<strong>EVIGHEDENS</strong> <strong>DAL</strong> Et rollespil om pingviner Pingviner ankommer til Evighedens Dal for at dø. Rejsen fra Den Stille Kyst langt ud til gletsjeren er lang og tung, men har ingen betydning for de fleste. Dem, der hører gletsjerens kald, kan kun gletsjeren hjælpe. På Den Stille Kyst findes der snesevis af pingvinkolonier, hvis beboere gør deres bedste for at ruge duelige unger. Om foråret klækker ungerne ud og tager afsted til Overflødighedens Ocean for at fiske og lære om verden. Den almindelige pingvin bliver født på Antarktis, men tager aldrig isen til sig. Havet er hans overflødighedshorn, den isede kyst er hans helle for havets rædsler. Der findes også dem som havet ikke lokker. Når deres kammerater dykker for første gang i bølgerne, vandrer disse få mod Fortabelsens Bjerge, selvom der ikke findes andet der end sten, is og Evighedens Dal. Ikke alle dør. Nogle bliver genfødt. Gletsjeren tager dem til sig, og de kan aldrig vende tilbage til de andre pingviner. Når den strenge vind blæser gennem bjergtoppene, forandres deres trygge, sorte ryg til hvid og deres mave til sort på grund af alt det onde, som vinden blæser ud af dem. De, som overlever, vender tilbage til gletsjeren helt forandrede. De har taget kulden til sig og accepteret deres plads på gletsjerens øde uendelighed. De er antipingviner. Antipingvinen Hvide Himmels historie Da Artemis klækkede ud, var han som hvilken som helst anden kejserpingvin. Han var en nysgerrig lille bold dækket af grå babyfjer. Artemis´ koloni var plaget af kjover og kulde. Søleoparderne myrdede hans venners forældre og man kunne intet stille op mod de blodtørstige antipingviners plyndringer. Artemis var kun en yngling og forstod ingenting af pingvinlivets modgang. Han havde venner og forældre, som elskede ham. Forældrene tog sig af deres unge og var bekymrede for ham, men ungen levede i en tilstand af uskyldighed. Til sidst kom tiden, hvor han skulle til havs. Artemis´ og hans kammeraters grå babyfjer faldt af og afslørede den unge pingvins sorte ryg. Eller rettere: skulle have afsløret den. Da Artemis´ fjer fald af, kom der noget forfærdeligt til syne. På hans ryg var der en hvid plet. Artemis forlod sin koloni ligesom alle sine jævnaldrende. Men da de andre tog kursen mod havet, måtte Artemis som den eneste stile mod Evighedens Dal som udstødt. Alle de andre unge pingviner dykkede ned i Overflødighedens Ocean, men Artemis vidste, at de ikke ville ønske ham velkommen i deres gruppe. Den hvide plet markerede ham som gletsjerens ejendom. Hans forældre syntes, at det ville være bedst hvis Artemis vandrede alene ind i det hvide for at dø. Artemis tog af sted til Evighedens Dal, fordi han tænkte, at den kunne være et hjem for en som ham. Under den to uger lange rejse til Fortabelsens Bjerge lærte han for alvor hvad kulde var, og forstod også, at Evighedens Dal ikke kunne være et hjem for nogen overhovedet. Artemis var på vej mod sin død, men fortsatte alligevel. Evighedens Dal er en sprække i Fortabelsens Bjerge. Skuffelsernes Gletsjer, som rejser sig op på den anden side af bjergene, presser sig op imod bjergene og rutsjer ubarmhjerteligt ned ad Evighedens Dal. Dalen er den eneste rute op til gletsjeren. Foran sig kunne Artemis se en afgrund af is kun begrænset af stejle, spidse bjergskråninger. På bunden lå resterne af utallige pingvingenerationer. I Antarktis´ kulde fryser kroppen til is og bliver aldrig til jord. For Artemis så det ud, som om alle disse hundreder af pingviner bare havde lagt sig til at hvile og kunne vågne hvornår det skulle være. Kun sneen og isen, der havde hobet sig op over dem, kunne fortælle hvor længe de havde ligget døde. Nogle af dem var ankommet for nyligt. Nogle havde ligget der i hundredevis af år. 6 7