Her ses advokater som ét fedt med terrorister - FlipMaker

Reformen der ikke må fejle
FOlKETINGET GENNEMFøRTE efter grundige forarbejder en reform
af både politiet og domstolene.
Politireformen og de problemer, den har skabt for både politiets
betjening af befolkningen og for politiets personale, har påkaldt
sig stor politisk opmærksomhed. Det er der ikke noget at sige til,
for de problemer der opstår, når politiet svigter, er nemme at forstå
og forholde sig til.
Justitsministeren har reageret på problemerne med politireformen
ved at bede Rigsadvokaten og Rigspolitichefen om en meget hurtig
evaluering og vurdering af, hvilke tiltag der skal til for at imødekomme
den kritik, reformen har givet anledning til.
Advokatrådet må hilse justitsministerens initiativ velkommen, for
et velfungerende politi, som nyder befolkningens tillid, er et meget
vigtigt element i et velfungerende retssamfund.
Men samtidig med politireformen kom der jo også en domstolsreform,
som ikke alene ændrede radikalt i strukturen ved at reducere
antallet af byretter, men som også ændrede på kompetencefordelingen
mellem byretterne, landsretterne og Højesteret, samtidig
med at al tinglysning bliver digitaliseret og samlet ved en central
tinglysningsret.
Og hvordan er det så gået med domstolsreformen?
Først og fremmest må man konstatere, at den offentlige debat om
de problemer, der rent faktisk er forbundet med domstolsreformen,
slet ikke har været så heftig som debatten om politireformen. Det er
trist, men nok ikke så mærkeligt, for de problemer, domstolssreformen
har forårsaget for publikum, har ikke slet så stor medieappel
som en dramatisk forbrydelse, der måske kunne have været forhindret
ved rettidig udrykning fra politiet.
Set fra et helikopter-perspektiv er det imidlertid mindst lige så
vigtigt for et retssamfund at have et velfungerende retsvæsen som
et velfungerende politi.
Min påstand er, at problemerne i retsvæsnet for så vidt ikke er
mindre end problemerne i politiet. Der kunne derfor også være god
grund til at foretage en evaluering af de problemer, der er udløst af
de mange ændringer i domstolene.
Her to år efter reformen kan man konstatere, at domstolenes
funktionalitet af brugerne stadig opleves som ringere end før reformen.
Det skyldes ikke personalet. Det er mit indtryk, at alle i domstolene
AF SYS ROVSING, FORMAND FOR ADVOKATRÅDET
lEdER
– fra yngste kontorelev til retspræsidenterne – har slidt og slæbt, og
at de fleste er gået til opgaven med engagement og entusiasme.
Jeg deler heller ikke opfattelsen af, at det er reduktionen af antallet
af retskredse, der er den egentlige skurk. Småt er godt i nogle
henseender, men Advokatrådet har gennem mange år bakket op om,
at der i et moderne retssamfund var behov for større retskredse – og
det på trods af de strukturtilpasningsproblemer man måtte forudse
for advokaterne med en sådan løsning.
Nogle af problemerne skyldes formentlig den usikkerhed om
personalesituationen, der er blevet skabt af de gentagne udsættelser
af tinglysningsprojektet, og det dræn i erfarne medarbejdere, der er
fulgt i kølvandet på reformen, men nok så alvorligt er det, at domstolene
er lysår bag efter resten af statens institutioner på it-området.
Domstolenes it-systemer er forældede. Om det var erkendelsen
heraf, der førte til, at domstolene blev fritaget for det digitaliseringskrav,
der blev indført i statsadministrationen, ved jeg ikke.
Det er imidlertid en kendsgerning, at advokaterne på it-fronten
indbyrdes og med deres klienter benytter sig af teknologiske løsninger,
som ikke kan anvendes i kommunikationen med domstolene.
Det er nærliggende at antage, at det ikke er viljen, men ressourcerne,
der mangler i domstolssystemet. Jeg tror derfor, det ville være
en god ide at få evalueret behovet for nye tiltag og yderligere ressourcer.
Brugerne bør involveres i en sådan proces – og Advokatrådet
medvirker gerne positivt hertil.
Reformen af domstolene var ikke blot en reform af retskredsene,
men samtidig også en reform som omfordelte arbejdsopgaverne
mellem de forskellige instanser. Der lå mange gode tanker bag reformen
af instansfølgen, men de første erfaringer kunne tyde på,
at lovgiver måske ikke har ramt den helt optimale løsning. Man
må overveje, om brugen af tre dommere i byretssager fungerer som
forudsat, om de sagkyndige dommere har fået den tiltænkte rolle,
om henvisningsreglerne fungerer, som de skal, om Højesteret får
den tiltænkte rolle mv.
Det er for tidligt at fremkomme med en egentlig kritik af de
nye regler om instansfølge mv., men allerede nu synes der at være
grundlag for at foreslå, at der i Retsplejerådets regi foretages en
grundig evaluering af denne del af reformen inden for rimelig tid,
så nødvendige eller hensigtsmæssige justeringer kan foretages med
rettidig omhu.
ADVOKATEN Nr 08/08 5