Det udlydende -m i indskrifter fra Pompeji og Herculaneum - Aigis

More documents

Recommendations

Info

mellem to forskellige grafemer til betegnelse af det finale -m gik altså langt tilbage i tiden, og udeladelsen af -m må snarere betragtes som en arkaisme frem for en protoromansk eller vulgærlatinsk innovation. Hermed kommer jeg til, hvordan finalt -m faktisk blev udtalt: Der er ingen tvivl om, at det i historisk tid ikke længere blev udtalt fuldt ud som en konsonant i sig selv: Herom vidner både stavemåderne i de scipioniske epitafier, samt den metriske praksis med at elidere vokaler foran -m. Tilsyneladende var -m forsvundet som konsonant, men havde bevirket en nasalering af den forudgående vokal. I hvert fald erfarer vi hos grammatikere fra Kejsertiden, at det finale -m var “svækket”, og lød “obskurt”, nærmest som et “nyt” eller “fremmed” bogstav. Især en passage hos Quintilian (35- 100), der var nogenlunde samtidig med de pompejanske indskrifter, er værd at lægge mærke til: Atqui eadem illa littera, quotiens ultima est et vocalem verbi sequentis ita contingit ut in eam transire possit, etiamsi scribitur, tamen parum exprimitur, ut ´multum ille´ et ´quantum erat´, adeo ut paene cuiusdam novae litterae sonum reddat, neque enim eximitur, sed obscuratur et tantum in hoc aliqua inter duas vocales velut nota est, ne ipsae coeant (”Angående dette selv samme bogstav: Når det står til sidst og støder således sammen med det flg. ords vokal at det kan danne overgang til den, så udtrykkes det svagt, selvom det skrives, som når vi siger ´multum ille´ og ´quantum erat´. Det gengiver nærmest en lyd af et eller andet nyt bogstav, det forsvinder nemlig ikke, men formørkes og er kun en slags tegn, der står mellem de to vokaler, for at de ikke skal støde sammen.”). 14 Dette er ikke nogen letforståelig passage, i hvert fald ikke for os moderne læsere, der ikke umiddelbart ved, hvordan ´multum ille´ og ´quantum erat´ rent faktisk blev udtalt. Selv om Quintilians forklaringer som helhed kan synes utilfredsstillende, ser jeg dog tre særligt interessante punkter, som alle bekræftes af senere grammatikere: 1) “sonus novae litterae”, dvs. opfattelsen af en mærkelig lyd, som ville kræve opfindelsen af et nyt bogstav, hvis det skulle skrives fonetisk. En anden grammatiker, Velius Longus (2. årh. e. Kr.), taler om “peregrina littera”. I sin behandling af spørgsmålet om uoverensstemmelse mellem det skrevne ord og udtale skriver han om det finale -m foran konsonant: nam quibusdam litteris deficimus, quas tamen sonus enuntiationis arcessit, ut cum dicimus ´virtutem´ et ´virum fortem consulem Scipionem´, pervenisse fere ad aures peregrinam litteram invenies (”Hvad angår nogle bogstaver kommer vi til kort. De bogstaver kommer dog frem ved en lyd i udtalen: Når vi siger ´virtutem´ og ´virum fortem consulem Scipionem´ hører man nærmest et fremmed bogstav”). 15 Opfattelsen af et sådant mærkeligt bogstav var altså ikke afgrænset til hiatus, som man ellers kunne have troet på baggrund af Quintilians oplysninger. 2) Opfattelsen af “obscuritas”. Denne betegnelse i forbindelse med -m genfindes hos den senere grammatiker Priscian (5./6. årh.): obscurum in extremitate dictionum sonat (”det lyder mørkt i slutningen af ord”). 16 Det kunne godt henvise til en “svag” eller “utydelig” udtale af selve konsonanten -m, men den metaforiske hentydning til “mørke”, “dunkelhed” synes passende for nasal udtale, i så fald af den forudgående vokal. 14 Inst. or. IX, 4, 40. 15 Vel. Long. iflg. Keil VII s. 54. 16 Priscian iflg. Keil II s. 29. AIGIS 1.2 4
3) Det finale -m blev hverken udtalt fuldt ud, eller helt udeladt. Hvis -m blot var bortfaldet uden at nasalere den forudgående vokal, ville det synes mærkeligt, at Quintilian og andre havde så stort besvær med at forklare udtalen. I monumentale epigrafiske tekster anvendte romerne aldrig noget specielt tegn eller bogstav til at angive nasalitet, og de fandt det nok heller ikke nødvendigt med sådan en fonetisk ortografi, men vi ved, at grammatikere og andre forfattere eksperimenterede med alternativ ortografi og diakritiske tegn: Den gamle Cato og andre “antiqui” siges at have skrevet ord som “dicam” og “faciam” med -ae eller -e til sidst i stedet for -am. 17 Dette kan have været en approksimativ stavemåde for nasalitet, eller måske er det et oprindeligt “halvt m”, der siden er blevet korrumperet i håndskrifterne, hvilket kunne stemme overens med de mange eksempler i Plautusmanuskripter på former som “faciem” for “faciam”. 18 Ydermere ved vi, at den augustæiske grammatiker Verrius Flaccus foreslog at skrive netop et “halvt -m”, der så ud som et græsk “lambda”, i synalephe, 19 - dette kan have været det samme diakritiske tegn, som blev benyttet af Cato. Sådanne eksperimenter synes dog ikke at have haft den store succes, lige så lidt som eksperimenter med grafisk at adskille de lange vokaler fra de korte ved hjælp af accenter, “apices”. 20 Jeg mener, at det vesuvianske indskriftsmateriale bekræfter teorien om nasalitet, og om at forskellen mellem de to stavemåder, den historiske og den approksimative, var rent ortografisk, ikke et udtryk for, at der eksisterede en særlig proto-romansk fonetik eller formlære ved siden af den klassiske. Den hyppige udeladelse af finalt -m skal også ses i lyset af, at alle mulige former for forkortelser var meget hyppigt forekommende i de private indskrifter: I f. ex. valgopråb ser vi meget ofte forkortelser, der gør det ikke så lidt sandsynligt, at udeladelsen af -m i eksempler som POPIDIV SECVNDVM (valgdipinto, 421), og SIC HABEAS VENERE POMPEIANAM PROPYTIA> (graffito, 4007), er sket af hensyn til hvad man kunne kalde ortografisk økonomi: m var et forholdsvist tidskrævende bogstav at indridse på en mur. Ingen andre bogstaver bestod af hele fire streger, bortset fra “e”, og netop “e” blev meget ofte forkortet til to vertikale streger, som det ses i 4007. Når en graffito bestod af flere ord med udlydende -m, var det nemmest kun at indridse eet -m, - således sparede man de øvrige -m´er, uden at det kunne siges at gå ud over den rette forståelse af teksten. Et hyppigt forekommende ord som “salutem” blev forkortet til både SAL og SALVT, så det er da nærliggende at se også SALVTE uden -m som en forkortelse. Også et ord som “pesum” er i denne forbindelse bemærkelsesværdigt: I én enkelt graffito, 1507, findes ordet skrevet både som PE (to gange), PES (to gange) og PESV (otte gange). Egentlige forkortelsestegn, eller måske eksperimenter med diakritiske tegn for nasalitet, finder vi i 4007 med PROPYTIA> og i 5737 med LOMENT~, samt i 2776 med SINCERV – og i 3905 med SALVTEM … PLVRIMA – , hvor en vandret streg er anbragt 17 Quintilian inst. or. I, 7, 23; IX, 4, 39; Festus (2.årh. e. Kr. (?)) 72, 6 (citeret af Paulus Diaconus, 9. årh. e. Kr.); 200 M (Lindsay s. 220). Cf. Klotz 1931. 18 Cf. Klotz 1931 s. 143. Disse former kan dog også forklares som analogier til futurumsformerne i 2. og 3. person samt i pluralis. Cf. Ernout 1974 s. 160. 19 Velius Longus VII, 80 (Keil): nonnulli circa synaliphas quoque observandam talem scriptionem existimaverunt, sicut Verrius Flaccus, ut ubicumque prima vox m littera finiretur, sequens a vocali inciperet, m non tota, sed pars illius prior tantum scriberetur, ut appareret exprimi non debere. 20 Som f. eks. i Res gestae Divi Augusti (Monumentum Ankyranum). AIGIS 1.2 5
Page 1 and 2: Det udlydende -m i indskrifter fra
Page 3: at sige sandsynligt, at udeladelsen
Page 7 and 8: fejl af en type, som i hvert fald d

Det udlydende -m i indskrifter fra Pompeji og Herculaneum - Aigis

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?