KFUM-Spejdernes udgivelser

Vælg en kategori i oversigten for at finde den udgivelse, du har brug for.

Alle vores udgivelser kan downloades, ligesom du gerne må citere fra dem, når du angiver kilden. Har du spørgsmål, kan du kontakte kommunikation@kfumspejderne.dk

KFUM-Spejdernes udgivelser

Views
4 years ago

Ildhu 02 2020

  • Text
  • Spejder
  • Spejderne
  • Natur
  • Ledermagasin
  • Ildhu
  • Danmark
KFUM-Spejdernes ledermagasin #2 2020

REFLEKSION AF VICKI

REFLEKSION AF VICKI KNUDSEN Jeg har altid ét mål for øje: At viderebringe min fascination for naturen og de mange fantastiske arter, den har bragt med sig. Lige meget hvor man kigger hen, så er der så mange arter og fortællinger, der bare venter på at blive opdaget og fortalt, men ofte går vi glip af rigtig meget, fordi vi nyder det større billede frem for at fordybe os i de enkelte arter. NATUREN ER EN UENDELIG SKATTEKISTE – HVIS BARE VI KIGGER EFTER Naturen giver ro, oplevelser og gode minder, uanset hvordan man bruger den. Personligt er jeg en kæmpe nørd, som let kan være fire timer om at gå 200 meter, hvis jeg er et sted med rigtig mange arter. For efter at jeg har fået øjnene op for, hvor mange arter vi har herhjemme, så ser jeg konstant noget nyt og bliver opslugt af, hvad det mon er, hvad den kan, og hvorfor den ser sådan ud. Før i tiden kiggede jeg kun på fugle, og jeg ville rigtig gerne finde sjældne fugle, for jeg har også et konkurrencegen, der taler. Konkurrence ligger i os alle, hvad end vi spiller ludo eller ser på fugle. Personligt konkurrerer jeg med mig selv om at styrke mine egne evner og viden. På den måde bliver jeg hele tiden klogere, får pirret min nysgerrighed, og i sidste ende har jeg mere, jeg kan formidle videre, men det er også sjovt at konkurrere med andre, så længe man selvfølgelig er en fairplayer. Da jeg i efteråret fandt en himalayasanger fra Centralasien på Bornholm, var jeg ovenud lykkelig. Den er sjælden, svær at bestemme, og mine mange års træning i stemmer og kendetegn belønnede sig, men jeg blev også prompte en blærerøv overfor mine fuglekigger-venner. På den gode måde, naturligvis. Konkurrence er helt naturligt. Ser vi bort fra os mennesker, så handler det i grove træk om at overleve og føre sine gener videre ude i naturen. Alle arter er sig selv nærmest, og der er en konstant konkurrence på liv og død. Selv død er lig med liv. Hvis der ikke er nogen, der dør, så er der mange andre, der ikke overlever. Se bare på ådsler og døde træer. De giver liv til hundredvis af insekter, fugle, pattedyr, svampe og spindlere. Denne konstante kamp på liv, død og at føre sine gener videre gør, at arterne er i konstant konkurrence for at overleve, og det er evolutionen, der har givet os så mange spændende arter med de vildeste evner. De har alle tilpasset sig hver deres optimale strategi – som oftest involverer andre arter. Det bringer mig tilbage til, at vi sjældent fordyber os. Nok fordi vi aldrig har lært eller tænkt over, hvad vi går glip af. Tag for eksempel anemonerne, der springer ud. Det er et fantastisk syn og essensen af forår. Kigger man nærmere på anemonerne, så ser man måske nogle små bitte larver. Det er larverne af oliebiller, som er en stor prægtig bille, man kan være heldig at se traske over skovbunden i foråret. Hvorfor sidder larverne der? De er klækket som æg i jorden og er derefter fluks søgt op i blandt andet anemoner. Når der kommer en enlig bi forbi for at suge nektar, så griber de fat om dens ben og flyver med tilbage til dens bo. Her lever de af pollen og nektar, som bien har samlet til sit afkom - og dens afkom. En vaskeægte lille snylter som senere forpupper sig og kommer frem som en flot oliebille næste forår. Nå ja, med til historien hører, at larverne ofte ender med at gribe fat om de forkerte ben, og så er chancen forspildt. Vi har naturligvis heller ikke kun en art af oliebille. Der er både blå, sort, grøn og korthalset oliebille, og det er blot et eksempel på tusindvis af fantastiske arter, evolutionære strategier og fortællinger, som venter overalt – hele året rundt. Nu er anemonerne væk, men det er maj, og alt eksploderer i naturen. Fuglene synger, alt står i blomst, og det summer af liv, så det er bare med at komme ud og fordybe sig i naturens enorme og uendelige skattekiste. Når man fordybes og fascineres, så lærer man også helt automatisk at holde af naturen – og i sidste ende passe på den. Lige nu sidder jeg og skriver løs på min første bog – en bog om mange af de almindelige og sindssygt spændende arter, der omgiver os. Bogen har blandt andet arterne med fra projekt ”99 arter, at se før du bliver voksen”. Projektet har både undervisningsmateriale, youtube-videoer, og det er koblet op til den geniale app iNaturalist, så hvis du og spejderne har lyst til at lære de mange spændende arter bedre at kende (og det har I naturligvis), så find projektet på nettet. Der er rigeligt at tage fat på, og det er både sjovt, lærerigt og lidt konkurrence er nok uundgåeligt – både med dig selv og andre. ■ Vicky Knudsen er 33 år og bor på Vesterbro. Hun er uddannet biolog og selvstændig naturformidler i firmaet Fuglemandssnak. Hun er kendt fra blandt andet tv-programmet 1 døgn, 2 hold, 3 dyr og Vores Vilde Vej. Hun er derudover vært på programmet Vildt Naturligt på P1 sammen med Johan Olsen, foredragsholder, turleder, moderator, selverklæret nørd og snart også forfatter. Hun blev kåret som Danmarks Bedste Naturformidler i 2017. 4 ILDHU 02 2020 Ledermagasin ILDHU 02 2020 Ledermagasin 5

© 2018 by Yumpu