merged (1)

SPEKTRUM
E n h y l d e s t t i l d e n e x c e n t r i s k e u n g d o m
E n h y l d e s t t i l d e n e x c e n t r i s k e u n g d o m

SPEK
TRU
M
august 2018
SPEKTRUM
NYSGERRIGHEDEN BLEV TIL UNDREN.
OG UNDREN BLEV TIL HANDLING.
I EN TID HVOR UNGE OFTE BLIVER GJORT
OP I STATISTIKKER OG CLICKBAIT
OVERSKRIFTER, VIL JEG GERNE SÆTTE
ANSIGT OG FARVE PÅ VORES UNGDOM.
I VORES TID HANDLER DET OM AT HAVE
DET GODT I SIN KROP. MEN DET
HANDLER OGSÅ OM AT HAVE DET GODT
MED DET MAN LAVER.
taget af victor søe kristensen
SPEKTRUM VISER ALT MIDT I MELLEM.
ALT DER KAN SES, OG ALT DER IKKE KAN
SES. SPEKTRUM REPRÆSENTERER DEN
SKARE, SOM IKKE VIL FØLGE
STANDARDEN OG NORMEN, MEN VIL
STILLE SPØRGSMÅL TIL DEN.
.

1. PLAYLISTEN SIDE 4
2. VICTOR SØE KRISTENSEN SIDE 6
3. TOBIAS GRÄS SIDE 14
4. EMMA SEIRUP SIDE 25
5. ALICIA TIVANE SIDE 32
august 2018
SPEKTRUM
INDHOLD

RADAREN
Jeg har det seneste år haft
følehornene ude og prøvet at finde det
bedste musik til magasinets playliste.
Både sange, der er umiddelbare
ørehængere samt sange, der lige skal
lyttes til et par gange, før man måske
sætter dem på sin egen playliste.
Sange, som kan afspejle hver krog og
hvert hjørne af vores ungdom i dag og
kan spilles i baggrunden, mens du
bladrer gennem magasinet.

RADAREN
DAVID BOWIE - when i met you
MOSES SUMNEY - make out in my
car SiR - new la THUNDERCAT -
walk on by WASHED OUT - hard to
say goodbye CHARLOTTE DOS
SANTOS - move on BARSELONA -
pige og dreng MOONCHILD - show
the way GENTS - cold eyes REX
ORANGE COUNTY - loving is
easy STEVE LACY - looks RAVYN
LENAE - closer(ode 2 u) SPOOKY
BLACK - without u MELLOW
FELLOW - how was your day?

H V
O R
D A
N F N E I D R
D U P Å I E R D E
?
Et lille rum i et ungdomshus. To sofaer omringet af kulørte lamper og vinylplader. Fra
sin røde Adidastaske hiver Victor sin notesblok frem, hvor der med store bogstaver
står ’SEPPS’. En bar i Slagelse, hvor Victor er bartender. Jeg slår lydoptageren til, og
Victor fortæller om sin seneste idé. Der er alt fra fotoidéer til tegninger af steder, og
han viser mig en af de idéer, han fik virkeliggjort. Han bladrer over til en meget
iøjnefaldende tekst, der siger: ”VI ER UKRUDTET”. Victor begynder at strege over
U’et med rød kuglepen, så der kun er ”VI ER KRUDTET” tilbage. En idé, som har siddet
fast i flere måneder, men som først er blevet skrevet ned nu. Idéen er en tanke om
den kreative ungdom, der ikke er plads til, og som derfor ses som ukrudt. Han ønsker
derfor med sine værker at bevise at ungdommen er det modsatte. Victor er ivrig i at
fortælle om sine projekter og idéer. Det når til et punkt, hvor han får svært ved at
sætte ord på, hvad det egentlig er, han vil.
"Det er faktisk mest, når jeg er trist, at jeg
kommer på idéer. Derfor bliver jeg
automatisk også lidt glad, når jeg er trist,
fordi jeg ved, jeg får flere idéer. Men jeg får
også idéer, når jeg ser en speciel bygning
eller nogle sjove farvekombinationer. Jeg
synes ikke, man skal presse idéer frem. De
er bedst, når de er personlige og ikke
opsatte."

Jeg skriver dem oftest først
ned, når de har floreret i mit
hoved i noget tid. F.eks. ”VI
ER UKRUDTET”, som jeg først
skrev ned efter 3 måneder.
Når jeg så ikke får flere idéer,
så begynder jeg at gå i
dybden med dem, og det er
også dér, jeg lægger nogle
idéer til side. Så kan klokken
blive 4 om natten, og så har
jeg pludselig nogle nye
tanker om de idéer og kan
kigge anderledes på dem.
F.eks. når jeg har de simple
tegninger, som kan blive til
noget kraftfuldt, fordi jeg har
et helt særligt billede i mit
hoved, af hvad idéen skal
blive til.
HVORDAN FINDER
DU PÅ IDÉER?
Hvad går der gennem dit hoved, når du får en idé?
Hvornår begyndte du at realisere dine idéer?
Der var lidt af et oprør på efterskolen. Der var en lærer, som var meget dygtig. Men
han så bare tingene på en helt anden måde, end jeg gjorde, og det var meget
firkantet. Så gik jeg i gang med en film, der var ret fucked up, og han mente ikke, at
det kunne blive til noget godt. Men så endte han med at stå med åben mund og
polypper, fordi det blev ret godt i sidste ende. For mig var det en kamp mod
systemer, der bliver bygget op, når det gælder alting. Folk tænker bare i kasser, og
der ville jeg være lidt mere provokerende.

HVORDAN FINDER
DU PÅ IDÉER?
Hvorfor droppede du ud af gymnasiet og startede på AFUK, og
hvad har det gjort for dig?
DHO'en, som jeg lagde meget arbejde i, men fik en lav karakter i, var en øjenåbner.
Samfundet kører lidt en skræmmekampagne, om at man ikke kommer til at klare det godt, hvis du
ikke gennemfører gymnasiet. Der gik 3 uger, efter jeg droppede ud, inden jeg fandt ud, jeg ville
starte på AFUK. Det har givet mig rigtig meget selvtillid, og jeg er på bølgelængde med mange af
dem, der går der. Alle er bare inspirerende på hver deres måde. For på gymnasiet er der jo ikke
rigtigt nogen, der har lyst til at være der. Man står bare op med den der tanke: ”Jeg gider egentlig
ikke i skole,” Men på AFUK, der har folk faktisk lyst til at tage i skole, fordi de laver det, de godt
kan lide. Det smitter af på mig. Skole kan
godt være nice, hvis man finder det
rigtige. I stedet for al den
konkurrence, hvor folk har rundsave
på albuerne og gerne vil
frem.
Folk har kaldt mig modig for
at droppe ud, men det er
jeg jo ikke, jeg fandt jo
bare ud af, hvad jeg ville
i tide.

HVORDAN FINDER
DU PÅ IDÉER?
Dine Instagram-billeder er ret rå, hvilket jo er
stikmodsat den perfekte facade, som mange på
Instagram forsøger at bibeholde.
Det var også bagtanken med ’Upoleret ungdom’, min fotoserie, som bare er
billeder af folk, og ikke nogle fancy ting som Gucci-ur og mærkevarer osv. Det
var bare øjenkontakt med kameraet, ingen redigering, ikke så meget pis.
Men det er vel de færreste i vores alder, som
kan relatere til sig selv, når de ser på et billede
af et eksklusivt Gucci-ur.
Alt behøver ikke være så perfekt. Jeg kan bedre lide at lægge ting op, som man
ser i sin hverdag. Så jeg prøver at være nede på jorden. Jeg synes ydmyghed
er virkelig vigtigt, og at man ikke gør det for at få et klap på skulderen. Men at
man gør det, fordi man ikke kan andet.
Hvad vil du så gerne opnå?
Jeg vil gerne flytte til Berlin. Jeg føler mig ret meget hjemme dér. Anden
Verdenskrig har gjort rigtigt meget for den by, fordi den har blomstret op på
en helt anden måde, når de har haft det så hårdt. Ellers kunne det være fedt at
leve af det, jeg laver lige nu. Jeg vil bare gerne altid have muligheden for at
have det som frirum. Jeg kan bedre lide processen i at tage billeder og få idéer,
og det er dét, der driver mig. Fremfor at vise det til andre.

illeder fra
victors instagram
viggo_amig0

HVORDAN FINDER
DU PÅ IDÉER?
"Jeg kan bedre lide processen i at tage
billeder og få idéer, og det er dét, der driver
mig. Fremfor at vise det til andre."

T O B I A S
G R Ä S

T O B I A S
G R Ä S

Jeg hedder Tobias. Jeg er 18 år
gammel og er opvokset i en provinsby.
Jeg fortalte min omgangskreds, at jeg
var homoseksuel, da jeg var 15. Jeg gik
på Viby Efterskole 16/17 og går på
danselinjen på Oure Kostgymnasium.
I al den tid hvor jeg har været bevidst
omkring mig selv, har jeg egentlig
tænkt "fuck dig, hvis du tænker et
eller andet om mig". Jeg må være,
som jeg er. Jeg gik i diverse kjoler i
børnehaven og har egentlig bare altid
gjort, hvad der gjorde mig glad. Jeg
skrev en status i 2015, som jeg stadig
står meget ved i dag, og som stadig
er relevant. Jeg er blevet spyttet efter
på gaden og råbt efter og på det
tidspunkt, blev jeg indelukket. Men så
tænkte jeg "fuck nej", det her skal
altså ikke lægge låg på det, jeg altid
har været. Homoseksualitet er blevet
mere accepteret, men det er bare
stadig meget nyt for den mere
snævre del af befolkningen. Jeg tror
vi er på rette spor, fordi den
nuværende generation er meget
åben.
Efterskole var virkelig en stor
omvæltning. Jeg har boet i Nyborg
hele mit liv, og jeg har været i det
samme miljø i meget lang tid. Efter
Viby blev jeg mere åbensindet og fik
venner fra hele landet. Nyborg er en
forholdsvis stor kulturby, og der sker
også en del ting, men efterskolen
gjorde, at jeg mødte nogle ligesindede
folk, som også var på min alder. De
har været virkelig gode til at støtte op
omkring, hvem jeg er, og hvad jeg
foretager mig. Jeg har aldrig følt, jeg
har haft behov for at skjule noget.
Efter jeg sprang ud, er jeg begyndt at
snakke mere med mine venner og
veninder om alt muligt. Jeg vil også
meget hellere have at de spørger
direkte ind til min seksualitet, end at
de skal prøve at "opfinde" et svar selv.

På Oure er der en del konkurrence.
Det ville ikke undre mig, hvis der var
mindst 15 fra min årgang, som er på
landsholdet. Men på danselinjen er vi
meget sammen på tværs af årgange,
og alle er søde mod hinanden. Det er
meget rart, at der ikke er et stort skel
mellem 1.g'ere og 3.g'ere. Men
selvfølgelig er der konkurrence, og
nogle gange er der også folk, der
græder. Man får selvfølgelig afslag,
og alt kan ikke altid gå efter ens
hoved. Men jeg får en fighter-vilje, og
tænker "Jamen, om et halvt år, så
kan jeg nå til tops," Så øver og øver
jeg. Det er dér, hvor jeg tænker på de
folk, som har spyttet på mig og kaldt
mig alt muligt, at jeg får lyst til at
kæmpe videre, fordi jeg allerede er
nået langt nu. Jeg har planer om at
søge ind på Musicalakademiet i
Fredericia og håber på at kunne
komme ind. Men i sådan en branche,
må man også have en backup. Så
hvis jeg ikke kommer ind, kunne jeg
godt tænke mig at læse noget
indenfor biokemi. Men der er virkelig
mange ting, jeg gerne vil, så jeg er ret
åben overfor alt.
Mine forældre har på en måde altid
været luften under mine vinger. Hvis
jeg ville spille fodbold, blev jeg meldt
til fodbold. Hvis jeg ville spille
musicals, så blev jeg kørt helt op til
Nordfyn for at være med der. Nu
betaler de dyre domme, for at jeg
kan gå på Oure, så jeg er virkelig
taknemlig. De har ladet mig være den
jeg er og har købt barbiedukker til
mig, hvis jeg har ønsket mig det. Hvis
jeg var blevet presset ned i en kasse
og blevet pacet til at spille fodbold, så
ville jeg jo ikke være lykkelig. Da jeg
var yngre, blev jeg mobbet, og der er
jeg stensikker på, at det var at spille
teater, der reddede mig. Da jeg var
ret nede, blev jeg tilbudt at være med
i min første forestilling, Charlie og
Chokoladefabrikken. I dag er jeg så
glad for, at jeg sagde ja. Hver gang
jeg ser Dorthe, som tilbød mig rollen,
giver jeg hende en kæmpe krammer,
fordi det er hende, der sammen med
mine forældre, fik mig til at springe ud
i det. Hvis jeg ikke havde sagt ja,
havde jeg været et helt andet sted,
end jeg er lige nu, og det er ret syret
at tænke på.

"Man skal ikke putte så
mange labels på alt. Jeg
går i det, jeg har lyst til.
Hvis jeg har lyst til at have
rhinsten i hele ansigtet, så
gør jeg det."

"Der er mange afslag i det
konkurrenceprægede miljø, jeg
er i. Men jeg bliver også virkelig
motiveret af andre, når de
bliver udtaget til talenttræning
og pludselig skal være med til
VM."

entertainment is a money machine
entertainment is a money machine
entertainment is a money machine
entertainment is a money machine

E M M A
S E I R U P

EMMA SEIRUP ER 14 ÅR OG HAR
GÅET TIL BOKSNING I 5 ÅR. HUN
HAR HAFT 8 KAMPE OG TRÆNER
HVER DAG.
OM AT STARTE TIL BOKSKNING:
"Jeg manglede noget at gå til og havde allerede prøvet
fodbold, men det fangede mig ikke rigtigt. En dag så jeg
noget om brydning i fjernsynet, og så tog jeg egentlig
bare til Nyborg for at prøve boksning."
OM AT GÅ I RINGEN:
"Det er ret specielt at gå i ringen. Det at komme ind og
mærke, at det hele kun handler om dig og den anden
person, du står i ringen med."
OM AT VÆRE KONKURRENCEMENNESKE:
"Jeg er ikke særligt glad for at tabe, haha. Men det er også
sjovt at bokse. Når man først har været et par gange i
ringen, så har man ikke lyst til at slippe det igen. Der er en
helt anden stemning ved at gå i ringen, end hvis du bare
står og sparrer."
OM AT KUNNE SE NÅR TRÆNINGEN GIVER POTE:
"Det gik virkelig godt til Jyske Mesterskaber, og jeg endte
med at vinde stort. Der fik jeg virkelig meget motivation og
ville gerne fortsætte. Jeg fik egentlig bare lysten til at tage
hjem og træne igen og lære noget nyt."

"FØR JEG GÅR I RINGEN, TAGER JEG DET
HELT ROLIGT OG SAMLER MINE TANKER.
MEN JEG KAN GODT BLIVE MEGET
NERVØS OG TÆNKE "OH SHIT, HVAD ER
DET NU LIGE JEG LAVER", MEN NÅR JEG
GÅR I RINGEN, SÅ FORSVINDER DE
TANKER. MAN HAR ALTID
SOMMERFUGLE I MAVEN, FORDI MAN
SKAL BEVISE OVERFOR NOGLE ANDRE,
AT MAN ER GOD NOK TIL AT VINDE."
"NOGLE GANGE KAN FOLK SOM JEG
SKAL SPARRE MED BARE TÆNKE "NÅ,
DET ER JO BARE EN PIGE". MEN SÅ
KOMMER MAN IND OG VISER, AT PIGER
GODT KAN VÆRE FARLIGE. DET GIVER
MIG I HVERT FALD BLOD PÅ TANDEN,
NÅR JEG SKAL BEVISE, AT JEG ALTSÅ
GODT KAN NOGET."
"JEG VIL GERNE PÅ LANDSHOLDET OG
TIL OL, NÅR JEG BLIVE ÆLDRE. JEG VIL
GERNE NÅ AT HAVE 11-12 KAMPE INDEN
ÅRET ER SLUT.

Emma Seirup
Emma Seirup

SPEKTRUM
E n h y l d e s t t i l d e n e x c e n t r i s k e u n g d o m

alicia tivane

alicia tivane

Man kan tit fortælle meget om en person ud fra deres
ansigtsudtryk, kropssprog m.m. Sådan havde jeg det i hvert
fald, da jeg først mødte Alicia. Med sine smilerynker og sin
latter udstrålede en ungdommelig energi, som smittede af. Mit
umiddelbare indtryk var derfor også, at Alicia var livsglad.
Senere fandt jeg ud af, det ikke altid havde været sådan.
Alicia blev færdig med gymnasiet i 2017 og skal igang med sit
andet sabbatår. “Jeg føler jeg får nok af de jobs jeg har, jeg vil
ikke have at penge skal være alt. Jeg kan godt hade, når det
kun skal handle om penge. Jeg føler mig ikke presset til at
skulle arbejde dag og nat, men jeg tjener nok til at kunne spare
op.

Alicia havde oprindeligt København i
tankerne, men regner med at flytte til
Odense i stedet for at studere:
"Jeg har overvejet at læse psykologi
eller klinisk diætetik, som er ernæring
indenfor mange sygdomme. Jeg vil
gerne kunne hjælpe mennesker den
vej. Jeg har selv kæmpet med en
spiseforstyrrelse, og jeg husker at den
behandling der var, var jeg meget
overrasket over. Dét at man bliver fedet
op til at veje noget bestemt, for så at
blive sendt hjem. Uden at se på om
man egentlig har det godt, eller om
man er klar til at komme ud af
systemet."
Lige så snart jeg kom hjem, var jeg
nærmest mere deprimeret end før,
fordi jeg vejede 10 kilo mere og hovedet
slet ikke var med. Man kom til samtaler,
men fokus var på, at man skulle tage
på. Man kan sagtens spise, det er ikke
dét, der er problemet. Det er bare ens
hoved, der ikke vil lade en gøre det. Du
får en kostplan, som de regner med, du
skal følge og klare dig med. Der blev sat
fokus på, at det bare var diagnosen, der
skulle behandles fremfor personen."
Hvordan går det?
En af Alicias bekymringer er samtidig,
hvor tabubelagt mental sundhed er: "Jeg
føler, det er noget, der skal italesættes
meget mere. Det skal ikke være sådan, at
man skal være "bange" for at ødelægge
stemningen ved at bringe emnet op. Det
skal være sådan, man kan være ærlig
omkring det, når man har lyst og brug for
at snakke om det. Det burde bare blive et
normalt samtaleemne, ligesom så meget
andet. Det er desværre alt for normalt i
dag, at mange folk har det skidt, så hvis
man ikke får snakket om det, så bliver
det heller aldrig fikset. Vi burde være
mere åbne omkring, hvordan vi har det."
Til det tilføjer hun også, at vi skal hjælpes
ad med at afkræfte fordommene
omkring mental sundhed: "Det er dem
du mindst forventer, som udfører
selvskade og ikke de typiske stereotyper,
som gør det. Det er måske, fordi de føler
sig som en byrde, de ikke vil snakke ud
om det. Vi skal virkelig huske at lytte til
hinanden og gøre sit, for at man får lyst
til at åbne sig op for hinanden. Det er jo
altid rart at vide, at der er nogle, der
bekymrer sig om en."

"Muligvis mit stolteste øjeblik. Fra
tanken om at droppe ud, give op og
lade min mentale tilstand styre mit
liv, til at stå på den anden side,
stærkere og med huen på hovedet."

"Efterhånden mærkede jeg, det var for
meget for mig at skjule, for mine ar er
jo en del af mig nu. Da jeg begyndte at
få veninder i gymnasiet, og de lagde
mærke til mine ar og spurgte ind til
dem, indså jeg, jeg lige så godt kunne
være ærlig omkring det. I løbet af 2.g
begyndte jeg at stå mere ved det, og jeg
er ikke i tvivl om, at den periode har
gjort mig til den jeg er. Jeg er i dag
meget mere fast besluttet på, hvad jeg
vil have, og hvad jeg fortjener og har
brug for."
"Jeg fik min diagnose i slutningen af
folkeskolen. Jeg havde været nede i ca.
to år før det, gjorde selvskade på mig
selv m.m. Efter min klasse fik at vide,
hvad jeg led under, lagde jeg mærke til,
at de ændrede sig og var lidt
påpasselige med, hvad de skulle sige til
mig. Men da jeg startede på gymnasiet,
ville jeg starte på en frisk og ikke lade
nogen vide, hvad jeg gik og døjede med.
Jeg gik med langærmede trøjer for at
skjule mine ar, for jeg ville virkelig ikke
have, at folk skulle fatte mistanke."

"Et af mine glade øjeblikke. Bare mig
og min bedste makker som reddede
mit liv."

frirum
"Da jeg havde det rigtigt skidt, var det at
gøre skade på mig selv nærmest mit
frirum, og det blev nærmest en rutine
at gøre det. Jeg kom så i behandling og
fik forskellige værktøjer til at distrahere
mig fra de dårlige tanker. Det var også
her, jeg begyndte at tage billeder, fordi
jeg synes, det var så fedt at få det
perfekte billede ved at redigere det
m.m. Fotografering blev derfor også en
form for distraktion for mig, fordi jeg
bare havde brug for at komme væk fra
al rodet i mit hoved.
Billederne jeg tog dengang, var ikke
specielt planlagt. Jeg tog bare mit
kamera med ud og skød en masse
billeder. Jeg tog ofte portrætter af
mine veninder, hvor de legede model
eller bare havde det sjovt. Det
fascinerede mig helt vildt, hvordan et
portræt kunne komme til at se ud
fremfor landskabsbilleder, som godt
kan blive lidt intetsigende. På
portrætter kan man danne sit eget
billede af, hvordan personen på billedet
er eller har det, og det syntes jeg var
virkelig fedt."
perfekt
"Jeg kan godt blive lidt perfektionistisk
omkring billeder, men jeg synes også,
det er vigtigt at vise de nedture, man
har, da det jo er meget naturligt. Jeg
forstår godt, hvorfor folk kan have det
svært med Instagram. Men folk kan
godt blive lidt ignorante og skylde
skylden på selve app'en ved at sige, at
folk er falske og overfladiske derinde.
Men for mig har det bare været en
hobby at tage billeder og få det til at se
flot ud. Det at være falsk og at ville have
et flot billede hænger ikke sammen.
Folk kan hurtigt lade som om, at hvis de
sletter Instagram, så får de det meget
bedre. Det handler jo bare om at huske,
at når man scroller gennem diverse
influencers billeder, så er det ikke
sådan, det ser ud hele tiden. Instagram
har været en inspirationskilde for mig,
da jeg har fulgt en del fotografer og
snakket med mange forskellige
mennesker gennem mediet. Det
handler 100% om ens egen indstilling til
app'en. Man skal ikke shame Instagram,
bare for at shame det."

"Jeg identificerer mig mest som
dansk. Min mor er fra Afrika, og
jeg boede også de første fire år af
mit liv i Afrika, men jeg er
opvokset med danske traditioner
og værdier. Jeg har altid været klar
over, at min afrikanske side var
der, men den har ikke været så
dominerende i mit liv, på trods af
jeg rigtig gerne vil omfavne den."

"Da jeg var yngre, blev jeg ret
frustreret over, jeg ikke havde blå
øjne og lyst hår ligesom alle de
andre. Jeg ville virkelig gerne bare
ligne de andre og tænkte næsten,
jeg så beskidt ud, fordi jeg var
mørk i huden. Det er ret sjovt,
man kan tænke sådan om sig selv.
Men i dag sætter jeg virkelig pris
på mit mørke hår og mine brune
øjne."

tak til tobias
emma alicia
special tak til victor
billeder taget med
minolta dynax 5 og
canon 550d
billeder til collager
taget fra
rookiemag.com