6 n lev febrUar 2012 Indretning af boligerne, uddannelse af personalet <strong>og</strong> stærkt fokus på tværfagligt samarbejde skal være med til at gøre det nye bosted Grøndalsvænge til et unikt sted i arbejdet med mennesker med udviklingshæmning med <strong>demens</strong>
AF LASSE ryDbErg n Foto: HAnS JuHL Et Fyrtårn i <strong>demens</strong> arbejdet Jeg står i elevatoren på det nye bosted Grøndalsvænge, ind træder den pædag<strong>og</strong>iske leder af stedet, der spørger, hvem jeg er. Jeg siger, at jeg hedder Lasse Rydberg, hvorefter han griner <strong>og</strong> siger, at det kaldes han <strong>og</strong>så. Det viser sig, at Vivi, en af beboerne på Grøndalsvænge, af en eller anden grund har bevaret min kones navn i sin erindring – <strong>og</strong> mit navn klæber sig til det. Pedellen, som jeg møder senere, må <strong>og</strong>så leve med at blive kaldt Lasse Rydberg af Vivi, selv om hun har kendt ham i mange år. Vivi, der har Downs syndrom, har nemlig fået Alzheimers sygdom, <strong>og</strong> det går stærkt. Hun er lige flyttet ind i en bolig i et hus, der er beregnet til udviklingshæmmede med <strong>demens</strong>sygdomme. Bolig, miljø <strong>og</strong> viden Grøndalsvænge er ikke kun en bolig for udviklingshæmmede med <strong>demens</strong>, det skal <strong>og</strong>så fungere som et sted, hvor der kan udvikles viden om, hvordan man bedst hjælper <strong>og</strong> støtter disse beboere. Jeg spørger Anne-Grete Nielsen, der er sundhedsfaglig leder på Grøndalsvænge, hvorfor denne konstruktion. Hun svarer: - Jo mere du ikke kan overskue dit liv, jo mere har du brug for hjælp. Hjælpen er både i den måde, boligen er indrettet på, <strong>og</strong> i det miljø boligen indgår i. Et vigtigt forhold er, at personalet er uddannet til at omgås mennesker med <strong>demens</strong> – hvordan afleder de dem, når de bliver ulykkelige, angste <strong>og</strong> forvirrede? Anne-Grete Nielsen forklarer, at Grøndalsvænge gerne skulle blive et fyrtårn i <strong>demens</strong>arbejdet, derfor har stedet et tæt samarbejde med Rigshospitalet med tilknytning af neurol<strong>og</strong>er. Sammensætningen af medarbejdere skal tillige tegne et billede af et bredt tværfagligt samarbejde, som inddrager flere personalegrupper, end man normalt ser på et bosted. Uddannelsen af personalet er obligatorisk <strong>og</strong> omfatter kurser om aldring, <strong>demens</strong>, neuropædag<strong>og</strong>ik <strong>og</strong> om de faglige strategier, der knytter sig til behandling <strong>og</strong> støtte. Det sidste kan være kurser om at bruge livshistorier til at bringe den enkelte beboers fortælling videre, når hun ikke selv kan mere. indretning Grøndalsvænge rummer 50 boliger – 21 af disse er hovedsagelig beregnet til mennesker med Downs syndrom med <strong>demens</strong>. Den ældste beboer er født i 1928, den yngste i 1964 – der er rigtig mange i 40 <strong>og</strong> 50-års alderen. Stedet er opdelt i mindre enheder (lejligheder <strong>og</strong> fællesarealer) med mellem seks til otte beboere. Til hver enhed er der tilknyttet cirka seks fuldtidsstillinger. Herudover er der tilbud om fysio- <strong>og</strong> ergoterapi. Lejlighederne er lyse <strong>og</strong> venlige <strong>og</strong> alle er indrettet med faste hjælpemidler. Udviklingen af en <strong>demens</strong>sygdom kan beskrives fra, at man er mobil til, at man har brug for lette hjælpemidler til, at man har brug for en kørestol, inden man finder sig selv i forglemmelse i fosterstilling. Bostedet har sit eget hus liggende i sansehaven, hvor der er dagbeskæftigelse. Det ses som en integreret del af at leve et værdigt liv med indhold. Aktiviteterne er mangfoldige <strong>og</strong> kan minde om dem, andre seniorer vælger: Cafebesøg, udflugter, håndarbejde, lave puslespil, spille spil osv. " Jo mere du ikke kan overskue dit liv, jo mere har du brug for hjælp" lev febrUar 2012 n 7
Change language