lop 22 - alle sider - Dansk Entomologisk Forening

nis paphia og Polygonia c-album har
også været i tilbagegang, men er nu
på vej frem igen. Måske skyldes en
del af denne tilsyneladende tilbagegang
i virkeligheden at disse arter
naturligt udviser store bestandssvingninger
over meget lange perioder. En
del af A. paphia’s især jyske tilbagegang
er dog med stor sandsynlighed
reel. Desuden er Satyrium w-album
begyndt en tilbagegang der meget vel
kan ende med at arten forsvinder fra
landet. Denne tilbagegang er dog
meget nem at sætte fingeren på: Elmesyge,
da elm er larvens foderplante.
På ’plus siden’ er en del arter der
stadigvæk de findes almindeligvis
mange steder, nogle har sågar været i
fremgang i de senere år.
Ser vi nærmere på de tre grupper;
uddøde arter, arter i klar tilbagegang
og arter der er stabile/i fremgang synes
et par mønstre at træde frem. For
det første er en stor del af de uddøde
arter tilknyttet lys åben skov eller
skovenge. Hvis E. maturna har været
hjemmehørende i landet må den regnes
med i denne gruppe, og da arten
tidligere forekommet i vore nærmeste
nabolande må det regnes for sandsynligt.
Dette var en habitattype der formodentligt
var almindelig herhjemme
før skovloven af 1805, men derefter
hastigt blev sjældnere, da skovene
som følge af driftsændringer (for at
fremme produktionen af tømmer egnet
til krigsskibe) i højere grad blev de
mørkere, koldere og mere ensartede
skove vi har i dag. Udbredelsen af
nåletræsplantager har bestemt heller
ikke gavnet de skovlevende dagsommerfugle!
I den anden gruppe har vi i høj
4
grad ’specialisterne i det åbne land’.
Enten arter der er tilknyttet ugødskede,
tørre arealer med en hvis forstyrrelse
(græsning) eller arter der er
knyttet til våde, ugødskede arealer.
Disse arter bliver med vore dages intensive
landbrug trængt mere og mere.
Enkelte arter som P. amoricanus
og M. arion stiller meget specielle
krav til deres levesteder og lever hos
os desuden på nordgrænsen af deres
udbredelsesområde så selv små ændringer
i landskabet kan få katastrofale
følger.
Den sidste gruppe er i store træk
de arter der har kunne tilpasse sig
vore dages intensive landbrug. Det
drejer sig om arter hvor larverne bl.a.
lever på en lang række græsser, på
korsblomster (her i blandt raps), på
hegns- og til dels havebuske og ikke
mindst de arter der lever på en af den
øgede kvælstof mænges helt store vindere:
brændenælde.
Dette skal sammenholdes med
engelske resultater (Asher et al. 2001)
der i store træk viser at det også på de
Britiske Øer er arter med specielle
habitatkrav der har været og er udsat
for dramatisk tilbagegang.
Selvom billedet naturligvis er mere
komplekst end der her er muligt at
redegøre præcist for er det altså ingen
tvivl om at ændringer i skov- og landbrug,
samt den heraf følgende fragmentering
af levesteder bærer størstedelen
af skylden. Set i det lys bliver
det ikke mindre beklageligt at regeringens
netop offentliggjorte udkast
til naturbeskyttelses- og skovlov i den
grad er blottet for ambitioner og visioner.
�
Bladloppen 22 / 2004