det drejede
sig om uddannelsesønsker. Mine ønsker gik jo i bestemte retninger, men det var
åbenbart ikke foreneligt med de udtalelser, der altid skulle indhentes.
En dag fortalte socialrådgiveren, endda med et smil om munden, at hun havde
fundet det helt rigtige arbejde til mig, og så kom jeg ud på korkfabrikken i
Pedersborg.
Det var ikke spor sjovt at arbejde med, for det støvede og støvede, men ok, hjulene
skal holdes i gang, og der skal også være nogen til at arbejde med kork, men det
var ikke lige mig, dertil kørte der for meget rundt i knolden på mig.
Timelønnen dengang sidst i 60’erne var, så vidt jeg erindrer, omkring 11 kr. i
timen.
På min cykel kørte jeg den næste måneds tid til korkfabrikken, indtil jeg stod med
den første lønningspose i hånden. Tænk at en månedsløn kunne være i sådan en
lille brun pose, der mest af alt lignede dem, man fik piller i fra lægen eller
hospitalet. Farvel og tak, sagde jeg til det arbejde. Ikke højlydt men inde i mig
selv. Hvilke behov var det, jeg skulle dække med alt det jeg sagde ja til?
Først og fremmest skulle jeg åbenbart bare behage omgivelserne. Ole skulle helst
være sådan, at man kunne være ham bekendt overfor naboer m.fl.
Den frygt med hvad omgivelserne vil sige eller tænke, oplever jeg da også i dag,
når jeg hører små dialoger mellem bl.a. forældre og børn, så den bekymring blandt
folk går næppe af mode.

Slagelse og de søde piger!
Jeg tog ekstra meget til Slagelse, fordi det var så hyggeligt. Biograferne Kino,
Scala og Bio besøgte jeg jævnligt. Ingen af dem eksisterer i dag.
Skråt over for Kino var der et lille cafeteria, der specialiserede sig i is, og jeg gik
for det meste ind for at nyde en soft-ice med romsirup, inden jeg gik i biografen.
Det smagte virkelig godt, men af en eller anden besynderlig grund, var der lukket,
når filmen var forbi, så det blev kun til en portion på sådan en biografaften.

Dette hjørne var bl.a. i 1968 samlingspunkt for mange af Slagelses unge
mennesker, og i tilgift nogen gange, en ung mand fra Sorø, nemlig jeg. Jeg følte
mig hjemme blandt dem, og så var der jo de søde piger, der jænligt gik forbi os,
for det meste to og to, vandrende rundt og rundt, bag om kirken, hen forbi
postgården og Kino, for igen at komme forbi os drenge, der blev stående på
hjørnet. Andet skete der ikke, bortset fra at jeg efterhånden lærte deres navne at
kende, og ok: Et par kys blev der også udvekslet, når vi var på tomandshånd, og
dog, for at være helt korrekt, to personers hånd. Der var vi ikke to mænd, men en
pige og en dreng.

Tilbage til København!
Ret hurtig stod jeg igen på Københavns Hovedbanegård, for jeg kunne altså ikke
se mig selv som korkarbejder, så hellere vaske op. På billedet sidder et par unge
mennesker på skranken ved godsudleveringen, og som det tydeligt ses forneden,
var ophold på skranken ikke tilladt. Bare det at se på billedet, er nok til at få en
masse minder frem for mig. Med hensyn til det med opvasker, var der flere steder
i København, hvor man dengang kunne tjene penge fra dag til dag som opvasker,
er var også et sted længere nede af Vesterbrogade, som jeg ikke lige kan huske
navnet på, men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtigste var, at jeg også der kunne
tjene lidt til dagen og vejen.

Det var også på hovedbanen, jeg fandt sammen med en
rigtig sød pige. Jo, pludselig havde jeg kæreste på, og
vi holdt sammen dagen lang, ja selv om natten, hvor vi
overnattede i diverse saneringsejendomme. En af dem
fandt vi i Amagergade, et par år før der var tænkt på tvserien
Huset på Christianshavn. Bag de tre vinduer på
1. sal tv, har vi tilbragt mange nætter.
Nu var det ikke bare en fantasikæreste, som dengang
med Hayley Mills, hvor jeg havde sat hendes portræt
fra filmprogrammet i en ramme.
Kærligheden bevirkede også, at vi på dage med høj sol
og blå himmel, gik hånd i hånd på Volden.
En aften synes jeg det var på tide, at præsentere min
store kærlighed for familien, så vi tog et sent aftenstog
til Sorø. Familien var gået i seng, så stille og roligt
lagde vi os på mit ”værelse”, hvilket vil sige sofaen i stuen.
Jeg havde svært ved at falde i søvn, for her lå jeg arm i arm med verdens sødeste
pige. Bare de dog ville acceptere hende, uden at blande sig alt for meget, som de
ellers var eksperter i.
Efter nogen tid skulle mor på toilettet, og i den forbindelse tændte hun lyset i stuen,
og fik øje på mig med pige. Hvem der blev mest overrasket, skal jeg ikke kunne
sige, men vi satte os hurtigt op, og gned vore søvnige øjne.
Næste dag fik vi lov til at rykke ind på søsters værelse, samtidig med at hun så
overtog sofaen i stuen, på hvilken hun kun kom til at sove en nat, for næste morgen
stod mormor i døråbningen, hvor hun oplyste os om at vi ikke bare kunne flytte
ind, og at jeg hellere skulle finde mig et arbejde, i stedet for at føjte rundt med
diverse tøser.
Vi stod hastigt op, og forlod Skolevej uden at sige farvel. Så gik vi hånd i hånd,
gennem skoven og ud til Ringstedvej hvor vi tog på tommelfingeren tilbage til
København.

Endnu et par dejlige uger nød vi hinanden, men så gled forholdet ud og jeg stod
igen alene. Jeg savnede hende voldsomt, for hun var, selv om jeg indtil da, også
havde mødt andre piger, min første store kærlighed.
Selvfølgelig har mine senere tre koner, og de andre piger der krydsede min vej,
været den store kærlighed, og selv om jeg ikke var i stand til at leve op til det at
være en god ægtemand, tænker jeg tilbage på den tid jeg havde med de forskellige,
med taknemmelighed fordi de overhovedet har kunnet holde mig ud.
Men når jeg skal se tilbage på de forskellige forhold, så er det pigen fra
hovedbanen der dukker op som mit livs største kærlighed.
I den første tid efter vi var gledet fra hinanden, brugte jeg adskillige timer i
biografen på hovedbanen, DSB Kino, hvor jeg igen og igen oplevede flere Gøg og
Gokke film.

Ansigt til ansigt med en elefant!
En varm juli dag i 1969, havde jeg som så mange gange før, tilbragt nogen tid i
Tivoli i København.
Der var f.eks. stunderne i spillehallen under koncertsalen, hvor jeg ikke ligefrem
vandt de store gevinster, og skulle det endelig ske spillede jeg dem op igen, men
der var en speciel hygge over det, og selvfølgelig lidt spænding.
De spillemønter, man indimellem vandt, kunne bruges i souvenirboden, og det
blev understreget, at mønterne ikke kunne bruges til cigaretter og den slags.
Buster Larsen, Karl Stegger og Harry Olsen fra Merry Film dukkede af og til op,
for også at prøve lykken.
Lige overfor pantomimen nød jeg et par eftermiddage med underholdning fra
Svend Nicolaisens orkester, og samme sted kunne man om aftenen opleve Ivan
Leths orkester.
Sangerinden i Svend Nicolaisens orkester var Bente Merete.
En lille souvenir-bod ved siden af Grøften, blev nogen gange passet af Guri
Richter, Karl Steggers kone i de tre Mig og min lillebror film. Hende sludrede jeg
nogen gange med.
Plæneunderholdningen med Pingerne og tante Karen var også underholdning som
jeg nød. Henrik Krogsgaard tog sig af den musikalske side. Dansetten var heller
ikke til at kimse af. Mange af 60’ernes beatgrupper spillede der.

Tiderne har ændret sig meget, og Tivoli er ikke helt det samme i dag, som det var
i 60’erne og 70’erne. Men sådan er det jo med så meget, tingene udvikler sig jo
hele tiden.
Og så til den erindring der dukkede op, da jeg tænkte på Grøften.
Jeg nød meget at sidde i Grøften, og kan stadig se Robert for mig. Robert var
tjeneren over tjenerne.
Her bliver det for meget, at nævne alle de retter jeg har indtaget, men en ting
overraskede mig. Jeg havde fået lyst til en ostemad og en fadøl. Jeg valgte et stykke
med stærk ost, og da den blev serveret var det på en flot bakke, Der var udover
brødene, salat og sky og radiser. Osten var ikke bare et par skiver, næh, det var en
lille sølvfarvet sovsekandelignende skål, fyldt med smuldret ost. Om osten var
stærk? Ja, det var den. Guf efter min smag.
Det var også i Grøften, jeg en dag fik lidt af et chok. Jeg havde nydt et par fadøl
og nogle andre genstande, og var i rigtig godt humør. Pludselig fornemmer jeg,
der står noget eller nogen bag mig. Jeg drejer hovedet, og gør store øjne for der
står en elefant, en baby-elefant.
Elefanter er ikke lige det man render ind i, i tide og utide, med mindre man rejser
rundt med cirkus.
Jeg rækker hånden frem, og klapper den som
var det en sød lille hund, og jeg fik hurtig
trukket hånden til mig. Hvis du har prøvet at
klappe en elefant ved du, at det ikke ligefrem
er den blødeste pels man mærker, men en
underlig ru hud.
Men hvad foretog elefanten sig egentlig i
Grøften? Var det et fremstød for
afholdsbevægelsen?

Nej, det var babyelefanten Tanya, der den pågældende dag optrådte på Plænen, og
da den var meget skikkelig, havde ejeren taget den med over til Grøften i en pause.
Jeg erindrer, at da gæsterne i nogen tid havde stået og beundret den, og talt pusse
nusse agtigt, fik den nok. Den udstødte en trompetagtig høj lyd, der ville have gjort
sig i Ivan Leths orkester, og samtidig slog den ørene ud. Jo, elefant-ører er meget
store. Sådan husker jeg dem.
Her ved Pantomimeteatret har jeg også nydt mange stunder. Til højre er Grøften,
hvor jeg for det meste gik ind, når Pantomimen var færdig.
Et andet sted jeg kom, lige så meget som Tivoli, var Bakken.

På davs med Dirch Passer!
I 1969 havde man i Cirkusrevyen indlagt et stort potpourri over Sven Gyldmarks
mest kendte melodier.
Så ofte det lod sig gøre, og vejret indbød til det, stod jeg ved dette træ og nød en
isvaffel, medens jeg lyttede til det dejlige potpourri.
Dengang var der ikke noget rækværk eller stakit, så man kunne stå tæt ved
teltdugen, hvis man ville.
Vejret må have været virkelig godt den sommer, for det var ikke så få dage jeg var
at finde ved det træ, når det store potpourri nærmede sig.
Nummeret inden potpourriet var Dirch Passer som ornitolog med Mudderklirren.
Den monolog sluttede med, at Dirch gik ned gennem teltet og ud af indgangen.

Så gik han rundt og forbi mig, på vejen tilbage til garderoben, hvor han skulle
skifte til kvindetøj incl. stor sommerhat, inden han skulle ind for at synge et vers
af Solitudevej i potpourriet.
Efterhånden var det lige så meget ham, der var først til at sige davs, og nogen
gange kom han spisende på en is, som han havde købt i isboden der dengang
befandt sig lige overfor Cirkusrevyens indgang.
Potpourriet jeg lyttede til, blev aldrig udgivet, men jeg er så heldig at have det, og
når jeg lytter til det, tænker jeg tilbage på sommeren 1969 og Dirch Passer.

Fik en bøde på 200 kr.!
Jeg har altid elsket at få folk til at more sig. Latter er jo en fantastisk og samtidig
en sund medicin. Dengang i 60’erne kunne jeg heller ikke dy mig, og det kom til
at koste mig en bøde på hovedbanegården, hvor jeg sad i hyggelig samtale med to
piger.
Pludselig stod en betjent foran mig. Det var ikke uvant at blive tiltalt af politiet,
for dengang var der flere, incl. mig selv, der brugte hovedbanen og specielt, en af
ventesalene til vore hyggelige sammenkomster, eller hvad vi nu skal kalde det.
Det bevirkede så, at betjente både i uniform og civil, jævnligt gik en runde, og en
af banegårdens funktionærer kom ind i ventesalen for at tjekke om man nu havde
gyldig rejsehjemmel, som det kaldes.
For det meste havde jeg billet til Sorø, men lige den dag da betjenten spurgte til
den, måtte jeg indrømme at jeg ikke havde købt den endnu, og jeg måtte have
irriteret ham lidt med min væremåde eller facon, for da han trak skiltet frem udbrød
jeg: Det kan jeg desværre ikke veksle.
Jeg mener ikke betjenten på nogen måde lo af min kommentar, hvorimod pigerne
trak på smilebåndet. Det ene ord tog det andet, og så var det jeg kom med det
næste, da han oplyste mig om klokken og at jeg kunne betragte mig som anholdt.
Hvem – jeg – anholdt? Umuligt, Anholt er da en ø ude i Kattegat. De kan vel se
forskel?
Da jeg rejste mig for at gå med ind i politivagten, drejede jeg hovedet mod pigerne
og sagde: Jeg er tilbage om et øjeblik.
I politivagten satte betjenten papir i skrivemaskinen og begyndte på rapporten. Det
gik udmærket, indtil han spurgte om min stilling. Skuespiller, svarede jeg. Det
opfattede han som endnu en uforskammethed, og jeg fik lov til at slappe af i en
lille celle, medens han indhentede oplysninger om mig.
I det offentlige stod jeg virkelig opført som skuespiller, hvilket kom sig af, at på
den opgørelse som skolescenen havde sendt til skattevæsenet, stod jeg virkelig
opført som skuespiller, Ole Hansen.

Da jeg blev hentet ud igen, spurgte betjenten interesseret til mit arbejde, og efter
en hyggelig samtale kunne jeg forlade politivagten, dog med en sigtelse for
uberettiget ophold på hovedbanegården, fordi jeg ikke havde været i besiddelse af
den gyldige rejsehjemmel. Det udløste en bøde på 200 kroner eller 8 dages hæfte.
Om pigerne stadig stod og ventede? Ja, og sammen forlod vi hovedbanen og begav
os på en af vore fortrukne ture på Strøget. Bøden var velfortjent, og det var virkelig
en uforskammet og flabet opførelse, jeg havde udvist over for betjenten, der jo
bare gjorde sit arbejde. Det er ikke en opførsel, jeg på nogen måde var stolt af. Jeg
tog de 8 dages hæfte, som blev afsonet i Ringsted arrest, og i samme forbindelse
fik jeg læst nogle af Finn Søeborgs bøger.
Hende husker jeg som en spændende dame at tale med. Hun var en af hovedbanens
posedamer, eller hvad vi nu skal kalde dem.
Jeg inviterede hende af og til på en kop kaffe på hovedbanegårdens cafeteria. Der
var flere, men mit foretrukne var der, hvor tv2 i dag sender Go’moren Danmark.
Det var en fornøjelse at høre hendes beretninger fra gamle dage, længe før jeg var
født.

Jeg begriber hverken diagnoserne, eller hvordan pokker man kommer frem til dem.
Her et lille udpluk fra Revalideringen.
RESUME AF REVALIDERINGSAKTER (RC I SLAGELSE):
Indberettet den 16/1 1965 af egen læge. Diagnose: neurosis, obs. pro inferioritas
intellectualis, pectus excavates seq.
Indberettet igen den 9/9 1971 af egen læge. Diagnose: neurosis characterogenes
(har aldrig haft blivende arbejde, men vil gerne). Skolegangen mislykket på grund
af vanskeligheder i hjemmet.
Eneste revalideringsforanstaltning: Kofoeds skoles værkstedskursus 1/4 1970 til
30/5 1970, meget beskedent fremmøde, forlod stedet og tog med et omrejsende
tivoli.
Ole er opvokset i Sorø…………………………………….Moderen, der arbejder
som rengøringsassistent, har siden samlevet med en ældre arbejdsmand.
Ole har en yngre søster og en ældre halvbror, som begge er socialt velfungerende.
Det hjemlige miljø må betegnes som svagt. Det har skortet på faste grænser, og
Ole har ikke fået den fornødne varme og støtte under opvæksten. Han har fra
barndommen været betragtet som vanskelig og aparte.
…………….Var fra 17-18 års alderen anbragt på ungdomshjemmet
Kjettrupgaard. Efter holdet der gik han i ca. 1 md. på handelsskole, har ikke siden
fået yderligere skolegang. Har i skolesituationerne virket normalt begavet, men
har manglet stabilitet.
I en periode har han flakket frem og tilbage mellem Sorø og
København……………………………….

Et dejligt gensyn med en sød pige!
Jeg sad og kikkede frem for mig, medens tankerne myldrede rundt i knolden. Hvad
skulle jeg give mig i kast med? Noget arbejde var jeg nødt til at finde, så jeg kunne
være i stand til at klare mig selv. Det var ikke just ordet OPVASKER, jeg kunne
have lyst til skulle pryde min gravsten, når den tid skulle indfinde sig. Midt i alle
spekulationerne lød en stemme. Hvordan har du det? Det er længe siden, fortsatte
stemmen. En varm glæde gennemstrømmede mig. Det var pigen fra 68, hende der
havde været med i Sorø. Hende der havde fyldt så meget i mit hjerte. Hun satte sig
ved siden af mig, og så tør det nok siges, at snakken gik. Der var jo en god tid der
skulle berettes om. Til sidst spurgte hun, om jeg ville følge hende hjem.
Selvfølgelig vil jeg det, svarede jeg, og vi gik sammen hånd i hånd ned til S-toget.
Vi skulle til Taastrup, hvor hun havde et arbejde og samtidig værelse på Lipperts
Hotel, som jeg tit havde set fra toget. Når jeg kører gennem Taastrup med toget,
går mine tanker for et øjeblik tilbage til dette unikum af en pige. Vi sludrede så
længe på hendes værelse, at det sidste tog nåede at køre.
Om det var hende eller mig, der havde trukket snakken så langt ud? Det var os
begge, og en dejlig nat blev det. Bare jeg dog vidste, hvor hun befinder sig i dag.
Tænk hvis jeg kunne give hende endnu et stort kram, som tak for den varme hun
stadig kan fremkalde i mit hjerte, når jeg tænker på hende.
D
I dag fungerer Lipperts Hotel som Medborgerhus.

Job på udlejningen i Reventlowsgade!
Jeg havde brug for at tjene mine egne penge. Det kostede trods alt lidt, at rejse
frem og tilbage mellem sofaen på Skolevej, og vennerne i København, og så var
det jo også begrænset, hvad der var tilbage at leve for, af den socialhjælp jeg
indimellem fik udbetalt. Men jeg ville altså selv finde et arbejde, i stedet for hele
tiden at blive sat til noget, jeg alligevel ville forlade efter kort tid.
En dag gik jeg ind i en bank på Vesterbrogade, og fik vekslet til en større håndfuld
25-ører, og gik hen til den nærmeste telefonboks. Det var en tid, hvor telefonbokse
indeholdt diverse telefonbøger. Jeg slog op i fagbogen og fandt siderne med:
Udlejning af, og der var meget, biler, habitter og ja, der var det – film.
Første selskab jeg ringede til, var mit favoritselskab, Teatrenes filmskontor. De
havde jo de skønne Passer/Sprogøe film. Jeg tilbød min arbejdskraft. Hun var sød
og venlig, hende jeg talte med, men hun måtte desværre meddele, at de stod foran
at skulle lukke.
Lukke, udbrød jeg med hævet stemme, hvordan i al verden, hvad så med filmene,
hvad sker der med dem? Kommer Det var på Rundetårn så aldrig mere i biografen?
Jo, sagde hun, Dansk/Svensk film overtager filmene, så de kommer fortsat i
biograferne.
Efter samtalen med hende, fandt jeg nummeret til Dansk/Svensk film, og ringede.
Jeg præsenterede mig for damen i røret, og fremsagde igen mit ønske om arbejde.
Et øjeblik, sagde hun, så får du Jeppe. Til ham gentog jeg mit ønske. Han spurgte
hvor jeg befandt mig, og det viste sig så at udlejningen befandt sig i
Reventlowsgade, så han foreslog jeg lige kikkede ned til dem. Jeppe udspurgte
mig lidt, samtidig med han gjorde nogle notater, og sluttede med at sige, jeg ville
høre fra dem.
Allerede næste dag kom mormor over med en telefonbesked, at jeg skulle ringe på
et bestemt nummer. I stedet for at gå over for at låne hendes telefon, gik jeg ned
på stationen og ringede. Det var Jeppe, og han havde et job til mig, og spurgte om
jeg kunne begynde næste dag. Jeg var ikke til at skyde igennem, og næste morgen
møde jeg så tidligt på udlejningen, at de andre ikke var dukket op endnu. Jeg

ventede ude på trappen, og så kom Britta. Hendes fulde navn var Britta Sørensen,
men blev aldrig kaldt for andet end Søren.
Mit indre gennemstrømmedes af en ubeskrivelig glæde, i takt med at de forskellige
dukkede op. Jeg følte mig meget velkommen.
De havde mange film der skulle tjekkes for eventuelle dårlige samlinger osv.
Julefilmene skulle klargøres, og udover Dyrlægens plejebørn stod de nu med
adskillige kopier af Fra den gamle Købmandsgård.
Eftersynet af filmene foregik på den måde, at filmrullerne der kunne svinge fra 5
til 7, afhængig af filmens længde, blev lagt på et spolebord, og så var det at lade
rullerne køre mellem tommel og pegefingeren, og hvis der kom en samling skulle
den tjekkes, og var der tvivl om samlingens holdbarhed, skulle der laves en ny.
Næste billede er fra en optagelse til Hurra for de blå husarer. Sådan en rolig hest
turde jeg nu nok sætte mig op på.

Jeg havde en dejlig tid på udlejningen. Det var i samme periode, der var premiere
på filmen, Hurra for de blå husarer. Den så jeg første gang i Kino i Slagelse, hvor
jeg samtidig lærte både direktøren og operatørerne at kende.
Det var også, medens de stadig havde husarerne på plakaten, jeg tog en beslutning
i Kinos operatørrum.
I forbindelse med en pensionistforestilling, hvor det viste sig at kopien til den film
der skulle vises, ikke var alt for pæn, foreslog jeg at de kunne vise Hurra for de blå
husarer.
Normalt viser man ikke de nyeste film til de forestillinger, men jeg mente nok at
de ville godtage det i Reventlowsgade. Dem der kom til pensionistforestillingerne,
gik alligevel sjældent i biografen om aftenen og Kino i Slagelse var i forvejen en
af selskabets gode kunder, og de syntes også jeg havde handlet helt ok.

Nu vi er ved Kino i Slagelse, kunne jeg ikke dy mig for, sådan rent tilfældig at
foreslå dem at sætte Det var på Rundetårn på, som søndag eftermiddags
forestilling. De gjorde det sandelig, og ikke nok med det, de kørte den fem søndage
i træk.
Tilbage på udlejningen, der nu havde fået navnet Filmcentret, bestående af de tre
afdelinger, Dansk/Svensk film, Europa film og Teatrenes filmskontor, havde de en
lille grøn varevogn, hvor jeg også nogen gange kørte med, når der skulle bringes
film ud til de Københavnske og omegnens biografer.
Lige netop den varevogn ser man også i filmen Sjov i gaden, hvor Dirch Passer
bl.a. er færdselsbetjent på Skt. Hans Torv på Nørrebro. Det var også i den, vi på
dagen hvor vi skulle have julefrokost, hentede flæskesteg som Britta havde taget
sig af, hjemme hos sig selv, og lidt ekstra vådt, som Sandberg havde derhjemme.
Vi skulle også ind til en købmand, og købe en pose ris. Ikke fordi vi skulle have
ris a la mande, næh risene skulle vi kaste med når Henrik Sandberg og hans kone
ankom. De havde været gift i mange år, men havde gjort det endnu engang. Til
julefrokosten sad jeg til bords med Carl Ottosen på den ene side, og Mamie Gee

på den anden. Mamie Gee havde jeg mødt tidligere, under min tid i Ålborg, hvor
hun havde City Bio. Så vi havde da noget at sludre om. Carl Ottosen var også
hyggelig. Jeg husker tydeligt den dag, han kom ind til mig, medens jeg var i gang
med eftersyn af film. Han ville jo lige hilse på den nye, og rakte hånden frem og
præsenterede sig som Lillebror. Det kalder de mig alle, sagde han, så det skal du
også bare gøre.
Dirch Passer, Henrik Sandberg og Carl Ottosen har møde på Pinden, hvor flere
Merry film er blevet planlagt, under hyggelige former.
Jeg stod på et tidspunkt og studerede nogle af de plader, der skulle danses til, og
stod netop med singlen til Præriens skrappe drenge, da Villy Rathnov kom hen til
mig og spurgte, hvad det dog var for en plade. Skal vi nuppe den, røg det ud af
mig. Det kan vi da godt, svarede han, og så tog vi en svingom til Præriens skrappe
drenge, den kære Villy og jeg. Mange år senere havde jeg et interview med ham
på radioen, og der kom vi også ind på den dans. Lige som jeg, havde han heller
ikke glemt den. Vi sang skam også en sang ved julefrokosten.

Nu var jeg ikke nogen superhelt eller supermand, med hensyn til indtagelse af store
mængder spiritus, men forsøgte da at følge med de andre når der blev skålet,
hvilket bevirkede at jeg tidlig på aftenen bekendtgjorde, at nu skulle jeg hjem.
De andre morede sig gevaldigt over min tilstand, ja selv Dirch der på et tidspunkt
var dukket op.
Jeg forlod udlejningen i en anseelig brandert, og bevægede mig efterfølgende rundt
på hovedbanen, hvordan jeg så var kommet helskinnet derop, for min brandert var
ikke helt lille.
Et par dage efter kom en af mine bekendte hen til mig, og spurgte hvorfor jeg var
gået hen og blevet højrøvet. Det kunne jeg ikke rigtig forstå jeg skulle være blevet,
men så var det han sagde, at han havde set mig den aften og sagt davs.
Da jeg ikke havde reageret, havde han givet mig et let venskabeligt los bag i.
Min reaktion på det los, var at dreje hovedet og sige undskyld, hvorefter jeg havde
fortsat min vandring, som må have varet adskillige timer, for det næste jeg husker
er en konduktør der vækker mig i Korsør, og fortæller at toget ikke kører længere.
Ups, jeg skulle have været af i Sorø.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg kunne være havnet, hvis Storebæltsbroen
allerede havde været bygget dengang.
Så det kan også være en fordel, med politiske uenigheder.
Jeg så noget klatøjet ud da jeg næste morgen mødte på arbejdet.
Da jeg blev spurgt, hvad jeg ønskede til frokost, sagde jeg sodavand i stedet for
den sædvanlige øl. Det grinte de meget af den dag.

Niels Peter Nielsen
Niels Peter var altmuligmand på Nordisk Film i Valby. Jeg mødte ham på
operatørskolen, og vi blev gode venner. Var kom tit hos ham på Nordisk Film,
hvor jeg bl.a. så dekorationen af vandhullet i bunkersen, som Egon Olsen skal ned
i, i Olsen-banden i Jylland. Det var det samme han kom op af. De havde lige bygget
dekorationen, da nordmændene skulle bruge den til deres version af filmen.
Jeg så også de forskellige lejligheder, Olsens køkken, Clausen dyreforretning og
trappeopgangen der ikke var i så mange etager som man skulle tro. Den stod fast i
et hjørne af studiet, i de år optagelserne til Huset stod på. Den blev også brugt til:
Rend mig i revolutionen.

PS: Niels Peter og jeg har nydt nogle pilsnere ved stambordet i Rottehullet. Den
dekoration blev altid bygget op omkring julefrokost- tiden på Nordisk Film.

Hjemmebiograf og ”smugler”!
Der hvor vi havde stue, vinduet til højre, har der også i en periode været garage.
Det kunne have været sjovt, at få lov til at gå rundt i de gamle stuer, både vores og
mormors, men jeg har ikke kunnet få mig selv til at henvende mig og sige: Goddag,
mit navn er Ole Hansen, og jeg har engang for mange år siden boet her, kunne jeg
lige få lov til at gå rundt i Deres stuer og indsnuse atmosfæren? Hvad skulle det
egentlig gøre godt for?
Stuen var jo speciel for mig, for det var der jeg tilbragte mange timer, medens
familien boede på Skolevej. Jeg sov jo på sofaen i stuen, og fik sjældent udsovet,
da de andre jo også havde deres gøremål, og skulle tidligt op. Mange gange
gennem årene er jeg blevet vækket midt om natten, når lyset pludselig blev tændt.
I dag foregår mine nætter også, for det meste på en sofa, men nu nyder jeg det i
modsætning til dengang, da privatliv ikke just var noget, jeg oplevede så meget af.
I tiden på udlejningen lånte jeg af og til et par film med hjem. Der var endnu ikke
noget, der hed video eller dvd, men flere af filmene havde de også i 16 mm. (En
biograffilm var i 35 mm.) At der også fandtes 16 mm kopier, var fordi de blev
fremstillet til brug på flådens skibe, boreplatforme osv.

I huset på Skolevej har der kørt film som: Olsen-banden i Jylland, De pokkers
unger, Flådens friske fyre, Sommer i Tyrol, To skøre ho’der, Sorte Shara,
Soldaterkammerater, Soldaterkammerater rykker ud, Soldaterkammerater på
efterårsmanøvre og Alle mand på dæk.
Mon ikke de fleste foretrækker at dele filmoplevelserne med andre? Sådan havde
jeg det, og ja, film var en stor del af mit liv. Jeg boede jo lige overfor skolen, så
det var da mest nærliggende at lade et ord falde, blandt nogle af dem jeg kendte,
og pludselig var søsters værelse ophøjet til biografsal, men det blev en kortvarig
succes, for det passede hverken skolen eller familien.
Bag vinduet til højre, havde søster sit værelse, der når mulighederne bød sig,
fungerede som biograf. I midten køkkenet og til venstre var en miniature af et
toilet, hvor der dårligt var plads til at skifte mening.
Jeg følte bare, jeg kunne gøre noget for andre, skabe lidt glæde ved at vise nogle
gode film, men den side af tilværelsen måtte jeg så leve i det Københavnske. Mine
perioder i København, ville jeg ikke have været foruden, selv om det var et liv på
trappeopgange, Hovedbanen, saneringsejendomme, Storkespringvandet og mange
andre steder.

Sådan udlevede jeg min fritid, samtidig med at jeg havde et dejligt arbejde, blandt
nogle pragtfulde mennesker hos hvem jeg oplevede en støtte og forståelse.
Jeg fik min uddannelse som filmoperatør i Merry teatret på Amagerbrogade.
Med hensyn til mit liv, og min hverdag i Sorø, voksede jeg jo op i en periode, hvor
hensynet til hvad naboerne og andre tænkte var vigtigere end at finde ind til,
hvorfor ham Ole gjorde og opførte sig som han gjorde.
En af lærerne på Frederiksberg skole, kunne også berette ting og sager om mig, til
eleverne i 4. klasse, når jeg kom spadserende. Nogle af eleverne fortalte mig, hvad
de havde hørt, og den værste var alligevel, at jeg nok var indblandet i noget
smugleri ved Køge bugt. Det havde han hørt noget om.
Det blev til et større samtaleemne, hvad jeg skulle være indblandet i, for børnene
fortalte naturligvis derhjemme, hvad læreren havde fortalt, Det troede nogle af
forældrene på, ja selv nogle nære i familien, for når det kom fra en autoritet som
en lærer, måtte det da have sin rigtighed. Anderledes kunne det ikke være.
Jeg havde på det tidspunkt, aldrig været i nærheden af Køge Bugt, men prøv at
fortælle folk det, altså folk fra den gang.
Mormor stående ved et pensionist komsammen.

Jeg havde fornøjelsen, at byde mormor og pensionisterne velkommen til filmen
Ved Kongelunden, i Victoria, og senere ved en komsammen blandt pensionisterne,
at vise Olsen-banden i Jylland.
Jeg kan ikke dy mig for lige at fortælle, at jeg viste filmen på Postgården, før den
havde fundet vej til Victoria. Den kørte stadig i Kino i Slagelse. Der sker vel næppe
noget ved at afsløre det, så mange år efter.
To damer i godt humør. Cleo og Mormor.

Et billede jeg holder meget af, er dette hvor mormor er sammen med Anker
Jørgensen, og hun har sin uundværlige cigar. Men hvad, hun hed jo også Olsen.

Presseforestillingerne i Merry teatret!
Merry teatret på Amagerbrogade, hvor jeg havde nogle skønne år som
filmoperatør.
En ting der kunne gøre mig lidt nervøs, var når Henrik Sandberg, Dirch Passer,
Harry Olsen, Carl Ottosen og diverse journalister sad i salen til specielle
forestillinger af de nye film. For tænk hvis der skulle ske noget undervejs, men det
gjorde der heldigvis aldrig.
De manglede ikke noget i salen under forestillingen, for der var kørt rulleborde
ind, med diverse lækkerier af vådt og tørt, og cigarerne var der også tænkt på. Jeg
husker ikke lige, hvem af de herrer der røg cigar, men de var søde til at gemme lidt
både vådt og tørt til mig, som jeg kunne nyde efter forestillingen.
Hvis det var en af de film, der skulle have premiere i Saga, skulle den lige pakkes,
og så op på nakken med de gennemsnitlige 25 kilo, og så ned af hønsestigerne,
gennem kælderen og videre over til bussen.

Med bussen gik det så ind til Rådhuspladsen, hvor jeg skiftede til en anden bus,
der kørte ned af Vesterbrogade, hvor Saga biografen var, og derefter over og
aflevere filmen til operatøren.
Det bedste af det bedste var turen tilbage til Merry teatret, hvor jeg for en stund
kunne føle mig grevelig eller kongelig, med de lækkerier de havde gemt til mig.
Bl.a. kørte jeg presse i Merry på disse to film.
Hvor er liget skulle mærkelig nok ikke bringes til Saga, da den blev sat op på
Imperial.
Jeg har oplevet mange operatørrum, men nåede aldrig at komme i Imperials, da
opertøren desværre ikke var tilstede, da jeg ankom med filmen. Den blev afleveret
til en sød dame i billetsalget.

Kongerækken på filmrullerne!
Nedtællingen på
filmrullerne kaldte vi for
kongerækken. I gamle
dage hvor man skiftede
spole, ca. hvert 20. minut,
kunne det ske der startede
en nedtælling af blinkende
tal på lærredet. Det sidste
tal var altid 3, af den
simple grund at 1 og 2 ikke
fandtes. Hvis operatøren
var for sent på den ved
skift, var der en minimal
chance for at den stadig
kunne reddes. En lille
historie skal I lige have
med fra Merry teatret, hvor
vi havde repremiere på
filmen: I kongens klæ’r.
I operatørrummet var der, udover den interne på væggen, også en telefon som
gjorde det muligt, at komme i forbindelse med den store verden. Det var jo i en
tid, hvor der skulle skiftes spole ca. hvert 20. minut.
Under en af forestillingerne var jeg blevet helt opslugt af en samtale i telefonen.
Måske var det en sød pige, jeg ville invitere med ind i min eventyrverden, som på
daværende tidspunkt var mine operatørrum, i henholdsvis Nørrebro biografen,
Saga Bio og så her i Merry teatret.
Hvad der ordret blev talt om, kan jeg af gode grunde ikke erindre, men jeg husker
tydeligt, jeg pludselig fik en uhyggelig fornemmelse af at noget var helt galt. Den

eneste lyd jeg hørte, var den der kom fra røret. Oh ve oh skræk. Den ene spole var
løbet ud, hvilket resulterede i et meget skarpt hvidt lys på det store lærred, og
samtdig var Ove, Dirch, Kjeld og Buster meget tavse. Jeg fandt ud af det, da den
interne telefon med et kimede vildt og voldsomt, Ja, sådan virkede det. Jeg lod
skønheden blive i røret, og tog den interne. Det var en af piccoloerne der oplyste
mig om, at der var noget galt. Det kunne jeg nu godt se, men ville da ikke
indrømme den korrekte årsag, så jeg gav ham en indviklet og teknisk forklaring,
som han stillede sig tilfreds med.
Jeg gav mig til at følge sekundviseren på det store ur på væggen, og efter et minut
startede jeg den rulle jeg havde glemt, og gik tilbage til skønheden i telefonen, men
jeg måtte straks efter undskylde, da den interne atter kimede. Det var piccoloen,
der kunne fortælle, at nu kørte filmen igen. Jeg stirrede på røret og gik lige så stille
tilbage til det andet.
Lige op til balkonen i Merry teatret var en lille lejlighed. Den blev benyttet af
viceværten og hans kone. Jeg besøgte dem jævnligt, og det var også hos dem, jeg
første gang oplevede farve-tv. Det var noget helt nyt dengang.
En eftermiddag havde vi sagt skål til hinanden, lige lovligt rigeligt. Jeg havde to
forestillinger, der skulle køres om aftenen, så på et tidspunkt erklærede jeg, at jeg
lige måtte have en time på øjet, inden forestillingerne skulle starte. Jeg lagde mig
ind på deres seng, og først ca. 10 minutter inden forestillingen skulle begynde,
vækkede viceværten mig. Han havde glemt jeg lå derinde. Man kan vist rolig sige
at der kom fart på Ole Hansen.
Ned af vindeltrappen, vilde fagter til piccoloerne der løb hen og åbnede en dør ud
til Tingvej, og så kunne publikum ellers opleve noget, der lignede en løbsk
galophest i fuld fart gennem salen. Videre gik turen gennem kælderen, ud i gården,
op af hønsestigerne og ind i operatørrummet. På med musikken, lys i de manglende
pærer, bl.a. lys på scenetæppet og de to første spoler klar.
Forestillingen nåede at starte præcis, men Henrik Sandbergs søster, der på det
tidspunkt bestyrede biografen, gav mig en velfortjent skideballe.

Nu vi er ved viceværten, var han og jeg en meget tidlig morgen, taget ind på Simon
Spies nyåbnede restaurant på Mercur, for at prøve den lækre morgen buffet, og det
var virkelig lækkert, og der var mange gæster, men samtidig var det umuligt at få
fat i en tjener da vi ville betale. Jeg skulle i Reventlowsgade, og viceværten skulle
tilbage til Merry teatret. Da vi havde vinket og gjort al verdens anråbninger uden
det hjalp, rejste vi os og forlod stedet, så viceværten og jeg har et mellemværende
med Spies koncernen, eller også skylder vi 50% hver, med renters rente fra 1971
til nu. I øvrigt spiste jeg mere end et blødkogt æg, og drak en masse juice, både
tomat og appelsin.
Kong Frederik d. 9. død!
Meddelelsen om Kongens død kom midt under den første forestilling, hvor jeg
kørte filmen: Den forsvundne fuldmægtig. Var der ikke noget med at man aflyste
forestillinger i sådan et tilfælde? For ikke at komme galt afsted, rådførte jeg mig
med Sandbergs søster, der igen rådførte sig med Harry Olsen. Resultatet blev, at
vi gennemførte de planlagte forestillinger, men at Merry teatret ville holde lukket
den næste dag.

Jeg var selv med inde på Christiansborg Slotsplads, da Margrethe blev udråbt til
dronning. Der var stuvende fuldt af mennesker på slotspladsen.
Bagefter gik turen til Amalienborg Slotsplads, og derefter til hovedbanen sammen
med vennerne. Et par dage efter, tog nogen af os i Christiansborg Slotskirke, for
at se kongens båre.
Ved kongens bisættelse var biograferne også lukket, og den dag sad jeg hos
viceværten og hans kone, og fulgte det på deres farve-tv. Der kom dog først farve
på da følget gik gennem Roskilde, da farve-tv i Danmark var noget helt nyt, og
DR endnu ikke havde så meget udstyr til de store transmissioner.

Samtlige disse forestillinger havde jeg fornøjelsen at køre i 1972, hvor de blev kørt
for at markere 10-året for Kjeld Petersens alt for tidlige død. Han blev kun 42 år.
Det var tilmed film, lige efter mit hjerte.

Denne film med Tommy Steele hentede vi op fra kælderen under Merry teatret, og
hyggede os med ved en privat nattefest, hvor vi også kunne finde på at hygge os
med en række Gøg og Gokke film, som der lå ekstra mange af.

Hvor meget af æblegrøden jeg spiste den dag, husker jeg ikke, hvorimod jeg husker
kærligheden til det lange hår. Tidsmæssigt er billedet fra første halvdel af 70’erne,
da sukkerskålen er tæt på koppen, og jeg holdt op med at bruge sukker i kaffen i
1976.

Danske film står mit hjerte meget nær!
En scene til Den gamle mølle på Mols skal i kassen.
Selv om jeg er født i 1948 var det ikke sådan, at jordmoderen straks sendte mig i
biografen, for at stifte bekendtskab med den danske filmproduktion. Egentlig
kedede det mig gudsjammerligt, når jeg blev slæbt med til Far til fire, eller hvad
de voksne nu synes jeg skulle være lykkelig for. Men lidt efter lidt dukkede
interessen op. Jeg startede med de to film, Ved Kongelunden og I kongens klæ’r,
og så gik det støt og roligt fremad. 30’erne, 40’erne og de første af 50’ernes film
fik jeg først kendskab til, efterhånden som de dukkede op til søndag eftermiddags
forestillinger, og det var der kun et fåtal der gjorde. Den gamle mølle på Mols lærte
jeg først at kende omkring 1970, da dansk tv sendte den. Jeg kan fortælle, at de
virkelig var på Mols, for at optage nogle scener. En af de lokale aviser kikkede

forbi optagelserne, og samtidig fik man opklaret, hvilken kro der blev brugt. Den
var såmænd medbragt hjemmefra, og blev rejst ved en stille sidevej.
Jamen hvad så når vi ser hele kroen udefra? Den facade blev rejst på Annettevej i
Charlottenlund (Saga Studio), hvor der også blev tid til nogle hyggepauser.
Fra venstre: Annelise Reenberg, Poul Bang, Rasmus Christiansen og Henry
Nielsen.

Hyggedruk sammen med Ernst!

Når jeg tænker tilbage på tiden i første halvdel af 70’erne, var der en periode, hvor
jeg indtog adskillige øl på Sorø Station, sammen med Ernst. Vi hentede en pose
høkerbajere, som man kaldte dem, hos Kay Møller, der havde sin butik på Banevej.
Posen tog vi så med over i vandtårnet, og under hvad jeg vil kalde for hyggelige
former, ordnede vi den politiske situation, og nød vores øl. Bare politikerne havde
lyttet med, for så havde de fået flere gode forslag, de kunne arbejde med.

Jeg nød disse stunder sammen med Ernst
og lyttede til ham, og han til mig. Vi var
nogle pokkers karle, hvis vi selv skulle
sige det.
Og så den fantasi der udviklede sig, når
vi nogen gange tilbragte det meste af en
nat i ventesalen. Det var de mest vilde
eventyr det kunne udvikle sig til. Det
kunne være sådan noget som: Tror du
ikke hårene vil rejse sig på Holger, hvis
der havde sneget sig en løve ind i kiosken? Ganske givet, kunne den anden så
svare, han vil med garanti råbe efter Anni. Det kan han da ikke, hvis løven har ædt
ham. Det var det rene vrøvl, men hvor så det sjovt ud i de billeder jeg så for mig.
Det var på denne bænk, Ernst og jeg tilbragte hele nætter.

Anni var den mangeårige ejer af kiosken på stationen, og Holger var hendes mand.
I mange år var Anni også at finde i kiosken i Kino, og en af de ting man kunne
købe hos hende, når der skulle guffes under filmen, var en såkaldt muslingeskal
med en lækker is kugle.
Holger var en af mine drengeårs helte, for han var filmoperatør i Kino.
En dag hvor vi også stod i vandtårnet, og slukkede vores tørst, fik jeg en fjollet
ide. Jeg havde lidt ekstra penge til overs, så da vi skulle over til Kay Møller efter
endnu en forsyning, foreslog jeg Ernst at vi hentede dem i Nyborg. Han kikkede
først måbende på mig, men fandt ud af at det var mit alvor, da jeg gik ind til
billetkontoret og købte to returbilletter til Nyborg. Vejret var fint, så det blev en
dejlig sejltur over bæltet.
Vel ankommet til Nyborg, fandt vi en købmand, ikke så langt fra færgen, og
afleverede de flasker Kay Møller skulle have haft, og fik samme antal fyldte med
retur, og kort tid efter sad vi igen på færgen.
Vi satte os op på soldækket og nød et par kolde øl, på sejlturen tilbage til Korsør.
Vel ankommet til Sorø drak vi den sidste øl i vandtårnet, og afleverede de tomme
flasker hos Kay Møller, hvorefter vi gik hver til sit.
En anden gang havde Ernst sagt, at han godt kunne lide at høre Ivan Leth spille i
radioen. Det fik mig til at invitere ham på en tur ind til København, hvor han kunne
opleve Ivan Leths orkester i Tivoli.
Det var dejligt at se den ægte glæde, der udstrålede fra Ernst.

I starten af 70’erne nød jeg mange burgere her i Alleens grill.

Min kære niece Ann-Mari, der fik sig en lur, Det var ved en af min mormors
fødselsdagsfester.
De to efterfølgende billeder er fra samme fødselsdagsfest. På det første er det
mormor der holder Ann-Mari. Det var mormors 75-års fødselsdagsfest, der blev
holdt i Lynge forsamlingshus. Altså Lynge ved Sorø.

Fra venstre: Bent, mormor, Frederik, mor, Hans. For bordenden: Lissi og ved siden
af hende sidder jeg, og til højre godsejer og poliker Hans Buchart Petersen.

Flytter fra sofa til hus!
På Næstvedvej fandtes i den periode en fabrik der lukkede, og det bevirkede ved
en ren tilfældighed en ændring i min hverdag.
Tilfældigheden bestod i, at jeg en dag var på vej over mod skoven, da jeg fik øje
på den nye ejer af fabrikken. Jeg gav mig i snak med ham, og spurgte om jeg
eventuelt måtte bo i huset, til han en dag fik det afsat til anden side. Det måtte jeg
gerne, mod at holde lidt øje med fabriksbygningen, og henvise evt. interesserede
til ham.
En drømmeseng, et havebord og et par stole, var det jeg havde mulighed for at
møblere huset med, men jeg havde nu heller ikke behov for mere, og det hele var
jo kun midlertidigt men bare det at komme væk fra sofaen.
Efter nogen tid kom nogle par for at kikke på stedet. De fortalte, at de planlagde at
starte en lilleskole, og de havde forelsket sig i stedet. Jeg henviste til ejeren, og
inden for kort tid, begyndte de forberedelserne til skolen, og da de flyttede ind,
flytte jeg ud og videre til Vanløse.

Klitmøllervej i Vanløse!
Det var lige i starten af 1974, medens jeg boede på Klitmøllervej i Vanløse. Der
havde jeg boet siden forsommeren 1973. Det var så nemt at tage S-toget til
hovedbanen, hvor jeg havde truffet flere af mine venner fra tidligere tider derinde.
Det vil sige at jeg var taget derind jævnligt gennem årene, men nu boede jeg igen
i nærheden.
Vennerne var slet ikke så slemme, som mange ellers i deres tanker var overbevist
om, bare fordi vi færdedes så meget der, men jeg elskede det miljø, og tænker tit
på hvad der er blevet af de forskellige, for i mine øjne var flere af dem store
personligheder. Mulle, Karen, Jette m.fl. Hvor er I?
En aften i starten af 1974 havde jeg hygget mig hos en familie, der boede i et hus
skråt over for mig på Klitmøllervej. Sjovt var det, at jeg mødte nogle af deres
bekendte, og de kunne huske mig som meget lille, da de havde boet i Søndergade
i Sorø.
Den aften gik snakken bl.a. på de danske film, og så havde jeg fået et spørgsmål
om en skuespiller, og jeg var overbevist om, at en ganske bestemt person kunne
svare på det, nemlig den hyggelige scenemester fra tiden på Skolescenen, Svend
Aage Fyrstner.
Jeg fandt hans nummer, og ringede. Det var hans kone der svarede, og da jeg
præsenterede mig og spurgte til Svend Aage, fortalte hun at han lige var død dagen
i forvejen, og skulle bisættes et par dage efter fra Bispebjerg.
Det var så underligt. Det spørgsmål jeg havde ringet om var uden betydning nu,
og samtidig var det svært at finde de rette ord.
Hun fortalte endvidere hvor ked af det hun var, ikke bare over at have mistet sin
mand, men også fordi hun fornemmede at flere af kollegerne havde svigtet ham de
sidste par år.

Svigtet er måske nok et
stærkt ord, for med mit
kendskab til den verden,
ved jeg at vi ikke
ligefrem render hinanden
på dørene. Men konen
havde det skidt, fordi hun
havde mistet sin elskede
mand, så jeg sagde at jeg
ville komme til
bisættelsen.
Jeg ringede så rundt til
flere af de skuespillere,
jeg vidste havde været
med Skolescenen
gennem årene. Jeg fik på
den måde aftalt, med bl.a.
Inge Ketti, at vi skulle
dukke op til bisættelsen,
for at vise Svend Aage
den sidste ære.
Inge Ketti og jeg hilser på
hinanden ved Svend
Aage Fyrstners
bisættelse.

Efter bisættelsen hilste jeg også på min ven Niels Peter Nielsen fra Nordisk film.
Ved siden af ham står Anders, der kørte bussen på turneen med Skolescenen.
Manden med stokken er skuespilleren Julius Funder, der også var med på turneen.
Jeg ringede også til Hans W Petersen. Han fortalte han gerne ville have været med,
men han lå desværre med en større omgang bihulebetændelse, og spurgte samtidig
om jeg kendte et godt middel der kunne for det til at forsvinde.
Jeg havde en ide om, hvem der kunne have sådan et råd, og dagen efter ringede
jeg igen til Hans, og da var det konen der tog røret. Hans sover lige nu, sagde hun.
Jeg gav hende de råd jeg havde fået, og så var det hun fortalte, han slet ikke havde
bihulebetændelse, men derimod havde en strubecancer, men at han ikke var stærk
nok til at kunne klare, at få sandheden at vide.

Det gjorde mig oprigtig ked af det, så jeg begyndte jævnligt at ringe til ham, og vi
fik mange gode samtaler. Ja, man kan godt sige der udviklede sig en form for
venskab, og han glædede sig ligefrem til når jeg ringede.
Efter nogen tid fik jeg så beskeden at han var død.
Jeg blev virkelig ked af det. Min telefonven var gået bort, og når jeg ser en film,
han medvirker i, kan jeg ikke undgå at tænke tilbage på dengang i foråret 1974.
Jeg oplevede ham som et sympatisk menneske.
Hans W Petersen i filmen: Flådens friske fyre.

Hugo, Viggo, Robert, Annette m.fl.!
Efter tiden i Vanløse fik jeg atter min gang på Nørrebro. Den gang var det et rigtig
folkeligt Nørrebro, jeg holdt utroligt meget af. Jeg har haft min gang i adskillige
hjem, hvor jeg tit blev inviteret på enten kaffe eller en kold pilsner. Det var
hyggeligt, bl.a. hos de to piger jeg desværre har glemt navnene på, men som boede
sammen. Nu var det ikke noget med vilde orgier og den slags. De ville bare så
gerne høre mig fortælle om film, og om perioden med Skolescenen. Dejligt
publikum.
Når vejret var til det, og det var det heldigvis tit, tilbragte jeg mange timer på
Blaagaards Plads, hvor der gled nogle høkerbajere ned.
Nørrebros biograf kom jeg også en del i. Operatøren hed Freddy, og det skete at
han lige skulle et eller andet, og så fik jeg tjansen med at køre forestillingen, hvis
jeg da ikke lige var optaget i et andet operatørrum.

Det var i øvrigt i Nørrebros biograf, jeg en søndag eftermiddag slog Lille Per ihjel.
Det har jeg fortrudt mange gange siden, specielt da jeg selv fik børn, og tog min
datter med til Far til fire filmene. Hun var meget følsom, og levede sig voldsomt
ind i filmene, så jeg måtte gå ud med hende, når en af de uhyggelige scener
nærmede sig. F.eks. i Far til fire i sneen, hvor kælken med Lille Per stopper på
sporet, medens toget nærmer sig, eller da han fik en pil i øjet i den første af filmene.
Min erfaring med Far til fire filmene siger mig, at Far til fire i byen er den af
filmene, hvor børnene ikke bliver så bange. Hvis en far eller mor har haft den
samme tanke, og af den grund havde taget barnet med i Nørrebros biograf den
søndag eftermiddag, fik jeg da godt nok spoleret deres tur.

Da lille Per ringer på døren, for at spørge om han må købe hunden, bliver døren
åbnet af den arrige hr. Jensen, spillet af Bjørn Spiro, og så var det der farede en
djævel i mig. En af spolerne til aftensfilmen, starter med at en dør bliver flået op,
og fire mexicanere skyder løs med hver deres maskinpistol. Det kan på ingen måde
undskyldes, hvad jeg gjorde. Stakkels dem der må have fået et chok.
Det skete jeg ringede hjem til Skolevej, for at høre om der var kommet nogen
breve, og ved en af de opringninger fortalte mor, at der havde været to mænd for
at spørge efter mig. Såh tak, tænkte jeg, hvad mener de nu jeg har lavet, men så
viste det sig, at det var skuespillerne Hugo Herrestrup og Viggo Hansen. Jeg
ringede til Hugo, og vi aftalte at mødes i en restaurant på hovedbanen.
De var et par hyggelige fyre, og så fortalte de, at de havde fået mig anbefalet af en
af scenearbejderne fra tiden med Skolescenen, og nu forholdt det sig sådan, at de
skulle i gang med Helsingør revyen, og samtidig ville Viggo sætte en Dragør revy
op, i samarbejde med tekstforfatteren Robert Arnold. Det var så planen, at jeg
skulle være scenearbejder, og bl.a. ligge på knæ med en rose og kikke forelsket op
på Roberts kone Annette Post, medens hun skulle synge en vise om de der
mærkværdige skabninger, der blev kaldt for mænd.
De fleste prøver foregik hjemme hos Robert og Annette, og blandt andre der skulle
være med i revyen var Harald Jørgensen, Ann Margrethe Schou (Frk. Mortensen i
Korsbæk bank), Benny Bjerregaard og Lene Funder.
Jeg nød tiden hos Robert og Annette, og sugede til mig af Roberts beretninger,
bl.a. om den tekst han havde skrevet til Buster Larsen i 50’erne: Jeg mangler det
de andre har så meget af. Den blev skrevet en dag, hvor Robert havde set sig lidt
småsur på Buster, og havde fået lyst til at drille ham lidt. Annette fortalte om en
sen sommeraften, også i 50’erne, hvor hun og Robert havde været en tur på Dragør,
hvor de fik øje på en roer et stykke ude på vandet, der havde sin kamp med årerne.
Det var Dirch Passer, der havde inviteret Inge Østergaard på en tur til søs.
I den periode boede jeg hos Viggo i Griffenfeldsgade, og det tør nok siges jeg lærte
flere at kende. Viggos søster havde en restaurant ude i Valby, og hendes søn og
Viggos nevø Lille Palle havde åbnet et værtshus, der havde fået navnet: Skæve

Thorvald, hvor jeg for første gang blev præsenteret for et stort glas Half of Half,
en blanding af øl og porter.
Et andet sted jeg også kom var Hyg-Inn på Vodroffsvej, hvor den daglige leder var
Tony Rodian. Jeg tilbragte mange timer der, specielt ved baren der blev passet af
en sød dame, jeg nogle måneder før havde lært at kende. Det var skuespillerinden
Inge Ketti, der bl.a. i 1956 havde spillet rollen som Marie i Saga filmen
Færgekroen, og så var hun ikke at forglemme, stemmen bag Magnus Tagmus i en
af DR’s julekalendere.
Inge Ketti sammen med Dirch og Ove i filmen Færgekroen.
En dag var jeg med Viggo og Hugo i Helsingør. Sikken en dejlig fornemmelse det
var, at stå midt på den scene, hvor Osvald bl.a. har sunget Sven Gyldmark og Erik
Leths Opad eller nedad.

I samme periode skulle der være stor fest på Byggeren i Stengade. År tilbage havde
der, på Byggerens daværende grund været huse og flere baggårde der havde dannet
ramme om filmen De pokkers unger.
På pladsen stod et aflangt skur der var velegnet til filmforevisning, så jeg spurgte,
om ikke det var en god ide at give folk en mulighed for at se De pokkers unger,
der havde udspillet sig i området.
De blev begejstret for ideen, og jeg henvendte mig til min gode ven, Niels Peter
på Nordisk film, og lånte en 16 mm. kopi af filmen. I en fotoforretning på

Nørrebrogade lånte jeg en filmfremviser kvit og frit, og så kørte vi filmen igen og
igen hele dagen.
Det var virkelig en oplevelse at se omgivelserne på filmen, de omgivelser der nu
var blevet totalt forandret. Husene var væk, men alligevel fik jeg lært ikke så lidt
om det område, der’ midt på Nørrebro.
Dengang var Nørrebro virkelig folkelig, og jeg holdt meget af den bydel, lige som
der var så meget andet jeg også holdt af.
Når jeg i dag ser filmen, kan jeg ikke undgå at tænke tilbage på nogle dejlige
stunder i området, og specielt Byggeren, Viggo, Bjørn m.fl. og de pragtfulde
solskinsdage med en kølig pilsner på Blaagaards Plads.
Sagde jeg en? Nej, på sådan en solskinseftermiddag kunne der godt ryge et par
ekstra ned, medens der blev hyggesnakket.

Dirchs jubilæum 4. juni 1974!
Dette billede er taget på Cirkusrevyens scene. Ret tæt ved pinden ved sufflørkassen
stod jeg d. 4. juni 1974. og var med til at hylde Dirch Passer i anledning af hans
25 års revy jubilæum. Egentlig var det ikke den helt rigtige jubilæumsaften, for
han havde tidligere spillet revy i Greve, men den gik kun 1½ gang, og fik samtidig
dårlige anmeldelser. Anmelderne kunne dog se mange gode muligheder for Dirch.
Det ville være synd og skam, hvis Greve revyen skulle danne baggrund for et
jubilæum. så da jeg fandt ud af. at næste revy var Fiffer revyen fra 1949, hvor
Dirch havde et par gode sange, og samtidig slog sit navn mere fast i folks
bevidsthed, måtte det være den revy der skulle være udgangspunktet for en fejring
af denne store dejlige og fantastiske skuespiller, der havde givet publikum så
meget. Jeg ringede til Preben Kaas. Det var Anne Mari Lie der tog telefonen, og i
baggrunden kunne jeg høre et lille barn, der græd hjerteskærende. Den stemme
skulle komme til at gøre sig bemærket mange år senere, bl.a. i rollen som Dirch.
Stemmen tilhørte nemlig Nikolaj Lie Kaas.
Anne Mari undskyldte, at drengen lå meget usikker på puslebordet, så hun rakte
skyndsomt røret til Preben. Jeg fortalte Preben om min ide med et jubilæum, og
Preben synes det lød som en rigtig god ide.

Da jeg nogen tid efter mødte Preben i forbindelse med Bodil festen i Imperial,
spurgte jeg til jubilæumsplanerne, og han fortalte da at Dirch ikke brød sig om at
blive fejret, men at der alligevel ville blive gjort et eller andet på dagen.
Dagen oprandt, tirsdag d. 4. juni 1974.
Jeg vågnede tidligt, og helt ærlig havde jeg ikke sovet ret meget om natten. Det
var næsten som natten før mine barndoms juleaftener.
Jeg boede i de dage hos Viggo i Griffenfeldsgade på Nørrebro.
Vi var jo i gang med forberedelserne til Dragør revyen, og samtidig havde Viggo
også Helsingør revyen at tage sig af.
Jeg gik hen i ismejeriet for at hente den friske mælk og dagens aviser, og efter
morgenmaden tog jeg lige et hurtig smut til Sorø, for at se om jeg da ikke skulle
have et par pænere bukser, end dem jeg lige havde på. Det lykkedes mig at finde
et par, og så gik det ellers tilbage til København.
Efter en kop kaffe og en Gammel Dansk og et par stykker smørrebrød, indtaget
ved mit favoritbord i cafeteriet og restauranten i de lokaler på Hovedbanen, hvor
TV2 har til huse, når de ikke sender fra Tivoli, planlagde jeg samtidig min dag.
Tiden skulle jo gå med et eller andet, for der var endnu nogle timer til
festlighederne på Bakken, så jeg gik ned i de små sidegader for at kikke lidt i
rodekasserne ved marskandiserne. Der har jeg af og til fundet interessante ting,
som jeg også har meget glæde af i dag.
I sådan en butik fandt jeg en aflang øloplukker med et større vikingehoved på. Det
købte jeg, og så gik turen med S-toget til Klampenborg.
I toget skrev jeg et lille vers til Dirch, og det første jeg gjorde efter ankomsten til
Klampenborg, var at indtage et par bøfsandwich hos pølsemanden på perronen.

Lige omkring skrammelbunken var pølsevognen i 1974.
Bøfsandwich i sovs, men ikke bare en tilfældig sovs men pølsemandens ovenud
lækre tomatsovs. Jeg savner de enkle bøfsandwich, uden for mange dikkedarer
som salat i overflod og den slags. I det hele taget, savner jeg nogen gange det mere
enkle.
Fra pølsemanden gik det op mod Dyrehavsbakken, og det velkendte revytelt, der
har stået på samme plet siden 1935. Jeg gik bagom, og ind til baren. Der var
allerede ankommet flere, som gik rundt og hilste på hinanden. Preben kom hen og
gav mig en billet til forestillingen, og en pressefotograf havde fundet ud af, at det
var mig der havde afsløret jubilæet, så han hev mig med ned til Dirchs garderobe,
hvor han tog et par billeder, hvor Dirch og jeg hilste på hinanden. Det billede kom
dog aldrig i nogen avis eller ugeblad, og det forstår jeg godt, for det eneste Dirch
var iført, var underbukser. Bagefter fik jeg en lille sludder med min tidligere
arbejdsgiver, filmmanden Henrik Sandberg og hans søn Anders, der også var
filmmand. Så var det ellers tid til at opleve forestillingen, hvor et af Dirchs store
numre var som babyen i hoppegyngen.
Efter den startede festlighederne fra scenen. Jeg fulgte talerne fra kulissen, og jeg
nyder nogen gange at lytte til festlighederne, jeg er så heldig at have lydsiden til, i
dag.

Der blev serveret champagne, både til publikum og os ude i kulissen, og så blev
der ellers skålet for og til Dirch. Henrik Sandberg sad på første række, og havde
problemer med at få proppen af flasken.
Nu skulle det snart ske. Jeg skulle ind på scenen og fremsige det lille digt jeg havde
skrevet i S-toget på vej til Klampenborg. Det havde Preben bedt mig om, og der
var ikke noget jeg hellere ville. Han introducerede mig, og jeg gik glad og fro ind
på scenen, og skulle til at begynde min oplæsning, men Preben sagde jeg skulle gå
tættere på mikrofonen. Jeg tog et ordentlig skridt fremad, og så var det jeg
mærkede en hånd på min fod. Nå, sidder du der, røg det ud af mig. Det var
suffløsen der sad nede i kassen og fulgte talerne, og jeg kunne nemt af fået mit
gennembrud hvis jeg var trådt endnu et skridt frem.
Jeg skulle lige til at fremsige mit digt, da der lød et ordentlig knald. Hvad var det,
udbrød jeg en anelse forskrækket. Jeg har siden spekuleret på, om det var

Sandbergs prop, der endelig gav sig. Det var min kone der fik en prop, lød det fra
Dirch. Mit digt lød sådan:
Til Dirch med tak for mange år, og håb om mange flere.
Du det utroligste formår, til glæde for en hver.
Det er komik af klasse når du dig ruller løs
du spillet har en masse ja selv en gammel tøs
I aften da teltet fester jeg skænker dig en biting
du er den store mester revyens gæve viking.
Derefter tog jeg
øloplukkeren med
det
store
vikingehoved frem,
og gav ham det,
hvorefter vi gav
hinanden hånden, og
jeg forlod scenen.
Resten af talerne
fulgte jeg fra
kulissen. Samtidig
gled der adskillige
glas champagne ned.
Preben havde købt
meget. Jeg blev på
Bakken hele natten, og stødte bl.a. ind i Ib Boye, der også var kendt som skribenten
Gyldenspjæt. Han var ikke just tørlagt, hvilket jeg heller ikke var, og hver gang vi
rendte sammen. spurgte han om jeg havde en god historie, og hver gang fik jeg
hans telefonnummer.

Jakken jeg havde på inde på scenen, havde jeg fået af Viggo, som så igen havde
fået den af artisten Kjeld Brask Andersen, der boede i Charlottenlund med sin kone
Annelise. Viggo havde fortalt dem, at jeg ville komme forbi med nogle papirer de
skulle bruge. Med adressen i lommen gik det mod Charlottenlund, og på turen fra
Charlottenlund station kører pludselig en bil ind foran mig, og føreren stiger ud.
Davs Ole, sagde han, og jeg lignede nok et stort spørgsmålstegn, for i forlængelse
sagde han: Jeg kunne kende dig på den flotte jakke. Den har været min, men den
klæ'r også dig.
Det blev en hyggelig eftermiddag i selskab med Kjeld og Annelise, der sluttede af
med en tur i Tivoli hvor de bød på en rejemad i Grøften.
Kjeld og Annelise støder man jævnligt på, i diverse statistroller i danske film.

På forsiden af avisen!
Tidlig på morgenen ankom jeg til Viggos lejlighed, og tog lige et par timer på øjet,
hvorefter det var på tide at komme videre i programmet. Jeg havde planlagt en
afslapper/hyggedag i Grøften i Tivoli, men først skulle jeg hen i ismejeriet for at
hente lidt brød og noget mælk.
Jeg tog også aviserne BT og Ekstrabladet og måtte lige gnide øjnene en ekstra
gang. Der, på forsiden af BT var et billede, der om natten var blevet taget af Dirch,
Pjerrot og jeg, men ikke nok med det, så gemte der sig endnu et billede på
bagsiden, hvor Dirch og jeg giver hinanden hånden på scenen.
Den avis blev også købt af en eller anden sagsbehandler, der endda klippede
artiklen ud og vedhæftede den til min journal, og i journalen havde hun skrevet:
Se vedlagte: Ole havde alligevel ret.
Tænk at de kunne gøre det så enkelt. Gemme avisklippet i journalen, og så med de
fire enkle ord. En journal som ikke ret mange ville komme til at se, og derfor ville
jeg fortsat i manges øjne, være fantasten Ole som man ikke skal tro på.
Der var mange i tivoli denne onsdag. Alligevel lykkedes det mig at få plads ved et
godt bord. På et tidspunkt kom filmmanden Knud Jørgensen, som jeg før havde
mødt, hen til mig sammen med sin kone Bodil Miller. Bodil Miller var jo hende,
som Dirch Passer fik i filmen: Det var på Rundetårn.
Knud spurgte om de måtte sætte sig ved mit bord, og selvfølgelig måtte de det. De
gav mig en stor fadøl, og vist nok en mere lidt senere. Jeg husker vi fik en rigtig
god snak, og Bodil synes det var sjovt, hvad jeg havde oplevet aftenen i forvejen.
I de kommende dage følte jeg en underlig glæde i mit indre, og samtidig føltes det
lidt vemodigt. Her og nu kunne jeg sludre med Bodil og hendes mand om mine
oplevelser. Men der fandtes også nogle, som jeg ikke kunne dele mine glæder med,
da de bl.a. ud fra nære medlemmer af min familie havde fået at vide, at jeg havde
en livlig fantasi. På samme måde havde de påstået overfor en pige, at jeg selv
havde skrevet autograferne, som jeg havde foræret hende i programmet fra
Cirkusrevyen. Autograferne var skam rigtige nok. Håber pigen gemte programmet.

Viggo og Robert opgiver Dragørrevyen!
Der gik endnu nogle dage med prøver på Dragørrevyen, og så skete der det, ja
hvad årsagen er kan jeg ikke huske, men uden egentlige forvarsler, droppes revyen.
Skal jeg komme med et personligt bud på hvorfor, har Viggo, Robert og Hugo nok
gabt for højt, og havde rigeligt at gøre med at sætte Helsingørrevyen op.
Pokkers, tænkte jeg og tog samme aften ud på Bakken hvor jeg satte mig hen i et
hjørne i Cirkusrevyens bar, og nød en øl og fulgte de medvirkendes trafik mellem
garderobe og scene.
Poul Bundgaard, Lisbet Dahl, Arne Hansen, Marlene Schwartz, Ellen Vinther og
mange andre. Og hovedpersonen kom hen til mig og sagde: Tak for sidst, og så fik
vi en lille snak inden han skulle videre til garderoben for at skifte.
Den sommer kan man roligt sige, at Cirkusrevyen blev mit tilholdssted eller som
det også kan kaldes: Mit andet hjem.
Jeg glemmer aldrig den sommer på Bakken.

Hvis du har set filmen: Mafiaen – det er osse mig, så husker du nok også den scene
hvor Dirch Passer sidder på en bænk, klædt ud som hippie og synger protestsang.
Den scene er optaget ved bænken med den gule affaldsspand.
Jeg var selv til stede og overvære optagelsen, der fandt sted en tidlig morgen.
Det er Preben Kaas, der her står sammen med Dirch.

Biografbestyrer i Høng!
Høng Kino havde jeg indtil efteråret 1974, kun været ganske lidt i berøring med.
Den ene gang var, da jeg langt om længe havde fået min storebror til at tage med
helt til Høng for at se filmen Flemming og Kvik, en film han ellers ikke havde lyst
til at se, nok fordi han havde et andet forhold til Gunnar Jørgensens bøger. Det
lykkedes så, en søndag eftermiddag og han blev i øvrigt meget positiv overrasket
over filmen.
Anden gang jeg faldt over navnet Høng Kino, var inde på udlejningen i
Reventlowsgade. Jeg skulle pakke en film, der i hast skulle sendes til Høng til en
eller anden lukket forestilling. Da filmen var pakket gik det af sted til Hovedbanen,
hvorfra den skulle afsendes. Det var dengang, et stort areal mellem ankomst og
afgangs hallen der var til afsendelse og modtagelse af diverse pakker, cykler osv.
Filmen der så hurtig skulle til Høng var: Det var på Rundetårn. Men så i efteråret
1974, så jeg i avisen, at Høng Kino søgte en bestyrer til at varetage biografens
daglige drift. Det var lige noget for mig, så på det i annoncen anførte tidspunkt

ankom jeg til biografen, hvor der allerede var mødt flere andre op. Jeg fik svaret
og fortalt, og tog derefter tilbage til Sorø, for at vente på besked. Beskeden kom få
dage efter, at man havde valgt mig til arbejdet som bestyrer. Jeg var velkommen
til straks at flytte ind, og det lod jeg mig ikke sige to gange. Farvel til Sorø og
goddag til Høng.
Hald, som ejeren hed, kom fra København. Han var egentlig ikke så
filminteresseret, men havde set biografen som en god pengeanbringelse, og han
havde allerede valgt filmen til biografens genåbning en måned efter. Det var Elvis
Presley filmen Blue Hawaii.
Den måned skulle jeg så bruge på at blive dus med teknikken og gøre biografen
klar.
Efter et par dage var jeg klar, så jeg ringede til Hald og foreslog, at vi skulle åbne
allerede den kommende mandag. Den var han helt med på, også at jeg tog mig af
filmansættelserne, medens jeg var der.
Så skulle der bestilles film. Blue Hawaii skulle stadig køre om en måned, men
indtil da, skulle der lidt andre film på. Jeg ringede til Palladium udlejningen, og
bestilte åbningsfilmen, der til stor undren blandt mine bekendte ikke var
Rundetårn, men derimod det danske lystspil: Min kones ferie, til visning på
åbningsaftenen og aftenen efter.
Det var jo en repremiere, og byens størrelse taget i betragtning, var det begrænset
hvor længe en film kunne holdes på plakaten. Den første uges repertoire kom til at
se sådan ud:
Min kones ferie. (Mandag og tirsdag).
Far til fire på Bornholm. (Onsdag og torsdag og søndag eftermiddag).
Barken Margrethe af Danmark. (Fredag og søndag).
Med den plan klar, gik jeg hen til redaktionen på Sjællands Tidende og fik
indrykket annoncer.

Allerede næste dag ankom filmene, plakaterne, billederne, pressematerialet og
klicheer. Det var jo før den digitale tid, så klicheerne måtte jeg smutte op til avisen
med.
Mine første uger i Høng lignede mest en dansk sommerkavalkade, men det gjorde
ikke noget, for publikum kunne lide det, og ugen efter så repertoiret sådan ud:
Det skete på Møllegården. (Mandag og tirsdag).
Den store gavtyv. (Onsdag og torsdag).
Far laver sovsen. (Fredag og søndag).
Panserbasse. (Søndag eftermiddag).
Nu nævnte jeg det gode publikumsbesøg, men til Panserbasse søndag eftermiddag
kom der kun to personer, et ægtepar. Det gav mig en ide, så den næste dag ringede
jeg til Palladium og spurgte, om jeg
kunne gentage Panserbasse den
efterfølgende søndag. Jamen dog,
kom det fra udlejeren i røret, var der
udsolgt. Næh, svarede jeg, der var
kun to inde til forestillingen. Hvad i
alverden vil du så gentage den for,
spurgte han med nogen undren i
stemmen.
Jeg har sådan på fornemmelsen der
vil komme mange flere næste gang,
sagde jeg. Du må jo vide det, svarede
han og gav grønt lys, og så gik turen
igen til Sjællands Tidende, hvor jeg
fik bestilt en annonce med ordlyden:
På grund af den store tilstrømning,
gentages Panserbasse søndag
eftermiddag, så dem der gik forgæves
også får chancen for at se denne store klassiker med Ib Schønberg og Arthur

Jensen. Der blev ikke udsolgt til forestillingen, men der kom mange flere end ved
første visning. Jeg fandt aldrig ud af, hvad ægteparret,der havde set filmen ved
første visning tænkte, men måske havde de ikke set annoncen.
Jeg nød den tid, jeg var i Høng. Operatørrummet var så lille, at der kun var plads
til en fremviser. Til gengæld var det muligt at samle hele filmen på en stor spole,
så når forestillingen var startet var der ikke andet for mig at gøre, end at vente til
jeg skulle afslutte og spole filmen tilbage. Ventetiden fordrev jeg flere gange på
kroen lige over for biografen. Der var en rigtig sød servitrice, som jeg blev meget
gode venner med, og nej, selv om rygtet mente noget andet, så var vi ikke kærester,
men jeg var betaget af hende, beundrede hende og nød hendes selskab. Skulle det
ske, at filmen knækkede, var det ikke værre end at en af publikummerne hentede
mig på kroen. Det havde aldrig gået i storbyerne.
Et lille problem var, at få en jule-film på repertoiret, for kopierne var allerede i
omløb og fuldt optaget. Alligevel tog jeg chancen og ringede til Jeppe på
udlejningen i Reventlowsgade, og jeg var heldig. Jeg kunne få Fra den gamle
Købmandsgård, hvis det var i orden, at jeg først kunne vise den de sidste to dage
op til jul, og at jeg selv måtte hente kopien ved toget i Slagelse. Det gjorde jeg, og
så kørte jeg den som non stop fra 10 om formiddagen og ellers hele dagen. Når
publikum først havde købt billet, kunne de blive siddende så længe de ønskede.
Julen var også kommet til Høng Kino. Jeg husker hvordan naboens søn og datter
kom ind, og pyntede rigtig flot op, og så havde de en invitation med fra forældrene.
Jeg blev inviteret på flæskesteg, og havde en hyggelig aften hos nogle hjertevarme
mennesker. Jeg var for det meste glad i den tid jeg var i Høng, men som nok de
fleste er klar over, så mætter vindfrikadeller ikke. Hald var meget svær at få penge
fra, og en dag måtte jeg desværre meddele ham, at jeg ikke kunne blive ved på den
måde. Selv om jeg havde pokkers svært ved at sige det til ham, var jeg nødt til det,
men jeg fortryder ikke et øjeblik min tid i Høng Kino, en tid der gemmer på så
mange glade minder.

Kælderværelset i Slagelse!
Bag dette kældervindue stod min seng i en lille periode i starten af 1975. Det var
hotelejeren på hotellet lige over for Slagelse station, som jeg kendte lidt, der tilbød
mig det lille værelse, som en overgang fra Høng og til jeg fandt ud af, hvad der
videre skulle ske. Dagene brugte jeg i Vest Sjællands centeret og aftenerne brugte
jeg ved hotelles bar.
De mange penge som Hald skyldte mig fik jeg aldrig. Kun en gang har han haft
pungen oppe af lommen for min skyld, og det var for at betale for de ristede pølser,
han i sin gavmildhed havde budt på i den lokale grill i Høng.
Efter en lille måneds tid i kælderværelset kom min socialrådgiver med et forslag,
der samtidig kom til at ændre adskillige ting i mit videre livsforløb. Jeg kunne
komme til Århus, nærmere betegnet Skejby, hvor jeg for det første kunne få et
dejligt værelse, og samtidig kunne jeg få genoptaget den skoleuddannelse jeg i
1966 afbrød i Ålborg.
Altså, jeg så ikke lyset her i 1975 som den store handelsmand, men det var måske
ikke nogen dårlig ide, at finde nogle nye græsgange.

Skejby Ungdomspension!
Jeg flyttede på Skejby Ungdomspension, og var da tæt på de 27 år, men jeg følte
mig da stadig ung, og husker en herlig tid hvor jeg i starten oplevede nogle
medpensionærer.
Det var bl.a. Ole Thestrup, Kirsten Lehfeldt, Søren Spanning og Vibeke
Mogensen.
De skulle bo på pensionen et par uger. Hvorfor skulle de nu det? Jo, de gik på dette
tidspunkt på skuespillerskolen på Århus teater, hvor de som afgangsstykke, skulle
opføre et stykke om det at leve i et bofællesskab, netop blandt unge mennesker.
Den skolegang der for mit vedkommende blev tale om, skulle foregå på en
Lilleskole i Nørre Alle.
Jeg opfattede det mere som en slags parkering, for der var ikke tale om
undervisning, jeg ikke allerede havde haft. Jeg kunne lige så godt have fulgt
undervisningen i et af klasselokalerne på Godhavn, selv om jeg nok må sige, at der
var himmel vid forskel på Godhavn og Lilleskolen. Til gengæld oplevede jeg noget
andet spændende.
Jeg tog med til Avernakø på ø-lejr. Det var en ganske anden livsform, og jeg nød
hvert et sekund, og ikke nok med det.
På Avernakø var der lige ved siden af Brugsen et fantastisk forsamlingshus, hvor
der også var en scene. Så var muligheden der igen, for at optræde for et publikum.
Jeg henvendte mig først til ham der stod for forsamlingshuset, og jo, vi måtte gerne
for et symbolsk beløb låne det. Det næste var et besøg i Brugsen, hvor man var
med på at levere de spiselige ting, og drikkevarerne. Avernakø havde også en
harmonikaspiller, der sammen med en anden der også spillede harmonika, var med
på at spille til bal efter forestillingen.
Jeg var helt oppe i skyerne, og fik samlet et interesseret revyhold, bl.a.
skuespillereleven Søren Petersen fra Århus Teater.

En journalist fra DR optog noget af revyen, der vist blev brugt i en
sommerudsendelse om livet på ø-lejr. Prøverne havde taget det meste af dagen, og
indrømmet, så havde jeg nippet adskillige gange til snapsen. Alligevel blev det alle
tiders revy, ikke mindst takket være Søren og de øvrige på holdet.
Under opholdet havde jeg også en kort affære med en af de lokale piger. Mon hun
stadig bor derovre? Jeg tog hende med på en tur til København, for at vise hende
nogle af de ting jeg holdt af, bl.a. Folketeatrets kantine, hvor jeg for en stund kunne
sidde og tænke tilbage på tiden med Skolescenen. Om aftenen var vi i
Cirkusrevyen, hvor jeg bl.a. fik en lille hyggesludder med Jørgen Ryg. Blandt de
numre han gav i revyen, var en af hans successer fra Dragør, nemlig den velkendte:
Øjenlægekongressen. Efter revyen tog vi tilbage til hovedbanen og kørte med
nattoget. Hun skiftede i Odense og jeg fortsatte til Århus. Vel ankommet til Skejby,
startede et nyt kapitel i mit liv.
Mine to guldklumper hedder Vibeke og Jakob. Det er mine børn, der kom til
verden i henholdsvis 1976 og 1977.

Deres mor mødte jeg umiddelbart efter jeg var vendt tilbage til pensionen efter
turen på Avernakø. Vi faldt hurtig i snak, og det endte med at jeg inviterede hende
på værelset, for at se de frimærker jeg ikke havde.
De efterfølgende aktiviteter resulterede i, at vi meget hurtig kunne se frem til den
del af tilværelsen, der skulle gøre os til forældre. Da hun fortalte sine forældre om
den glædelige begivenhed, var reaktionen helt efter tidens moral. Vi skulle skynde
os at blive gift, inden det kunne ses. Som det første fik vi dobbeltværelse på
pensionen, og nogle underlige drømme må jeg have haft, da vi sammen med andre
af beboerne var med i en avisartikel.
I artiklen stod bl.a. at jeg drømte om at få en
hønsefarm, eller bare et lille hus på landet.
Det blev dog ikke til noget med de høns, for nu skulle
der tjenes nogen penge. Vi fik begge arbejde i
rengøringen på overfarten Århus/Kalundborg, jeg på
Prinsesse Anne Marie og hun på Prinsesse Elisabeth,
så det var ikke hver dag vi så hinanden i den periode.
Nogen gange stod vi på dækket og vinkede, når
færgerne passerede hinanden.
Vi var på færgen et døgn af gangen, og jeg for mit
vedkommende begyndte i Århus om morgenen, og
kunne så gå fra borde næste morgen. Så var det ud til
Skejby med bussen, hvorefter vi havde et par timer
sammen, før hun skulle afsted på sin vagt.
En morgen havde jeg åbenbart været ekstra træt, for
jeg vågnede ved de larmende motorer, og
fornemmede straks, at noget var helt galt. Tøjet på i
en fart og op på dækket. Færgen havde sat kursen
mod Kalundborg, og jeg fik derfor en ekstra tur og
var først hjemme sent på eftermiddagen.

Jeg husker en lille sjov ting. Da jeg første gang skulle med hjem og præsenteres
for hendes familie, spurgte hun om jeg var nervøs. Hvem? Jeg? Nervøs? Ikke spor,
jeg har da stået på en scene før end i dag. En virkelig tåbelig udtalelse.
Det blev et familiebesøg, hvor jeg nærmest kredsede om det musehul, som så
mange holder af, men har svært ved at finde. Vi var nyforelskede og hoppede på
vognen, og blev gift lørdag d. 31. januar 1976.
Hvor stor en dag mor følte det var, skal jeg ikke kunne sige, for både hende og min
søster nævnede et par gange inden og under middagen, at der var en John Wayne
film i fjernsynet, som hun ærgrede sig over, ikke at kunne se. John Wayne hørte
blandt mors idoler, og jeg har husket rigtig, da det viser sig, at DR netop den dag
viste filmen: Rio Grande med John Wayne, fra kl. 16.20 til 18:00. Dagen efter tog
fruen og jeg på en mini bryllupsrejse til Palads på Trøjborg i Århus, der viste et
dansk dobbeltprogram: Onkel Bill fra New York og Det var på Rundetårn. Hun
kunne lige så godt få den at se, først som sidst.
Da det blev hverdag, skulle der tages stilling til flere ting. Bl.a. med hensyn til
arbejde. Jeg følte ikke at tiderne og folks indstillinger havde ændret sig så meget,
siden dengang i 60’erne, hvor folk rystede på hovedet af mine ønsker. Stadig var
filmoperatør ikke et accepteret erhverv, og det til trods for at jeg siden dengang
havde fået uddanelsen. Jeg var på en kagefabrik i Malling, og hoppede så galt som
på ideen med at blive autolakerer. Det var slet ikke sjovt. Havde jeg da bare haft
modet til at kæmpe for mine egne behov, i stedet for at foretage mig de forskellige
ting, med det ene formål at behage omgivelserne. Der sneg sig også en form for
storhedsvanvid ind i billedet, da jeg var overbevist om, at jeg kunne gå op til
eksamen og tage en 9. klasse uden at have fået undervisning. Min sagsbehandler
på områdekontor Holme skrev bl.a. i journalen:
11.05.1976:
Opringning fra Ole, der ønsker at høre om vi har meldt ham til eksamen. Vi får en
snak om denne situation, og det fremtræder helt klart, at han føler sig presset til
dette ønske af svigerforældrene. Jeg giver helt klart udtryk for, at det vil være
faktisk utænkeligt at han skulle kunne gå ind og tage den eksamen nu, fuldstændig
uden forberedelse, og det er han også selv overbevist om.

11 juni blev jeg far for første gang, da Vibeke kom til verden på Odder sygehus,
og man kan roligt sige at fødslen efter en lang dag, gik som smurt i olie.
Om morgenen havde jordmoderen anbefalet os, at tage af sted til Odder. Der
manglede stadig lidt i, at fødslen kunne starte, men jordmoderen sagde, at hvis vi
gik et par lange ture, ville fødslen hurtigere gå i gang, men så let skulle det ikke
komme til at gå.
I haven eller parken bag Odder sygehus var der en skrænt, velegnet til at løbe op
og ned ad. Efter nogle ture på skrænten, vist nok en times tid, uden tegn på
fremskridt, gik vi en tur ind til Odder by, og da vi kom forbi apoteket kom hun i
tanke om noget, en veninde havde foreslået hende. Amerikansk olie! Hun skulle
bare drikke noget Amerikansk olie, så ville der komme gang i fødslen.
Nu husker jeg ikke lige størelsen på flasken, men husker tydeligt smagen, for jeg
ville være solidarisk og tage en tår.
Tilbage til den efterhånden velkendte skrænt. Et par ordentlige slurke af den
Amerikanske olie, og så var der igen gang i kondien.
Eftermiddagen oprandt og endnu en tur til apoteket, men det hjalp stadig ikke, så
tilbage til fødeafdelingen til aftensmaden. Ingen af os orkede flere løbeture, og jeg
var overbevist om, at hun havde fået nok af Amerikansk olie. Nu var det bare at
vente.
Kl. 23:15 kom Vibeke til verden. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, og stemmen
knækkede da også over flere gange, da jeg fra telefonautomaten ringede rundt med
nyheden.
16 måneder senere skete endnu et af livets mirakler. Min søn Jakob kom til verden.
En lille ting fra der, skal vi lige have med. Jeg tog Vibeke med til Sorø, for på den
måde at slå to fluer med et smæk. Jakob kunne få et par dage alene med moderen,
og jeg kunne samtidig besøge mormor, der netop var blevet indlagt på Ringsted
sygehus. Jeg fortæller hende, at jeg lige har fået en søn. Hun kikker på Vibeke,
smiler og siger: Ja, de vokser hurtig i den alder.

Min datter til lægen!
Min datter skulle til lægen for at få foretaget en af de traditionelle indsprøjtninger.
Hun var ikke særlig begejstret for det. Det tror da pokker. Hendes far var jo også
bange for at blive stukket. Hun blev målt og vejet osv. osv. og fik så
indsprøjtningen. Det fik hende til at stikke i et mægtigt hyl. Da vi gik fra lægen,
ville jeg trøste hende, så jeg tog hende med ind på grillbaren for at give hende en
is og en sodavand. Pludselig satte Vibeke igen i et ordentligt vræl. Hvorfor? Jo,
ekspedienten havde hvid kittel på, akkurat som lægen.
Nu vi er ved Malling, så kom jeg da til at være operatør for en dag.
En søndag formiddag blev der ringet fra Malling Bio. Nu havde jeg jo lært
biografejeren Per Houberg at kende, og den søndag viste det sig, at Per befandt sig
i København og var blevet forsinket, så jeg blev spurgt, om jeg eventuelt kunne
klare operatør tjansen både eftermiddag og aften.
Jeg tog straks til Malling, for at studere maskinerne og de forskellige knapper
nærmere.
Jeg får spolerne gjort klar, og klarer også forestillingerne, og en pudsig ting jeg
erindrer fra den dag: Jeg havde sat kassettebånd i båndoptageren for at optage
lydsiden fra filmene, for senere at kunne høre Gyldmarks musik.
Jeg havde i forvejen en lille samling af lydspor, optaget i bl.a. Merry, hvor vi jo
kørte mange af de dejlige folkekomedier.
Pers far kommer på et tidspunkt ind i operatørrummet, og da jeg fortæller ham om
lydoptagelsen udbryder han: Ak ja, tænk hvis man også kunne få billedet med.
Jeg kunne godt tænke mig det samme, men kunne ikke forestille mig, at tiden var
næsten om hjørnet, hvor videobåndene ville gøre deres indtog i de forskellige
hjem.
Eftermiddagens film var: Far til fire i byen, og aftenens var: Vagabonderne på
Bakkegården.

Mange af filmene og ligeså musik og sang jeg spiller i radioen, kalder på flere
hændelser i mit liv. Utroligt, men sandt.
At læse varedeklarationer har jeg ikke altid været flittig til, men burde måske nok
have gjort det under et besøg hos købmanden i Beder. I en af kølediskene, fandt
jeg en rulle med noget kød der virkelig så lækkert ud. Jeg lagde det i kurven til de
andre varer.
Inden købmanden skulle slå kødet ind, spurgte han om vi havde fået hund. Nej da,
svarede jeg undrende. Hvordan kunne han dog få sådan en ide? Ikke for noget,
fortsatte han, men det her er altså hundemad.
Rød i hovedet ombyttede jeg hundemaden med noget der var mere menneskeligt
at spise. Jeg kunne lige se for mig, at købmanden ikke havde reageret, og jeg så
havde serveret kødet om aftenen. Måske sådan noget som: Det smagte godt, Ole.
Hvad var det for noget kød? Jo, nu skal I bare høre, og så finder jeg emballagen
frem fra skraldeposen for at nærlæse. Det ville have været yderst pinligt.

Nej, jeg er ikke blevet bilejer. Det er derimod en bil jeg lejede, i forbindelse med
et familiebesøg på Skolevej.
Jeg kikker på fotografen, der i dette tilfælde er mor, og venter ellers på mormor
som jeg har lovet at køre til en kirkegård, et stykke udenfor byen. Vejret var fint,
så det blev en rigtig hyggelig tur.
En ting kan gøre mig lidt trist til mode, når jeg ser nærmere på billedet. Det er
baggrunden med skolen, hvor bl.a. skolekøkkenet gemmer sig bag en stor grøn
beplantning. Den er helt væk i dag, akkurat som al det natur der er fjernet flere
andre steder i landet.

Vest teatret i Brabrand!
En dag faldt jeg over en annonce i avisen, hvor Vest Teatret i Brabrand søgte en
filmoperatør, og henvendelse skulle ske til Feldballe i Regina Teatret i Århus. Jeg
henvendte mig, og efter en hyggelig filmsnak, bl.a. om vores fælles bekendt Jeppe
fra udlejningen i Reventlowsgade, sagde han at stillingen var min. Jeg blev ret
hurtig ene mand i Vest Teatret, hvilket vil sige det blev til et heldags arbejde med
rengøring og hvad der ellers hørte sig til. Om aftenen stod jeg ved den ene dør ind
til salen og solgte billetter, og når det var tid til at filmen skulle starte, var det bare
at trykke på en knap der befandt sig i en lille boks inden for døren, hvorefter
teknikken klarede resten, og de to første spoler kørte som de skulle. Når der så var
faldet ro over feltet, kunne jeg fortsætte oppe i operatmrummet, med spoleskift på
normal vis, og når sidste spole var startet gik jeg tilbage til salen, hvor afslutningen
også foregik ved et enkelt tryk på en knap.
Feldballe kikkede ud af og til, og en dag spurgte han om jeg havde nogle ideer til
nogle film der kunne få flere publikummer i biografen søndag eftermiddag.
Sørøver og fægtefilmene, ja selv Tarzan, trak ikke det store publikum på dette
tidspunkt. Du skal da prøve med danske dobbelt programmer, som Merry Teatret
gennem mange år havde stor succes på. Den var han med på med det samme, så
de kommende måneder kørte vi søndag efter søndag, de gode gamle Saga film, to
af gangen. I øvrigt var det første danske dobbeltprogram: Min søsters børn og Det

var på Rundetårn. Derefter fulgte Færgekroen, I kongens klæ'r og alle de andre.
Det var en succes, og samtidig foreslog jeg direktøren for Astra i Åbyhøj at gøre
det samme, så kort tid efter viste han: Tag til marked i Fjordby og Onkel Bill fra
New York, men først ugen efter at han havde vist Det var på Rundetårn og Støv
for alle pengene. Som der ses på efterfølgende billede, var det ikke ligefrem
knapper der manglede i dette operatørrum, der i et par år skulle være min
legeplads, eller hvad vi nu skal kalde det.
Jeg havde også en finger med i spillet, da Rio i Højbjerg inde for samme periode
viste: Det var på Rundetåtn og lad mig så slutte denne filmoversigt af med, at vi i
Vest Teatret gentog Saga filmene (dog som enkelt film), året efter startende med:
Det var på Rundetårn. Sjovt som den film har krydset min vej, adskillige gange i
mit liv.

Mormor døde!
Vi fik besked fra Sorø. Mormor var død. Det var ikke uventet, da hun havde
skrantet mere og mere det sidste års tid. Det var så underligt for mig, at den film
der skulle køres søndag eftermiddag i den uge, var Færgekroen. Jeg tænkte tilbage
på vores biograftur, hvor vi sammen havde skrålet filmens titelsang på vejen hjem.
Da gjorde jeg noget, som Feldballe aldrig fik at vide. Ikke fordi jeg tror han ville
havde haft noget i mod det. Jeg var jo ude for at gøre rent efter forrige dags
forestilling. Med tankerne på mormors død, satte jeg de to spoler hvor filmens
titelsang var, nemlig spole 3 og spole 6. Spole 6 var samtidig sidste spole. Jeg
nåede at se de to spoler nogle gange, helt alene i den store biografsal, medens
tankerne gik til mormor, og ikke nok med det, så sang jeg med når de sang
titelsangen.

Af sted til Sorø. Vi skulle til mormors bisættelse, og dette samt efterfølgende
billede er fra den tur, og er taget i stuen på Skolevej. På skødet har jeg min to
guldklumper, Vibeke og Jakob. Sikken et fuldskæg jeg har, og så var det endda
rødt. På armlænet sidder min niece og smiler til fotografen, og den lille herre til
højre er min nevø, i øvrigt store broders ældste.
Det næste billede er fra samme dag. I baggrunden står familiens fjernsyn. Endnu
var der ikke kommet farve-tv til huset, så det var s/h. Damen på billedet er mor,
sammen med alle børnebørnene. Min kære niece har godt tag i Vibeke, så hun ikke
stikker af.

Dengang var mit skæg rødt. I dag er det mere, eller ved nærmere eftertanke meget
mere gråt og betydeligt længere.
Vi nyder en dejlig solskinsdag i Århus. Min daværende kone, Vibeke, min nevø
Trond og min daværende svigerinde Grethe. Jeg selv holder mig lidt i baggrunden,
med Jakob i hånden.
Jeg elsker det billede. Hvis det var taget i dag, ville Jakob og Trond dække for
bilen i baggrunden, med deres højde. Vibeke ville dække for mig. Joh, man vokser
med alderen.
Ægteskabet holdt af flere grunde ikke, og vi blev skilt. Lige siden Godhavnsårene,
flygtede jeg når der opstod konflikter. Det gjorde pokkers ondt, at efterlade dem,
men vi bevarede venskabet.

Frederikshavns nye banegård!
I slutningen af 70'eme, lige efter jeg var flyttet fra Beder, kneb det med at finde et
sted at bo. De af mine ting, der ikke sådan lige var uundværligt i det daglige, blev
opmagasineret. Resten kunne jeg have i et par net fra Brugsen eller et andet
supermarked.
For et sted mellem 8 og 900 kr. kunne jeg hos DSB købe et månedskort der i dag
ville have fået mig til at føle mig som en super-minister, fordi jeg nu kunne bevæge
mig rundt i fædrelandet en hel måned, med samtlige busser, tog og færger.
Hvorfor kalder vi det for fædrelandet? Har mor ikke noget at skulle have sagt.
Jeg var virkelig glad for det kort. Det var alle pengene værd, men desværre er det
alt for dyrt i dag, ellers havde jeg anskaffet mig et, for at kunne udforske samtlige
steder i mit elskede fædreland. Pyt med det ikke gælder til flyvemaskinerne, da jeg
i forvejen lider af flyskræk, hvilket man tydeligt vil kunne se på mine mundvige
og næsetippen, hvis nogen med vold og magt forsøger, at proppe mig ind i et fly
med en flyvetid på mere end 3 sekunder.

Men hvor om alting er købte jeg sådan et månedskort. Dengang var anskaffelsen
ikke kun et ønske om at udforske mit elskede Danmark, men lige så meget for
sovemulighederne i diverse nattog.
Jeg kunne rejse rundt i diverse egne af landet, men var i starten mest at finde på
hovedstrækningen København/Frederikshavn.
En morgen da vi ankom til Frederikshavn, (det var ved 9-tiden), stod der en masse
festklædte folk på perronen,og en rød løber var rullet ud. Hvordan havde de dog
fundet ud af jeg ville komme til byen den morgen?
Optimistiske 187 cm (i dag 185,7) høje Ole. Der kunne jo også være andre grunde.
Jeg steg af toget, og forhørte mig om hvad der foregik. Festligt så det jo ud, og
altså også rigtig flot med alle de nypudsede medaljer, jeg kunne skimte på flere
gallauniformer.
Det viste sig, det var det sidste ordinære tog til den gamle station, jeg var
ankommet med. Ikke så smart, når mit største ønske lige nu var, at finde et par
rundstykker eller tre, for at dæmpe den rumlen der var startet i maven. Et vigtigt
spørgsmål meldte sig også i al hast her på perronen. Hvordan finder jeg den nye
station. Det ville være rart at finde svaret på, inden jeg om aftenen skulle retur til
København. Toget blev efter nogle minutter rangeret bort, og ind kom et nyt og
flot tog. Flot på den måde, at det foran var pyntet med flag, blomster og andet
tingeltangel. Det skulle så køre over og indvie den nye station . Hurra, tænkte jeg,
det tager jeg med, så er jeg fri for at skulle rende Frederikshavn rundt for at finde
den nye station.
Nu var den korte togtur kun beregnet for indviede, men man kunne da ikke se på
mig, om jeg var inviteret, så jeg steg op i toget, og blandede mig med diverse
politikere mm. Og få minutter efter ankom vi til den nye station. Trods alle mulige
pålagte snobbede miner, (troede jo dengang at den slags skulle rette næsen mod
solen), blev jeg tvunget til at følge med mine nye "venner" ind i forhallen, (politiet
stod jo og holdt den gemene hob tilbage), og der i forhallen måtte jeg så høre på
diverse taler. Men en fordel var der ved det hele: Jeg fik min morgenmad gratis
ostepinde m.m. Øl, Gl. Dansk og kaffe. Jo, jeg var skam med til at indvie den nye
station i Frederikshavn.

Øv, ingen ordentlige øl i Stockholm!
På et tidspunkt kunne man købe et 3-ugers kort med hvilket man kunne rejse med
togene i både Danmark, Norge og Sverige. Det eneste jeg skulle ulejlige mig med
var selv at udfylde felterne: fra og til. Efter de tre uger skulle jeg så aflevere det
udfyldte kort på en DSB-station, og som tak for ulejligheden ville jeg få 25 kr.
tilbage. (Har tit undret mig over om jeg ødelagde deres statistik). De fleste felter
var udfyldt med Frederikshavn-København og København-Frederikshavn. En
aften da jeg stod i København og skulle udfylde felterne tænkte jeg. Nu er chancen
der, tag nattoget til Stockholm, og få en dejlig dag der. Som tænkt, så' gjort. Jeg
faldt i søvn i toget, men blev vækket i Helsingborg af nogle toldere der spurgte om
jeg havde noget at fortolde. Nu skal det lige siges, at jeg ikke havde nogen bagage.
Nej, sagde jeg, og de sagde godnat og sov godt, (eller hvordan man nu siger det på
Svensk). Jeg ankom til Stockholm om formiddagen. Min mave ville gerne have
lidt at arbejde med, så jeg bevægede mig hen til en pølsebod på banegården. Nu
var der jo lige det med sproget.
Hvordan siger man pølse på svensk. Jeg studerede skiltet, men der stod kurv. Jeg
kunne ikke få mig selv til at sige kurv (underligt), så jeg fandt et stykke chokolade
i en kiosk. Så gik jeg ud i Stockholms gader for at kikke. Jeg var blevet tørstig og
søgte mod et stort varehus for at købe et par dåseøller. De var svære at finde, men
til slut fandt jeg dem i en fiskeafdeling, (underligt sted at sælge øl). Der stod de
velkendte Tuborg-dåser og WOW, de var billigere end i Danmark, så jeg købte 8
stk. Da jeg kom tilbage til banegården åbnede jeg en. Da der lidt efter kom et par
betjente forbi skjulte jeg dåsen mellem benene, for man måtte ikke drikke
offentligt i Sverige. Helt ærligt, jeg kunne have stukket dåsen op i snuden på dem,
for indholdet var lysere end lys øl. Jeg blev så skuffet over svenskerne at jeg tog
det første tog tilbage til Danmark, hvor jeg kunne tage det tog jeg kendte så godt,
nemlig nattoget til Frederikshavn, hvor jeg den næste morgen fik et fornuftigt
morgenmåltid.

Aspargessuppen i Larvik!
Når jeg stod i Frederikshavn fik jeg af og til lyst til at hygge mig om natten, men
også dengang var det dyrt at være i byen. Jeg fandt så på at tage natfærgen fra
Frederikshavn til Larvik i Norge. Billetten kostede ikke ret meget, og alt var billigt
ombord. Hvis det var det man ville, kunne man såmænd også danse. Når jeg ankom
til Larvik, gik jeg 1undt og hyggede mig. Jeg synes nu nok at det var nogle
underlige veje de havde. Det gik op ad bakke hele tiden. Sådan følte jeg det. På
torvet i Larvik var der et supermarked, hvor der på 1. sal var et dejligt cafeteria.
De havde den skønneste aspargessuppe. Det var guf, eller som jeg plejer at sige:
GUFFELIMUF. Jeg har da præsteret at tage til Larvik, bare fordi jeg fik lyst til en
portion aspargessuppe. Når jeg så sad der ved vinduet, elskede jeg at kikke ned på
folkene på torvet.
En ting jeg kan more mig over den dag i dag, var en sød ældre dame der ville til at
gå over vejen . Så kom der en betjent hen til hende, og på deres bevægelser kunne
jeg se, at betjenten pegede hen på fodgængerfeltet, lige som for at gøre hende
opmærksom på, at det var der hun skulle gå over. Damen sagde et eller andet til
betjenten, og jeg tror ikke hun havde meget respekt for ham, for hun gik alligevel
over, derfra hvor hun stod. Betjenten kikkede måbende efter hende. Jeg gik også i
biografen i Larvik, for det var billigt i forhold til Danmark,men en ting fik jeg et
chok over. Jeg var gået ind på en grillbar, og bestilte en bøfsandwich, og da jeg
skulle betale, viste det sig, at den var 3 til 4 gange så dyr som i Danmark. Nå, men
de er tilgivet, og jeg har en lille drøm om at komme til Larvik igen, bare for at
finde ud af om de stadig har den gode aspargessuppe.
Tilbage til Danmark og mine togture, sad jeg i en 6 mands kupe. Jeg havde en
vinduesplads, og læste i en af Finn Søeborgs bøger. Pludselig, og helt uventet kom
jeg til at slå en højlydt der starter med p og ender på t, og samtidig medfølger der
for det meste en speciel stærk duft. Pinlig tavshed i kupeen. Mine ører fik en rød
kulør, og efterfølgende var der koncentreret nærlæsning af Finn Søeborg.

Indlagt på Risskov!
Der var lige et tidspunkt efter skilsmissen, hvor jeg bare gik rundt for at få dagene
til at gå. Blandt andet husker jeg restauranten på l. salen af Århus Rutebilstation.
En sen aften, og jeg aner ikke hvordan jeg kunne finde på det, men på Sønder Alle,
tæt ved rutebilstationen var der et budskads og der lagde jeg mig ind for at få et
par timer på øjet. Det var en kold fornøjelse, og heldigvis faldt jeg ikke i søvn. Så
havde jeg næppe siddet her i dag.
Om morgenen satte jeg mig over på rutebilstationen for at få varmen igen, og
bagefter opsøgte jeg min socialrådgiver, der med det samme kunne se, den var hel
gal.
Det endte med, at jeg blev indlagt på Risskov hvor jeg kom mig forbavsende
hurtig, og i modsætning til en sang jeg skrev, blev jeg ikke behandlet med medicin,
men med masser af samtaler, og samtidig kom jeg i kontakt med nogle fantastiske
personer i Galebevægelsen. Det blev til en oplevelsesrig tid.
Jeg blev inviteret med til en Galefest i Roskilde, og så kunne jeg som sædvanlig
ikke dy mig, når lejlighed bød sig, så jeg ville naturligvis synge en sang, og

inspirationen til den fik jeg under hyggeligt samvær med mine medpatienter, så
den person der omtales i sangen, er en sammensætning af flere.
Tiden på Risskov ser jeg også som et skub i den rigtige retning. Efter udskrivelsen
begyndte jeg at komme hos Galebevægelsen, der havde til huse på Åboulevarden
i Århus.
I den lyse bygning havde Galebevægelsen sine lokaler. Det var en rigtig hyggelig
periode, hvor jeg lærte flere kærlige personer at kende. Jeg har også tilbragt mange
nætter der, på en sofa.
I en periode fik jeg et kælderværelse på Mandalsvej i Århus, men havde altså
pokkers svært ved at holde mig i ro. Dog husker jeg, at jeg tilbragte de første par
uger med at se flere af mine favoritfilm fra barne og ungdomsårene. Som noget
helt nyt, kunne man nu i Brugsen leje film på video, så det var en nydelse, specielt
med de første der kom. Jamen at ligge på langs og bl.a. nyde Det var på Rundetårn
og Færgekroen.

Så efter nogen tid rykkede jeg ind hos nogle bekendte i Mejlgade, og det var
samtidig med, at Niels Malmros var begyndt på sin film: Kundskabens træ.
Filmholdet havde base i stueetagen, så der havde jeg også nogle hyggelige stunder.

På Galelejr!
Jeg følte mig godt tilpas og tog med på Galelejr ved Juelsø. Dejligt var det at bo i
telt, og samtidig råhygge med gode venner. Det var de dengang, men det gled
langsomt ud i sandet. Ikke fordi der var uvenskab, vi så bare hinanden mindre og
mindre, selv om vi ved lejrens afslutning garanterede at vi ville holde forbindelsen
ved lige.
En person, endda en meget speciel person tog lige så stille med mig til Århus. Vi
var begyndt at dele telt, og kunne ikke få nok af hinanden. Ja, hun var endda med
i Sorø hos mor, og I kan vel nok regne ud, at hun blev min kone nummer to.
Vi giftede os på Århus Rådhus, og bryllupsrejsen gik til og dog, ved nærmere
eftertanke har ingen af mine ægteskaber afstedkommet nogen bryllupsrejse. Noget
skulle vi dog fejre det med, så vi gik ned til daværende Sønder Grill, og flottede
os med to hot dog til hver.
Servitricen spurgte til vores flotte tøj, og da vi røbede vi kom fra Rådhuset efter
vel overstået bryllup, ville hun ikke have betaling for pølserne og gav også
samtidig de sodavand vi ønskede.
Bagefter gik vi tilbage til den lille sidegade til Mejlgade, hvor vi havde indrettet
os oppe på loftet. Dagen efter blev vi skrevet op til Brabrand Boligforening, og
flyttede samtidig ind på forsorgshjemmet i Tranbjerg, og et halvt år senere, flyttede
vi så ind i den lejlighed på Gudrunsvej, hvor jeg bor den dag i dag.
Indkøbscenter lige ved, i form af City Vest, og så havde vi dengang en tank lige
overfor blokken, med et udmærket vareudvalg, så man ikke behøver at rende så
langt, hvis man var løbet tør for brød, mælk, øl og vand, og lidt lækkerier i form
af slik og kager, og så kunne man så sandelig leje videofilm.
Lejligheden var rigelig stor, men det var mest praktisk når børnene skulle på
weekend. De skulle jo have noget plads at tumle på.

Som jeg så ud, ved mit andet bryllup på Århus rådhus.

I bus med børnene!
Medens børnene stadig boede i Beder, og jeg var flyttet ind på Gudrunsvej, kom
de af og til på besøg. Det foregik ved at jeg hentede dem i Beder, og busturene til
Brabrand bød på mange sjove og muntre overraskelser.
Bussen kørte dengang ad Søren Frichs vej, og et sted var der en stor plads, der var
fyldt med flere bil og traktordæk. En af de gange vi kørte forbi udbrød Vibeke:
Sikken mange gynger. Ja, hun var nærmest ved at falde i svime. I børnehaven
forbandt hun jo den slags dæk med gynger.
At jeg havde gebis, var ikke ligefrem noget jeg gik og reklamerede med. Hvorfor
skulle jeg også det. Det er vel en ganske naturlig ting at have gebis, men en dag
følte jeg mig meget pinlig berørt i den overfyldte bus. Om børnene kedede sig,
skal jeg lade være usagt, men pludselig lyder det højt klart og tydeligt fra dem
begge: Far, prøv at tage tænderne ud. Jeg kikkede med et underligt fjoget grin på
vores medpassagerer, medens børnene fortsatte med deres opfordring. Kom nu far,
tag tænderne ud, det er så sjovt når du gør det. Men jeg holdt stand, og lod tænderne
blive i munden.
Stopknappen kunne også afstedkomme vilde diskussioner, for naturligvis ville de
begge have lov til at trykke. Så måtte jeg prøve at klare det på bedste måde, så vi
blev enige om, at den ene kunne trykke nu, og så var det den anden, der skulle
trykke på tilbageturen. Men på tilbageturen havde de glemt alt om den aftale.
PS: En dag havde jeg været i Beder for at hygge med dem. Da det var tid til jeg
skulle hjem, gik jeg lige ud i badeværelset hvor børnene sad i badekaret. Jeg satte
mig på kanten for at sige ordentlig godnat, og så skete noget meget uheldigt og
overraskende. Jeg gled ned i badekaret med et ordentlig plask til følge. Vibeke og
Jakob morede sig gevaldigt, medens jeg kikkede fjoget fra den ene til den anden.
Bukserne blev hængt til tørre, og jeg måtte vente til næste dag med at tage hjem,
da jeg ikke ligefrem havde medbragt skiftetøj.

Damen på billedet fremfører revyvisen: Solitudevej, og damen, det er mig.
Dengang var jeg i stand til at gå parade i højthælede sko. Det foregik ved en
sommerfest i Brabrand i 1983. Der var besøg fra det svenske Jordcirkus, og vi
lærte mange ting, men at stå på en skulder uden noget at holde fast i, lærte jeg
aldrig, men jeg fik da bevilget et længere kursus på Gøglerskolen i Århus. Så det
fik jeg også prøvet. Hvis nogen vil invitere mig med til at gå parade i højthælede
sko i dag, vil jeg nok takke pænt nej, eller også skal jeg polstres godt og grundig,
da jeg med garanti vil falde adskillige gange.

Julemand i Århus 1983!
1983 havde jeg den store oplevelse, at være julemand i Ryesgade og på
Banegårdspladsen i Århus. Det startede med at vi den første dag, hvor
forretningerne bød på masser af tilbud, skulle køre i en pyntet hestevogn til Den
gamle by, hvor vi skulle hente museumsdirektør Erik Kjærsgaard. Så gik turen
ellers rundt i gaderne, hvor Kjærsgaard og jeg vinkede til de glade fremmødte, og
smed karameller ud til dem. Foran hestevognen gik Århus pigegarde. Da det var
overstået var det ellers bare at gå rundt i Ryesgade og på Banegårdspladsen og
række kurven frem, med pebernødder. Blandt de mange jeg mødte, var en pige
som spurgte om hun måtte give julemanden et kys, for det havde hun altid drømt
om, og naturligvis måtte hun det. Jens Okking fik også pebernødder, men jeg
afslog venligt, da han fremkom med et ønske om at komme op på min ryg og få
en ridetur af julemanden ned gennem Ryesgade. En anden ting var, at børnene og
deres mor skulle ind og se julemanden. Vibeke vidste godt, at det var mig, men
stakkels Jakob var meget skuffet, da de igen var hjemme i Beder. Først der fik han
at vide, at julemanden var hans far.
Året efter stod den igen på julehalløj, men i et tv-studio.
I 1984/85 gik jeg længe under navnet Jule-Ole, da jeg på lokal­tv i Århus var vært
på en udsendelse der blev kaldt Julestuen. Hver dag i december kl. 17:00 sad der
en større flok glade børn omkring et langt bord, og klippede og klistrede, og
fortalte. En dreng havde til hver udsendelse et A4 papir, og præsterede at skabe en
ny ting hver dag. Udsendelsen var direkte, så der kunne ske uventede ting. Jeg
husker tydeligt indledningen til d. 4. december. Jeg siger: Vi er nu nået til d. 4.
december, og det betyder at der kun er 24 dage til juleaften. Straks mærkede jeg et
spark over mit skinneben fra det barn der sad nærmest. Først efter udsendelsen fik
jeg årsagen at vide. På min huskeseddel, der lå skjult ved min plads, stod fejlen
også, så siden den dag har jeg ikke brugt huskesedler eller manuskrifter til mine
udsendelser.
Dagen efter ville jeg prøve at være morsom. Jeg startede udsendelsen med ordene:
Vi er nu nået til den 5. december, og det betyder at der kun er, ( her lavede jeg en

kunstpause og fiskede en lommeregner frem), jeg trykkede lidt på tasterne og kom
så med ordene: 19 dage til juleaften.
Optaget på Gudrunsvej, hvor jeg forestiller en der forstyrres midt under
madlavningen.

Der var også lige den med den lille pige der pludselig kalder på mig. Glad går jeg
hen til hende spændt på hvad hun vil spørge om.
Jeg rækker mikrofonen frem, og så siger hun: Jeg skal tisse. Jeg blev hylet lidt ud
af den, men fik hidkaldt hendes mormor, som sad blandt publikum.
Juleudsendelse, og så med stråhat.
Det var også i Julestuen, jeg i flere af udsendelserne mimede til Dirch Passers
vuggesang fra filmen Styrmand Karlsen. En sang som blev klippet ud i 1972, og
siden ikke fandt vej tilbage til strimlen. Det var min lille private protest.
I den sidste udsendelse blev min mikrofon slået til under sangen, og ja, så var det
mig selv der sang godnat og fik de andre i studiet til at lade som om de faldt i søvn.

Julemand, men uden skæg. Det er Jakob og Vibeke ved min side.
Det var en dejlig udsendelse at arbejde med, og det sker jeg møder nogen af dem,
der var med dengang i 1984. Så får vi os en lille snak og mindes.

Jeg begynder som radioproducent!
Begrebet lokalradio begyndte i 80'eme, og i Århus var der noget der hed Radio
Århus, og der kunne man komme ind direkte fra gaden og få udsendelsestid.
I efterårsferien 1985 fik jeg lyst til at prøve kræfter med det, og jeg kunne få to
udsendelser af en halv time en tirsdag og torsdag morgen fra 7:30 til 8:00. Hvad
skulle jeg så sende? Jo, efterårsferien blev i sin tid kaldt for kartoffelferien, så jeg
ringede først til Premiere is og spurgte: Hvad rimer på kartofler, og kom selv med
svaret: Det gør Woffler. De skænkede så to gavekort på hver en kasse Woffler.
Woffler til børnene, men jeg skulle også have et par gevinster til de voksne. Jeg
ringede til Føtex, der foreslog at jeg kontaktede deres kartoffelleverandør VKkartofler.
Jeg fortalte dem om mine ideer. De ville gerne sende et par sække af 5
kilo, og spurgte hvor de skulle levere dem. Jamen, sagde jeg, dem kan I bare levere
hjemme hos mig. Herregud, et par sække kunne jeg da let kunne tage med i bussen,
jeg havde jo lært at et par er det samme som to. Næste dag ringede det på døren,
og der stod en herre som spurgte om jeg hed Ole Hansen. Jo, svarede jeg, det mener
jeg så afgjort jeg gør. Et øjeblik, sagde han og kørte ned med elevatoren. Lidt efter
kom han op igen med flere sække kartofler. Ned igen og op igen. Til sidst stod der
52 sække kartofler af 5 kilo i min entre. Jeg kikkede hjælpeløs på dem og var
fortvivlelsen nær. Så mange kartofler kunne jeg ikke spise selv, og nå at quizze
med dem alle kunne jeg heller ikke.
Jeg så flere retter for mig: kogte kartofler, stegte kartofler, kartoffelmos, biksemad
og en kartoffelmad akkurat som den lille Ole i Søndergade. Jeg gav da lidt sække
til venner og bekendte.
Jeg tog bussen ind til Vesterbro Torv, og fandt frem til Radio Århus, og bevægede
mig op af temmelig mange trapper, slæbende på flere sække kartofler. Det havde
jeg ikke kunne klare i dag, uden hjælp.
Jeg ringede på døren, der blev åbnet af en mand, med hvem jeg gennem årene har
sendt meget radio. Det var Henrik Brylle.

Da de to planlagte udsendelser var overstået stod jeg stadig med en masse sække.
Så havde de på Radio Århus et program, natten mellem fredag og lørdag, og der
foreslog producenten at jeg kunne gå med. Så kunne vi quizze med lytterne, hvor
de fik tre spørgsmål. For hvert rigtig svar vandt de 5 kilo kartofler. På den måde
kom jeg af med sækkene, og samtidig blev jeg så bidt af at sende radio, så jeg har
sendt udsendelser lige siden. Sådan begyndte jeg at sende radio.
Når man sender live radio, kan det nogen gange afstedkomme nogle sjove
pudsigheder . F, eks.har jeg fået røde ører flere gange.
1. Remmen var hoppet af den ene pladespiller, og jeg anede ikke hvordan jeg
skulle sætte den på igen, så jeg ringede til stationslederen og bad om hjælp.
Han forklarede hvordan jeg skulle sætte remmen på igen. Det fik jeg gjort,
men så ville hans kæreste Tina lige tale med mig.
Jeg fik hende i røret, og så sker der det at den anden plade er ved at løbe ud.
Nå pyt, tænker jeg, jeg sætter bare en single på, den skal ikke lyttes ind, men
ak og ve, så mangler der uheldigvis dimsen i midten. Den får jeg fat i, men
da samtidig den anden plade slutter, bliver jeg forvirret. Hvad gør jeg så? Jo,
jeg siger lige ud i radioen: Det er altså ikke let at sende radio, når man sidder
med Tina i den ene hånd, og dimsen i den anden.
2. I nogle af morgenudsendelserne debatterede vi med lytterne over et eller
andet emne.
Den pågældende morgen var emnet, hvorfor mange starter med at læse avisen
bagfra. For mit vedkommende var det biografannoncerne og tv-oversigterne.
På et tidspunkt havde jeg en herre igennem, og han havde forinden bedt om at
måtte være anonym, hvilket var helt ok. Jeg spørger ind til, hvordan han har det,
men da jeg skal til at sige farvel til ham, kommer jeg i tanke om, jeg havde glemt
at spørge om hans mening i forbindelse med avislæsningen. Hvad gør jeg? Siger
højt klart og tydeligt ud i radioen: Hov hov, du Erik, tager du den også bagfra?
Da jeg startede med at sende radio, var jeg et halvt år før blevet skilt fra min kone
nr. 2. Vi havde nogle dejlige år, men måtte til sidst erkende, at aldersforskellen i
vores tilfælde var for stor.

Pjevs og Pjuske hygger sig vindueskarmen, medens jeg er i gang med et eller
andet, jeg ikke erindrer. Men vi havde mange af de hyggeaftener. Billedet er fra
før den tredje kat Polle, kom til hjemmet.

Ib Mossins jubilæum i 1988!
I sommeren 1988, tilbragte jeg meget tid i Højslev, hvor der på kroen blev spillet
revy. Min gode ven Ib Mossin var med, og det var hyggeligt at være sammen med
ham igen. Vi havde af og til, gennem årene sludret sammen gennem telefonen, og
en enkelt gang i 1985 var han i Århus, og da fik jeg produceret et mini portræt af
ham, der blev vist på lokal tv et par gange. I forbindelse med Højslev revyen,lærte
jeg flere at kende, bl.a. Lili og Tina Holmer, Susanne Jagd og Torben Sekov.
Torben Sekovs stemme er kendt af mange, bl.a. dem der har fulgt Air port på Tv
2. Ib fyldte det år 55, og det var 35 år siden han debuterede på film, så det foreslog
jeg de andre på holdet, at vi skulle markere. Den var de med på, og sikken et
jubilæum. Pressen kom, og jeg gik på scenen for at holde en kammeratlig tale,
hvor jeg samtidig fik hele salen til at synge med på Du er min øjesten. Dog blev
du udskiftet med han. Ved det efterfølgende bal, deltog skuespillerne sammen med
publikum, og jeg fik en øl af Ibs kone, Anne-Marie Juhl, og bagefter dansede vi
sammen. I mit stille sind, eller i al fald i mit indre så jeg en scene for mig, nemlig
Kjeld Petersen der danser med Anne-Marie i Det var på Rundetåtn. Dog dansede
vi ikke så vildt i Højslev. Jeg savner Ib, for det var så hyggeligt, når vi engang i
mellem tog os en telefonsnak. Han fulgte også med i mit radioarbejde, og jeg havde
ham tit igennem til en snak om de gode gamle Morten Korch og Far til fire.

Ib jagtes af flere fan i Sæby, i 1955.
Pjevs studerer rulleskøjterne, men undlader at tage dem på.

Gift for tredje gang!
Tredje gang er lykkens gang. Er det ikke sådan man siger? Lykken og lykken er
måske så meget sagt, men alligevel er der stunder, jeg også i dette ægteskab tænker
tilbage på med glæde. Det hold i øvrigt otte år. Jeg havde sendt på en radio der
holdt til i Kirkedammen i Århus. Hun var en af mine lyttere, der ringede i tide og
utide, hvilket jeg i hendes tilfælde ikke havde spor imod. Det blev til mange
hyggelige samtaler, og der udviklede sig efterhånden et godt venskab. Da vi havde
kendt hinanden i nogen tid, blev vi gift på Århus Rådhus. Det var anden gang, jeg
stod med en sød pige i de lokaler. Hendes mor, altså min svigermor på det
tidspunkt, flyttede til Norge, og på et tidspunkt: skulle vi op for at besøge hende,
og naturligvis skulle hun have en indflyttergave, men nu var det lidt langt, at tage
en blomst med fra Danmark, og jeg tænkte og tænkte, og så slog der pludselig en
ide ned i mig. Jeg gik til boghandleren og fandt den helt rigtige bog til hende, og
fik den pakket ind. Da hun senere pakkede den ud, kunne jeg se hun blev glad. Det
var en bog, fyldt med svigermor vitser. Det blev for øvrigt for mit vedkommende,
et gensyn med Larvik efter flere år, så min nye kone skulle da lige med rundt og
se de steder, jeg kendte fra tidligere.

Farvel mor!
At der er mere mellem himmel og jord, er jeg ganske sikker på. En hændelse i 2.
kvartal 1990, hører til dem der kan få mig til at spekulere over det, og alligevel
kan det jo bare være en tilfældighed. Det kan der kun komme et svar på, når og
hvis vi hinsides mødes med vore kære igen, og med det efterfølgende problem, at
jeg ikke kan tage en smuttur tilbage, for at underrette de efterladte om, hvordan
tingene hænger sammen. Meningen er nok ikke, at vi skal vide hele sandheden, og
det lyder ganske rimeligt, for hvordan skulle udviklingen så kunne fortsætte, og
hvad med forskerne der pludselig ikke havde noget at forske i, fordi alle svarene
var kendt på forhånd. Skuespilleren Børge Møller Grimstrup fortalte mig, at han
havde været indlagt og pludselig havde fået hjertestop. Han huskede det klare lys,
og andre ting. Det havde været så stor en oplevelse for ham, at han havde skrevet
om det, men det pågældende ugeblad han havde henvendt sig til, var ikke meget
for at trykke det, da de dengang mente det var for stærkt, eller også ville de måske
ikke tro på det. Men tilbage til 1990. Vi lå og sov, konen og jeg , da der pludselig
kommer en voldsom larm fra kattene. De både hvæsede, og hvad sådan katte ellers
kan finde på. Det var virkelig voldsomt, og klokken var meget tæt på tre om natten.
Efter et minuts tid, var der stille igen og vi sov videre. Næste formiddag ringede
det på døren.
Det var en bekendt der skulle bede mig ringe til
min søster i Sorø. Lige på dette tidspunkt, havde vi
ikke telefon. Jeg gik ned til boksen for enden af
blokken og ringede. Det var·en af mine nevøer der
svarede, og han fottalte så på en (og tak skal du
have for det), rolig måde at min mor desværre var·sovet ind. På spørgsmålet om
hvornår, fortalte han, at det var sket om natten ved tretiden. På Lynge kirkegård,
lidt uden for Sorø, ligger mor sammen med sin elskede Hans.

Mor er en af dem jeg savner.
Specielt når et eller andet af det
hun og diverse omgivelser
tvivlede på, lykkedes for mig,
men jeg kan ikke blive klog på,
om det er for at kunne gøre dem
stolte, eller det er en slags: Hvad
sagde jeg! Måske en blanding af
begge dele. Jeg stod en dag ved
gravstenen og bare fortalte og
fortalte, om alt det der var sket
og som skete for mig.
Det føltes som om vi stod over
for hinanden, og det var en stor
lettelse at få åbnet op. Vi har haft
vores kampe, og har råbt og
skreget af hinanden.
Uretfærdigheder har været
udvist fra begge sider, men jeg
ser frem til at vi forhåbentlig
render på hinanden når tiden er
inde, så jeg samtidig kan give
dig det kram, jeg aldrig fik givet
medens du levede.

39 originale sangperler!
39 original sangperler producerede jeg i 1996 sammen med daværende Kavan
(senere Scanbox), men det var noget mere besværlig at sammensætte sådan en cd
dengang. Computeren havde ikke meget plads. Kavan sendte mig de videofilm jeg
skulle hente sangene fra. (DVD'en var ikke fremme endnu).

Teknisk foregik det på den måde, at jeg fandt den første sang og indspillede den
på computeren. Så skulle den skæres til så der ikke kom uvedkommende replikker
med. Når jeg så var tilfreds med resultatet, blev sangen ført over på et kassettebånd.
Bagefter måtte jeg slette sangen fra computeren, for at få plads til den næste.
Da kassettebåndet var færdig, sendte jeg det til Viborg.
Efter nogen dage blev jeg kontaktet af Kurt der fortalte, at Kavan var klar til at
producere en cd og et kassettebånd med mine sangforslag. Hvordan skulle vi nu
finde de sange? Kvaliteten skulle gerne være i top.
Sangene skulle optages på Johan Ankerstjerne, så nu var det om at regne sig frem
til, hvilke ruller der skulle findes frem. Hvis en sang befandt sig midt i en rulle,
kunne det godt drille en lille smule, for videoen kører en anelse hurtigere end
filmiullerne, men det gik med lidt hjemmelavet logisk matematik.
Hver film (negativet) består af 10 til 12 billeduller og tilsvarende lydruller af 10
minutter. Da det kun var de aktuelle lyd ruller der skulle ind til teknikeren i
redigeringsrummet, skulle jeg med derover for med ørene at lytte mig frem til,
hvor optagelserne skulle begynde. F.eks. når hun eller han siger det, eller en bildør
smækker, så starter sangen.
Heldigvis havde jeg regnet mig helt rigtig frem til rullenumrene, og i slutningen af
april 1996 gik en af mine livsdrømme i opfyldelse, at få udgivet en cd med flere af
de originale sange fra danske film, (flere af dem havde ikke tidligere været
udgivet), og det gav et lille ekstra arbejde med at finde diverse oplysninger frem,
så de kunne blive registreret hos Koda.
Det blev kun til denne ene dobbelt-cd, da Kavan nogen tid efter måtte droppe
musikken og holde sig til videoerne. Senere har andre producenter været flinke til
at udgive flere af de dejlige danske filmsange.

En afslappet Ole på
stuegulvet i Brabrand. Ud
fra billeder på væggen, er
det taget i starten af
90'erne, og underligt er
det at erfare hvordan
tidens teknik har udviklet
sig siden. Fladskærmene
havde ikke gjort deres
indtog i de danske hjem,
og derfor var det heller
ikke noget jeg savnede.
Dengang var jeg godt
tilfreds med mine
beskedne tommer, men i
dag vil jeg nok opleve
filmene som en flad
fornemmelse, hvis jeg
havde bibeholdt den kære
gamle kasse.
Det var den lejlighed jeg
flyttede ind i 1982, og ja,
jeg kan lige så godt
erklære at jeg bliver
boende her, til jeg skal
bæres bort.
Jeg har været på adskillige radioer, og hygget mig med det, men først da jeg kom
til Radio Hinnetup i 1998 kom der rigtig skred i tingene. Jeg fik mulighed for at
udvikle mig rent radiomæssigt.
Syv år hvor jeg virkelig fik afprøvet og eksperimenteret med forskellige
radioformer. I en periode læste jeg historien om Valde, som jeg selv havde skrevet.

Her er et af de mange afsnit, som børnene nød lørdag eftermiddag.

Var det min skytsengel?
Det var et godt stykke hen på aftenen. Koteletten havde jeg for længst spist, og
fuglene havde fået frisk mad og vand, og jeg måtte hellere gå til ro, da jeg skulle
sende morgenradio i Hinnerup. Jeg slukkede lyset og lagde mig under dynen, men
på et tidspunkt får jeg (lige som grebet ud af den blå luft) den ide, at tage den sidste
bus til Hinnerup, og sove på radioen. Som sagt, så gjort, og næste morgen føler jeg
mig udhvilet til at sende Paletten, som udsendelsen blev kaldt fra 9 til 12.
Da jeg om aftenen låser mig ind derhjemme, kommer en mærkelig lugt mig i møde,
og samtidig fornemmer jeg en dyb tavshed fra stuen.
Jeg går ud i køkkenet, for at åbne altandørene, og det første jeg får øje på er den
indttørede pande, jeg aftenen før·havde stegt min kotelet på. Kogepladen var
tændt, og den kraftige lugt kom fra panden. Underligt at ingen naboer havde
observeret det.
I stuen fik jeg også åbnet altandøren, og så kom chokket. Mine tre fugle lå i bunden
af burene. Burene fordi den ældste havde sit eget. Der var ingen tvivl om, det var
den snigende lugt, der havde taget livet af dem, og jeg satte mig et øjeblik på
sofaen, hvor tankerne fik frit spil. Var jeg faldet i søvn om aftenen, og ikke havde
fået den ide at tage til Hinnerup, hvad så? Havde jeg så endt mine dage lige som
fuglene. Højest sandsynligt. Så det må have været en skytsengel, der var på spil.
Jeg har dog senere spurgt mig selv, om ikke min skytsengel kunne have fået mig
til at gå i køkkenet for at slukke for kogepladen, og på den måde have givet fuglene
nogle ekstra leveår.
Nu vi er ved fuglene, så er der to historier jeg lige vil nævne. Pjevs og Pjuske var
nok klar over, at fuglene var nogen, der hørte til hjemmet, og at de måske var en
slags legekammerater. En morgen vågnede jeg ved et farligt spektakel. Det viste
sig, at den ene fugl var smuttet ud af buret, og nu foregik en større jagt gennem
stuen. Jeg fik fat i fuglen, der på det tidspunkt stod på gulvet, og gispede efter
vejret, medens Pjevs og Pjuske ventede på den skulle flyve videre.

Polle ville prøve at sidde oven på buret. Han var ikke så stor endnu, så hans hale
kom til at hænge ind i buret. Det var mere end fuglene kunne stå for, så de nippede
i halen, hvilket resulterede i et stort hyl, og havde halen været med krog, havde
han nok hevet buret med sig, da han sprang ned på gulvet. Siden nærmede han sig
aldrig buret.
Her befinder jeg mig i Zoologisk Have i København. Mener det hed Trope Zoo,
det hus jeg var inde i. Billedet er taget sidst i 90’erne.
Der er noget specielt ved naturen, som tiltaler mig.

Da jeg i 1998 mistede den første af min tre katte skrev jeg:
TIL MIN ELSKEDE PJUSKE!
Kan du huske hvad jeg sagde til dig, når det så sort ud?
Der findes altid en løsning på det hele. Men kære elskede Pjuske, jeg har meget
svært ved at se det positive lige nu, for du - min elskede mis, er død. Jeg måtte
selv tage dig med den tunge vej til dyrlægen, og hun sagde der ikke var noget at
gøre, og derfor måtte jeg (for din egen skyld), sige ok, du måtte have sprøjten. Men
min elskede Pjuske, jeg glemmer dig aldrig, du vil altid være i mit hjerte. Jeg var
hos dig til det sidste, du fik masser af kys, og jeg fik virkelig fortalt dig, hvor meget
du har betydet for mig. Da jeg blev alene, kom du hver nat, og lagde dig under
dynen, hvor du spandt, og slikkede min næse, noget du gjorde meget, og ja, i dag,
din sidste dag, slikkede du også min næse.
Elskede Pjuske, ja, lige nu græder jeg. Jeg kan ikke lade være, for du var bare så
dejlig. Da jeg skulle optage et indslag til Julestuen, kunne du ikke lade være med
at blande dig, og den optagelse har jeg heldigvis i dag.

Jeg prøver at tage mig sammen, for det var jo til dit eget bedste, medens du stadig
havde din værdighed i behold. Men jeg kan ikke gøre for det, mine følelser løber
over med mig, og jeg har meget let til tårer, og de kommer når jeg tænker på alt
det vi havde sammen. Tiden læger alle sorg, siger man, men jeg glemmer dig
aldrig, min elskede Pjuske, eller som jeg nogen gange sagde når jeg skulle nusse
dig: Pjuske Ruske Duske Snuske.
Nu er du i din missehimmel, for himlen må du være i, med det store og varme
hjerte du besad. Så når det engang bliver min tur, er jeg overbevist om at vi mødes
igen. Tusind tak for alt hvad du har betydet for mig, og jeg glemmer dig aldrig.
Ære være dit minde.

Tre dejlige katte: Pjuske, Pjevs og Polle.
Mine tre elskede katte: Pjuske, Pjevs og Polle. Jeg havde besluttet, at kattenes
navne skulle begynde med P. Pjuske var den første, og hende købte jeg hos
daværende dyrehandler i City Vest for den svimlende pris af 50 kroner, men altså,
hun var alle pengene værd. Et lille års tid efter gik turen igen til dyrehandleren, for
at finde en lille kammerat og selskabsdame til Pjuske. Det blev Pjevs, opkaldt efter
min barndoms første kat. De blev også rigtig gode venner, og så gik der et par år,
og pludselig kom kat nr. 3. Han fik navnet Polle, og ham tog jeg til mig, da nogle
lyttere havde fundet ham, og ingen ville kendes ved ham. En rigtig charmetrold,
der levede blandt to hunkatte, der gav ham masser af kærlighed.

Radio Hinnerups 10 års fødselsdag!
Radio Hinnerups fødselsdag skulle markeres, og samtidig fik jeg den ide, at Den
jyske pigegarde skulle gå gennem Hinnerup. Det ville se flot ud.
Jeg begyndte at ringe rundt til forskellige mulige, der på en eller anden måde havde
haft forbindelse til radioen, for at høre om de ville være med til at støtte med et
lille beløb da sådan en garde ikke er helt billig at få til at marchere gennem byen
og efterfølgende give koncert. Limousine service stillede vogn til rådighed, og
flere gav tilsagn om et beløb, så da den side af sagen var i orden, aftalte jeg
tidspunkt og sted med garden, og tilladelsen fra politiet kom i hus. Så var det bare
at vente. På det aftalte tidspunkt kom limousinen og hentede os på radioen.
Stationslederen Vivi Steen anede intet om det med Den jyske pigegarde. Hun blev
kørt lidt rundt i Hinnerup, og til slut ankom vi til stedet hvor garden skulle starte.

Garden skulle marchere efter Limousinen, hvor soltaget blev åbnet så Vivi kunne
følge garden stående, og samtidig stod jeg og filmede turen gennem Hinnerup by.
Det blev virkelig noget af en fødselsdag, men jeg fik et problem da garden skulle
betales, for nogle af dem der havde lovet at støtte sprang fra, og jeg undlader at
nævne de pågældende her. For det første er det efterhånden en del år siden, og der
kan jo være flere grunde til at man trækker en støtte tilbage, og det hele endte
alligevel godt takket være direktøren for Cirkus Arena, Benny Berdino, der trådte
hjælpende til. Det glemmer jeg ham aldrig for.

Højt til vejrs over Hinnerup!
Efter billedet at dømme, skulle man tro jeg var glad og afslappet, og jeg var da
også glad for at jeg tog turen op med kranen. Det var noget med 80 til 90 meter
oppe, og Lise-Lotte havde det fint nok.
Hvorfor i alverden tog jeg med på den tur? Jo, jeg havde sendt radio om
formiddagen, og skulle sende igen senere på dagen. Hinnerup var i festtøjet, og en
af de ting man kunne prøve, var den tur op med kranen. Jeg slynger så ud i radioen,
at jeg burde tage mikrofonen med, og fortælle om udsigten. Lise-Lotte ville med,
og så var der ikke andet at gøre, men altså,jeg var ikke modig. Hele tiden foreslog
jeg at vi skulle ned, men Lise-Lotte synes vi stod godt nok hvor vi stod. Jamen kan
du ikke se, sagde jeg, der er også andre der vil herop. (Sandheden var, at de
ventende bare var en undskyldning fra min side). Jeg blev mere og mere desperat.

Jeg bliver morfar!
Min datter Vibeke med mit første barnebarn, Jonas.

En stor dag i mit liv, var lørdag d. 19. oktober 2002. Jeg skulle ind i studiet og
begynde min udsendelse med de gamle filmsange. Så ringede telefonen: Det var
min datter der fortalte hun havde født en lille dreng få timer forinden. Da fik jeg
en klump i halsen, og indledningen til udsendelsen blev anderledes end planlagt.
Jeg måtte simpelthen spille sangen: Morfar med Richard Ragnvald. Ja, en stor gave
i livet: Jeg var blevet morfar. Vibeke og Jonas: JEG ELSKER JER. Senere kom
Simon. Så jeg er morfar til 2. Tak Vibeke.
Et billede jeg holder meget af, af min datter Vibeke.

Faldt i søvn bag mikrofonen!
Det måtte ske på et tidspunkt, og det skete søndag d. 22. september 2002. Jeg havde
som sædvanlig sendt i flere timer, og ca. et kvarter før udsendelsen skulle slutte
gik jeg ud som et lys. Jeg var væk i små 5 minutter, og blev meget forskrækket.
Det fik mig til at stoppe lidt op, og erkende jeg ikke var 17 længere, selv om jeg
af sind følte mig ganske ung. Jeg lovede mig selv at jeg fra nu af ville slappe noget
mere af. Skulle jeg endelig se lidt komisk på det, kan jeg da lige se for mig hvad
der var sket, hvis jeg havde lænet mig ind over mixerpulten for at gøre mig det lige
så behageligt, som når man ligger lunt og rart i sengen, og jeg så havde skubbet
fader-knapperne op. Sikken snak der kunne blive ude i de små hjem, når der lød
høje snorkelyde i højttaleren i stedet for musik.
Det viste sig efterhånden, at trætheden var kommet for at blive. Sådan føltes det,
men hvad pokker var det der var galt. Jeg begyndte også at få smerter i brystet, når
jeg gik fra banegården til radioen.
Fredag d. 24. januar·2003 gik jeg til lægen, for at hun kunne tage et kik på mig.
Hun bor på 3. sal, og jeg tog trapperne op. Da jeg kom ind i venteværelset var jeg
så forpustet og havde det forfærdeligt. Hun sagde straks: Det er hjertet, og så blev
jeg lagt på en briks og skulle vente på ambulancen, som hun straks havde ringet
efter.
På hospitalet startede de straks med behandlingen, og det viste sig så at være en
lille blodprop jeg havde haft i hjertet. Jeg fik blodfortyndende medicin, og fik sat
alle mulige elektroder på, så de konstant kunne overvåge mit hjerte.
Jeg blev så overflyttet til Skejby sygehus, hvor det viste sig der var en kraftig
forsnævring i et blodkar i hjertet.
Det har så været medvirkende årsag til at jeg under en af mine radioudsendelser
vai·gået ud som et lys, og samtidig havde følt en enorm træthed næsten daglig. Jeg
fik foretaget det man kalder for en ballonudvidelse i hjertet (det ligner et hønsenet
det de sætter ind). Jeg lå og fulgte det hele på en skærm.

Resten af livet skal jeg være på hjertemedicin, og skal huske at gå ture hver dag.
De efterfølgende fem uger skulle jeg gennemgå konrolprøver, og der var meget
jeg var nødt til at ændre i min hverdag. Det kunne ikke undgå at sætte en masse
tanker i gang. En ting der midt i det hele glædede mig ekstra meget,var da Finn og
Nadja dukkede op, to store personligheder som jeg sætter meget højt. Tænk at de
tog turen fra Fyn (dengang boede de på Fyn), bare for at glæde mig.

Nogen var af den opfattelse, at jeg var gift med radioen. Nu kan man jo ikke blive
gift med en radio, og alligevel - for efter syv år, hvor man efter sigende oplever
syvårskrisen, forlod jeg radioen.
En tydelig træt Ole, i toget på vej hjem fra København.
Jeg sendte efterhånden i døgndrift, og da jeg begyndte at få symptomer omkring
hjertet, blev jeg ærligtalt meget bange. Hvordan skulle jeg give mig selv mulighed
for at slappe af, når jeg, som jeg altid har haft svæt ved at sige nej.
Jeg gemte mig for alt og alle. Lukkede simpelthen af for hele omverdenen, murede
mig inde og var væk i lidt over 1/2 år. Ingen blev lukket ind, lejligheden rodede
for meget, så hvis jeg endelig skulle mødes med nogen udenbys venner, foreslog

jeg altid kineserrestauranten ved Reginabygningen i Århus, og så kunne jeg følge
dem til toget bagefter. I øvrigt, som man siger, intet er så dårligt uden det er godt
for noget: Jeg lærte at sætte pris på kinesiske retter. To ting kunne dog uden
diskussion lokke mig væk fra lejligheden: Cirkus Arena og Cirkusrevyen. Så skete
det igen.
Jeg fik en mail fra Michael Lund, lederen af Radio Øst Fm. Han ville have mig
tilbage i et radiostudie, og kunne tilbyde mig søndag aften. Den udsendelse har
godt nok udviklet sig voldsomt siden, men alligevel blev det kun til syv år. (Ups,
der var syvårskrisen igen).
Der findes så meget fantastisk musik og store personligheder i alle genrer, og det
vil jeg kæmpe for at holde liv i, lige som så meget andet. Jeg er i dag en glad og
lykkelig mand, som føler sig (godt nok noget sent i livet) på den rette hylde.
Skuespiller blev jeg ikke, og alligevel er det jo skuespil, for jeg optræder og
underholder bag mikrofonen, og netop det med underholdning har altid ligget i
mig.
Der har været perioder hvor jeg har været ved at opgive det hele - var det nu også
godt nok det jeg udrettede. Så tager jeg diskussionen med mig selv, ikke højlydt
eller i lænestolen, men på en fredelig plet f.eks. ved Århus bugten, eller et helt
andet sted i landet.
Livet føles som et enormt puslespil, med et stort antal brikker, der næppe
nogensinde kan samles helt. Det er nok heller ikke meningen, bare vi får samlet de
vigtigste.
Takket være teknikkens udvikling, er det blevet noget nemmere at fragte sin egen
musik frem og tilbage mellem hjemmet og radioen. I 1985 ville jeg slet ikke have
været i stand til at fragte al det musik, som jeg nu til dags bruger i mine
søndagsudsendelser. Når jeg i 85 skulle afsted til radioen, lignede spisebordet en
større musikforretning, eller et større musiklager. Der lå stabler af LP plader og
single plader. Det var den mulige musik, jeg havde udvalgt til udsendelsen, og
inden jeg nu pakkede de to poser det var muligt at slæbe, lavede jeg et par ekstra
bunker.

I den første lagde jeg dem, der uden diskussion skulle spilles. I den anden lå dem
jeg ville have med, hvis jeg på en eller anden måde fik plads. I den tredje lagde jeg
dem, jeg nok mente kunne vente. Når bunkerne var pakket, og de vigtigste fra
bunke to også var presset ned i poserne, meldte tvivlen sig, når de øvrige plader
skulle stilles på plads.
Så fik jeg øje på et par stykker, som lytterne absolut skulle høre, og så var det ellers
bare at pille det samme antal plader fra posen, så der kunne blive plads. Mon ikke
diverse radioproducenter fra dengang kender til problemet.

Så kom cd'erne og det gjorde straks transporten af musikken lettere, for de fyldte
ikke nær så meget som pladerne, men ak, jeg måtte stadig slæbe mange plader, for
det gik lige lovligt langsomt med at få de gode gamle genudgivet på cd, men
efterhånden lykkedes det.
Et lille hjertesuk til pladeproducenterne. Hvorfor i al verden er det hele tiden de
samme og de samme, der bliver udgivet på opsamlingerne. Det er for det meste
kun rækkefølgen der er forskellig.
Trods et stort antal opsamlinger med Dansk Top, Revyminder, Filmminder,
Minder fra Giro 413 osv. og det endda har stået på i langt mere end 25 år, så er det
da underligt der ikke bliver gravet dybere i arkiverne for at finde alle de titler, som
folk også husker, men som man kun kan være heldig, ar finde på
kræmmermarkeder og pladebørser.
Hertil bør lige nævnes den traditionelle juleudgivelse med Absolut jul nummer et
eller andet, eller bare årstallet. Eller også hedder den noget andet. Pyt nu med det.
Men i hvor mange år har man ikke kunne se tv-spottet, hvor Mel and Kim rokker
rundt om juletræet, Hr, Stevens ønsker os alle Merry Christrnas og Wham er der
selvfølgelig med Last Christmas. Det er alle sange, som jeg holder meget af, og
ved juletid finder de også vej til mine udsendelser. Hvor jeg vil hen med det? Lad
os nu sige, der har været udgivet en jule-cd de sidste 25 år, så vil mange samlere
have alle 25 stående på reolen. Jamen kunne man så ikke nøjes med at købe en?
Nej, det er nemlig det man ikke kan, for selvfølgelig er der et eller to numre med,
som ikke hat·været med tidligere. Kunne det ikke være spændende, hvis
producenterne gravede godt og grundigt ned i arkiverne? Jeg vil tro, man måske
de næste par år kunne udgive cd'er med jule sange af enhver stilart, som ikke har
været med på juleopsamlinger. I dag har jeg ingen problemer med at slæbe musik
med til radioen. Jeg kan have det hele, ja endda til flere måneder, i min
brystlomme.
Nu er det problem der dog ikke mere.
Al min radiosending foregår hjemme fra mig selv, via min egen radio. Længe leve
den digitale tidsalder, der på mine ældre dage som pensionist, giver mig mulighed
for at holde liv i mangt og meget.

En lille strøtanke!
Hvis jeg ikke havde sagt stop på Radio Hinnerup i januar 2005, havde jeg næppe
set Rikkes udsendelse: Drengehjemmet, der 1. februar blev sendt, på DR. En
udsendelse der betød en stor ændring i mit liv.
Netop den udsendelse var med til at sætte skub i en masse ting for mit
vedkommende. Gensyn med flere af drengene fra den gang, og samtidig en bedre
forståelse for, hvorfor mit liv efter årene på Godhavn formede sig som det gjorde.
Pludselig kunne jeg lukke op for ting jeg ellers aldrig havde indviet nogle i.
Mine tre koner og deres familie anede intet om det kapitel i mit liv, der bar navnet:
Godhavn. Var det fordi jeg skammede mig? Der var jo intet at skamme sig over.
Men med en opvækst, hvor der skulle passes på med hvad man foretog sig, eller
håret sad lidt forkert, var det lige som indgroet i mig, at omgivelsernes mening om
en var vigtigere end noget andet man foretog sig.

4. JUNI 2005 en stor dag i mit liv!
Det meste af ugen op til lørdag d. 4.juni 2005 lovede vejrguderne et voldsomt
regnvejr. Skulle jeg gå rundt på Godhavn i regnvejr? Nej, det slap jeg for. Vejret
var slet ikke så dårligt. Jeg skulle med nattoget fra Århus kl. 2. Vel ankommet til
Århus banegård omkring midnat lød nogle ordentlige brag, og få sekunder efter
var den Århusianske nattehimmel oplyst af et fantastisk flot fyrværkeri. Jeg stod
og betragtede det, og masser af tanker løb gennem mit hoved.
4. juni var en dag som også tidligere i livet havde betydet noget specielt for mig.
Det var den dato, hvor jeg i 1974 havde stået på Cirkus Revyens scene, og været
med til at hylde det dejlige menneske, Dirch Passer.
Nu var jeg på vej til et nyt vendepunkt i mit liv, og så med et stort fyrværkeri som
start på turen.
Jeg steg på toget, og det første jeg gjorde, da jeg havde sat mig ved min
vinduesplads, var at tænde en smøg, og sende tankerne tilbage til drengeårene på
Godhavn. Her sad jeg med en af de rigtige menneskesmøger, og da konduktøren
nærmede sig, var der ikke nogen medpassagerer der råbte ash ash, for det var ikke
en lærer fra Godhavn der nærmede sig, så jeg røg videre med en god samvittighed
og fik stemplet min billet.
Det med nogen der råbte ash, var en intern advarsel os drenge imellem, når en
lærer var på vej til det sted, hvor vi røg vores hjemmelavede smøger i smug.
Egentlig ville det være en god ide, hvis jeg fik en lille en på øjet, men det var meget
svært, for mange tanker hvirvlede rundt mellem hinanden i min knold.
Det blev til mange smøger den nat, og inden vi var ankommet til Københavns
Hovedbanegård, havde jeg også drukket ikke mindre end 2 liter Cola. På
Hovedbanen indtog jeg min morgenmad, en kop kaffe og dertil 2 rundstykker og
et glas mælk. Så fandt jeg et afsides sted hvor jeg kunne tage mine piller.
Derefter tog jeg en runde på Hovedbanen. Klokken var kun nogle minutter over 6,
og det åbne hus på Godhavn var først fra 11 til 17. Kunne man da bare pille lidt
ved tiden. Jeg gik ned på perronen og tog det første S-tog mod Hillerød. Det ene

velkendte sted efter det andet dukkede op, og jeg kikkede med bange anelser mod
skyerne. Skulle vi være så heldige at regnen ville blive væk? Det ønskede jeg så
inderligt.
Ved 7-tiden stod jeg på perronen i Hillerød. Jeg måtte lige hen og tage toget til
Gribskovbanen i øjesyn. Det var næsten som at være på vej tilbage til Godhavn
efter en weekendorlov som var gået alt for hurtig, og det selv om toget ikke lignede
dem fra mine Godhavnsår. Bare ruten det skulle ud på var nok.
Jeg fik studeret hver en lille krog af Hillerød banegård, for tiden skulle gå med et
eller andet, inden jeg kunne være bekendt at tage det sidste stykke af turen tilbage
til fortiden. Det går mere og mere op for mig, hvor stor en ting jeg står foran.
Drengene fra dengang. Hvor mange mon der vil komme? Vi har ikke set hinanden
i over 40 år.
Nej, nu kan jeg altså ikke vente længere. Der afgår et tog kl. 9:39, og jeg sætter
mig ind i det, og som en slags refleks tager jeg en meget dyb indånding.
Det er pludselig den omvendte verden. Som Godhavnsdreng kunne jeg ikke
komme hurtig nok ud af toget.
Skal jeg stå af toget igen? Herregud, en forlænget weekendorlov koster jo kun et
par på siden af hovedet, og alt efter Beks humør, et puf fra hans store vom, og så
nogle dage på plads på den hårde træbænk i dagligstuen. Sådan kunne tankerne
være, sidst jeg skulle kørte tilbage til Godhavn med Gribskovbanen, men nu var
det frivilligt, og en stor nysgerrighed og spænding drev mig.
Jeg har gennem årene kørt med tog flere steder i Danmark, men med
Gribskovbanen havde jeg ikke kørt siden starten af 1964, hvor jeg sad her i toget,
der nu bevægede sig ud fra Hillerød banegård.
Duuuuttttttt, eller hvordan man nu skal beskrive det, de gamle skilte stod endnu
flere steder på strækningen: Giv agt, og det gjorde toget så, lige som dengang også
i dag.
Poul Erik skal jeg gense om lidt. Roald er desværre død, han døde allerede sidst i
60'erne. En lille tåre presser sig på her i toget. Vi havde et fantastisk sammenhold
vi tre, og nu skal jeg stå ansigt til ansigt med Poul Erik efter alle disse år.

Nu er det Kagerup station. Jamen hovsa, det er jo der de optog Spøgelsestoget,
med Dirch Passer. Det går stærkt videre. Helsinge station, og nu Vejby. Jeg skimter
efter noget der kan ligne en campingplads, men kan ikke se det. Det er der vi
drenge fra dengang skal samles til aften, og spise og hygge os. Holløse - hvilken
en af gårdene mon det er? Gårdene? Hvilken gård, og hvorfor sidder jeg nu her i
toget og tænker på en gård i Holløse? Jamen det var den gård, hvor jeg under en
flugt fra Godhavn, havde søgt høstarbejde. Næste stop: Godhavn, jeg rejser mig
og trykker på stopknappen, og er klar til at forlade toget.
Nu står jeg her. Det gamle læskur er væk, så det er ikke muligt at se de forskellige
ting vi skrev og ridsede ind i træværket dengang.
Jeg spadserer stille og roligt ind på gårdspladsen, og kikker rundt. Der er åbenbart
ikke kommet andre endnu, jeg er nok den første. Bygningerne gemmer på hver
deres historier og minder. Der går lige som et sug gennem maven. Hovsa, hvor er
min vejrhane? Den jeg skulle hente æg hos, da jeg som ny på Godhavn skulle
drilles lidt.
En smilende mand kommer hen til mig, rækker hånden frem og præsenterer sig
som Søren. Det er forstanderen. Ak ja tænker jeg, havde han da bare været
forstander dengang i 60'eme. Han er en travl mand ham Søren, han sætter et skilt
på døren ind til køkkenet med ordlyden: Ingen adgang. Det skilt og specielt døren
får mig her på stedet til at tænke på en gammeldags spand med kartofler. Tænk
hvis man kunne veje alle de kartofler, som Poul skrældede i al den tid han sad der.
Jeg går hen til stendyssen, eller hvad den nu hedder. Jeg ser bakken for mig:
Fedtemadder, som vi stod i kø for at guffe i os. Nogen gange skete det der var
enkelte marmelademadder på bakken, og så kan det nok være der blev kæmpet i
køen, for hvem ville ikke gerne have en marmelademad. Jeg synes altså det var årt
Så dukker de op lidt efter lidt, drengene fra dengang. Der bliver hilst, der bliver
krammet. Det er et meget følelsesladet øjeblik. Det er over 40 år siden vi sidst har
set hinanden. I spisesalen er der dækket op med lækkerier og sodavand.
Efterhånden kommer der flere og flere, og vi kan spore os ind på hinanden, fordi
vi har fået lavet et lille hjemmelavet skilt hvor der står hvad vi hedder og hvilken
periode vi var på Godhavn. Indimellem må jeg dog lige finde et sted for mig selv,

når nogle tårer presser sig på. Jeg har aldrig været god til at vise følelser offentlig,
når det var meget personligt. Det er først noget jeg lige som er ved at lære nu, hvor
så mange knuder er blevet løst op. Sovesalen, hvor der i sin tid stod 50 senge, er
lavet om til festsal. Dagligstuen er blevet opdelt i mindre rum. Gymnastiksalen
lignede sig selv, og min runde gik videres til parken. Her har jeg mange gange gået
med en rive. Bambusbeplantningen var væk. Mit dejlige fristed, hvor jeg tit
kravlede ind for at være alene med mine egne tanker, midt i det helvede jeg følte
det var dengang. Muren langs parken var også væk. Tilbage til spisesalen igen.
Gutterne, hvor var det hyggeligt at stå ansigt til ansigt med dem. Arne, Johnny,
Poul Erik og der, jamen det er da, han lignede sig selv, og gav mig hånden og
sagde: Bent. Så er du fra Hillerød, sagde jeg. Jeg måtte lige afsides endnu engang,
der var så meget der pressede sig på. I den ene skolestue hvor eleverne i dag laver
keramik o.lign. stod han der pludselig. Otto, også en af de gode venner fra
dengang. Han stod der sammen med konen og sønnen. Et dejligt gensyn, og her
som han så i dengang vi begge var på Godhavn.

Der var godt nok flere jeg savnede. Nogen af dem er døde og borte, en var i Polen
men han ville prøve at dukke op senere på dagen, men desværre kom han ikke. Og
Otto har vi heller ikke mere iblandt os. Otto havde klumpfod og blev postdreng,
akkurat som Elmer i filmen: Der kommer en dag.
Så er der det med de følelser der dukker op når man står ansigt til ansigt med
minderne. De kan nogen gange være ekstra voldsomme. Og netop den dag på
Godhavn, gjorde det ondt at tænke tilbage, derfor mine små aftrædelser for mig
selv. Det jeg oplevede som dreng på Godhavn var voldsomt. Var det svigt over for
os? Ja, i allerhøjeste grad, og når vi stak af, så var det tilbage til tæsk og hvad vi
ellers blev udsat for. Var der nogen forsøg på at hjælpe os, nå ind til os, behandle
os på en pædagogisk forsvarlig måde? Nej, det har jeg ikke oplevet. Mine forsøg
her i livet, på at kunne begå mig socialt sammen med andre har været svært, først
og fremmest på grund af de forbandede år på Godhavn.
Det blev til en dejlig og uforglemmelig hygge på Vejby Camping efter mødet på
Godhavn.

Flere af os gamle drenge var samlet der, og vi havde ikke set hinanden i over 40
år. Det er en af de stunder jeg aldrig vil glemme. Det blev meget sent før vi gik til
ro i hytterne.
Weekend på Fyn 1. - 2. - 3. & 4. juli!
FREDAG D. 1. JULI 2005!
Kun en måned efter gensynet med Godhavn og de andre drenge fra dengang, skal
jeg igen mødes med flere af dem. Jeg glæder mig. Denne gang skal vi mødes i
Højby på Fyn. Jeg har til formålet købt lidt nyt tøj, og for første gang i mit liv også
en sovepose. Vi skal være sammen i flere dage.
Jeg sætter mig ind i toget præcis kl. 12 på Århus banegård med kurs mod Odense.
Tankerne og følelserne og ikke mindst minderne dukker atter op til overfladen. På
Odense banegård må jeg lige have styr på følelserne, så jeg sætter mig ind på
Giraffen og bestiller en omgang biksemad med spejlæg og en stor fadøl. Da
biksemaden er spist, tænder jeg en smøg og nyder den sammen med min fadøl,
samtidig med at jeg gør mig klar til sidste del af rejsen. Det er ikke fordi der er så
langt, men jeg skal lige have ringet til Poul-Erik så han kan hente mig på Højby
station. Ups, der er telefonsvarer. Jeg indtaler besked om hvilket tog jeg tager.
Hvad er klokken nu? Jeg finder et ur, jamen dog, der er masser af tid, så jeg sætter
mig på en bænk og får røget nogle smøger, samtidig med at jeg studerer alle de
rejsende der går forbi. Der er mange forskellige typer, og jeg kan ikke lade være
med at tænke på, hvordan deres opvækst har været. Har de mon også været på
børnehjem, eller skolehjem.
Nu er der 5 minutter til toget kører, og hvis jeg skal med, må jeg hellere få lettet
den del, der er vokset betydeligt siden jeg blev født. Jeg ringer lige til Poul-Erik
igen. Stadig telefonsvarer, men jeg siger at nu går jeg til toget med den optimistiske
tro, at der nok er en telefonboks på Højby station. Jeg sætter mig ind i toget, og så
kører det. En virkelig nydelig kvindestemme kvidrer i togets højttalere, og
bekendtgør at toget kører mod Ringe. Jeg kan ligefrem se hendes løftede
pegefinger da hun gør opmærksom på, at man skal huske at trykke på stopknappen
i god tid før den station, hvor man ønsker at forlade toget. Gisp, jamen hvilket

stationsnummer på ruten har Højby. Inden jeg ser mig selv som kommende turist
på lynvisit i Ringe, kommer stemmen mig til hjælp: Næste stop er.... Jamen så er
der ikke noget at bekymre sig over, rent rejsemæssigt. Hvad siger hun nu? Højby,
jamen du godeste hvor er nu stopknappen? Det er bare at række hånden i vejret og
trykke. Ding, jeg rejser mig, og snart står jeg på perronen på Højby station. Ingen
telefonboks, men der holder en bil med en mandsperson i. Skulle det mon være?
Jeg begiver mig hen mod den. Føreren stiger ud og går mig i møde. Det er Poul-
Erik. En stor glæde ved gensynet risler gennem mig, og efter et stort velkomstkram
kører vi af sted.
Det viser sig der allerede er kommet mange, og ikke nok med det. Poul-Erik har
rejst et telt til mig hvor jeg kan sove, og der ved bordet sidder flere af de kære
venner. Arne, Svend Age, Henrik og mange flere. Det bliver en rigtig hyggeaften,
med Pizzaer, Cheeseburger, Salat m.m. Snakken går og det bliver (vanen tro) igen
meget sent før vi går til ro. Benny, som heller ikke er blandt os mere, må have
været ekstra træt, for midt på natten stikker han hovedet ind i teltet. Det går op for
ham at han er gået forkert. Det tog ham nogen tid at finde sin rigtige soveplads.
Efter veloverstået nattesøvn, ankommer jeg til morgenbordet.

LØRDAG D. 2. JULI 2005!
Vi samledes til et hyggeligt morgenbord, hvor der blev lagt planer for dagen. Den
kære Svend aage har vi desværre ikke blandt os mere.
En journalist fra Politiken kikker forbi og sludrer med os og gør notater. Jeg øver
mig på pilekast, men indser at jeg næppe kan blive verdensmester i den sport, men
pyt med det, bare en af pilene kan sætte sig i næsen på skydeskiven . Hvorfor det
lige er næsen jeg har udvalgt mig som mål har jeg ingen fornuftig forklaring på,
men efter adskillige forsøg sidder pilen hvor den skal: lige midt på Beks næse. Jeg
fejrer det med en dåseøl og en af weekendens talrige smøger. Konerne og børnene
kører ved middagstid til Odense. Så dukker DR op for at optage indslag om
generalforsamlingen. Der bliver filmet lidt, hist og pist, fra forskellige vinkler. Jeg

får i den forbindelse en konkurrent på pilekast. Han rammer dog kinden i stedet
for næsen.
Generalforsamlingen går i gang, og efter nogle timer har vi Godhavnsdrenge
dannet en forening. TV-avisen på DRl kl. 18:30 viser et virkelig godt indslag om
den nye forening, sluttende med to pile på Beks kind.Efter aftensmaden sætter vi
os ind og ser film fra vores hyggelige weekend på Godhavn og Vejby Camping.
Minderne dukker igen op. Specielt da jeg ser Arnes smalfilm fra dengang vi var
drenge på Godhavn.
Mange minder er endnu ikke kommet op til overfladen, men jeg er ikke i tvivl om
at de vil komme. Arne har bl.a. filmet trappen ovre i hjørnet ved siden af

Snedkerværkstedet. Det var der jeg på solskinsdage sad for mig selv, godt skjult
af Elefanthuset, og dagdrømte om alt det jeg gerne ville være i livet.
Det var også på den trappe jeg sad og sang filmsange sammen med Carl-Erik, og
hvem der ellers havde lyst til at synge sammen med mig.
Carl-Erik, min gode ven fra dengang, havde jeg i telefonen tidligere på dagen. Det
var over 40 år siden vi havde set hinanden, og alligevel sagde han, at han kunne
kende min stemme.
Nu er det ved at være midnat, og jeg må hellere finde teltet, for vi skal tidligt op
og af sted til Svendborg Museum.

SØNDAG D. 3. JULI 2005!
Solen skinner, og jeg står op. Jeg er ikke den første, og der er allerede kø ved
badeværelset. Ventetiden fordrives med dejlig morgenkaffe. Så går jeg lidt ud til
vejen. Jamen der er jo et rådyr. Det har ikke lyst til at sludre med mig, men smutter
igen, efter at have stirret på mig i adskillige sekunder. Efter morgenmaden går det
afsted til Svendborg. Sikken en udstilling. Bare hele Danmarks befolkning ville
tage til Svendborg og se den. Den ene uhyrlighed efter den anden dukker op. Tænk
at man behandlede bøin på den måde. Jeg sludrede lidt med en lærerinde, som også
er rundviser, men hvor er det dog svært at fortælle om sin fortid. Der er så meget
der gør ondt. TV2 Fyn, journalisten fra Politiken og en pressefotograf fulgte os
under besøget.
Jeg gik også over og så en udstilling om et dansk hjem i 50’erne. Det var lige som
at være hjemme i Sorø igen. Sengen i soveværelset. Den var mage til min mors og
hendes samlevers seng. Lægekonsultationen – da jeg stod midt i den, gik tankerne
tilbage til Doktor Rasmussen. Køkkenet med gasblus.

Jo, Ole var tilbage i 50’erne. Jeg måtte lige sidde en stund ved katederet i
klasseværelset. Derefter ned i gården hvor kaffen stod klar. Budcyklen mindede
om den, som koksmanden kørte med i min barndom. Jeg skulle lige prøve den. Det
var dog ikke koks der var på ladet, men de to solstråler: Sofie og Sasja.
Jeg kørte dem lidt rundt, og bagefter ville de lege 50’er-sælgere. Bananer, pærer
og persille var hvad de tilbød at sælge. Jeg kunne godt have brugt flere timer på
museet, men det var tid at bryde op, og så gik det tilbage til samlingsstedet hos
Poul-Erik.
Vi var nogle stykker som blev enige om at blive en ekstra dag, og det blev til endnu
en hyggelig aften. TV2 Fyn viste indslag fra vores museumsbesøg og om
foreningen. Sofie og Sasja bortførte mig. De ville demonstrere tingene i vores
loppemarked for mig. De havde også et lille BR-telt, hvor de ønskede at se mig til

kaffe, men min størrelse taget i betragtning, afslog jeg pænt, for det er jo ikke
smart, at gæsten sidder inde og drikker kaffe, medens værterne må stå udenfor
fordi der ikke er meget plads. Til gengæld fik de fortalt en speciel version af
Rødhætte.
MANDAG D. 4. JULI 2005!
Jeg måtte som det første ringe til sygehuset i Århus for at få blodprøven udsat til
tirsdag. Det var ikke noget problem, hvilket jeg var glad for, fordi jeg skulle have
fastet inden.
Nu kunne jeg så med velbehag sætte tænderne i et stykke franskbrød, spise et
blødkogt æg, og nyde kaffen medens snakken gik om den nye forening
Godhavnsdrengene, og vores fælles oplevelser på Svendborg museum.
Personerne på billedet er fra venstre: Benny, Henrik og jeg. Benny er en af dem
som ikke er blandt os mere.

Lidt over middag kørte vi afsted til Odense Banegård. En tanke der kredsede i min
knold var, hvor længe der ville gå, før·vi igen skulle mødes. På banegården skulle
vi som det første købe dagens avis Politiken, og se hvad journalisten havde fået ud
af sit besøg hos Poul og efterfølgende i Svendborg. I aviskiosken har de nok undret
sig. Fire kunder lige efter hinanden skulle have Politiken, hvor der på side fire var
en artikel om Godhavnsdrengene, med tilhørende billede, taget i Svendborg.
Personerne på billedet er fra venstre: Benny, Henrik og jeg. Benny er en af dem
som ikke er blandt os mere.
Jeg fik sagt tak til Poul-Erik, og følte allerede at weekenden var gået for hurtig.
Jeg gik med Arne og hans familie ned på perronen hvorfra de skulle med toget til
København. Da deres tog kom, skulle jeg over på den anden perron og vente på
mit. Jeg vendte mig flere gange og vinkede til Arne, lige som han vendte sig og
vinkede til mig. Vi drenge fra Godhavn havde fundet hinanden og kæmper
sammen for at få retfærdigheden til at sejre.
En weekend er overstået. En weekend hvor vi har fået lov at være os selv, smide
facaderne og maskerne, fordi vi ikke behøvede at skulle forklare. For mit
vedkommende kom nye ting frem til overfladen, og der skal nok komme mere.
Der er så meget der er fortrængt, og så viser det sig, at der bare skal et billede, en
samtale med de andre og andet til, for at det dukker op. Vi er bare en lille
procentdel af alle dem der har fået ar på sjælen, fordi det offentlige dengang
svigtede.
Vi har haft Matador, og Krøniken dukkede op på TV omkring nytår 2005. Det er
serier, med menneskeskæbner på godt og ondt, men her i det virkelige Danmark
findes der også så mange andre skæbner, der som os oplevede misbrug og
omsorgssvigt i sådan en grad, at man skulle tro det havde fundet sted i en periode
fra længe før Mads Skjern kom til Korsbæk. Ja faktisk endnu længere tilbage, men
sandheden er en anden.

Hvad skete der lige?
Det var en af de nætter, hvor jeg var gået sent i seng. Jeg skulle jo ikke lige noget
vigtigt den næste dag, så det gjorde ikke så meget.
På et tidspunkt vågner jeg ved lyden af en underlig skramlen, og en fornemmelse
af ikke at være helt alene. Døren står åben ud til gangen, (det gør den altid), og ude
ved skabsdøren ser det ud som om, der står nogen og kikker. Den ene, en lidt høj
person, smiler endda til mig. Gad vide om ham den smilende, var den samme
person, der havde været til stede i lejligheden umiddelbart efter skilsmissen fra
min tredje kone. Dengang havde jeg i en periode sovet på en madras i stuen, og en
af nætterne havde jeg også haft den fornemmelse, ikke at være alene. I døråbningen
til stuen, stod en mand og kikkede direkte hen mod mig.
Hvor længe han havde stået der, har jeg ingen fornemmelse af, men lidt tid har han
nok stået der, for han var jo allerede ankommet første gang jeg drejede hovedet
hen mod ham. Men frem igen til den nat, hvor det puslede i gangen.
Nu var jeg ikke lige oplagt til ubudne gæster, hvad enten de var venlige eller ej, så
liggende der i sengen, og en anelse bange spurgte jeg lige ud i rummet, højt klar
og tydelig: Hvem er I? Det var der ingen, der svarede på.
Umiddelbart efter, står der en lille mand lidt inden for døren, og en anden går hen
mod sengen, med sådan en underlig gangart, lige som om det han går på er blødt
og ujævnt. Jeg sætter mig op i sengen og udbryder: Åh nej, ikke nu!
På det tidspunkt var·jeg overbevist om, at de var·kommet for at hente mig. Nu
skulle jeg forlade denne jord, men de forsvandt lige så stille igen uden at tage mig
med.
Jeg fandt mine briller frem og gik ind i stuen, tændte for lyset og fjernsynet, og der
gik meget lang tid, før jeg igen brugte mit soveværelse. Jeg turde simpelt ikke. I
stedet sov jeg på sofaen i stuen.
Hvad var det der skete? Noget må der have været, for jeg var lys vågen.
Jeg er ikke den eneste der har haft den slags oplevelser. Senere læste jeg i et
ugeblad, at skuespilleren Klaus Pagh, havde haft en næsten identisk oplevelse.

Er jeg bange for døden? Det har jeg været, men er det ikke mere. Jeg håber bare at
det til den tid vil gå lige så hurtigt som lyn fra en klar himmel. Er det ikke sådan
man kalder det?
Jeg har·også, specielt inden for de sidste par år, gjort mig mange tanker om det
med at dø, og hvordan det kommer til at foregå.
Men jeg håber da, at jeg endnu har mange oplevelser til gode, og at jeg stadig kan
dele min musikinteresse med lytterne, nu på min egen Oles Radio.
At sende radio er for mig en vigtig del i livet. Når noget gør mig glad, som blandt
andet musikken, ønsker jeg at dele min glæde med andre. Noget som ikke altid
var·let som barn og ung.
Her et eksempel på en omtale om, hvornår jeg sender.

Politiken 31. maj 2009.
Uddrag af artikel, efter Stine Thomsen og Astrid Søndbergs besøg hos mig.
Drengehjemmet i Tisvilde tegnede en mørk silhuet mod nattehimlen, da bilen med
Ole Hansen i 1963 svingede ind på Godhavnsvej efter endnu et flugtforsøg. Kun i
stueetagen på forstanderens kontor ved siden af spisesalen brændte lyset stadig.

Ole fik en urolig følelse i kroppen, for han vidste, der kun kunne være en årsag til,
at forstander Beck ventede oppe.
Den nat lignede Ole med sit kommunefarvede hår, der faldt lidt ned i panden, de
fleste andre 14-årige drenge. Ifølge papirerne fra drengehjemmet vejede han 55
kilo, var 172 centimeter høj, og så var han bleg.
Alligevel var han med træsko og en grov arbejdsjakke let at kende som en
godhavnsdreng på flugt, og derfor var det heller ikke svært for en restauratør i
Hillerød at fa mistanke og alarmere politiet, da han så ham vandre alene rundt.
Men Ole havde en plan.
For at komme ud af kniben og slippe for Godhavn opgav han et falsk navn.
Betjenten gennemskuede ham dog på stedet og tilkaldte en lærer fra
drengehjemmet, som hurtigt kom for at hente den skuffede flygtning hjem.
»Jeg vidste, at der var tæsk på vej. Det var ikke nogen rar køretur, og jeg var bange
med god grund«, siger Ole Hansen, der 46 år senere tydeligt husker det
efterfølgende besøg hos forstanderen Christian Bek.
Efter tidligere flugtforsøg var han sluppet med en på siden af hovedet, men så let
gik det ikke denne gang. Det vidste han godt, da læreren fulgte ham over gruset på
gårdspladsen og hen til forstanderens kontor. Christian Bek ventede foran
skrivebordet i sit sædvanlige mørke jakkesæt og så vredt på Ole, idet han trådte
ind. Straks blev han ombarderet med spørgsmål, han ikke havde en levende chance
for at svare rigtigt på.
Hvert svar kvitteredes med en tung lussing. »Bek havde store hænder og kunne
godt slå hårdt. Han gik virkelig amok«, fortæller Ole Hansen.
Natten tilbragte Ole ikke på sin vante plads i sovesalen, hvor han ellers sov
sammen med 50 andre drenge i rækker af jernsenge, der stod alene i rummet. Her
var ingen plads til sengeborde eller andre møbler, så drengenes eneste privatliv
gemte de i en lille skuffe, de hver havde i dagligstuen. I stedet overnattede han på
sygesalen, hvor tilskadekomne sov.
Ole Hansen blev anbragt på Godhavn 17. april 1962, fordi han ligesom de andre
drenge fik betegnelsen vanskelig. Selv om han i sine skolepapirer var beskrevet

som et almindeligt begavet barn, der klarede sig godt i dansk og regning, pjækkede
han jævnligt fra den almindelige skole i Sorø.
Desuden var han lidt for kreativ, når han skulle skaffe lommepenge, og hans
skoleleder skrev inden anbringelsen i 1962, at Ole 'havde været ude og samle
ulandsbistand til sig selv'. En dag stjal han en togkonduktørs billetblok på Slagelse
station - og blev opdaget. Det var uden et farvel hjemmefra, da han to dage senere
blev hentet af myndighederne, der eskorterede ham til drengehjemmet. Faren var
slet ikke inde i billedet, og Oles mor var cyklet i skoven for at mødes med sin
kæreste. Ole Hansen kom til at tilbringe to år på Godhavn. En tid, han stadig i dag
beskriver som et rent helvede.
Da Ole efter sin mislykkede springtur til Hillerød blev vækket på sygesalen, var
straffen stadig ikke udstået. Han blev sendt til konsultation hos drengehjemmets
egen tilsynsførende psykiater, Ib Ostenfeld, der fra omkring 1960 udførte
medicinske forsøg med stærkt vanedannende psykofarmaka som amfetamin og
valium på flere hundrede af Godhavns drenge. Fra den dag også på Ole Hansen.
»Jeg aner ikke, hvad det var, jeg tog. Jeg ved heller ikke, hvor længe det stod på,
men jeg kan huske, at jeg havde rigtig mange samtaler med dr. Ostenfeld«, siger
Ole Hansen, som kun ved, at han fik piller hver morgen og aften.
På trods af fysiske overgreb og medicinske eksperimenter har mange af børnene
fra Godhavn og de andre børnehjem klaret sig godt i deres voksne liv. Men en del
har måttet kæmpe sig gennem psykiske problemer efter årene på institutionen.
Til den sidste gruppe hører Ole Hansen, der i mere end 40 år ikke nævnte
drengehjemmet. Ikke engang til sine tre ekskoner, tre børn eller to børnebørn.
»Jeg snakkede ikke om tiden på Godhavn, fordi det føltes som et nederlag. Folk
ville måske tænke, at jeg var et dårligt menneske, fordi jeg havde været anbragt«,
siger han.
Hvor andre af de tidligere anbragte børn kom ud i narkotikamisbrug eller endda
endte med at begå selvmord, boede Ole Hansen som vagabond på
Hovedbanegården i København. I lange perioder erstattede han også

flugtforsøgene fra dengang med en flaske Gammel Dansk. Alligevel fik han
drømmeuddannelsen som filmoperatør, og i perioder var han på en lokalradio.
»Spiritussen har den der dulmende effekt, og der er ting, man føler, man bedre kan
klare. Så er det lettere at være åben. Se, det behøver jeg ikke i dag. Det er godt nok
lidt sent i livet, så nu har jeg meget at indhente«.
Alkoholen blev for alvor skiftet ud med cola, da Ole Hansen i 2005 meldte sig ind
i den nystiftede forening Godhavnsdrengene. Selv om foreningen egentlig kun var
tiltænkt drenge fra Godhavn, tiltrak den også hurtigt anbragte fra andre hjem, der
på samme måde ledte efter nogen, der ville lytte til dem og tro på deres historier.
»Da jeg mødte Godhavnsdrengene igen, fik jeg løsnet op for en masse, og jeg kan
mærke, at det her vil være med til at sætte nogle vigtige punktummer for mig og
alle de andre drenge. For os er det vigtigt, at staten anerkender det omsorgssvigt,
som fandt sted«, siger han. Ole Hansen vil vide, hvad der egentlig skete dengang
på drengehjemmet. Hvorfor spiste de tilsynsførende, der skulle holde øje med
hjemmets drift og børnenes velbefindende, bare middag på forstanderens kontor?
Hvorfor greb de aldrig ind? Og hvad var det egentlig for nogle piller, han spiste to
gange om dagen?
»Jeg ved godt, at jeg ikke kan gå tilbage og ændre fortiden. Men jeg har brug for
at få sat nogle punktummer for at fylde de tomme huller i min journal og mit liv
ud. Det kan måske give mig en ide om, hvorfor jeg er den, jeg er, og måske
forklare, hvorfor jeg er konfliktsky og en stor del af mit liv har været socialt
handikappet«, siger han.
I et forsøg på selv at finde svarene søgte Ole Hansen for fire år siden aktindsigt i
sine egne, personlige sagsakter, men de indeholder intet om medicineringen eller
de mange samtaler med Ib Ostenfeld. Den uklarhed håber han, foreningen
Godhavnsdrengene kan hjælpe med at få opklaret.

Det er City Vest, der spejler sig i ruden.
En lun sommerdag i 1997 var Ole Hansen på vej fra København til Århus. Men i
stedet for at køre den direkte vej svingede han uden at tænke nærmere over det af
mod Tisvilde. Han ville se Godhavn igen.
Han kørte, til han nåede jembaneoverskæringen foran den store, firkantede
bygning. Han drejede nøglen og slukkede motoren. Hvor længe han sad og stirrede
på Godhavn, ved han ikke, men lyden af forbipasserende tog forstyrrede ind
imellem hans tanker.
Med bankende hjerte smækkede han bildøren bag sig og gik med lange skridt op
ad asfaltvejen. Skosåleme mødte det velkendte grus på gårdspladsen, og pludselig
for minder om svigt, tæv og Christian Bek rundt i hovedet på ham.

Men de smertefulde tanker blev afbrudt af en smilende ansat, som gav ham hånden
og en kop kaffe. I gården uden for løb børn rundt og legede. De har det så frit,
tænkte Ole Hansen.
Inden han tog afsked, forærede personalet ham en bog over Godhavns historie.
Bogen ligger i dag på
bordet i lejligheden i
Århus. Ole Hansen
samler den op og
lader sin kraftige
mandehånd bladre
siderne igennem,
indtil et stort billede
af Christian Bek får
ham til at vende
hovedet væk.
»Uha. Det er ikke,
fordi jeg bliver
bange, når jeg ser et
billede af ham. Men
jeg glemmer ham
aldrig«, siger Ole
Hansen, mens han
ryster gåsehuden af
sig

Holder med at ryge!
Siden min grønne ungdom, havde jeg været storryger.
Jeg slappede så dejlig af med min smøg til kaffen, whiskyen eller en øl. Jeg havde
flere gange forsøgt at stoppe, men det var tilsyneladende umuligt. Trangen kom
hele tiden op i mig. Jeg skulle lige have den smøg.
Så skete der det, at jeg, helt nøjagtig fredag d. 31.juli 2009 sad ved computeren og
opdaterede min Facebook. Klokken har været omkring 09:30, og jeg skulle snart
med bussen ind til byen. Det var pengedag, og pensionen var gået ind, så det var
tid til at få fyldt lidt ting og sager i køleskabet. Et karton smøger skulle der også
anskaffes, da det var den sidste pakke jeg var gået i gang med.
Hvad der egentlig lige skete der, aner jeg dårlig nok, men jeg tændte en smøg, som
så mange gange før. At det jævnligt skete, kunne jeg ved selvsyn konstatere, ikke
bare med det fyldte askebæger, men også mellem tasterne på tastaturet. Jeg
nippede til kaffen, stirrede på smøgen og på skærmen.
Hvad er det dog du gør Ole, sagde jeg til mig selv. Hvorfor smider du alle de penge
væk på smøger? Hvis du nu stoppede, kunne du fa den storskærm du så brændende
ønsker dig. Og stoppe skulle du med garanti kunne . Der foran computeren gik det
pludselig op for mig, at rygningen bare var en dårlig vane. Når jeg f.eks. kom ud
fra Århus banegård, kunne jeg ikke bevæge mig hen til bussen, uden jeg samtidig
skulle ryge, men var jeg på besøg hos nogen der ikke røg kunne jeg holde mig en
hel dag uden at ryge, men så snart jeg stod på en banegård for at vente på toget,
fordrev jeg ventetiden med en smøg.
Jeg besluttede altså den fredag formiddag, at stoppe al rygning med øjeblikkelig
virkning.
Der vai·ganske vist flere cigaretter i pakken, og mangen en ryger ville nok vente
med at stoppe, til pakken var tømt, men jeg droppede dem lige på stedet.
Nu var der jo den risiko, at jeg kunne plumpe i, som jeg for flere år siden havde
gjort, men så var det, nu jeg alligevel var inde på Facebook, at jeg på min profil
erklærede, at jeg havde besluttet med øjeblikkelig virkning at stoppe med alle

former for rygning. Så var det offentligt kendt, og jeg er ikke fri for at være meget
stolt af mig selv. For siden den fredag formiddag har jeg ikke røget, og har på
ingen måde tænkt mig, at begynde igen. Noget andet er, at jeg også kan mærke det
på pengepungen.
Med et blev der overskud til at kunne forsøde tilværelsen på andre måder, og f.eks.
købe en togbillet til København eller Sorø, hvis det er det jeg skulle få lyst til. Og
helt ærlig, så har jeg faktisk mere lyst til de ture, end jeg i praksis viser det.
Ikke engang halvanden måned efter jeg stoppede med at ryge, fik jeg lidt af et
chok. Jeg lå, som jeg nogen gange gør, og stirrede ud i nattens mulm og mørke, og
pludselig forsvinder synet på højre øje. Det forsvinder ganske langsomt, men væk
er det. Det sker natten mellem en' fredag og lørdag.
Efter nogen tid kommer synet igen, og lørdagen forløber ganske normalt, men den
efterfølgende nat gentager det sig.
Pyt, tænker jeg, det kommer jo igen. Men nej, denne gang kommer det ikke igen,
og det føles meget underligt om søndagen. Jeg gnider flere gange på øjet, i håb om
at jeg kan få synet frem på den måde. Lige lidt hjælper det, og så er det typisk,
tænker jeg, at det lige skal ske på en søndag. Jeg kan jo først gå til lægen næste
dag.
Hvorfor tænkte jeg ikke mere logisk, at uanset hvilken ugedag det er, så er der jo
altid lægevagten eller skadestuen. Var det mon en følgesygdom til gammelmands
sukkersyge, som jeg også havde fået konstateret. Jeg gennemførte min udsendelse
på radioen, og næste morgen ringede jeg til lægen, der bad mig om øjeblikkeligt
at kontakte øjenlægen.
Efter et par timer i hans venteværelse og diverse ubehagelige væsker i øjnene, kom
jeg ind til prøver af forskellig art, og resultatet bevirkede, at jeg blev sendt på
Kommunehospitalet til videre undersøgelser, men ikke nok med det. De beholdt
mig natten over, og næste dag efter endnu et par undersøgelser og samtale med en
læge, hvor han fortalte at synet på øjet ikke ville komme igen, blev jeg udskrevet.

I lommen lå en ny recept på nogle blodfortyndende piller, som jeg nu også skulle
tage, sammen med dem jeg i forvejen fik for hjertet og sukkersygen. Jo, man kan
vist godt kalde mig for en stamkunde, på Apoteket i City Vest.
Lige efter den omgang med øjet fik jeg en ubehagelig tanke. Tænk om det nu også
skulle ske med venstre øje. Hvad så med filmene? Hvordan skulle jeg kunne se
dem? Hvad med radioen osv. De tanker er næsten, ikke helt, men næsten væk, for
der er trods alt andre, der oplever ting som er endnu værre, og jeg har trods alt
stadig mulighed for at bevæge mig rundt, arbejde med mine radioudsendelser og
stadig gense både Rundetåtn og Færgekroen. Jo, jeg elsker livet.
Engang stod jeg på perronen på Sorø Station, og pludselig fik jeg øje på en fugl,
der stod nok så fredelig på skinnerne. Jeg fik kameraet frem, og fik dette syn
bevaret.
Den havde åbenbart god tid, for jeg begyndte at tale til den, for at fortælle hvor
sød jeg synes den var, samt et par·formaninger om at flytte sig, når der på et
tidspunkt ville komme et tog.
Det vai·jo ikke utænkeligt at der ville komme et sådan, på netop dette sted.

Billedet af Rådhuset i Århus, tog jeg søndag d. 12. december 2010 ved middagstid.
Jeg var på vej til radioen og det ligner en lun vinterdag, men der var hundekoldt.
Det kunne også godt ligne en dag med busstrejke, hvilket der dog ikke var. Jeg var
bare heldig, at ikke en af Park-alleens talrige busser, forvildede sig ind i billedet.

For mange år siden (eller
var det sidst i 90'eme),
bevægede jeg mig rundt i
Zoologisk have i
København.
Udenfor elefanthuset
befandt sig en vægt, som
jeg lige så stille satte mine
fødder op på, og vupti, som
I kan se på resultatet.
Utroligt, hvad man dog har
vejet.
Så mangler vi bare, at Ghita Nørby kommer med kaffen, og Preben Lerdorff
kommer og spørger hvad jeg bestiller der. Ib Mossin og Poul Reichhardt, stod her
og sang: Er du dus med himlens fugle.

Hvad skal jeg dog bruge det til?
Impulskøb! Bare ordet impulskøb passerer revy i den øverste del af knolden, når
jeg besøger aftrædelsesstedet, for det står der endnu, og der har det stået siden jeg
købte det for adskillige år siden for den fyrstelige sum af 29,95 . Men hvad i al
verden skal jeg egentlig bruge det til? Sådan et fiskenet kan vel bruges til mange
fritidssysler ved å, bæk og hav og som en gæst foreslog mig: Akvarium!
Ikke nogen dårlig ide, men jeg er ikke ejer af et akvarium, og forestiller mig heller
ikke, at jeg vil anskaffe et i den nærmeste fremtid. En dag finder jeg nok en
fornuftig forklaring på mit køb af fiskenettet. Herregud, 29:95 er da ikke nogen
herregård, men det vi kalder for kongelig dansk mønt, og jeg har da også prøvet at
ærgre mig over min slunkne pengepung, på et tidspunkt hvor Bauhouse havde et
super tilbud på en lille nuttet havetraktor med de flotteste dæk. Og så var det endda
sådan en jeg kunne sidde på. Men selv om den var lille og nuttet, var den desværre
for stor til mine altankasser. Havde jeg derimod haft en kolonihave, kunne jeg have
haft meget glæde af den, og hvem ved, måske jeg så kunne grave et vandhul, så
fiskenettet kunne komme i brug. Gad vide hvad det næste bliver, som jeg finder
på?

Min elskede Ad!
Bare det blik der, kan gøre mig så vemodig, og samtidig er det ikke rigtigt, at tiden
læger alle sorg. I al fald ikke i forbindelse med Ad. Min elskede Ad, min dejlige
knægt, som jeg fik umiddelbart før jeg stoppede med at ryge. Oprigtig ville jeg
ikke have haft kat igen, efter jeg havde mistet de tre andre, men man kan godt sige,
at Ad omfavnede mit hjerte. Hvor var det rart at have en at komme hjem til, og en
af dem var Ad, der kom mig springende i møde, når jeg lukkede mig ind efter
søndagens udsendelser. For at sige det lige ud: Han virkede så menneskelig for
mig.

Køkkenvasken var et af hans favoritsteder, og noget af det bedste han vidste, var
når jeg lod vandet løbe, så han kunne stå og slubre det i sig, med sin lille tunge.
Se på det første af de fire små billeder. En smilende kat, så jo, en kat kan udmærket
smile.
Min elskede kat min elskede AD. Tak for nogle fantastiske år, fyldt med
oplevelser. Ja, nu tuder jeg igen medens jeg skriver disse ord, for jeg savner dig.
Aldrig mere skal jeg vågne ved at du sidder og stirrer på mig samtidig med du
spinder. Mon du morede dig over min snorken? Når jeg havde været ude, var du
der altid med din løftede hale, og rullede om på ryggen så jeg kunne klø dig på
maven. Når Nicolaj var med hjemme, sprang du op på kontorstolen, for den måtte
han ikke tage. Først når han havde hentet en anden stol, hoppede du ned så jeg

kunne komme til. Sygdommen kom så pludselig, og der var ikke noget at gøre. Jeg
var hos dig til det sidste. Min elskede AD, jeg savner dig. TAK. FOR ALT.

Underlige drømme i 2012!
Uanset hvorjeg kikker hen, er det onsdag. Jeg sov lidt længere end normalt, men
ikke nok med det. I nat drømte jeg at jeg var ude at køre med tog. Hvor jeg skulle
hen, eller hvor jeg kom fra, aner jeg ikke, men en meget ja, en rablende eller
ulogisk ting forekom. Det var svært at finde en siddeplads (hvorfor havde jeg ikke
købt en pladsbillet?). Jeg kom helt op foran og kunne kikke mod kørselsretningen,
men mystisk nok var der også optaget der. Så bevægede jeg mig ned i den anden
ende af toget, og der kunne jeg sidde i fred og ro og kikke mod (underligt nok)
kørselsretningen. Udenfor regnede det, men hvordan pokker kunne toget kører i
begge retninger samtidig? Hvad kunne få mig til at drømme det jeg gjorde. Det har
nok været en sammenblanding af de sidste dages store oplevelser.
I fjernsynet havde jeg fulgt sprængningen af de to højhuse i Rødovre. Ole Giber
var hjemme hos mig, og Henrik Brylle skulle have sangeren Peter Kent med i sin
næste udsendelse, hvor Peter skulle præsentere en ny cd.
Drømme er og bliver en underlig størrelse. Nattens mærkværdige drøm står endnu
klart, og selv om den ikke giver nogen mening, vil jeg alligevel prøve at sætte ord
på den.
Jeg havde været i Hinnerup, for at optage et telefoninterview. Optagelsen foregik
i Super-Brugsen. Og på parkeringspladsen holdt en rød Ferrari, og uden videre
satte jeg mig ind i den, og så var det astrologen Ole Giber der kørte mig hjem. Det
må være noget elendig maling eller lak de har·brugt til den, for da vi steg ud af
den, var den blevet hvid. Jeg foreslog at Ole Giber skulle tage den med op i
lejligheden, så der ikke var· nogen der stak af med den, men han mente nok den
kunne stå hvor den stod.
Oppe i lejligheden satte han sig i sofaen, og vupti - så blev Ole Giber til Peter Kent.
Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på hans Ferrari (nu var det åbenbart
Peter Kent der var ejer af en hvid Ferrari), så jeg gik ud på køkkenaltanen for at
kikke ned på parkeringspladsen. Betonen gav sig, så jeg gik ind igen, efter at have
konstateret at hans Ferrari stadig stod der.

Pludselig bliver der skruet op for radioen inde hos Maja, og lidt efter står hun i
stuen og bekendtgør at det i radioen forlyder, at nogen er ved at fjerne et køretøj
på Gudrunsvej.
Ferrarien, udbryder jeg og springer op fra sofaen som om der var sprunget en fjeder
under den, og går igen ud på køkkenaltanen. Maja havde ret. Der hvor Ferrarien
havde stået, var der nu helt tomt.
Betonen gav sig igen, så jeg undlod at vrikke for meget med den, og gik ind til
Peter Kent, samtidig med at Maja gik tilbage til sin radio. Skal du ikke ringe til
politiet så vi kan få deres hjælp til at fange skurkene, spurgte jeg Peter.
Næææhhhh, sagde han og trak på skulderen, den slags tager min far sig af. Jo men,
fortsatte jeg, inden du får fat i din far·kan Ferrarien være langt væk. Tror du
virkelig det, spurgte han og gik hen til telefonen der var·en gammeldags med
drejeskive. Jeg bekendtgjorde for Maja, at Peter Kent lige lånte telefonen. Derefter
skulle jeg lige tjekke altanens beton endnu engang.
Tilbage i stuen bekendtgjorde Ole Giber (nu var Peter Kent blevet til Ole Giber),
at politiet ikke kunne lede efter Ferrarier i telefonen, så de ville komme personligt,
da den måske på den måde ville være nemmere at snuse op.Vi tog hver en stol med
ud til døren, og satte os til at vente på politiet.
Lidt efter trådte uden videre en velvoksen mand ind af døren. Goddag, sagde han
og gav hånd, jeg hedder Kim. Han gik videre ind i stuen, satte sig på sofaen, og
råbte tilbage: Jeg er blikkenslageren. Javel, tænkte jeg som om det var det
naturligste af verden, at en blikkenslager satte sig ind i stuen. Så gik jeg igen på
køkken-altanen. Betonen virkede mere og mere skrøbelig, og jeg forudså at der
kunne ske grufulde ting med folk der gik nedenfor. Du må hellere se at ringe efter
muremesteren, råbte jeg til Maja og vupti, så vågnede jeg.

Endnu en drøm!
Hvad pokker foretog jeg mig på Skolevej i Sorø i nat? Det får jeg næppe et svar
på, men en lidt underlig drøm var det. I huset på Skolevej samlede jeg nogle ting
sammen, der skulle bruges hjemme hos mig selv i Brabrand. Det undrede mig ikke
det fjerneste hvorfor de stadig befandt sig der, næsten 50 år senere. Da jeg skulle
begive mig afsted mod stationen, gik døren til mit barndomshjem op, og Dorthe
trådte ud på trappen og sagde: Du skal da ikke slæbe på alt det i bussen. Tag bilen,
jeg køber bare en ny. Nu havde jeg næppe taget bussen fra Sorø, men derimod
toget. Nå, men det var da et generøst tilbud med den bil, så jeg satte mig ind i den
og bakkede ud af garagen.
Igen noget mystisk, for den garage befandt sig ikke på Skolevej. Nu trillede jeg
nok så lystigt derudaf som nybagt bilejer, men ved et lyskryds nægtede bilen at
køre videre. Jeg slap håndbremsen, men det hjalp ikke. Så drejede jeg nøglen og
tændte igen, og vupti, gik det derudaf mod næste lyskiyds. Det viste sig at være
krydset: Silkeborgvej/Viby-Ringvej. Da lyset skiftede til grønt, satte jeg foden på
pedalen, men fjernede den skyndsomt igen, da hele fodgængerfeltet med et var
fyldt med glade og forventningsfulde folk i alle aldre. En betjent bankede på ruden,
jeg rullede ned, og så rakte han mig en cigaret: Her, sagde han, fordriv ventetiden
med en smøg. Nej tak, svarede jeg venligt, jeg har ikke røget siden fredag d. 31.
juli 2009, og agter heller ikke at gøre det nogen sinde mere. Der lød musik i det
fjerne, og det kom nærmere og nærmere. Det måtte være en eller anden garde, og
det var det også. Det var Den Kgl. Livgarde. Desværre ikke i rødt, selv om de
burde have gjort det, når det nu var i min drøm de marcherede. De gik i retning
mod Viby, og foran marcherede et par, nok så kækt. Damen havde en nydelig kjole
på, og jeg tænkte om det var Dronningen, men nej, det lignede ikke.
Min videre plan var herefter, at svinge ind til City Vest og handle de tunge varer
ind, nu Dorthe havde foræret mig bilen, men inden jeg nåede til Tinesvej og skulle
blinke af, vågnede jeg, til en ny status. Jeg er ikke bilejer, og skal jeg have noget i
City Vest, må jeg bruge de ben jeg har fået til det samme. Næh, mine drømme
mangler logik. Mage til forvirringer skal man lede længe efter. Men tilbage til
virkeligheden.

Med livrem og seler!
Jeg har gjort det sidste klart. Skal ned og med bussen. Først et smut til Viby, og
bag efter et møde med Brylle i Storcenter Nord. Jakken er på, og ifølge uret,er der
lidt under 15 minutter til bussen kører. Livremmen skal lige have et nyk (eller
hvad man nu kan kalde det), og så sker det. Remmen knækker, og jeg har (fjollet
som jeg er), ikke nogen reserve.
Tankerne hvirvler gennem hovedet, og jeg siger højt og irritabelt ud i stuen: Jeg
kan lige så godt aflyse det hele. En mulig løsning farer gennem mit hoved:
Når man kan ringe og bestille en pizza, er der så ikke også et sted, hvor man kan
bestille og få bragt en livrem med masser af huller i. Nåh nej, det er der vel næppe.
Jeg går i panik. Kan ikke tage i byen på denne måde. Mit blik falder i retning af en
rodekasse. Hvad er det for en blå ledning? Jeg ser det er et netværkskabel, og føler
mig pludselig som den store opfinder (må hellere søge patent), af en ny slags
livrem. Jeg får bundet det om livet og strammer med flere knuder og går af sted
mod bussen. Egentlig er jeg en smule stolt over min opfindelse, men inden jeg når
hen til bussen mærker jeg, hvordan mine bukser gerne vil glide ned.
Den ene hånd i lommen i en fart, for via den vej at holde op i dem. I den anden har
jeg mine indkøbsnet fra Guldbageren. Til al held er der vindstille, så hatten ikke
blæser af. Sikken et syn det ville være, hvis hånden røg op af lommen for at holde
på hatten. Det behøver jeg ikke at beskrive nærmere.
Mit ærinde i Viby bliver hurtigt overstået, og med den velkendte hånd i lommen
finder jeg næste bus til Storcenter Nord.
De har en stor Føtex, og det var der jeg allerførst gik ind, og der fandt jeg en livrem
der kunne nå om maven. Samtidig fandt jeg et par seler, og med disse fantastiske
varer, gik det af sted til et kundetoilet, hvor jeg opholdt mig i ikke under en halv
time.
Først skulle livremmen på, men da jeg så skulle spænde den, opdagede jeg til min
rædsel, at der ikke var huller nok, og nu er hullemaskiner ikke noget jeg sådan
render rundt med i inderlommen. Så åbnede jeg for selerne. Jeg har en stor respekt

for seler. Hader tanken om selen der siger svup og rammer mig i nakken. Det lyder
måske nemt, men som jeg stod der var det ikke nemt at finde ud af selerne.
Lige som jeg skulle spænde den sidste dims fast, ringede telefonen. Det var Brylle
der fortalte, at han tog hjemmefra nu. Jeg må have lydt voldsomt forpustet i
telefonen, for sådan havde jeg det. Endelig, efter talrige forsøg lykkedes det mig
at få selerne til at lystre.
Det var helt nyt for mig, jeg havde ikke brugt seler i mange år, og så gik det ellers
mod bistroen hvor jeg satte mig meget forsigtig ved et bord, (forestillede mig
stadig et seleklask i nakken).
Buksemæssigt endte dagen godt,og for at være helt ærlig, så havde jeg i lang tid
både livremmen og selerne på, når jeg gik i byen. Så skulle jeg være helgarderet.
Første måltid, i storcenter Nord, efter jeg havde fået bugt med mine nyerhvervede
seler.

Bagefter skulle Henrik og jeg se lidt Bølle-Bob, og hilse på.

I Maj 2013 var jeg lige et smut forbi her. Det er personaleindgangen til
Folketeatret, akkurat som i 1967. Bag kælder-vinduerne er kantinen, hvor jeg har
oplevet adskillige hyggelige stunder.
Jeg måtte også hen i Krystalgade, for et øjeblik at sidde på en bestemt trappesten,
hvor Ole Monty i filmen Det var på Rundetårn, venter på at pigerne skal gå ind af
døren, til landsretssagføreren, Kjeld Petersen.

For mange er dette vel bare en ubetydelig tilfældig mur, som i nær fremtid
forsvinder helt. For mig åbner den op for mange minder. Den ene af mine to
barndoms biografer. Det var bl.a. ved disse udhængsskabe jeg så, de spillede
Ballade i manegen med Peter Alexander. Det var også der, jeg stod med den øvrige
del af familien, og skulle ind for at se en tysk film med Hans Albers, der hed: Das
herz von st. Pauli. Jeg studerede plakaten i skabet til venstre, og billederne i de to
øvrige. Det var en mandag, og jeg ville hellere ind til Victoria i Sorø, i håb om, de
viste noget bedre. Jeg fik pengene og løb ind til Sorø og så, ja - Das herz von st.
Pauli. Utroligt at de viste den samme film i begge biografer. g ville godt have haft
den mur med hjem, men hvor skulle jeg gøre af den? På altanen ville den dække
for udsynet, men jeg har billedet, og med det har jeg samtidig alle de minder der
følger med.
Hvad der dog har hængt der af plakater og billeder. Conny og Peter, Sønnen fia
Amerika, Soldaterkammerater på bjørnetjeneste, Gøg og Gokke, Hopalong
Cassidy bare for at nævne nogen.

Rundt om i Storgade i Sorø, hang der små historiske skilte, f.eks. dette hvor
Byporten engang var placeret.

Så mange pladser var der i Victoria, i mine unge dage. Jeg foretrak at sidde på 23.
række nr. 1 eller 2. Som noget yngre, var det selvfølgelig nede på første række jeg
sad. Sofa var den rene luksus, og jeg husker det var der jeg sad med mormor, da
vi så Færgekroen.

Ja, det radio halløj elsker jeg. Her har Ingrid taget et billede af mig i Vibycentret,
medens jeg laver interview med hende, Volker og Alice.

Pudsigt med skæg og mig. Det har aldrig i mit liv været så stort, som det er i H
En tidelig morgen morgen samledes Godhavnsdrengene foran Byretten i
København. Desværre blev det ikke til en undskyldning, hvilket undrer mig ikke
så lidt, da Norge, Sverige, Finland, Irland og mange flere har givet en officiel
undskyldning til børnehjemsbørn. Selv norske Kong Harald har trådt frem på TV
med en undskyld.

Hygge komsammen med Poul og Arne!
Dette billede af Poul, Arne og jeg, er fra en weekend hvor vi havde hygget os
hjemme hos Poul. Det er altid så hyggeligt at komme der, og jeg husker at vi den
weekend, lige var et smut i Vordingborg, så jeg kunne få et par billeder af
Gåsetårnet, som jeg mystisk nok aldrig havde været i nærheden af.

Og så er vi til reception på Politiken, i anledning af Ole Tornbjergs bog: Drengen
fra Godhavn. Både Ole Tornbjerg og Sara Smed smiler til fotografen. (mig).

En fantastisk bog, af Ole Tornbjerg, og han har virkelig fået det hele med. Samtidig
med at handlingen skrider fremad, kan jeg se det hele for mig i billeder. Ole har
ramt plet.
Jeg medvirker selv i bogen, dog ikke med mit eget navn, men med navnet Bent
kaldet Sanger-Bent. En lille pudsighed er. At min bror hedder Bent, og han havde
en stor interesse for sang, i form af opera.
For at I kan se, hvor tæt Ole Tornbjerg har ramt mit liv, vil jeg gengive en lille bid,
hvor Bent møder bogens hovedperson Kalle.
”Hvor er du egentlig fra?” spurgte Bent.
”Slagelse.”

”Jeg har været i Slagelse, flere gange” sagde Bent og lignede en der netop havde
fortalt at han da havde været i både Amerika og Afrika – og sejlet på de syv
verdenshave. ”Jeg er fra Sorø. Det er jo lige rundt om hjørnet fra Slagelse.”
”Hvorfor er du blevet sendt herop?”
”Min far bankede mig,” sagde Bent stille. ”Jeg stak af.”
”Hvor løb du hen?”
”Forskellige steder. Jeg tog toget når jeg havde penge. Jeg stjal fra min mors pung,
eller jeg samlede ind på gaden. Jeg sagde til folk at jeg samlede ind til
udviklingsbistand.” Bent lo hult og fortsatte: ”For en måned siden stjal jeg en
billetblok der lå inde i konduktørens kabine. Jeg blev taget af politiet da jeg
prøvede at bruge den på en tur til København. Jeg ville ind til Rundetårn.”
”Hvorfor ville du ind til Rundetårn?” Kalle havde aldrig set Rundetårn.
”Kender du den ikke? Kender du den virkelig ikke?” spurgte Bent og så på Kalle.
”Hvad for en?”
Bent begyndte at synge:
Og her har Ole Tornbjerg så gengivet 1. vers af sangen: Det var på
Rundetårn.
Bent grinede lykkeligt.
Kalle så over på Røde der rystede opgivende på hovedet.
”Hvor kommer den fra?” spurgte Kalle. Han syntes han havde hørt sangen før.
”Den er fra filmen Det var på Rundetårn med Ove Sprogøe og Dirch Passer.”
”Jeg kommer ikke så tit i biografen,” sagde Kalle. ”Jeg hsr kun set westerns.”
”Jeg elsker danske film,” sagde Bent. ”Jeg fik et job i biografen i Sorø. Jeg skulle
feje efter hver forestiling i weekenden, og så sagde direktøren at nu hvor jeg
alligevel var der, kunne jeg lige så godt se filmene, så det gjorde jeg. Jeg så alle de
film de viste. Det var på Rundetårn har jeg set mindst ti gange. Det er min
yndlingsfilm.

Et billede der stråler af livsglæde, og alligevel er det vemodigt at tænke på, at Otto
(nr. 2 fra venstre) ikke er blandt os mere. Han nåede lige at se filmen: Der kommer
en dag, hvor han var inspiration til hovedpersonen Elmers rolle.

Udenfor Odense slot, hvor vi mødtes inden forpremieren på filmen, stod statuen
af Frederik d. 7. Han må da stå mange steder i landet. Det var jo faderen til den
Grundlov, som det offentlige ikke altid bruger korrekt overfor befolkningen.
Fra venstre: Mig, Carsten, Arne og Ove.

Her sidder vi, og ser filmen. Det var en barsk omgang, da vi genkendte flere af de
ting der foregik.
En af scenerne viste de 2 drenges flugtforsøg. De kom med op at køre, men ham
der tog dem op, vendte vognen og kørte dem tilbage. Akkurat som den flugt jeg
har nævnt tidligere, hvor en kammerat og jeg tager afsted. Vi bliver også samlet
op, hvorefter bilisten vender vognen og kører os tilbage til Godhavn.
Jeg har set filmen adskillige gange, og hvergang er der ting som gør ondt at se,
fordi det virkelig er foregået, og flere ting er for os drenge, let genkendelige.
Lars Mikkelsen gør det fantastisk som forstanderen, og rammer ham præcis. Det
fortalte jeg ham også efter forestillingen, hvor der var en lille komsammen. Bl.a.
havde jeg lagt mærke til, at et af hans hår strittede på en speciel måde, der var med
til at give et ekstra stærkt billede af forstanderen.

Da vi var til forpremiere i Imperial i København, stod jeg på rød løber et sekund.

Mindemandag i Svendborg!
Et projekt vi deltog i, var Mindemandag på Svenborg Forsorgsmuseum.
Fra venstre: Sara, Arne, Ole, Poul, Peer og Stine.
En af de opgaver vi fik, var at vi hver for sig skulle vælge et billede, som kunne
gemme på en eller anden historie, som vi derefter kunne fortælle.
Som I kan se på billedet, ser jeg meget grublende ud, medens jeg udser mig et
billede. Det var svært, for der var flere som jeg kunne bruge, men jeg valgte så et
billede med en masse glade unge, der var ude at bade. Det billede fik mig til at
tænke på de gange, vi på Godhavn gik i flok ned til stranden. Jeg brød mig ikke
om at være med, for medens de andre muntrede sig i bølgerne, følte jeg mig
udenfor, fordi jeg ikke kunne svømme, og nærmest fremstod som en kluntet
tøsedreng. Sådan havde jeg det også med andre ting i livet.

Svendborg museum var også spændende på andre måder. Der er foretaget flere
optagelser til filmen: Der kommer en dag.
Her er det lille køkken, hvor Sonja Richter der spiller mor til drengene Elmer og
Erik, skælder dem ud.
Det næste billede, hang i stuen, hvor vi spiste frokost, og fik kaffe.
Det samme billede ser man hænge på væggen i filmen.

Denne stue blev i filmen brugt som sygestue. Det var der at Elmer gemte sig under
sengen. I et rum ved siden af, stod sengene.

Til slut vil jeg sætte et par ekstra af mine Radio-oplysningsbilleder.